Memories of Glory.. Memories of Honor..

Ild, skud, råben og skrigen.. Han kunne huske det hele.. Oprøret hvor hans elskede farm og prima slaveforhandlingsbod blev lukket ned. Nu stod han og kiggede på ruinerne, det nu rådne og forkullede træ, resterne af hans elskede vippestol. Det eneste lys i området kom fra de glødende øjne på hans gyldne slangestav, som nogle gange bevægede sig blot en smule. Han sparkede til en rusten lænke der lå på den kolde jord med sin store sorte læderstøvle. "Aspara.." mumlede han for sig selv og hamrede spidsen af den slangeagtige stav ned på lænken der begyndte at brænde for at forsvinde langsomt. Den lange læderfrakke trak hen af jorden da James gik tættere på ruinerne, imens minderne kom tilbage lidt efter lidt. Her havde han mistet sin mest indbringende forretning hidtil. Selvom det ikke betød noget, betød det nu alligevel noget. Alle havde jo nok glemt ham nu, den tidligere største sorte og hvide slavehandler i hele Di Morga.
En let brise rullede forbi og pustede noget støv af resterne af den terasse han så tit havde siddet på, han gik op af den efterhånden ret vakkelvorne trappe mod terassen hvor han stillede sig for at kigge ud over resten af det kompålet øde slavemarkede.
Han havde da stadig sin rigdom, sit slot I bonn og så videre, så slemt var det hele da ikke. Men alligevel synes han det var ærgeligt. Fortid måtte være fortid, tænkte han stille for sig selv men stod stadig stille og kiggede ud over pladsen.
//Ja, undskyld den lidt korte intro, mistede min kreativitet kortvarrigt//

Hvor lang tid siden kunne det have været? Lugten af afbrændt træ, måske et hus, lå tyk i luften. Det var meget muligt de fleste mennesker ikke ville opdage denne stank, men med sin fine næse var det ikke svært for nogle vampyr, eller andre væsner med en god snude at lugte stanken. Han fortsatte ned af gaderne, lidt interesseret i hvad pokker der var gået af, her i løbet af dagen, måske natten? Han stoppede op lidt efter og bemærkede et sortsvedet hus, eller rasterne af det, som nok en gang havde været til en slavehandler.
Ude foran stod en mand, som så noget ældre ud end ham selv, alderen kunne han ikke helt placere, men ældre end ham var han. Han stod lidt, med en sort frakke der næsten gik ned til jorden, sort skjorte og bukser, alt var sort, som fik den over to meter høje mand til næsten af forsvinde ind i mørket han stod i, hvis det ikke havde været for den lyse hud, der jo hurtigt fortalte hvad han var.
Hvad han egentligt lavede på dette marked var han ikke sikker på, men det var vel for at tage en lille gå tur op og ned af gaderne, mens han gennemtænkte de sidste dages mange hændelser? Unger, livvagt og ny hersker af Di Morga, en elektronisk freak, som tænkte mere end han handlede, men hvorfor dog ikke? Selvom han var lidt underlig efter Demetrics mening, var han da – fin nok, bedre end den gamle, som slet ikke havde haft styr på hverken højre eller venstre ben.
Et kort suk undslap de blege kolde læber, mens tankerne stampede videre ind i hoved på ham. Han lænede sig op af en tilfældig mur der lige stod tæt på ham. Murens flade var hår og rå, tegn på mange års regn, torden og hvad der ellers var – sol? En gul kugle der hang på en blå baggrund om dagen. Han havde ikke rigtig stiftet bekendtskab med denne ildkugle og havde heller ikke planer om at gøre dette. Han ville holde sig i sit hjem, lejlighed, kæmpe lejlighed, som ikke en gang var hans på papirerne.
De mørke øjne, som godt kunne se sorte ud, men var meget mørkebrune, lå på mandens stav, som lige havde opslugt den? Eller noget der kunne passede godt til den betegnelse efter hans hoved. Hvad mon der var sket, man plejede da at holde styr på sine – slaver? Det havde han set de fleste havde, men måske var denne mand ny i faget, og ikke rigtig havde fået ordnet hverken det ene eller det andet? En hånlig trækning gled over hans læber, mens han stadig kiggede på slange staven.
//Uhmm - kunne nok godt blive længer, hvis jeg havde haft energi til det, er lidt nede//

