Blå øjne som ligner himmlen(Raphael)

Omgivelser: Ingen!
Sted: Søen!
Tid: 20:45!
Vejr: Lunt!
Dato: ?!

Lilly traskede rundt nede ved søen. Hun havde for mange tanker sommetider. Hun traskede hen til søens bred. Hun satte sig forsigtigt ned. Hendes lyse blå øjne skinnede af uskyldighed. Hun smilede let, og lod en hånd køre gennem det klare vand. Hun strøg let en hånd gennem håret. Det var helt lyst, men det var naturligt at hun havde så lyst hår. Men stadig havde det dog lidt brune nuancer. Hun smilede let før, hun tog hånden ned og satte den på det grønne græs. Hun smilede let, og kiggede kort rundt. Ikke et øje at se, men måske ville der komme nogle. Hun lukkede let hendes øjne, og lod sig dumpe ned i det fugtige græs. Hun smilede kort og kært. I det hun slog hendes smukke blå øjne op. Hun kiggede kort på den smukke himmel, som havde næsten den samme farve som hendes øjne. Den var dog en lille tant gennemsigtigere end hendes øjne.

Raphael sad som sin menneskelige jeg og kiggede ud på vandet. Han sad lidt længere væk end de normale steder hvor folk ville sidde. En form for buskads gjorde så kun det blonde hår mere eller mindre kunne ses, hvis man lige kiggede ordentligt efter.
Tanker og spørgsmål fløj igennem hovedet på ham. Nogen af dem om hans familie, nogen af dem om den her by, andre.... Ikke så underlige når det kom til stykket.
Han var helt væk i sine tanker... Det kunne roligt siges...

Lilly bed sig let i hendes underlæbe. Hun smilede kært, før hun let gabte. Hun havde let efter en lejlighed hele dagen, men uden held. Hun smilede kort for hun igen kørte en hånd, gennem hendes lyse hår. Men håret så ikke unaturligt ud. Det lignede blot at det bare var sådan det var. Men det var det nu også, men nogle med lyst hår, kunne det se så falsk ud. Hun smilede kort igen før hun kiggede mod himlen igen. Hun syndes at hun hørte noget henne fra en busk, men kunne det passe. Der så nemlig ikke ud som om at der var nogle lige nu. Men hun vendte dog blikket der hen. Hun kunne ikke lige se nogle, fordi han var så godt skjult af den store busk.

Raphael rystede bedrøveligt på hovedet.
*De har glemt alt om mig.... Det er jo 500 år siden* sagde han til sig selv, igen og igen, men der var bare noget... Et eller andet flydende dybt ind i ham, der bare ikke gad at give op med at tænke sådan på familien...
En anden del af ham, ville hellere bare glemme dem og komme videre... Ligesom de gjorde med ham.
Han rystede sig endnu engang ud af tanke kaos'et.
Øjne kiggede underligt svømmende op på himmelen. Hvad skete der dog her?

Lilly fornemmede hurtigt at der var nogle, henne ved den busk. Hun rejste sig let og listede forsigtigt derhen. Hun smilede let, før hun gik om bag ham og lagde blidt en hånd på hans skulder.. ”Hej, er du okay” spurte hun stille, mens hun smilede let. Hendes lyse øjne, var klare end vandet og uskyldigere end himlen. Hun smilede let før, hun sukkede let, og ventede på svar fra ham. Et lille vindpust susede gennem luften, det var nu rart nok at vinden blæste engang imellem. Hun smilede kært før hun igen åbnede munden for at sige noget.. ”Jeg er Lilly” smilede hun kært og kiggede betragtede på ham.

