En gammel ven - Zane

Angelie bemærkede ikke omgivelserne, og så heller ikke Damia træde frem fra skyggerne, da øjnene automatisk gled i, i en form for nydelse. Hun mærkede tilstedeværelsen, og den varme Damia frembragte i hendes forvirrede sind.
Båndet var stadig urørt i hendes indre efter at Angelie havde accepteret dette, og det genkendte med det samme hendes anden halvdel.. Damia. Latteren, der før havde genlydt fra Angelie, stoppede langsomt som hun mærkede kvinden komme tættere på, for til sidst at dø helt ud i stilhed.
Det beroligede hende automatisk, selvom hun ikke fysisk ville kunne genkende Damia, men psykisk kunne hun sagtens. hvilket også kunne ses da Angelie ikke kæmpede imod da Damia forsigtigt trak hende på benene. Faktisk var hun nærmere en loyal hund, der blev stående ved sin herres fødder med et bedende blik, da hendes øjne igen åbnede sig langsomt. Disse var vendt mod Zane, mens ansigtet var ganske monotomt og dødt at se på.
De varme, beroligende følelser der gled igennem båndet, fik Angelie til kort at lade hovedet falde tilbage mod Damias skulder i en afslappende position mens hun kort indåndede luften igennem næsen, for at trække dæmonens velkendte, men stadig fremmede, duft med sig.
Stemmerne gav svagt genlyd omkring hende, men Angelie hørte dem ikke. Hun ønskede ikke at ligge øre til deres samtale, og blev i stedet bare stående. Hvis Damia ville slippe grebet i hende, ville hun falde sammen.
Armene hang døde ned langs hendes side ligeså afslappet som resten af hende. Dette ville dog ikke vare ved, hvis Damia stoppede med at sende de varme, beroligende følelser igennem båndet til hende.

Damia blev ved med at lade den beroligende varme glide mellem båndet. Hun kunne mærke at dette hjalp. Hvordan Angelie lænede sig op imod hende som en slap kludedukke, der ikke selv kunne stå op meget længere. Og blot ved at se hen på Zane kunne hun se at han hadede, at se hende gøre Angelie. Men hvor meget han end hadede det, burde det nu være åbenlyst at Angelie ikke var hans længere. I hvert fald ikke nu. Hun holdt blidt, dog fast og bestemt Angelie oppe for en sikkerhedsskyld så hun ikke ville synke ned mod gulvet. Hun lod blidt og lettere kærtegnene sine fingre stryge henover Angelies kind. Først og fremmest for at mærke på den pige som hun havde efterladt i nogle få uger – for kun at vende tilbage til hende på denne her måde. Elverpigen kunne godt nok heller ikke passe godt nok på sig selv. Og hun havde virkelig rodet sig selv ud i noget skidt denne her gang. Det måtte vel betyde at hun ikke rigtigt kunne rejse væk foreløbigt. I hvert fald ikke uden hende.

På denne måde trak hun elverpigen helt ind til sig, for at vise Zane at han ingen ret havde til at gøre krav på hende. Langt fra. Og endnu mindre havde han ret til at give hende ordre. Det var endnu en ting Damia ikke så på med venlige øjne. Langt fra endda. Damia havde fundet sig i det med Malakel fordi hun havde brudt sig om ham – havde det dog ikke været for de dårlige manere han til tider havde nydt at vise frem. I modsætning til Zane slog hun ikke nogen latter op, hun følte ikke det var rette tidspunkt. Mest af alt fordi hun gerne ville have gjort Angelie normal igen hurtigst muligt. Og sortelveren foran hende gjorde ikke andet end at forsinke den proces som ventede derhjemme. Hun orkede ikke at besvare alle hans spørgsmål da dette kun ville trække tiden endnu længere ud.

”Hvorfor jeg er så interesseret i hende kommer ikke dig ved. Du var død, og er det stadig for mig.” Hendes stemme havde en overraskende blid men dog iskold klang. Som frosne sølvklokker der kimede i en vintervind. En behagelig men dog kold lyd. ”Og som du måske allerede kan se, føler hun sig langt mere tryg ved mig end ved dig.” smilet på hendes røve læber voksede til noget lettere hånligt. Så, så hun flammerne. Udstødte et dybt suk, og måtte dermed indrømme at hun nu måtte finde en udvej for at komme hen til en skygge. ”Jeg siger det også kun én gang sortelver. Du kan intet gøre. Jeg kan til gengæld.”

Han stirrede hende ondt i øjnene...
"Så du kan gøre noget...? Og hvad skulle det så være? Torturere hende? Gøre hende til din egen lille slave?" Det var ikke rigtig spørgsmål... ikke spørgsmål han gad høre svar på ihvertfald.
"Hvad har du tænkt dig at gøre nu, dæmon...? Du har vist glemt hvem du står over for..." hvislede han og trådte et ar skridt nærmere.

"Du siger at du kan gøre noget..." sagde han så tøvende.
"Bevis det, eller jeg lover dig at din død bliver pinefuld. Du skal ikke tro at du kan klare mig..."
Han så afventende på hende, parat til at angribe hvis hun gjorde en eneste ting han ikke brød sig om.
Zane ville dog ikke bare angribe hende fysisk... Damia havde tydeligvis glemt alt om hans evner...
Det var muligvis ikke nødvendigt for ham at angribe hende fysisk... fordi hun var en dæmon.

