En gammel ven - Zane

Tid: Aften, omkring klokken 21
Sted: Hotellet Quatre
Vejr: Udenfor smådrypper det en smule, men trækker op til voldsom regn
Omgivelser: Receptionisten og andre gæster som er indlogeret

Nogle få gæster stod i receptionen og ventede på at få kastet nøgler over disken, så de ville kunne finde vejen op til deres værelser. Det var ikke fordi der manglede nogle, og hvis ikke man vidste bedre, kunne hotellet se ud som om det kunne huse hele Di Morga. Selvfølgelig var dette ikke muligt, men det husede dog mange.. Af alle slags.
De højtstående og rige befandt sig øverst oppe i penthousesuiterne, og jo længere ned man kom, jo fattigere var beboerne.
Hvad hotelejeren dog ikke kendte til, var en af hans nyeste beboere. I kælderens mørke havde Angelie bosat sig, væk fra omverdenen, stadig iført det blodige tøj, der efterhånden var ulækkert at se på. Håret indebar ligeså stivnet blod, og hang fedtet og livløst ned over det udhulede ansigt. Højre øje var en anelse større end det venstre, efter den mindre operation hun havde gennemgået i Lazarus' kælder, mens fingrene, der havde været brækket, var vokset skævt sammen i leddene.
Hun bar stadig voldsomme mavesmerter, selvom såret så småt var vokset sammen. Infektionen havde dog intrådt i dette, som var syet sammen med børnehår.

Lige nu stod Angelie dog i skyggerne under trappen, som ville føre fra receptionen og op til første sal. Langsomt gled tungespidsen over de gullige tænder, der fortalte at denne kvinde levede af rå kød, eftersom man ville kunne se blodstænk over dem, og en anelse pels i mundvigen.
De blå øjne var ufravendt mod den mandlige elevatorfører, som tålmodigt ventede på at kunne føre det næste par op til deres sal. Denne stod blot fire meter fra hende, og hun ventede utålmodigt på sit snit til at slå kløerne i denne, og rive ham med ned i hendes gemme, for at kunne udføre hendes gøremål.

Den stille regn havde gennemblødt hans lange, sølvhvide hår, og en lok var faldet ned foran hans øjne.
Han skubbede den langsomt om bag sit spidse øre og fortsatte hen mod hotellet.
Der var ingen grund til at skjule sig, og der var ingen grund til ikke at overnatte på byens bedste og fineste hotel.
De øverste etager var trods alt lige så prægtige som Abbadons gamle festsale, som kun Zane havde set.

Han så frem til en blød seng og en god nat's søvn... eller ikke.
Han havde været død og fanget i Ma'lakel Lemoris' sværd, som Zane endda selv havde smedet!
Han havde absolut sovet nok...
Vreden flammede stadig i ham, men han undertrykte den og holdt den godt og grundigt nede. Det var ikke nu, han skulle gå amok og smadre alt og alle omkring sig.

Nej, den dans ville han gemme til dem der havde fortjent det... Scars, der nu sad på Zanes trone i Zanes borg, i Zanes by... i Zanes land!
Ma'lakel, som havde dræbt og indespærret ham, men som nu var forsvundet... og Damia.
Damia som havde myrdet Angelie kort tid før Zane selv faldt.
Det var dem, der skulle få hans vrede at føle...

Zane nåede hovedindgangen til hotellet, og trådte indenfor.
De samtaler der nu end måtte være i gang, stoppede brat da han trådte ind.
Folk kiggede forbløffede på ham, han ignorerede dem.
Hans får havde genkendt ham. Glimrende.
Zane kiggede over mod receptionen og rakte en hånd frem.
Receptionisten fik nu yderst travlt med at rode rundt i nøgleskabet, og kastede så en gylden nøgle over til Zane, som greb den let.
Han skulle selvfølgelig have det bedste af det bedste. Tåbelig idioter, disse mennesker...

Utålmodigt flyttede hun vægten fra den ene fod til den anden, mens blikket flakkede fra elevatorføreren og hen mod de andre tilstedeværende. Sanitet var ikke noget der lå til hendes person længere, og det var mildest talt et mirakel, at hun havde ventet så længe allerede.
Man skulle næsten tro at det havde været planlagt, for en stemme begyndte langsomt at mumle i Angelies tanker. Den opfordrede hende til bare at få det overstået, ligegyldigt om hun ville blive set eller ej. Langsomt trådte hun et skridt frem fra skyggerne og mod denne person, i samme øjeblik som alles interesse blev vendt mod en person, der trådte ind i selve receptionen. Hendes held.
De lange, radbrækkede fingre rakte frem med et dyrisk instinkt og greb fat i menneskemandens nakke, hvor hun borede de uslebne negle ned i det bløde kød. Hans opmærksomhed havde også været vendt mod den nyankomne, og derfor havde manden ikke opfattet den svævende fare. Et gisp undslap dennes mund, mens Angelie læber krængede sig tilbage i et voldsomt smil.
Stadig med grebet i dennes nakke, trak hun ham tilbage mod sig mens den frie hånd lagde sig krævende omkring hans skulder. Manden fik overbalance, da hun trak ham tilbage imod sig, og Angelie slæbte hans kæmpende korpus med sig tilbage i skyggerne, ligeglad med om andre havde opfattet mandens svage klynken.
"ssh" tyssede hun let mod dennes øre, efter hun befandt sig i skyggerne igen, mens hun flyttede hånden fra skulderen, og lod den bare arm glide omkring mandens hals istedet, for at kvæle resten af hans lyde, og gøre det sværere at trække vejret. Smilet var stadig over hele hendes ansigt, da hun indsnuste duften ivrigt, og kort lukkede øjnene, for at lade den opfylde hende helt.
I hans nakke ville blodet begynde at løbe let, efter at neglene havde placeret sig dybt nok i denne, og den metalliske duft bragte langsomt rusen op i hende, og gav hendes blå øjne det vanvittige skær de så ofte indeholdt i disse nyere dage.
Hun fulgte ikke længere med, og vidste ikke at Di Morga havde fået ny hersker. Jo hun havde set wanted plakaterne, men aldrig havde hun kigget nærmere på hvad der stod.. Hun havde hørt en mand tale, men selv været for optaget af stemmerne i sit eget hoved, til rigtig at høre efter, eller se hvem ordene kom fra. Landet kunne være under angreb og hun ville ikke vide det. Alt hun handlede ud fra var instinkter..

