Ny ... igen - Karaktar

S: Banegården
O: Næsten mennesketomt, men der nogle få.
V: Mørke skyer der dækker for månen, der kun er oplyst af lamper.
T: Halv tolv

---

Toget kom stille trillende ind på banegården som var næsten mennesketom, bortset fra de få mennesker, der skulle med et nat tog. De fleste skulle til Paris, men toget mod Paris var forsinket. Der steg kun en ud af toget. En sorthåret pige med grågrønne øjne, jeans, en hvid skjorte og en mørk læder jakke over armen.
Hun rystede let hoved, så det sorte hår faldt ned over hendes skuldre. Hun kunne mærke en let gysen der gik over hendes arme. Hun tog jakken på og gik hen mod stationsbygningen så hun kunne komme indenfor.
Hun standsede da hun kom ind, og skuttede sig lidt. Hendes øjne gled rundt i og fandt en bænk hun kunne sidde ned. Hun gik over mod en kiosk og købte en kop varm kakao, og gik så hen mod sin udvalgte bænk, der stod henne i et hjørne, hvor hun havde et godt udsyn til rasten af rummet. Hun trak bene op under sig, og lage sin varme kop på det ene knæ og tog en lille tår en gang imellem.
Der var ikke mange i bygningen, og de fleste lå og sov med åben mund og en høj snorken. Hun krummede sig mere sammen og sukkede. Hun havde fået en meget stor powernap i toget så der var ingen grund til at gøre det her. Hun vidste ikke hvor hun skulle tage hen. Nu havde hun sin varme drik, der kunne holde hende varm i en times tid, før hun så igen ville blive kold. Hun hvilede sit hoved på den sit andet knæ.
Hendes tur til Paris havde ikke været vellykket. Hun havde håbet og kunne finde et sted at bo der, da hun havde droppet Di Morga, da der aldrig var nogle lejligheder til salg. Men det var for dyrt i Paris til at hun kunne betale lejen, og hun var jo ikke den sjæl der elskede at arbejde, så hun havde hurtigt droppet det, og taget det tilbage til Di Morga. Der var hun ikke den eneste der var underlig, det havde hun fundet ud af, efter sit første besøg. Her kunne hun måske blive bedre accepteret end på sit gamle børnehjem.
Hun havde aldrig været udenfor før for et par uger siden, og måtte jo finde ud af livet. Det hjalp hende en masse, at hun ofte skiftede form og var meget god til at leve som dyr, men som menneske. Hun smilede tørt for sig selv. Hun måtte være skuffende. Hun havde aldrig levet alene, der var altid nogle der havde lavet mad, og gjort rent, eller rent kunne hun selv gøre, for det skulle hun skulle selv gøre rent på sit værelse, men toiletter og alt muligt. Nej, det havde hun aldrig prøvet, så hun var kommet frem til det, at som menneske måtte hun være meget skuffende.
Hun vippede lidt frem og tilbage, mens hun nippede til kakaoen, som allerede var ved at være kold. Skuffende. Hun drak rasten af den lunkne drik og rejste sig op, for at gå hen og smide kruset ud.

Tomme mørke øjne, gled over banegården, fra en af de mange catwalks, nær loftet. De tomme øjne, stirede ikke fast imod nogen, men søgende omkring, og fuldstændigt uden at udvise følelser. Den herre der besad disse øjne, var stort set, umulig at få øje på, med mindre man tilfældigvis kiggede op imod loftet, og så fokuserede sine øjne, nettop i hans retning. Dette begrundet hans komplet sorte, og fine jakke, og ja selv hans tomme døde øjne, havde intet lys. Han var som en sort streg, på sort baggrund.
Tomme sorte øjne stoppede deres søgen, med et fast blik, ned imod en ung kvinde, der nettop var kommet indenfor, og de blev knebet en anelse sammen. Herren der opserverede stationen, begyndte langsomt at forsøge og trænge ind i kvindens hoved, præcis som han havde med alle de andre på stationen. Hans indtrængen var ikke ubehagelig, og ville intet skade, men han ville kunne opfange ganske få følelser, og det han så, fik ham til at åbne sine øjne normalt igen, og blot stier imod hende.
Tomme sorte øjne, slog hurtigt imod indgangen til stationsbygningen, da en larm pludselig kom der fra, da dørene blev åbnet, af tre højlydte mænd, der joskede ind i bygningen, imens de råbte og larmede af hinanden. De bar hver en øl i deres ene hånd, og de sorte øjne blev knebet sammen, da deres på virkede tilstand næsten skreg ud fra dem.
"Den gamle idiot er sikkert allerede gået, Barkley man.. Du er en halv time for sent din klods.." Sagde den ene højlydt, og lo med sin dybe stemme. En af de andre rejste så skuldrene en anelse, og rystede på hovedet med en later.
"Jeg er sku da skide lige glad, jeg skulle bare have fat i ham, for at fortælle ham nogen har besat min lejlighed... Jeg skal nok få mit ord ind.. Og hey, hvad fanden skulle vi ellers lave?" Sagde han, og de lo så alle tre.
De tre mænd gik hen imod en af pælene i salen, hvor en læende sig op af, og de stod nu blot og ventede. De tomme sorte øjne, stirede fortsat imod mændene, og herrens hoved blev langsomt rystet på.
Den unge mand ved navn Barkley, fik øje på Tarja, og stirede nu imod hende, med et bredt smil. Han rejste sit ene øjenbryn, nærmest udfordrende imod hende, og de andre unge mænd fik ligeså øje på hende, og klukkede lavt, med smil meget lige Barkleys.
Tomme sorte øjne, blev igen knebet sammen, men blikket bag øjnene, forblev det samme tomme, og han kiggede langsomt imod den unge kvinde, for så igen at forsøge at søge hendes hoved. Igen var det på den samme diskrete måde. Han ville opfatte hendes hoved reaktion, på de unge mænd. Han havde en fast regel overfor sine Agenter, som Barkley engang havde været, og den ville han se Barkley adlyde.. Derfor blev han nød til at se Tarjas reaktion.

Hun sad helt tavst, og lyttede til de omkringsiddende snorkende personer da der pludselig kom tre fyre ind, og afbrød den ellers så rolige stemning. De så ud til at have det ganske skægt. Hun smilede tørt for sig selv, før hun sænkede blikket ned mod en flise. Venner … venner … hun tyggede lidt på ordet. Det var et underligt ord, som hun aldrig rigtig havde prøvet noget af. Så hun savnede det vel ikke? Hun havde hørt om alt det man lavede med venner, men også hørt om alle de tragiske historie hvor ’vennerne’ vendte en ryggen. Så var man pludselig alene igen …
Det var ikke noget hun ville prøve, og det havde aldrig rigtigt lykkes hende at stable et venskab op, så hun var altid pigen mange lige havde mødt og glemte bagefter igen. Denne rolle havde hun taget til sig, ikke med kys hånd, men hun kunne jo ikke få nogle anden rolle, så der var jo ingen grund til at smide den rolle væk.
Hun mærkede blikket fra en af de høj rystende fyre. Hun gik selvfølgelig straks i panik hvor hendes hjerte straks begyndte at hoppe rundt oppe i halsen på hende. Hun pressede det irriteret ned i brystet igen. Det var jo syv otte år siden, men selvfølgelig skulle hun altid flippe helt ud når andre kiggede på hende.
Igen måtte hun stoppe sit hjerte fra et hoppe ud af halsen på hende, da hun mærkede de andres blikke blev rettet mod hende. Hun kiggede forsigtigt op mod de tre fyre der stod. Den ene stod og smilede med et let hævet øjenbryn mens de andre? Ja, det måtte være højre og venstre flanke. Hun tøvede, men turde ikke smile tilbage, så hun sænkede bare blikket mens hun mærkede endnu et blik, som hun også havde mærket før. Hun bed sine læber sammen og trak vejret dybt. Hun havde lyst til at skrige at hun ikke var et abe i et bur, og hun faktisk godt kunne snakke, tænke og høre! Men hun holdt sin mund, og lod blikket hvile på en af fliserne og det sorte hår faldt blødt ned over hendes skuldre.

