Planing ahead //Privat - Sonja//

Sted: Un Minour - Bjergkæden
Tid: 01:20
Omgivelser: Uden for indgangende til Un Minour, hvor et stort areal, stort set er strippet for træer, pågrund af arbejderenes udminninger.
Vejr: En blid støvregn falder lige nu over skoven, og votter træer og græs, og giver det helle et fint spil, i månens stråler.


Den blides tøvregn, gav en stille sang fra sig, og gav skoven det ekstra lag af idyl, der gjorde det, til det perfekte sted for både dyr, og urolige sjæle. Hvis man velogmærket, kunne overkomme at blive våd, og at skulle forlade sit hus. De mange gamle sten og klippebrokker, der var blevet trukket ud fra Un Minour's dybe grotter, da der blev minet efter guld, var alle en meget mørkere farve, pårgund af det ganske tynde lag vand, der blidt havde lagt sig over stenene. Ingen dyr, eller andre skabninger, befandt sig omkring dette område, på grund af den megen uro der engang havde hærget over stedet. Belastede arbejdere, og højtråbende arrangører. Nej det ville aldrig blive et roligt og idyllisk sted igen. De mange lag af støv, grus og klippestykker, gav ikke græsset den mindste chance for at at trække igennem, og der ville aldrig gro liv i området igen. Det var ikke så stort, da mineriet ganske hurtigt blev opgivet. Men det ville stadigt være en død plet, i en ganske livlig skov.
Den idylliske sang, blev ikke brudt, af de langsomme og gennemtænkte skridt, der bevægede en høj skikkelse ud fra Un Minour's dyb. Hvilket virkede urealistisk, på grund af de fine gamle laksko, der dækkede herrens fødder. Selvom de var a fin oprindelse, var de det langt fra længere. De var slidte, og en anelse mudrede. Herren var ellers beklædt i et gammelt fint jakkesæt, bundet med fine gule snore ved fronten. Elelrs var der utallige flodser af las, der fremviste jakkens antikhed. Herrens hud var grå, og utalige steder var den flodset, og lånser af hud, han fra den flere steder, som truede det med at falde af. Hans skallede isse afspejlede intet af månelyset der ramte det, på grund af den urene hud.
Herrens tempo steg ikke, og hvert skridt, virkede som om, det tog en evighed. Han gik med sine hænder foldet bag sin ryg, og hans blik var fast rettet frem for sig, i en tom stiren, imod intetheden foran ham. Hans sorte tomme øjne stirede imod skoven, som om de kiggede imod noget, men de opfangede intet.. De var fast rettet, og kiggede ikke efter, selv de største bevægelser. De blev ikke brugt, som en visende sans. Herrens øjne, blev brugt til andre lejligheder.. Syn, var blot et bonus. De halv spidse øre, drejede sig en anelse, og lyttede til regnens sang, og skovens dufte, førte ham frem.
Herren stoppede, da han var kommet flere meter, væk fra mineskakten. Han stod så stille, stadigt med blikket i den samme retning. Som var han i en trance, fastlåst med et blik imod dette intet foran ham. Som stod han i dybe tanker, der ikke tillod ham, at være opmærksom på hans omgivelser. Hans jakke begyndte langsomt at få et stærkere mørkt glær, da støv og andet skidt, blev vasket væk af den blide støv regn. Han stod nu fuldstændigt stille, og nærede ikke sine omgivelser det mindste blik, og lod det til resten af hans sanser, at opfange omgivelserne.
Herren hed Karaktar, og han var så sandeligt ikke uopmærksom. Han opfangede en hver bevægelse, et hvert kreatur og en hver lyd, i en lang afstand omkring ham. Hans sanser var skærpet så kræftigt, at hvis han fokuserede på hans hørelse, ville han kunne høre en sten falde imod asfalten, i byen, Terre, langt væk fra bjærgene.

Kulde rullede som sædvanligt ned af bjerget og lyden af skyer der buldrede en smule på grund af regnen der ramte de nøgne klipper lidt længer nede af bjerget, men inde i de dybe grotter der udgjorde en helt speciel persons hjem blev det ikke til andet end den dyb rungende lyd der fik de levende lys til at danse lidt ekstra, blandt tårnhøje bunker af støvede bøger og uendelige bunker af forskellige sten og glas fyld med sære væsker og dyr sad en enlig kvinde med rank ryg og førte en finger henover bogens sider, hun bar en sort læderagtig kjole der var smukt foldet om hendes ben og åben ved lårene så man kunne se den smukke blege hud der ikke havde eneste skønhedsplet eller urenhed, kiggede man længere op af hende ville man se den let udfordrende metalskjorte som kun lige skjulte hendes bryster nok til at de ikke hoppede ud, fortsatte man op til hendes ansigt ville man med det samme se det altdominerende silkebånd hun havde om øjnene der vidnede om at hun ikke kunne se en hånd for sig, og på samme måder som alle andre steder man kunne se bar hud på hende var der ikke nogen skønhedspletter eller urenheder, under hendes øjne løb der nogen tatoveringer på et kryptisk sprog der mindede om de ælgamle tekster skrevet for længe siden. Hendes finger løb ned over bogens sider mens et svagt lys kom fra den, hun brugte hendes vindånd til at hjælpe hende med at læse da blindeskrift ikke var hverken noget der stod i bøgerne eller hun kunne læse, det havde taget års træning at lærer det og hun mestrede det nu så meget at hun ikke engang brugte energi på det mere. Hun nåede til et bestemt sted i bogen og smækkede den så i med et brag så støvet hvilede om ørene på hende og tårnene med bøger begyndte at svaje, "ikke mere idag, der er for meget jeg allerede ved", hun mumlede dette mens hun rejste sig og strakte de ømme muskler, *Jeg går i skoven, jeg har brug for at tænke*, derpå forlod hun den centrale del af grotten og gik mod den forgrening der førte ned mod skoven. Udenfor regne det en smule og hun holdt en arm ud foran sig mens hun overvejede om det var det værd at begynde at bevæge sig rundt for så at komme hjem og skulle til at skifte tøj, hun bestemte sig dog til sidst for at det var værd at få tænkt ting igennem frem for at holde sig tør. Sonja havde kun bevæget sig ganske få skridt inden hun var drivende våd af den stille regn og mudderet under hendes bare fødder svuppede på en underlig måde, men hun kunne ikke samle sine tanker, der var ting i skoven som ikke plejede at være der og ånderne nægtede at give hende klarsyn af frygt for at det ville gøre hende langsommere i en nødsituation, *hvad er der i skoven i frygter*.

Karaktars tanker, lod ham glide andetsteds, og hans tanker begyndte at udregne. Fremtidige træk. Fremtidige muligheder. Fremtidige valg. Nosferatuerne ville ikke blive og kæmpe, skulle de blive truet igen. Det kunne de ikke.. Ikke endnu. De var stadigt alt for få, og Vladimirs familie, betød alt. Så de måtte finde et sted at flygte til. Et sted at gemme sig. Han vidste at Vladimir ville hade at skulle gøre dette, men hans kærlighed til familien, ville være langt støre, og overvinde modviljen. Disse grotter var oplagte, og ligeså var de, hvis de Nosferatuer han havde påkaldt, faktisk ville ankomme, og gøre Di Morga til deres nye hjem. Men han måtte også bestemme, om arealet omkring minerne, var sikre. Ikke andre grotter, hvor bæster der kunne være dem til fare kunne bo. Nej alt måtte forberedes..
Karaktars tanker stoppede brat op, og hans blik blev hurtigt drejet til hans side, så han stirede imod skovens dyb ved hans side, da hans næse opfangede, en ganske interessant duft. Hans øjne blev knebet en anelse sammen, og hans focus blev flyttet tilbage imod sine sanser, og han focuserededybt på at opservere hvad han havde lugtet. Det var uden tvivl, ikke et simpelt menneske, selvom duften kunne hinte imod det. Nej.. Der var en anden duft. En han ikke havde opfanget, i mange mange år.
De tomme sorte øjne blev langsomt knebet sammen, og han begyndte at gå i retningen af duften, imens hans sanser fortsat forsøgte at opfange hendes position, herkomst og race. Han slap sine foldede hænder bag sin ryg, og satte den ene imod et træ, imens han langsomt fortsatte imod kvindens duft. Den blev ved med at blive stærkere, indtil han kom efterhånden var nået tæt nok til at kunne se hende. Han stoppede så brat op, og kneb sine øjne sammen igen. Han stod stadigt langt væk fra Sonja, men at hun hørte ham, var bestemt en mulighed.
Men her forblev han, og stirede blot tomt imod Sonja. Den duft mindede ham om en person. En han ikke havde specielt meget lyst til at blive mindet om. Et åbent og blødene sår, fra hans fortid. Et, som han havde måtte glemme utalige gange, og ligge dvaleløs i flere dage, med det blotte billede af mindet. Skriget. Klynken. Gråd. Men nej, denne kvinde kunne ikke have det mindste at gøre med den han kunne huske. Kunne ikke være af den samme art. Alt for unik. Nej..
Karaktar fant sin fatning, og så at han var blevet forvirret.. Det havde han ikke været i mange år. Havde altid haft fuldstændig styr på sine tanker. Havde ikke tilladt rod.. Dette bragte en gnist i Karaktar, der ellers aldrig var tændt. Interesse..

