I can see you-Demetric

Tid:Ved aften tid 00.00
Omgivelser:Træer, nogle få dyr rundt omkring græsplænen, et springvand der står i midten af legepladsen, nogle borde, og stole, en hjørne kiosk
Vejr:Regnvejr
Sted:Legepladsen
Påklædning:En lyserød knælang kjole, sorte flade sko, et lyserødt hårbånd.

_________________________________________________________________

Mørket havde sænket sig, og alt var stille og fredeligt, kun træerne og regnen kunne høres. Der var ingen børn ved legepladsen end heller ingen voksne kun en person med langt lyserødt hår, som sad på en gynge. Personen hed Yukii og var gået hen til legepladsen for at nyde vejret og luften. Hun sad lidt og kiggede rundt der var så stille og roligt, kun nogle få piv kunne høres ind imellem regnen , pivene kom fra de få dyr der rendte rundt omkring ved stedet, og henne ved hjørne kiosken. Yukii frøs ikke trodsalt hun kun havde en knælang kjole på så frøs hun ikke, det at mærke regnen stråler og dråber mod hendes kolde hud var afslappende og meget dejligt. Så kølligt at det helt føltes som små kolde kys mod hendes hud. Der gik ikke lang tid før hun kunne se nogle mænd komme gående hen forbi hjørne kiosken hun valgte at holde øjnene på dem, måske ville de noget i nærheden, måske var de ude efter dyrerne der rendte rundt her. Hun vidste det ikke, og valgte så at gynge lidt frem og tilbage på gyngen hun sad på. Hendes tøj var vådt og koldt men det generede hende ikke. "Har de set nogle væsner løbe forbi her"spurgte en af mandene der stod ved kiosken , det hørte Yukii og stoppede straks med at gynge og lyttede efter. Hun gik hen til springvandet og satte sig ned på kanten med et tænkende udtryk*var det mon mig de mente*tænkte hun inden i sig selv. Hun kiggede ned i vandet og rækte en finger frem for at røre ved det, så koldt og dejligt at røre ved. Hun fornemmede så den ene mand komme lidt tættere på legepladsen og det gjorde hende lidt nysgerrig som før, hvad ville de mon hun turde næsten ikke tænke på det, og så alligevel vendte hun hovedet for at se efter. Mændene kiggede ikke i hendes retning men hen mod kiosken og mod de få dyre flokker der havde samlet sig der. Hun sukkede lidt og kunne hører regnen blive stærkere og mere kræftig. Uden hun havde set mere efter stod begge mændene bagved hende og havde to pistoler mod hende"Du må være en lille dæmon vi søger"sagde den ene mand med dyb steme, Yukii hørte det og tænkte lidt hun valgte at smile lidt lumsk og bed hurtigt manden der havde pistolen mod hendes pande i hånden, så han tabte pistolen, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med den anden mand, han havde tralvt med at hjælpe manden Yukii havde bidt op."tag dig ikke af mig fang hende!"sagde han vredt. Yukii var ikke bange jo måske lidt, mest over at hun var alene over at blive dræbt. Hun løb hen til et stort træ tæt ved gyngerne og klatrede op i det, så hun var ude af syne.

