Is this relaxation? //Tarja privat//

Det havde været en afslappet dag, der var ikke sket meget nede i skoven, så Cricker havde besluttet sig for at han lige så godt kunne komme op i bjergene og slappe lidt af. Han stod og kiggede sig omkring, der var ikke meget nyt. Cricker sukkede let, det var som om at der var nogen omkring ham. Han følte at der var nogen der holdte øje med ham. Der var ikke kun en, der var flere. Mon det var ham? Nej det kunne det ikke være, han var her vidst ikke engang mere.. Den vampyr... Den.. vanskabning... Cricker lod som ingenting, der var ingen grund til at lade dem tro at han havde fået øje på dem, så var det ikke sikkert at de angreb og så kunne han ikke finde ud af hvem de arbejde for eller om de bare lige fik lyst til at overfalde en dæmon. Det var jo ikke svært at se at han var det eftersom at han var i sin dæmon form.
Store grønne drage vinger, og en grøn drage hale fra lænden og næsten ned til jorden. Crickers hænder, arme og skuldre var dækket af barkhud, lige pånær et enkelt sted. På den venstre biceps. Der var hans blodårer sorte. Man kunne ikke se det, men Cricker havde et to hånds sværd gemt under den lange sorte jakke som han også havde på. Han var klar til hvis nogen skulle angribe.

Hun listede rundt omkring i sin leopard form. Hun var flygtede her op, efter at have gået rundt inde i byen i flere timer, uden at komme hverken til højre eller venstre. Hun hoppede elegant ned på et klippe udspring og kiggede på … på et eller andet væsen der … stod med store vinger og så enorm farlig ud i Tarjas øjne. Hun skiftede form til sig selv, og listede ned fra stenen med hjertet oppe i halsen. Hun kiggede fascineret på vingerne. Hun tøvede, og fik lyst til at række hånden ud mod vingerne, men holdt sin hånd for sig selv. Hun listede om bag en busk, og satte sig på hug, og kiggede på vingerne med sine blågrønne øjne. Det gav et mindre sæt i hende, da hun fandt ud af at det var en mand, med … med bark hud med af arme og ben. Hun kunne mærke frygten vokse i sig. Hvad var dette? Hun fik lyst til at blive til en lille mus, og bare flygte, men hun blev siddende og kiggede på herren, med vingerne. Hun trak vejret dybt og prøvede at holde styr på sig selv, og ikke løbe væk, med halen mellem bene.
Hendes hænder var fugtige og knugede fast om en gren der var ved den busk hun var gemt ved. Hun ville til at krybe væk fra sit gemmested for at komme i sikkerhed, da grenen hun holdt fast i, knækkede. Hun fór sammen og krøb endnu mere sammen og håbede at manden ikke havde set hende, eller hørt.

Cricker spidsede øre da en gren knækkede, han trak sit sværd og vendte sig om. Dem der holdte øje med ham havde åbenbart troet at det var et signal til at angribe. Ud af buske omkring ham fløj der djævle ud. Cricker kiggede på dem imens de løb imod ham, han sprang op i luften og landede bag dem, to af dem løb ind i hinanden. Der var omkring 6 stykker. "Det viser jo så bare hvor meget hjerne i har" Sagde han for at provokere dem. "Kharzil vil have dit hoved" Sagde en dæmon. "Aha.. Og han er ikke stærk nok til selv at komme og tage det? Er han en kryster?" Svarede Cricker med en provokerende talemåde. En af djævlene blev rasende of satte i spring imod Cricker, men han smilede bare og pludselig fløj en cirka 1 meter tyk rod op af jorden og slog djævlen, det gav nærmest et piskesmæld, og djævlen fløj tilbage og ud over klippe skrænten, det kunne den ikke have overlevet. "Hvem er så den næste?" Spurgte Cricker.