Hendes skridt forblev langsomme og fattede som om hun ikke allerede vidst at et eller andet stod og kiggede på hende fra afstand, hendes krafter kunne ikke få fat på dennes energier og kunne derfor ikke bestemme hvem eller hvad det var så hun fortsatte sin rolige gang mens hun udtænkte en plan. Hendes bare fødder var efterhånden godt mudret til af alt den våde jord som blev slynget op når hun gik igennem sumpede vandpytter og vandhuller, da hun ikke kunne se noget kunne hun ikke bestemme andet end hvilken retning hun gik og hun fandt kun tilbage fordi hun efterlod en stærk åndelig drømmefanger ved hulens indgang som det kun var meget få der kunne opfange med deres sanser. På trods af hendes efterfølger var hun ikke bange, der var så mange ånder i denne skov at hun ikke frygtede for sit liv, hver og en af dem kendte hende og ville advare hende hvis hun skulle se at komme væk eller berede sig på kamp så hendes selvtillid fejlede intet, hun koncentrede sig stadig mere og mere samtidig med hun skulle blive ved med at se ud som om hun ikke anede mistanke, hendes tanker blev klare og hun kunne endelig bevæge sig i den åndelige verden samtidig med at hun så fredfuldt ud i den virkelige, hun brugte stadig mere og mere koncentration og var nød til at stoppe og sætte sig ned for at plukke nogen blomster, det ville se underligt ud at en blind kunne gøre sådan, men det var da også kun rent held at der rent faktisk var blomster der hvor hun standsede, *Du er interessant min ven, du har psykisk forsvar... der er mere ved dig en jeg lige kan finde ud af på denne måde, jeg må vist heller sørge for at komme lidt tættere på så mine kræfter ikke er så udspredte*. Sonja gættede på at hvem end det var der holdt øje med hende kun havde fundet hende på grund af hendes lugt, så han skulle da få lidt at se til, hun samlede flere svage vindånder omkring sig og begyndte langsomt at lade dem manifestere sig som kopier af hende, men inden de blev synlige prikkede hun sig i fingeren med en nål så der kom en lille smule blod ud, hun smurte det på et blad og begyndte så at løbe med vindåndernes hjælp i en enorm fart, en af kopierne blev ladt tilbage i en forholdsvis god kopi af hende. Sonja løb rundt i en cirkle om hendes forfølger hvor hun smurte blod på et blad og efterlod en kopi, 4 steder gjorde hun dette så hun var i alt 5 steder på en gang, det tog enormt på hendes krafter og hun havde svært ved at opretholde kopierne, men hun kunne godt, hun stillede sig som den sidste og lod en anden kopi råbe til personen, "Det er ikke pænt at lurer! Sig mig hvem du er!", en af kopierne begyndte at flimre en smule men hun opdagede det og skød mere energi i den, hun håbede på han ikke havde set det for så kunne han udelukke den kopi. En vind susede igennem det lille område hvor de stod, der var et eller andet meget bekendt ved ham dog kunne hun ikke sige hvad det var han havde gjort det havde gjort så meget indtryk på hende.

Med hvert andet skridt Sonja tog, tog Karaktar et. Lange, og rolige skridt, der holdt ham i den samme hastighed som hende, selvom det kun var halvt så ofte han tog et. De tomme sorte øjne stirede imod Sonja, imens de undersøgte hendes følelser, og holdninger. Båndet for hendes øjne, gjorde det nemt at gætte hendes inhabilitet. Og stadigt kunne hun finde vej så nemt? Som hans næse havde gættet, var hun ikke et simpelt menneske. Nej der var noget andet.. Noget oldgammelt.. noget så gammelt, at selvom hun, bestemt, havde levet i mange år, var hun formegentligt stadigt ung af sin art.. Han kunne ikke få det til at passe sammen. Den art han gættede på hun bestod fra, var troet uddød, for mange år siden. Det kunne ikke passe.
Da hun stoppede op, gjorde Karaktar det lige så. Han havde endnu ikke forsøgt at trænge ind i hendes hoved. At læse hendes tanker. Det ville han ikke. Ikke denne kvinde. Den interesse det vagte, foltalte ham, at dette ikke ville være en god ide. De tomme sorte øjne fulgte hende, imens hun bukkede sig ned, og de blev knebet en anelse sammen. Han opfangede straks mistanke omkring hende, og han lagde en hånd på træet ved hans side. At han havde været opdaget, var ham ikke en overraskelse.. Han havde hverken været stille, eller på andre måder forsøgt at holde sig gemt..
Og han fik ret i sin mistanke, da hun i et ganske kort sekund, flimrede, kun ganske lidt, og langt fra nok til at et simpelt menneske ville kunne have opfanget det. Karaktars øjne blev slået op, da hun nu pludseligt stod et andet sted, og han tog langsomt et skridt væk fra det træ han stod ved. med det samme, og uden en tanke, gik en forsvars mekanisme igang, og Sonja ville med det samme kunne mærke en kraftig prikken i siden af hendes hoved, da Karaktar forsøgte at trænge ind i hendes tanker. Men kraften forsvandt hurtigt i det han rystede på hovedet, og stoppede sine dyriske sanser. Dette var bestemt ikke nemt, men han ville ikke tvinge sig til hendes tanker, eller hendes minder. hans øjne gled så fra billede til billede, og hans øjne blev knebet sammen.
"Jeg vil dem intet ondt.. Ma'm.. Jeg beklager min primitive luren.. Men.." Karaktar stoppede op, da han så det ene af billederne flimre, igen kun i et simpelt sekund. De tomme sorte øjne, gled så langsomt rundt, på de forskællige billeder, og da øjnene ramlede imod det rigtige billede af hende, snuste hans næse et par gange, og øjnene forblev.
"Mit navn er Acraganes Youkhana.. Men de kan kalde mig Karaktar.. Deres billeder er fantastiske.. Meget vel skabte.. Men den frodige, og mest tiltrækkende duft.. Vil altid komme fra dem selv.. med mindre de ville dræne demselv, fuldstændigt for energi.. Jeg beklager.. Men mine sanser, kan de ikke forvire.. Ma'm.." Han lagde en hånd imod sit bryst, og bukkede halvt, da han havde præcenteret sig selv. De tomme sorte øjne, forblev imod Sonjas bånd, der dækkede for hendes øjne.
Hvis Sonja fortsatte med at spørge skovens ånder, ville hun formegentligt finde, at Karaktar ikke var den største trussel i skovene. Han havde aldrig udført noget imod skoven, eller dem der betrådte den. hans klan, var bestemt ikke elsket af mange, men skoven, ville være neutral overfor Karaktar, hvis ikke den var ignorant overfor handlinger, og hægtede sig på historie. Men ingen andre Nosferatuer havde betrådt dette land, så Karaktar var et unikt eksemble.

Sonja stønnede let mens hun kiggede på den fremmede, han var velklædt, men der var noget bestem og meget uhyggeligt ved ham, han kunne ikke være en person der uden bagtanker ville begynde at snakke med hende, men hun ville da spille med for nu og se hvilken sti han ville føre hende ned af inden han afslørede et eller andet han ikke skulle, hun klappede to gane og kopierne forsvandt, hun kunne mærke energien der kom tilbage til hende som en brusende kraft, men hun var nød til at tage sig til hoved, der var et eller andet i vejen, denne herre var en der kunne kontrollere psyke ligesom hende, dog var hendes mere en form for blindestav end et egentligt våben der kunne bruges til at læse en eventuel modstander som kom løbende mod en. Sonja lod psykiske barriere vokse frem inden hun begyndte at snakke med ham "Mine billeder er ikke noget specielt, jeg er ikke en ekspert i denslags, mine krafter ligger andre steder end i kampområdet og hvis de ville være så elskværdig Hr. Karaktar... så hold dem fra at kalde mig tiltrækkende", hun prikkede et par gange til silkebåndet, "Du skal ikke prøve på at lyve for mig og sige du tænder på blinde", hun smilede svagt til ham og trådte nærmere, der var vidst ikke noget at frygte fra ham ligenu for han lød mere som om han ville snakke og det skulle han da have lov til. Sonja nåede helt frem til ham så de kun var godt en meter fra hinanden, hun havde ikke set ham bukke så hun gjorde ikke en sådan høflighed, "Mit navn er Sonja la Villette, Dronning af bjergene og den sidste af min slags", hun ville forsøge at trænge ind i hans hjerne nu, men side han havde vist han selv havde psykiske krafter fokuserede hun på selv at styrke sit eget forsvar i tilfælde af at han ville prøve på noget igen, "Hvad er det du er min kære Karaktar? for et menneske har bestem ikke kapaciteten til at regne ud hvad der foregår omkring dem, de tror på intet der ikke er indefor deres hænders rækkevidde, men du virker som om du kan lidt mere end blot skrige, bede og danne en vred hob", hun smilede stor efter at have sagt det sidste, menneskene var ikke andet end afskum i hendes øjne, men de var ikke værdige nok til at blive kaldt fjender som for eksempel djævle som hun af uforklarlige årsager hadede med liv og sjæl. Sonja gik endnu et skridt nærmere på karaktar og lagde armene over kors så hendes velformede barm næsten gled ud under hendes metalskjorte, de lange klør der var for enden af hendes fingre gned mod metallet og skabte en skrabende lyd der mindede om den der kom fra en tavle når man rev neglene ned af den.