De tomme sorte øjne, blev langsomt drejet imod de tre fyre, da de nemt havde opfanget Tarja's reaktion. Frygt. Og meget af det. Så slemt, at den kunne føles, uden at fokusere på den. Men stadigt en stædighed, der unlod hende at flygte. Flygte fra blikkende. Men nettop i dette tilfælde, var det måske egentligt den bedste ide, at løbe sin vej.
Barkley skubbede sig blidt væk fra den pæl han lænede sig op af, og kiggede så fra side til side, på den store banegård, for så at stier tilbage på Tarja.
"Awh.. Hun er nervøs..." Hviskede den ene af mændene, og de klukkede lavt, imens Barkley rystede på hovedet. Hans lumske smil, fik hans stikkende stiren, til at virke endnu skarpere. Han forblev så der, med denne skærende stiren i kort tid, inden han begyndte at træde imod Tarja.
"Barkley!" Et højt råb, hev over Banegården, og fik meget hurtigt rettet Barkleys øjne, væk fra Tarja, og op imod catwalksne, hvor stemmen kom fra. Den høje mørke figur hoppede så over metal hegnet, der var ved siderne af catwalken, og faldt de mange meter imod jorden. Den jakke han havde på sig, lavede bølger pågrund af vinden der slog imod ham, og han holdt sine arme ud til siderne, for så at lande, med perfekt balance. Stødet fra hans landing, gjorde kun at han lige måtte bøje i knæende, før han så rejste sig igen. De to af Barkleys venner, bevægede sig en smule imod Karaktar, inden Barklet holdt sin hånd en smule ud imod dem. Barkleys blik var blevet en anelse mere nervøst, og han brummede lettere irriteret.
"Tænkte nok du ville være her.. Gemme dig et eller andet sted... Jeg vil have min lejlighed igen! Du kan sku da ikke bare give det til en eller anden kælli..."
Barkley blev afbrudt af Karaktars fine stemme, der flød igennem Banegården.
"Barkley! Te dig dog anstændigt... Du er ikke længere ansat under mig, og den lejlighed, tilhørte ikke dig, men du lånte den, så længe du var under min vinge.. Du møder op for sent, og dette beruset.. Den lejlighed, tilhøre ikke længere dig.. Jeg vil ikke engang kendes ved dig, ved ikke hvad jeg så i dig.." Herrens stemme, var ikke hans udseende, det mindste ret. Hans grålige hud, som kun var synlig på hans hænder og hans hoved, var flodset, og bestemt ikke noget kønt syn. Hans skallede isse, gav heller ikke nogen afspejling af noget lys, på grund, af den urene hud. Alt i alt, hvad der ville bringe en kuldegysning, ned af de flestes ryg. Barkley kneb sine øjne sammen, og fnøs lavt.
"Du er for dum at høre på, Karaktar.. Du for ikke lov til at tage den..." Sagde han vredt, og tog et par skridt imod Karaktar. De to af hans venner gjorde lige så, og de begyndte sig at nærme sig. Herren i det gamle jakkesæt, blev blodt stående, med sine sorte øjne, fast fokuserede imod Barkley, stadigt.

Hun kunne høre de svage lyde, da føren kom hen mod hende. Kunne man så tydeligt se at hun var nervøs? Hun holdt blikket stift rettet mod gulvet, som om det skulle løbe væk, hvis hun kiggede op på manden. Mandens blik blev mere intenst, og ubehageligt, mens han nærmede sig. Hun trak vejret, for ikke at gå i panik, hvilke ville resultere i at hun forvandlede sig til det ene eller andet, og gå løs på ham. Det ville ikke blive et kønt syn hvis han var menneske, men måske hvis han også var … ikke normal?
Hun ånde lettet op da der pludselig kom en og råbte manden foran hende an. Barkley? Hun kiggede tøvende op, og så en … en mand? Komme hen imod dem. Hun kunne ikke rigtig sætte ord på hvordan han så ud, men hun kom da frem til at hun var glad for at hun havde reddet ham, men han lignede ikke en hun havde lyst til at snakke yderligere med. Hvis hun var bange før, var hun nu blevet rædselslagen og turde knap trække vejret. Hun var bange for de kunne høre hendes hjerte der trampede rundt oppe i hendes hals. Hvis han ikke havde set så … så farlig ud i hendes øjne var hun nok gået i panik og angrebet ham, men hun turde ikke give sig lov til det så blev pænt siddende, med blikket rettet mod gulvet. Hendes skræk for Barkley var forsvundet, og var nu erstattet af herren der ikke lignede nogle sød onkel. Hun fik virkelig lyst til at blive til en fugl og bare forsvinde, men hun vidste jo ikke hvad manden kunne. Hun prøvede at trække vejret roligt, men det blev kun et lille gisp fra hendes velformet læber som blev nedbidt af hendes hvide tænder. Hendes vejr trækninger lød enormt højt for hende, og hun var bange for at de tiltrak hende opmærksomheden.

Karaktar sorte tomme øjne stirede fortsat imod Barkley, og blev knebet en anelse sammen, da de to andre, begyndte at bevæge sig imod ham. Han rystede langsomt på hovedet, og lukkede kort øjnene, for så at åbne dem igen, og stier ud imod intet. hans sind trak sig voldligt ind i alle de tre mænd, og dette kunne ses, da de tog sig en smule til hovederne, men dog uden at stoppe.
"Barkley.. Forsvind.. Og du skal aldrigt se os igen. Udfør dette.. Og vores Link vil forsvine.. Du vil ikke længere være beskyttet af mine tanker.. Du har forrådt mig, og klanen." Hans stemme forblev rolig, imens det tomme blik, langsomt bevægede sig imod loftet. Barkley brummede irriteret, og tog nogen flere skridt imod Karaktar.
"Jeg har fået nok af dig.. Jeg vil ikke være under din beskyttelse mere.. Jeg vil tilbage på gaderne, og gøre hvad jeg gjorde førhen.. Er træt af det her nemme liv.. har ikke behov for dit vendskab!" Råbte han irriteret, og han satte igang til løb. Men inden han overhovedet havde taget et enkelt skridt, stoppede han op, og skreg i smerte, med hænderne imod sine øre, som om en meget høj tone blev spillet centimeter fra hans øre. De to andre herre gjorde lige så, og de begyndte alle at vakle imod udgangen.
"Det kan jeg ikke tillade, Barkley.." Sagde Karaktar roligt, og hans blik blev langsomt ræækket imod mændene, som klynkende gik deres vej.
Karaktars sote øjne, stirede efter de unge mænd, imens de langsomt forsvandt, inden hans blik gled tilbage imod Tarja, og de tomme øjne faldt over hende. Den frygt. En ubehagelig bieeffect hans race havde. Hans tomme blik, gled langsomt ud i et undskyldene blik, og han lagde en hånd imod sit bryst, og bukkede halvt.
"Jeg beklager dybt, unge dame, min gamle agents opførsel.. Lige så, som jeg beklager den frygt de har imod mig.. Jeg kan garantere dem, jeg dem intet ondt vil.." Sagde han roligt, inden hans øjne gled imod Tarja igen, og han rettede sin ryg. De fleste af de mennesker de rhavde været, var gået deres vej. Nok mest på grund af på styret. Han lod så sin arm falde ned langs hans side, og hans øjne stirede nu imod Tarjas, hvis hun kiggede op. Han forsøgte så at fange deres opmærksomhed, for så langsomt at trænge sig ind i hendes hoved. I stedet for at det på førte smerte, som det havde med mændene, ville det føltes varmende, oven på den hektiske angst. Ville føles som om, han skubbede hendes angst of frygt væk, og erstattede det med varme. Han hypnotiserede hende ikke, så han kunne ikke bestemme, præcis hvad hun skulle føle. Men han ville kune flytte hendes chaos, så hun kunne tænke klart. Forbi blind angst, og det hektisk bankende hjerte. Hvis hun fjernede sine øjne, ville han fortsætte, og gøre det samme, uden øjnkontakten, det ville blot gå langsommere.
"Slap af, min kære.. Du er ikke længere i fare.. Barkleys tanker var ondskabsfulde, og hjerteskærende.. Men han er gået sin vej.. Mit udseende taler mig imod, men jeg vil dem intet ondt.. Du må se forbi min facade. Forbi, det der frygter mig.. Lad mig.. Hjælpe dig.." Hans stemme, var rolig, flydene og fin, som den altid var.

Hun stirrede overrasket og rædselsslagen på de fire mænd der stod og nedstirrede hinanden. Hendes nysgerrighed havde overvundet hendes frygt så nu men ikke lang tid. Hun kiggede endnu mere skræmt på fyrene da det lignede af herren med den store jakke trådte frem, og tog imod de andre fyres udfordring, men hun ånde lettet op da det så ud til at han … bare ville have dem til at forsvinde. Hun ville nok også være flygtet over hals og hoved hvis de havde kastet sig imod hinanden. Hvordan mon det ville være endt? De tre fyre var i overtal, men virkede så … små ved siden af herren der ikke virkede særlig rar at se på.
Hun kiggede undrende på herren da han begyndte at snakke. Hvilke link, familie og klan?! Det så ud til at Barkley tog imod hans udfordring, og ville betale tilbage på den ene eller anden måde. Beskyttelse? Var det en slags herre og hans slave? Det kunne det næppe være, for det virkede jo som om herren passede på Barkley, men havde slået hånden af ham? Barkley virkede som en af de fyre, som Tarja aldrig havde haft respekt for, og som straks løb skrigende bort når man rejste børster.
Tarja for sammen da hun hørte Barkleys hyl af smerte og så deres flugt fra herren, so-som … havde startet det?! Det gjorde ikke Tarja mere tryg.
Hun tryggede sig op af ryglænet da hun mærkede herrens blik på sig. Hun prøvede at trække vejret normalt, men det hjalp ikke. Hun lyttede tavst til hans lille tale. Agent? Kunne han mærke hende … ja, det var da tydeligt og klart, så det overraskede hende alligevel ikke så meget, som det først havde gjort. Nå, så det gjorde han ikke? Hun blev letter mistroisk, men hendes frygt var stadig større, og han havde jo hjulpet hende af med Barkley og hans venner, så hun måtte vel lige give ham en chance. Hun trak vejret dybt, og fik taget sig sammen til at kigge op på herren. Underligt nok begyndte hendes frygt at forsvinde, langsomt og roligt. Hun ville nok ikke have bemærket det så meget, hvis hun ikke havde været så rædselsslagen før. Hun begyndte at trække vejret roligt og hjertet faldt ned på sin plads efter lidt tid. Hun blev ved med at stirre på ham med store overrasket øjne. Hun sænkede blikket lidt, da hun ikke så tydeligt ville beglo ham, da han begyndte at tale igen, med en rolig, og overraskende fin stemme, trods hans udseende.
Hans ord lod meget troværdige, men hun var stadig ikke sikker på ham. Hun trak vejret dybt igen, og kiggede op på ham. Hun rejste sig op, og kiggede på ham, med en tilkæmpet ro, der var godt hjulpet på vej, med hans små finurligheder inde i hendes hjerne. ”Jamen så vil jeg sige mange tak for hjælpen.” Pippede hun. Hun smilede lidt kejtet og lod blikket glide ned af ham. Hans udseende undrede hende. Det lignede ikke ligefrem noget hun havde set før, meget krigerisk udseende. Hun fik lyst til at spørge ham hvorfor han så så … hærget ud, men hun turde ikke, det var vel noget privat. Hun tøvede, og afbrød tavsheden med en nu mere normal stemme. ”Kender du ham … fyren og hans venner? Agent var der en af jer der sagde? Og …” Hun tøvede lidt, og vidste ikke helt hvordan hun skulle spørge. Hun ændrede spørgsmålet i sidste sekund før hun åbnede munden, og lod sin næsten rolige stemme komme ud. ”Hvad er du? Og … din ven, eller gamle ven.” Han kunne ikke være et menneske, for ellers ville han ikke have kunne angribe de tre fyre på en gang uden at røre dem. Var det ligesom hende selv som heller ikke var helt normal? ”Men … hvad laver du egentligt her?” Hun kiggede rundt i den nu mere tomme hal. ”Skal du med toget eller …” hun pegede ud med hoved let på skrå. Han så enorm stor ud, selv når hun stod op, og så lignede han … en klippe, godt nok en køn klippe, sådan når man sammenlignede ham med en klippe. Hun smilede prøvende til ham, usikker på hvad hun skulle gøre.