Damia stod stille uden at bevæge sig ud af stedet. Det eneste hun gjorde var at stryge elverpigen beroligende over kinden for hele tiden at lade varmen strømme gennem deres bånd. For at holde sig tæt til sin Angelie. Egentlig hvilede hendes lettere overlegne blik på Zane men hun lod ikke deres øjne mødes direkte. Hun ønskede ikke at kæmpe lige nu, og vidste udmærket at dette ikke var nødvendigt. Hun kunne sagtens komme væk uden at starte en kamp. Især fordi den kjole hun på nuværende tidspunkt ikke egnede sig nær så meget til kamp, Nej. Hun foretrak løsere kjoler. Dem bevægede man sig meget bedre i. I stedet lod hun de unaturligt lyse øjne hvile på ilden som havde omringet dem, og afskåret hende vejen til skyggerne. Hvad så nu?

”Hvad du dog har rodet dig ud i elvertøs” sukkede hun dybt og strøg kort Angelie over håret. Angelie var en katastrofe magnet, det havde hun vidst længe. Og havde det ikke været på grund af dette ville de måske snart have kunnet komme i gang med hvad de skulle. Men nej. Selvfølgelig skulle hun altid være alt for uforsigtig, lade sig kidnappe og derefter gøres komplet sindssyg. Trods Damia allerede HAVDE advaret tøsen om at hun skulle passe på. Hvilket hun jo så ikke havde gjort.
Damia havde absolut ikke glemt hvem hun stod overfor. Ej heller var hun uvidende om hans evner – nej for disse kendte hun til, her var der så endnu et minus. Hun var en dæmon. Pyt. Man kunne ikke altid være lige heldig med sine modstandere kunne mand vel?

Damia stirrede nu direkte på Zane. Denne gang med et hudløst iskoldt blik, som sagde ’du spilder min tid!’ Hvilket han helt klart gjorde. Så hvorfor ikke blot få dette overstået i en fart. ”Bevise det? Jeg lader dig se hende én gang når hun er normal igen, det burde være bevis nok.” om hun ville tage ham med til skyggernes grotter? Ved fanden ville hun ej! Han kunne komme til at se hende som normal igen hvis han virkelig ønskede et bevis så meget. ”Men jeg siger dig. Hun bor hos mig, og har selv accepteret dette, lad være med at modsætte dig hendes egne ønsker. Især ikke nu hvor sagerne står som de gør. For lige for tiden, er jeg den bedste hun kan holde sig i nærheden af. Ikke dig. Men mig.” Hendes ord sved, og stak ud efter ham. Damia holdt altid sit ord. Hun havde ingen grund til at lyve. Især ikke i dette tilfælde. Hun kunne ikke lade Angelie lide meget længere. Det ville kun beskadige deres bånd.

På en eller anden måde lykkedes det Damias ord at trænge igennem til ham... og han forstod at hun måske virkelig var i stand til at hjælpe Angelie.
Men hvad skulle han gøre? Skulle han lade dem gå? Skulle han angribe Damia, og forsøge at hjælpe Angelie selv?

Umuligt... han ville ende med at dræbe elverpigen i ren frustration og medlidenhed... Det kunne han ikke tillade.

Med et fnys og et tilintetgørende blik, knipsede han en enkelt gang, og al ilden forsvandt.
Han så ondt på Damia, og sagde så:

"Så tag hende da.. men hvis du skader hende, så skal du ikke tro at du nogensinde vil være i sikkerhed igen. Og vi får se hvor hendes sande loyalitet ligger, hvis det virkelig lykkes dig at gøre hende rask..."

Han vendte ryggen til dem og lagde armene kors mens han spekulerede på hvorfor i alverden han gjorde dette.
"Gå... Nu, inden jeg ombestemmer mig..." hvislede han iskoldt.

Damia lagde en arm om Angelie for at støtte hende, så snart flammerne forsvandt. Ordene havde været en Succes præcis som hun havde regnet med. Selv Zane lod åbenbart til at kunne forstå hvad der var bedst for Angelie i denne her sammenhæng. Men kun kort. Damia vidste at han ikke ville lade det ligge hen. Han stolede stadigvæk fuldt og helt på at elverpigens loyalitet lå hos ham. Hvad han dog var gået glip af. Hvad han dog ikke vidste, og hvad hun dog kunne fortælle - men til gengæld ikke havde tænkt sig at nævne. Hun var ikke dum. Zane ville straks flippe ud over alle de ting hun ville have kunnet fortælle.
Damia nikkede kun kort en enkelt gang får hun elegant og nemt som ingenting løftede Angelie op i sin favn som en brud. Velvidende at dette var den letteste måde at komme nogen vegne med hende på. Hun lod ekstra bølger af den varme beroligende følelse glide gennem båndet, for at dæmpe overraskelsen, der højst sandsynligt ville dukke op når de blev et med skyggerne.

"Hendes loyalitet lå hos mig lige siden hun accepterede det bånd som bindte os sammen." Dette var de eneste ord hun sagde før hun trådte ind i skyggerne for at lade dem omslutte sig, og indtil de forsvandt i hjørnet.. for at dukke op et andet sted... for at tage hjem.

//OOG. Out ;')//