De svage klynk fra manden nåede selvfølgelig hans skarpe ører, men han ignorerede det. Mange folk var bange for ham, og klynkeri var ikke unormalt.
Han hørte også Angelies stille tyssen, men gik ud fra at det bare var en der tyssede på den klynkende mand- hvilket det jo egentlig også var.

Zane kiggede kort på receptionisten og nikkede.
Så begyndte han roligt at gå over mod elevatoren.
Folkene herinde kiggede stadig på ham med store, forbavsede og frygtsomme øjne, og et lille smil bredte sig på Zanes læber.
Han var stadig frygtet i Di Morga... godt. Det kunne han bruge til sin fordel når han en dag gik efter tronen igen.
Ingen ville turde stille sig op mod ham... i hvert fald ikke mennesker.

Zane nåede elevatoren, trykkede på knappen... og stivnede.
Selvom han ikke var vampyr, var hans sanser utroligt skarpe, selv for en Sortelver... og han kunne lugte blod.
Langsomt vendte han blikket mod trappen hvor lugten kom fra.
Inde i skyggerne kunne han tydeligt se to personer... og den ene stank ganske forfærdeligt.
Han rynkede næsen og fnøs.
"Du der. Vampyr eller hvad du nu er... lad være med at feed'e på dem der arbejder." sagde han koldt.
Hvor irriterende at vampyrer dræbte dem der arbejdede... arbejdere var vigtige, selv en som bare fulgte med op og ned i en elevator.
Zane vendte igen opmærksomheden mod elevatoren. Ventende.

Duften var som sød musik i hendes ører. Den fyldte alle hendes sanser, og hun lod sig synke ind i rusen. Godt nok var hun ikke vampyr, men hun blev stadig tryllebundet ved lugten af blodet, og et kort øjeblik overvejede hun endda at sætte tænderne i manden, for at flå en luns kød af, præcis som hun gjorde når hun spiste dyr.
Langsomt bøjede hun hovedet forover, og lod det røde hår falde ned over ansigtet, mens hun diskret lod tungen samle noget af den rødlige masse op, for at lede dette ind bag hendes læber. Bevægelsen fik manden til at klynke endnu engang, og øjnene spilede sig en anelse op, hvorefter han kæmpede hårdere, for at slippe fri af grebet.
Stemmen, der normalt ville have frembragt glæde i hendes indre, fik hende til brat et rette blikket mod denne person, som lød under navnet Zane. Hun havde elsket ham i sit tidligere liv, og der havde ikke været nogen siden.
De blå øjne fokuserede kort på personen, og et stik i hendes hukommelse fortalte, at hun burde vide hvem denne var, at det var en hun før havde mødt. Hun kunne dog ikke sætte noget navn på ham, hvilket gjorde hende forvirret og hun mistede opmærksomheden på hendes offer et øjeblik.
Manden i hendes favn var ikke længe om at udnytte det løsnede greb, og stak halen mellem benene, mens han klodset løb væk fra hende, Zane og ud igennem hoveddøren.
Angelies øjne kneb sig hidsigt sammen, mens hun mumlede lange uforståelige sætninger, som hun ikke engang selv ville kunne forstå. Fra sin hugsiddende stilling hvæste hun vredt, mens hun skulede mod elveren, hvorefter hun satte i et katteagtigt spring med neglene rettet frem mod ham som kløer, der havde retning mod hans strube.
Hvis hun ramte, ville de begge falde tilbage ind i den åbne elevator, der lige havde ladet dørene glide fra hinanden. Hvis ikke, ville Angelie selvfølgelig selv ryge ind i denne.

Zane hørte at manden slap fri fra vampyren og løb.
*Klodsede, dumme mennesker... de burde være mere forsigtige...* tænkte han og himlede med øjnene.
I det mindste havde vampyren gjort hvad han havde bedt den om...

Angelies mumlen fik ham dog til at være en anelse på vagt. Han kunne ikke kende hendes mumlende stemme...
Hendes stank rev ham i næsen og han sukkede, mens han ventede på den umådeligt langsomme... "Ding!"... elevator.
Ding'et kom som en velsignelse! Nu kunne han undslippe vampyrens modbydelige stank og mærkelige mumlen.

Dørene gled op med en sagte hvæsen, og Zane tog et skridt frem mod elevatoren.
I samme øjeblik hørte han bevægelsen da Angelie sprang på ham.
Han reagerede lynhurtigt, snurrede rundt om sig selv, greb hårdt fat i Angelies arme, og skubbede hende hårdt ind i elevatoren.
"Forbandede vampyr..." hvæsede han mens han selv gik ind i elevatoren.
"Hvor vover du at-" han afbrød sig selv.
Han havde set det hår før...
Zane kiggede på væsnet.
"Se på mig..." hviskede han med en stemme han knap kunne fremmane.

I hendes eget hoved havde angrebet virket taktisk, udspekuleret og det kunne umuligt gå galt. Selvfølgelig var virkeligheden en anden, eftersom hun manglede den rationalitet der fortalte hvornår det rette øjeblik var, for ikke at tale om teknikken bag. Derfor ville det selvfølgelig ikke komme bag på nogen andre end hende, da hans fingre greb fat om hendes arme, hvorefter det voldsomme skub tvang hende ind i elevatoren mod bagvæggen, stadig med håret dækkende, eftersom at blikket var vendt nedad, mens læberne stadig var tilbagekrænget i en vred knurren.
Hendes mumlende lyde var stoppet da hun havde angrebet, og nu var der kun den hvæsende knurren tilbage, mens hun et sted i det fjerne hørte hans stemme vrisse af hende.
Hun opfattede derfor heller ikke at han stoppede sin tale, da stemmen fra før igen var i hendes hoved. Han havde ladet hendes legetøj slippe væk, så han måtte erstatte dets plads.
Hun kæmpede irriteret mod hans greb, og de desperate fingre bevægede sig mod ham, da grebet om overarmene ikke gjorde det umuligt for hende at bevæge den nederste del.
Stemmen i hovedet overdøvede hans udtalte ordre om at hun skulle se på ham, og derved makkede hun selvfølgelig heller ikke ret. I et kort øjeblik ville man næsten tro, at hun nægtede at lystre, da dinglyden fortalte, at elevatoren ville lade dørene glide i.
Den knurrende lyd i struben ville hæve sig, og blive forvandlet til et hidsigt skrig, hvorefter hun slog hovedet tilbage mod væggen, hvorefter en hul lyd fulgte, da hovedet og denne ramte mod hinanden. Det røde hår fløj tilbage fra hendes ansigt, så dette ville være synligt for ham, inden hun ville kaste dette fremad, i et forsøg på at banke det mod hans.