Karaktars orte øjne, fortsatte deres konstante stiren imod hendes. Selvom de var mørke, og dystre, havde de en komplet ro, der kunne fjerne alt andet. Ingen panik, intet kaos, ingen fare og ingen smerte. Du fortalte intet om ham, præcis som hans ansigtsudtryk. Ingen følelser.
Karaktars øjne fulgte hendes, imens hun rejste sig, og han blev stående, fuldstændigt stille. Ingen reaktioner, til at counter hendes. Egentligt, brugte han kun sine øjne, som et link, imellem hendes hoved, og hans. Et link der tillod ham, at se hendes sind, og så holde det roligt, og afslappet, for at kunne få en samtale, med den beroligede Tarja. Den Tarja, som ikke var afmærket af frygt. Ikke et afbillede af hendes minder. Specielt et minde. Det var ikke svært at finde, det lå godt gemt tilbage, men det slog stadigt til, fra tid til anden. Han kunne ikke se hvad der var sket i dette mine, men det var et, han forsøgte at tillade hende, ganske kort at glemme, så hendes frygt, ikke ville give en effekt, på hendes reaktioner, over for ham.
Til Tarjas tak, bukkede han sit hoved, halvt, som en gestus, men intet andet, da han kunne se, hun havde mere på hjertet, og ville lade hende tale ud. Han lyttede til samtlige hendes spørgsmål, samtidigt med, at hans øre opfattede lyde, et stykke fra dem. Sikkerheds vagter, der forlod deres båse, for at bevæge sig i deres retning. De havde hørt skrigende fra Barkley og hans venner, og ville have Karaktar ud der fra. Karaktar var ikke interesseret i at skabe flere problemer, men ventede tålmodigt på at hun afsluttede.
"Jeg vil forklare dem det helle, unge Tarja.. Men det kan ikke blive her.. men jeg vil med det samme give dig et tilbud.. Et jeg kun sjældent giver flere gange.. Jeg vil tilbyde dem en ny tilværelse.. Et nyt liv.." Sagde han med sin rolige stemme, og det var tydeligt, at han ikke ville holde noget tilbage, omkring sit tilbud.
"Det vil ikke blive et nemmere liv.. Det vil ikke blive et mere sikkert liv.. Du vil blive udfordret. Du vil blive nød til at sætte din egen frygt på prøve.. Og du bliver nød til at overvinde den, for at kunne klare det.." Hans øjne fortalte ingen løgne, og det gjorde hans stemme heller ej. Hans ord var sande, og uden et fint lagen over. Han blev nød til at arbejde med hendes frygt, og hjælpe hende til at kunne styre den bedre. Men han var villig til at gøre dette. Tarja var ung, og havde potentiale, med hendes evner.
"Hvis du vil acceptere dette tilbud med det samme, beder jeg dem om at følge med mig.. Hvis de ikke føler de er klar, skal du tage et skridt tilbage, og råbe til vagterne, at jeg har truet dig, på livet.. Og de vil måske aldrig se mig igen.. Det vil altid være dit valg.. Ingen kæder.. Intet halsbånd og snor.. Dit valg.." Afsluttede han, inden han lavede et hårdt sving på sine hæle, og begyndte at gå hen af banegården, imod en trappe der førte op ad. Vagterne der bevægede sig imod dem, satte langsomt tempoet op, og kiggede efter Karaktar, men også spørgende imod Tarja, om hun fulgte med, eller ej.

Det gav et lille gip i hende, da han vidste hendes navn!? Havde de mødt hinanden før? Mens han talte, væltede det ind med spørgsmål, som vand i en sluse. Hvorfor ikke her? Hvilke tilbud? Nyt liv? Udfordring, hvilke? Frygt? Ja, dem havde hun vel mange af. Hun kunne hør at hans ord var troværdige, der var intet at frygte eller være bange for. Hun tøvede og skulle til at åbne munden for at spørge om et af alle sine spørgsmål, da hun kom i tanke om at det skulle være et andet sted. Men hvor? Hun skulle igen til at skille læberne ad, men blev stoppet af hans stemme.
Hun sænkede blikket, så håret faldt ned foran hendes ansigt, og skjulte det lille smil der lå på hendes læber. Han havde da lige … hun skubbede det ud af hoved og bemærkede han allerede var gået?! Hun skulle tænke hurtigt nu, hvilke ikke gik så godt, da der var alt muligt andet i hendes hoved også, men hendes krop fik det dog hurtigt afgjort. Hun skulle til at åbne munden, da hun så to betjente længere henne der kiggede på hende. Hun pressede læberne sammen. *Man skulle virkelig tro jeg var en abe i et bur.* Hun gik hen til trappen, og skubbede sig blidt forbi dem og op til herren, som … nu hun tænkte over det, ikke havde præsenteret sig selv. Hun fulgte tavst efter ham op af trapperne, op i en større hal, hvor der var lidt flere mennesker. Lidt længere fremme, kunne de to store dobbeltdøre ses. Hvis man gik udenfor dem, kom man ud i nattelivet i Terre. Inden døre var det letter køligt, men behageligt. Der stod flere familier, med deres sovende børn over armene og duften af mad, hang tungt i luften. Hun kiggede rundt, og vidste ikke hvor herren ville hen, så hun fulgte ham. Udenfor var nok den største chance, især med de to betjente i hælene, hvis blik stadig irriteret hende.
Folk i denne by var bestemt ikke som dem inde i Paris, de gloede som om de aldrig havde set et menneske før, og skjulte det ikke. Det var noget hun skulle vende sig til, ellers gik det da helt galt.

Karaktar kiggede kun kort over sin skulder, og ned på Tarja, som havde valgt at følge efter ham. Men da hans tomme øjne slog ned imod betjentende, så han Barkley komme løbende imod dem. Han kneb sine øjne en anelse sammen, og en ganske lav knurren, kunne høres fra Karaktar. Han kiggede så kort ned på Tarja igen.
"Skynd dig. Følg tæt med.." Sagde han hurtigt, og kiggede frem for sig igen, og satte tempoet op. Fra bunden af trappen, kunne Barkleys råben høres, og hvis Tarja kiggede over sin skulder, ville hun kunne se vagterne sætte i løb imod dem, og op af trapperne.
Da Karaktar nåede op af trapperne, kiggede han ikke engang imod dørene, der ellers ville virke som det oplagte sted at løbe ud, men i stedet for at gå den vej, drejede Karaktar skarpt til venstre, og fulgte vægen et kort stykke, inden der kom en service trappe, der førte op imod loftet. Han satte sit tempo op, og begyndte at løbe, så Tarja måtte gøre det samme, for at kunne følge med. Han løb ikke specielt hurtigt, og sørgede for, at hun ville kunne følge med. Vagterne var begyndte at råbe efter dem, og Karaktar kiggede tilbage imod Tarja, for at sørge for, hendes angst ikke tog for meget fat i hende.
Da de var kommet op i toppen af den metaliske trappe, drejede Karaktar ned af et catwalk, og hoppede op, for at skubbe en tagplade væk fra dens plads. Tagpladen sad løst, og var tydeligtvis blevet brugt til dette før.. Han hoppede så op, og landede oppe på taget, for så at række en hånd ned imod Tarja, hvis hun ikke ville kunne hoppe op selv.
"Tag min hånd.. Og stol på mig.. Eller løb tilbage til vagterne.. Og sig jeg tvang dig.. Stadigt to muligheder.. Stadigt dit valg.." Sagde han, med sin stadigt rolige stemme, og holdt hånden imod hende. Håndens grå hud, var lige så flodset som hans ansigt. Hans negle var lange, og så ud til at være skarpe, men de var ikke peget imod hende, men hans åbne håndflade var. Endnu engang, forsøgte han ikke at virke truende.. Det eneste truende ved ham, var det skræmmende udseende.

