At slappe af - Angelie privat

_________________________________________________________________________________________________


Cricker lå op af et træ og lavede... Ja faktisk ingenting da han ikke rigtig følte for noget lige for tiden. Han kiggede sig dog omkring et par gange for at se om der skete noget spændende. Men det gjorde der dog ikke. "Det er da godt nok kedeligt det her" Sagde han stille til sig selv og kiggede igen. Ingenting. Pokkers! Han kiggede op i luftne på skyerne for at se om de lignede et eller andet. Det var nogen af dem der gjorde, men de fleste ligende godt nok bare en helt normal sky. Mon det blev regnvejr? Det blev der sikkert senere men det var aldrig til at sige på forhånd. Normalt kan Cricker føle hvilket slags vejr der blvier når han er i skoven, men i dag kunne han ikke. Det var som om at den even var forsvundet. Enten det eller også så skete der bare ikke noget. Han arme og hænder havde for en gangs skyld ikke barkhud, men hans vinger var stadig foldet ud imens han lå ned. De var nærmest fodlet ind over ham for at varme ham, men det var nu bare fordi at han ikke rigtig kunne have dem et andet sted. Jo de kunne forsvinde, men han kunne godt lide sine vinger så det ville han ikke.

Angelie brød sig ikke specielt meget om skoven.. Faktisk brugte hun aldrig tiden der, men lige netop denne dag var hun blevet sendt ud i den. Hun rynkede irriteret på næsen, mens hun vandrede igennem den mosbegroede skovbund, stadig udenfor andres rækkevidde. *Hvorfor er det lige, at jeg skal tilbringe tiden et sted jeg hader* tænkte hun undrende, og kiggede udfordrende på et stort, gammelt og knudret træ. Hendes hoved gled automatisk en anelse på skrå, inden hun tog et prøvende tag, i en af de nederste grene. Derfra bevægede hun sig elegant og smidigt op langs stammen, indtil hun nåede trækronen, hvor hun blev dækket fuldstændig.
Herfra satte hun i et katteagtigt spring fra den ene trækrone, og over i en anden, hvor hun landede sikkert. Jo det havde haft sine fordele at være animagus i sin levende tid, selvom der efterhånden snart var gået et år siden hun død.
Sådan fortsatte hun i de næste par minutter, inden hun brat stoppede op i et trkrone. Følelsen af en dæmon prikkede i hendes hud. Der måtte være en i nærheden, og hun lagde sig forsigtigt ned på den tykke gren. Hendes øjne skimmede skovbunden igennem bladenes dække og der! Lige under det træ hun selv sad i kunne hun nu se den vingebeklædte skabning, som så ud til at dovne den lidt for meget. *Tsk.. Man er nok ikke bange af sig? Eller også er du bare dum* tænkte hun langsomt, og kneb let øjnene sammen. Der var omkring tre meter ned til ham.. Måske lidt mindre.. Et spring Angelie nemt kunne klare, hvis hun ønskede at overraske ham. Hun valgte dog at tjekke hans reaktionsevne istedet for, og plukkede lydløst at blad, som hun lod falde ned mod dæmonen, så det forhåbentligt ville lande på hans bryst, hvis ikke vinden bar det med sig. Derefter skjulte hun sig bag bladene, mens hun stadig var i stand til at holde øje med vedkommende.

Cricker kendte skoven rigtig godt, og selvom han ikke kunne høre at der sad en i træet ovenover ham, kunne han mærke at bladet var faldet ned, han åbnede øjnene og tog bladet. Han satte sig derefter op og kiggede sig omkring. "Hmm, et grønt blad burde da ikke falde på den her tid af året." Han kiggede op i træet. Han kunne ikke se at der sad nogen. *Det er nok bare et egern eller sådan noget* Tænkte han stille for sig selv idet han smed bladet fra sig. Det var vel også på tide at komme videre var det ikke? Han vidste bare ikke helt hvor han skulle hen, der var ikke meget at lave. Måske gå en tur eller se hvad andre dyr havde gang i? Han gad i hvert fald ikke at sove eller slappe af i dag. Han kunne mærke at der skulle ske noget. Han kunne jo også tage sig en flyvetur, men træerne stod for tæt til at han kunne flyve op, han ville ødelægge grenene eller komme til skade og det var han ikke interesseret i.