Hvad lavede hun dog her? Hvorfor havde hun været dum nok til at tage herhen? Hun havde svagt anet lugten af brand i luften. Dette havde vækket hendes nysgerrighed, og uden at hun havde tænkt sig yderligere om, var hun endt her. Hun vidste, at hvis en slavemester så hende her, og fandt hende egnet som slave, ville hun være færdig. Men nysgerrigheden havde endnu engang overvundet både frygten og fornuften. Dette skete alt for tit og endte altid galt, det vidste hun godt. Men hun var nødt til at se, hvad der var sket og hvad der var brændt ned og vigtigst; hvem det var gået
udover.
Hendes tøj bestod idag af en løs T-shirt, som var sort uden noget andet på udover farven. Hun havde et par cowboy-shorts på, hvor kun kanten var synlig pga. T-shirtens størrelse. Den var mindst tre numre for stor, og hang på hende. Men det var behagelig. På hendes fødder havde hun et par slidte ballerina-sko. De var hullede flere steder, men Evangeline kunne bedst lide, at gå langt i de sko. De var også sorte, men farven var mere brun i det, pga. alt det mudder hun var gået igennem på vej hertil. Hendes hår var sat op i en pjusket hestehale. Hun gjorde ikke så meget ud af sig selv, når hun ikke skulle på arbejde eller i byen.
Lugten af brand, som stadig hang i luften blev stærkere og stærkere jo tættere på hun kom. Hun stoppede op et øjeblik og overvejede om dette også var en god idé. Om det her var risikoen værd. Hun kiggede op i himlen, som var helt mørk. Hun kunne ikke engang få øje på månen. Hun sukkede stille. Hun hadede mørke. Hun var heller ikke specielt glad for den tåge, som lagde sig om hende, som et stort, koldt tæppe. Hun havde det hele tiden som om, at nogen holdt øje med hende. Nogen som stod bag hende og bare ventede på det rigtige øjeblik, til at springe frem og gøre hende ondt. Hun lagde armene om sig selv pga. kulden, som hun ikke havde lagt mærke til før. Hun havde været så ivrig efter at finde ud af, hvor det havde brændt henne, at hun slet ikke havde lagt mærke til hvor koldt det egentlig var. Hvorfor havde hun dog ikke taget en jakke på? Hun sukkede stille, og lod armene falde ned langs siden, imens hun satte det ene ben foran det andet, og begyndte at gå mod det sted hvor branden måtte have været. Først langsomt, men så satte hun tempoet op. I håbet om at få varmen igen.
Hun stoppede brat op, da hun fik øje på to personer, som stod et stykke fra hinanden. De så ikke ud som om, de vidste at hinanden var til stede. Den ene, ham som stod længst væk, stod midt i ruinerne, i det hus, som måtte være brændt ned. Han stod med ryggen til hende, men hun lagde med det samme mærke til staven i hans hånd. Hun var for langt væk til at kunne se, hvordan den var formet, men hun syntes nu alligevel at den mindede hende om en slange. Den anden person, som stod lidt tættere på hende, havde ingen stav. Men han lignede alligevel én, som hun ikke havde lyst til at komme op og skændes med.
Langsomt og næsten lydløs søgte hun om bag en hus-mur til venstre for hende. Muren var kold og slog revner flere steder. Den så ud som om, at den havde stået her i lang tid. Både i regnvejr, snevejr, sol og storm. Den røde farve, som muren nok havde haft engang, var meget mat, næsten brun. Hun lænede sig med ryggen op af den hårde og kolde mur, og bad til at de to personer ikke havde hørt eller set hende.