Rovdyrets yndlingsmix - Nu uden hukommelse!! //Raphael//

S//Domkirkens forreste plads
V//Fuldmåne
O//Ingen
D//5/4
P//Se avataret
T//Midnat
_________________________/

Domkirkens rungende klokker hamredes løs på da den midterste nattetime blev placeret. I takt med aftagende hjerteslag og et smertekvablet åndedrat. En smuk skabning halvlå på domkrikens marmortrappe imens hendes nu slørede isblå øjne forsøgte at holde fokus imod den kæmpemæssige bygning. Det var hendes sidste håb for at afslutte hvad hun havde gjort. Blodet flød fra hendes arm og hendes side, men sås ikke rigtigt på grund af hendes aflange sorte kjolelignende frakke. Dog var der dannet en rød pyt under hende. "Hvis du findes.. så ved du at jeg ikke kan dø nu!" Hviskede hun med frost i stemmen op imod det centrale kors på portens åbning. Hun mærkede kulden feje igennem sin krop og hendes asparablod løbe uden modstand. Hun dragede endelig det sidste suk inden hun faldt fuldkommen sammen på trappen. Hendes lange klatte sorte hår bredte sig som silketråde over den hvide marmor. Hun var himmelsk smuk, selv i sin død. Hun var væk, men i det øjeblik fløj ey gyldent åndedrat ud fra kirken og fyldte atter hendes lunger og fik igen hjertet til at hamre.. Ryggen på hendes klædedragt flænsedes og ud voksede et par store smukke sølvhvide englevinger. Fjerene fløj omkring hendes livløse krop endnu, inden vingerne igen forsvandt fra hendes ryg, men efterlod hende liggende i live med smukke fjer omkransende hendes ellers mørke figur.

^^

Raphael sad lidt for sig selv oppe på domkirken.
Han anede ærligt talt ikke hvad han lavede deroppe. Han var bare vågnede op af en slags trance deroppe. *Gad vide hvad der skete* var en af de første tanker der ramte ham.
Han var ikke forklædt som menneske, så hvis nogen kiggede op, ville de forveksle ham med en af Domkirkens mange statuer af skabninger.
Lange flagermusevinger stak ud af skulderbladene, lige horn stak ud af panden på ham og en hale snoede sig om et af spirene. Han kiggede intereserede ned da en forvirrende lugt drille hans næsebor.
Hvad var det for en duft?
Han kiggede direkte ned på Anthonia. Havde han set hende før? Årene var begyndt at løbe ud for ham i hukommelsen...
Han kiggede ned og tanker begyndte at tromle stille ind. Om han bare skulle hjælpe hende eller smutte.

Endelig mærkede Anthonia pulsen løbe igennem hende og gøre hendes sind intakt igen. Hun gispede højlydt da hendes isblå øjne slog sig forskrækket op. Hun så ud på gårspladsen med et undrende blik inden hun satte sig op og tog sig til hovedet. Et smertefyldt jag dominerede hendes baghoved.
Splintret og væk. Væk... væk..
*Hvad...* tænkte hun og kiggede endnu engang ud på sine omgivelser. Hun var blank. Ante ikke hvor hun var eller hvorfor hun sad der, som en falden engel med et endnu blødende sår fra faldet. Hun tog sig til siden, som endnu blødte den smule. Hun ømmede sig en smule og støttede sin hånd imod marmortrappen idet et blodigt håndtryk markerede sig på de hellige sten. Hendes lange sorte hår lå endnu elegant på trappen, trods de silkebløde spidser var bevet en smule farvede af det røde blod. Hun forsøgte at rejste sig, støttende på portens hvælving. Hun vaklede meget kort inden hun holdt balancen igen. Hun så ned på blodet under sig.. Hendes intilligens var intakt.. hendes tale og hendes evne.. men hendes hukommelse.. hvad var der sket med den? Hun havde kun et at huske.
*Mit navn er Anthonia.*

Raphael slikkede sig på sine pludselig tørre læber da han så hun var en engel. Det var århunderede siden han sidst havde mødt en engel.
Han sprang let ud, med nysgerrigheden nagende helt ud til fingerspidserne. Ja endda helt ud til spidserne af hornene. Med et kraftigt udfold af sine vinger landede han lydløst på jorden og forvandlede sig til sit menneskelige jeg.
En dreng med blond hår, gyldenbrune øjne og lettere solbrun hud, stod få meter bag ved hende, som en ekstra skygge.
"Godaften" sagde han stille til hende mens han kiggede meget intents på hendes blødende dele. Dog med et lidt sørgeligt blik.