Angelie hævede let det ene øjenbryn, da dæmonen under hende begyndte at tale, som om bladet ville kunne forstå ham. Hun måtte indrømme at han havde været skarp i fatningen omkring det grønne blad. Det ville helt sikkert ikke falde ned af sig selv. Hendes blik var vendt mod ham konstant, og da han igen så ud til at slappe mere af, gled et triumferende smil over hendes blege læber. Hvor heldig kunne hun dog have lov til at være?
I et elegant spring, svang hun sig ned fra grenen, så hun gled igennem luften med en lethed, som kun et dyr ville kunne gøre det. Men Angelie havde jo også været et dyr engang, og hun landede over ham, så hun havde et ben på hver side af ham. Da hendes fødder ramte jorden, lod hun sig glide halvt ned på hug, inden hun pressede en hånd mod den yngre mands bryst, så han blev tvunget tilbage mod stammen.
"Du burde være mere opmærksom.. Dæmon" hviskede hun, mens hendes ansigt var tæt på hans. En svag vind legede let med Angelies rødbrune hår, som svang sig let omkring hendes ansigt, mens hun lod hovedet falde en anelse på skrå.

Cricker var blevet overrasket over den person der var hoppet ned fra træet og landet på ham, med en meget god præcision, han var imponeret og da hun kom med hende kommentar sagde han kvikt. "Og du burde vide hvilken dæmon du har med at gøre" Cricker lavede en bevægelse med sin finger og en rod kom op af jorden og slog hende væk. Han rejste sig derefter op og kiggede på hende med sin ene hånd på sit katana. "Og hvad er det så du vil mig?" Han kiggede på hende. Umiddelbart så han, hende ikke som en trussel, men han vidste at man ikke skulle bedømme folk på hvordan de så ud udenpå så han ville være klar i tilfælde af at hun skulle gå til angreb på ham. Han var ikke helt klar over hvad hun var for en, men lige nu var han lidt ligeglad eftersom han havde set hende som en trussel efter den måde hun pludselig var dukket op på.

Angelie betragtede ham nysgerrigt, da han valgte at give igen på hendes ord. Han var måske noget specielt? Hun nåede dog ikke at overveje det yderligere, før en rod blidt skubbede hende væk fra ham. Eller måske var det bare blidt, fordi hun var vant til langt værre ting.
Hun genvandt med lethed balancen, og betragtede dæmonen, mens han langsomt kom på benene. Så han var jorddæmon. Et lusket smil gled langsomt over hendes læber. Hun havde faktisk ikke mødt en dæmon så vidt hun huskede, og havde derfor heller ikke noget imod deres race.
"Nåh.. Jeg dumpede faktisk bare forbi" svarede hun langsomt, med en dyb, melodisk stemme, mens hun vippede hovedet over mod den anden side, uden at fjerne blikket fra ham på noget tidspunkt. Så han anså hende som en trussel? Hendes blik hvilede kort på den hånd, som han havde ført over mod hans Katana, og hun sukkede lettere opgivende.

Cricker kiggede på hende. Hmm hun så ikke ud til at ville angribe ham eller noget. Han fjernede sin hånd lidt, som et tegn på at han stolede lidt på hende, men mon hun forstod det? Han smilede da hun kom med hendes kommentar. "Dumpede forbi? Tja det var vel det rigtig ord at bruge" Han smilede lidt mere, for at vise hende at han ikke var ond sindet. Han ville jo faktisk ikke gøre hende fortræd. Han havde mødt en undead før engang, men det var meget længe siden. "Men det er lidt dybt inde i skoven, sikker på at du ikke fulgte efter mig?" Han sagde det som om at det var noget han havde prøvet før og det var det også.

Hun opdagede at hans hånd langsomt fjernede sig, og Angelie betragtede det vel som et godt tegn. Hvis hun ønskede at angribe ham, så havde hun da gjort det imens han bare lå og dovnede under træet, istedet for at afsløre sig selv, sådan som hun havde gjort.
"Ja det er det vel.." mumlede hun langsomt, inden hun lod en hånd glide igennem hendes rødbrune hår, stadig med de blå øjne vendt mod ham, og med nysgerrigheden som lyste svagt ud af dem. Det var egentlig længe siden hun havde mødt en person, som hun ikke angreb på stedet.
Hans næste kommentar kom, og det lød umiskendeligt som om han mistænkte hende for at følge efter ham. Det var dog ikke tilfældet, og Angelie rystede let på hovedet, som svar på hans spørgsmål. "Hvorfor skulle jeg dog følge efter dig? Jeg aner ikke engang hvem du er" påpegede hun, og himlede let med øjnene, inden et lavt suk gled over hans læber. Hvordan kunne han dog overhovedet tro, at hun havde nogen interesse for ham, udover nysgerrigheden som skulle slukkes.

