The Cat and the Lion. ((Taioro - Privat)).

The Cat and The Lion.

- Taioro - Privat.

Tid: Natte timerne: 00:55 am.
Sted: Trancheé Mort.
Vejr udenfor: Regnvejr, let torden.
Stemning indenfor: Opstemt, aggressions fyldt.


Midnats uret tikkede over et af de mørklagte træ borde, der stod forskudt ud i alle rummets hjørner. Hele rummet havde sit center på buret der befandt sig i midten: et tremme fængsel skabt af metal stolper, der gjorde det umuligt for den almene mand at slippe ud fra det forvoksede fugle bur. For var det ikke præcis det det var, var det ikke? Et bur, der for hvem end som begav sig derind, blot var et spørgsmål om tid før denne faldt ned af pinden, imens at øjne betragtede de sidste åndedrag. Ikke med medlidenhed, men skuffelse over at deres lærke ikke kunne give flere forestillinger fra sig.
En sådan kamp fandt netop sted, og derfor var samtlige borde blevet skubbet hen imod de store vægge, de yderste blev stadig anvendt, mest for de intelligente underverdens rotter der vidste hvor mange penge man kunne tjene på noget så simpelt som en hanekamp. Det var dog ikke bare et spørgsmål om hvilken hane der kradsede den anden først til døde, det var en ærens sag. Tidligere havde to ’veteraner’ omtalt sig selv som den stærkeste alpha han i flokken af arbejdsklasse kompagnoner, de havde selvfølgelig ikke kunne finde ud af en diplomatisk overensstemmelse, og den stærke mængde alkohol og sprit der bredte sig i omgivelserne, og i samme individers forgiftede årer, hjalp ikke synderligt på nogen af parternes forhandlings evner. Det var endt i buret, menneske imod menneske, så modbydeligt et syn ville mange mene, den ene ikke mere stærk end den anden, begge underlagt et pres fra hvad end for en gruppe de nu tilhørte. Den store kaskade af folk der stod omkring buret med jubel, grin, og skrålende stemmer der enten heppede på den ene eller den anden, var en god blanding af alt hvad Terre by kunne tilbyde af væsener. Der var ikke de underjords edderkopper man ikke kunne se, alle manglede de noget deres overlegne herrer havde, den lille gnist eller den ekstra styrke der skulle til før at de kunne opnå samme hierarki status. Umådeligt underholdende på sin egen måde, at overvære civiliserede og højt udviklede skabninger slås om noget så irrelevant som en social status, når der nu ingen var. Deraf kom også teorien om at denne slåskamp der fandt sted var meningsløs, ingen ville have opnået hvad de søgte. De ville begge stadig have lige megen erfaring, de ville også begge være lige så lave i status som de var før, for i virkeligheden var de ingenting. Dem der var noget, kom ikke her.
Dette var edderkoppernes redde, slangernes uofficielle til flugtsted. Et miljø, som kun de færreste ville forstå, og endnu mindre opleve. Dette var Trancheé Mort.
På en loft bjælke i det sydligste hjørne, ligeledes længst hen imod døren der ledte gæster ud og ind, lå en kvindelig skikkelse og holdt nysgerrigt øje med de mange udskud der begav sig i Trancheé Mors verden. Hendes tilstedeværelse var knap nok noget nogen ville finde bemærkelsesværdigt: hun lavede ikke en lyd, lå blot som en magelig kat oven på den, tykke, træ, bjælke i en lettere forvreden skilling; med knæene bøjet ind imod hinanden, overkroppen vredet i en smidig bue til den venstre side, imens at hendes hoved hvilede nedover kanten på bjælken, med det hvide hår som fladt løb nedover den mørke egetræs farve. Udover de ægge hvide tråde der udgjorde hendes manke, var hendes hud næsten gået i ét med de mørke skygger, og bjælke sengens nat brune farver. Dog var hendes øjne en medsammensvogrene til hårets lyse farve, da de lyste i en hvid lilla nuance, der gjorde det svært at vurdere hvornår øjenfarven sluttede, og øjets hvide hinde begyndte. De var pupil løse, og sjæls bedragende. Som var hun intet andet end et spøgelse, der stirrede udtryksløst imod hver en gæst. Fulgte diskret hver en bevægelse og hvert et kendetegn. Men en rolig vejrtræning afslørede et kødeligt behov for luft.
Hun havde lagt der i timer, iklædt nogle sorte slidte shorts der stoppede ved midten af låret, og en ligeså sort top, der til tråds for dens brug, ikke havde præg af noget indenunder sig. Pigebarnet havde vel ikke særlig stor behov for at tildække sig, det lå ikke til hendes tøj forskrækkede kultur, men derfor befærdede hun sig heller ikke nøgen. Man måtte camouflere sig i fremmed-arternes verden. Og med det, som en afslappet og ugidelig huskat på en af loftet mange tag-bjælker, havde hun i sinde at bruge natte timerne på at observere uvidende og berusede gæster: mand som kvinde, menneske som dæmon. Indtil hun fandt en, der påkræv sig hendes interesse.