Lyden af støvler kunne høres på fortovet udenfor legepladsen. Ejeren af støvlerne gik med lange, meget lange skridt, og kom derfor hurtigt igennem regnen. Hvis man tog et godt gammeldags elevator blik, ville man se nogle sorte bukser, hvilke stof de var lavet af, kunne ikke helt ses, men de var enten sorte, eller mørkeblå. Man ville ikke kunne se meget mere end få centimeter af bukserne, før man nåde til en lang, våd læderfrakke, der var tæt på de to meter. Når man så havde besteget jakken, som var helt sort, læder og dråberne der stille gled af frakken, kom man op til et ansigt, bleget, og udtryksløst. Læberne var lidt brede, og en smugle smalle, dog ikke så det så helt mislykket ud. Næsen var lige, og perfekt, og de sorte øjne, som ikke var sorte, stirrede tomt ud i luften foran manden. Hvis man gik bag ham, ville man se noget sort, langt hår, der næsten gik ned til bagdelen. Håret hang slasket, tungt af regn og knap så let, og elegandt som det så ofte gjorde. Dog havde det stadig en blank glans i sig. De lange skridt førte herren mod legeplads lågen, hvor han hørte et skrig og en der væltede. Det opfangede selvfølgelig hans opmærksomhed, for hvilkeperson ville begå sig om natten på en legeplads? Hans blik scannede omgivelserne, og ørene lyttede til alle lyde. En græn der knækkede, nogle blade der radselde, træernes hårde bark, dråberne der faldt tungt ned på bladende der blev tvunget ned af vægten ...
Hans blik opfangede ud af øjenkrogen en pige, eller en kvinde, komme løbende over det våde græs, hen mod et træ hvor hun forsvandt op i, og var gemt godt væk. Hans blik gled tilbage, af den rute hun var kommet fra, og fandt to mænd, den ene hjalp den anden op at stå. Gad vide hvad der mon var sket? Han tøvede, og gik længere hen mod dem, med sine rolige lange skridt, stadig med det udtrygslæse ansigt. Da han kom hen til dem, stoppede han op, og målte de to herre med øjne. "Hvad laver i dog her?" Spurgte han, med en rolig afslppet stemme. Stemmen var blød og lidt dyb.
Han kunne mærke mændenes dejlige duft af blod, næsten smyge sig op af kroppen, og bede om at blive drukket ihjel, men dette var selvfølgelig ikke ønsket fra disse mænd. De vidste jo intet om ham, ikke efter hvad han selv vidste. Hænderne der før havde været gæmt i frakkens lommer, kom nu frem, blege og en smugle femineine. Han bukkede sig let ned, og tog pistolen, som den ene mand havde tabt, da Yukii bed ham. "Hvem skal de skyde idag?" Hans øjne gled op til ansigterne, og rakte pistolen ud, så de kunne få den igen. Pistoler var kun til mennesker, yngelige våben at bruge.

En times stilhed var der oppe i træet Yukii var i, hun stod på en gren og så ud over legepladsen, udne hun selv havde fået set det var der ankommet en person til stedet. Personen havde sorrt langt hår næsten som kun det var meget yndefuldt at kigge på. Yukii s lyserøde øjne som de var nu flyttede sig fra hjørne kiosken og hen på denne mystiske nyankommende mand der havde samlet pistolen op. Hun blev lidt roligere og følte sig ikke bange for ensomheden som før. Der gik lidt tid før manden stod oprest og kiggede ind på den nyankommende mands øjne"en pige med langt lyserødt hår har du set hende"spurgte manden i en normal tone dog kunne man godt høre en raseri i stemmen, en stemme og et blik der sagde at han ville gøre alt for at fage Yukii. Yukii kunne ikke høre hvad de talte om, men hun var lidt nysgerrigt efter at høre lidt, så hun hoppede ned og stod nu ombagved træet stadig ldit ude af syne. Regnen styrtede stadig ned, og dyrerne var løbet hen til de to mænd og pivede lidt højere og mere. Manden kiggede rundt og tog pistolen ud ad denne mystiske nyankommende mands hånd"Pigen skal fanges er du med"spurgte han og vendte sine øjne på hans. Yukii hørte godt hvadhan sagde og rystede lidt på hovedet, hun valgte ubevist at træde frem for træet"mig skal du ikke skyde!"sagde hun lidt højt og kiggede på de to mænd og lidt på manden med det lange blanke sorte hår uden at sige noget. Yukii stirrede lidt på personen med det lange sorte hår hun valgte at give ham et lille bredt smil, hvorefter hun enlig godt vidste at det at komme frem for træet var en dårligt idé for nu kunne de ramme hende"Der er hun!"råbte de begge to og holdte pistolerne op på hende, Yukii gispede lidt af det men sagde ikke noget til det. Hun så hen mod dyrerne der så ud til at være skræmte for det, og hvad der ville ske. Hvad ville der enlig ske, hvis de ramte hende hvor ville de så ramme hende? og hvad nu hvis de ikke ramte hende, hvad ville de så gøre?. Det hele var deres beslutning og op til dem, det eneste Yukii vidste var at de var fjenderne og hun vidste at hun ikke ville dø. Hun vidste heller ikke hvad den mystiske mand der var kommet ville her henne ved legepladsen måske var han med de to mænd, det troede Yukii med det samme øjekast hun fik af ham. Hun var hurtig henne bagved denne mystiske mand og bed ham i hånden hårdt, uden at vide hvad de andre to mænd ville gøre og sige"Du får ikke lov til at dræbe mig"sagde hun til manden hun havde bidt, denne mand med det fredelige ansigt og yndefuldt hår. Måske var det en dårlig idé at bide ham men hun måtte stole på hendes instinkt af at han var med det to mænd selvom der ikke var bevis på det.

