lige efter fuldmåne Niriona(privat)

T: 08:00
O: ingen
V: solopgang
S: skoven



Harry lå i skovebunden. Det var lige efter fuldmåne og han var komme slemt til skade i nat efter som han kun var 9 år, og han kunne slet ikke klar en fuldvoksen varulv den hade uden videt. Over faldt ham og bidt ham hårdt i nakken så det blødte så meget at Harry var så træøt og svage, han lå med ansiget ned i skovebunden han lå med lukke øjne da yhan lige var falden i søven. Og han hade virkelig brug for det han hade kun underbukser på resten var reven, i stykke da hanhade forvandel

Niriona gik hen af den snoede skovstig mens hun nynnede svagt for sig selv. Hun glæded sig til Jass kom hjem efter hans månedelige "udflugt". Hun standsede og fulgte en fugle som svang sig gennem luften forbi hende i sin jagt på en af de sorte fluer som svirrede over vejen hvor solens første stråler havde varmet luften mellem træerne. Pludselig spidsede hun øre, det havde lydt grangiveligt som et gispende åndedræt. Forvirret så den unge kvinde sig om. Hun var lys i huden men med mørkt, langt hår og markerede øjenbryn over et par livfulde mørke øjne. Hun var i sin 21. sommer, ung, slank og smidig iført en sort enkel kjolde og et par sko med spænder i samme farve.
"Er her nogen?" Hendes stemme var blød, let melodisk da hun trådte væk fra stien og fortsatte i retning af lyden med sin jakke over armen i den overraskende lune morgen. Hun bøjede et par grene til siden og gispede forskrækket da hun fik øje på en lille dreng, vel omkring de 8-9 år der lå i lysningen helt stille. Han blødte meget og hans tøj var forrevent.Hurtigt tilbagelagde hun det sidste stykke og knælede ned ved siden af den lille skikkelse. "Hvad er der dog sket dig?" hun vendte ham om og klappede ham på kinden for at få ham til at fokuserer på hendes ansigt og strøg nervøst en mørk hårlok om bag sit øre. Hun lod blikket glide rundt i lysningen, men der var ingen tegn på uro. "Det skal nok gå... Bare tag det roligt" mumlede hun for at berolige ham, mens hun skød en overraskende stærk arm ind under hans ryg og fik lempet ham op at sidde ind til sig. Var han blevet ovefaldet? Hans tøj var helt revet i stykker, så hun lagde sin jakke om ham. "Hvad hedder du? Hvor er dine forældre?" Hun spurgte mest for at holde en samtale igang med ham og få ham til at vågne lidt op mens hun undersægte bidmærket i hans nakke. Et stort dyr havde det været... men hvilket dyr ville overfalde en lille dreng? En... Hun stivnede kort, En varulv, men hvorfor? "Hør hvorfor..." længere kom hun ikke da en lugt af våd hund trængte ind i hendes næse, og den kom ikke bare fra bidsåret "Du er varulv?" hun var næsten så godt som sikker på at det var, hvad han var.

Harry åben svaget øjne. Han var så træt og øm over det hele " jeg hedder Harry og jeg har ingen forælder og jeg er en lille varulv jeg var under min lille tue som ulv. Bliven overfaldt qaf en støre en den kom bare ud af det blå og for vredt på mig, og efter som jeg kun et 9 år kunne jeg ikke hammel op med den fuldvoksen varulv. Det endte med at den fik voldsomt fat i mig og da det begyndte at blive lyst, stak den bare af og efterlod mig her alene og såret " sagde Harry stille. Og hen ryste som et espeløv

Hun smilede opmuntrende til ham "Det går nok... du behøver hvile og en formindeng om det der" hun gjorde en bevægelse mod hans nakke. Hvad skulle hun gøre? Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med en 9 årig forældreløs knægt, varulv eller ej. "Det kommer il at gøre ondt, men sid stille, så er det hurtigt overstået..." Hun lynede lommen på jakken hun havde lagt om ham op og fandt sit tørklæde frem, som hun efter følgende brugte som bandage ved at læge det dobbelt og binde det på. Hun holdt ham ind til sig som var han langt yngre end 9 år, men han lod til at behøve både trøst og opmærksomhed. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvilken varulv der kunne have bidt ham.... der var trods alt ikke så mange af slagsen igen.

