caveyard - tarja

Hun trampede rundt, hvilke hun snart havde gjort i en time, og havde stadig ikke fundet vejen ud af grotten, som var ved at tage pippet fra hende. Hun så ikke ligefrem køn ud, med alt muligt snask smurt op af arme, ben og så en masse i hoved. Hun lignede en der havde kæmpet rundt i hulen i flere timer, hvilke selvfølgeligt ikke var sket, for ellers havde hun nok opgivet alt, og lagt sig til at sove, men nu var det jo kun en time, eller kun? Det føltes som et halvt år, at gå rundt i grotten og prøve at finde rundt. Hun forbande sin lyst til at undersøge grotten. Til at se hvad den indeholdte, og kort sagt, en masse gange og huler, som hun selvfølgelig ikke kunne finde hverken hoved eller hale i. Så hun måtte skuffende fortsætte, ned af den nye gang der var dukket op. Hun lod en hånd glide op i hendes hår, hvor det rode lidt op i det, før hun fik sat det fast bag hendes øre, og joggede videre, uden helt at vide hvilke vej hun skulle gå. Den ene eller anden vej? Hun stod med hoved let på skrå, og valgte venstre. Hun havde af en eller anden grund haft en forkærlighed for venstre, hvilke der ikke var nogle grund til, måske at hun var venstrehåndet? Hun stønnede og gik videre ned af gangen, med et grynt. Hun vidste ikke helt hvad hun håbede at se neden for denne gang, men på et tidspunkt måtte hun da komme ud! Hun kunne ikke jogge rundt her i evigheder. Eller det kunne hun måske godt, men der var helt klart andet hun fortrak.
Pludselig stødte hendes hånd mod noget hårdt som skar ind i hendes håndflade. Hun bande, og tog sig til hånden, og ja, hvad skulle man forvente? Blodet løb. Hun stønnede, og prøvede at sutte det af, men det var ikke sådan lige til at få bugt med, så hun droppede til sidst hånden, og gik videre. Hvad ville hun ikke ligne når hun kom ud? Hun grinte tørt ved tanken om sig selv, hvis hun da kom ud.
Hun stoppede brat op, da hun så ... LYS! Hun kunne ikke lade være med at give et mindre glædes hyl, og satte tempoet op, og mens hun tørrede sit ansigt rent, eller så rent som du nu kunne blive.
Da hun kom ind, så hun først lysende der fik rummet til at se helligt ud, og derefter op i himlen, der åbnede sig over hende. Hun havde ikke set hybriden der stod inde i grotten, hendes tanker lå kun ved at hun ville ud. Hun smilede for sig selv, endelig var hun ved at komme ud!