Hans blik lå på de to mænd, og han lyttede tavst til deres stemmer, der formede nogle ord, som gled ind i øregangen, og blev ændret til forstågelige ord. Lysserød pige? Ja, det havde han, men hvorfor udlavere denne oplysning til disse to tumper? Han hørte en svag radslen henne fra træet, hvor han havde set pigen forsvinde op i. Han vendte sin opmærksomhed mod mændene, der spurgte om han var klar til at hjælpe med at fange pigen. Han skulle lige til at svare 'nej.' Da der kom en klar stemme henne fra træet. Han vendte sig om, lyden, og så nu den pigen, som havde en kraftig duft af dæmon omkring sig. Den blev nok styrket af regnen? Han kiggede lidt på dem, uden helt at vide hvad han skulle gøre, da pigen pludselig satte i løb. Han ville nok have reageret hvis han havde haft en ide om hvad pigen ville, men da han ikke vidste det, og han pludselig mærkede en bide i hans hånd, greb han fat i hende, rev sin hånd til sig, der havde fået et fint bidemærke, og slyngede pigen ned i det våde græs, og pressede sit knæ ned, imellem hendes skuldreblade. "Du bider mig ikke en gang til, ellers går det ud over dig selv." Snerrede han, og pressede hårde til. "forstået?!" Han rejste sig op, og kiggede ned på Yukii, før han lod blikket hvile på de to mænd, der var bevæbnet med pistoler. "Gider i fjerne dem? Det er jo ikke ligefrem betryggende med jer to stående der." Sagde han køligt, og før de kunne nå at reagere, snuppede han pistoler ud af hænderne på dem, og med en utrolig, veltrænet styrke, pressede han to sten, som han havde snuppet i farten, og pressede dem ind i røret på pistolen, så de ikke ville kunne skyde nogle, før han rakte pistolerne tilbage til deres rette ejer. Han fnyste hånligt, og drejede om på hælen, og begyndte at gå væk igen.

Yukii mærkede grebet og blev lidt vred så hun prøvede at løsrive sig fri, men i stedenfor at angribe ham rev hun et stykke af hendes ene kjole ærme og tog blidt fat i hans hånd og forbandt det rundt om hans hånd"Undskyld min opførsel"sagde hun stille. Og håbede ikke det gjrode ham alt for sur på hende, og gav ham det forkerte indtryk af hende. Mændene nåede slet ikke reagere på det og valgte så at holde sig i baggrunden"troede du var med de to mænd derover, så derofr gjorde jeg som jeg gjorde"sagde hun så og kiggede på ham hans hånd var kold og hun bandt hans hånd forsigt"vær venligst ikke at gøre noget mens jeg forbinder din hånd, jeg har gjort det så jeg vil gøre det godt igen okay"sagde hun uden at han fik lov at svarer på det. Yukii kiggede lidt op på ham og knækkede lidt med nakken efter grebet han havde lavet på hende"av"sgade hun og ømmede sig en lille smule. Godt nok var det ikke det hun havde regnet med men nu fik hun da oplevet lidt af hans styrke på hende, så det var enlig lidt godt. Hun var næsten færdig med at forbinde hans arm "du må ikek hade mig..Jeg handlede for hurtigt"sagde hun stille og kiggede på mændene der stirrede lidt vredt på manden"Grr hvem tror du at du er! pigen er vores ikke din"sagde de og tog hårdt fat i denne mands krave. Yukii blev helt overasket og nåede netop lige at blive færdig med at forbinde hans hånd. Hun ville ikke sige noget til det nu for hun vidste han var stærk nok til at klarer sig ud ad den, men nu var de hvist også efter ham som hende "i to skal vi nok fange og more os med"sagde de med et smøret grin og smil. Yukii hørte det og sad på græsset i regnen og kiggede på mændene og på ham med det lange blanke hår enlig havde hun helt glemt at fortælle sit navn men det måtte hun gøre så snart der var tid til det, det så hvist ud til at blive slåskamp nu. Yukii kiggede håbfuldt på personen de to mænd havde grebet om.

