Animagus - Sonja (Privat)

Sted: Forêt
Omgivelser: Skov
Tid: Midnat
Vejr: Mørkt, kun en fuldmåne og stjerne til at lyse den sorte himmel op.

Der gik en let brise igennem skovens mørke træer, der tordnede sig op, mod nattens mørke himmel. Man skulle ikke tro der var andet end dyr i skoven, og det var der heller ikke. Nede i den let fugtige skov, hvor sidste års efterårsblade stadig ikke var forsvundet, gik et lydløst dyr rundt. Dens grå øjne gled over skoven, før den satte af sted igennem skoven, og piskede af sted til den stoppede op, og kiggede sig rundt. Den stod på tre ben, med det sidste ben hængende, før den lod det falde ned i det bløde underlag.
Den gik lidt rundt uden at gøre noget, før de grå øjne gled op af en mørk stamme hundrede meter længere fremme. Tænderne blev let blottet, men ikke i et snerren eller knurren, vel mere som et smil, et menneskeligt smil. Ulven satte igen af og løb over mod stammen og satte af, mens hun i en glidende bevægelse blev til en ørn og susede videre op over træerne og fløj lige op i nattens mørke, før hun rettede op, og baskede lidt med de brune vinger. Hun susede lidt omkring, før hun faldt en lysning, og dykkede ned mod den og få meter fra jorden, blev hun sit ’rigtige’ jeg. Den gule leopard så helt malplaceret ud i dette mørke skovlandskab. De letter poter fløj hen over jorden, da hun forsvandt ind mellem nogle træer, og begyndte at kravle op i et træ og lage sig til rette på en gren. Hendes øjne gled rundt i lysningen med vagtsomme øjne, og ørene til at høre selv den mindste lyd.
Halen lå og dinglede ned fra stammen i en afslappet rolig vuggen.
//Beklager jeg ikke kunne skrive mere, men det er lidt svært at skrive som et dyr xD//

Vingesus kunne høres over træerne og en skygge gled med enorm fart henover jorden mens den skræmte skovens dyr ud af deres huller og alle de andre steder de gemte sig, de vidste formentlig allerede hvad det var der bevægede sig som en truende storm over hovederne på dem mens høje og hjerteskærende hyl kom fra den. Vingesusende blev større og større inden de til sidst forsvandt for en kort stund og et kæmpemæssigt væsen landede med et brag i midten af skoven, træerne væltede og brændte i en stor ring omkring fuglen der brændte som det klareste lys, det eneste der ikke var i flammer på dyret var dets store sorte øjne der ikke virkede til at have meget godt tilbage i dem, den enorme fugl der var godt 4 meter høj og havde et vingefang på godt det dobbelte var frygtindgydende mere end noget andet der var i skoven. Med langsomme og utrolig tunge skridt bevægede den sig mens jorden under dens fødder rystede og skælvede som ved et vulkanudbrud, de lange fjer fra vingerne ramte tilbagestående træer og satte dem øjeblikkeligt i brand. Sonjas vrede var enorm, hun kunne ikke beskrive hvor sur hun var over hvordan hendes hjerte endnu engang var blevet flået ud af kroppen på hende, en person hun var faldet for havde igen afslået hende, om det var hendes blindhed i menneskelig skikkelse eller faktummet at hun kunne styre ånder så vel gode som onde til at adlyde hendes befalinger. Føniksen som fuglen var foldede sig nærmest sammen og en kvinde kom til syne i steder for det enorme dyr der før havde domineret skovarealet, tårene trillede ned af hendes kinder, men hendes knoer var knyttede og hun svævede et par centimeter over jorden ved hjælp af de ånder der havde samlet sig omkring hende, de var usynlige for andre der kunne se og det var nok også det bedste siden ånderne for det meste ikke ligefrem var kønne, flere af dem havde sorte rådnende tænder og kroppe som sorte skygger hvor kun de orangerøde øjne gav nuance i kroppen. Sonja faldt helt sammen efter et par minutter og hulkede mens hun sad på skrævende knæ i midten af det krater hun selv havde skabt.

