Being a private nurse... (Angelie - Privat)

T. Midt på natten
S. Skyggernes grotter
V. som det altid er i skyggernes grotter, gråt, mørkt, køligt, lunt..
O. Et rum der kan minde lidt om et sted på et hospital trods er ikke er hvidt, men til gengæld er fyldt med lettere grå nuancer.

Damia stod i et rum der kort og godt kunne minde om et sted på et hospital, havde det dog ikke været for de mørkere nuancer omkring dem, i stedet for hvid. For på hospitaler var der altid hvidt. Det var næsten helt sygt, så hvidt det var. Sådan var det til gengæld ikke her. Men pga. mørket og den eneste lampe som var tændt, var det ikke så nemt at se hvad der ellers befandt sig i rummet, udover en lille vandhane, et lille hvidt bord med diverse redskaber på som var placeret omhyggeligt, så de forskellige passede sammen. Damia stod i rummet lænet en smule lænet indover en skikkelse som var spændt fast til et slags bord. Det kunne minde om et operationsbord hvis altså ikke lige havde været for at armene var spredt ud fra kroppen og spændt fast ligeså. Kroppen som var spændt fast tilhørte en ung elverpige – Angelie. På nuværende tidspunkt var hun ikke helt vågen, men Damia skød på at hun ville vågne i løbet af kort tid. Selv havde hun udenpå sin sorte kjole – som hun havde haft på tidligere på aftenen da hun hentede Angelie – en hvid kittel – eller måske nærmere et forklæde hvis man kunne sige det sådan.

Håret var sat op i en hestehale, hvilket sjældent sås på Damia medmindre hun var derhjemme, højst sandsynligt for ikke at få håret ned i ansigtet, da hun blev nød til at koncentrere sig en del, for det der skulle ske om lidt. Angelie havde ikke særlig meget tøj på heller. Kjolen som hun havde haft på tidligere var blevet skiftet ud med noget mere let, og maven var fri hvor det store ar kunne ses. Arret som før var betændt, men som Damia mens Angelie havde været helt væk, havde renset for betændelse og smurt noget healende ovenpå. Uheldigvis ville arret aldrig nogensinde kunne forsvinde helt igen – medmindre Angelie selv ønskede dette. Tråden – eller ’håret’ som arret før havde været syet med, var blevet fjernet.
Men dette var også det eneste hun endnu havde gjort. Selvfølgelig udover at tjekke elverpigens krop for hvad der ellers var blevet gjort.

Og det var ikke så lidt igen.. Lazarus ville ikke komme til at slippe helskindet fra det her. Damia havde næsten haft medlidenhed med Angelie da hun havde tjekket kroppen for diverse ting. Det var ikke let totur hun var blevet udsat for. Men på den anden side. Dette havde også gjort hende sindssyg, så hvorfor håbe på noget mindre end dette?

Fastspændt på bordet befandt Angelie sig. Hun var halvt bevidstløs, og havde ikke bemærket hvilke ændringer Damia allerede havde foretaget på hendes medtagne krop.
Ungersøgelsen af hende ville have vist ørentvistæggene i hendes øre, de brækkede knogler på fingrene og det voldsomme sår på maven, der var vokset halvt sammen, men blødte let efter at Damia havde fjernet børnehårene, som dette var blevet syet sammen med.
Hun mumlede svagt nogle uforstående ord, mens øjenlågene glippede let, inden disse fjernede sig fra blikket, så Angelie rent faktisk kunne se. Synet var ikke noget hun fandt betryggende. De lullende følelser fra båndet var forsvundet, og hun følte sig endnu mere fanget end før, og forvirret. Forvirret fordi båndet stadig drev hende til Damia, selvom Angelie ønskede at blive sluppet fri.
Lettere angst rykkede hun i armene, som var spændt ud fra kroppen i håb om at få dem fri, men til ingen nytte. Hun kæmpede den samme kamp med benene, mens hun kiggede ned ad sig selv, for derfor at opdage at hendes beklædning var blevet skiftet ud.
"Hvad gør du!?" hviskede hun forfærdet og blev mindet om sidste gang hun havde ligget fastspændt på et sådan bord. Oplevelsen havde været uforglemmelig, og ikke på nogen god måde. Mareridtene hjemsøgte hende stadig om denne dag, og nu bragte Damia alt dette tilbage til hende. Angelie følte sig dårligt tilpas ved det hele, og bevægelserne blev mere febrilske, selvom hun ikke kunne bevæge sig meget.
"Slip mig.. fri"

