Rovdyrets yndlingsmix - Nu uden hukommelse!! //Raphael//

"Engle er ikke nødvændigvis noget himmelsk." sagde hun blot med et kort yndigt smil og nikkede til ham. Men hvor havde han tænkt sig hun skulle hen? Af en eller anden grund havde hun ikke på fornemmelsen at det ville hjælpe noget overhovedet. hun så ned af sig selv. Ynkelig tilstand efter hendes mening.
Hun begyndte da stille at gå med ham. Vaklede et par gange men holdt sig dog oprejste. Trods hendes massive sår, havde hun en underlig lethed over sig. Hun holdt sig oppe, selvom hun egentlig ikke burde kunne.

"Bare Rolig... Jeg kender nogen lige i nærheden" sagde han overbevist...
"Du skal have ordentlig lægehjælp" sagde han stille og hjalp hende afsted mod husene rundt om Domkirken.
Det var en løgn, han kendte ingen, men han kunne sagtens få nogen til at lukke dem begge ind.

Anthon kiggede undrende på ham. Hun var ikke bekymret af denne underlige grund. Hvorfor var hun ikke det.. hvorfor var han det? Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham.
Hun smilte derefter varmt og roligt, men sagde ikke noget. Hun kiggede frem for sig og fortsatte stadig målfast og sikre på sine ellers svækkede ben. Lygtepælene i området begyndte at flimre en smule da de kom derom. Bare helt tilfældigt og pludseligt.

Raphael kiggede op på lygtepælene. Det var underligt, men så heller ikke andet.
"Glem det..." Mumlede han og satte hende bare op ad en af husvæggene.
"Jeg kan sagtens klare det her... Selv" Mumlede han og kiggede hende i øjne.
Hvis hun altså gerne ville det.

Anthon kiggede undrende på ham. Hvad havde han tænkt sig?
Hun lagde kort hovedet på skrå og så ham an. "Hvad forestiller du dig?" sagde hun så med en tydelig undring i stemmen og måske også forvirring over hvad det alt sammen var så vigtigt over. Hun nikkede derefter. "Hvis du tror at du kan, så skal du da være velkommen." sagde hun og smilede kort til ham, men stadig i håb om han ikke ville gøre noget smertefuldt. Hun betragtede ham afventende.

Han nikkede og hev sin jakke af og lagde den ud på jorden.
Han kom i tanker om at han havde set en Læge gøre sådan under Borgerkrigen.
Jakken blev revet i strimler, lange nok til at kunne nå rundt om hende. "Okay... Sid helt stille" sagde han roligt til hende og kiggede på hende med et venligt smil.
Han begyndte stille at lægge nogle af de kortere strimler mod såret og lagde de længere strimler rundt om så de holdte de korte strimler imod hinanden.

Anthon betragtede ham stille idet han gjorde det og var faktisk lettet. Hun smilte roligt, selvom det gjorde en lille smule ondt, da følelsen så småt var på vej tilbage, men det gjorde hende ikke noget. hellere føle smerte end slet ingenting.
Hun nikkede til ham. "Tak." sagde hun men kiggede lidt på strimlen. "Jeg er ked af at det skal gå ud over dit tøj."

//Out. jeg svarer igen i morgen. godnat^^//

"Jeg kan holde varmen" sagde han bare blidt da han så var færdig.
Det var en midlertidlig forbinding der kunne holde i længere tid, ikke for evigt, men i længere tid end de fleste.
Hendes tak rørte ham dybt og han kiggede på hende med venlighed i blikket... Noget han gjorde til de fleste, men lige hende her, var fantastisk.

Anthon smilede stille igen til ham. Rent og klart. Hun havde et ansigt der var skabt til at smile, og når hun ikke gjorde det, kom der automatisk noget gemt og mystisk over hende, selvom hun ikke lige lagde mærke til det.
"Det var godt." sagde hun så og nikkede til ham for at rejse sig op igen. "Du har nok prøvet det et par gange." konstaterede hun og kiggede en smule imponeret ned på forbindingen. "Meget handy."

"Jeg har bare prøvet lidt af hvert" sagde han bare hurtigt og undvigende mens han rejste sig op. "Men... Du skal vel stadig finde et eller andet sted at sove" sagde han og rakte en venlig hånd ned til hende for at hjælpe hende op at stå på sine ben.
Øjne kørte lidt rundt i hovedet på ham, mens han tjekkkede om der var nogen.

Anthon kiggede igen blankt på ham. "Øh.." prøvede hun kort og kiggede sig om. *Jeg må da ha et sted at bo eller noget..* hun tænkte sig om i en tid inden hun passivt trak på skuldrene med et opgivende suk. "Nope." konstaterede hun. "Ikke hvad jeg ved af, nej." sagde hun med et let smil. Hun betragtede lidt hans omfusende blik. "Leder du efter nogen?" spurgte hun så og lagde hovedet på skrå.