Da hun hamrede sit hoved ind i væggen, så han hendes ansigt.
Selvom hun så helt udhungret ud, og hendes ene øje var lidt større end det andet, så var det utvivlsomt hende. Angelie.
Zane stirrede bare på hende, og hun bevægede sit hoved fremad nærmest i slowmotion.
Først da hendes pande kolliderede med hans, blev han revet ud af sin forbavselsens drøm.
Han slap hende lige som døren til elevatoren gled i, og tog sig til panden mens han gik to skridt bag ud.
"For.. fanden da..." mumlede han og kiggede igen på Angelie.

"Angelie..." hviskede han nærmest hæst.
Hun var virkelig i live... eller noget der lignede.
Han så på hendes ansigt, som engang havde været så smukt.. hendes tænder, som engang havde været hvide og perfekte... Hendes hår, som plejede at være velplejet, fyldigt og helt igennem skønt...

Nogen eller noget havde gjort hende til noget andet... nogen eller noget havde gjort hende ondt.
Hun lod slet ikke til at være sig selv.. hun var som et vildt dyr! Som en vampyr der har mistet kontrollen...

"Angelie... Angelie! Lyt til mig!" sagde han da han endelig fandt sin stemme igen.
Han betragtede hende, og løftede hænderne i en ikke-truende position, parat til at afværge et angreb.

Smerten i hendes egen pandeskal fortalte tydeligt, at hun havde ramt noget. Ham, en væg eller hvad det nu kunne være. Kort måtte hun blinke et par gange med øjnene, for at fjerne de diskrete pletter der tågede i udkanten af hendes synsvinkel, mens hun mærkede grebet slippe hendes arme. Det nyopfundne frihed var ligegyldig for hende. Hun følte sig stadig fanget fordi dørene var gledet i, og han var midlertidigt glemt i hendes hukommelse, da hun trådte fra den ene ende af elevatoren, og til den lukkede dør, som hun hamrede på med knyttede næver, som om det ville få den til at åbne sig.
Slagene stoppede da hun hørte udtalelsen af hendes navn. Hvorfor kendte han hendes navn? Hun vendte sig rundt, for derefter at lade ryggen glide ned langs den lukkede dør, så hun endte med at sidde på jorden med benene trukket ind til kroppen, for derefter at starte den beroligende vuggen frem og tilbage, som fik hende til at slappe af, i situationer hvor hun følte sig utilpas.
Der var lyden igen.. Hendes navn. Hvorfor kendte han hendes navn. Blikket rev sig væk fra knæet, som det havde betragtet siden hun satte sig, for derefter at skule op mod ham med et mistroisk blik. Stemmen i hendes hoved talte igen, og informerede hende om, at det umuligt kunne være godt, at han vidste hvem hun var.
Alligevel var det ikke det ansigt, der gav hende mareridt om natten. Nej langt fra. Hun lyttede ikke till ham, men sagde heller ikke noget. Hun var ikke i stand til at koncentrere sig om ord, der ville flyde imellem dem, og hun var heller ikke selv i stand til at danne sætninger, som andre ville forstå.
De vuggende bevægelser fortsatte mens hun holdt blikket fast mod ham, som han stod der i sin afværgende bevægelse. Han frygter dig, fortalte stemmen, og et grumt smil krøb over hendes læber, for endnu engang at blotte de grimme tænder igen, mens latteren krøb op igennem hendes stemmebånd.
"Frygter... du.. mig" Latteren skar igennem hvert af de lavt udtalte ord, mens den fortsatte lidt efter. Hun havde oplevet reaktioner på hendes tilstand, flere end hvad godt var. Nogle skræmte, andre medlidende og igen andre der var ligeglade. Et utal af dem var kommet og gået.

Hendes ord ramte ham mere eller mindre som en forhammer, og han sænkede sine hænder.
Han betragtede hende og overvejede hvad han skulle gøre... at blive vred var ude af billedet, det ville ikke hjælpe ham, og i værste tilfælde ville hun blive skrækslagen eller vred, og helt ustyrlig.
Hun havde mistet forstanden...
Zane gik hen til væggen overfor hende, og lod sig dumpe ned så han sad over for hende.
Han betragtede hende stille mens han kæmpede mod trangen til enten at smadre det hele, eller græde.
Han ville ikke nedværdige sig til nogen af delene, så han svarede bare:
"Nej.. jeg frygter dig ikke. Jeg har aldrig frygtet noget... det ved du godt."
Han måtte have hende med ind på suiten... han var nødt til at forsøge at.. at.. finde hende igen. At få hende til at huske...
"Du husker mig ikke... men mit navn er Zane." sagde han.
Der lød et "Ding!", og dørene åbnedes igen.

Noget måtte have påvirket ham. Hun havde sagt tre små ord, og det fik ham til at sænke hænderne. hvor typisk. Det var i og for sig også ligegyldigt, for han interesserede hende ikke. Mest af alt ville hun bare ud af den lukkede elevator, ud hvor man rent faktisk kunne trække vejret, uden at føle at man var ved at blive kvalt af iltmangel.
Det fortalte også, hvorfor hendes egen vejrtrækning var hektisk. Hun følte sig tydeligvis utilpas ved at befinde sig derinde, og ikke grundet hans tilstedeværelse. Hun havde da været i nærheden af andre før. A.. Han havde været flink mod hende, det huskede hun, men det var også kun få uger siden, at hun havde tilbragt tiden med ham. Ellers var resten bare sløret.. Dage hvor hun havde siddet på gaden, og mumlet for sig selv. Det var først for to dage siden, at hun havde fundet på det at flytte ind i hotellets kælder, som en anden uindbudt gæst.
Lyden af bevægelse fik hende til at se på ham igen med et halvt tåget blik, fordi tankerne optog hende mere. Hun opfattede hvordan han satte sig, og tillod derfor sig selv at læne sig tilbage mod elevatordøren i en form for halvt afslappende position.
Selvom han talte, kunne hun ikke finde sammenhængen mellem ordene. Hun vidste det var en respons til det hun havde sagt, men hvad havde det nu været? Der var alt for mange ord, som hun skulle sætte i forbindelse med hinanden, og til sidst.. ja til sidst opgav hun bare, og brummede i stedet et hmm.
Tankerne løb dog stadig rundt, og få ord blev genkendt, såsom frygt. En følelse hun havde været i besiddelse af længe nu, og levede bag. Hun genkendte også ordet jeg, og benægtelsen.
"Alle.. frygter" hviskede hun lavt, hvorefter hun mærkede dørene åbne sig bag ryggen. Hun tænkte sig ikke om to gange, for hun vendte sig halvt rundt, og i en kravlende bevægelse, skyndte hun sig ud af elevatoren, og ned langs gangen