Harry piv en smule. Det gjorde ondt i hans nakke og i resten af kroppen efter overfaldt, men han var i live og skulle nok får det beder igen men han hade brug for mad. Søven og varme for at han fik det beder og det var ikke ret meget varme i, hans lille hule under et vældtwe træ her i skoven det var kold og klamt at være. Men det var det enste sted han kunne være i fred for andet mennsker og væsner, som altid var efter ham da han var et gadebarn

Hun sad lidt med ham ind til sig og prøvede at opfange lyde eller signaler fra skoven der tilkendegav, at de ikke var alene. Hvor pokker var Jass når man skulle bruge ham. Nej, det kunne hun ikke være bekendt at tænke, Jass havde det sikkert også elendigt, og det var jo egentlig ham hun var kommet herud for at tage sig af. "Harry?" Hun så ned på hans lille barneansigt "hvor bor du henne?" hun måtte hellere få ham sendt hjem så han kunne komme til hægterne igen. "Her, tag den rigtigt på så du ikke fryser..." Hun hjalp ham sin jakke på og lynede den for ham.

" jeg bor i en under. Jordisk hule her i skoven " sagde Harry han rste og frøs meget lige nu efter som, han hade midste en rilimængte blod på grund af såren på hans lille krop. Han lag hovedt på hendes skulder og faldt stille i søven, han var noget så træt og udmatte efter en lange og hård nat alene i mode en anden varulv. Som ikke blådt var støre og meget ælder en gang men også langet stærke han ham selv,

Efter sin vanlige kamp med knapper, for at få noget kluns på, fandt han en sø, og fik vasket sin mund ren, som heldigvis var det eneste der var blevet svinet til denne nat, efter den lille møg hvalp var kommet ind på hans del af skoven, hans territorium. Hvorfor det var anderledes denne gang vidste han ikke, men han kunne huske nattens hændelser næsten klare, og kunne stadig huske hvalpens lugt af et menneske og en ulv, som ham selv, varulv, men det forhindret ham bestemt ikke at gøre det klart for hvalpen at det var ham der bestemte her. Han kiggede kort rundt, før han besluttede sig for lige at se til hvalpen, om han var gået helt under, eller ej. Hvis han var, ville det ærligtalt ikke betyde noget, den stærkeste overlever, eller med andre ord, som Darwin en gang sagde; 'survival of the fittest' (Den bedst tilegnet overlever). Hen af en lille sti, som nok ikke ville blive bemærket af andre, end ham selv, og skovens dyr, med en anden lidt bedre sti der var større og en del længere, før han gik væk fra stien og begyndte at løbe op over en bakke, hvor han hurtigt kunne se om den stadig var der, eller hvad der var sket med den, før han ville vende snuden tilbage for at finde Niriona, og håbede hun ikke var blevet til en rotte, for så ville han da aldrig finde hende.
Han stoppede op og kiggede overrasket på den lille fyr der stod lænet op af - Niriona! Han presset udtilfreds læberne sammen kort, før han hoppede ned til dem, dog stadig uden at sige noget, men kiggede blot på dem, med tydelige tegn på at dette ikke lige passede for ham, men det undrede ham ikke at hun gjorde dette.

Harry så på ham. Og gemet sig bag ved Niriona for han var bange for Jass da det hade være ham, som hade over faldt ham i natte Harry var kun et lille barn endnu. Og Jass var voksen og den lille Harry var komme for lange væk, fra sin hule og ind på Jass´s Territorium og så hade Jass bare angrebet Harry. Uden nogen vider grund for Harry viste ikke at der var Jass´s Territorium, så var han ikke for sætter med at gå der ind

"Jass!" Hendes øjne lyste op i et varmt smil ved synet af ham, men lyset skulledes brat igen da hun så hans ansigtudtryk og det blik der blev udvekslet mellem ham og Harry. Hun havde haft ret i sin værste antagelse, det var Jass der havde bidt Harry. Uden at tænke over det lod hun en arm glide rundt om knægtens smalle, benede skuldre og trak ham ind til sig. "Hvorfor?" hendes tonefald bar ikke præg af hverken anklage eller bebrejdelse, bare sørgmodighed over den uheldige situation hun var endt i. Hun så slet ikke ned på Harry men holdt blikket fast ved Jass øjne. Et eller andet sted håbede hun, at han ville bruge sin evne til at læse hendes tanker så hun ikke behøvede at sige det højt mens hvalpen var her. Lettelsen over at se Jass igen, glæden for han var ok, bekymringen for hvad hun skulle stille op med Harry, frygten for at Jass ville skælde hende ud... Hun så bedende på ham og bad til han fattede hintet om selv at hente informationerne ud af hendes hoved.