Karaktar sorte øjne, stirede tomt imod Sonja, imens hun fik billederne til at forsvinde, uden at tage sig af dem, velvidene, de intet kunne gøre. Karaktar nikkede langsomt da hun talte omkring hendes evne. Han fnøs dog lavt, og rystede på hovedet, til hvad hun sagde til sidst.
"Udseende, på hiver sig ikke min interesse.. Og at de er blindet, ser ikke ud til at hindre dem. Men den måde de hentyder at jeg er.. 'Tiltrukket'.. På.. Er bestemt ikke hvad jeg mente.." Sagde han roligt, og rystede en enkelt gang mere på hovedet. Hans øjne blev igen knebet en anelse sammen, da hun trådte nærmere. Det så bestemt ikke ud til at hue ham, men han protesterede ikke, og forblev blot stående.
Da hun var blevet præsenteret, bukkede Karaktar endnu engang, dog stadigt kun halvt. Specielt da han begyndte at mærke hendes tilstedeværelse i hans hoved. Han forblev halvt bukket foran hende, imens hans sorte øjne, langsomt gled op imod Sonja. Han lukkede langsomt øjnene, og tillod hende at komme ind. Med det samme ville hun høre hjerteskærende skrig, lugte duften af blod se flammer fortære. Selvom han havde tilladet hende at komme ind, kæmpede han for, kun at lade hendes se, hvad han ville. Langsomt kom et billede frem af Karaktar. Hans tøj var ligeså det samme, og hans tomme øjne stirede imod Sonja, med alt deres blanke, tomme mørke. Han stod og trak vejret hæktisk, med sine arme ned langs hver side, og sine spinder anspændt, som en ravns klør ved angreb. hans overkrop var indsmurt i blod, og ligeså var hans ansigt. Billedet glippede væk, og i stedet så hun kort en gravid kvinde, der skreg for sit liv, inden lyden af klør imod kød, slog billedet væk, inden billedet af Karaktar vendte tilbage. Og nu fortog billedet noget, og hoppede imod Sonja, med et voldsomt hvæs, og rev ud imod hende, og en kraftig blokade, blev så straks slået op imellem dem, så hun hurtigt blev smidt ud af hans tanker igen. Disse tanker ville hun kunne se, som var hun med syn igen, da det blot var tanker, overført til hendes. Da hun var blevet lukket ude, gled Karaktars øjne langsomt op imod hende igen. Hans blokade havde fejlet, og hun havde set noget, han bestemt ikke ønskede. Noget der bragte minder frem, for ham selv, osm han bestemt ikke ville huske. Og hans tomme facade, var blevet erstattet med en lettere vred, og irriteret grimasse.
"Jeg valgt, at bekæmpe mine egne instinkter.. Og ikke bryde ind i dit hoved.. Selv med deres rank, burde denne evne ikke bruges uden omtanke.. Det.. Var ikke meningen, du skulle se det.. Var ikke information til dig.. Men er heller ikke noget jeg kan tage tilbage.." Hans stemme var blevet en anelse mere brummende, og ikke længere så fin, og imødekommende. Hans overlæbe hoppede en anelse, inden han fortsatte.
"Var det det.. Du ville se? At jeg var et monster.. Endnu være end det de ser som afskum? Var det det værd, at finde ud af, på denne måde?" Afsluttede han, inden han lod sine øre synke en smule, og hans høresans sank kraftigt i fokus, så han knapt nok kunne høre den kradsende lyd, fra Sonjas metal, og klo.

Sonja blev overrasket da han lod hende komme ind i han sind, det var slet ikke meningen at hun ville begynde at snage mere da hun selv frygtede for sin egen mentale beskyttelse, men hun kunne ikke lade være da hun fik chancen og trådte ind i hans tanker, det var til at starte med mørkt, men langsomt begyndte billeder at vise sig for hende, hun havde svært ved at fokusere på dem som om de havde en naturlig modvilje mod at blive set af andre end denne Karaktar. Sonja holdt en hånd ud mod Karaktar for at have et bestemt punkt at kunne fokusere energier på og koncentrere sig mere om det der foregik inde i ham, hun så ham indsmurt i blod og kunne ikke hold et lille gisp tilbage, der var forfærdelige minder i denne person, han havde oplevet ting som intet væsen burde se eller føle. Sonjas nysgerrighed drev af med hende og hun standsede ikke med sin lille udforskning af hans minder og drømme, men billedet af den gravide kvinde der skreg og lyden af kød der blev revet væk fra knogler, Sonja skreg og kom ud af hans tanker men hun gik et par skridt tilbage, der var meget mere end hun kunne fornemme over denne person, karaktar var ikke den ordinære psykier men en meget stærk en af slagsen der åbenbart kunne styre hans tanker forholdsvis godt, han havde ladet hende komme ind for hun var ikke længere i tvivl om hvem af de to der var stærkest hvad hjernen angik, hun fik kun fat i det han sagde med et halvt øre, men det lød næsten som om han var blevet fornærmet, "Du skal ikke snakke til mig på den måde, det var dig selv der lukkede mig ind, jeg prøvede bare at finde ud af hvem du var", hun prikkede med en finder på silkebåndet der var omkring hendes øjne, "Jeg har nemlig lidt svært ved at regne ud hvordan du ser ud skal du se", hun lød med vilje en smule spydig, det var ikke nok til at man kunne blive sur over det, men det var bestemt heller ikke en sætning fyldt med kærlighed. Hun kunne ikke lade være med at føle hun havde overtrådt hans grænser, men hun var ikke sikker på om det egentligt var noget skidt for hende at hun havde set det hun havde, men under alle omstændigheder havde hun gjort en ting der ifølge hendes races gamle skikke ikke var helt overens med det hun var blevet lært ~En med evnen til at se andre sind forbryder sig mod andre hvis de trænger ind uden lov~, denne læresætning var blevet banket ind i hendes hoved så mange gange at hun var overrasket over hvor let hun havde glemt den, "Jeg undskylder min opførsel, det var ikke korrekt af mig at trænge ind i dit sind", hun bukkede lidt med hoved i en halvkvalt undskyldning.

Karaktar måtte igen bekæmpe sine tanker.. Sine minder. Alt vællede tilbage over ham, som en lavine over en by i bjærgende. Krakelerede de mange lag der ellers var blevet lavet, og blev lavet hver gang han huskede sine minder, og lod dem gøre effekt på hans sanser, følelser og tanker. Det brød han sig bestemt ikke om, og han blev nød til at fokusere på dette. Karaktars sind var ganske skrøbeligt, på trods af dets stærke evner. Han måtte konstant torturers, med minder han ikke ville huske, men lod dem aldrig tage effekt på ham. Lod dem aldrig bestemme hans handlinger. Han var ikke længere den, han havde været..
Karaktars overlæbe hoppede en smule af hendes spydighed, men det stoppede hurtigt da han, til dels, styrede sig, og ellers måtte give hende ret. han havde kun tilladt det, fordi han ikke havde regnet med at fejle. Hans krop var blevet en anelse anspændt, som reaktion på hans korte vrede, men han slappede nu langsomt af i kroppen igen, og lod sin normale rolighed, falde over sig. Han rystede kort sine arme, dog næsten uden det kunne ses, eller høres. Det tomme sorte blik, slappede lige så af, og blev følelsesløst, endnu engang. Han nikkede så en enkelt gange, og lod sig bukke, blot en anelse. han vidste godt hans gestus ikke ses, men var af vane.
"De skal ikke undskylde, M'lady.. De havde ret.. Jeg tillod det.. Men en anden gang, behøves de blot at spørge, hvis der er noget de ønsker at vide.. Nettop også af denne grund, forblev jeg ude af dit.. Fordi jeg ikke vil påtvinge mig, til dine og forblev ude af dit sind.. Ville ikke påtvinge mig, din viden.. Velvidene allerede, at de har set mere end de fleste.." Sagde han roligt, og lod sine øjne falde imod hende igen. Alt imens han havde snakket, var hans sind faldet til ro igen, og hans minder i skak. De var der altid. Skrigende. Råbende.. Hvæsen. Men han havde lært at dulme det, og se forbi. Ikke lade sin fortid præge ham. Alle racer var lige. Alle havde de set tab. Han ville ikke lade sinde minder og erindringer, dømme den enkelte person. handlinger, var det der betød noget. Ikke oprindelse. Alle racer, havde sorte sider..
"Også den samme grund jeg 'lurede'. Det der tiltrak mig, var dit sind.. Men kan ikke se, hvad de mangler, der ikke kan rådes bod på.. Selv dit syn. Du klare dig fint uden. Sanser kan erstattes.. Men hvis det virkeligt skal siges, gør dit mangel, ikke på deres skønhed.. M'lady.." Hans rolige stemme, mindede bestemt ikke om en af hans race, og specielt ikke af hans klan. Den var fin, og mindede mest af alt, om en diplomats. Dog uden de falske undertoner, der lagde op til forræderi..

Sonja stod der og hørte på ham og fik det dårligere og dårligere med at have trængt ind i hans tanker, hun kunne som han sagde ikke rigtigt være bekendt at gøre det når han selv ikke havde gjort det vel vidende han var stærkere end hende på det plan, men langsomt gled Sonjas tanker væk fra dette sted og tidspunkt og tilbage i hendes egne minder som hun for gudernes skyld ikke ville have han skulle se, men formentlig ikke kunne gøre noget ved hvis det var det han ville. Den samme hjælpeløse følelse som for længe siden skyllede ind over hende da hun tænkte på alt det der var sket for efterhånden så længe siden, hun kunne svagt huske hvordan der havde været at have et syn der virkede og hvor mange træer hun havde været med til at plante over hendes venner og families gravsteder til der til sidst ikke havde været flere at begrave andre end hendes forældre og en 5-6 andre der alle var meget ældre end hende. For at sørge for der stadig ville være nogen til at kalde sig føniks havde hendes forældre forenet demselv med vindens ånder og ofret demselv mod at hun fik et unaturligt langt liv. Sonja huskede hvordan hun havde kradset sig selv blind i vred afmagt da hun fandt ud af hvad hendes forældre havde gjort, de eneste der trøstede hende var ånderne der skænkede hende specielle krafter der ville gøre hendes liv lettere mod at hun nedfældede så meget hun kunne om sin race, få år efter havde hun selv begravet den sidste af de ældste vel vidende hun var den sidste og der ikke var andre hun kunne læne sig opad end hendeselv og ånderne. Sonja kom tilbage til nuet efter kun af have stået og tænkt i et par sekunder, men alligevel pressede der sig nu tåre på i hendes ødelagt øjne, hun kæmpede indædt for at holde dem væk og lykkedes til sidst og hun kunne igen snakke omend med en let grødet stemme, "Du har ret, det var ikke en fair ting af mig at træde ind i dit sind og selv på trods af at de ikke ønsker det Mr. Karaktar undskylder jeg alligevel", hun bukkede let for ham inden hun smilede listigt til ham og prikkede til sit øjenbind, "Jeg har ikke set særlig meget i lan tid, men jeg har hørt en masse og lært en masse samt skrevet en stor del af det ned". Sonja var dybt betaget af den energi han udsendte, hun havde meget svært ved at læse den og det virkede som om den ikke helt var til steder på trods af at han kunne snakke til hende som et hver andet levende væsen, det var kun døde ting der udsendte så lave mængder energi, men han var levende. Sonjas tanker blev forstyrret igen, havde han lige kaldt hende en skønhed? Hun blussede i kinderne, men fastholdt et ellers stenhårdt ansigt, "Hvad er det du ønsker af mig siden du snakker sådan og smigre mig så meget... for jeg tror desværre ikke jeg har meget du ville sætte pris på", hun følte hun havde luret ham, men det kunne selvfølgelig være forkert, måske var der ingen bagtanker at komme efter, men der havde været nogen få mænd i hendes liv som alle af den ene eller anden grund havde snakket til hende på den måde for at opnå det ene eller det andet.