Det var nærmest en ugidelighed. Taioro fandt ikke døren tiltrækkende, eller de, som gik igennem dem med latter eller skrig om nåde, indtil halsbåndet kavlte strubehovedet for meget. Nøgne mennesker, de eneste af slaveslagsen, Alexander ikke havde fundet. Han så frem for sig, bag tre muskuløse han-dæmoner, der mindede ham om over-oppustede balloner med svage tråde, der skulle udgøre fordybningen til en muskel. Deres isser glimtede stærkt i modlyset, der kom fra det ellers formørkede rum, tildækket lydisolation så herskerens mænd ikke fandt deres sidste tilholdssted. Der hvor mestrene kunne more sig noget så grundigt, så længe skjulestedet nu holdte. Bodybuilderne gik beruset indenfor, den største af dem holdte en tynd gullig snor i mellem to af hans fedtfingre. Taioros bedækkede øjne gled som en bue langs dens linje, der var så ren som blodet i slavens årer. Der få ikke mange meter fra ham og slaveknægten, der var noget så specielt som ilddæmon. En ulovlig race, men endnu vigtigere, farlig. Han var der, knægten bundet ind i ikke andet end et stødafgivende halsbånd og støv til hårrødderne, med øjne mere formørket, end et væsen der har set alt for meget. Her lå forskellen tydeligt: drengen havde ikke set for meget, han oplevede det stadig. Frysende, en stor svaghed når varme var et vigtigt punkt for overlevelse af hans race, skælvede enhver bloddråbe i ham. Et ynkeligt syn, skabt af flere onde mænd, tilfredsstillet af hans ydmygelse. Hans krop. Alt, der tilkendegav drengen som slave og som en ting.
Taioros fokus gik fra fjern, spekulerende, til opmærksom og forundret, da den ydmyge slave så ham direkte i øjnene. De blå øjne beboede ikke ømhed, frihed eller sorg. Der lå kun liggyldighed. Et fortabt håb om alt godt, kun velvidende om de sidste minutter, inden det første knock-out, der ville lede til herrenes frustrationer og udløse flere tæv, indtil rigor mortis ville fremgå få timer efter. Noget over denne viden, men stadig beholdende ignorance, fik ham til at blive nysgerrig. Og en anden følelse begyndte at trykke imod hans bryst. Taioro løftede spørgende hånden, lod den hvile på det rolige bryst, hjertet slog i den samme søvndyssende takt, som altid. På en måde ønskede han lidt at slippe drengen fri, se hvad han ville gøre, forblive slave eller nyde sin nyfundne frihed? Det sorte hår der sjaskede tyndslidt og klistret imod drengens ansigt, plus de mange mudderpletter overalt, tydede nærmere på en vis fordom imod "frihed". Noget specielt var drengen, det indrømmede Taioro gerne. Det var faktisk utroligt, så emget de døde øjne, fortalte. Som billeder i en biograf, kun til skue for ham, der ville føle denne... *Medlidenhed?*

