Why am i even here? //privat=Demetric//

Sted: gyden
Tid: omkring midnat
Omgivelser: Hvad der nu er i en gyde, der er et par få mennesker men ellers er den tom
Vejr: bidende koldt , fuldmåne, stjerneklar himmel.

En skikkelse af ung mand på de 18-19 år, bevægede sig ind i gyden. Det næsten helt hvide hår dækkede det meste af de mørkeblå øjne. Han lignede et normalt menneske men den sødlig duft som hang over ham, betød at han tilhørte den bevingede race kaldt engle.
En ynkelig race synes han selv, men han havde ikke valgt at være den som han var. Desuden var han ikke som de andre engle. Han hjalp ikke andre vis han ikke havde nogen god grund til det. Rettere sagt han var ikke blødsøden som de fleste engel var, han var forlængst blevet træt af hans såkaldte skytsengle job der gik ud på at beskytte folk som han ikke kende eller brød sig om.

Al eller Allen som navnet var på denne engel, vidste at dette sted var farligt for ''byttedyr'' som ham selv. Men det skulle ikke forhindre ham i at leve livet fuldt ud, han var ikke bange for at dø. Han var jo allerede blevet dræbt en gang som menneske. *er det nu en klog ide det her?* tænkte han og havde ingen ide om hvorfor han lige havde valgt at udforske gyden i dag.
Al tog den venstre hånd op til halstreklædet for at skubbe det op til hagen, her var koldt, og den lange sorte jakke som gik ned knæene varmede ikke særlig meget.

/håber at det er okay til at starte emnet op ^^ //

Demetric havde placeret sin bagdel på en gammel skraldespand der stod op af en gammel murstensmur og pyntede heller ikke ligefrem, men der var jo heller ikke mange i disse gyder på denne tid af døgnet, så hvorfor pynte, når man jo mest var til gavn. Han sad i en lang frakke, bukser og skjorte, og et par støvler på fødderne. altsammen kuld sort som hans lange hår, der lå løst ned af hans skuldre. han havde lige hurtigt være ude, at få slukket den værste tørst, og sad nu blot og kede sig, og ville vel trille tommelfinger hvis det havde været tiltagende, men ej var dette.
En døs engel duft fangede hans fine næse, og han vakte straks op. Der kom liv i hans ellers dovne krop. Han hoppede ned fra sin siddeplads og begyndte at gå afsted, mod duften, som virkede dejligt tillokkende på ham. Han stoppede op lidt der fra, og så hans mål En engel! En fyr, ganske normalt at se på, men engel! Han smilede køligt for sig selv, og gik så hen mod ham med lange skridt. Det glæde ham at stifte bekendtskab til denne dyr, og derefter stikke ham i ryggen ved at tømme ham for blod. Det var det bedste, først at blive venner, og derefter stikke dem i ryggen, og ofte kunne de intet gøre, end at indse hvad der var sket, og dette blev deres sidste nat.