Karaktar så en smule undersøgende på hende, da han kunne se, at hun faldt i dybe tanker. Det var også tydeligt, på hvad han kunne føle af hendes tanker. Noget vemodigt. Bestemt. hendes ansigtsudtryk, blandet med hastigheden af hendes blod. Og så de vibrationer hendes tanker gav. Han forsøgte ikke at læse dem, men det var umuligt, at opfatte få ting, når han blot stod stille, uden nogen andre tankespind. han fik ikke fat i billeder, da han nettop ikke ville have dette, men han opfangede humør. Og dette bestemt ikke positivt.
Da hun kom tilbage, lagde han sit hoved en anelse på skrå, med et undersøgende blik. Det var nu igen tydeligt, at hendes humør var dulmet en anelse, specielt med den stemme hun slog på. hans læber måtte curve et diskret smil, i ganske få sekunder, inden blikket tog det samme tomme blik. han lod sine læber dele for at tale.
"De er undskyldt.. Beklager hvis jeg har mindet dem om noget, de ikke vill huske.." Han fnøs venligt en enkelt gang, som reaktion, og let grin af hendes kommentar omkring hendes blinde.
"Vi, af alle væsner.. Ved man ikke altid behøver at have øjne, for at kunne se.." Sagde han med den rolige stemme, og et smile curvede sig igen. Et kort ryst på hovedet fik dulmet hans smil, da hun fortsatte, og han lyttede ivrigt, som om han allerede følte, at han blev belært. han klukkede stille, og rattede sit hoved op igen, imens han begyndte at tale.
"Det var ikke min mening, at gøre dem ubehageligt tilpas. Mine ord, var blodt en herres desperate forsøg, på at undskylde hans luren, og en fremkaldelse af sandhed.. Og jo.. Jeg er ganske sikker på, at du har meget jeg vil sætte pris på.. Der inde, i dit hoved.. For mig, er deres skønhed, ikke deres største trumf.. De har både set og hørt meget.. Deres alder, er langt over, den simple animagus.. Og dit blod, er også anderledes.. Der er noget, helt specielt, og unikt ved dig. Noget jeg ikke har set, i mange, mange år.." Det var et skud ud i tågen. Nu havde han gået og gættet på det så længe, så nu kunne han lige så godt, gå ud fra, at hun var dette. Ganske få kendetegnesler, mindede ham om dette.. Dog var der den exceptionelle alder. Den var bestemt ikke normal, af sådan en race. Så mange spørgsmål.. Så megen interesse. Iblandt alt dette, havde tanken, om at skulle spørge, omkring minerne, om hans klan kunne flygte dertil, skulle dette være nødvendigt. Nej nu var hun midtpunktet, og langt mere interessant. Alt blev lagt bag ved, og erstattet med lysten, efter viden. Viden, som Sonja sikkert ville kunne give? Han ville ikke have noget bestemt, men al form for viden interesserede ham. Og hvis hun var, hvad han troede.. Var der endnu mere, han gerne ville vide..

So ja kunne ikke lade være med at le højt og inderligt af ham, han var en rigtig morsom herre, det kunne der ikke være tvivl om, og jo mere han snakkede til hende jo mere kunne hun lide ham som person, hun havde efterhånden glemt alt om hans luren og det onde hun havde set i hans tanker, men var betaget af det nydelige sprog og den dejlige måde han kunne finde ud af at opføre sig på siden det var utrolig få andre der kunne finde ud af at behandle hende med den rigtige mængde respekt. Hendes læber dansede rundt i et charmerende smil inden hun holdt en hånd ude mod Karaktar, "Måske de min Herre karaktar kunne tænke dem at følge mig et stykke, jeg må sige du er en meget behagelig mand trods dit lurerig", mens hun ventede på om han ville tage imod hendes lille gestus fortsatte hun med at snakke, "Du siger mange kloge ting og derfor kan du ikke være noget menneske. Sandheder syntes at være det eneste der springer fra deres mund, mit handicap gør blot at jeg kan se andet som andre nægter eller bliver forvirrede af, der er så meget mere end det som øjne snyder en til at tro på... for eksempel er der ånder overalt omkring os som efterhånden ikke har noget imod dig mere efter du har været så venlig mod mig". Denne Karaktars venlighed ville ikke blive glemt, han skulle bestemt belønnes for hans charme og den måde han turde tale til hende selvom dem der kendte hende vidste hun kunne være et alt andet end godt bekendtskab, hun kørte tungen over sine læber mens hun stadig tænkte sig en smule om, "Må jeg spørge dig om noget hvis jeg først giver dig et svar?", hun lod ham ikke få chancen for at svare inden hun selv gav ham et svar, "Jeg er den sidste at min slags, jeg er en føniks med title af beskytter, men mit spørgsmål er, hvad er du? for jeg kan ikke selv gætte det, du skjuler dine energier for godt, eller du udstråler ikke nok". Sonja holdt stadig hånden frem mod ham i fast forventnig om at han ville tage fat i den og begynde at gå med hende mod et endnu ikke fastlagt mål, det ville hun finde ud af på hvordan han opførte sig.

//undskyld ikke mega meget krea :S //

Karaktar smilede med på hendes later, men lo dog ikke selv. Kun et kort, dog venligt fnys kom fra ham, der mindede om en later. Da hun holdt en hånd ud, betragtede han den kort, inden hans øjne faldt op på Sonja igen, nu med et undrende blik. Han formede et diskret smil på læberne af hendes ord, og holdt en hånd op. Da den var nær hendes hånd, stoppede han kort sig selv, inden han så formede en bue med sin arm, som en gestus fra gamle dage, i håbet om at hun ville tage den, frem for at hun skulle mærke hans kolde hænder.. Han havde intet imod sin egen race, men ville ikke tilføje ubehag. Og så fandt han det langt mere formelt, og ordentlig etikette, end at tage imod en 'adelligs' hånd. Ved siden af hende, var han jo trods alt, ikke meget mere end en butler.
Hvis hun tog imod hans arm, som han naturligvis lod hende vide han tilbød, ved at lade sit håndled stryge imod hendes hånd. Og som hun ledte vej, fulgte han med, med interesserede øjne, rettet imod hende. Han kiggede ikke frem fog sig, men lod blindt hende lede.
Ved nævnelse af ånderne, lod han kort sine glide en smule rundt. Han selv et væsen af mørket, og som allerede havde været igennem sin død, kendte udmærket godt til vardens overnaturlige, og at alting ikke var hvad man så det til at være. Og at der var ånder i denne skov, var ham ikke en overraskelse. I så ældgammel en skov, kunne det næsten ikke være anderledes.
Han kneb kort sine øjne en anelse sammen, inden han drejede sit blik imod hende, med et rejst øjenbryn, af hendes forslag. Han fnøs venligt med et smil, og nikkede et par gange, imens han svarede.
"Naturligvis, m'lady. De behøves ikke betale dig vej til mine svar.." Sagde han, med et lavt kluk, inden han lyttede til hendes svar, og hendes spørgsmål.
Karaktars øjne gled et kort øjeblik op, og blev åbnet en del mere vidt, da hendes svar, havde været hvad han gættede på, langt tidligere. Det kreatur, hans kone så evigt havde ledt efter, og altid gerne have ville mødt, men som hun aldrig nåede. En Føniks. Fantastisk. Han havde aldrig regnet med, selv at møde en, da en så dediceret som hans kone, aldrig nåede det.. Han tillod et lavt suk, og sank sit hoved en anelse, med et småligt smil, og et kort ryst på hovedet. Den sidste af hendes art? Var det så den sidste Føniks, elelr blot den sidste Animagus, der kunne blive det.. Nej.. Det spørgsmål til en senere tid.
Han drejede sit ene øre en anelse, og slog sig selv fri fra hans minder, om sin kone, og drejede øjnene imod Sonja igen.
"Jeg er en Vampyr, af Nosferatu klanen.. Jeg ved ikke om de har hørt om min klan, men håber ikke dens fortid, vil sætte blæk pletter, på dit billede af mig.. Andet end mit, allerede, plettede udseende." Sagde han roligt, og kiggede frem for sig igen, og væk fra Sonja.

Med et smil greb hun fat i hans arm og førte dem stille og roligt afsted gennem skoven, hendes bare tæer mod jorden hjalp hende til at finde vej da hun kendte alle de forskellige underlag som var det bare en ekstra udvikling til hendes hule, fuglene begyndte så småt at synge da flere af dem havde mødt hende gennem generationer og havde lært at hun ikke ville gøre noget ondt mod nogen dyr. En bjørn luntede langsomt forbi dem og kom med et lille fnys i en form for hilsen til Sonja og en advarsel til karaktar om at Sonja var en person der var vellidt af både skovens ånder og dyr. Med ansigtet rettet frem lyttede hun til ham og et endnu større smil tegnede sig på hendes læber mens hun standsede og drejede hoved mod Karaktar, "En Nosferatu... Jamen en glædelig overraskelse", hun tog fat i hans arm igen og fortsatte i sammen fart som før, "Jeg har altid haft en stor fascination af vampyr racen og specielt Nosferatu... men du virker ikke som det farlige rovdyr der ikke lever på andet end instinkter som det står i mine bøger, men nu kan jeg heller ikke se dig... du er en højest interessant person Mr Karaktar, du må endelig fortælle mig om hvordan i klare jer i en verden der ikke ligefrem har det godt med racer der træder udenfor normale kriterier, jeg har selv haft... oplevelser der ikke ligefrem har styrket min tiltro til at mennesker bør have nogen form for magt", hun stoppede med at snakke som de rundede et krat og kom ind i en lille lysning. Sonja havde en del mere spørgsmål og siden han virkede til at have forstået hvilken vigtigt person hun ifølge hende selv var, men realiteten var jo som hun nok havde antydet var at hun var regent over et kongerige der kun bestod af hende og de tusindevis af bøger som lå spredt ud over det hele, hun satte sig ned i græsset og tilbød Karaktar at følge trop, "Må jeg spørge dig hvem din høvding eller leder er, hvis han er som dig ville han da være et godt bekendskab, for jeg har haft en del problemer på det sidste med at mennesker er blevet mere og mere modige og jeg sætter ikke pris på denslags rakker-pak", hun drejede hoved så det så ud som om hun så på ham, "Må jeg spørge dig hvad du lavede ved minerne? Der er intet af værdig og den er inficeret af dæmoner og onde ånder, jeg håber for dig og dine artsfællers skyld ikke i er flyttet ind der, for så for i meget snart problemer med førnævnte skadedyr", hun smilede og klappede på jorden ved sin side, "Men jeg keder dem med mine konstante spørgsmål, ønsker de at spørge mig om noget, jeg kan nærmest fornemme det".

