Old memories

Restauranten var ikke fyldt, sådan som den ofte var det om aftenen. Den var dog også langt fra tom. Store og små grupper af mennesker var fordelt rundt ved bordene. Hver især var de enten i gang med at spise eller ventede på, at komme til det. Maden her var af fantastisk kvalitet, hvilket med sandsynlighed var grunden til prisen - den var ikke i den lave ende. Dette faktum tiltrak derfor også en speciel gruppe af mennesker, hvis indkomst tillod dem, at spise tre måltider om dagen på dette sted, såfremt deres ønsker lå i den retning. Det var den gruppe Emily tilhørte, og det var ofte at hun lod sin vej gå forbi restauranten, hvis hun havde lyst til en kop kaffe - deres var, efter hendes mening, den bedste i byen. Hun kom gående ind af døren med et par poser over den ene arm, og en sort Chanel-taske over skulderen - hendes ynglings. Hun havde båret rundt på tingene i et stykke tid, og var lettet over langt om længe, at kunne sætte det hele fra sig. Næsten før, hun havde taget sin frakke af, stod der allerede en kop kaffe foran hende. Fedtfattig vanilje latte - den hun altid bestilte. Personalet kendte hende efterhånden her. Eller, det var nok nærmere hendes familie de kendte. De havde i hvert fald altid fået hurtig og fuldstændig fejlfri betjening.

Hun havde sat poserne på gulvet ved stolens side, og hængt Chanel-tasken over stoleryggen. Hun skævede ned til de to poser med et tilfreds smil om læberne. I Valentino-butikken havde hun besluttet sig for at hun manglede et par stilletter, og havde været i tvivl om det skulle være de sorte eller hvide - hun havde derfor købt begge par. Det var nemmere, end at vælge. Forsigtigt løftede hun den fyldte kaffekop op til munden og drak lidt af den - kaffen var varm. Måske endda for varm. Hun satte koppen fra sig på bordet igen, og lod en hånd glide igennem det lyse hår. Mere af vane end så meget andet. Hun bemærkede slet ikke selv, når hun gjorde det. En ubevidst handling, som hun ikke kunne holde sig fra at gøre, uanset hvor godt hendes hår sad. Det var krøllet i dag - hendes hår altså. Hun kunne bedst lide det sådan, så det var som oftest sådan hun satte det. Hendes var meget nedtonet i forhold til, hvad hun normalt klædte sig i. Det var holdt i grå, sorte - og hvide toner. Det eneste der måske ikke var så nedtonet var hendes støvler med en 13 cm hæl. Men hun gik ikke uden for en dør i flade sko - ikke engang med et brækket ben.

Emily havde sat sig således at hun sad med front mod døren, og derfor kunne holde øje med hvem der kom ind, og hvem der gik. Det foretrak hun når hun sad alene, da det ellers ville kede hende. Ikke fordi, der skete så meget spændende henne ved døren - men væggen var trods alt mere kedelig at kigge ind i. Hun løftede kaffekoppen op til munden igen. Kaffen var kølet lidt af, og hun drak lidt mere, end hun gjorde tidligere, hvorefter hun igen vendte sig blik mod døren.

Emily sad forsat med blikket vendt mod døren, og holdt halvhjertet øje med andre besøgende på restauranten. Hun var ikke så interesseret i hvem der kom ind af døren og hvem der ikke gjorde - i det hele taget var hendes interesse for andre mennesker påfaldende lav. Hendes opmærksomhed var for det meste af tiden vendt mod kaffekoppen, og der gik derfor heller ikke længere for hendes øjne fandt den igen. Hun tog koppen op til munden og drak lidt mere af den. Vanilje og kaffe var en fantastisk kombination, og hun kunne ikke engang huske, hvornår hun havde bestilt noget andet, end denne form for latte. Fraværende satte hun koppen fra sig på bordet og lod de blå øjne glide hen over restaurantens få gæster, inden hendes blik igen vendtes mod døren.

I lang tid skete der ikke noget videre interessant - ikke før en mørkhåret mand i midten af tyverne gjorde sin entré. Hun glemte alt om diskretion og høflighed, i det hun glemte alt omkring sig, og blot gav sig til at stirre på ham. Hun havde set ham før, men hvor? I et par minutter tænkte hun over det, og da det gik op for hende, hvem han var, sukkede hun dybt og lod øjeblikkeligt sin opmærksomhed vende tilbage til kaffekoppen. Alcide. Forlegent fastholdt hun blikket ved koppen, selvom hun ud af øjenkrogen stadig kunne ane i hvilken retning han bevægede sig. Hun havde siddet og åbenlyst stirret på ham, og hun håbede inderligt at hendes make-up var i stand til at dække den rødmen der blussede op i hendes kinder. Hvor pinligt! Hun sparkede sig selv mentalt, alt imens hendes ene hånd igen fandt vej til de gyldne krøller. Forsigtigt løftede hun blikket, for at følge Alcides gang op til disken. Hvad lavede han dog her? Af alle steder… Hun havde aldrig set ham der før, og hun var der ellers ganske tit. Hun havde i det hele taget ikke set ham i rigtig lang tid. Hun sukkede. De gamle minder vældede op i hende, og gjorde hende i samme sekund både irriteret og trist. Hun havde fået det okay med, at han var et lukket kapitel i hendes liv, og hun forsøgte at komme videre, uden ham i sine tanker. Det var lykkedes ganske godt, trods sin sårede stolthed. Men, nu var han så her. Hun sukkede dybt igen. Ja, okay det var et frit land og alt muligt, men hvorfor havde hun absolut været uheldig nok til at møde ham her? Hun vidste ikke hvad hun skulle tænkte eller tro, hun havde ikke haft kontakt til ham i meget lang tid, og havde derfor heller ikke været konfronteret med minderne som fulgte med. Men det var hun blevet nu - og hun kunne ikke lide det. Eller også, var det dét faktum, at han ikke have sagt noget eller gået hen til hende, da han trådte ind af døren. Det gjorde ondt på stoltheden endnu engang. Det var hun bestemt ikke tilfreds med. Havde han helt glemt hende? Havde det været nemt for ham? Savnede han hende? Ubesvarede spørgsmål fyldte hendes hoved i løbet af ganske få sekunder, trods hun ivrigt forsøgte at overbevise sig selv om, at hun var ligeglad. For det var hun da, var hun ikke? Hun var ikke forberedt på et sådant møde med en ekskæreste - for det var det, han var; en ekskæreste.

Emily havde ikke tænkt sig, at han skulle slippe af sted med, at komme ind på den restaurant, hvor hun var stamkunde og så tilsyneladende have glemt alt om hende. Hun tømte hurtigt kaffekoppen, da hun så havde en glimrende undskyldning for at gøre ham selskab ved disken. Hun var meget opmærksom på, at hun ikke rejste sig for hurtigt eller at hun var for ivrig i sine bevægelser. Med velovervejede skridt gik hun op mod ham, og stoppede først da hun stod ved hans side. ”En vanilje latte” bestilte hun, uden tanke for, at Alcide var kommet derop før hende. ”Fedtfattig”, tilføjede hun, hvorefter hun vendte sig mod ham. Men hvad gjorde hun så nu? Hun havde ikke planlagt det længere end her til, og nu føltes det pludselig akavet at starte en samtale - eller at sige noget i det hele taget. Hvad havde hun forestillet sig? Hun håbede inderligt, at han ville sige noget. Bare et eller andet.