Han trak på skuldrene. "Skal vi ikke bare sige at jeg har set en masse ting herude, jeg har set en del der fulgte efter fremmede mennesker fordi de kedede sig og havde lyst til at slå dem ihjel, man kan aldrig vide herude i skoven, det er jo et farligt sted." Han havde nu ikke længere sin hånd på sværdet og han lød meget normal da han snakkede til hende. Ikke noget med en mistænksom tone eller noget andet. Han havde dog beundret hendes evne til at lande let og elegant, og med den præcision? Hvad mon hun var for en?Jo han vidste godt at hun var død da han kunne mærke det efter at hun var hoppet ned på ham, men hvad havde hun mon været før hun døde? Og hvordan mon hun døde? Det var faktisk ikke noget Cricker ville spørge hende om, fordi det kom jo egentlig ikke ham ved sådan noget, desuden var det ikke sikkert at hun gad snakke om det og det ville nok gøre hende ked af det, så han måtte jo finde på et eller andet at spørge hende om, men hvad?

Hendes ene øjenbryn hævede sig langsomt i vejret, i takt med at han fortalte sin historie om den store stygge skov. Han fik det jo næsten til at lyde som om der skete mord herude flere gange om dagen. Der lå allerede en spydig kommentar klar på Angelies læber, men hun valgte at klemme læberne hårdt sammen, for ikke at lukke den ud. Hendes alt for skarpe tunge havde det ofte med at rode hende ud i problemer, og det skete efterhånden alt for tit, faktisk så ofte, at det var begyndt at blive kedeligt for hende.
Istedet vendte hun opmærksomheden mod et tilfældigt sted bag ham, eftersom hun havde lært, at man aldrig skulle vide sig sikker nogle steder. Det var mere ren refleks end mistænksomhed, og kort efter hvilede hendes blik igen på ham. Hun blev stående et stykke fra ham, uden at vise tegn på at hun ville nærme sig, og for at gøre det mere tydeligt, lænede hun blidt ryggen op mod et gammelt egetræ.
Han lignede mest af alt en der tænkte over hvad han skulle spørge om, og Angelie havde en sær fornemmelse af hvad det kunne være. Hun havde hørt spørgsmålene hundrede gange før, og svaret var altid det samme. Faktisk var det ret belastende, at folk ikke kunne finde på langt mere interessante spørgsmål at stille hende istedet for hvordan døde du?.
"Du kunne jo starte med at præsentere dig" foreslog hun for ligesom at hjælpe ham i retningen af en samtale, eftersom han stadig ikke havde åbnet munden for at tale til hende.

"Hmm, det kunne jo egentlig være en god ide" Han smilede lidt, tænkt at han havde glemt at præsentere sig selv. Det var lidt pinligt, men så igen, hun havde jo ikke spurgt så han vidste ikke om det overhovedet var noget hun ville have fundet interessant. "Mit navn er Cricker" Han kiggede på hende. "Hvad med dig?" Han kom nemlig til at tænke på at hun heller ikke havde præsenteret sig. Dog havde han nok lagt mærke til at meget af det han havde sagt måske bare var feset ud af det andet øre på hende. Hun fandt det ikke særlig interessant, og det kunne han også godt forstå. Han regnede med at han nok var den eneste der fandt skoven meget interessant, men nu var han jo også en jord dæmon så det var el medfødt? Han kiggede bag sig for at se hvad det var hun havde stirret sådan på tidligere. Det var bare et træ. Nu forstod han at det ikke var så interessant, men det ramte ham ikke så hårdt. Han havde faktisk regnet med at hun ville reagere sådan. Hun var lidt af en.. Hård en kunne man godt sige, hun virkede lidt ligeglad med alt. Så han vidste ikke helt hvordan pokker han skulle kommunikere med hende. Men det skulle han sikkert nok finde ud af.