Raphael fik et lille jag af overraskelse da hun rørte ved hans skulder. Han kiggede hurtigt over skulderen og så hende direkte i øjne. De Gyldenbrune, mod de HimmelBlå.
Raphael blinkede et par gange før det gik op for ham at hun talte til ham.
"Ja ja... Jeg er helt okay" svarede han lidt efter han havde fået vejret. Hun mindede ham om en eller anden... Men... Han kunne bare ikke lige huske hvem... Heller ikke efter hun havde sagt sit navn.
Raphael havde siddet og kiggede underligt på hende indtil hun sagde sit navn.
Han rystede endnu engang på hovedet og præsenterede sig så selv. "Hyggeligt at møde dig... Jeg er Raphael" sagde han og tøvede lidt.
"Har vi mødt hinanden før?" spurgte han så lidt efter, med en lidt usikker rysten i stemmen.
Raphael havde fået mange fjender gennem sit lange liv, så han kunne jo aldrig vide om hun var venlig imod ham eller bare ville hævne sig for noget... Men de der øjne... Han havde ingen anelse.

Lilly smilede kort før hun lettere betragtede ham. Hun kiggede ham dybt i øjnene, før hendes kinder svagt blev rosa. Hendes hvide hud kunne man let se det på. Hun smilede kort og kært.. ”Undskyld, hvis jeg forskrækkede dig” smilede hun stille og strøg en hår tot væk. Hendes smil, var på en måde nuttet, ligesom et dådyr. Hun kiggede let på ham..”Smukt navn du har” smilede hun stille. Hun tøvede lidt før hun satte sig ved siden af ham. Hun spekulere lidt over om de nogen side havde mødtes.. Nej! Kom hun frem til… ”Jeg tror aldrig vi har set hinanden før” smilede hun forsigtigt.. ”Ømm.. jeg håber det er i orden at jeg sidder her” smilede hun og hentydede til at hun havde sat sig ved siden af ham.

Han nikkede lidt over hvad hun havde sagt. Det mente han også, men hun virkede så underlig bekendt... Hvorfor syntes han hun så så velkendt og bekendt ud?
"Hvad?... Jo klart. Jeg er glad for at du satte dig" sagde han så med et venligt smil. Et smil som havde kunne lægge kvinder i det forhenværende århundrede ned, men selvfølgleig kun med lokke dæmons gen slået til... Men det havde han næsten aldrig slået til længere... Der var et eller andet helt galt med det...
"Syntes du mit navn er smukt??" spurgte han lidt forvirret... "Dit er altså også meget smukt" sagde han så venligt og kiggede så væk. Hans kinder var blevet lettere varme...

Lilly kiggede kort ned i jorden.. ”tak” smilede hun kært og gav ham et venligt knus. Hun slap ham kort efter og tænkte så lidt.. Hvorfor sad han mon bag sådan en busk som denne, når søen var i nærheden. Hun smilede kært og strøg så elegant lidt hår væk. Hun kiggede lidt efter over på ham, men han havde vendt blikket den anden vej. Hun smilede igen og kiggede så igen ned på jorden, som endelig var græs. Men det betød jo ikke noget om det var græs eller jord vel? Hun åbnede let hendes mund og sagde; ”ømm.. Hvorfor sidder du endelig bag en busk når solen skinner lidt endnu?” spurte hun kært og lod langsomt hendes blå øjne glide hen mod hans blik.

"Jeg... Ville bare sidde lidt for mig selv" sagde han og kiggede lidt på hende med et lille smil.
"Jeg har den vane... DEt er noget medfødt" forklarede han og smilte venligt til hende før han kløede sig lidt i håret.... Hvad ville der dog ske med ham?
Hans gyldenbrune øjne kiggede lidt på hendes blå... Det var da helt utroligt hvor smukke de var... Var hun menneskelig? DEt kunne ikke være sandt... Der måtte var noget unaturligt ved hende.

Lilly smilede kært.. ”Og så kom lille mig og forstyrrede” grinede hun kært til ham, med et lille smil. Hun rødmede svagt da de kiggede hinanden i øjnene. Men det var kun hendes kinder som blev meget sbagt rosa farvet. Hun smilede let, mens hun strøg sig let over håret. Hans øjne var smukke, ligesom solen. De skinnede kort, nemlig. Men den gyldenbrune farve fik det til at ligne solen selv. Hun smilede kort, og kært. Hun blev lidt varm i kinderne.

Han grinte lidt.
"Ja, du gjorde" sagde han og prikkede hende blidt på panden og smilte venligt til hende. "Så hvad laver du her?" spurgte han med lidt latter i stemme.
Hans læbber var splittede i et stort smil og han kiggede hende dybt og blidt i øjne.