Han kiggede på hende og lod hende binde hånden ind, men hun undskyldte. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til alle hendes undskyldninger, så han holdt sin mund lukket, og lod hende binde hånden færdig. Han fik lige mumlet et tak, før den ene mand, kom og rev ham op i kragen. Det virkede en smugle akavet da han var så høj, og manden der havde grebet ham meget muligt var mindre end ham. Han greb fat i mandens hånd, og rev hans fingrer væk fra jakkens, mens han greb fat i mandens jakke, og slynge ham flere mester væk, og fulgte efter ham. Han var hurtigt over ved ham, og lænede sig ned over ham, med sin kolde hånd presset mod mandens strube. "Gør det igen, og du er død." Snerrede han, pressede ekstra hårdt, og blev ved til manden var ved at mindste bevidstheden. Han slap ham, børstede sin jakke af, og gik tilbage mod Yukii. Han kiggede på den anden man og målte ham med øjne. "Skal du også have en tur?" Han ville med glæde give ham en tur den samme vej, men der var jo ingen ide i at bruge krudt på det. Han gik ned på Yukii med en svag antydning af et smil. Han kiggede lidt på fyren der lå henne i græsset og vendte blikket tilbage til Yukii. "Skal vi komme videre?" Han vendte sig om mod den stående mand. "Tak for snakken." Han bukkede let, med et hånligt smil, før han drejede om i det dugvåde græs, og satte kursen ud af parken. Han gik tæt forbi manden der lå ned, og fnyste kort ad ham, før han fortsatte. Yukii kunne følge efter ham, hvis hun havde lyst til det, ellers måtte hun blive.

Yukii holdte blikket på hamog rækte en hånd frem til ham"Jeg hedder Yukii fuldenavn Yukii Aido"sagde hun i en venlig tone, med et lille bredt smil på læben. Hun kiggede på mændene der var forsvundet væk derfra, de gad nok ikke være der på grund ad Demetric som jo var der. Regnen blev mere kræftig end før, og Yukii nikkede til det han spurgte hende om"lad os gå videre der er en masse ting i nærheden af legepladsen, og der er god chance for at vi kan nyde hinandens selskab"smillede hun, og rejste sig op fra det våde duggede græs. Tænk at vejret skulle være dårligt sådan en dag som denne, selvom der lå lidt godt over det så ville en smule sol være godt nok, dog ikke for meget sol men sådan lidt imellem. Hendes øjne faldt hen på nogle af de få dyr der stod i flokke og stirrede på dem"Hvad laver de herude ved legepladsen"spurgte hun til Demetric, hun vidste selv hvad hun lavede herude men hvad han lavede her var spørgsmål. Hun fik øje på nogle bygninger udenfor legepladsen og der lå en skov meget tæt i nærheden."Vi kan gå derhen en tur hvis du har lyst"sagde hun og vendte blikket på ham.Han havde nogle flotte øjne, et godt ansigt med gode træk, og hans blanke finde hår var smukt, selvom det var vådt fra regnen så var der stadig en glans i hans hår hun lagde mærke til. Hun gik bagved ham for hun havde valgt at følge efter ham af ren nysgerrighed, men også fordi hun ikke ville efterlades alene her ved legepladsen, tænk nu hvis mændene dukkede op med flere af deres slags. Yukii undlod at sige for meget på en gang selvom hun godt kunne finde på at gøre det, men hun ville give ham tid til at svarer hende. Yukii kiggede på hans hånd hun havde forbundet enlig var det måske lidt dumt af hende fordi en vampyr kunne heale sig selv, og hun havde fornemmet hans aura der sagde det hele, men også hans udtryk og kræft, der lå noget af vampyr i det hele. Nu var hun jo dæmon og hun havde fornemmet og mærket sig frem til at han var et væsen, vampyr var han nok måske noget andet, men vampyr var det hun holdte fast ved. Var det nu hun skulle spørger ham, nej det ventede hun lidt med, for hvem ved måske fortalte han hende de oplysninger hun manglede, eller ville vide."Regnen er rigtig dejlig, så køllig her om aftenen, alle væsner lister rundt i smug uden menneskene ser dem"sagde hun stille med et smil mens hun kiggede på himlen. Hun gik stadig bagved ham i et tilpassende tempo.

Han hørte hendes små sko i græsset, der let bukkede under hendes skridt i græsset. Han tøvede, og lod blikket glide rundt. Han fnyste da han hørte ordet selvskab. Hvis hun ikke havde været så optimistisk og naiv ville han nok have kastet sig over hende, blot for at sige til hende at han ikke var noget 'hyggeligt selvskab' men da han ikke gad til at gøre det nu, og han ikke ligefrem havde noget imod pigen, lod han det blot ligge, og lyttede med et halvt øre til hvad hun sagde. Han fulgte hendes ide, og gik hen mod bygningerne, stadig uden at besvare hendes spørgsmål. Dette havde han heller ikke i sinde at gøre. Han kiggede kort på hende, da hun snakkede om regnen var godt, men han valgte ikke at modsætte sig hende, og gik derfor blot hen i ly for regnen. Han stod under et lille tag, hvor regnen lige præcist ikke i kunne komme ind. Han lænede sig op af muren, og kiggede ned på pigen. Hans øjne faldt på hende og blev liggende, for at se hvad hun ville gøre.
Han valgte dog efter et par minutters tavshed at besvare et at hendes spørgsmål. "Jeg hørte hvad der skete, og blev nysgerrig." Hans blik gled rundt omkring dem, og lande på springvandet hvor de før havde været. Hans blik gled ned mod Yukii igen. "Hvorfor jagtede de to mænd dig?" spurgte han med en udtryks løs stemme. Han ville godt snart hjem, og af med det våde tøj, for som så mange andre væsner, var han ikke ligefrem vild med regn, når det sådan styrtede ned. Han kunne jo ikke bruge det til noget, så egentligt måtte det godt smutte.