Karaktar smilede halvt af hendes accept til hans gestus, og fulgte hende høfligt, imens de sorte øjne, lagde sig ned over hendes ansigt. Kun kort reagerede han på dyrene omkring ham, der alle så ud til at nyde Sonja's tilstedeværelse. Han havde aldrig haft noget imod dyr, men havde heller aldrig interesseret ham. Han havde været i en form af stort set et hvert dyr efterhånden. Der var ikke rigtigt noget interessant ved dem længere, så de blev mere eller mindre blot ignoreret. Aldrig ville han skade et dyr, med mindre dette var i selvforsvar, med heller ville han opsøge disse.
Hans blik faldt tilbage på Sonja, da hun snakkede, og gentog hans ord. Han så en smule spørgende ud over hendes reaktion, men smilede så i stedet halvt. Han lyttede til hende, med stor facination og interesse. Som var et hvert ord fra hendes læber, en velsignelse for hans øre. En velsignelse, han nu modtog, i hans kones sted. Men selv om minderne om den tid, for længe siden, lå og trykkede, mistede han ikke interessen for Sonja, og lyttede fortsat perfekt efter. Som om dette, et sted, hjalp ham med at glemme.
Han klukkede en enkelt gang omkring hendes børes billede af hans klan, og rystede langsomt på hovedet, imens han lyttede videre. Han fortsatte med at smile, og kiggede op på hende, og talte, med et tonefald, der hintede imod hans smillen.
"Menneskende frygter os, mere end de finder os hæslige. De genere ikke os, da de ved det er bedst for dem selv. Og selv de 'Vampyr jægere', som de så paranoidt har kaldt dem selv, som vi har mødte, har aldrig fået hvad de regnede med.. Vi er ikke enspændere, som mange tror.. Og hvis ikke jeg tager meget fejl, er de fleste bøger du må have læst om os, skrevet af vampyrer fra, enten Toreador eller Tremere klanen.. Da de nettop ser os som dette.. Det er sandt, vores tørst er støre, og vores link med den indre Daemon, er langt stærkere end de fleste.. Men vi er ikke mere rovdyr, end dem selv.." Hans lange svar, flød fra hans læber, med den rolige og varme stemme. En stemme med følelse i, hvad der var langt mere, end hvad han bød de fleste, uden for familien.
Da de begik lysningen, kiggede han kort imod himlen, der stadigt lod den milde støv regn falde over dem, hvilken langsomt sank i styrke, og stille stoppede det, og der blev fuldstændigt stille. Hans sorte øjne faldt så over Sonja igen, og han fulgte hende med øjnene, da hun satte sig. Normalt satte karaktar sig ikke ned, men stod det meste af tiden. Nok mest fordi, det føltest forkert at side, da det svækkede sanserne en anelse. Men langsomt gik han på hug, for så at sætte sig på jorden, ved Sonjas side, inden de sorte øjne faldt over hende igen.
En lav klukken kom fra Karaktar, og han måtte ryste en smule på hovedet, ved hendes spørgsmål indtil deres 'høvding'. Dog var hans klukken venlig, og langt fra hånlig.
"Vi har ikke haft høvdinge, siden Lord Shaka's tid.. Og på nuværende tidspunkt, er vi ikke meget af en klan.. Efter en masacre, udført af de loyale Fuldblods vampyre i Rusland, blev største delen af vores klan udrydet. På nuværende tidspunkt, er vi kun min herre, Vladimir, hans familie, og jeg selv.. Men Vladimir er leder over os.. Og han er langt fra som jeg.. Jeg tror bestemt ikke, han er en karakter de skulle ønske at møde, min kære Lady Villette.." Sagde han med en rolig stemme, og klukkede lavt igen, imens han rankede sin ryg, og kiggede frem for sig.
Hans sukkede lavt ved nævnelse af minerne, og sank sit hoved en anelse. Han havde haft den fornemmelse, da han var der inde. Endnu et nej.. Han drejede dog blikket tilbage på Sonja, ved hendes sidste ord, og smilede venligt, imens han lagde sin ene hånd under den ene af Sonjas', og den ande oven på.
"Deres ord ville aldrig kede mig, Lady Villette.. Og ja, jeg har manget et spørgsmål.. Men hverken de, eller jeg, har travlt. Sådan som jeg ser det.." Sagde han roligt. Hans hænder var kolde, menlangt fra 'slimede' hvilket kunne forvendtes af hans klan. Hvilket Vladimirs sikkert også ville være. Men ikke Karaktars.

Så sød, så venlig og så veltalende at hun blev helt varm indeni, Mr Karaktar var virkelig en person hun brød sig om, han havde en personlighed og en venlighed som de færrest og for folk der kunne se ville han formentlig være forfærdeligt skræmte når de så ham, men denslags trivielle ting kunne være ligemeget for Sonja, hun havde virkelig åbnet op for Nosferatu'en som virkelig indgød til andet end at snakke om vejret. Hun rankede ryggen en smule og blev ved med at smile til ham, "Menneskene er som børn, de er vildledt af ledere som ikke er meget bedere, de er i konstant søgen efter det perfekte og prøver at udslette alt det de ikke finder perfekt, jeg ved godt at det er barskt af mig at slå dem alle over en kam, men jeg har aldrig oplevet andet end mennesket dårlige side så jeg er begyndt at tvivle på om de har en god en efterhånden", selvom beskeden var mørk og dyster blev den fremført i et toneleje der fik det hele til at lyde meget pænere end det var og selvom hendes ord var pakket ind ville Karaktar uden tvivl forstå den dybere mening i det hun sagde, nemlig at hun ikke stolede på mennesket da det aldrig havde givet hende grund til at stole på det. Hans kolde hånd på hendes føltes dejligt og hun kom ikke engang med et lille spjæt som man ellers havde kunne forvente når en blind blev rørt, hun kunne ikke dy sig og kærtegnede med sin frie hånd ovenpå hans, *Styr dig kvinde... Det er 500 år siden du har fået noget og du virker desparat. Det klæder dig ikke og du burde forstå at han nok ikke har interesse eller lyst til andet end at snakke*, hun havde en indre disktution som ikke viste sig på hendes ansigt, men hun glemte at skærme sine tanker så de på grund af hans høje mentale styrke formentlig ville kunne høre det selv når han passivt stod til. Sonja blev ved med at kærtegne hans hånd mens hun snakkede videre og prøvede at virke som om hun ikke havde tænkt det hun havde tænkt, "Jeg længes efter en tid hvor vi var mange nok til at vi... eller jeg selv havde problemer med vampyrene, det var formentlig også en medhjælper til at vi stort set er forsvundet, det er ikke ment som om jeg savner ballade, men bare det at have nogen andre at læne sig op ad, hvad kan du fortælle mig om din herre? er han en mand af ære som dem eller er i meget forskellige? For jeg ville ikke have noget imod at indgå et forbund hvor jeg gav jer lov til at leve her i skoven eller den lavere del af bjerget mod at i holder uventede gæster væk og at i fra tid til anden gad at snakke med en gammle dame der er skænket evig ungdom", hendes smil blev en smule større og hun slikkede en hjørnetand der lignede meget en vampyrs, dog var den kortere og kunne ikke trækkes frem og tilbage, den var en medfødt ting når man var Animagi. Sonja opdagede at det igen var hende der sad dog snakkede og snakkede og begyndte at grine, "Så nu befaler jeg dig at sige eller spørge om noget inden jeg keder dem ihjel ved at være en stereotyp kvinde der ævler løs", hun lænede sig hen over hans skulder og lagde kort hoved på den for at vise hun godt kunne holde mund i korte øjeblikke af gangen