"Hey! Pas lige på din usle lømmel!" Den brede ejer, der holdte snoren til knægtens halsbånd, havde vendt sig og stirrede vredt, og en anelse fordrukkent, på Taioro. Anede ikke at han stod alt for tæt på, men ville nok finde ud af det, så snart de første ord steg ud af den påsatte gasmaske, Taioro altid havde på. Næsten da.
Han kiggede op på den provokerede mandsling, pustede sig unødigt op, hvilket fik gasserne til at sprede sig hurtigt omkring i alle hans nerver. Lidt efter lidt, forgifte dem og til finalen, slukke for hjernens og hjertets system. Hans violettebrune øjne, gemt bag det mørke glas, var næsten ligeså neutrale, som da han havde tænkt på slaveknægtens liv. Ihvertfald det liv, han regnede med knægten havde gennemgået i maximum 14 år. Han var lille, havde formodentligt rødt hår, fregner, svag muskulatur og en penis, der endnu ikke var særlig udviklet med hensyn til den lave alder, for en dæmon at være. Taioro ventede, hvilket fik manden til at blive endnu mere vred - lod luften få næseborene til at vibrere. En dum idé.
Korte sekunder efter denne store mands tyrenakke-positur, stirrede drengen og alle andre omkring dem forbløffet. Det eneste Taioro havde gjort, få sekunder før at manden ville ligge på jorden, indsmurt i samme skidt som sin slave, var at træde skridt bagud. Ét enkelt skridt. Der lød skrig, forstummet i slavernes og buret raslen, ikke afbrudt af mandens dødsfald. For alle de slynger, der nu engang måtte tilsøge stedet for sorte penge, kendte enten til mord eller død for deres øjne, uden at der var organisk indblanden. Selv Taioro, forblev rolig, gik ovenpå mandens tore kadavar, for at træde nænsomt indenfor.
Alle kiggede efter ham, tilbage på manden, og valgte så som før, at gå indenfor til de mange støjsendere.

//Sorry, fik ikke skrevet så meget, men mor tvinger mig til 7-Eleven og ville gerne have du fik et svar, hurtigst muligt xD... Men er selv nogenlunde tilfreds ^^//

De tomme øjne der fulgte barens gæster ud og ind, blev stille stående som døren åbnede sig, men ingen trådte ind. Udseendet fra nogle individer der lignede steriotype han-dæmoner, der flokkede sammen som ulve, parat til at jage mindre heldige individer, og idet hun drejede hovedet en smule mere, kunne hun se en snor der ledte ud til en blind vinkel. De havde alle sikkert havde et fælles mål: kaos.
Hun kende ikke til Terre's mange kvaler, som nyankommen til overfladens mange goder, var hun uviden omkring disse humanoids sociale status, og at deres krydrede dufte, og varme atmosfærer kunne tyde på en helt anden rase end mennesket. Men hvis de var så meget anderledes fra mennesket, hvorfor stod de så ikke mere ud i flokken? Spørgsmålene var vel mange når det kom til stykket, og nysgerrigheden voksede dag for dag, men ikke længe efter hun havde betragtet disse, og en stemme havde kvækket faretruende imod en person hun ikke kunne se, skete der noget yderst mærkværdigt: manden faldt om.
De lysende øjne fik straks en gnist: som havde hun været en sort porcelæns dukke, bragt til live af herren der kort efter tog et skridt på den afdøde og bevægede sig indenfor. Luft spredte sig i hendes lunger, imens at de mørke læber skilte sig i forundring over en detalje ved herren der trådte ind: en maske? Hun vred kroppen en lille smule mere, som en kat der strak sig inden den rejste sig fra sit hvile.
Hun satte sig op lige så stille, uden at lave den mindste støj, imens at hendes øjne fulgte den fremmede. Foroverbøjet og smidigt, kravlede hun barfodet på bjælken: bevægede sig i hurtige men lette bevægelser, imens hun ubesværet fulgte denne, hvor end han måtte sætte sig. Alt efter hvor han ville sidde, ville hun forfølge ham, og ligge sig på maven på den nærmeste tag-bjælke, det sted han slog sig ned: værende det lige over ham, ved den venstre eller højre side. For blot at betragtede ham fra afstand: måle ham med blikket, vurdere ham, fantasere omkring ham; gætte sig frem til forskellige ting, frem for at være udadvendt og spørge, der var meget vel heller ikke mange der ville tilspørge en maskemand, var der? Udover at hendes lugt kunne spores i blandt massernes, og at man ville kunne få øje på hende, hvis altså man så op imod loftet, eller hvis man skulle være så heldig at besidde en meget god sjette sans der fortalte en at man blev stirret på. På sin vis var der mange hints til hendes eksistens, men med så mange berusede individer kunne man ikke forvente at de ville opdage noget som helst.
Hun foldende sine hænder over bjælken, så albuerne svagt stak ud fra den, hvorefter hun hvilede sin kind imod dem, og betragtede hendes nats midpunkt.