Hun satte tempoet op, men endte med at små løbe efter ham op af trapperne. Hun kastede et kort blik over skuldrene, til de to betjente der fulgte efter dem, før hun vendte blikket mod herren, og fulgte efter ham. Det undrede hende at han tog denne vej, men det virkede til at han vidste hvor han var, så hun fulgte med ham, til trappen, hvor hun måtte løbe hurtigere for at følge efter ham. Hun fulgte efter ham, og kunne tydeligvis mærke at dette ikke var noget hun tit gjorde.
Hun kiggede undrende på ham da han fjernede tagpladen og sprang med utrolig lethed op. Hun kiggede tøvende på ham, imens han snakkede. Hun kunne ikke lade være med at smile til ham over det med at sige at hun var blevet tvunget med op. Hun rystede let på hoved over hans hånd. Det var noget dejligt noget han havde ordnet med hendes hjerne, og ville helst ikke smide det væk, ved at berøre ham. Det ville stoppe hans evne, og hun vil nok bare flippe ud hvis det ikke var der, så hun, viftede hans hån til side trak vejret dybt, og greb fat, så hun kunne hive op på taget. Taget var overraskende glat, men hun holdt sig oppe ved at klamre sig fast til taget, mens hun kraftigt overvejede at blive til en fugl, men hun kunne ikke rigtigt forstille sig hvordan de to betjente ville reagere, og hun var stadig ikke sikker på herren, som var i gang med at ’bortføre’ hende. Hun kravlede længere op på taget, og vendte på han skulle komme op at stå. Selv kom hun på usikre ben op og balancere på taget, mens hun kiggede ud over byen. De var ikke så højt oppe, da stationsbygningen kun var i to etager, men de var jo alligevel lidt højt oppe.
Hun smilede og ventede på han skulle komme op, så hun kunne se hvor han ville hen. Hun var overrasket over at de var taget op på taget. Selv kunne hun godt komme ned igen, men ham? Hvordan ville han bære sig ad med at komme til højre eller venstre. Han lignede en der kunne kæmpe, ikke en der sprang rundt på tage med politiet i hælene, og Barkley der havde råbt og skreget som en sindssyg. Han var jo pludselig ikke så smart længere. Tarja smilede letter skadefro over det, men smilet forsvandt lidt efter da hun skulle koncentrer sig om at holde sig oppe.

De tomme sorte øjne fulgte hende, på hendes vej op, og rejste sig lige så ved hendes side, da hun var kommet op. Betjente kunne høres under dem. og var nu begyndt at råbe højere, med uforstående råb. De forstod, lige som Tarja, ikke hvorfor de var løbet der op. Men Karaktar havde det helle udlagt i hans hoved. Han tog et par hurtige skridt hen af taget, og kiggede et stykke ud over. Ikke langt fra banegården, var bygget et højt hegn, og på den anden side, lå parken. Det var der han ville hen. Han vente sig, og kiggede imod Tarjas øjne. imens trak han, igen blidt, ind i hendes hoved, og så hurtigt at hun var Animagus. Det var ikke nemt at gemme inde i ens hoved. Specielt da hun ikke vidste præcis hvad han lavede. Han gik så hen imod hende igen, til han kun stod en halv meter fra hende. Han rejste så en udfoldet hånd imod hende, imens de sorte øjne stirede ned imod hendes.
"De er en Animagus.. De ville med lethed kunne komme ned, uden min hjælp.. Men de accepterede mit tilbud.. Og de bliver nød til at lære og stole på mig. Fuldt ud.. Jeg vil være dit overhoved i dette.. Men de skal ikke være mig mistroisk.. Jeg skal være som en fader de kan stole på.. Men dette kan jeg ikke påtvinge dig.. jeg kan berolige dig, men vil ikke tvinge dine følelser.. Vil de stole på mig?" Hans rolige stemme flød igennem luften, med en tone, der sagde at hun skulle høre efter, samtidigt med at den var beroligende. En af betjentendes hånd kunne nu ses, da han begyndte at forsøge at kravle op. Karaktar sparkede til tagpladen, så den blev skubbet over betjentens hånd, og han gryntede i smerte, imens han faldt ned.
"Lad den unge pige være, dit bæst! Kom så her ned!" Råbte de der nede fra, men det tog ikke hans opmærksomhed væk fra hende, og hans hånd forblev imod hende. Selv ikke da han sparkede til tagpladen, fjernede han sine øjne fra hende.
Hvis Tarja endeligt tog imod hans hånd, ville han blidt trække hende imod sig, lægge en arm om hendes ryg, og en under hendes lår, for så at løfte hende op. I hendes hoved, sørgede han for, at holde hende fra at gå i panik. Gjorde sit bedste for at gøre dette. Han ville ikke have hende til at forvandle sig. Hun skulle stole på ham i dette. Da han så løftede hende op, holdt han godt fast i hende, og løb hastigt over tagpladerne, nu med sit tomme blik rettet ud foran sig. De nåede op på en fart der var umenneskelig, inden han sprang ud fra kanten af huset.
"Hold fast.." Han sagde det, igen med en rolig stemme, imens de fløj igennem luften. Han lavede et lang skridt med sine ben, så de ikke ramte toppen af det høje hegn, for så endeligt at lande på det våde græs, hvor han måtte løbe flere skridt, for at bremse det momentum der var blevet skabt, og for at holde balancen, så de ikke faldt. Hvis hun så stadigt var i hans arme, slap han blid sit greb om hendes lår, for at lade hendes fødder nå ned, og ramme jorden igen.

Hun kiggede letter nervøst op på ham, mens hun kæmpede for at holde sin balance. Hun ville helt klart være fløjet væk fra ham, hvis hun ikke havde en finger med i spillet, men blev stående og kiggede roligt på ham, eller så meget ro han nu havde dannet i knolden på hende. Hun følte sig endnu mindre end før, da han tordnede sig op over hende, men hendes frygt ville ikke komme, så hun blev stående, godt nok lidt stiv, men ellers rolig. H-han hvidste hun var animagus! Både navn og hvad hun var?! Stole? Stole på ham? Hun ville heller end gerne væk, men den rolighed han havde plantet i hende tvang hende til at blive og kigge op i hans øjne. Hendes krop var afslappet, trods hendes hjernes letter paniske tankegang. Overhoved? Hvad var det han ville med hende? Ikke mistroisk, det kunne hun vel lige klare? Kunne … hun blinkede vantro med øjne, kunne han styre hendes følelser, så det var derfor hun ikke var gået i panik. Hun trak vejret dybt, og lod ham snakke videre. Allerede før han havde spurgt hende om hun ville stole på hende, kendte hun svaret. Hun kiggede ind i hans øjne, mens lyden af tagpladen der gled hen over de andre tagplader skurede i hendes øre, efterfulgt af et grynt af … noget hun ikke kunne høre. Hun rakte forsigtigt ud mod hans hånd og mærkede hvordan hans evne blev blokeret, men … den var der på en måde alligevel. Var det lykkes ham at få sig meget ro i hende at den blev der? Hun mærkede hans arme omkring sig, mens hun slog bene omkring livet på ham, og mærkede hans arme, hun næsten sad på. Hun klemte ben sine ben hårde fast og trak vejret dybt, da hun kunne mærke han løb. Hun lukkede øjne, og pressede sig ind mod ham, imens hun bekæmpede frygten der langsomt kom op i hende, men der var noget der holdt nede. Det kunne ikke være hans evne, for den havde hendes egen blokeret, men det kunne være ham?
Det gav et sæt i hende, da hun mærkede han satte af, og de fløj, fløj! Igennem luften. Hun havde troet det var umuligt for ham, men … det var det så ikke. Da de lande kunne hun mærke hvor meget hendes krop ville væk, men hun tvang den til at blive siddende til han slap hende igen og hendes fødder mærkede jorden under dem. Hun kiggede op på ham, mens hun mærkede hans evne glide ind i hoved på hende igen.
Hun ånde lettet op da hun var sikker på at hans evne havde overtaget og hendes krop ikke længere ville forvandle sig. Hun kiggede op mod taget, fra bygningen de lige var fløjet fra? Det var stadig ufattelig at tro det, men hvad var normalt i denne verden? Hun sukkede og kiggede ned i jorden, før hun kiggede op på ham. ”Hvad er dit tilbud?” Nu havde hun fulgt ham med i alt det her, som hun aldrig havde gjort med nogle mand, eller af mandligt køn før, så nu ville hun have noget tilbage, ud over flyve turen over taget. Hun børstede noget af det sorte hår væk fra ansigtet, og kiggede op herren der stod foran hende. ”Og … hvad hedder du?” For hende havde han hele tiden heddet; herren. Men han måtte vel have et navn, trods han ikke lignede så mange andre mennesker, men et navn fortjente alle, om de ville have det eller ej. Hun drejede langsomt om på hælen og kiggede på ham. ”Skal vi gå?” Hun slog let ud med armen og kiggede tøvende på ham. hun kendte ikke Terre ud over sidste gang hun havde været der, og måske ville politiet komme efter dem, men de måtte vel vær van til at der var en del … ikke normale mennesker? Så måske ville de slet ikke jagte dem, men bare lade dem gå? Gad vide hvad Barkley havde sagt til betjenende? Sagt at hun var ved … at … blive voldtaget? Det gøs let i hende, men hun skubbede straks alle tankerne der truede med at vælte ind over hende væk. De måtte ikke komme. Hun ville ikke tænke på det, hun måtte koncentrer sig om herren.
Hun håbede inderligt at han ville følge med hende, da hun begyndte at gå, med små skridt. Hun var ikke meget for at blive her, men han virkede som en der kendte stedet bedre end hende, og hun ville ikke forvilde sig ind i en totalt ukendt by uden nogle form for kendskab. Hun ville heller ikke snakke med politiet og ville ikke møde Barkley og hans bande, for nok var hun en god løber, og kunne løbe langt og hurtigt, men hvis de først havde fanget hende ville det helt sikkert gå galt. Så hun bad til at han ville følge efter hende.