Damia stod et kort øjeblik og ventede på at elverpigen som lå fastspændt ville komme til sig selv igen, før hun konkluderede at hun ikke havde tænkt sig at lade båndet berolige hende igen. Nok så meget havde hun haft en svag medlidenhed med tøsen da hun første gang havde set hende som det hun var blevet til. Indtil hun selvfølgelig måtte indrømme over for sig selv at hun HAVDE advaret tøsen. Han hun HAVDE sagt hun skulle passe bedre på. Men nej. Nej selvfølgelig havde dette ikke været tilfældet. I løbet af de FÅ uger hun havde været væk, havde det både lykkedes tøsen at miste sin uskyldighed, og forstand. Trods dette var der kun én af tingene hun kunne ændre så det blev som det før havde været. Og egentlig var hun rasende. Hun viste det ikke, men det var hun. Vred. Irriteret. Hævngerrig.Hvorfor kunne den pige ikke blot passe bare lidt bedre på sig selv end hvad hun havde gjort. Det var jo latterligt at hun skulle have en anden til at vogte over sig for ikke at komme til skade, som den katastrofemagnet hun var.
Hun var ikke helt tilfreds med Angelie. Men det var ikke det eneste. Lazarus. Ham som havde gjort dette mod hendes Angelie. Mod hendes elverpige. Det gjorde hende irritabel at han absolut skulle forsinke hendes planer på denne måde udelukkende pga. personlige følelser, og ’ære’. For ingen skulle trodse ham! Nej så blev de straffet. Hvad han ikke havde vidst var at Angelie alligevel ikke selv havde kunnet bestemme dette pga. båndet som Damia havde syet mellem deres sjæle.

Damia lod blikket glide henover såret på maven som hun havde smurt noget tykt, healende henover. I løbet af kort tid skulle såret komme til at ligne et gammelt ar, dog med en let sølv-glans over sig. Damia KUNNE fjerne arret, men på grund af hende irritable følelse ville hun ikke gøre dette. Angelie skulle komme til at gå rundt med dette ar resten af sine dage. Dog med et svagt sølvskær over sig, for at det ikke lignede noget helt ordinært ar. Sølvskæret var udelukkende en efter effekt fra det som hun havde smurt på såret. Mere var dette egentlig ikke. Tænkende lod hun blikket glide op og ned ad elverpigens krop med tanken om hvad hun først skulle gøre. Og bestemte sig. Hun kunne lige så godt klare de fysiske problemer først. Det psykiske ville være både det sværeste og det der højst sandsynligt ville resultere i mere smerte.

Damia fandt noget der mindede om en pincet frem i den ene hånd og en halvlang meget tynd mørk ting i den anden. Elegant bukkede hun sig ned mod Angelie’s ene øre hvor hun havde opdaget ørentvistæggende. ”Affa – jeg har brug for noget lys!” hendes stemme var bestemt, dog stadigvæk mindede det om en syngende sirenes stemme. Kort efter var der en skyggelignende kvinde som tændte et lille lys, ind mod Angelies øre. Og så gik det ellers i gang. ”hold hendes hoved stille.” Et par slanke lange skyggehænder sneg sig henover Angelies hoved. Kun kort. Og holdt denne fast med et overraskende stærk greb. Damia, som knap lod sig mærke med den andens tilstedeværelse var begyndt at stikke den lange mørke ting ind i hendes øre. Koncentreret.
Hvor lang tid der gik, var ikke til at vide. Ti minutter? En halv time? En time? Ørentvistæggende var i hvert fald væk nu. Væk for ikke at vende tilbage til disse ører igen. Smertefrit kunne hun dog ikke have kaldt det. Hun rettede sig op og lod blikket glide henover elverpigen endnu engang. Blot for at tage hende i øjesyn. For at se om hun stadig var ved bevidsthed. Det så sådan ud. Blikket blev nu vendt mod de brækkede fingre. For mennesker ville dette tage langt længere tid at heale. Men hvorfor dog vente så længe, når man ikke var noget menneske? Damia tog nogle få skridt over til det lille bord endnu engang. ”Affa. Hylden ved siden af døren, til venstre for de små flasker, er der en gennemsigtig flaske med et kranie som prop. Find den lige til mig.” Imens satte hun sig på en stol ved siden af det bord hvor Angelie var placeret på. Her lukkede hun kort sine øjne og løftede den ene hånd, hvor en lang nål pludselig kom til syne, med en mørk pulserende tråd, gennem nåleøjet. Da øjnene åbnede sig igen, var der kun to mørke bundløse huller at se ind i. De lyse smukke øjne var blevet erstattet med to sorte huller – nej det var næsten noget mørkere end sort hvis man kunne beskrive dette sådan. Som befandt der sig skygger fra hendes tidligere ofre i bunden af dette blik. Fanget i blikket, ude af stand til nogensinde at slippe fri igen. Damia havde været nød til at forvandle sine øjne til den originale forms. Udelukkende for at styrke de kræfter som ellers gemte sig bag den menneskelige skal. ”Flasken, Ambrosia.” en spindende katteagtig stemme kom fra det skyggeagtige væsen. ”Giv hende en slurk af det Affa. Tving det i hende, indtil du er sikker på hun har synket det.” Damia slap ikke blikket fra tråden og nålen mens Affa gik i gang med at tvinge væsken ned i Angelie. En væske der for hende højst sandsynligt, ville smage af noget surt, krydret, citronagtigt stads. Dulme på smerten ville den ikke. Men sagen var sådan, at denne mikstur ville være en stor hjælp for knoglerne til at gro sammen igen. Normalt ville dette foregå i løbet af 12-24 timer. Men Damia tog chancen for at få dette til at lade sig gøre i løbet af endnu kortere tid. Hun havde ikke alverdens tid til dette. Det skulle overstås. Hurtigt.

