Enemies at the Playground, or is she really your enemy? [Aurye]

Det var en mørk aften. Mørk og kold. Det var mærkeligt at tænke på, at hele verden ville være nedlagt af dette mørke lige indtil næste morgen, hvor solen ville stå op, og smelte alle monstrene, der gemte sig i natten. Eller ikke hele verden.. På den anden side af jorden legede børnene stadig deres tossede lege.
Blæsende var det også. En blid men insisterne vind der trængte helt ind i marv og ben .. Men på en rar måde. Som en kølig omfavnelse af Moder natur 'herself'.

'klikklikklikklik'. Man kunne høre hendes stiletter ramme jorden, hver gang hun tog et skridt. 'klikklik'. Vinden bar' lydene med sig i alle retninge: Ind i haverne på de villaer der lå ved hendes ene side 'klik', ud over vejen og over på den ny slåede græsplæne 'klik' på hendes anden side, sendte det tilbage af den vej hun var kommet, 'klik' og frem til det sted hun ville gå hen: Legepladsen.
Der stod nogen luskede typer på den modsatte side af vejen, i en mørk skygge, der skjulte deres ansigtsudtryk. De vendte langsomt deres opmærksomhed mod stiletternes klikken, sløret af alkoholens virkning i blodet. De gloede på en pige. En høj, tynd en af slagsen. Hendes lange stænger var beklædt med et par tæt siddende jeans i en mørk nuance. En løs hvid top dækkede hendes overkrop, mens et lysebrunt sjal skjulte hendes nøgne skuldre. Håret hang løst ned over hendes ryg, mens vinden forsøgte at løfte det med sig i en lystig dans.
Pigen vendte øjnene i deres retning, mens hun forsatte med at gå lige ud. Hun udstådte en hul latter, inden en kraftigt vindstød ramte fulderrikkerne. Den ene kom ud af balance og vaklede et par skridt, mens de andre måtte holde fast på deres jakker, så de ikke fløj af helvede til. Imens runede pigen et hjørne, og forsvandt derved fra deres synsvinkel.
Hun var drejet ind på en vej uden gadelamper, men det generede hende ikke sønderligt, hun kendte jo vejen.
Hun kiggede sig over skulderne, for at tjekke om drengene var fuldt efter hende.. Hvilket de ikke var. Hun stoppede op, og skubbede sig selv lidt længere ind i skyggerne, efter hun havde tjekket om der var fri bane.
En svagt vindpust hørtes, og en falk valdrede ud fra der hvor der før stod en pige. Den lignede en normal falk, bortset fra det menneskelige glimt den havde i de gule øjne. Den bredte lydløst sine vinger ud i fuld længde og nød endelig at kunne strække sig. En mild brise kærtegnede dens robuste krop med de prægtige brune fjer inden den slog med de store vinger og lettede fra fortovet, på vej mod legepladsen..

// sorry der ikke sker så meget.. men ville prøve at skrive et langt indlæg.. 8D //

Latteren var høj og klar gennem tågen der disede rundt mellem alle de sjove, festlige og farverige legeplads-redskaber. Den kom fra en der var så vant til at grine, at det var naturlig at høre på den, så klar og gennemtrængende i nattens tavshed. Der var vidst ingen tvivl efterladt her, om at nogen morede sig herligt i aften. "åh, nu blev jeg svimmel.. jeg burde stoppe.." sagde Celéste til sig selv, midt i en latterkrampe der forvred ordene. Et frækt smil passerede hendes læber, da hun endelig var på fast grund igen. Vinden var tagte til, var den ikke? Eller var det bare fordi hun virkelig var meget meget svimmel? Ligemeget, kunne det vel være.
Hun slap den stang hun lige havde svunget sig herligt rundt på, med den evigt ubestemmelige vind gennem håret, og begyndte at gå hen mod gyngerne. Tågen skærmede snart hendes udsyn for pælene, men legehusene kunne minde om uhyggelige øjne og munde der skreg af hende.. hun gyste ved tanken, om hvordan tåge kunne gøre mærkelige ting. Vildlede hjernens klarhed, forvirre synet, få en til at forestille sig ting. Med ét, var hendes gode humør forsvundet igen, da hun satte sig på træ-gyngen og vuggede nænsomt frem og tilbage med vindens svage susen gående igennem hovedet.
Vingeslag blev dog bragt til hendes øren, af vinden og de nærmede sig hendes placering. hvorfor mon en fugl, stor nok til at afgive så rytmisk, og rolige vingeslag var ude på denne tid, i dette vejr?
Hun bøjede hoved, så hun så ned i gruset undser hendes nøgne fodballer og begravede dem deri, så de sled sig op af hendes sårbare hud. Hun lukkede karamel-irisserne, og lyttede.. swush, swush, swush... det kom stadig nærmere, hvor hun var og hendes hjertetakt steg med hendes forventning om synet.

//Jeg kunne heller ikke finde på noget.. såååeh^^'//

Vingerne, der med en rolig basken holdte falken oppe. Utroligt at sådanne få kræfter kunne få en til at flyve. De var lange, selv for en falk, og de havde sirlige mønstre af sorte, hvide og brune fjer, som strakte sig over hele dens robuste krop. Musklerne var store, men dog ikke synlige.
Kroppen, lille men utrolig stærk. Brystet der blev sænket roligt op og ned, mens hjertet bankede i takt.
Kløerne, lange og skarpe. Kraftfulde og voldsomme, men de kunne samtidig være så blide, at de ikke lavede hul i huden, på den arm de satte sig på.
Næbbet, krumt og dødbringende. Fra det gab kunne der lyde høje skrig, som kunne høres kilometer væk.
Øjnene, der gemte på mange hemmeligheder. De var gule, og så både skræmmende og nysgerrige ud. De forsøgte at se gennem den tågen, som hele tiden blev tykkere.
Gad vide om hun snart var over legepladen? .. En pludselig latter var vidst svar nok. Hun stoppede med at baske med vingerne, og hun begyndte langsomt og sikkert at dale mod jorden og tågen der dækkede den.
Latteren lød ren og gennemtrangene, som et 'ægte' barns latter. Falken smilede let, og de gule øjne glimtede.
Hun nåede gennem tågen, og så legepladsen nogle få 100 meter længere fremme. Hun strakte kløerne ud mod jorden, og spredte vingerne ud. Hun baskede let med dem, og lanede forsigtigt på den kolde jord.