Karaktars øre rejste sig en anelse, og lyttede til lydene bag dem, og langt væk. Lyde hun formegentligt ikke kunne høre overhovedet. Imens han lyttede til det, kiggede han ned på Tarja, med sine tomme sorte øjne, og han nikkede en enkelt gang, som en positiv gestus.
"Godt.. Og nu.. Vil jeg gerne have en forklaring.. Inden jeg fortæller dig vidre... hvorfor kunne jeg ikke berolige dig, da jeg rørte dig? hvorfor blev jeg straks revet ud af dit hoved, da din hud, rørte imod min hånd?" Hans stemme var stadigt rolig, men han ville formegentligt virke en anelse vred. Det var han dog ikke. Han var nærmere fascineret. Så effektivt var det sjældent nogen kunne annullere hans evner. Han afventede et svar, men da hun spurgte om de skulle gå, rejste han kort sit ene, halv spidse øre, for så at nikke, og følge efter hende. Han overhalede hende, for så at vise vej, med sine lange, langesomme skridt.
"Mit navn er Karaktar.." Sagde han, og fortsatte tværs igennem parken. Han gik med langsomme skridt, og havde tydeligvis ikke travlt, da han vidste de ikke blev forfulgt, ved at have hørt vagterne give op, og Barkley råbe op. Selv fra den afstand.
"Mit tilbud, er at give dem min hjælp.. Dog ikke gratis.. Men til at starte med, vil jeg intet forlange af dem.. De er ny i byen, og de har.. Nogle problemer, de skal have hjælp til at overkomme.." Sagde han roligt, imens han bevægede sig op af en mindre bakke i parken. Han gik med sine hænder foldet bag sin ryg, og han begyndte så at klikke sine negle imod hinanden. De spillede en stille sang, der formegentligt ville virke foruroligende for alle andre, men for ham, beroligede det hans følsomme øre. Han drejede sit hoved en anelse, for at kigge tilbage og ned imod Tarja.
"Og jeg beklager jeg har snaget.. Men da jeg var der inde, støtte jeg på nogen ting.. Ting en ung pige i din alder ikke burde have set.. Og jeg vil ligeså tilbyde dem, hjælp til at dulme smerten. Den vil altid være der.. Meen som dem, glemmer man aldrig.. Beklager.. Men man kan lære at udnytte vreden, sorgen.. Eller hvad andet der er kommet ud af det.. Det er dog kun et tilbud.." Han kiggede igen frem for sig, for at fjerne de sorte øjne fra hende. Han havde ikke set hvad der helt præcist var sket, men noget var sket, og det havde efterladt hende i sorg, og stor frygt overfor visse ting.. Så han kunne kun forstille sig det værste..
Den vej han ledte dem, virkede ikke præcis, men ud af mørket, kunne en stor port nu tydes, og det var den han fortsatte imod, og helle tiden havde. Det var den der var nærmest et af de ældre, og en anelse mindre fine hoteller i byen. Han vidste endnu ikke om hun ville tage imod hans tilbud, men muligheden var der. Og hvis hun ville, ville hun kunne stoppe ham, og forlange bedre forklaringer. Men indtil da, ville han fortsætte imod hans plan.

Hun undertrykte et støn, da han ville have mere fra hende, før hun kunne få sine svar, men da hun ikke ville virke alt for pigevred, og begyndte at stampe i jorden, lod hun ham få den sparsomme viden hun havde omkring det hun vidste. Hun startede med en tøven, men fik så munden på gled. ”Jeg er ikke sikker på hvordan den fungere, men når jeg berøre andre personer, som har evner, stopper den evnerne, uanset hvilke det er, om det er som jeg tror dine er noget ind i hoved, eller fysiske angreb, så stopper den det, men som du nok også har fundet ud af, virker det kun så længe som jeg berøre personen.” Hun havde bemærket hans letter vrede i stemmen, eller så var det noget hun bildte sig ind, men hun håbede at den var væk igen, for ellers var hun på spanden. Da han jo havde en beroligende effekt på hende, kunne han vel lige så godt kaste sig over hende, uden at hun kunne gøre noget hvis ikke hun blev berørt af ham. Og inden der hun ville få muligheden? … Hun gøs let, og vendte sig om da han præsentere sig selv. Karaktar? Det var ikke et navn man stødte på hver dag.
Hun følte sig nærmest lettet, da han begyndte at snakke, for så kunne hun få det hun ville og måske få besvaret nogle af de spørgsmål han havde fået banket ind i hoved på hende. Hun lyttede interesseret i det han fortalte hende. Problemer? Hvilke? Hendes tanker blev pludselig flyttet over mod en lille klik lyd der kom et sted fra, som hun først ikke kunne finde, men fandt som hans negle?! Hun ville meget muligt have udbrudt et ad, og være løbet væk, hvis hun havde tilladt sig selv det, men det gjorde hun ikke, da han nu endelig havde tænkt sig at besvare nogle af alle de spørgsmål hun havde gemt i hoved.
Hun vendte tilbage til sine tanker fra før, hun blev afbrudt, og forstod langsomt hvad han mente med problemet. Hun virkede enorm ligeud med tingende, intet der skjulte hvad han ville, hvilke glæde Tarja, da hun hade folk som først skulle komme med en laaang række undskyldninger, som man intet kunne bruge noget til, og desværre var hun ofte en af dem, med de lange undskyldninger. Hun var rimelig sikker på hvad det var, han snakkede om, og kunne ikke lade være med at lade en finger glide op af et af de utallige ar hun havde på armen.
Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det, for hun havde jo ikke direkte fået svar på hvad han ville, ud over at hjælpe hende, og hvad ville han så have tilbage? Penge? Hun skulle til at åbne munden for at sige at hun ikke havde nogle penge, men droppede det, da Karaktar meget muligt vidste at hun ikke havde penge. Men hvad ville han så have? At hun skulle udføre et arbejde? En lille trækning kunne ses ved hendes venstre mundvige. Arbejde … ordet lød næsten komisk i hendes øre, for hun havde aldrig haft et, og … tvivlede på at hun ville kunne udføre et, med mindre det handlede om noget … med at vaske op, eller løbe rundt og lege stuepige, som hun nok ikke en gang ville kunne mestre.
Karatar virkede mål fast på sin vej … hvor han nu ønskede at ville hen. Hans mund stod stille, som om han ventede på mere respons fra hende, og da det ikke virkede som om der ville komme mere ud af munden på ham, kunne hun vel ligeså godt spørge ind. Hun gik op på siden af ham, og kiggede op på ham. ”Hvilke hjælp er det du tænker på?” Hvis det var penge, så kunne hun ikke bruge det til noget rigtigt, men selvfølgelig ville det være dejligt med nogle. Verden fungere jo kun via penge. ”Og hvad forlange du fra min side? Stue pige el …” Hun stoppede brat op, og stod helt stiv. Hvis … Hun ville sikkert havde taget flugten hvis hun kunne, men selvfølgelig kunne hun ikke det. Hun stod stiv som et brat, og kiggede på Karatar, som om han var noget … noget hun slet ikke ville tænke på. Det var kun hans evne der stoppede hende fra at tage flugten, og hun hade det ud over alle grænser.
Når han var færdig med hans ønskede hverv ville hun flygte, og aldrig mere se nogle mand, eller menneske igen. Men nu … måtte hun selvfølgelig bare vente og bide det hele i sig.