Lilly smilede kært.. Hendes kinder blev svagt røde da han prikkede hende i panden. Hun smilte kort, og bed sig kort i underlæben.. Mig? ømm.. Jeg aner det ikke" smilede hun og prikkede ham blidt på næsen. Hun kiggede også ham dybt i øjnene. Det var utroligt hvordan hans øjne fangede hende.

//Er lidt travlt optaget... Forsvinder måske om lidt...//


Han smilte lidt. "Kender jeg godt" sagde han og nikkede lidt over det hun havde sagt. Det skete faktisk tit at han vågnede af en slags trance og anede ikke hvordan han var havnet de steder.
Det var som om hendes øjne låste ham fast.

Lilly smilede kært, før hun størg lidt hår væk fra hendes ansigt. Hun smilede igen kort og lydløst. Hans øjne tvang hende til at se dybt i dem. Hun sad bare og kiggede ham i øjnene, i lang tid. Hun kunne ikke flytte hendes blik, fra hans øjne. "Godt" hviskede hun næsten.. Hun vidste ikke hvad hun ellers kunne sige..

//Oki xD

Han blinkede få gange og rystede på hovedet.
*Nej... Nej... Jeg skal ikke falde i staver nu* tænkte han for at vække sig selv og for at hive sig ud at hendes øjne... Men det var så svært...
"Ja... Det er det" Mumlede han, uden selv at vide hvorfor.
Hvad var hun dog?

*FJERN SÅ DET BLIK LILLY* tænkte hun til sig selv, men hun kunne ikke. Hun bed sig let i læben. Hun havde aldrig prøvet ikke at kunne fjerne hendes blik. Hun smilede let før hun strøg hendes hår let til side. Hun smilede igen og bed sig let i underlæben.

Raphael sved sig blik væk fra hende og kiggede ned i vandet, som for at kigge på noget.
"Sååå.... Bor du så i nærheden?" spurgte han uden at kigge på hende at to grunde: 1: Måske ville han ikke kunne få blikket fra hende igen. 2: Måske ville han ende tænde op for Lokke Dæmonen i sig... Og det ville være slemt...

Hun gav slip på blikkket... ´Lilly kiggede kort ned i jorden.. "Nej, jeg bor ingen steder, men leder efter en lejlighed" mumlede hun let.. "Hvad med dig?" spurte hun kært og stille hun smilede let og vippede let med hendes fødder. Hun smilede kort og kært igen. Hun strøg lidt hår væk.

"Jeg bor... Hvor der nu er plads" Sagde han med et svagt falsk smil.
Hans ansigt var stadig vendt mod vandet. Vandet så utrolig dejligt ud... Hvad ville han ikke give for at kunne flyve og dykke ned, for derefter at flyve op igen.

Hun nikkede, "Som så betyder?" spurte hun og lagde hovedet let på skrå. Hun bed sig kort i læben før hun lagde sig på ryggen og kiggede på himlen. Man kunne nu let se hendes slanke krop, fordi hun lå ned.Hun elskede at være uden for det var bare det bedste.

"Jeg har intet hjem" sagde han så for at glatte det fuldstændig ud, så det ikke kunne forstås som andet end det han ville have...
"Jeg tror jeg hopper ud og svømmer" sagde han, mere til sig selv, end til hende.

"Okay" smilede hun let, hun betragtede ham kort og lod sit blik hvile på ham. Hun ville ønske at hun ikke var blevet en kegle til at svømme på det sidste. Hun glemte nemlig en dag hvordan man svømmede, siden den dag kunne hun ikke huskke hvordan..

Raphael stak en hånd i vandet.
"Skal du ikke med?" spurgte han hende, da det pludselig gik op for ham at hun ikke var på vej selv ud til vandet.
Hovedet blev da lagt lidt på skrå over det.

"Jov, men jeg har glemt hvordan man svømmer" sagde hun og fik små røde kinder.
Hun hadede når hun ikke kunne huske en eller anden ting. Lilly smilede let, "Jeg synker nok bare hvis jeg prøver" smilede hun kært.