Tarja så til med store øjne, der var lige ved at trille ud af hoved på hende. Hun trak vejret dybt, før hun ændrede form til sin lepard og listede ud fra siin busk, og prøvede at komme ubemærket væk fra de kæmende. Hun følte sig dybt facineret af herren med vingerne, og kom med et mindre udbrud da der pludselig fløj en græn op af jorden. Hun satte i spring væk fra grenen, med hjertet hoppende oppe i halsen. hun krop i skjul ved en ny busk, og sad og stirrede med skremte øjne på djævlene. Det her var slet ikke hvad hun først havde troet Di Morga var. Hun vidste at det ikke var et sted for 'normale' mennesker, men alligevel, dette!
De nyankommende djævle var i stort overtal, men det virkede som om vingemanden var meget sikker på sig selv, og havde styr på det. Hendes gule øjne hvilede på ham, med dybt facination af ham, og hans kunne. Hun havde aldrig set en som ham før.

Cricker havde ikke bemærket at hun var bag ved ham, han var altfor optaget af djævlene, men de havde tilsyneladende fået øje på hende. Cricker kiggede så hurtigt bagud for at se hvad de kiggede på, hvilket nok ikke var så smart, lige i det han kiggede væk sprang en af de mud efter ham og krattede Cricker på den højre arm, desværre er det også den arm han har det meste af vægten på med hans sværd, så Cricker taber sværdet og tager med den anden hånd fat i djævlen og kaster den over til de andre. Pludselig voksede der pigge ud langs hans arme, de nærmest dryppede med gift. Der gik ikke 2 sekunder, så havde han allerede skudt dem afsted imod djævlene, men kun 1 af dem ramte, men den sad lige i halsen, djævlen skreg en smule, men ikke længe fordi Cricker var løbet over imod den.
Han hoppede op i luften og lagde begge hænder på hver sin side af hovedet... KNÆK sagde det og halsen var brækket. Cricker kiggede på de andre som slog ud efter ham, men han fløj op i luften og landede hvor han stod før.

De så meget optaget ud, de kæmpende og hun troede hun kunne komme derfra uset, men hun fik knap tænkt det færdig, før hun mærkede at manden med vingerne kiggede på . Hun krøllede sig mere sammen, og kiggede op på ham med forskrækket øjne, men han var allerede igang med en ny af djævlende, så han så meget muligt ikke, hvilke passede hende udmærket. Hendes blik hvilede på sværdet som vingemanden havde tabt, da han blev overfaldt. Ganske kønt, selvom hun aldrig havde troet hun skulle mene det, om et våben. Virkede det ikke primitivt med sådan et våben, i denne tidsalder, men måske var djævelende sejlivet, og en kugle kunne nok ikke slå dem ud. ellers ville vingemanden nok ikke gå med et svær, og ikke en pistol.
Hun lå lidt mere afslappet nu, og kiggede på. Det gav et ryk i hende, da hun hørte lyden af en brækket knogle. Hun kiggede forskrækket på vingemanden. Var hun bekymret for ham? Det ... det kunne ikke passe?! Nej! Uden slev at vide det, stod hun pludselig op, og lå ikke længere i skjul under busken. Nu havde hun virkelig lyst til at krybe i et musehuld, men der var ikke nogle, og en mus, var vel ikke ligefrem en tillokkende forvandling.

Cricker kiggede på sin arm, og derefter på djævlene, han sukkede let. Hvorfor kunne de dog ikke bare give op? det va jo nyttesløst alligevel, men de var jo ikke for kloge... Ikke de her djævle i hvert fald da. Cricker nænnede ikke engang at kigge på sit sværd, han vidste at hvis han gjorde så ville de sikkert springe på ham igen imens han var uforsigtig. Han valgte istedet at løbe imod dem, de var nu kun 4 tilbage. Han skubbede en af dem med skulderen, en anden hoppede op på ryggen af ham, men han fik den smidt ned igen, han kunne godt se at det var nyttesløst, med en arm der var skadet, men han vidste da i det mindste hvad han skulle gøre. Den her evne kunne være farlig, men han så det som sin eneste udvej, og specialt nu hvor de var på et bjerg kunne den være ekstra risikabel at bruge. Han sprang tilbage og hævede foden, hvorefter han trampede alt hvad han kunne. Der lød et kæmpe brag og der kom et jordskælv. Ikke et stort et, men jorden rystede en smule. Oppe fra bjerget fald en stor sten ned, og 2 af djævlene blev mast under den eller skubbet ud over kanten, jorden revnede en smule foran Cricker, men ellers skete der ikke noget, han var heldig den her gang.