Anthon vendte sig brat om og var lige ved at få overbalance igen, men fik oprejst sig igen da hun støttede ryggen imod muren. Hun kiggede overrasket på ham i en tid med de store smukke klare isblå øjne på stilke. Hun bed sig kort i læben og betragtede ham endnu en smule inden hun nikkede til ham. "H..Hej.." sagde hun roligere idet hun prøvede at få hjertebankenen til at stoppe igen. Hun så på ham. Havde han været inde i domkirken eller lignende?
Hun hostede kort en enkelt gang inden hun fjernede armen fra sin blødende side. Hun mærkede at det begyndte så småt at stoppe med at gøre så forfærdelig ondt, trods hun åbentbart havde fået både grus og jord ind i såret. Hun måtte have slæbt sig hele vejen til Domkirken før.
Hun betragtede endnu den fremmede dreng og fandt det egentlig en smule akavet bare at stå og stirre på ham. "Ehm.. Hvor længe har du stået der?" sagde hun så.

Raphael smilte lidt. Selv uden den underlige tiltrækning Lokke Dæmoner havde om sig, var det et utrolig smukt smil.
Raphaels sande jeg, sad omme bag facaden og betragtede hende. for at være ærlig havde han intet imod Engle, de var en af de få ting der havde fået ham forladt af familien, det og nogen andre ting. Men det var altid sjovt at se folks reaktioner.
"Jeg kom bare gående og så dig ligge der... Og jeg har det ikke så godt med bare at efterlade folk på jorden" forklared han stille og skrabede lidt mod jorden med foden.
Han kiggede på hende med et blidt blik, hvorved han holdte hendes blik imod hans. Han havde altid godt kunne lide at se folk i øjne. Han anede ikke hvorfor.

Anthon kiggede stadig undrende på ham, men tvang et usikkert, dog kønt smil frem til ham. Det var trods alt pænt af ham at bekymre sig over hendes tilstand, selvom hun ikke just selv var fuldkommen klar på hvad der var sket hende. Alt hun vidste var at det havde været smertefuldt. Hun turde ikke engang kigge på såret, som var lettere skjult under sin frakke. Det mærkedes ret dybt, som om hun var blevet skåret eller spiddet eller lignende.
"Tak." sagde hun ømt, nærmest hviskende og nikkede til ham inden hun rettede sig op og stod en smule usikkert, dog selvstændigt på sine fødder.
Hun fandt hans smil tiltalende og blev mere rolig over tilværelsen. Hun behøvede ikke at være bange for ham, eller hvad? Hun havde dog ikke indset at han var andet end menneske, som hun havde med sig selv. Hun vidste slet ikke hvad hun var lige i øjeblikket.

Raphael lavede et overrasket udtryk med ansigtet og pegede på hendes jakke.
"D-Den bløder" sagde han allerførst dumt, men rystede så på hovedet. "Du bløder" sagde han og kiggede på hende. Denne gang var overraskelsen ikke længere påtaget, men ægte og en nagende tvivl lagde sig tungt i maven på ham. Hvad nu hvis den her engel var skadet?
Hvem havde skadet hende, var jo så et mere passende spørgsmål.

Anthonia nikkede kort og kiggede ned ad sig selv igen. "Ja det gør jeg." sagde hun med et kort knæk da det egentlig gjorde ondt. Hvad der så end var sket med hende havde hun åbenbart også bøjet nogle ribben derfra. Hun sukkede og knappede forsigtigt jakken op og åbnede den. Indenunder bar hun en kort hvid kjole, som så var sølet ind i højre side på grund af hendes sår. Et i højre side, under ribbenene og et over det venstre kraveben.. Hun så på det og følte sig pludselig mere utilpads. Det virkede ikke så ulækkert når hun blot mærkede det. Hun fjernede blikket derfra igen og holdt jakken sammen med et gys.
Hun så derefter på ham med et ømt smil. med sådan en blødning burde hun være død...
"Mit navn er Anthonia." sagde hun så, men mærkede pludselig væmmelse ved det formelle navn. Hun tænkte sig om. "Men kald mig Anthon."