Karaktar så betænksom ud, imens han lyttede til hendes forklaring. Rejste det ene øre en anelse, tilbage imod hende, og mumlede stille til ham selv, da hun var færdig. Det kunne vise sig at være en ganske nyttig evne, her i denne by, specielt.. Måske var det også noget, han personligt kunne få nytte af? Det var alt sammen tanker til en anden dag, og han pressede dem under huden igen, og fortsatte blot sin langsomme gang imod udgangen fra parken.
Han stoppede sin klikken med neglende, da hun begyndte at snakke omkring, hvad han selv ville have. Der var trods alt altid en begrundelse, til venlighed. En bagtanke. Men Karaktar, havde blot en enkelt bagtanke. Han havde behov for øjne og øre. Brug for nogen, der kunne tage hans omgange, om dagen. Og de fire agenter, han på nuværende tidspunkt rådede over, var bestemt ikke nok til at udgøre det, han gjorde om natten. Og som Animagus, var hun en specielt nyttig attraktion. Men for at hun nogensinde skulle kunne gøre sit arbejde godt, skulle han arbejde med hendes angst. Han ville ikke se hende flygt fra en hver lille myg på hendes vej.
Da hun var færdig, og stoppede op, både i skridt, og sin sætning, skulle Karaktar til at svare, i det han åbnede porten, men da han kiggede tilbage, og så den stive pige, blev hans øjne knebet sammen. Hvad var det nu, der skræmte hende? Hvad havde været hendes andet forslag? Da han kiggede i hendes øjne, fik han glimt af den hændelse der var sket. Langt mere end nok..
Karaktar sukkede lavt igennem næsen, imens han slap portens håndtag, og lod den smule han havde åbnet, automatisk lukke igen. Han kiggede ned på hende, med et roligt blik, og drejede sig så langsomt, så han havde fronten imod hende, og gik få skridt nærmere Tarja, for så at knæle ned, så han var i hendes højde, og kiggede stadigt i hendes øjne.
Sådan stod han i nogen sekunder, hvor hans øjne og hans evne, tog deres beroligende effekt, før han så talte igen.
"Tarja.. Det kunne aldrigt falde mig ind, at tvinge dem ud, i noget som helst.. Specielt ikke, hvad du bryder dine stakkels tanker med nu.. Du har altid et valg, og du vil altid kunne sige nej, til de ting jeg beder dig om.. Men tro mig.. Jeg vil aldrig bede dem, om noget som helst, så meget som i nærheden af det.. Igen.. Må du stole på mig.. Du lod mig bære dig igennem luften.. Vil du lade mig hjælpe dig?" Hans stemme flød igennem stilheden, som sød musik, og de sorte øjne, stirede fortsat imod hendes. han blev så sidene, ventende på et nik, eller et kort svar. Så snart han havde fået det, fortsatte han, lige så roligt.
"Jeg vil hjælpe dig med, at overkomme din frygt, og ikke mindst din fortid.. Ens fortid bliver nemt en kæde, med en sten, der holder en tilbage.. Det vil jeg hjælpe dig med at undgå.. Og så vil jeg give dig et tag over hovedet, og penge til mad.. Og det eneste jeg forlanger, er at du stoler på mig.. Og at de vil være mine øre og øjne, når jeg hverken kan se, eller høre.." Afsluttede han, og rejste sig langsomt igen, så han igen tårnede sig op i sin fulde højde, og kiggede ned på hende endnu engang.

Hun stod stadig helt stiv, med øjne rettet mod ham uden et pip. Hun så langsomt deres mål, en stor port i mørket, som hun ikke havde set før, men først så nu. Scenerne dannede sig straks i hendes hoved men det rolige han havde plantet i hende, kunne ikke hjælpe hende hverken fra eller til. Da hans øjne blev letter smalle hjalp det ikke meget med hendes tanker. Havde han opdaget det og ville nu spæne frem, og gribe fat i hende igen? Så blev hans evne brudt, men hun ville nok ikke kunne komme ud, uden at blive dræbt.
Det skræmte hende endnu mere, da han slap håndtaget til porten, og gik tilbage mod hende, med sin truende skikkelse. Hun skulle aldrig være taget med, nu kunne hun ikke engang gå i panik! Han stoppede op foran hende, og knælede, hvilke fik hendes scener til at forsvinder, og hun blev forvirret og kiggede undrende på ham. Hvordan ville han gøre det? Hun kiggede ind i hans øjne, der virkede mørke og kolde, men det overraskede hende ikke. Hun lyttede tavst til ham, og lyttede til hver eneste evige ord, om der var noget skjult bag det, eller en undertone gemt et sted, eller hans kropssprog der sagde ham imod, men der var intet, ærligheden næsten dræv af de ord han sagde. Han kunne også læse hendes tanker?! Hvis der ikke havde været så mange tanker og følelser i hoved på hende, ville hun nok blive vred. Styring af humør, og læsning af tanker, hvad blev det næste? Han havde en pointe ved det med at bære hende, og det havde hun jo gjort uden videre. Det i sig selv måtte jo være nok … Hvordan ville han hjælpe hende? Det var vel svært når han kontrollerede hende på alle leder og kanter. ”O-Okay.” Pippede hun.
Hans hjælp lød som noget hun kunne være med på, overkomme sin frygt for mænd, og sin fortid, det ville klart give hende en god start. Tag og penge, det lød heller ikke tosset, hvilke hun jo helt klart ville få brug for i sådan en situation som hun jo sad i, eller var i for noget tid siden, inden på banegården. At stole på ham? Det kunne hun vel godt, han havde jo ikke ville gøre hende noget endnu, så med lidt tilkæmpet ro, og arbejde kunne hun nok også klare denne sag. Det sidste han sagde virkede næsten komisk. At være hans øjne og hørelse, når han ikke selv kunne? Hvad var han egentligt? Hvilke væsen ville ikke kunne høre eller se på et bestemt tidspunkt? Hun knep let øjne sammen da der komet et væsen op i hendes hoved. Det gammel kendte væsen; vampyrer. Ville han stikke halen imellem bene så snart hun fandt et kort eller noget? Hvad ville han gøre hvis hun skar sig i fingeren? Det måtte hun afklare bagefter. Hun kiggede op på ham, og trak lidt i mundvigen. ”Godt …” Hun tøvede. ”Hvad vil du høre og se? Altså hvor færdes du normalt?” Hvis hun skulle være hans øjne og øre, så måtte hun vide hvor han var, ellers hjalp det ham jo ikke noget og hun ville jo helst gøre sit job, så godt som muligt. Hun kiggede mod porten og kiggede derefter op på Karaktar. ”Skulle vi ind der?” Hun gik forbi ham og lage kræfterne i, da hun kæmpede for at åbne døren der var uhyggelig tung. Det kunne da ikke kun være til mennesker på hans størrelse. Hun gik ud fra det måtte være den ene eller anden form for hotel, men hun var ikke sikker. Måske en eller anden vampyr kro? Hvad vidste hun?
Hun ventede på at han ville gå ind, og hvis han gjorde ville hun lukke døren bag dem og kiggede afventende op på ham, og høre om han havde mere at sige, eller hvor de så skulle hen.

Karaktar stirede fortsat i Tarjas øjne, med sit knæ på det bløde, duggede græs. Han ventede tålmodigt på hendes svar, og sad fuldstændigt stille. Da det var tydeligt, at hun var begyndt at slappe af, nikkede han langsomt på hovedet, imens han rejste en hånd, for at ligge den på Tarjas skulder, med en rolig bevægelse, for ikke at true hende yderligere. Han knugede den blidt, inden han langsomt rejste sig, og nikkede igen en enkelt gang på hovedet, til hendes accept. Da han skulle til at vende sig, fortsatte hun, med flere spørgsmål. Han kiggede ned på hende med rolige øjne, og for første gang, curvede et let smil sig, som dog hurtigt blev gemt bag den kolde facade. Han fulgte hende lige så med øjnene, da hun gik forbi ham, og kæmpede med porten. Han tog de få skridt der var der over, og lagde hånden imod døren, et godt stykke over hendes hoved, og hjalp hende med at åbne den, dog lod han hende stadigt stå for det største press. Han puffede så en smule til hendes ryg, for at få hende til at bevæge sig ind, i den lange fine tunnel, der lå på den anden side af porten, med flere opgange, i hver side, hen af. Da hun så var gået lidt ind, gik han op på hendes side, for så at lede hende videre, og foldede nu endnu engang sine hænder bag sin ryg. Da han var gået nogen få skridt svarede han endeligt på hendes spørgsmål, med sin rolige stemme.
"Det er ikke et specielt høffeligt spørgsmål, at stille.. 'Hvad er du'.." Han fnøs venligt, og curvede igen smålige hint af et smil, i kanterne af læberne.
"Men jeg er en Vampyr, af Nosferatu klanen.. Og allerede der, kunne du vel forestille dem, hvad jeg præcist ønsker, at 'se'?" Spurgte han, og kiggede kort tilbage på Tarja.
"Jeg vil have dem til at se, og høre ting om dagen. Hvor jeg ønsker det, ville de få af vide hver på gældene aften.. Jeg ville også kunne finde på, at bede dem om og samle breve eller information, fra nogen af mine daglige kilder, der ikke må ses ved min side.." Fortsatte han, og kiggede imod hende, dog uden at ændre retning, eller fejle i at gå lige. Han slap så endeligt hendes øjne, for at se frem for sig, imens han fortsatte.
"Men det er alt sammen problemer til en anden dag.. jeg skal have fundet et sted til dem at bo.. Jeg kan tilbyde en lejlighed i logementerne, eller en på et lejligheds kompleks.. Jeg ved ikke hvad de ville foretrække?" Spurgte han, og kiggede over sin skulder, imens hans negle endnu engang klikkede imod hinanden.