Harry stod tæt ind til hende. Han var bange for at Jass ville gøre ham ondt igen i mens hun så på, Harry følde sig tryg ved hende som et lille barn gjord ved sin mor. Harry hade midste sin familie da han var helt lille, og viste ikke noget som helst, omkring dem hvordan de var eller om de overhovedt han elsker ham. Det var spøsmål hans stille sig selv være eneste dage siden den gang,

Hans øjne gled efter flere minutter på hvalpen mod Niriona, som lignede en der frygtelig gerne ville sige noget, men ikke turde det? Han kiggede kort tilbage på hvalpen der fik dem til at ligne mor og barn. Et billed han af en eller anden grund ikke syntes godt om. Han kiggede tilbage på hende, så lyset svagt spillede i hans øjne. Et kort syrligt smil gled over hans læber efterfulgt af et suk. Kvinder - de elskede børn, og ville kaste deres liv ud for at redde dem, men de følte sig altid splittet når der stod en anden, og pludselig var det frygtelige uhyre. Det kunne være frygtelig træls, og så skulle de være så fandens uskyldige, men hvis de ikke gjorde dette, hvad ville forskællen så være? Han kiggede tilbage på hvalpen, og lod ellers blot tiden gå sin gang, der var jo ikke rigtig noget at gøre, hvis hun ville rede den lille hvalp måtte hun det, så længe han ikke kom ind på hans side som ulv.
Han gik hen til dem, og placerede et kys på Nirionas kind for halvt om halvt at besvare hendes spørgsmål eller hvad man skulle kalde det. Da hans læber let havde berørt hendes bløde hud trak han sig tilbage, uden at sige noget, men blot lade dem gøre deres forhavende færdigt, eller hvad de nu ville. Stadig ikke tilfreds med situationen, men han kunne jo ikke få det efter hans hoved, så han måtte vel bare leve med det?

Hun blinkede langsomt da hun mærkede hans læber og tog en hurtig beslutning. "Vent her Harry" hun fik drengen til at sætte sig og trak Jass med uden for hans hørervide. "Hold så op, tror du jeg er dum?" er var en vis portion retfærdig harme i hendes stemme. "Jeg kan udemærket godt se hvad du tænkte" hun kastede et blik hen mod hvalpen eller drenge, om man ville. "Men jeg skal IKKE til at lege mor for et eller andet hittebarn, aldrig i livet!" Hun så alvorligt på ham og tog hans hånd "Men jeg... vi... kan da ikke bare efterlade ham??" det var så pokkers besværligt. Hun trak Jass med hen mod stedet hvor Harry sad. Hun ville gerne hjælpe ham, men hun følte ikke noget behov for at begynde at lege reservemor for ham. Næh, den slags lege måtte vente til hun selv fik børn, hun havde ikke behov for at gøre det for andres, men det ændrede ikke på, at hun måtte finde på noget at gøre ved ham.

Harry følde sig ikke velkommen. Og flåde tørekælder af sin nakke og smed den på jorden, han rejste sig valken på bene han hade virkelig midste for meget blod kunne han mærke. Og han begyndte at løb men det var ikke ret hurtig han kunne løbe da ahn var meget svække og svimmel, af blodmangel men han ville bare væk fra dem og ville ikke se dem igen. Han hade endlig tror han funden nogen som holdt af ham men nej de var som alle ander, helt ligeglad med ham iog ville bare lade ham gå når han var raks igen

Han kiggede på Niriona, og fik et kort smil over læberne. "Har jeg heller ikke sagt du skal." Han vendte sig om, lige tids nok til at se den arrige lille hvalp hope op, og begynde på sin tur mod skoven. Et hånligt smil gled over hans læber, da han i utrolig fart kom op på siden af hvalpen og trak ham op i kraven, eller Nirionas jakkes krave. "Du burde være glad for at hun vil rede tage at få lidt liv i dig." Fnyste han kort. "Og du holde øje med hvor du går næste gang." Det sidste kom som en kort snerren, som tydeligvis understregede at han ikke kunne lide hvalpen før han slap ham. Han skulede olmt ned på drengen, uden at gøre mere for han fortrak at vente med at kaste sig over ham til næste fuldmåne og ikke foran Niriona, da han havde på fornemmelsen at han ikke vil blive populær hvis han gjorde det, selvom hun ikke ville være mor, så var der jo noget med de børn og kvinder.