"Okay... Anthon" sagde han og nikkede lidt.
"Er du sikker på at du er okay?" spurgte han med ægte bekymring. Det kunne mærkes at han faktisk var bekymret for hende.
Han trådte et skridt nærmere og kiggede hende i øjne. "Mår jeg lige tjekke det?" spurgte han og rakte stille og roligt en lettere rystende hånd frem.
Han havde tit set sår, men en ung på den her alder havde sikkert ikke.
Desuden ville Raphael meget gerne vide om han måske kunne finde noget der kunne gi mening om hvad pokker der var sket med hende. Hans nysgerrighed var for alvor vakt nu og han vidste den så ikke ville lade sig slappe af før han vidste hvad pokker der var sket.


//Sorry tiden, men Computeren lavede problemer...//

Anthon bed kort tænderne sammen idet han nærmede sig, men lod det give efter og åbnede igen frakken uden at kigge ned ad sig selv. Kjolen var en smule flænset omkring såret, så der var ikke noget der skjulte det lige der. Rigtig nok så det ikke godt ud overhovedet, men blodet dækkede dog hvad der ellers ville være et horridt syn. Dog virkede hun nogenlunde klar i øjnene, selvom det gjorde ufatteligt ondt på hende, men hun formålte at holde sig oprejste ialfald. Hun nikkede derefter og lod ham se på det.
Selvfølgelig var hun ikke klar over at det rent faktisk havde dræbt hende, men lod heller ikke til at tænke videre over det.

Raphael lod sin hånd danse let hen over såret.
Den solbrændte hud forsvandt kort og afslørede den mørkegrå hud hurtigt.
En lille gylden tråd udsprang kort fra håndfladen og plantede sig midt i såret. Raphael kiggede koncentreret på det og sørgede for at gøre det så hurtigt og præcist som muligt.
Hurtigt fordi han ikke ville ha hun skulle se det og præcist for at hun ikke skulle miste hele føelsen i kroppen.
Smerten ville forsvinde hurtigt pågrund af Raphael lille evne. Han tog praktisk talt hendes følelses sans i den bid af kroppen... Noget han ikke gjorde tit...
"Hvordan føles det nu?" spurgte han blidt og skyndte sig at gemme sin hånd for at hun ikke skulle se den stadig mørkegrå hånd.

Anthon havde klemt øjnene sammen da han havde rørt det og nøjedes først med at åbne et øje. Hun så kort ned, hvorefter begge isblå øjne åbnedes og beroligedes. "Hv..hvordan gjorde du det?" sagde hun så og kiggede overrasket på ham. Hun mærkede følelsesløsheden ved såret og også små prik af det i fingerspidserne, selvom det ikke var den mindste smule merkant. Hun smilede en lille smule og kiggede på ham. Betragtede ham taknemmeligt. "Mange tak." sagde hun og kiggede endnu engang ned på såret. Hun tænkte sig lidt om. Hvorfor huskede hun intet om det? Hvorfor huskede hun ikke i det hele taget??

"Men du skal stadig søge en læge" sagde han lettere alvorligt, men smilte stadig venligt.
Raphael kneb øjne sammen et sekund og hånden blev normal igen.
"Men bor du et sted i nærheden?" spurgte han og kiggede på hende med hovedet let på skrå og et lettere løftet øjenbryn. Et lille jag af smerte skød igennem hans hånd da han bevægede fingrene for at det skulle gøre mindre ondt, og få blodcirkulationen i gang.

Spørgsmålet satte hendes isblå blik som et spørgsmålstegn. Hun tog sig kort til hovedet.
"Jeg bor..." prøvede hun sig frem og fremsagde igen med en mere opgivende tone.. "Jeg bor..." Hun sukkede og så ned i jorden i en del tid, inden hun rettede sig op og så på ham. "Hvor er jeg egentlig henne?" sagde hun så og kiggede ventende på hende og mærkede utrygheden begynde at dominere hendes væsen. Utilpadshed for at være et sted hun ikke kendte til.
"Hvad hedder den her by?.." prøvede hun så igen og så ud på omgivelserne med et undrende blik.