//Blev lidt kort.. Beklager..//

Hun mærkede hans hånd da han puffede hende ind. Hun kiggede rundt, og var ikke overrasket over at det var sådan et mere mørkt sted. Hun smilede for sig selv, og fortsatte ned af tunnelen. Hun lyttede til hans kommentar, og derefter hans fnys. ”Hun slog let ud med armene. ”Syntes du selv det er høfligt at rave rundt i mit stakkels hoved?” Hun kunne ikke se hvorfor hun ikke måtte spørge ham om dette, da han jo selv kunne få svar ved at rode rundt inde i hoved på hende. Hun var letter overrasket over hans lille smil. Han kunne faktisk gøre det! Wow! Det havde hun ikke troet kunne frem på hans stive ansigt, men det var da altid betryggende at vide. Vampyr af a hvad for en klan? Nos-fa-ra-tu? Sikke et navn. Hun nikkede kort, da hun godt vidste hvad han ville have hende til at se. Hun børstede håret om bag sit ene øre, og kiggede ned i jorden, imens han snakkede videre. Endnu et spørgsmål lande i hendes hoved, men hun ville ikke spørge om, det var hans sag, og ikke hendes. Så hun havde fri om natten? Så kunne hun sove, åh yey! Men … hendes tankerække blev afbrudt af hans spørgsmål om hvor hun ville bo. Hun kiggede kort op på ham. ”Ehm … bare en lejlighed, det betyder ikke så meget hvor den er da jeg nok mest vil bruge den til at sove i.” Hun kiggede tomt ud i luften et kort sekund, og lage tænksomt en fingre på det let truttede læber. ”Hvad vil du gøre, når der er mere sol, og mindre nat?” Hun lod fingeren falde ned igen. Det måtte virkelig var underligt som vampyr, aldrig at kunne være ude i dagslys?! Et mindre smil kom på hendes læber, men det forsvandt lidt efter igen, da hun kiggede op på Karaktar. Hun sænkede blikket igen, og kiggede tænksomt ud i luften. Hvad var der så vigtigt for ham at ’se’ om dagen? Der måtte jo være noget han gerne ville finde ud af, noget der kun skete om dagen, eller var det bare ren nysgerrighed at han ville have nogle til at snuse rundt om dagen.
Hun fulgte efter ham, mere eller mindre spændt på hvor hun ville føre hende hen, hun vidste ikke helt hvad hun skulle forvente fra ham. Et stort sort rum med en kiste? Nej, næppe, hvad med? Hun begyndte at forstille sig hvordan det ville se ud, men hun ville sikkert ikke kom på så meget som tæt på, det skete jo aldrig.
//Helt i orden, vi kan jo ikke vælte os i kre 24/7//

Et lavt, dog venligt, fnys trak sig fra hans næse, og han curvede igen et lille smil, imens han drejede øjnene ned over Tarja, af hendes kommentar. Han kiggede så frem for sig igen, og klikkede sine negle imod hindanen, imens han svarede tilbage.
"Sandt.. Men hvis folk stod og talte, ganske få meter fra dig.. Vill du så ikke overhøre det? Om det med vilje, eller ej?" Sagde han roligt, og skænkede hende et kort blik, og endnu et minimalt smil, inden han blev sit tomme jeg igen. For enden af tunnellen, blev den brudt af en trappe opgang, der førte en smule op, inden den drejede, og fortsatte længere opad, til den venstre side. Han nikkede igen til hendes svar, og fortsatte med faste skridt fremad, forbi en side tunnel.
"Så kan jeg tilbyde dem en lejlighed, i komplekset. Simpel lille lejlighed, nærmest udgangen. Ingen ubehagelige naboer, kan do ikke garantere for de andre i kvateret.. Men de er fleksibel, jeg kan forestille mig, at de nok skal klare dem.. Men.. Lad være med, at tage nogen chancer, i denne by.. Eller helle dette land, for den sags skyld.. Du kan ikke stole på nogen.." Sagde han, med en rolig, og kortfattet stemme.
Han var begyndt at bevæge sig op af trappen, med hoppende skridt, stadigt uden at slippe sine foldede hænder, bag sin ryg, før han svarede på hendes spørgsmål.
"Så vil jeg bruge mindre tid uden for mit hjem, og mere hjemme.. Jeg sover stadigt kun en time om dagen, resten af tiden, følger jeg mine agenters hoveder, og leder dem på vej.. Jeg overtager ikke jeres kroppe, men jeg støtter jer i jeres opgaver.. Jeg vil forklare dig omkring Mind Linket, en anden aften.. Hvor vi også kan begynde at arbejde med dine frygte.. Alt sammen, problemer til en anden nat.." Sagde han, og gik nu ud på fortorvet, for enden af trappen.
Det tomme kolde blik, drejede hurtigt til hans højre side, for så at han selv drejede den vej, og gik hen af fortorvet, nedenfor de høje lejligheds komplekser. Han kiggede kort tilbage imod Tarja, for at se om hun fulgte med, for så at se lige frem igen.
Langsomt begyndte Karaktars effect i Tarjas sind at forsvinde, for så at efterlade hende, fuldstændigt hende selv. Han ville se hvordan hun ville reagere. Om alt dette, ikke var sket, hvis hun stadigt havde haft de minder og problemer over sig, som hun havde normalt. Om det var dem der virkeligt skabte hende. For så var der langt mere at arbejde med. Men hvis det stadigt ville være det samme, og at hun var mere end blot en bange og såret pige. Det ville ikke betyde, at Karaktar ville give op. Nej, han ville kæmpe for at hjælpe Tarja. Til dels fordi hun ville være en 'praktisk' agent. Og til dels, mindede hun ham om sig selv, før hans nuværende synspunkt var trådt frem.

Hans ide med hvilke lejlighed hun skulle have lød ikke tosset i hendes øre. Det lød udemærket for ham, og så længe der ikke var noget krav om at han skulle befinde sig i denne lejlighed i et bestemt antal timer, eller en anden grund til at hun var lænket fast til lejligheden, passede det hende udemærket. Tag over hoved virkede tillokkende på hende.
Hun kiggede kort op på ham, da han sagde, at hun ikke skulle stole på nogle. Hun tykkede lidt på den, men nikkede så, efter hun havde tænkt det igennem et par gange. Hun vidste at Di Morga ikke ligefrem var en by med rare venlige væsner, men ofte var de onde, eller flabet, og de fleste stod ikke tilbage for en kamp, af den ene eller anden art.
Han lød til at vide præscist hvad han ville med hende, vilke lød godt, så skulle hun ikke rande rundt i blinde og ikke vide hvad hun skulle. Tanken om at han kunne rage rundt i hendes hoved virkede ikke ligefrem betryggende, men hun havde jo prøvet det, og hun havde erfaret det ikke var ubehageligt, for hende, men at det kunne det nok blive, hvis Karaktar fik den ide at ville skade hende. Men det skulle der heller ikke meget til, før det ville gøre ondt på hende, hun var jo meget menneskelig, og havde ingen super evne, som sådan, ud over hendes ene evne, som hun stadig ikke havde lært at bruge ordentligt, men det skulle vel nok komme.
Hun mærkede en urolighed vokse frem, da han fjernede sit ... mind halløj, som hun stadig ikke helt forstod, men hun fandt hurtigt ud af at den var forsvundet, for urogen i kroppen kom straks op. Hun tøvede kort, men blev hvor hun var, der var ingen mulighed for at hun ville kunne slippe ud, og hendes før så rolige sind tilstand havde aflagt noget i hende, der stadig beroligede hende, så hun ikke flippede ud. Dog ville hun nok heller ikke gøre dettet, for herren ved siden af hende virkede ganske rolig og afslappet, måske ikke lækker og sexet, men hvem pokker havde sagt man skulle have det for at være en sød mand, eller fyr.
Det var heller ikke noget Tarja normalt tænkte yderliger år, da hun aldrig sådan rigtig havde prøvet at blive forelsket, men hun havde på fornæmmelsen hun kendte følelsen for en dæmon, men hun skubbede tankerne væk, og koncentrede sig som nu'et, og om hendes fri sind, som selvfølgelig var helt oppe i det røde fælt, fordi hun aldrig selv kunne finde på at gå så langt, hvis det ikke var fordi der var en der rode rundt i hendes hoved.

Karaktar kneb sine øjne en anelse sammen, og så tænkende frem for sig, imens han lyttede til Tarja bag sig. Han havde stadigt smålige tegn i hendes hoved, så han kunne stadigt mærke hendes følelser. Det var tydeligt, at hans tilstedeværelse, havde haft en stor effect. Men den var ikke det eneste, der havde fået hende til at følge ham. Det var hendes eget valg, og hun var stærkere end som så. Hun havde en udemærket viljestyrke, men hun havde blot disse dystre billeder over sig, som hun nok aldrig, fuldstændigt, ville kunne forglemme. Men hun ville kunne arbejde med dem.. Og det var nettop dette han ønskede at hjælpe hende med. For sin egen, og hendes skyld.
De mørke sorte øjne, drejede langsomt tilbage på Tarja, og ned imod hendes, med et kort tomt øjekast. han trak sig en anelse ind igen, og sørgede for, at holde hendes sind så behageligt som han kunne. Han gjorde denne indtrængen, uden at påføre nogen følelser, så hvis ikke hun bare gættede det, ville hun ikke vide at han kom ind. På andet, end den beroligende effekt, endnu engang.
De sorte øjne, gled så op foran sig selv igen. Han stoppede op foran en dør ind til lejligheds komplekset, og tog en nøgle op fra sin lomme. Den var ene, og uden en nøglering, der samlede et bundt. Kun denne ene nøgle. Komplekset de stod ved, var højt og ikke nær så smadret og graffiti mærket, som de fleste af de andre komplekser.
Da nøglen drejede, og gav en stille sang fra sig i nøglehullet, åbnede Karaktar langsomt døren, og gik så ind, imens han holdt døren for Tarja.
"Dette er det kompleks de vil bo i.. Din lejlighed vil hede A1, og ligger blot op af den første trappe." Sagde han, og afventede at hun skulle komme igennem døren, for så at passere hende, og lade døren lukke. Han gik op af trappen, med det samme rolige, men fastbesluttede tempo, og imod den første dør. Han tog så endnu en nøgle frem, og satte denne i dette nøglehul, drejede og åbnede langsomt døren.
Den lejlighed han ledte hende ind i, var ikke særlig stor, men den så ud til at have hvad der skulle bruges. Der var en sove sofa, med et sofabord, i stuen, et soveværelse, et toilet og et køkken. Der var ikke særligt mange genstande i huset, som lamper, TV eller køkkengrej.
Karaktar lagde de to nøgler, fint ved siden af hinanden, på et lille bord i gangen, og rakte så ind på sit bælte, og tog en lille stof pose frem, som han så lod falde på bordet ved hans side, og den klirrede som metal imod træ og andet.
"Her er en anelse penge, så de kan købe nogen ting, de føler de vil få brug for.. De er alle dine, anse dem som din første løn.." Sagde han, og endeligt stod han stille, foldede sine hænder bag sin ryg, og stod med den imod en væg. De sorte øjne faldt tilbage over Tarja, og han anså hendes reaktion, og om det virker fint, og om lejligheden var tilstrækkelig.