Tarja der havde set slagets gang fra sit skjul sprang op som en stukket gris, og fløj op i loftet da jorden begyndte at ryste under hende. Da alle hendes fire poter igen var solidt planten på jorden, eller sådan da. Skulede hun olmt til vinge manden. Hendes frygt var forsvundet som dug fra solen. Hun trådte frem fra sit skjul, som ikke længere var hendes skjul.
Hun ventede på at han var færdig med det han nu lavede, mens hun dannede et møgfald til ham. Hun forstod ikke ikke helt hvorfor hun blev så sur på ham, med, men det hugede hende bestemt ikke at jorden rystede hende under fødderne og at han så begyndte at slå på de der djævle som han havde så travlt med. Når man som helt normalt, eller næsten normalt person, og så var han lige ved at skyde et træ op i hende ... og så det her fine jordskæl som han arrigt fik stampet fra sig, og så sten! Hun havde håbet på en bedre velkomst, men det fik hun tydeligvis ikke.

Cricker kunne se frygten i øjnene på de to djævle, der skulle ikke meget til før de flygtede, de havde nok ikke lyst til at ende som deres to venner. Han stod mere afslappet nu, de så ud til at ville flygte når som helst, og han havde egentlig ikke lyst til at følge efter dem. Efter nogen tid fandt de åbenbart ud af at han ikke ville gøre dem noget hvis de gik deres vej, så det gjorde de. det så lidt sjovt ud da de tumlede afsted, og Cricker gik hen for at samle sit sværd op og igen sætte det på plads under jakken, han vente sig derefter om og kiggede på personen bag ham... Eller dyret. Han kiggede med et hævet øjenbryn uden at sige noget som helst, men han kiggede dog hurtigt på hans arm, før han vendte blikket tilbage til hende. Han kunne godt se at hun måske var lidt skræmt, og det var jo ikke så underligt efter det der er sket. Det er jo ikke hver dag man kommer herop og ser nogen slås og slå hinanden ihjel. Cricker ventede egentlig bare på at den skulle sige noget, hvis den altså kunne. Han kunne mærke at det ikke bare var et almindeligt dyr.

Hun stod og ventede til han var færdig med at slåsse, og børstede noget hår væk fra ansigtet, mens han beglode hende. "Nå ... hvad siger man så? Efter at begyndte at kæmpe, skyde træer op af jorden og begynde at lave laviner, så man må hoppe og springe for at overleve." Hun satte hænderne i siden og var rigtig pige sur, og det var da også ligefør hun skulle til at stampe i jorden. "Der kommer jo ikke noget ud af det vel? Du kunne vel klare dem uden at skulle være ved at dræbe de omkring gående ik?" Hun skulede olmt til ham og kiggede på hans bevingede udseende. "De klare jo dem udemærket uden det der." Hun kastede et kort blik på sværdet. "Men du skal skyde træer og andet stas ud af jorden.?" Hun stønnede og rystede så på hoved. "Beklager, men jeg er ikke lige i det hyggelige hjørne, er lige kommet til byen og alt det." Rasten af historien viftede hun væk med en let håndbevægelse og kiggede imod Cricker.

Cricker vidste ikke helt om han skulle grine eller blive sur, han kunne godt se på hende at det ikke havde været sjovt, og det kunne han skam også godt forstå. "Det var jo bare selvforsvar" Sagde Cricker og rakte armene ud til siden. "Hvis jeg ikke havde beskyttet mig selv så havde de slået mig ihjel, og du kunne da se at jeg skånede de to sidste" Sagde han lidt efter. "Og ja, jeg har brug for mine evner, jeg er jord dæmon, og for at skræmme dem væk skal jeg vise hvad jeg kan, det er en længere historie" Sagde han lidt efter og kiggede på hende og bukkede derefter. "Men det er jeg ked af" Sagde han og smilede venligt til hende som om at det hele var i orden. Det håbede han da i hvert fald at det var, han ville ikke have at hun skulle være sur på ham over det, hun kendte jo heller ikke noget til hvorfor at de overfaldt ham, og at han faktisk var den gode i det her slagsmål. "Men jeg kan forsikre dig om at jeg helst vil undgå kamp hvis det er en mulighed." Tilføjede han lidt efter.