... Måske er den syg.. det kan forklare masken, og resten af det mærkelige antræk. Eller også er den her med en mission, og kan ikke vise sit ansigt, måske viser den det ikke på grund af skam? Måske har den vanæret nogen?...

Hendes fantasi havde ingen grænser, og dets længere tid der ville gå, dets højere pedestal ville hun sætte ham op på: opdigte selvopfundne historier til ham, og døbe ham på ny, i sit eget tankespind.

// Det er helt fint ;D håber mit er iorden også.

Taioro bevægede sig fremad, i sin stille fremskriden, ventes blikke. De der var nære, og som havde overværet eller fået fortalt om den faldne mand foran døren, fik stolene til at skrabe tyst imod det slidte gulvbelæg, i et svagt forsøg på at overleve. De impulserende lyde, slaverne i buret sendte fra lungernes dybde, blev ignoreret af samtlige gæster - endda et par af slaveherrene, omkring de mere nyfine borde, de der nu var nærest dødsburet, så de højest betalende, kunne mærke blodet i ansigtet. Så de der ønskede det, ville hører deres skrig som det første, og tændernes skraben, når en rigtig knytnæve faldt imod den allerede flertals brækkede næseknogle. De ville nyde det, lige til sidste øjeblik.
Ynkværdigheden faldt over Taioros blik, da han svagt drejede halsen, for at tilskænke slaveknægten fra før, endnu et koldt blik. Lod ikke til at bemærke den stirrende katteliggende kvinde, der med sin mørke hud og lyse pels, fantaserede om han og hans væren. Ikke at hun var ham u-eksisterende, ikke mindre, end de omkring ham, mere end mange af de synlige. Han ejede ikke en sjette sans, men alligevel lå den i ethvert fredfuldt væsen, der gav sig tiden til at tænke sig om. Undersøge omgivelserne, der nemt kunne få ham slået ihjel, ved hjælp af alle mulige handlinger. Man kunne sige en skæbne, der kun kunne undgås, af den opmærksomme. Han løftede ikke blikket, men hørte ganske vidst hendes ellers lydtomme læggen, på den tunge, bærende stolpe af rent træ. Endnu engang satte sparsommeligheden sit præg, da Taioro på få minutters iagtagen, opdaget de termitter, der boede. Ikke kun de var en skænsel for naturen. Lugten de mange syndere spredte, gav et sæt i enhver uforberedet sjæl, der på en eller anden dum måde, havde bevæget sig dertil, hvor "kongen" endnu ikke havde teroriseret endnu. Meget muligt, at han ikke engang anede at stedet eksisterede, hvilket Taioro kunne bekræfte personligt. Han kendte ganske vidst Alexander, eller Scars som offentligheden tiltalte ham, var da en bekendt af Taioro selv. De havde haft deres show-off kampe i det største værelse. Lige det rum, hvor Ma'lakel ville sove. Pejsen var slukket, rummet fyldt til randen med luftspredere, en unaturlig aroma af liljer og røde roser i én blanding, noget, der stak i næsen og kløede ubehageligt i begge øregange.