Yukii blev stille et øjeblik mens hun lagde armene over kors med et ansigts udtryk der ikke sagde noget. Hun besvarede ikke hans spørgsmål med det samme men tænkte lidt over det. Der gik nogle minutter og hun vendte hovedet op på ham"Jeg er en dæmon, halvdæmon, et væsen jægere ønsker at dræbe som mange andre væsner, jeg vidste godt at der på et tidspunkt ville ankomme nogen til legepladsen, men ikke at du ville komme forbi"sagde hun stille og vendte hovedet ud mod regnen , hun stod i kanten af bygningen de stod i ly under, taget af bygningen gjorde at de ikke blev mere våd som de allerede var. Yukii sendte et lille smil til ham"Men hvis du ikke var kommet tror jeg at jeg havde reageret anderledes, for jeg tror at jeg ville have undværet min handling med at bide dig i hånden"sagde hun og løftede hans hånd op "det undskylder jeg igen for"sagde hun og sank hans hånd stille ned igen. Hun stilte sig lidt tættere op ad muren ved siden af ham"Du er et natte væsen, vampyr nærmere sagt ikk"spurgte hun venligt, dog med en vis ærlighed i stemmen, for hun havde fornemmet at han var det. Lidt tid efter det kiggede hun hen på springvandet og tænkte lidt"Menneskene gør alt for at få et mægtigt væsens hoved på et fad..."sagde hun stille og kiggede ned i gulvet hun lod hendes håndfalde røre muren mens hun kiggede ned. Håret hang vådt slasket ned, hårspidserne dryppede vand ned på Yukii s våde sko, hun mærkede det ikke men kunne godt se det. Hun valgte at kigge op på ham igen"Hvem er de"spurgte hun høfligt og lod hendes øjne falde på hans bare for at holde øjenkontakten. Bygningen de stod ved var underligt nok åbent, det var nu heller ikke en bygning men et åbent, ødelagt bibliotek, som Yukii først nu havde opdaget, skiltet hangbagved Demetric så det kunne hun let få øje på selvom hendes blik var på ham."Underligt...et ødelagt bibliotek i nærheden af legepladsen"mumlede hun stille.

Han trak hendes forbinding af og lod den falde ned på den kolde, våde jord under den. han kiggede lidt på hans hånd, før han fik den til at ligne sig selv igen, efter lidt stirren. Han kiggede hen på hende, og smilede svagt. "Demetric, og ja, jeg er vampyr ..." Svarede han kort, og lod så rasten falde til jorden. Han var ikke i det store snakke humør, men det var dog mest fordi han var letter træt, og ikke orkede en længere samtale, end at han ikke ville snakke med Yukii, fordi hun var den hun var. Han vendte blikket halvt om mod skiltet, og nikkede tavst. "Mennesker er underlige ..." Han kiggede frem for sig, uden at virker sønderlig på virket af skiltet eller Yukiis undren. Han skubbede sig fra muren. "Lad os gå ind." Han gik hen mod døren, en gammel træ dør, der så godt slidt ud. Han åbnede den, og kom ind i et gammelt støvet lokale, der tydeligt bar præg af ikke at have været brugt i mange år. Hans blik gled rundt, imens han betrådte det støved. han gik længere ind, og kiggede rundt, før han gik ind i et stort rum, hvor der stod masser af hylder, tømt for bøger. Han gik hen mod en hylde, og så en efterladt bog, som han tog ud, og børstede ren. Ved første øjekast så den ikke ud af meget, men da han kiggede bedre efter var det en ældre, læder indbundet bog. Han lage hoved let på skrå, og vidste ikke helt hvad han skulle tænke eller gøre. Han åbnede bogen, og var ved at tabe alle de let gullige papir på gulvet. Han lage dem forsigtigt på plads, og vendte forsigtigt siderne, så de ikke skulle falde ud, og komme i uorden. Der var ingen side tal og alle siderne så håndskævet ud. Han slog om på den sidste side, og kiggede undrende på bogens sidste side, hvor man næsten ikke kunne se hvad der stod. Skrevet af Judas de Marzial