Hun fnyste og rystede let på hoved. "Godt, så er du tilgivet." Hun truttede med læberne, og lage hoved let på skrå. "Jord dæmon." Hun trak lidt på smile båndet. "Burde en jord dæmon så ikke kunne grave sig ned i jorden, og ikke flyve rundt." Hun pegede om imod himlen, og kørte sin fingre rundt i luften. Hun kiggede undersøgende på ham. Playboy. Hun nejede hurtigt, mest for at gengælde hendes gestus. Hun lage hoved let på skrå, da han snakkede om kamp og grinede så. "Tror du at jeg vil kæmpe?" Hun himlede med øjne, og sukkede. "Jeg kan ikke kæmpe, og ikke mod..." Hun lod sin finger, der var stoppet i luften, vende sig om, og pege på ham. "...dig, for jeg da helt sikkert tabe, du er jo for første en mand, og jeg ..." Hun kiggede ned af sig selv, og små grinte. "Ja, ville tabe." Hun satte sig ned, med sine ben over kors, mens hun kiggede afventede op på ham.

Cricker grinede en smule. "Nej, jeg har jo vinger, ikke.. Grævlinge kløer eller sådan noget" Sagde han med et smil og kiggede på hende. Det var første gang han havde hørt en spørge om det, så det sad fast i hovedet på ham i lidt tid, men det var nu sjovt nok at tænke på. "Bare fordi du er en kvinde, så betyder det ikke at du ville tabe, jeg indrømmer da at jeg har fået min gang tæsk af kvinder før, så det har skam ikke noget at sige. Det kommer an på hvor godt man har trænet" Sagde han og gik lidt tættere på hende. Han kiggede ned på hende og smilede. "Men jeg vil som sagt helst undgå kamp." Han satte sig ned foran hende og kiggede stadig på hende, før han vendte hovedet til siden og kiggede ud over skoven, og derefter på hende igen. "Navnet er forresten Cricker." Sagde han og rakte hånden ud. I det mindste var han da tilgivet.

Hun smilede. "Det ville da være SÅÅÅÅ sødt hvis du var en grævling." Hun prøvede at forstille sig det, men det gik ikke så godt. "Med pæls og det hele." Hun fjernede noget hår der var faldet ned i øjne. "Tjah, jeg ville nok også vinde hvis vi kæmpede uden evner ... og bare brugte kroppen, hvis du ved hvad jeg mener." Hun smilede, og rakte hånden frem, og gav hendes hånd et let tryk. "Tarja." Hun lage hoved let på skrå og kiggede ned af ham. Hun kiggede tænksomt ud i luften, og kiggede så ned på ham. "Men bor du så her ude?" Hun kiggede lidt på ham, og pressede læberne sammen ved tanken der pludselig poppede op i hoved på hende. Gad vide om der var? Hun rødmede lidt, og sænkede blikket til hendes ben. Tænk det overhoved var kommet op i hendes hoved! Argh!

Cricker smilede og grinede en smule da hun sagde at han kunne se sød ud som grævling, han kunne ikke helt forestille sig det, men hvis hun kunne var det vel i orden. "Men ved jo aldrig, det kunne jo godt være at du ikke gjorde" Sagde han med et smil og betragtede hende, da hun nævnte sin krop kunne han ikke lade være med at kigge. Han rystede stille på hovedet.
Tarje. Cricker sagde det et par gange i hovedet så det sad fast, han havde altid problemer med at sætte ansigt på folk, men det gik bedre hvis han lige gentog det et par gange. "Ja, jeg bor herude, jeg kommer aldrig ind til byen, da jeg hader den. Jeg sover i grotter og hvad jeg nu ellers lige kan finde" Sadge han og blev en smule nysgerrig. "Hvad med dig?" Spurgte han bagefter og så at hun rødmede. Hvad tænkte hun mon på?

Hun kunne mærke hans blik, men lod det ligge, der var jo heller ikke noget at kommentere. "Jeg bor ... inde i byen, eller det skulle jeg gerne snart gøre, men lige nu bor jeg ... der hvor jeg finder det passende, altså i naturen." Hun smilede og satte sig bedre til rette. "Kan du ikke få det der væk?" Hun pegede på hans mundering af vinger og barkede hud. Det var en skam hvis han ikke kunne, han måtte da være ensorm. Hun fugtede læberne og tøvede. "Nå, men de der venner, eller fjende." Hun pegede der hvor djævlende forsvandt hen. "Kendte i hinanden, i så ud til det, men altså ... i dont know."