"Du er ved den store Domkirke i Terré" sagde han og kiggede lidt små forvirret på hende. Hvorfor dog spørge om sådan noget? Var hun ikke herfra?
"Har du det helt okay?" spurgte han ganske forsigtit for ikke at forvirre hende yderligere end hun åbenbart allerede var.
*Det må være såret eller noget andet...* Tænkte han logisk og kiggede stadig på hende med det samme små bekymrede/Forvirrede blik.

Anthon kløede sig på halsen med et lidt flovt og disointeret udtryk. Hun virkede ikke just forvirret eller ude af den for at være ærlig. "Ehm.." prøvede hun sig usikkert frem.
"Jeg har ingen ide." sagde hun så med et meget opgivende suk. Hun betragtede hans bekymrede blik og tvang et kort smil frem. "Jeg er fuldkommen klar i hovedet.. men.. der er ikke noget at falde tilbage på." sagde hun. Det var underligt. Hun kunne tale og tænke logisk.. men.. hun huskede intet overhovedet.

Han nikkede lidt som om det gav mening. Hvilket det selvfølgelig ikke gjorde først, før tanken om Hukommelsestab.
"Jeg tror du har mistet din hukommelse" sagde han ganske kort og roligt.
"Har du noget der kan fortælle om dig på dig?" spurgte han så stille og kiggede blidt på hende.

Anthon kiggede lidt på ham. Alt hun havde husket var hendes navn og det havde han allerede fået. Hun tænkte sig om og kom i tanke om noget merkant. Noget skinnende. Det var det eneste. Som en lille sølvfarvet stjerne i mørket. Hun brættede ærmet op ved venstre håndled og en lille kæde sad om hendes arm. I den var der en lille sølvfarvet guldsmed, sjovt nok. Den var det eneste der poppede op. "Den her.." sagde hun så og betragtede den. "Det er mig." sagde hun så, velvidende om at heller ikke det gav nogen mening, men hun talte sandt. Det var hvad den var blevet kaldt.

Han stirrede forvirret på hende, for derefter at kigge ned på den lille kæde.
"Ooookay..." sagde han stille og prøvede at finde en mening i det forvirrende snak de førte.
*Nej, jeg kan ikke finde noget som helst om det* Tænkte han lettere vredt

Anthon kløede sig kort på nakken inden hun kiggede forlegent ned i jorden. Hvad var det overhovedet for en fakta at give ham? Hun klappede kort sig selv på panden med et diskret suk. Hun rettede sig op og prøvede at komme væk fra akavetheden. "Hvad hed du egentlig?" sagde hun så og betragtede ham i en tid. Han hed sikkert noget specielt.. eksotisk eller noget andet. Hun kunne godt lide navne. De havde det med at på en eller anden måde at fortælle lidt om personerne.

"Raphael Ricciolli" Sagde han og lavede et kort buk før han kiggede op på hende med et svagt grin.
"Jeg er fra Italien" forklarede han, hvis nu hun undrede sig over navnet.
"Og min mor var Jøde" Det var dog den fedeste løgn han i sit liv kunne gi et andet væsen, eftersom han var Dæmon og han kun havde fået sit navn som en fornærmelse mod ærkeengle navnet.

Anthon kom til at smile. Jødetingen var hende fjern. Folk kunne have den tro de ville, hvorimod hendes egen var en blanding, men en ting var sikkert. Hun troede på..
"Så må du jo være en engel." sagde hun så og kom igen til at smile varmt, som overgjorde hendes ellers kølige glasklare blå øjne. Hun havde ikke taget det bundseriøst, men kunne ikke lade være med at forbinde ham med det. Han kom. Han så. Han hjalp. Det var som engel i hendes hoved.

Han smilte blidt og kiggede på hende. Kunne han virkelig lyve mere for hende? Nej... Men ville det skade hende mere end ville hjælpe?
"Nej... Jeg er ikke en Engel... Jeg var her bare på det rette sted og ved den rette tid" sagde han venligt og kiggede op i himlen.
Blikket faldt på hende igen.
"Kom, vi må se at få dig et eller andet sted hen" sagde han stille og gik hen til hende.