Tarja var sprunget op, da hun havde mærket en pludselig ukendt varme som havde skæmt rasten af skovens væsner væk. Hun kiggede undrende væk, og begyndte at lugte brændt træ. Hun kom langsomt op, og kiggede rundt med vagtsomme øjne. Lydløst listede hun ud af skoven, på sine små poter, og bevægede sig utrolig ind i lysningen. Hendes blik så kort, nogle høje flammer som tordnede sig op over skoven, og der efter forsvandt det, som havde den fået en ordenligt sjat vand i hoved.
Hun stod helt stille og afventede noget. Først troede hun ikke der kom mere, men så kom der pludselig en skikkelse ud af skoven. Hvem?! Hun krummede sig let sammen, til at sætte i spring, enten den ene eller anden vej. Hun blev dog mere afslappet over at se at dette var en kvinde, i menneskeform. Hun tøvede, før hun langsomt, lysløst gik hen mod kvinden. Hun kunne ikke helt tyde hvordan personen så ud, men det måtte være en kvinde, det kunne ses på hendes kropbygning. Hun gik langsomt, med tøvende skridt tætter på og så langsomt de skinnende blanke tåre der gled ned af kvindes kinder. Hun fik straks ondt af hende, hvilke nok var den meget menneskelige del. Hun listede helt tæt på, så hun kun var få meter fra hende. Øjne hvilede på kvinden, og betragtede tårene der gled ned af kinderne. Hun var ikke sikker på hvad hun skulle gøre. Hun blev i sin form, og afventede lidt en reaktion fra kvinden. Hun var ikke sikker på der kom en, og hun forlangte heller ikke der kom noget. Hun kunne næsten mærke vreden der bølgede ud fra kvinden, og ville nødig gøre hende mere vred.

Sonja lagde ikke mærke til andet end den smerte hun havde i brystet, hun var ubeskriveligt ked af det og ville ikke andet end at bryde sammen og lade den store ånd kræve hendes krop og sjæl på samme måde som den havde gjort da hun blev blind, hun hunskede hvordan hun i ren sorg havde revet sig selv til blinde efter hendes forældre havde givet sig til den store ånd mod at hun måtte have evig ungdom og åndernes betingelsesløse hjælp til det hårde liv hun havde foran sig. Disse tanker fik hende til at græde endnu mere og de tatoveringer hun havde omkring hendes håndled begyndte at bølge og bevæge sig som om de ikke sad fast i hendes hud, de var magiske sikkerheds foranstaltninger der sørgede for at hun ikke ville gå amok når hendes følelser løb af med hende, det var ikke altid de holdt, men for det meste kunne de sørge for at hun ikke ville dræbe alt omkring hende i en rus af afmagt og hævn. langsomt fik hun styr på sine følelser og kunne begynde at tænke og fornemme det der var omkring hende med en vis intensitet der var understøttet af hendes stadig store sorg og vrede, en energi fik hende dog helt tilbage til jorden og ud af sin sorg og frygt, et dyr stod foran hende, eller hun troede da det var et dyr, eftersom hun ikke kunne se den eller det der stod foran hende måtte hun tage det som en trussel. Sorte flammer løb op om hendes hænder i takt med hun rejste sig og på samme måde kom det fra hendes øjne hvor silkebåndet brandte væk i løbet af få sekunder, "Hvem er du? Hvad vil du mig? Er du virkelig eller bare en af mine tanker der jager mig?", hendes stemme var nervøs og bange, den bar tydelig præg af at være grødet efter at have grædt i et godt stykke tid.

Hun for sammen ved forskrækkelsen, og kunne ikke nå at soppe sig selv, før hun blev til en ørn, og fløj op, med sit lille hjerte hoppeden i brystet. Hun holdt sig lidt væk fra hende, da hun igen lande og blev til sig selv. En pige, med langt sort hår, bleg, eller lys hud, og grågrønne øjne. hun havde en løs hvid skjorte på, et par løse bukser og bare fødder. Hun kiggede roligt på kvinden foran hende, og tøvede lidt før hun trak vejret dybt, selvom det var svært at holde sig i ro. "Jeg gør ikke noget." Sagde hun med en letter skræmt stemme. Hun kiggede på kvinden, uden at sige mere, men kiggede blot på kvinden foran hende med sin ild, eller hvad det var stående ud fra sig. Menneske var hun lagt fra. Hun tøvede, og gik langsomt frem mod kvinden som ikke kunne se hende? Hun gik helt tæt på hende, og greb blidt fat i hendes ene hånd så hendes evne forsvandt. Hvad den så var. "Jeg gør dig ikke noget, og jeg har ikke tænkt mig at gøre noget, bare jeg kommer her fra i live tak." Hun slap hende langsomt igen og var klar til flugt på hver eneste tegn kvinden gav fra sig i vrede og angreb. Hun gik stille baglæns, mens hun langsomt blev til sit 'rigtige' jeg igen. Hun kiggede kort på kvinden, og gjorde klar til at løbe ind i skoven igen, væk fra kvinden der fik det hele til at ryste af skræk.