Karaktars sorte øjne, gled langsomt ned på hånden, der kærtegnede hans egen, og et øjenbryn, blev halvt rejst, med et tænkende blik. Han kiggede så op på Sonja, som så begyndte at snakke igen, og han smilede så halvt, og kiggede frem for sig igen, og lod blidt tommeltoten, af den hånd der var oven på hendes, stryge imod hendes håndled.
Karaktar lyttede til, med en interessant mine, og nikkede langsomt til det hun sagde, og kurvede til et smil, imens han kort holdt inde, med kærtegnelsen, af hendes hånd.
"De har ret, menneskeheden, ville ønske at den kunne være de eneste.. Men overtagelsen af Di Morgas trone, har bevist dem modsat.. Deres indbyggertal er halveret, og de er ikke længere velset i dette land.. Og de har heller ikke, hvad der skal til, for at stå imod, noget som helst.. De, som et segl, kan intet andet gøre, end lade vinden lede dem, eller blot rive i dem, til de bliver lasede, og til sidst, må briste.." Han rystede så kort på hovedet, og kiggede tilbage på Sonja, med et undersøgende blik, da hun så ud til, at begynde at tænke. han holdt sig dog langt ude af hendes hoved, og styrede hans nysgerrighed.
Da hun så begyndte at tale om vampyrende, og hvordan hun savnede de andre, måtte han kort trække en trist mine. Han vidste, kun næsten hvordan det var.. De havde kun været tre tilbage, der måtte kæmpe for at overleve, imens de blot kunne vente på, at Vladimir skulle komme tilbage. Gemme sig, dybt i grotter og huler, eller hvad de ellers kunne finde.. Men hun havde ingen chance, for at undgå ensomhed. Og han tog sig selv, i kort at have ondt af hende. Men han ønskede ikke at skælle tåre for hendes fortid, men meget hellere, at ændre hendes fremtid. Give hende et kendskab, for at dræbe ensomhed. Frem for at græde saltede tåre, for hendes fortid. Det hjalp ingen.
Han fnøs venligt en enkelt gang, fra hans næse, da hun igen nævnede Vladimir, og han kiggede frem for sig, da han lagde mærke til, at han havde stiret tomt på Sonja indtil da.
"Vladimir.. Er en Gladiator.. Hans ære, trække sig ikke ud over kampen.. Og oftest, gør hans tanker heller ikke.. Han er farlig, for alle andre end hans familie, og dem der er ham overlegen. Han ser ikke længere, end hans klør kan række.. Dog lytter han stadigt til mine råd. Han er ikke dum. Og ville aldrig skaffe sin familie i fare.. Det er hvad han lever for.. De agenter jeg har, der arbejde for os om dagen, har en meget vigtig regel. Ikke at måtte bringe vores familie i fare.. Det har han sat stort udråbstegn ved.. Det vil han ikke tolerere.." Afsluttede han, og nikkede langsomt, med sit blik rækket imod jorden nu. Han så op til Vladimir, men ned på hans blodtørstige side. Den var vild, og blind. Præcis som Shaka. Og det fik ham til sidst låst inde, for at tørste. hver eneste dag. I en evig pinsel.
Karaktars lettere nedtrykte stiren imod jorden, blev brudt, da han mærkede hendes hoved imod hans skulder, og det blev hurtigt trukket imod Sonja. Første så han, igen en anelse spørgende ud, men bredte så et småligt smil, og begyndte at stryge sin finger over hendes håndled igen, imens han stille klukkede.
"Endnu engang, keder de mig ikke, Lady Villette.. Men spørgsmål, har jeg massere af.. De må have levet meget længe, i denne skov? Og de nævnte problemer med min race? Har de taget del i, at nedbringe din ædle race?" Spurgte han, med en rolig stemme, imens hans blik faldt ned på Sonja igen, og han gav hendes hånd et blidt klem, imens hans finger fortsat strøg over hendes hånd.

Hun lyttede bare til ham uden at lave den mindste lyd, hun kunne knapt koncentrere sig om det han sagde mens hans fingre gled gennem hendes hår, hun havde sådan savnet dether, bare at sidde og snakke (Og så med en der kunne svare i andet end gåder eller sørgmodig klagen som ånderne), hun lå der bare med hoved på hans skulder og elskede nærværdet fra en anden, men følte efterhånende hun var nød til at sige et eller andet for at det ikke skulle virke som om hun var faldet i søvn eller kede sig, "Din herre Vladimir lyder ikke som en behagelig type når du beskriver ham, han minder om det jeg har læst i mine bøger... du må endelig ikke tage det personligt, men han lyder som den perfekte beskrivelse af hvordan min race beskriver Nosferatu, onde væsner uden en sjæl der hungre efter mere end de nogensinde ville kunne fortære", hun tav og drejede hoved en smule så det hvide øjenbinde var rettet mod hans øjne.
Sonja slikkede kort hendes læber og kunne ikke lade være med at have hendes blinde blik rettet mod hans, der var så meget mere i en Nosferatu end hun havde troet og havde hun mødt denne Vladimir til at starte med ville hun sikkert ikke være i live eller være nær døden i en eller anden grøft. Sonja kunne ikke andet end at være glad for at have mødt Karaktar, han var havde uden tvivl de bedste talegaver hun nogensinde havde hørt og trods han nok ikke ligefrem lignede et elskeligt væsen virkede det som om han havde en meget blød side og desuden havde han hverken frygtet eller angrebet hende. Sonja kunne mærke hans tommelfinger stryge hen over hendes hånd og satte en masse ting igang i hende, de fleste af dem noget hun ikke turde tænke, men gjorde alligevel, i et desparat forsøg på at holde disse tanker væk lidt endnu begyndte hun igen at snakke mens hun virkede en smule febrilsk, "Skoven er ikke mit hjem, den er bare en del af mit rige, jeg bor oppe i bjergene, men jeg kommer herned engang imellem for at pleje mit forhold til skovånderne, de bliver så glade når de har nogen at være i selskab med og desuden kender jeg de fleste af dyrene i skoven", hun smilede mens hun rødmede mere og mere, hun vidste ikke at det var noget andre kunne se så hun tog det ikke så tungt som andre formentlig ville have gjort, "Min race hjalp de første Nosferatu der kom til Di Morga, de var flygtning fra selvsamme udryddelse de snakkede om før, vi gemte dem i vore huler og lod dem kun komme ud om natten for at finde føde mod at de var tilbage inden solopgang, det var en god aftale da Nosferatu hjalp os med at holde fjender væk, men få af dem blev trætte og ønskede brændende at slå os ihjel og hjalp derfor vore fjender da vi blev forrådt", hun stoppede den triste fortælling fordi hun ikke ønskede at snakke om død og ødelæggelse, i hendes baghoved lå der tanker der bestemt ikke var dem man kunne forvente af en kvinde som hende, men trods hun virkede som en adelig var det e titel hun havde givet sig selv, det eneste hun ejede var enorme mængder af bøger og alt det støv der var i verden. Sonja blev helt stille og trak bare vejret langsom mens hun slikkede sig hen over de lidt lange hjørnetænder, hun førte sit ansigt op mod hans hals, men stoppede kort inden hendes læber ramte den, hun virkede desparat og det klædte ingen, hun trak sig hurtigt tilbage og tog sine hænder til sig så de lå i hendes skød, hun havde lige pinliggjort sig på det groveste foran Karaktar.

Kraktar fnøs venligt af hendes race's beskrivelse af dem. Han måtte ryste kort på hovedet, og kiggede imod himlen, imens han, i stedet for fnøs, stille sukkede.
"Du har desværde ret.. Vores race.. Blev hvad Shaka ønskede.. De monster, han selv var og ønskede det.. Det han anså helle racen for.. Vladimir er som en kopi, af den gamle herre.. Der til sidst, vil rive os ud i forderv og opsplitte.. Hvilket.. Vi i det lange løb.. Også burde.." Sagde han stille, og lod sit blik falde tilbage imod Sonja, med det svage smil, erstattet med en mere dyster tone.
"En gang om måneden.. Er jeg, præcis som Vladimir.. Et monster.. Der ikke blot drikker sit offers blod.. Men tager det's kød, ligeså.. Det er nødvendigt.. Og jeg kan ikke holde det tilbage, mere end en måned.. Så skal det ud.. Den indre Daemon.. Er magtesløs, overfor den.. Den kan ikke ignoreres.. Vladimir, er bare ikke så phsysisk stærk, som jeg.. Han er et dyr.. Et bæst.. Men stadigt et, der fortjener sin respekt.." Sagde han stille, og lod blikket falde tibage på Sonja.
Han nikkede langsomt til hendes fortælling og rejste et øjnbryn en anelse, af den varme, der blev spredt i hendes kinder, da de langsomt rødmede. Han begyndte så kort at se en anelse forvirret ud, og lagde først da, mærke til hendes lettere febrilske tale.
Men så snart hun nævnte Nosferatuer i Di morga, så han straks en smule mere interresseret ud igen, og kneb sine øjne en anelse sammen. Der havde været Nosferatuer i Di Morga før? Var det, hvad han havde lugtet? Det måtte undersøges, så snart det var muligt. Lige med det samme, der var ingen grund til at vente.
Karaktar skulle til at give et ryk i sig, for at rejse sig, men da lagde han mærke, til hendes nærvær ved hans hals, og han rejste straks et undrende øjnbryn, og kiggede ned på Sonja, med et spørgende blik, da hun pludslig trak sig og sine hænder tilbage. Han kneb sine øjne en smule sammen, men langsomt, begyndte han at sætte sig normalt, og strække sin ryg igen.
Selvom lysten til at undersøge dette med Nosferatuerne, brændte som et stik flamme i Karaktar's sind, ville det heller ikke tillade ham, at forlade Sonja. Karaktars mørke blik, fortsat rakte imod Sonja, imens han forsøgte at forstå, de lysserøde kinder, det lettere nervøse blik, og hendes pludslige reaktion, efter hendes tætte nærvær. Var det frygt? Frygtede hun ham pludslig, blot fordi hun kom i tanke om Nosferatuernes fortid? nej, det kunne ikke være det, skulle hun ikke have nogen grund til. Han måtte spørge.
Karaktar rejste sin hånd, og lagde den bag hendes ryg, med sin hånd på hendes skulder, og trak hende blidt tættere på sig, for så at spørge.
"Sonja.. Er der noget i vejen? De lader vel ikke min races fortid, træde ind, og bliver skræmt? jeg kan garantere dig.. Deres ugerning, har haft intet med mig at gøre.. Og hvis jeg for chancen, vil jeg få dem til at tale for deres valg.. Give mig en god grund, til sådan et forrædery.. Af dem de kunne stole på.. Det burde ikke gå ustraffet.." Hans stemme, igen beroligende, og klar, venlig, som talte han til en adellig, som han jo også følte han gjorde..