"Både og" svarede han kort og kiggede en sidste gang før han så smilte til hende igen.
"Jeg tjekkede bare om der var nogen, som måske kunne hjælpe os" forklarede han og trak så også lidt på skuldrene.
"Men vi finder et eller andet" sagde han og nikkede så lidt.

Anthon smilede igen stille som en responds. Hun så egentlig ikke det store rus i at alt det skulle ordnes.. Måske var hun endnu ikke så klar i hovedet som hun troede. Hun havde trods alt mistet en del blod, af hvis man nu kiggede på domkirkens trappetrin. Pastoren ville gå amok når han så det. En formaning på guds hus.

Raphael stod lidt og tænkte.
Hvordan ville hun mon reagere hvis han viste at han faktisk var en Dæmon? Ville hun besvime, eftersom både overraskelsen og at hun manglede så meget blod? Ville hun bifalde at han sagde sandheden? Eller ville hun bare undgå ham.... Der var alt for mange spørgsmål, selv efter hans egen smag.

Hun lagde hovedet lidt på skrå og betragtede ham med endnu et lille smil. "Hvad bekymre dig?" sagde hun blot og antog han havde noget på hjertet.
Hun rettede sig op igen og kiggede op på den blinkende lygtepæl med et undrende blik. Hun smilte derefter og kiggede væk.
Pærern sprang med en lille gnist.

//Out. skal arbejde nu. svarer senere//

//Back^^//

Raphael kiggede overrasket op på pæren... Hvorfor var den sprunget?
Han kiggede rundt... Det sidste han faktisk havde brug for, var lys som kunne afsløre en masse om ham og hende... Og de var rimelig nemme at ramme når der var så meget lys.
"Det ville måske hjælpe at gå igennem byen... Måske vil det hjælpe" sagde han venligt og pegede mod en af gyderne.

Anthon lagde hovedet lidt på skrå og nikkede derefter. Hun var som sagt ikke ekspert på det område og Raphael lod til at vide hvad han snakkede om. Hun nikkede og begyndte stille at gå, selvom hun stadig ikke mente at det ville betyde noget, men man kunne jo trods alt altid prøve sig frem, kunne man ikke? Hun så kort bagud på Raphael. Mon noget bekymrede ham`? Det kunne godt virke sådan..

"Sig til hvis du kommer i tanker om noget" sagde han og smilte venligt til hende.
Imens tænkte han over hvad han skulle gøre... Skulle hun virkelig gå rundt og tro at han var en Engel...
Han kiggede rundt og prøvede at regne ud hvad der var sket? Hvordan hun var endt på Domkirkens fortrappe, blødene og nærmest død...

Anthon bevægede sig stille rundt og betragtede omgivelserne med omhug. Intet poppede frem. Heller ikke de få pletter blod hun passerede som havde været fra hendes eget sår. Et lille spor af blod, som førte igennem gyderne. Nogen steder var der blodige håndaftryk på væggene, men indtil videre havde hun ikke lagt mærke til det. Hun var alt for fordybet i tanker lige nu.. lagde ikke rigtig mærke til hendes omverden.

Raphael snublede selvfølgelig over et eller andet i gyden.
Han blev brutalt skubbede ud af sine ranker da han ramte jorden.
"AV for den lede..." sagde han og mumlede en frygtelig ed fra det 16. århundrede af sig. Han kiggede rundt og så det blodige håndaftryk.
"Er det ikke...?" mumlede han stille, mens han kom op på benene.

Anthon vendte sig om og lod hendes dybsindige tanker blive revet i stykker af lyden af Raphael. Hun kiggede derefter på håndtrykket med et undrende blik. Lige der. En berøring smeltede sammen med et febrilskt åndedrag. Hun gik hen til ham og kiggede stadig lidt på den blodige hånd, inden hun støttede ham kort, så han kom helt op igen.
"En hånd.." sagde hun tænkende og kiggede igen derpå, hvorefter hun lod blikket falde ned i sin egen håndflade.

"Er det.... Din hånd?" spurgte han så ganske langsomt og rejste sig op, rystede støvet af sig og kiggede rundt omkring.
Han kiggede på hende og skiftede blik mellem det blodige håndaftryk og hende.

Anthon kiggede lige så undrende på håndtrykket foran hende. Hun så derefter ned i sin egen hånd igen, hvorefter hun forsigtigt pressede den imod håndtrykket. Trods udtværingen af noget der mindede om en væltning, passede de sammen ret nøjagtigt. "Måske." sagde hun en smule usikkert. Der var dog stadig små mørke plamager på hendes hænder fra blod..
Hun så derefter på ham, som om hun ville have hans vurdering.