Sonja stod der og ventede på at dyret skulle angribe hende, men det gjorde det ikke, i stedet forvandlede det sig til en skikkelse der udsendte væsen energi, dette måtte være en animagi (Animagus i flertal) som hende, men frygten og vrede havde ikke forladt hende endnu, man kunne aldrig vide med beboerne i dette land, hun havde også følt sig tryg før, men det havde været en åbenlys fejltagelse fra hendes side og hun kunne ikke lade være med at føle sig dum for sin nærmest børnagtige opførsel der havde bragt hende både sorg og et knust hjerte. Den sorte læderagtige kjole der ikke overlod meget til fantasien lå stramt om hende så alle hendes meget fremtrædende kvindelige former rigtigt kunne fornemmes, hendes sorte bølgende hår lå fladt og dødt om hendes ansigt, stemmen der kom fra personen var en kvindes og Sonja slappede straks en smule mere af i kroppen, men da kvinden fik fat i hendes arm sank hun i knæ, hun kunne mærke hvordan magien forsvandt fra hende og med den hendes smukke ydre og den ungdom som hun var blevet skænket af ånderne. Sonja faldt helt om mens hun greb fat i pigen "Slip mig, du slår mig ihjel", hendes hånd begyndte hurtigt at ælde så den gik fra at være smuk og fin som nyfalden sne til at ligene et skellets, det samme skete med hendes ansigt der fik rynker og enda begyndte at smuldre jo længere kvinden brugte sine krafter på hende. Sonja slap hende da hun mistede kræfterne i hendes hånd og hun begyndte at hive efter vejret som hun mistede even til at trække det mere og mere, hun var jo mere end 3200 år gammel og hendes almindelige liv var for længst overskredet.

Det hjalp ikke ligefrem på hendes syn på kvinden, at hun langsomt begyndte at smuldre op, som en anden mumie! Hun kiggede med store øjne på kvinden, og vidste hverken ud eller inde, hun stirrede blot tomt på kvinden, og prøvede forgæves at ribe sit blik fra kvinden. Hvad var det der lå over denne kvinde? Var det hendes magi der holdte hende ung? Hun blev stående uden at kunne bevæge sig, imens hendes blik gled over kvinden. Hun håbede virkelig ikke at hun havde dræbt kvinden, for det havde slet ikke været hendes mening at gøre dette, hun vidste ikke at denne kvinde havde holdt liv i sig ved at bruge sin magi, eller evne, eller kald den hvad du vil. Hun blev til sig selv, men turde slet ikke røre kvinden, og blev blot stående og stirrede skremt på kvinden. Som hun nu snart havde gjort i noget tid. "Undskyld ... det var ikke ..." Hun droppede at undskylde, for hvis hun døde kunne en undskyldning jo ikke være nok. Hun var ikke sikker på at hendes evne ville være 'slukket' hvis hun rørte hende igen, så hun holdte sig hvor hun var, og stirrede stadig på kvinde, som om øjne var ved at trille ud af hoved på hende.