Yukii gik ind efter Demetric og kiggede rundt mange forskellige bøger, og så var der en tanke der ramte hende, bogen hun havde hørt om den måtte være her et sted. Hun tog flere kig rundt"hyggeligt at møde dig Demetric"sagde hun venligt, og gik hen til en lang reol fyldt med gamle, bøger sikkert i en gammel tid, hvor man måtte forskellige ting som man ikke måtte nu. Hun lod et blik falde hen på Demetric for at se hvad han lavede, han kiggede selv på en bog.*tro ikke du finder bogen du søger her*lød en stemme inden i hendes hoved hun kiggede ned i gulvet og kunne se nogle våd pletter det kom fra hende hun var stadig våd fra regnen og det havde dryppet ned på gulvet. Hun knyttede hænderne og rettede sit hoved op"Jo jeg skal nok finde den!"sagde hun med høj stemme, uden helt at tænke på at Demetric sikkert havde hørt hende, eller ja kunne høre hende. Hun var fast på besluttet på at søge efter den, hvert bibliotek måtte eje sådan en bog, en bog om hendes familie, slægtninge. Yukii kiggede rundt og gik hen til en stige der førte ovenpå den anden sal, hun gik derop og kiggede rundt"Demetric tror du der findes alle slags bøger her"spurgte hun undren og ledte lidt ved den første reol hun kom til. Yukii ville have nogle svar siden hendes gale onkel Vlad ikke ville sige noget, og det gad Jules og Zexion heller ikke. Hendes egen personlige butler Zexion ville ikke afslører noget selvom han bar en sort bog der omhandlede Aido familien, men hun måtte søge her og håbe hun fandt noget. Der gik lidt tid før hun kiggede ned på Demetric"hvad er det for en bog du har fundet"spurgte hun med et lille smil. Hun kunne høre noget regn ramme vinduerne det føltes hyggeligt, og djeligt, mest fordi man var indenfor og kunne nyde omgivelserne, og lyden af regnen udenfor. Hun kunne ikke få øje på bogen hun ledte efter mon hun snart ville få den at se, tænk nu hvis der var nogen der havde sjålet nogen, det ville ikke være godt. Hun gik hen til den anden reol og kiggede der.

Han kiggede overrasket op, da han hørte hvad Yukii sagde, men hun virkede til at snakke med en anden, og han ville afbryde hendes samtale, så han stak snuden ned i sin ny fundet bog igen, og begyndte at læse fra starten af.

Jeg vidste intet om dette, jeg havde ingen ide om at denne ukendte, men alligevel rigtige verdens fantes for øjne af os! Vi havde ikke set det komme, og vi var vel også bange for at se sandheden i øjne. Vores race var truet, og vi ville kæmpe til sidste man, men uanset hvor meget vi kæmpede, kom vi hverken frem og tilbage.
Da jeg nu, om natten, i rasterne af vores lejer skiver dette, er det for at vi ikke skal blive glemt, og i håb om at kongen vil vende tilbage og udrydde disse væsner, som har skabt så meget kaos og had i dette land. Vi giver dem guld og grønne skove, og det vi får tilbage? Åh, det vil De ej vide, nej, for dette kan ikke engang vor herre gå næsen forbi. Dette vil blive vores død en dag, hvis vi intet gør ved denne utrolige vrede, der hæver sig over os, og slår frygtløs ned på os. Jeg beder igen og igen, hver nat, for at dette ej må gentage si...

Demetric kiggede op fra bogen, og kiggede mod Yukii. "Jeg ved det ikke, måske." Han trak let på skuldrene. For ham betød det ikke så meget om hvad der var der, og ikke var der. Han vendte tilbage til sin bog igen.

... sig, denne magt disse væsner nu en g...

Han fnyste og kiggede op på Yukii. "Jeg ved det ikke, en dagbog af en slags ..."

...gang har fået sig. Dræb dem, og lad os se deres blod flyde i vor gader, lad os feste når disse væsner er udryddet, og lad det sidste væsen brande på bålet, lad os se hvordan døden langsomt kommer op i dets øjne, og fylder den med skræk!