Angelie trak let på skuldrene, mens hun langsomt lagde armene over kors, for at høre hvad han havde tænkt sig at gøre ved hendes forslag. Hun hørte langsomt hans navn, som hun gentog inde i hovedet et par gange for at være sikker på, at hun kunne huske det.
Imens bed hun sig selv i underlæben, da han spurgte efter hendes navn. Skulle hun fortælle ham det? Han virkede ikke til at være en af dem, som hadede hende eller noget, så hun valgte at tage chancen. "Jeg hedder Angelie" svarede hun venligt, men hun rakte dog ikke en hånd frem. Hun hadede at folk rørte hende, især når det var fremmede, og derfor undgik hun så meget direkte kontakt som muligt.
"Såh.." Gentog hun langsomt, mens hun vendte sit blik mod Dæmonen igen. Hun havde efterhånden en god fornemmelse af, hvad han lavede herude, eftersom han arbejde med jord. Han elskede vel skoven højere end så mange andre, og Angelie tog på ingen måde del i den slags. "Hvad laver du her?" Spurgte hun til sidst, inden hun kort fugtede læberne.

Angelie gentog han inde i hovedet, det var et pænt navn men han vidste ikke om han skulle sige det, det kunne jo virke lidt forkert at en fremmed person sagde de. Han var jo blevet beskyldt for at være.. Pædofil, men det var han jo ikke. Det vidste han selv. Dengang var det for at beskytte den tøs der nu var gået ind i skoven om natten. Han hørte hendes næste spørgsmål. Hvad han lavede herude, ja der var ikke så meget at fortælle. "Ikke så meget. Jeg slapper lidt af. Hvad med dig selv?" Han var lidt nysgerrig da der ikke var særlig mange... Døde mennesker herude. Han vidste ikke helt hvad han skulle kalde hende. Der var jo nogen der tog det som en fornærmelse hvis man kaldte dem døde eller ånder. Så det ville han helst undgå, hvilket var meget nemt nu hvor han kendte hendes navn.

//Srry jeg skriver så få linjer i forhold til dig men min krea er ikk så stor lige for tiden xD//

//Pyt..xD Min krea kan heller ikke klare så mange linjer lige nu..xD//

Hun hævede langsomt det ene øjenbryn, da det tog ham et godt stykke tid at besvare hendes spørgsmål. Automatisk lænede hun hovedet tilbage, så det også hvilede op ad stammen, men Angelie havde mest af alt bare brug for at være lidt.. Væk. Men skulle hun fortælle ham om det? Måske ville han bare begynde at spørge mere ind til det, og komme med spørgsmål som hun bare ikke ville svare på.
"Jeg.." Mumlede hun langsomt, men stoppede sig selv. Hvad lavede hun egentlig herude? "Havde ikke regnet med der var andre.. Jeg regnede med lidt alenetid" forklarede hun langsomt, og fremtvang et neutralt smil, for at vise, at hun ikke havde noget imod at der var andre til stede. Hun var ikke ude på at jage ham væk eller noget. Det ville måske ikke være helt dårligt med en at snakke med.. Hun lod langsomt ryggen glide ned langs stammen, indtil hun sad på jorden med benene trukket ind til kroppen. Hun havde heller ikke brug for nogle humørsvingninger, så hun gjorde hvad hun kunne for ikke at træde andre over tæerne lige i disse dage.

Han så på hende da hun sagde ordet alenetid. "Hmm, jamen hvis du gerne vil være alene så kan jeg bare finde et andet sted, det går nok" Han smilede til hende for at vise at det faktisk ikke gjorde noget hvis hun gerne ville være alene. Skoven var jo stor nok til dem begge to så der var masser af steder han kunne tage hen istedet for. Han kiggede på hende da hun gled ned af stammen. Hun så lidt udmattet ud eller også var det bare ham. Var det noget hun ville snakke om? Det regnede han ikke med så han ville ikke spørge mere ind til det. Han tænkte lidt over et andet spørgsmål, men ville ikke spørge. Hvis nu hun ville være alene så nyttede det jo ikke at han bombaderede hende med flere spørgsmål, så han holdte sin mund.