Han så hende kravle ud og spæne ned ad gangen...
Zane rejste sig roligt, og på fire skridt var han ude på gangen.
Han kiggede i den retning hun løb, og så hende ganske få meter væk.
Gulvet heroppe var dækket af et smukt, rødt tæppe. Malerier og gamle, smukke våben og rustninger prydede væggene og siderne af gangen, og dørene ind til de luksuriøse værelser var belagt med guld.
"Du løber den forkerte vej Angelie..." hviskede han.
Zane knyttede sin højre næve, og hamrede den blidt mod gulvet.
Skygger bredte sig fra den, og han hvislede "Fang hende... bring hende til min suite... skad hende ikke.".
Da skyggerne var hans egne skabninger, adlød de ham selvfølgelig.
Hans magt over levende skygger var også det han havde brugt dengang han byggede Abbadon, Den Sorte Fæstning.

Zane så til mens skyggerne susede hen ad gulvet og efter Angelie.
Han rejste sig, vendte sig om, og begyndte at gå hen ad gangen i den modsatte retning af hvor Angelie var løbet hen.
På ganske få sekunder nåede han den store, guldbelagte dør der førte ind til suiten.
Han fiskede den gyldne nøgle op ad lommen og låste op.
Da han gik ind, lod han døren stå åben så skyggerne kunne bringe den sikkert skrigende og hvæsende Angelie tilbage...

Suiten var i sandhed noget for sig selv; den bestod af et stort, rundt rum uden vinduer, men med en trappe op til taget af hotellet, hvor der var en smukt passet have med diverse springvand og altaner, alt sammen tilhørende suiten.
For enden af de runde rum stod en stor, blød seng med tykke dyner og luksuriøse puder. Et gyldent sengetæppe lå over de snehvide dyner.
Gulvet var også her dækket af et smukt, rødt tæppe, men her var det blødt og tykt ulig det der var i gangene, som var fint og tyndt.
En lille bar af mørkt, poleret træ stod ved væggen til venstre for sengen, og en dør som førte ud til et luksuriøst badeværelse var på den anden side af sengen.

Zane gik op til sengen og satte sig roligt på den, mens han betragtede den åbne dør og ventede på sine skygger og Angelie.

Friheden var til at føle på, da hun var kommet ud af elevatoren, og hendes løbende skikkelse fortsatte ned langs gangen, væk fra det klaustrofobiske rum, og væk fra denne mand, som kendte hendes navn.
Hun end ikke kiggede sig over skulderen, for at se om han fulgte efter hende, eller hvad der skete. Forude kunne hun se døren, der ville lede ud til trapperne, hvor hun ville kunne komme ned i kælderen, ned i sit trygge gemme. Hun kunne se hvordan døren foran hende nærmede sig, og mærke hvordan friheden flød på tungen i hendes mund.
Det var i det øjeblik hun faldt forover, ved at noget havde grebet fat om anklen på hende. Gulvet nærmede sig hende, og med et bump landede Angelie ligeså lang hun var, og mærkede slaget glide igennem hver eneste muskel i hendes krop. Smerten var dog stærkest i maven, hvor det halv helende sår befandt sig, og hun gispede af smerte, ude af stand til at rejse sig og fortsætte. Istedet krøllede hun sig sammen til en kugle, beskyttende omkring det ømme område, mens hun så hvordan de sorte skygger rejste sig over hende.
Frygten placerede sig i hende med det samme. Fanget, med mørke der trængte sig ind på hende, som skyggerne nærmede sig, og slyngede deres fangarme omkring hende, og derefter at trække hende op fra jorden.
Skriget var sønderrivende da det flød over hendes læber, og Angelie sprællede voldsomt for at komme fri. Men hvordan bekæmpede man en skygge?
Hun blev slæbt ned langs gangen, mens hun stemte imod med de bare fødder, for at undgå det sted de ville trække hende hen. Ordet nej blev ved med at lyde over hendes læber, mens hun rystede voldsomt på hovedet, og blev ved med at kæmpe mod de sorte væsner, som Zane havde sendt efter hende.
Hun så hvordan den åbne dør nærmede sig, og frygten gled automatisk over i direkte angst for at komme ind i dette. Lazarus havde i det mindste sørget for at hun havde været bevidstløs når han havde slæbt hende til torturstedet, men så skånsom havde disse ikke tænkt sig at være.
Fortvivlede vredestårer gled ned over de beskidte kinder, og afslørede den rene blege hud de steder hvor de gled ned, mens hun blev trukket ind igennem døren.
Taget slap hende da hun var omkring en meter fra Zane, der sad i sengen, og hun faldt til jorden endnu engang med et bump, for igen at måtte gispe over smerten, der gled igennem maven. Hvis hun var uheldig kunne såret have sprunget op, men hun undersøgte det ikke. I stedet blev hun den sammenkrøllede kugle, som klemte øjnene hårdt sammen, for at forberede hende på det der ventede.. Det utænkelige og som hun før havde gennemgået.