Yukii kiggede op på ham da han læste det op, men for at høre bedre efter gik hun helt hen til det hegn ligene ting der var på den sal hun var på. Hun kiggede på Demetric orderne han læste gav tydeligt hende lidt nysgerrighed, men jo mere dystre og uhygge orderne var jo mere ville hun vide mere. Der gik lidt tid og Yukii gik tilbage hen til reolen hun tog en bog og da Demetric læste videre kom hun helt til at tabe bogen op gulvet hun var i hendes egne tanker en stund*hmm de ord*tænkte hun undren. Hun gik hen til det hegn ligene ting igen og lyttede lidt mere efter det Demetric læste, det lød meget godt, men gad vide om det hang sammen med noget, måske, måske ikke. Yukii lyttede til det han sagde til hende”måske er det ikke en dagbog men en livs fortælling, måske handler det om noget en person har set eller oplevet, eller måske er det noget info om en race”sagde hun stille, og tænkte lidt. Nogle få minutter gik og Yukii gik langsomt tilbage til reolen igen den bog skulle findes det ville hun, gøre alt hvad der skulle til. ”den skal være her”sagde hun stille og lod sit blik fladehen over alle bøgerne der stod på hylderne men ikke et eneste spor af den bog hun ledte efter, det var en bog der skilte sig ud fra de andre, desvære så var de enste bøger der skilte sig ud fra de andre ikke den bog hun ledte efter.

Der gik så lidt tid og hun ledte videre, men det stoppede da hun kom lidt for tæt på en af bogens papir sider, et papir snit varhvad hun fik. Hun kiggede ned på hendes finger”avs!”sagde hun og mærkde blodet strømme stille ud fra hendes finger tænk at der var så meget blod i en enkel finger, hun gispede kort godt tidspunkt med blod når man var et sted som en vampyr. Men det tænkte hun ikke mere på, hun læste lidt i den bog hun havde skåret sig på, blodpletter dækkede kanterne til og Yukii bed forsigtigt i hendes underlæbe den finde blanke bog havde nu fået blodpletter på sig*ikke godt, sådan Yukii!*tænkte hun kiggede ned på fimgeren der snart burde heale sig selv, ellers måtte hun slikke det væk.

Han lyttede tavst til Yukiis ord, men sagde ikke noget til dem. Han var optaget af bogen der lå i hans hænder og læste videre uden at sige noget. Han stoppede op midt i et ord, da han straks mærkede duften af blod. Han tunge gled hurtigt over læberne, og han smilede svagt, da han lydløst satte bogen fra sig og kiggede på Yukiis finger, som plettede bogen hun holdt rød i kanterne. Han gled lyd løst hen ved siden af hende, og lod en kold hånd glide ned af hendes hals mens han mærkede blodet der dunkede under overfladen. Han smilede grumt, og mærkede sine hugtænder glide frem, men han blev dog stående og kiggede på hendes finger, og lidt efter bogen. "Leder du efter noget?" Sagde han i en utrolig blød tone, som virkede som silke. "Kan jeg hjælpe dig?" Han begyndte at lege lidt med hendes hår lok, med et dyre agtigt smil om hendes læber. Han bukkede sig let ned, og hviskede ind i hendes øre. "sig endelig til." Han rejste sig op igen, og slap hendes hår, men lod stadig den kolde hånd ligge på hendes hals. Han greb bogen hun havde fat i, og klappede den sammen, og med den over i en reol, og drejede hurtigt hende rundt. "Hvorfor stole på en vampyr?" Hans øjne lyste svagt rødt op, og smilet blev langsomt bredre, så man kunne se den hvide perlerække af tænder, og de to hug tænder der sad ude i siderne.

Yukii lyttede til det Demetric sagde og hun havde set det komme lidt at han havde duftet hendes blod. Hun mærkede hans kolde blege hånd mod hendes hals og hun kiggede óp på hans øjne de røde, blodråbe ligende øjne, ganske flotte"Hvorfor stole på en dæmon"sagde hun og gav ham hans spørgsmål tilbage til ham selv. Det fik hende godt nok til at tænke lidt og hun havde en fornemmelse at hun ville besvare hans spørgsmål. Yukii rørte hans ene hårtot som han rørte ved hendes der lå noget fristende i det hele, selvom hun ikke ville indrømme det"Selv en vampyr har et hjerte, og burde respekteres"sagde hun efterfulgt af et lille smil. Hun kiggede ned på hendes blodige finger og vendte blikket op på Demetric, hun løftede fingeren op til hans øjne"Du burde ikke lade din tørst vinder over dig"sagde hun med en kærlig varm stemme. Yukii hørte det han sagde om hvad hun ledte efter, hun besvarede ham ikkem med det samme, men gik et lille skridt tæt på ham så hun kunne hviske noget i hans ører"En bog om min familie"sagde hun stille, og smillede så bredt efterfulgt af det. Yukii stod nu overfor Demetric igen med et lidt søgende udtryk"Jeg må finde ud ad hvad der er med familien Aido min familie, slægtninge"sagde hun stille, og vendte hovedet til den ene side"Det vil betyde meget hvis du ville hjælpe, jeg lover dig at gøre tak ved at hjælpe dig med noget"sagde hun venligt og smillende."Jeg hjælper gerne en vampyr, føler mig lidt forbundet med dem"sagde hun tænkendde og kiggede så på Demetric"men det undrer mig hvorfor dræbte du mig ikke da du mødte mig, enhver vampyr ville have gået til angreb eller suget mit blod men dig"sagde hun stille med et lille smil på læben. et blik fra Yukii lod falde ned på blodet igen"blod skal ikke gå til spilde"sagde hun stille. og lukkede kort øjnene med et nik.