Cricker nikkede stille. "Personligt ved jeg ikke hvordan du kan holde det ud, men der er vi jo forskellige heldigvis" Sagde han med et smil. Han nikkede til hende da hun spurgte om han kunne fjerne det. Han rejste sig op og koncentreede sig. Vingerne, nærmest forsvandt ind i ryggen på ham, det samme med halen. Barkhuden forsvandt også og han lignede nu et helt almindeligt menneske. Han havde dog stadig det samme tøj, en lang sort jakke der gik ned til lårene og hans grønne militær busker, og den hvide t-shirt inde under jakken som stod åben. Han satte sig ned igen og kiggede på hende. "Var det bedre?" Spurgte han og smilede igen.
Han tænkte lidt, og så noget seriøs ud, hvis ikke en smule vred. "Jo... Jeg kender ikke dem, men de ved hvem jeg er.. det er en længere historie og jeg vil ikke kede dig med den." Sagde han og kiggede ud over skoven igen.

Hun kiggede undersøgende på hans forvandling fra hvad han nu var før, en dæmon, til en mand. Hun kiggede på ham, da han satte sig ned. Hun små smilede. "Jamen nu er jeg jo ikke sådan en dæmon ting, som klare mig med sine evner, og virker lidt som et monster, ja undskyld mig." Hun trak bene op under hagen. Hun kiggede lidt op i himlen, da han begyndte at snakke om de 'venner' han lige havde mødt. "Du må da godt fortælle mig det, er altid frisk på en historie." Hun tog en lille lok hår, og begyndte at lege med det, mens hun kiggede op på hende. "Men hvis du ikke vil, skal jeg da ikke tvinge dig."

Cricker smilede. "Det går nok, jeg er vant til at blive kaldt mange forskellige ting." Sagde han. Han sukkede stille da hun sagde at hun godt ville høre historien, dne var lidt lang, men mon ikke han kunne gøre den kort. "Jeg er 120 år gammel, og for cirka... Ja det er så 102 år siden slog en ild dæmon mine forældre ihjel. Jeg har jagtet ham lige siden og han har også jagtet mig. Jeg ved ikke hvorfor han slog dem ihjel... Ikke endnu, men de djævle arbejder for ham og de ville have bragt mig til ham. Jeg ved ikke hvorfor han sender dem efter mig, men jeg skal nok stoppe ham selv." Sagde han og kiggede på hende bagefter. Mon det var for meget at få smidt i hovedet på en gang, eller mon hun sagtens kunne følge med i hvad han sagde.

Hun lyttede tavst til ham, og nikkede så efter at have slugt det hele. "Det lyder sådan ... " Hun vidste ikke helt hvad hun skulle kalde det. "Så du skal have dræbt ham?" Det var det der lød mest naturligt inde i hendes hoved, men hun var slet ikke sikker på at det var det han ville, han virkede jo ikke som den store hævntørstige monster, men mere det blide søde lam. Og dog ... Hun smilede, og børstede håret væk fra ansigtet. "Men hvorfor fulgte du ikke efter de der djævle?" Hun lænede sig tilbage og kiggede op i himlen og nød den friske brise der kom over bjergsiden. "Det er en dejlig dag, bortset fra at man jo må kæmpe for at overleve ... bogstavligt talt." Hun smilede og lukkede øjne.

"Ja.. Han skal dræbes, på et tidspunkt, men jeg lader det ikke styre mit liv, som mange andre måske ville gøre." Sagde Cricker og kiggede smilende på Tarja. Hvorfor han ikke fulgte efter de djævle? Hvad skulle han svare på det? "Jeg ville ikke følge efter dem... Du var her jo og du så rimelig skræmt ud på et tidspunkt, så jeg blev her for at være sikker på at du var okay, og for at være ærlig... så vil jeg hellere sidde her og snakke med dig frem for at skulle kæmpe og dræbe. Det gør jeg kun hvis det er nødvendigt eller hvis jeg ser den ild dæmon." Fortsatte han og kiggede stadig på hende med det samme venlige smil. Hun havde ret, dagen var skøn, hvis det ikke lige havde været for det der lige var sket. Men han undlod at svare på det, han nikkede bare stille. "Er det ikke ret ubehageligt at sidde her på stenene? Skal vi finde et andet sted?" Spurgte han efter lidt tid.