Hun fulgte tavst efter ham, uden helt at vide hvad hun skulle gøre. Hun kiggede på bygningen, som nok var der hvor hendes lejlighed var. Hun kiggede, mens han åbneden den første dør, gik ind, og fulgte efter ham op af trapperne, mens hendes blik gled rundtp å trappen. Hun standsede op ved døren, endnu en. Hun kiggede rundt i lejligheden da hun kom ind. Hendes øjne afsøgte alt i rummet, ikke et eneste sted blev ikke ramte af hendes søgende øjne. Hun endte ved nøglerne, og pungen. Et svagt smil gled over hendes læber, men hun rørte intet af det, hun vendte sig blot om mod ham. "Menneskelige ting." Sagde hun kort mens hun kiggede på ham. Hun havde aldrig været til rigtige penge, hun havde fået hvad hun skulle bruge, og kunne uden problemer leve uden penge, men hun gav ham dog ikke pungen tilbage, for når man nu kastede sig ud i at bo på egen hånd, i en lejlighed, skulle man jo have penge. "Den dækker mine behov og mere til." Sagde hun efter hun havde kigget lidt på ham, og fundet ud af at han ventede på noget fra hende. Hun rode rundt i håret med et lille smil, før hun gik hen til sofaen. Hendes blik gled ud af et af vinduerne. Hun havde ikke forventet en så stor lejlighed, men det passede hende da okay. Hun rejste sig op, og åbnede det ene vindue så det stod helt åben, og en blid brise kom ind af vinduet, og løftede ledt op i ansigtet. Det ville nok blive hendes bagdør, og den anden vej, som hoveddør.
"Er der noget du har på tungen du vil?" Hun vendte sig om, med vinden i ryggen. "Du skal bare sige til, jeg har jo ikke så frygtelig meget at tage mig til, så ... ja." Hun trak let på skuldrene. Hun fulgte tavst efter ham, uden helt at vide hvad hun skulle gøre. Hun kiggede på bygningen, som nok var der hvor hendes lejlighed var. Hun kiggede, mens han åbneden den første dør, gik ind, og fulgte efter ham op af trapperne, mens hendes blik gled rundtp å trappen. Hun standsede op ved døren, endnu en. Hun kiggede rundt i lejligheden da hun kom ind. Hendes øjne afsøgte alt i rummet, ikke et eneste sted blev ikke ramte af hendes søgende øjne. Hun endte ved nøglerne, og pungen. Et svagt smil gled over hendes læber, men hun rørte intet af det, hun vendte sig blot om mod ham. "Menneskelige ting." Sagde hun kort mens hun kiggede på ham. Hun havde aldrig været til rigtige penge, hun havde fået hvad hun skulle bruge, og kunne uden problemer leve uden penge, men hun gav ham dog ikke pungen tilbage, for når man nu kastede sig ud i at bo på egen hånd, i en lejlighed, skulle man jo have penge. "Den dækker mine behov og mere til." Sagde hun efter hun havde kigget lidt på ham, og fundet ud af at han ventede på noget fra hende. Hun rode rundt i håret med et lille smil, før hun gik hen til sofaen. Hendes blik gled ud af et af vinduerne. Hun havde ikke forventet en så stor lejlighed, men det passede hende da okay. Hun rejste sig op, og åbnede det ene vindue så det stod helt åben, og en blid brise kom ind af vinduet, og løftede ledt op i ansigtet. Det ville nok blive hendes bagdør, og den anden vej, som hoveddør.
"Er der noget du har på tungen du vil?" Hun vendte sig om, med vinden i ryggen. "Du skal bare sige til, jeg har jo ikke så frygtelig meget at tage mig til, så ... ja." Hun trak let på skuldrene.

Karaktar's sorte øjne, fulgte Tarja, med et undersøgende blik, der forsikrede sig, at hun så alt. Et vågent øje. Nettop hvad han skulle have fat i. Nettop den form for væsen, han skulle bruge til hans opgaver. En der opfangede så meget som muligt, så hvis hun var i fare, ville hun også hurtigt komme ud af denne. En sikker investering.
Han nikkede langosmt en enkelt gang, og lavede en mindre fagt imod posen, imens han tog et par skridt, ind i lejligheden, imod Tarja.
"Nettop, er også hvad jeg regner med det bliver brugt til. Og hvis der er nogen andre behov de ønsker sat, er det muligt at tage en samtale omkring det.." Sagde han, og stoppede o, ganske få skridt fra Tarja, og kiggede ned på hende, med de sorte tomme øjne. Til hendes næste spørgsmål, nikkede han blot en enkelt gang, og tog så endnu et skridt imod Tarja, så han nu tårnede sig over hende, med det sorte blik, fast rettet ned på hende.
"Jeg skal give dig en ting mere, som skal hjælpe både dem, og jeg, i mit arbejde.. Det jeg vil give dig, er et direkte link, til mit hoved. Med dette, kan de altid kontakte mig, og jeg dig.." Sagde han roligt, med de sorte øjne, rettet ned imod hende. Han slap sine follede hænder, der var bag hans ryg, og holdt dem så ud foran sig, så de var ud for hver side af hendes ansigt, med en beroligende afstand.
"Vil de acceptere dette? Det vil gøre en smule ondt, men det er en kort smerte.." Sagde han roligt, og kiggede tomt ned på hende, og afventede et svar. Blot et nik, eller et ryst på hovedet. Hvad som helst.
Hvis Tarja nikkede, eller svarede ja, nikkede Karaktar en enkelt gang, og lagde så blidt sine kolde hænder, på hver af Tarjas varme kinder. Han stirede tomt ned i hendes øjne, og langsomt, ville hun begynde at kunne se et spil, i em. Som om de ellers tomme marmorskugler, pludseligt blev til et hav af sort vand, der rasede i en helt melodisk dans.
Som han stirede imod hende, begyndte der langsomt at komme billeder i Tarjas hoveder, og tanker, af forfærdelige hændelser, og svage skrig. Hun fik smålige indblik, i Karaktars fortid. Døde ofre. Elskende familie. Stor sorg. En blodspættet brudekjole. En tabt generation.
Og pludseligt, skar alle billederne ud, og et øredøvende højt skrig, skar igennem Tarja's hoved. Det var så højt, at det næsten med sikkerhed ville fremprovokere en masiv hoved pine, som Karaktar dog hurtigt ville dulme, så smerten var kort, som han havde lovet.
I ald denne tid, ville Tarja formegentligt ikke have kunde flytte sit blik. Som var hun hypnotiseret imod hans øjne. Men nu, gav han slip på hendes hoved, og gav hende lov til at reagere. Og afventede så, hendes reaktion.

Hun nikkede, til hans tilbud et link, hvad det så indebar. Hun kiggede lidt på hans hænder inden han lage dem på hendes kinder. Hun sukkede inden i sig selv, og kiggede op i hans øjne, der begyndte at ændre sig, langsomt og roligt, til det blev et hav?! Hun stivnede da hans minder kom plukvis og viste hende en masse hun intet forstod, dog var hovedparten af billederne blod, hvilke ikke undrede hende. Da et højt skrig skar igennem hendes hoved, og øregang skreg hun selv, skubbede sig væk fra ham, imens hun blev til en grå ulv, som straks rejste børster, snerrede og vidste tænder. Hendes hjerte hamrede afsted, og selvom hun var advaret, kunne hun alligevel ikke lade være med at flippe ud. Da den værste forskrækkelse var forsvundet slappede hun mere af. Hun drejede sit store ulve hoved væk fra ham, og klynkede kort, mens det stadig summede for hendes øre. Hun kiggede tilbage på ham, uden at forvandle sig selv. Var det over nu? Hendes krop var spændt, klar til flugt. Den to hun før besad i kroppen var forsvundet, og ville ikke forsvinde med mindre den blev holdt nede. Hendes klør skrapede mod gulvet, da hun begyndte at gå hen mod sofaen, og sprang op, og satte sig, så hun nu var lidt højre oppe. Hun ville nok være blevet til sig selv, hvis hendes krop havde tilladt hende dette, men den ville ikke blive sig selv, den ville være klar på alle tilnærmelser han gjorde, og ville bide ud efter ham hvis han prøvede at komme tætter på hende, selvom at hun ville tabe et sønderknusende nederlag hvis de kæmpede. Han var for det første mand, og så var han vampyr, med hans lille fikse evne, som kunne være praktisk, men også farlig, meget for hende.
//Undskyld det lidt korte svar//