Et rystede svagt på hovedet, da han snakkede om at han bare kunne forsvinde, for at vise at hun ikke ønskede det. "Det gør ikke noget" svarede hun, og lod langsomt en hånd glide igennem håret, mens hun kort lukkede øjnene, for at nyde et frisk vindpust, der langsomt gled ind over dem fra øst. "Faktisk tror jeg du kunne vise dig at være et .. interessant selskab" bemærkede hun med et svagt smil, inden hun igen åbnede øjnene, og vendte dem mod ham. Han lignede mest af alt et barn, som ikke kunne vente med at overfalde hende med spørgsmål om livet og døden. Tålmodigt ventede hun på at han ville gå igang, altimens hun fraværende begyndte at bide lidt i sin pegefinger.
Hun var egentlig udmattet. Hun kunne ikke huske hvornår hun havde sovet, og hendes kræfter var stadig ikke på sin fulde højde endnu, efter hun havde haft et breakdown.

Han kiggede på hende og satte sig ned ved siden af hende. "Jamen så vælger jeg da at blive" Han kiggede på hende og smilede. "Kommer du da tit i skoven når du vil være alene og hvad mener du med interessant selskab?" Han burde faktisk ikke stille hende så mange spørgsmål. Han kunne godt se at hun var lidt udmattet. "Hmm, nej ved du hvad? Du ser lidt udmattet ud så du behøves ikke at svare hvis du ikke gider" Han smilede lidt og kiggede sig omkring, der var ikke meget andet end træer at se. Der var dog en sø i nærheden vidste han. Måske skulle de gå derned, så kunne hun måske slappe lidt mere af ved den beroligende lyd fra en sø og de dyr der nu hørte dertil, men hun var jo død så han var ikke sikker på at det var noget for hende.

Hun kunne ikke lade være med at smile skævt over hans kommentar, og spørgsmål der nærmest væltede ud af munden på ham. Hun lagde let hovedet på skrå, mens hun tænkte på hvad hun skulle svare.
"Jeg er her ikke så ofte" svarede hun istedet, inden hun trak let på skuldrene. Det var ikke ret tit hun havde brug for at være væk fra Terre, men det skete da. "Byen kan godt blive for meget for alle nogle gange" tilføjede hun lidt efter, inden hun fortsatte sin biden i pegefingeren. Hun var lit stille hvad angik det andet spørgsmål. Hun var faktisk ikke sikker på hvorfor hun havde den fornemmelse omkring ham.
"Jeg ved det ikke.. Tag dig ikke af hvad jeg siger.. Nogle gange kommer der nogle mærkelige sætninger ud af mig" Forklarede hun istedet, inden hun vendte blikket mod den modsatte side af hvor dæmonen havde slået sig ned. "Hey you" sagde hun muntert, ved synet af en fovildet kat, som havde slået sig ned i deres selskab. Fraværende løftede hun en hånd mod den, og lod den glide igennem kattens pels.
"Og så udmattet er jeg altså heller ikke" påpegede hun stædigt. Intet i verdenen ville kunne tvinge Angelie til at indrømme det, om hun så var det eller ej. Hun var simpelthen for stædig til at vise svagheder over for nogen.

"Hmm, nej okay, men det kunne jo godt være" Han smilede lidt da hun snakkede til katten og kiggede på hende imens hun aede den. Hun var åbenbart lidt blød? Eller var det bare noget hun lod som om? Det var ligemeget. "Tja som du nok kan gætte så er jeg her hele tiden og jeg kan ikke sige noget om Terre, jeg har ikke været der da byen ikke rigtig siger mig noget" Han hadede lidt byen, han kunne bedst lide at være ude i skoven da det var hans element. Der var ikke meget han kunne bruge til sin fordel inde i byen. Han kiggede op og så på træets blade og grene. Ja, det var her han hørte hjemme. På det sidste havde han faktisk mærket at hans evner var ved at udvikle sig, måske skulle han til at lære noget nyt? Det vidste han ikke endnu og det måtte tiden vise. Han havde glemt spørgsmålet om hvordan hun døde. Det var vel også det bedste, der var ikke nogen grund til at rode rundt i det hvis hun ikke kunne lide at tale om det.

Angelie smilede langsomt, mens hun fortsatte med at stryge katten med hårene. Hun vendte dog blikket mod Cricker, da han begyndte at fortælle om hvor han befandt sig. "Ahh" svarede hun langsomt, mens hun nikkede, for at vise at hun forstod hvad han mente. Han tilhørte jo skoven, så hvad havde han i Terre, som kunne være bedre end dette. "Måske du skulle overveje at se byen.. Den er faktisk ikke så slem" bemærkede hun og lod hovedet falde på skrå, mens hun løftede katten op i sine arme, så den endte med at ligge mod hendes mave, efter Angelie havde rykket sig lidt, så hun lå halvt ned. Hun havde faktisk en svaghed for alle former for dyr, eftersom hun var tidligere animagus.
Det var faktisk ikke helt dårligt at snakke med denne dæmon nu hvor hun tænkte over.

