Just run - Tarja

Den glade stemning var ikke til at tage fejl af, folk grinede og snakkede med hinanden. Trods den dystre tid, var det stede at komme, hvis man gerne ville op med humøret igen. Et stille smil bredte sig hen over de lette fyldige læber, som havde en meget bleg rosa farve. Kvindens hud var ren og pæn, ikke en eneste urenhed at kunne spore, eller rynker. Men dette hang nok sammen med hendes alder, som kun var på sølle tyve år. Der var lang vej igen, igennem hendes liv, havde hun kun levet som et menneskebarn. Elveren lod langsomt hånden glide igennem de blonde lokker, som langsomt bølgede ned over hendes jakke, der bestod af ruskind. De lange spidse øre stak lidt ud over håret, men ikke langt nok, til at hun ikke kunne gemme det, hvis at det skulle være noget hun havde brug for, men dusør jægere, ville kunne genkende en elver når de så en, så hun kunne ikke rigtig gemme sig bag håret, nej hvis hun ville slippe væk fra disse ondsindet mennesker, var hun nød til at blive et menneske. Og dette var en mindre umulighed. Et stille suk gled igennem Abigails læber, over alle disse tanker, og var bestemt ikke i samme muntre stemning som alle de andre, hun havde gået igennem så meget at hun slet ikke havde haft tid til at tænke på hendes højt elskede forældre, som ikke længere var at finde i dette liv, men groede som et smukt egetræ. Men hvad skulle det hjælpe, når hun ikke længere kunne snakke med dem, det var en dum ting, at sige at bare rolig, dine forældre vil altid være der ved din side, men hun kunne jo ikke spørger dem om råds, hun kunne ikke snakke med dem. Nej, det var ikke lige så godt, at sige til sig selv, at de altid ville være ved ens side. Ølglasset blev bundet med et, og tankerne blev rystet ud af hoved, det var ikke tiden til at være nede, hun burde virkelig tage at komme over disse nedture som hun af og til rendte ind i.

//jeg venter med at dusør jægerne kommer ind i kroen, til at de har snakket lidt sammen (://

Hun trak vejret dybt, inden hun gik ind i den varme kro. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun vidste den ville være fyldt op med mennesker, men heller gå der ind, end at komme til at ligne en drukken mus udenfor. Hun åbnede døren op, og mærkede varmen der slog mod hende, og næsten hendes hår til at blæse op. Hun kiggede rundt efter et ledigt bord, men der var selvfølgeligt ikke noget. Hun lukkede hurtigt døren, da en ældre man vredt råbte til hende at nu måtte hun se at bestemme sig, ude eller inde. Hun kiggede rundt, da døren var lukket og prøvede at søge tilflugt i et hjørne, men der sad mennesker over alt, så det var umuligt at finde et sted. Til sidst fandt hun dog et hjørne, længst væk fra alle folk, henne ved vinduet, som stod åbent for at man ikke skulle dø af varme i lokalet. Hun trak knæende op omkring sig, og lage armen omkring dem mens hun kiggede rundt i lokalet. Det så hyggeligt ud at se på, men hun havde ikke lyst til at snakke med nogle af dem, det havde aldrig været hendes stærke side at begynde at lære folk at kende. Hun hvilede fødderne på stole kanten. Hun havde en lille jakke på, sandfarvet, indenunder en lille hvid top, og et par sorte hotpans. Det så egetligt meget sommerligt ud, dresset, trods det gode vejr, men da hun imorgens havde besluttet sig for dette tøj var det godt vejr og solen skinnede sådan nogen lunde. Nu havde hun heller ikke vildt meget sommertøj, det meste var lange trøjer og brukser, som hun brugte om vinteren, men nu var det ved at blive varmt i vejret, og vådt, så det blev hendes klædning idag.