Han betragtede skyggerne slæbe hende ind og smide hende på gulvet foran ham... og vreden blussede op i ham
Zane rejste sig op og så på skyggevæsnerne.
"Jeg sagde i ikke skulle skade hende..." hvæsede han, og skyggerne forsvandt mens de vred sig som i smerte.
Zane gik forbi ANgelie og over til døren, som han lukkede og låste.
Han tog en dyb indånding og gennemgik sine muligheder i hovedet.
Så vendte han sig om og gik over til Angelie.
Han knælede ned og lagde en hånd på hendes skulder.
"Angelie hør på mig... lyt..." sagde han stille, som til et lille barn.
"Du er i sikkerhed nu. Ingen kan gøre dig noget... jeg er her... jeg beskytter dig..."
Han betragtede hende, og fortsatte i samme, rolige tone:
"Jeg ved ikke om du hører halvdelen af de ord jeg siger... men hør dette." sagde han, hvorefter han hviskede i hendes øre: "Zane... sikkerhed... Angelie..."
Han så bekymret på hende og afventede hendes reaktion.
Med lidt held var han brudt igennem hendes mur af vanvid... men hvis ikke, ville han have en lang, sej kamp foran sig. Muligvis ikke fysisk... men psykisk.
*Jeg nægter at give op... hun er her jo, og hun er i live. Hun må og skal være derinde et sted!* tænkte han mens han mærkede sine normalt så kolde, lilla øjne blive våde.

Hun hørte ikke efter da han talte til skyggerne, men prøvede i stedet at kæmpe sig ind i en sindstilstand der lukkede fuldstændig af for omverdenen, dels for at beskytte sig selv mod den fare der med sikkerhed ville blive kastet over hende om ganske få sekunder.
Boblen formede sig omkring hende, og hun lukkede af for ham, for berøringer, for alt. Hun sansede intet men svævede mentalt rundt i intethed, som skabte hende mere tryghed, netop af den grund at hun var alene i dette sted.
Derfor reagerede hun ikke, da han først lagde hånden mod hendes skulder. Normalt ville hun have flygtet væk fra berøringen, men ikke nu. Det betød dog også, at hun heller ikke hørte ordene, men kun et fjern mumlen, mens hun sørgede for at holde øjnene lukkede, for at bevare sin boble.
Den bristede dog, da hun forsigtigt kiggede ud igennem en ganske minimal sprække, og virkeligheden bruste mod hende. Hun havde kigget af instinkt, for at finde ud af hvor faren befandt sig, og da mærkede hun også hånden på hende og den hvisken der ramte hendes øre i samme øjeblik.
Ordene var simple, korte og noget hun forstod. Hun havde hørt lige netop det ord flere gange igennem den seneste tid, selvom det endnu ikke havde givet hende sikkerhed overhovedet.
De fugtige øjne vendte sig mod ham, mens en svag rysten gled igennem hendes krop, og hun rystede på hovedet. Hun troede ikke på ham.. Hun havde lært at den eneste man kunne stole på var sig selv, og siden hans død var det alt hun havde haft.
Hun ville gerne fjerne sig fra berøringen af hendes skulder, men hun kunne ikke få sig selv til at bevæge sig grundet smerten, så istedet rystede hun bare endnu mere på hovedet, mens hun klemte øjnene i igen, for at få det hele til at forsvinde.

Da hun rystede på hovedet ad hans ord, vidste han at han var ved at bryde igennem. Han var nødt til at fortsætte, selvom det gjorde ondt helt ind i sjælen på ham at se hende sådan her, og at være i nærheden af hende i denne tilstand.
Hun var så bange og ulykkelig at hun havde lukket sig selv inde og ladet sit indre dyr tage over... det var ihvertfald hans teori.

Hun rystede på hovedet og hendes spinkle krop skælvede... så han lagde armene om hende og lagde sit hoved på hendes skulder.
"Angelie... sikkerhed... løfte..." sagde han stille mens en tåre brød fri og løb ned ad hans kind.
Han hadede det her... og han havde tænkt sig at finde ud af hvordan hans stærke Angelie var blevet sådan her. Hvis nogen var skyld i det... så ville han finde ud af hvem, og når han gjorde, ville han finde dem... Hvem det end var.
Han vuggede stille frem og tilbage med Angelie og hviskede nu i hendes øre:
"Jeg... elsker... dig..."

Der var flere årsager og stadier i hendes tilstand. Den kunne skifte ligeså hurtigt, som vinden ville ændre retning. Det ene øjeblik, ynkelig og uskyldig, mens hun i det næste ville være morder og kold. Hun følte det normalt, og lagde ikke selv mærke til ændringerne, og hun havde ingen omkring sig til at kunne fortælle at noget var galt, eller lære hende hvad der var rigtigt og forkert. Det handlede om overlevelse, og hendes principper var simple. Stol ikke på nogen, og slå ihjel istedet for at blive slået ihjel.
På nuværende tidspunkt var hun forskræmt, frosset i sine bevægelser, og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, men ventede bare.. Ventede på hvad en der nu skulle komme, som hun vidste ville dukke op. Det ville altid dukke op, præcis som den nat i kælderen.

Langsomt tog hun sig sammen, og fik sig halet op i en siddende stilling, stadig med armene klemt omkring maveregionen, mens hun lod hovedet falde forover, hvor håret ville dække for hendes ansigt endnu engang.
Hun mærkede hvordan arme lagde sig omkring hende, og skabte et fængsel, som hun ikke ville kunne slippe ud af, og den utrygge følelse fik hende til at skælve yderligere, stadig for skræmt til at bevæge sig.
Ordene lød igen, og hun forstod dem endnu engang.. Simple var de, og hendes hoved hævede sig en anelse, inden tanken om overlevelse igen slog ned i hende.
De sidste tre ord var fremmede. Havde hun hørt dem før? Hvad betød de.. Hun var langt fra sikker, og det fik hende til at sætte sig i bevægelse væk fra ham. Hun ville glide ud af hans greb og placere sig overfor ham med fronten vendt mod ham, for derefter at kigge med et spørgende blik, et uforstående et af slagsen, hvis ikke han holdt hende fast i positionen.
Vredt ville hendes hånd tværer fugtigheden af kinderne, for at fjerne tegnet på svagheden, inden hun stædigt ville vende blikket mod døren uden at sige noget, men for igen at vente. Hun havde se ham låse den, og det ville være svært at komme ud af den.. Men det skulle lykkes. Hun var trods alt ikke bundet til et bord endnu.