Sonja sad der og blev mere og mere flov, hun opførte sig efterhånden ikke på nogen måde der passede sig for en adelig, den røde farve i hendes kinder fortsatte kun med at blive mere og mere tydelig i hendes ellers meget blege kinder, hun havde enormt svært ved at holde fokus på det Karaktar snakkede om, men forsøgt ihærdigt at lytte samtidig med indre billeder dansede rundt for hende, denne Vladimir var uden tvivl mere et dyr end noget andet og han var ikke en person som Sonja havde lyst til at møde, for fjender havde hun nok af og af uforklarlige grunde var de nemmere at få end venner. Sonja var overrasket over hans reaktion da hun snakkede om de tidlige Nosferatu, de havde været flygtninge intet andet og de fleste af dem glemte alt om fortiden og byggede en ny by i bjergende indtil de blev jaget væk af vrede mennesker, men det var gammel historie som hun regnede med var hver mands eje. Hun troede først hun havde jaget karaktar væk med sin snak om de første Nosferatu i Di Morga, men han satte sig ned igen og lagde armen om hende, hun rødmede helt ned af armene og var nervøs for om hun pludselig skulle gå i flammer i bare flovhed, hun begyndte at vride hænderne uroligt, men lænede sig dog ind mod ham, hans kolde døde lugt var beroligende mere end noget andet, den gav en følelse af dødelighed som hun ikke havde haft i meget lang tid, "nej nej, der er intet i vejen, det er bare at jeg... du ved at... det fordi", hendes stemme skælvede og hendes lille krop rystede en smule mens hun kæmpede for at finde ord, "Mange af din race er stolte væsner og jeg har intet imod dem, deres handlinger må de for evigt bøde for foran den store ånd", hendes stemme skælvede stadig meget mens hun langsomt drejede hoved mod ham igen så de næsten var næse mod næse, hun ville så gerne, men ville ikke gøre ham sur, det var som en forbudt frugt der hang og dinglede lige foran hendes øjne og bare ventede på at blive plukket, men hun kunne ikke, tænk hvis han blev sur. Sonjas underlige opførsel måtte efterhånden have undret Karaktar meget, hun bad til ånderne om at han ikke måtte gå, hun lagde en hånd på hans knæ og begyndte langsomt at stryge den op og ned, det var ganske ubevidst da hun godt selv ville kunne se det virkede forkert. Fristelsen var for stor for en kvinde der ikke havde været sammen med andre i meget lang tid, med en fast hånd greb hun fat i nakken på ham og lod langsomt hendes læber møde hans, om han blev sur eller ej var efterhånden underordnet, hun trængte til nærvær, en person der som hende var udstødt og ikke passede ind nogen steder, en person der på samme måde som hende ikke ønskede noget godt for et menneske og søgte viden om demselv og andre der kunne hjælpe med at flette en forsvunden historie sammen. Sonja slap kort efter kysset og drejede hoved væk mens hun faktisk ikke anede hvad hun skulle sige til ham, det havde været en impuls der var blevet ført ud i livet, hun skammede sig over hendes følelser, det var upassende af hende at lade følelser have så stor en magt over hende, "Jeg... du må undskylde, det... jeg... der er ikke nogen forklaring", hun lod sig glide ud af hans arme og sad nu igen med armene i skødet og så ked ud af det, "Det var ikke meningen".

Karaktar kiggede på hende, med et beroligende blik, og strøg blidt hendes arm, med den hånd der varm omkring hende, for at berolige hende, da han kunne se, ganske tydeligt, at hun var utilpas. Han kiggede kort ned på hendes hænder, da de blev vredet imod hinanden, og rejste et øjenbryn en anelse, inden han kiggede tilbage på hende. Tit kunne han regne folks tanker ud, ved blot at stier på dem, men den eneste ting der virkede som et svar på dette, virkede helt fjernt for ham, og kom slet ikke på tale i hans forundring.
Han måtte igen se forundret ud, da hun så ud til at stamme, og have problemer med sine ord, for så at ryste en anelse. han lagde blidt sin anden hånd, på den arm der var ham nærmest, og lod de kolde fingre, hvile der blidt, endnu engang for at berolige hende, imens han ventede på hendes ord.
Han smilte halvt af hendes ord, og kiggede kort frem for sig, med et ryst på hovedet.
"Vi er alle syndere. Ingen.. Er perfekte. Hvis de har udført uret, skal de svare for dette.. Specielt tillid, bryder man ikke.. Hvad de har gjort, vil jeg lade dem svare for, hvis jeg finder disse, og de stadigt eksistere." Sagde han roligt, og smilede så ned på hende igen, og stirede imod hendes ansigt.. Han var en smule overrasket, hvor tæt på hendes ansigt var kommet, men han smilede blot, og slappede af. Han knugede blidt hendes arm, da hendes hånd lagde sig imod hans knæ, men smilet blev ikke brudt. Han havde ingen nærvær set som denne, i megen lang tid, og han havde intet imod det. Det var næsten. Varmende.
Karaktars øjne, blev dog åbnet vidt, da hendes hånd lagde sig imod hans nakke, og han skulle til at tale, men blev afbrudt, af hendes varme læber, imod hans. Først, gav han et blidt skub på hendes ene arm, og så forvirret ud, men efter mindre end et sekund, lukkede han langsomt øjnene, og tillod kysset. En varme steg op i Karaktar, og varmede hans kolde indre. Det var ikke fysisk, men psykisk. Og da hendes læber trak sig, blev han efterladt, med lysten til mere af denne varme, og åbnede øjnene, imens han slap hendes arm, og hun rykkede væk. hans tomme sorte øjne, stirede imod hende, med et, stadigt, undrende blik. Den varme der var blevet spredt, var han ikke blind overfor. Men han vidste ikke, om denne følelse, var noget han ville åbne op for, endnu engang. han havde haft en kone. En fantastisk kone, som han, i sidste ende, selv havde taget livet af, i blindt raseri. Nettop denne hændelse, der havde skabt den han var nu. Kærlighed, havde han skubbet væk fra sig. Som en ting, han ikke ønskede. Og inderst inde, så han kærlighed, som noget der bragte lykke, men langt mere sorg.
Karaktars tænkende blik. gled ganske kort, ud foran sig, imens hans tanker kom på led, og han lavede en beslutning. Hans øjne gled så tilbage på Sonja, og han rejste sin ene hånd, til hendes ansigt. Han lagde den blidt under hendes kæbe, så hans fingre var på hendes kind. Han drejede så blidt hendes hoved, så hendes ansigt stirede i hans retning. Selvom det var blidt, var det stadigt med en hvis undertone af befaling.
"Du skal ikke undskylde, Lady Villette.." Sagde han roligt, inden han selv lagde sine læber imod hendes, og kyssede hende, stadigt med sin hånd under hendes kæbe, dog ikke med et greb om hende længere. Hans frie hånd, lagde han på hendes hænder, imens de sorte øjne, langsomt blev lukket. Og hvis ikke hun trak sig, fortsatte han med at kysse hende, i flere minutter, og lod den varme følelse brede sig i ham, inden han igen åbnede øjnene, og langsomt trak sine læber fra hendes. De sorte øjne stirede fra hendes blindebind, til hendes læber, og så tilbage, imens han langsomt kurvede et smil. Hendes varme læber, havde været en længsel, gemt væk i en evighed. Gemt væk, som alle hans minder. Men stadigt, var det en angst. En angst for at miste, som han havde gjort før. Dog anså han ikke dette som kærlighed. Ikke endnu.

Sonja var forvirret, enda urolig over hvordan hu havde opført sig, der var ikke andet i denne verden hun kunne forstille sig var mere pinligt og forlejent end det hun lige havde gjort, men inde i hende rasede de indre flammer og ånden der var bosat i hende hungrede efter mere og nærmest befalede hende at gå tilbage til den dejlige følelse der lige havde skudt gennem hende som et lyn eller en aggressiv ånd der ikke ville bindes til hende. Hun var igen begyndt at ryste mens hun kunne mærke varmen stige i hende, det mindede om den følelse hun fik inden hun gik i brand og forvandlede sig til sin sande form, men det var anderledes og meget mere kontrolleret end det plejede at være, for når hun normalt forvandlede sig var der mere dyret end hendeselv der havde magt og det var en kamp uden lige at holde styr på det der foregik i hende, men denne gang havde hun følelsen af total kontrol trods den enorme energi der nu bølgede under hendes hud, mest af alt havde hun lyst til at stikke af med halen mellem benene og hoved bøjet i skam og frygt for hvad hendes forfædre ikke ville have sagt til hende hvis de havde kunne være der til se hende mænge sig med vampyre. Dog nåede hun hverken at rejse sig eller gøre noget andet inde Karaktar tog fat i hende igen og holdt hendes ansigt mod hans, eller det regnede hun da med, "Jamen jeg ønsker inderligt at unds...", hun nåede ikke at sige mere inden hans læber blev presset mod hendes og hun fik den samme fornemmelse af lyn til at slå igennem hendes krop, det var som om alt bag hende forsvandt i tåger og ånderne talte direkte til hende, men forskellen var at hun kunne se klart som dagen, hun kunne ikke bare se energi som normalt, men hun kunne rent faktisk se som om det var en andens øjne der var rettet mod dem fra en kort afstand, han så ud som hun havde forestillet sig, men det skræmte hende ikke væk på nogen måde, det viste bare overfor hendeselv at det ikke var det ydre, men det der lå en smule dybere der betød mere for hende. Da Karaktar endelig trak sig følte det som om der var gået år med lykke og fantastiske oplevelser, selvom der i realiteten kun var gået et par minutter, hun var helt rød i hoved, men virkede ikke så paf som før mens hun smilede sødt i hans retning. Flammerne i hendes sjæl var nu på størrelse med en skovbrand og hendes hår begyndt at afspejle det da det fik en unaturlig rød farve som Sonja ikke anede hun kunne lave det til, hun ville have mere end det hun indtil videre havde fået og hun slikkede sig om læberne for at få den sidste smule smag fra ham til at prikke på erindringerne om kysset. Uden at sige et ord og med et stort smil på læberne lagde hun hænderne om halsen på ham og kyssede ham igen, hun ville ikke give slip på det, ikke endnu, hun nærmest sprang på ham så han ville falde om i græsset og ligge med ryggen på det mens hun blev ved med at kysse ham, hendes puls steg og med det begyndte hendes hår på må og få at slå gnister, de var ikke store og ville ikke blive til mere, men for andre kunne det godt være et skræmmende syn.