De to bundløse øjne rettedes nu mod Angelie. Som truede disse med også at stjæle både hendes skygge og sjæl, for at lade dem blive en del af øjnenes mørke. ”Elverpige. Husk på, at hvad end der er sket. Har det udelukkende været på grund af dine uforsigtige handlinger”

Den rødhårede kvindes ord trængte ikke ind til Angelies sind. I hendes indre skreg dyret.. Dåen efter at blive sluppet fri, inden løven ville gøre den svag og være ude af stand til at stikke af fra hendes offer.
Det var præcis hvad hun følte på nuværende tidspunkt. Angelie var dåen, og Damia løven. Hendes øjne spærrede sig langt op, mens hun frygtede hvad kvinden ville gøre ved hende med den pincet, som hun havde fundet frem på nuværende tidspunkt.

Angelie havde været halvt ved bevidsthed da Damia havde indsmurt hendes mave i den healende salve, og man måtte vel tro på noget godt, for betændelsen var forsvundet fra det voldsomme sår, selvom dette langt fra var som det var før endnu.
Det der fik Angelie til at skrige, og klemme øjnene sammen, var det kølige metal der gled ind i hendes øregang, og truede med at prikke hul på trommehinden. Hun lænede derfor sit hoved til siden, for at få det længere væk fra pincetten, mens hun ikke kunne se så meget som et lys, men lod blikket forblive i et fuldkomment mørke.

Hendes opmærksomhed var dog anderledes, da Angelie mærkede noget presse mod hendes læber, og et fast greb omkring hendes kæbe. Øjnene blev flået op, mens hun stirrede på Affa, der, med voldsom kraft, prøvede at tvinge flasken mod hendes læber, som samtidig skulle forblive åbent, hvilket ANgelie selv protesterede voldsomt imod.
Det var først da hendes blik flygtigt gled mod Damia, og hun så de sorte øjne, som virkede helt tomme, at Angelie gispede af overraskelse, og Affa fik den mulighed som hun havde manglet.
Den syrlige væske gled ned igennem Angelies svælg, og hun ville have spyttet det ud over det hele, hvis ikke det var fordi at Affa havde nautraliseret den mulighed.
Væsken var syrlig med et snært af citrussmag. Noget stærkt og skærende, som ikke var i god harmoni med Angelies smagsløg. Alligevel blev væsken sunket, og roterede rundt i hendes indre, mens Angelie selv sukkede træt..
Øjnene gled langsomt i, mens hun slappede en anelse mere af, selvom det nok ikke var miksturens hovedformål, men Angelie blev altid træt, når den slags kom i nærheden af hende.

//OOG. forventer at emnet på sin vis slutter, Damia har gjort sit arbejde her.. så.. emne over and out ^^//