Se byen? Hmm det vidste han nu ikke helt, det kunne være spændende men.. Han var jo ikke vant til mennesker og der var jo så mange derinde. "Hmm, det kunne være spændende, men jeg har nok brug for en til at vise mig rundt ellers farer jeg bare vild" Han vidste at det ville ske hvis han gik derind alene. han kunne jo altid bare flyve op i luften og kigge sig om men det ville nok se lidt mærkeligt ud for alle de andre og han ville helst ikke lade andre se at han var faret vild hvis det var. "Vil du da vise mig rundt?"

Angelie lyttede lidt til ham, mens hun smilede drillende, over at han indrømmede at han nok ville fare vild, hvis han bavægede sig ind i byen alene. "Det har du nok ret i" svarede hun enigt, eftersom det ikke var en lille by med et par huse og en kirke. Faktisk var Terre ret stor nu hvor man tænkte over det.
"Jo jeg vil gerne vise dig rundt den dag du bestemmer dig for at komme ind" tilføjede hun til hans spørgmsål, inden hun nikkede let, for at vise at hun mente det. Angelie var en, som altid holdte sit ord, ligemeget hvor meget det ville skade hende selv. Et løfte var et løfte, så sådan skulle det bare være.
Hendes blik blev vendt ned mod katten, som åbenbart havde fundet det passende at ligge sig til at sove, og Angelie nænnede ikke at skulle vække den. "Men det blive ikke lige nu" mumlede hun lettere fraværende, mens smilet igen blev glad, som et barns der ikke havde set hvordan verden var fuld af fare og problemer. Det havde hun i hvert fald oplevet nok af i sine snart 20 år.

Han kiggede på hende da hun sagde at hun godt ville vise ham rundt og da hun sagde at det ikke blev i dag forstod han det godt. "Nej nej, det er helt i orden, det passer mig bedst med en anden dag. Jeg føler heller ikke for det lige nu" Sagde han til hende imens han skiftede til at kigge på hende og katten. Det var lidt sødt at den havde lagt sig til at sove på hendes mave. Han ville godt ae for den, men han vidste ikke om hun troede han ville røre ved hende så han lod bare være. Desuden var det også meget synd at skulle vække den nu hvor den sov så godt. "Terre.. Hmm..." Han tænkte lidt over det.. Det lød næsten som det engelske ord Terror... Eller det mindede om det, men han gik da ikke ud fra det havde noget tilfældes.

Hun sukkede let, og nikkede. "Godt.." svarede hun langsomt, imens hun overvejede om hun skulle fortælle noget om selve stedet før han fik chancen for at komme ind i.. Man kunne vel næsten kalde det helvede. Der var altid slagsmål og død derinde. Ligemeget hvor og hvornår på dagen det var, hvem der var i nærheden.. Der skete altid noget.
"Pas hellere på hvem du træder over tæerne når du kommer derind første gang" tilføjede hun en anelse drillende. Faktisk vidste hun ikke om han var typen der maste andres fødder af ren vane, ligesom hun selv gjorden, men Angelie havde helt sikkert lært hvad begrebet fjendskab betød.
"Du vil kunne finde mig i centrum, når du kommer forbi". Igen nikkede hun kort, mens hun fugtede læberne let og vendte nu igen blikket mod ham.
"Kan du lide dyr?" Spurgte hun hurtigt, efter hun havde opdaget hans flakkende blik.

Han kiggede på hende igen.. Centrum? Hvor pokker var det? Han havde jo ikke været der før, men han nikkede bare som om at han forstod det. Han skulle skam nok finde det på et tidspunkt. "Om jeg kan lide dyr? Ja selvfølgelig.. Hva da?" Hvorfor mon hun spurgte om det? Det var vel også ligemeget, han kunne godt lide dyr, han elskede dem faktisk.. Han var jo også jord dæmon. Han var i al fald ikke særlig glad for at gå på jagt da det betød at han skulle dræbe, men det var jo nødvendigt hvis han selv skulle overleve og det var han nødt til. Mon han skulle holde katten eller ville hun vise ham et eller andet?