Han trak lidt i mundvigen. "Fordi at jeg ikke har noget at tabe ved at stole på en dæmon, vi er jo på en måde i familie sammen." Han kiggede op i loftet. "Jeg har som sagt intet at tabe ved at stole på dig, og hvis det kom til en kamp, ville jeg altid vinde ..." Han kiggede ned på hende. "Godt nok ikke på en fair måde, men." Han trak let på skuldrene. Han fnyste og skulede til hende. "Vi har et hjerte, men det virker ikke længere." Han stønnede svagt. "Hjælpe dig, hvorfor tror du jeg ville hjælpe dig?" Han lage hoved let på skrå. "Jeg har ikke brug for nogle hjælp lige for tiden ..." Han lage hoved let på skrå. "Men sig mig hvad jeg skal lede efter." Han gik lidt væk fra hende, og kiggede på bøgerne. "Hvad skulle der være med din familie?" Han greb fat i en bog, og åbnede den, hvor efter han smed den over skuldrene, men den ramte aldrig gulvet, før den pludselig blev til fint støv, som lande spredt på gulvet som støv. Han drejede om på hælen, og gik hen til hende, med et lille smil. "Fortøl mig hvad jeg skal søge efter."
//Undskyld det korte svar//

Yukii kiggede studerende på Demetric"du skal lede efter en bog der ser gammel ud, med en kursiv skrift på, med en rød agtigt farve der lginer blod, udenom er der guld skrift"sagde hun og vendte om på foden så hun stod med forsiden mod hylderne"Min familie er en underlig familie synes jeg selv lidt, så derfor vil jeg finde ud ad lidt mere om den"sagde hun og sendte ham et lille smil. Yukii lyttede efter det Demetric sagde og smillede større"Enhver vampyr har et hjerte om det er koldt, ensomt vides ikke da jeg tror det er forskelligt fra vampyr til vampyr"sagde hun stille og lod blikket fastlagt sig på bøgerne men indtil videre kunne hun ikke finde den."I en lang tid har jeg følt der har været noget helt forkert ved min familie, mine forældre døde da jeg var 4 af to bersker vampyrer for øjnene af mig.."sagde hun stille og tænkte lidt over det hun lige havde sagt, det var ikke tit hun kunne få sig selv til at side de ord men der var en slags tillid til Demetric, som hun følte. Hun kiggede på bøgerne og tog en op i hånden for at kigge i den"nogle af bøgerne her er meget gamle, og nogle kan jeg slet ikke forstå eller læse"sagde hun med et undren ansigts udtryk."du sagde dit hjerte ikke virker men er du nu også helt sikker på det"sagde hun og holdte de lyserøde øjne på ham i lidt tid før han svarede. Alligevel var der noget over bøgernes tomme, ensomme aura der forstyrrede hendes blik på Demetric."du er ikke tvunget til at hjælpe, men jeg er villig til at hjælpe dig hvis du engang får brug for hjælp"sagde hun og kiggede ned på bogen i hendes hånd."Men der er noget jeg tænker på"sagde hun og sank bogen lidt hvorefter hun gik lidt tæt på Demetric"En vampyr som dem må da have en familie ikk"spurgte hun nysgerrigt og holdte bogen nede lidt så hun holdte blikket og sit ansigt vendt mod Demetric. Hun lyttede lidt til hans ord om familie og tænkte lidt mens hendes blik vendt sig lidt til den ene side"Familie... Tror du der er en forbindelse mellem os to, familie slags"spurgte hun med et tænkende udtryk.

//hihi gør da ikke noget^^//