Harry knurre vredt af ham. Vis det ikke hade være for ham hade Harry slet ikke brug for hjælp, vis Jass ikke hade overfaldt ham der om natten så led Harry ikke af blodmangel. Han så rasen på ham og ville bare væk fra ham Jass betød ikke noget, for ham men det gjore Nirirona alser hun var søde og venlig hende vil han gern. Lære beder at kende men Jass kunne bare ikke lige ham på nogen måde,

Hun nåede derhen lige som Jass satte Harry ned. "Det sidste var ikke nødvendigt..." hun gav Jass hånd et beroligende klem. Hun satte sig på hug foran Harry. "Men han har ret, lille ven. Du opfører dig meget egoistisk lige nu..." hun så på ham med blanke øjne og holdt sit tørklæde frem mod ham som hun havde samlet op hvor han havde smidt det fra sig. "Vend rygen til" hun drejede ham rundt og forbandte ham igen "MEN!" der var en skarp klang i hendes stemme de hun atter vendte knæten mod sig "Du skal respekterer voksne. Hvis du bliver ved med at opfører dig så tåbeligt og bare pisse på dem der prøver at hjælpe dig, så kan jeg godt forstå Jass hapsede lidt i dig" Hun så alvorligt på ham. Det var utroligt sårende at han bare havde smidt hendes tørklæde fra sig fordi hun i to sekundter havde haft opmærksomhedden rettet mod Jass, som for hende var det vigtigste menneske som nogen sinde havde sat sine ben på denne jord.

Harry rejst sig. Han så meget ked af det du og forsøget at komme væk men kunne bare ikke, han var for svage og træt og så hade han ondt over det hele han vendt sårer ryggen til dem. Og ret hurtig men svaget kunne man høre ham græde for sig selv, han viste at han hade såre Niriona´s følgser men han var ikke van til at nogen tog sig rigtig. Af ham på nogen måde de gjore han kun rask også på gaden med det smamen efter det,

Han kunne lidt efter konstatere at hun da langt var den mest modne af de tre, han ville selv nok bare have givet knægten nogle høvl, det var jo det han var vokset op med, men nej, selvfølgelig ikke. "Men skulle vi ikke få noget mad i ham knægten." Spurgte han kort, og kløede sig i håret. "Der er jo ingen grund til at efterladne ham uden mad, eller blod." Han kløede sig lidt i håret. Han ville nok ikke have forslået dette hvis det havde været ham selv, han syntes bestemt at hvalpen selv var ude om det, men igen ville han jo ikke ligefrem blive populær hvis han smækkede ham en, og skred, så blot for at vise en lille bitte smugle omsorg.
"Men det bliver nok ikke det helt store, det er jo ikke ligefrem fordi der er mange butikker der har åbent nu." Han kiggede kort på Niriona. Så kunne han også se om han ikke kunne få noget ned i Niriona og sig selv.
Hvis hans ide blev til virkelighed endte han nok med at bære hvalpen, da han nok ikke ville kunne gå det stykke det vil tage at komme ind til den første pølsevogn, og hvis han kunne, ville det nok tage en million år, og så lang tid gad han bestemt ikke vente.

Hun nikkede "Jo" hun kastede et blik på Harry "og nu opfører du dig snart ordentlig i stedet for det der" hun kunne godt se han græd, men der var virkelig ingen grund til at tage på vej på den måde. HUn kastede et træt blik på Jass "vi kan vil finde en døgnkiosk eller en benzintank... bageren burde også have åbnet nu" hun skævede mod himmelen, jo en bager ville have åbnet morgenbrødssalget nu, det var hun ret sikker på. "Kom" hun tog Harry op i armene så han hang med armene om hendes hals og bene om hendes liv som en lille abe selvom han ikke ligfrem var let. "Skal vi gå?" hun havde ne fornemmelse af, at hun var den der holdt sammen på hele situationen og fik en arm fri til at tage Jass hånd og give den et klem. Hun var fuld af spørgsmål til om han havde det godt, om han havde ondt osv. men tiden var ikke rigtig til dem

Harry hang på hendes side. Og han så ret træt og svage ud sådan som hans hud var bleg ig en smule kold, det var på grund af blodmangel at han sådan ud. Men ellers var der ikke noget med ham han var meget stille og sagde ikke riigtig noget, han smielde svaget og så ned på jorden uden ham han så bare så lille og hjælpeløs ud lige nu.