Hun smilede og kiggede op på ham. Letter smigret var hun da, det kunne hun ikke helt komme udenom men hun sagde ikke noget, hun smilede bare, og rejste sig op, imens hun børstede sin bagdel af. "Jo, det kan vi godt, du føre, jeg følger efter, du kender jo stedet bedre end jeg." Hun vendtede på han skulle komme op, og føre dem hvor hen han nu ønskede det. Det lød ikke tosset, det med at droppe sin jagt, og bruge sit liv på noget mere fornuftigt. Livet var for kort til sådan noget bras. Eller måske ikke lige ham, men ellers da." Hun kløde sig i håret, og smilede let, mens hun ventede på at han skulle få lettet bagdelen.

Cricker smilede og rejste sig op, vinden tog fat i hans hår, og man kunne godt se at han havde noget af en dårlig hår dag. "For satan" Udbrød han stille imens han forgæves prøvede at sætte håret ordentligt. Til sidst gav han dog op og kiggede på hende. "Ja.. Hmm, hvor skal vi mon gå hen?" Spurgte han stille sig selv og gik ud til kanten og kiggede imod byen. Han lagde armene over kors og sukkede stille, han kiggede længere oppe af bjerget. "Der er nogle kilder inde imellem nogle grotter længere oppe. Vi kan tage derop hvis du gerne vil se dem?" Spurgte han og vendte sig imod hende. Vinden havde taget lidt til, det blæste ikke meget, men det var en lidt kold luft. Cricker så ud til at tænke imens han kiggede på hende, men det havde ikke noget med dem at gøre. Han smilede skævt imens han gik lidt tættere på hende. En animagus? Det var længe siden han havde set eller mødt sådan en, de va meget fasinerende synes han. At de kunne lave sig om til dyr, det var som om de kunne manipulere med deres egne gener eller deres eget dna, og så forvandle sig til et dyr.

Hun fik lyst til at hjælpe ham, med hans lille hår problem, men lod det ligge, det passede vel ikke at hun ravede rundt i hans hår, og han ville nok enten gå i panik eller noget i den stil, når han fandt ud af at hans evner ikke ville hjælpe ham så længe hun rørte ham. Ikke fordi hun forventede at han vil skyde træer op af jorden igen, men hvis han ville, ville han da sikkert blive skuffet.
Hun nikkede til hans forslag og smilede. "Jo, det han vi godt. Men hvordan skal du komme der op? Flyve?" Hun lage hoved let på skrå. Kunne han mon bare få vingerne frem, og så flyve der op, som engle, eller skulle han forvandle dig helt og aldeles? Hun kiggede igen op på hans hår, der ikke blev sat bedre af hans mislykkes håropsætning. Trods den pjusket hår opsætning kunne hun godt lide det. Om det var fordi hun altid godt kunne lide halvlangt pjusket hår vidste hun ikke. Hun vendte tilbage til hans ansigt. Da hun ikke var sikker på hvor de var, ventede hun på han skulle føre an.

Cricker smilede og nikkede. "Jo, jeg kan godt flyve os begge to derop det er ikke noget problem" Sagde han og gik ikke ud fra at hun var bange for højder når hun nu spurgte om det, men det var hun nok ikke alligevel eftersom at hun kom hele vejen herop. Cricker fik vingerne til at vokse ud af huden igen, denne gang var det kun vingerne og ikke andet. "Du så ikke ud til at være så glad for min barkhud så det undlod jeg at få igen" Sagde han med et lavt grin og smilede skævt til hende imens han gik lidt tættere på. Han var usikker på om han bare skulle tage fat om hende og så flyve eller om hun skulle sige til når hun var klar. Så han lod hende bare komme til ham når hun var klar til at flyve derop. "Der er også en meget bedre udsigt når man flyver hvis du spørger mig." Sagde han lidt efter og smlede stadig. Hans hår var stadig pjusket og nederen ifølge ham. "Det satans hår." Det skulle ikke være sagt højt, han kiggede på hende. "Øhh.." Sagde han bare og smilede skævt igen.