Han lod hende slippe ud af hans greb, og sad nu bare og betragtede hende.
"Angelie... du kommer ikke ud. Du må blive her hos mig indtil du har det bedre."
sagde han med et let suk.
"Dumme tøs, du kan ikke engang huske mig..." mumlede han og satte sig i skrædderstilling overfor hende, med armene over kors.
"Første gang vi mødtes... hmmm... det var på en legeplads... du sad på en gynge, men du gyngede ikke... fordi du var trist." sagde han, mens han huskede tilbage.
Hun havde været et spøgelse dengang, men det ville nok ikke være smart at nævne lige nu... han ville undgå at forvirre hende mere end højst nødvendigt.
Han så kort på hende og kneb undrende øjnene en anelse sammen.
"Hvorfor holder du dig om maven på den måde...? Er du såret? Eller bange for at jeg gør dig noget?" spurgte han.
Hele hendes kjole stank af gammelt blod og det der var værre... så han kunne ikke hverken se eller bedømme om hun var såret.
"Hvis jeg kunne, ville jeg give dig et bad..." sagde han så, og lagde sig på ryggen med et suk.

Blikket flyttede sig ikke fra døren, som hun stirrede så intenst på, at hun håbede den ville gå op i flammer bare ved tankens kraft. Det ville selvfølgelig ikke ske. Ikke at det var umuligt, men hun havde ikke de fornødne magiske evner til at manipulere med ild, eller færdighederne til overhovedet at bruge sine evner. Hvis hun ville kunne det, var hun trods alt for længst sluppet ud ved at have lagt ham i en magisk søvn.
Utroligt som mennesker mindede om dyr. Selvom hendes mentalitet var væk, var hun stadig i stand til at kende en tilfangetagelse når hun stod i den, og det var præcis hvad dette var. Han havde fanget hende i dette værelse, luksuriøst og bedre end hvad hun havde været vant til.. Alligevel talte intet af det, når hun var der imod hendes egen fri vilje.
Det lykkedes hende at forstå sætningen, som han udtalte.. Hvordan vidste hun ikke, men blikket blev vendt tilbage mod ham, hårdt og brutalt. Hun fiskede efter øjenkontakt med denne mand, inden hun kort sukkede. "Måske.. er du ikke.. værd at.. huske" svarede hun tænksomt.. Ikke fordi hun kunne huske noget, men fordi hun var nødt til at tænke over hvert eneste ord, for at få disse til at give mening. Måske var han det værd, men hun ville ikke kunne vide det. En dag måske, men ikke nu.
Fortællingen om fortiden interesserede hende ligeledes ikke, og derfor lod hun sig glide ind i sin egen verden endnu engang, mens hendes blik fik et fjernt skær, og de vuggende bevægelser blev genoptaget. Hans stemme blev fjernere, da hun lod øjnene glide i. Intetheden gled over hende igen, problemet var bare at hvis hun var i den for længe, ville vampyren med det hvide hår, og blodrøde øjne dukke op for hendes indre blik.
Det var også præcis hvad der skete for hende, og de klynkende lyde startede mens hun hørte latteren skære igennem hendes sind.. Hans latter. Billedet ville ligeledes ikke forsvinde fra hendes nethinde, og hun var ikke i stand til at åbne øjnene.
De rokkende bevægelser tog til i kraft, og Angelie endte med at fjerne hænderne fra maveregionen, for derefter at tvinge neglene ned i huden på lårene. Hun borede dem ned, så de gik igennem den blege, beskidte hud, og afslørede det rødlige indre. Hun havde lært at det var på den måde, at hun slap af med billedet, fordi den fysiske smerte gjorde hende i stand til at åbne øjnene igen.
De åbnede sig også, lige tids nok til at høre klangen af et spørgsmål. Hvad havde han spurgt om? Hun vidste det ikke, huskede det ikke. Neglene blev siddende i de nydannede sår, for at holde hende fast i virkeligheden, mens hun holdt hovedet bøjet, og stirrede direkte ned i det bløde, røde gulvtæppe.
Bad.. Det var et ord hun forstod, og frygtede ligeså meget som tortur. Vand gjorde smerten i sårene langt værre, hvilket også var grunden til at hun undgik dette. Ordene fik hende til igen at ryste på hovedet, inden en lav hvæsen lød fra hendes sammenbidte tænder.
"Tving mig da!" svarede hun lavmælt og hidsigt, inden det hadefulde blik blev vendt mod ham. Det ville bestemt være den eneste mulighed for at han ville få hende i nærheden af vand. Selv efter han havde lagt sig ned, fjernede hun ikke det vrede blik fra ham, men overvejede istedet hendes mulighedern.
Blikket flakkede kort mellem ham og døren, inden hun tvang sig selv på fødderne, og satte sig i en hurtig bevægelse mod denne. Hvis hun ville nå frem til døren inden hun blev stoppet, ville hun rykke i håndtaget af alle kræfter. Låsen ville hun havde glemt alt om, men hun ville ruske, rykke og råbe af døren, for at få denne til at åbne sig.

Han satte sig op igen, og sendte hende et koldt blik.
"Måske... men måske er jeg værd at huske, og du kan lige så godt spare dig... jeg kan se i dine øjne at du vil forsøge at flygte. Du bliver her indtil du har fattet at jeg ikke gør dig noget."
Hans ord lød hårdere end det var hans mening, men han var begyndt at blive frustreret.

Zane rejste sig op og gik hen til baren.
Han fandt en flaske god vin og et glas, og begyndte at hælde op.
"Du er Angelie. Du ved ikke engang at du har været den mægtigste kvinde i Di Morga... tag dig sammen, tøs... og husk hvem jeg er, og hvad du selv er."
Han vendte sig om mod hende med vinglasset i hånden.
Han satte glasset til læberne og smagte prøvene på vinen.
"Middelmådigt..." mumlede han mens han betragtede Angelie med sine sædvanlige, kolde øjne.

Da hun begyndte at råbe ad døre, himlede han med øjnene.
"Dæmp dig kvinde! Du får intet ud af det der! Jeg har sagt at du bliver her indtil du er faldet til ro og har forstået at jeg ikke gør dig noget..."
Han smagte på vinen igen, og besluttede at han ikke kunne lide den.
Han satte glasset tilbage på baren og gik over foran sengen, hvor han lagde armene over kors og kiggede på Angelie.
"Hvordan fanden kommer jeg ind til dig...?" spurgte han hende, selvom han ikke regnede med et svar.
"Og hvem har gjort det her mod dig?"

Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig at høre efter hvad han prøvede at fortælle hende. Han kendte hende ikke.. Det var i hvert fald hendes overbevisning.. Ingen kendte hende, end ikke hende selv. "..Nej" svarede hun hårdt og kontant til hans ord. Hvis han var værd at huske, så ville hun vide hvem han var.. med sikkerhed.
Hun lagde ikke mærke til hvordan han rykkede sig over i baren, da hun på det tidspunkt allerede havde retning mod døren, som hendes fingre gled rundt om håndtaget, og startede med at rykke i denne. Hun ville ud!
Hans ord flød ind i hendes hukommelse, og de gav mere mening fordi hun ikke var i sit ynkelige stadie, men var på vej over i et vredesudbrud. Et dyr der ville vende sig mod sin herre fordi denne var uretfærdig. Ingen brød sig om at blive holdt fanget. "Jeg ved godt hvad jeg er!" knurrede hun irriteret uden at vende opmærksomheden mod ham, men kæmpede videre med døren, for derefter at skrige at denne skulle åbne sig igen.
Hvorfor hørte den ikke bare efter, og lukkede hende ud af hendes fangekælder? Hun knyttede højre hånd, og begyndte at banke den mod døren flere gange i et stødt tempo, så lyden dannede svagt ekko i rummet og ville kunne tiltrække sig opmærksomhed på den anden side, hvis nogle skulle ende med at gå forbi denne. Forhåbentlig ville døren blive åbnet udefra hvis ikke den kunne åbnes indefra.
Bankene fortsatte, og efter han havde bedt hende om at dæmpe sig. Det havde hun for sin vis gjort, eftersom at hendes råben var faldet hen i stilhed.

Opgivende måtte hun dog tilkendegive at det ikke var muligt. Hun var fanget igen, og vendte istedet sin opmærksomhed mod ham, ved at vende sig rundt, for at læne sig op ad døren og skule vredt imod ham.
"Jeg vil.. ud!" hviskede hun vredt, for derefter at lade armene glide over kors i et spejlbillede af hans position, imens hun ventede.. lyttede til hans spørgsmål.
"Han havde ikke problemer med at komme ind i mig" bemærkede hun, da han stillede spørgsmålet, ligeglad med om hun skulle svare på det eller ej. Selvfølgelig var meningen i hendes ord bogstavelig. Hun var blevet sprættet op over maven, og fået en åbning ind i hende.
Det var det andet spørgsmål der ændrede hendes ansigtsudtryk til et mere desperat et af slagsen. Hvorfor skulle han minde hende om hvem der havde gjort det.. Var det ikke nok, at hun allerede var fanger her? Skulle han også spille mindgame i hendes hoved.
Trodsigt vendte hun blikket væk fra ham, og lod det falde på glasset, der stod på baren, uden at besvare spørgsmålet. Den triste facade gled tilbage over hendes ansigt, mens hun stirrede på det halvt fyldte glas, med den dybrøde farve i sig. Den havde præcis samme farve som.. hans øjne.

Han betragtede hende stille mens hun efterabede ham. Hun var muligvis enten bange eller barnlig lige nu...
"Gør du? Svaret er nej, min kære. Du ved ikke hvad du er, hvem du er. Du ved ikke engang hvem jeg er." sagde han og rystede på hovedet.
Da hun sagde det næste, blev han vred.
"Åh.. så han havde ingen problemer med at komme ind i dig?" spurgte han med en stemme så kold som is.
"Jeg tror ikke helt du forstår hvad jeg mener..."
Da hun stirrede blankt på det halvtomme vinglas, greb han det og smed det på gulvet i et forsøg på at bringe hende tilbage.
"Vær ikke trist... du har en historie før du blev som du er nu. En fantastisk historie om en ung, smuk og stærk kvinde, som fik et magisk ønske opfyldt."

Vinen fra det smadrede glas blev hurtigt suget op af det tykke tæppe, og man kunne næsten ikke se at det var der, fordi tæppet selv var rødt. Nu virkede det bare en smule vådt, som havde han spildt vand på tæppet.

"Du behøver ikke huske de dårlige ting. De ting der har gjort dig til det du er nu. Forsøg at huske den sande Angelie, den stærke og smukke Angelie som ikke engang frygtede mig. Den Angelie som jeg tog på søen La Marécage's bred hvor hun bare var flabet og modig... Den Angelie som jeg skænkede et nyt liv."
Hans stemme var streng og kold.
Han var nødt til at blive ved hvis han skulle bryde igennem og hive den rigtige Angelie bare lidt frem...

Et sidste bank på døren, der stadig ikke ville give efter under hendes slag, kunne høres, inden Angelie omsider opgav sin kæmpen og stillede sig i den provokerende position.
"gør du? svaret er nej.." mimerede hun imens han talte, med en lav, lys stemme, for at skabe en parodi på ham, hvorefter mimimi'lyde indtræffede.
Smilet bredte sig over hendes læber og afslørede igen hendes gullige tænder, da hun tydeligt havde fået fremtvunget en følelsesmæssig reaktion med hendes anden sætning, hvilket.. ja det tilfredsstillede hende tydeligt.
"Præcis!" svarede hun kort, og tillod sig at sende ham et kort nik, inden hendes opmærksomhed blev vendt mod glasset. Hvad han troede var ligegyldigt, for meningen med ordene var stadig bogstavelige i hendes hoved. At de kunne misforstås var udelukket.
Glasset, der blev kastet på jorden, ikke så meget som sendte en rislen igennem hende. Hun betragtede bare stedet hvor det havde stået, inden blikket langsomt vendtes tilbage på manden. Øjenbrynet hævede sig en anelse i vejret, og et kort øjeblik mindede hun om den gamle Angelie, der følte sig hævet over ethvert andet individ, med selvsikkerheden strålende ud fra hendes krop, inden hans ord brød hendes facade, og hun svømmede tilbage i det triste, og usikre.
En fnisen startede i hendes strube, og arbejdede sig op igennem halsen, for at blive til en lavmælt latter, der bar klangen af direkte vanvid, som en slyngede sig ud i rummet mens han talte om at huske.
Minderne sagde hende intet.. Taget ved søen.. Sikkert.. Der var vel så mange steder at skulle huske, fået nyt liv.. Pff.
End ikke det strenge, kolde tonefald, kunne bringe hende til at få styr på latteren, og hun endte med at lade sig glide ned i en hugsiddende stilling, med ryggen mod døren, mens den stadig faldt fra hendes læber, mens hun lagde armene omkring maven igen, der kæmpede smerter både skabt af latteren, og de urolige bevægelser denne skabte i hendes indre.