Sonja hev stadig efter vejret, men så snart kvinden havde sluppet hende begyndte hendes ungdom at vende tilbage til hende, håret fik igen den smukke farve og de lange slangekrøller ved ørene samt hende hud igen blev stram og hendes bryster igen fik den smukke store form de havde haft før. Sonja blev liggende kort og sundede sig inden hun kom på benene og tøvende drejede hoved mod der hvor hun kunne mærke kvindens energi, hun holdt afværgenede en hånd oppe, "De kunne ikke vide at min ungdom kun er til låns", Sonja nejede lidt klodset for hende fordi det stadig var lidt svært at stå op, kvinden med de specielle krafter måtte være utrolig stærk og om hun vidste det eller ej var et stort spørgsmål for Sonja som var blevet sat fuldkommen i skak af hende, med en sløret og let forvirret stemme spurgte hun hende, "Vidste du selv du kunne det der? Det tager mere end normal magi at sætte mig så meget på plads som du gjorde... Men lad mig presentere migselv, Jeg er Sonja La Villette Dronning af Un Minuer, bjerget du kan se i horisonten", hun pegede i retning af det store bjerg hvis tinde ikke kunne ses af skyerne som altid lå i en ring rundt om det, på trods af at hun var blind vidst hun for det meste altid hvor hun var henne. Selvom Sonja nu var begyndt at snakke med kvinden var hun stadig ked af det, men når det krævede det måtte hun vise sig fra den royale side og ikke lade følelser løbe af med hende på den måde.

hun ånde lettet op, da kvinden begyndte at blive 'hel'/ung igen. Det havde virkelig skræmt hende, at kvinden sådan forfaldt. Hun lyttede tavst til kvinden Låns?! Hvad mente hun med dette? "Undskyld, jeg forstår ikke hvad de mener med 'til låns." Hun kiggede på hende, med hoved let på skrå. Hun nejede hurtigt, det var bestemt ikke noget hun plejede at gøre, men for at være høflig gjorde hun det. "Ja, jeg vidste det godt, men jeg kan stadig ikke styre dette, så det er fra tid til anden det virker, hvilke godt kan være besværligt, men det er for det meste 'tændt." Hun fulgte kvindens finger, da hun pegede mod bjerget, og undrede sig over hun vidste hvordan kvinden kunne vide hvor det lå henne, da hun var blind, eller det ville være Tarjas gæt, efter at hun havde et bind for øjne. "Tarja Puerto de La Cruz, jeg bor ikke rigtig nogle steder ..." Hun smilede tamt, uden helt at vide hvad hun skulle gøre. "Jeg beklager meget det jeg kom til at gøre, ved dem, jeg skal nok holde mig væk, så det ikke sker igen." Hun kiggede tøvende på Sonja. Det var et ganske flot navn. "Ehmm .. nu bliver jeg lidt nysgerrig, men hvad er de egnetligt?" Hun lage hoved let på skrå, så det sorte hår dækkede halvdelen af hendes ansigt. Hun fejede det væk med en let håndbevægelse dog uden at ændre på sin hovedstilling. "Du ligner ikke et menneske, eller med andre ord, du kan ikke være et, efter ja ..." Hun vidste ikke helt om hun skulle benævne episoden igen, men hun valgte at lade være. Der skulle jo ikke trædes i det.

Sonja stod stadig meget usikkert på benene, men hendes smil afslørede at hun ikke var sur, men snarre mere imponeret over kvindens store krafter, hun var ved at klappe hende på skulderen, men holdt hånden væk og så lidt usikker ud, "Min ungdom kommer fra den ånd der er i mig, så når du tager kræfterne fra mig tager du min ungdom... Man ser forfærdelig ud efter 3200 år hvis man sådan skal gå rundt uden make-up". Sonja blev ved med at smile, men var nød til at sætte sig ned fordi hun ikke kunne stå på benene, det snurrede stadig i hele hendes krop mens ånden på samme måde som hende skulle heale efter at være blevet tappet, der ville kun gå nogen øjeblikke, men i den tid foretrak hun at slappe af og sidde ned, "Det er mig en glæde at møde dem miss Tarja og hvad mener de med de ikke bor nogen steder? En ung kvinde som dem har vel en skole eller et arbejde der sørger for noget?", Sonja tog sig til hoved, ånden var ved at finde sig til rette igen og derfor havde hun en let dunken i tindingerne der afslørede at den kunne forstærke hendes krafter igen, "Og de må endelig ikke undskylde, deres kræfter er en stor ting de bør værne om og være stolt af, det er ikke mange der kan sætte mig skak-mat så nemt som de formåede så de bør helt klart være stolt af dem selv". Sonja trak langsomt vejret og fokuserede hendes krafter i hånden og lod sig langsomt samle op af vinden inden hun landede på benene igen, hun var fit for fight igen, hun smilede stort til Tarja da hun spurgte indtil hvem hun var "Jeg er de absolut sidste af min art, jeg er en Animagi eller nærmere bestemt en føniks og siden du nu har fået at vide hvem jeg er, hvad er det så de er? Jeg fornemme Animagi, men jeg er ikke sikker efter du passificerede før", hun grinede højt og bukkede let foran Tarja "jeg ville skamme mig over at være et menneske".