Karaktar var stadigt langt fra, at forstå Sonjas følelser. Hvad det var, der gjorde hun løstede dette, fra ham. Af alle. Han havde intet, af hvad mange andre havde. Der måtte være grundlag, bag lyst, og specielt kærlighed. Kun dyr, loddet op til instinkter. Var det hvad hun gjorde? Var han, i grunden, den der var mindst et 'bæst' nu?
Alle disse tanker, betød ham intet, og hans læber,slap ikke hendes, af denne grund. For selv han, lod det op til instinkterne nu. Han følte ingen kærlighed, da han vidste hvor ondt denne kunne gøre. Det ville han ikke.. Ville ikke tillade sig, at blive forelsket igen.. Afhængig af en person. Behov for en person.. Og hvis denne en dag forsvandt.. Udsat, for den største smerte, som ingen anden kunne måle sig med. Kærlighed, skulle opbygges.. Men nærværet, som han tilbød, og som hun så ud til at hungre, ville han ikke tage fra hende.
Han fnøs venligt da hun skubbede ham tilbage, og satte sin ene albue i vejen, så han stadigt sad en smule op, nu med hende, oven på sig. Hans læber, kyssede blidt hendes, og tilfredsstillede hendes hungren, med stor glæde. Den frie hånd, der ikke holdt ham fra jorden, lagde han på hendes side, og strøg den blidt om på hendes ryg, imens hans øjne observerede det gnistrende hår, og begyndte at smile en anelse, af det specielle spil. Dog faldt hans øjne så tilbage imod hendes blindebånd, og hans hånd på hendes ryg, strøg sig langsomt op fra der hvor de var, og filtrede sig ind i hendes hår. hvis det var lige så varm, som man kunne forestille sig, magtede han stadigt at ignorere dette, men lod blot sin hånd fortsætte.
Da hånden var nået så højt den kunne, lod han den ae ned af hendes hår, og så slap hende, for så at ligge den, på siden af hendes hoved, en tommeltot på hendes kind, og begyndte langsomt at fjerne hendes bånd. Det ville naturligtvis ikke ændre hendes syn, men han ønskede at se hende, uden dette slør. Dette dække. Der gemte en 'svaghed' for nogen. Det betød ham intet.. Og han ønskede at se helle hendes ansigt.
Hvis ikke hun protesterede, ville han langsomt fjerne det, og lade det falde til jorden, ved hans side, og stier, i hvad end hun havde, hvor hendes øjne engang sad. Han fjernede ikke sine læber fra hendes, alt imens han gjorde dette, men da han havde fjernet det, lod han langsomt sine læber slippe hendes, og strøg blidt sin tommeltot over hendes kind.
"Lady Villette.. De er en smuk kvinde.. Men den lej, vi leder imod.. Er farlig.. Og ikke en, man burde betræde.. Uden megen eftertanke.." Sagde han roligt, og kiggede fra hendes 'øjne' til hendes læber, og lod dem sine stryge over hendes, uden at kysse hende, og lod hånden glide ind i hendes hår igen, og så ned til hendes nakke, som han blidt strøg en finger over den.
"Er du sikker på, det er en vej de vil ud i?" Spurgte han, og smilede stort.

Den indre kamp udspillede sig som en krig inde i Sonja, var dether virkelig hvad hun ville eller var det simpelhen ud af ensomhed hun kastede sig over den første og bedste mand eller kvinde der kom mod hende, eller havde Karaktar rent faktisk vækket noget i hende som hun havde troet var dødt i meget lang tid, hun kunne ikke engang huske sidste gang hun havde følt kærlighed og det havde endt i at hun var blevet såret bogstavelig talt da hendes elskede forsøgte at dræbe hende for at stjæle de skatte hun beskyttede, hun gøs ved tanken om hvor tæt det havde været på at hendes liv havde sluttet bræt i hænderne på den person hun stolede mest på i hele verden. Sonjas glemte dog efter et kort sekund, Karaktar havde sat albuen i jorden så hun nu lå en smule akavet op af ham, var hun gået over stregen og havde skræmt ham ved hendes meget fremfusende natur eller var der andet der stak under, hun kunne ikke lade være med at tænke på om det var hendes handicap der gjorde udslaget selv på trods af at han havde sagt noget andet, hun havde prøvet så mange andre gange hvor hun på det nærmeste havde skræmt folk væk fordi hun var blind, men da hans læber igen ramte hendes kunne hun ikke andet end at glemme alt om det igen, havde han haft noget imod at hun ikke kunne se ham på samme måde som andre ville han ikke have tilladt det som nu lå i luften som en pinlig tavshed hver eneste gang hun prøvede at sige noget og var nød til at kysse ham mere for ikke at komme til at ligne et komplet fjols. Hun kunne mærke den arm han lagde om hende som en kold dog ikke ubehagelig pude, hun gned kort hende kind op af hans mens hun kom med en lille lyd der mindede om en kat der spandt indtil han begyndte at pille ved hendes øjen-bind, hun trak sig en smule tilbage da hun følte sig pinligt berørt og fjernede hans hånd, ville han virkelig se hendes tomme og livs forladte øjne der ikke viste andet end en sjæl der var i evig pinsel og kamp med den anden enhed der levede i symbiose med hende. Sonja var i tvivl, men tog så langsomt hendes hånd op til båndet og prikkede så til det med pegefingeren, langsomt begyndte bindet at falde fra hinanden som om det var aske og sætte sig under hendes øjne som en skriftform der lignede elvisk, men var meget ældre og mere helligt, hun holdt øjnene lukkede for ham, hun turde ikke vise ham dem i frygt for hvad der ville ske eller om han bare ville foragte hende for det hun var. Da Karaktar rørte hendes kind lænede hun sig ind mod hans finger og åbnede forsigtigt øjnene mens hendes hår nu sendte en kaskade af gnister i alle retninger da hendes følelser fik frit spil i et kort øjeblik, hun skammede sig over det og forstod ikke hvorfor han ønskede at se hendes svaghed, hun havde ganske vidst snaget i hans hjerne, men dether var noget andet, dether var noget der virkelig kunne såre hende mere end han vidste. Hans ord var som musik selvom de havde et budskab der måske ikke var det bedste, men bare det at høre på ham gjorde mere for hende end han ville ane, med en skælvende stemme der afslørede hendes forsigtighed og usikre indre, "Jeg har aldrig mødt nogen som dem, de fårstår mig på et andet plan end andre, skønhed betyder intet i min verden", hun prikkede ham hårdt i brystet med pegefingeren og derefter i panden, "Det er det der ligger bag her og her der betyder noget for mig, jeg kan af gode og indlysende grunde ikke se om nogen af udseende er grimme eller smukke, men ud fra deres personlighed kan jeg fortælle mere end enhver med syn kan og du er smukker end meget andet jeg i mit liv har set... Det er op til dem, de ved hvad jeg føler men det er jo op til dem om de kan gengælde det", hun lænede sig tilbage mens hun ventede på hans svar, hun ville ikke bebrejde ham hvis han ikke kunne gengælde hende.

Karaktars normale kaotiske tanker, var næsten begyndt at være savnet. Som om de var en beroligende kending, der ville give en følelse, af forståelse. Selvom kaos sjældent gjorde dette for en person. Men hans tanker, var nu i stedet, fuldstændigt fokuseret på Sonja. Hendes lette 'spinden', hendes kærtegnelser. En hver af hendes reaktion, blev næsten i ren perfektion, undersøgt, og udregnet. Han ville vide præcis hvad hun tænkte, men ikke stjæle det ud fra hendes hoved. Elskede hun ham virkeligt, eller var hun blot desperat?
Han så en smule undrende ud, da hun stoppede hans hånd. Det var tydeligt, at hun var pinligt berørt over dette, og han smilede blot en smule, og foldede blidt sine fingre omkring den hånd, der havde stoppet hans. Han slap så hånden igen, da hun valgte selv at fjerne bindet, og han kiggede undersøgende på hende, med et venligt smil, og så facineret ud, af bindets dematerialisering, og formelse til skrift under hendes øje. Han strøg så blidt hendes kind, og da hun endeligt åbnede sine øjne, smilede han stort, og lod sin tommeltot stryge over hendes kind.
"Min kære Lady Villette.. Din skyhed for dine øjne, er unødvendig, overfor mig.. De kan ikke se det, men mine, er fuldstændigt uden liv, lige så. Og det spil der er i dine øjne.. Er slet ikke så slemt, som de måske ville tro.. De er ikke mindre smuk, eller mindre en fantastisk person, på grund af dem.." Sagde han roligt, og tiltede hendes hoved en smule frem, for så at kysse hendes pande, og lytte interesseret til hendes ord. Han fulgte hendes prikken med øjnene, og kiggede så undersøgende i hendes øjne. Specielt i øjne som disse, kunne han forstille sig, at opfange sandheden. Han regnede med et voldsomt spild i de sorte skygger, da hun løj, eller en eller anden anden reaktion.. Men nej.. Intet udviste øjnene intet af hendes følelser, hvilket han bestemt ikke kunne tro på. Ellers. Mente hun faktisk sine ord.
Et smil bredt sig over Karaktar's læber, og han lod demendnu engang lægge imod Sonja's, og kysse hende blidt imens han langsomt lagde sig ned på ryggen, og med en hånd på hver af Sonja's kinder, trak han hende blidt med, så hendes læber ikke slap hans. Han strøg kærtegnende sine fingre over hendes kinder, og lod dem glide ind i spillet af hendes hår, imens han kiggede dybt, i de specielle, men i hans billede, smukke øjne. Præcis som resten af hende.
"Kærlighed.. Er en chance at tage. Man tilbyder en stor del af ens tilværelse, til den man udviser dette.. En chance, der både kan være fantastisk, og grufuld.. En chance.. Jeg ikke ville løbe.. For andre end dig.." Sagde han, og kyssede hendes læber endnu engang, og kiggede så tilbage i hendes øjne, imens han strøg fingrende over hendes kinder igen. "Er det en chance.. De vil løbe?" Spurgte han så, med den samme ro i hans stemme, som den altid bestod..