Han fulgte tavst efter Niriona, som virkede til at have rimelig styr på dem, Harry om halsen og ham efter mens hun holdt fast i ham så han ikke løb nogle steder. Han smilede kort ved tanken, men gik ellers bare i sine egne tanker til de efter noget tid var ude af skoven og kunne se de første bygninger og tegn på civilsation. Han tænkte sig kort om, og prøvede at huske hvor de lå en bager henne, da det virkede til det Niriona helst ville have.
Han førte dem ned af en stille morgengade der virkede enormt efterladt, og fik ham til at føle han var med i en af de hersens katastrofefilm hvor de var de eneste tilbage på jorden. Han stoppede op ved en lille trappe der gik ned under jordhøjte til en lille bager der virkede meget lokal, men åben. "Vent ..." Han gik ned af den lille trappe og åbnede døren, som kunne afsløre hans indgang med en lille bimlende lyd fra en klokke over døren.

En ældre dame bag disken kiggede op og smilede kort, før hun stillede sig til rette bag disken, mens Jass kort kiggede på brødet der lå fremme, og fik derefter uden mange ord bestilt seks boller og noget mælk, hvilke var den eneste form for væske der kunne købes.
Da købet var færdiggjort smuttede han ud af bagren tog fat i Harry for at få ham ned af Niriona. "Du må selv lige stå." Han stak ham en bolde for at lukke gabet på ham, og derefter en til Niriona og sig selv, mens han stak mælken i hendes anden hånd.

Hun var træt i arme og ryg af at bære på Harry og lykkelig da Jass kom tilbage fra butikken. "Tak..." Hun så lidt fra bollen til mælken som hun stod med i hver hånd, og stillede så begge dele fra sig for i stedet at lægge armene om Jass' hals. Nu havde Harry fået noget mad og hun kunne slippe ham et øjeblik og i stedet koncentrer sig om Jass. "Hvordan har du det?" hun vidste at heller ikke han havde det godt med forvandlingen, og trykkede et kys mod hans kind. Hun havde været så urolig får ham hele natten.
"Harry?" hun så på drengen der gnaskede løs på sin bolle "du tager bare noget mælk hvis du er tørstig". Hun så atter op på Jass og smilede kærligt. Hver fuldmåne han kom hjem i god behold var en lettelse for hende.

Han lage hoved let tilbage da hun lage armene omkring halsen, før han kiggede på hende igen. "Jo tak fin, øm som altid, men ellers fint." Han støj hende let over kinden. "Du skal ikke bekymre dig om mig." Han lage armene omkring hende og påkrævede hendes opmærksomhed med et langt ømt kys før han slap hende med et lille fjoget grin. "Beklager." Sagde han kort henvent til Harry, der nok ikke fandt det spor interessant at glo på dem der kyssede, hvis han ikke var optaget af din bolle og mælk. Han tog selv en, og derefter en til Niriona og stak den i munden.

"Men skal vi finde et sted til ham." Han pegede kort på ham, betydeligt bedre humør efter hans lille tiltrængte kys. "Eller ..." Han vente sig mod ham, og kiggede på ham. "Har du selv et sted at være? Vi kan godt ordne et sted at være, men ..." Han droppede flere høfligheder. Det var med vilje han ikke havde sagt undskyld, og ville nok heller aldrig gøre det, det var ham der havde betrådt hans sted så det var hans egen skyld.

Harry spiste sin bolle. Han var ret sulten så tog han er slurk mælk og spiste resten af sin bolle, i fred og ro han så ikke så meget på dem da han heller ville blive mæt før. Han gjorde noget andet så han satte sig stille ned på jorden og ryste, gab var stadig væk meget træt af blodmangel