Hun nikkede tavst, uden helt at vide hvilke ben hun skulle stå på. Hun ville have sagt kvinden var gal, hvis det ikke havde været fordi at det med ånder, og sådan noget, jo faktisk tilhørte denne verden, uanset hvor gerne man ville have det. Hun smilede kort, og kiggede på Sonja, stadig uden helt at vide hvad hun skulle gøre, for kvinden virkede meget venlig, og rolig, afslappet, men hun var ikke sikker på at hun var helt ufarlig, og slet ikke når hun sagde at der ikke var mange der kunne sætte hende i skak-mat. Hun rødmede let ved ordet 'miss', som hun bestemt aldrig var blevet kaldt før. "Bare kald mig Tarja, og uhmmm ..." Hun tænkte sig om, og var ikke sikker på om hun skulle fortælle det rigtige endnu, måske senere, men ikke endnu. "Jeg er animagus, så lever som dyr i naturen." Hun besvare på den måde også det næste spørgsmål. "Jeg er ikke af nogle rigtig slægt, blot en af de utallige animaguser, eller animagi som du kalder os, i flertal." Hun var ikke sikker på at det var det hun mente, men hun håbede. Hun kiggede undrende på hende. "Jeg forstår ikke helt hvad du mener med det sidste." Hun kom uden helt til at ville det lyde enorm høflig, ikke at hun ikke ville være høflig, men det lød åh så gammeldags! Hun smilede, kort. Måske kunne denne kvinde blive en rigtig veninde? Noget Tarja aldrig havde prøvet før, og vildt gerne ville prøve, men hun var også meget forbeholdt for hvem hun kastede sin tillid i armene på. Det var jo ikke alle der ville hende godt, det vidste hun udemærket godt, og var derfor meget påpasselig.

Sonja kunne ikke lade være med at være en smule betaget af denne kvinde, hun virkede til at være en af de få personer heromkring der var til at snakke med og måske enda stole på, hun smilede igen stort og kærtegnede en usynlig ånd der snogede sig om hendes arm som en slange, det ville se ud som om hun fægtede i luften med en rolig bevægelse, men hvis man så godt efter ville man kunne se sorte skygger der bevægede sig henover hendes arm og lignede en tatovering der dansede. Sonja blev ved med at smile til Tarja, dog med et noget mere spørgende blik, "Hvad mener du med at du ikke har nogen slægt? hvad med din familie? du har vel et efternavn med stolthed til det som alle andre Animagi", Sonjas alder kunne altid afsløres på den måde hun snakkede på og folk der ikke kendte hende troede ofte hun arbejdede for er middelalder marked eller noget lignende og hendes tøj øgede blot den tankegang. Ånden hun havde på armen forsvandt lige så stille og hun lod armen glide ned af sin side mens hun gik tættere på Tarja, hendes ukuelige smil gjorde ofte at dem hun var sammen med kunne lide hende, men den let sindsforvirrede personlighed jagede på samme måde som de blev tiltrukket væk igen, det var et følge af at have været ladt alene i flere tusinde år på toppen af et bjerg hvor det eneste der snakkede til hende var klagende og sørgmodige ånder samt nogen få fortryllede bøger. Sonja lod en hånd røre ved Tarja mens hun gik forbi, der var ikke noget underligt i det andet end at det samlede energierne for hendes indre blik så hun fik et nogenlunde indtryg af hvordan hun så ud, "Du er en smuk kvinde Tarja og dine energier viser at du er en god person", hun drejede rundt og stod nu ganske tæt på Tarja mens hun så ud til at tænke sig om, "Det jeg mente med at jeg ville skamme mig over at være et menneske er fordi jeg så mange gange er blevet forrådt af dem jeg kaldte venner og disse var af uforklarelige grunde altid mennesker...", hun sukkede dybt og inderligt mens hun igen begyndte at lege med en ånd, "Jeg har ikke snakket med nogen i lang tid og du virker virkelig som en venlig person Miss Tarja... jeg mener Tarja".