De sidste få minutter havde en skygge i et hjørne rørt en smule ubemærket på sig. Rørt på sig som skygger normalt ikke gør – selvfølgelig medmindre at lyset laver en pludselig bevægelse som derefter normalt ville få skyggen til at røre på sig. Men ikke denne. Det var en blød og hurtig bevægelse. Levende. Skyggen hørte til i rummet, og havde gjort det allerede før Zane og Angelie havde fundet vej ind i Suiten. Faktisk havde skyggen først begyndt at holde øjne med scenariet af den havde fået besked om det. Den lette bevægelse havde været et lille bevis på at den var ’vendt’ tilbage fra noget. Ikke at skyggen havde været væk. Men at den havde hentet en anden i det tidsrum. Og nu hvor skyggen havde udført sit job, begyndte en anden skikkelse at tage form i hjørnet. Først kom omridset af en slank kvinde til syne. Så begyndte farven fra det mørkerøde hår at tage form. Samt diverse ansigtstræk. Et par unaturligt lyse grå øjne havde valgt at stirre direkte på de to personer i rummet. Først den unge mand og så pigen. Begge personer var genkendt. Den ene dog mindre genkendelig. Angelie. Den unge kvinde trådte ud af skyggen, så man nu kunne se hende i al sin pragt. Hvordan den næsten synlige aura pulserede omkring hende, i form af en masse mørke tråde som en slags skyggeagtig kappe der havde lagt sig omkring hende.
Tøjet var ikke andet end noget der mindede om sort stof der flere gange var snoet rundt om hendes krop, og stoppede nederst på lårene. Udenpå bar hun en mørk gennemsigtig, langærmet Cardigan, på kravebenet sås vedhænget på den halskæde hun altid bar. For det meste stolt udenpå sit tøj for at vise HVEM hun var, for at vise man ikke kunne gøre hvad man ville med denne. Men den sidste lange overgang havde hun til gengæld været ret så kendt. Når man tænkte på jobbet som herskeren af Di Morgas ene senator. Nej. Hun havde ikke engang behøvet at præsentere sig før de fleste som havde set hende allerede havde genkendt øjnene og håret. Som hun stod der i rummet, med rank ryg, fremskudt brystkasse og let hævet hage, var det tydeligt at se hun ikke skammede sig over hverken hvem hun var eller hvordan hun så ud. De lyse øjne gled fra Zane til Angelie. Hendes Angelie.
Uden at sige noget gik hun med velovervejede og elegante skridt over mod Angelie. Ansigtet var hverken fyldt med kulde eller udtryksløshed. Der var faktisk et let blidt glimt i hendes øjne som hun gik mod den unge pige. Der var et lille smil på hendes velformede læber. Om Angelie ville det eller ej kunne hun sikkert mærke et let sitren af varme i sit sind som Damia nærmede sig. Båndet trak i dem. Og en let behagelig fornemmelse af snart at blive genforenet fra den ene side ville brede sig. Men hun kort til gengæld. Damia var ikke en hel klump af varme følelser. Det ville alle efterhånden vide. To slanke hænder gled ned og trak Angelie op far den siddende stilling, dog forsigtigt nok til ikke at forværre smerten omkring maven. Her strøg hun blidt en hånd henover Angelies hår trods stanken som denne udsendte – hun ville helt klart få et bad når de kom hjem. Men det blev nød til at komme efter det mest nødvendige.

Damia rettede nu sit let blide blik mod Zane, hvor blikket nu fik et lettere hånligt skær, og smilet voksede et tand. Læberne skiltes en smule, dog uden at bryde det smil der på sin vis klædte den kønne dæmon. ”Zane D’tarion, der er gået noget tid siden jeg så dig sidst.” Og siden sidst havde Damia selvfølgelig selv gjort sig en del mere bemærket i byen. ”Må jeg tillade mig at sige – selvfølgelig må jeg det – at du aldrig kommer ind til Gelie på den måde.” Stemmen var blevet let varm, næsten helt medlidende, selv smilet var vokset en tand. ”Hvis du nogensinde ville gøre dig nogen forhåbninger – nogen som helst – om at se hende normal igen, er de ynkelige forsøg ikke den rette vej.” Hun pillede ved en tot af Angelies hår. Velvidende at denne højst sandsynligt heller ikke kunne genkende hende. Hun havde kort overvejet at snakke til hende via sindet, men droppede dette da det sikkert ville freake staklen endnu mere ud. Hvilket selvfølgelig ikke var helt det hun var ude på.


//OOG. Skyggedæmonen Damia har gjort sin entré, respekt for det ! må jeg høre klapsalverne?!//

Zanes iskolde øjne fulgte Damia da hun gik over mod Angelie.
Da dæmonkvinden rørte ved hende, trak hende op at stå, kneb han øjnene en anelse sammen.
Han sagde dog ikke noget før hun var færdig med at tale.

Et lille smil bredte sig på hans læber, og han lo højt.
"Damia Ambrosia... længe siden." sagde han med is i stemmen.
"Hvad bringer dig herop hvor der er levende væsener? Jeg troede du var stukket af sammen med krysteren Ma'lakel, eller måske bortgået ved et forfærdelig død. Jeg kan se at mine forhåbninger ikke holdt stik."
Han gik et par skridt nærmere, og smilede grumt.. Damia var ikke den han havde forventet at se... men hun var under alle omstændigheder hans bytte. Det havde været klart helt fra starten.
"Hvorfor så interesseret i Angelie?" spurgte han koldt, "og til din information... hun er splitterravende sindssyg, og hun har brug for at nogen hjælper hende. Og som den elskværdige og varme person jeg er, kan jeg da virkelig kun forsøge at hjælpe hende!" Han lo igen, ondkabsfuldt.

Zane knyttede nu næverne, og sorte og lilla flammer sprang frem og omgav dem. Hans latter forsvandt som dug for solen, og han stirrede advarende på Damia.
"Jeg siger det kun én gang dæmon..." hvislede han,
"Slip hende."