Drengen slog igen blikket ned, tillod for anden gang at vække den hendøssende Taioro, der i samme nu slog en forladt stol til siden og satte sig på den, ubemærket af kun denne slaveknægt, der nu kun tilhørte to mænd. Ingen opmuntrende tanke, det vidste han og Taioro. Om få timer ville han alligevel være føde for vampyrer og de dæmoner, der var sultne nok til at nænne at prøve dette forbudte flæsk, fra sin egen race, der før havde været så stolt ophøjet i det endnu engang nedbrudte hieraki. På sin vis var det lykken. Han sænkede hagen, havde lagt sine bare arme over kors, så de støttede imod det stofmanglende brystparti. Han var ikke overnaturligt muskuløs, ej heller spinkel som for eks. slaverne i buret, men dog et slags medium, som mange mennesker, i det de nænnede at kalde "sin bedste alder". Kun underkroppen var dækket af et par skjulte, enkelsorte boxershorts og så de lange løbebukser, der hang slasket, kun præget med sine mørkerøde nuancer i bomuldsstoffet. Hans blik slog sig ned, undersøgte gulvets brædder for fældende beviser om lidt for hyggeligt selskab. Mange væsner herinde så deres venners slave blive voldtaget, foran andre nysgerrige blikke. Det tydede de få men dog eksisterende blodpletter på. Sved fordampede ligeså hurtigt som vand, dog efterlod det sig nærmest en ren plet, omgivet af det utiltalende støvbestand. Der var noget over denne ynkelige tilstand, hele stedet formåede at give: lige udover han, og så kattetøsen, der slangede sig på en småforrådnet bjælk, der om et par måneder, ville ruinere stedet - hvis meldingen om en ny bjælk ikke kom til tiden.

En outsider af society. En fremmed i et fremmed samfund, forskræmt fra at vise andre sit deforme ansigt, og ligeledes frygtindgydende træk. En stille helt, der vandrede om som en hvileløs sjæl i nattens mange måneskins timer, hvis ikke andet en herre der søgte befrielse frem for fængsel. Kunne dette være tilfældet? Det var i hvert fald den virkelighed Laele skabte for ham inde i hovedet.
Imens at denne maske beklædte mand befamlede en ung dreng med blikket, skønt at dette var svært at skue for den mørkegrønne gasmaske. De lyselilla øjne gled ned på drengen der ligeledes så hen på hendes midtpunkt, et kort øjeblik. De kælne spøgelses øjne betragtede dem intenst, som begyndte hun at sammen filtre en form for intern forståelse. Havde denne været slave? Atmosfæren der cirkulerede om hendes udkårne, syntes at have sit center på den unge slave dreng, og i den unge drows hoved skete der en kædereaktion. Mest af alt, på grund af hendes fremmed kulturs synspunkter: hvis den ønskede drengebarnet, hvorfor tog den så ikke initiativ og slog de resterende ihjel? Måske var det et spørgsmål om morale? Eller også var Laeles store kærlighed slet ikke så god som hun regnede denne for? Var dette godt eller dårligt? Det kunne hun egentlig ikke selv vurdere, men et ønske om nær kontakt til det, for hende, kønsløse individ, fik hende til at rejse sig fra sit hvile sted. Denne gang rejste hun sig op på bjælken så godt hun nu kunne, hvilket var rimelig meget, taget i betragtning af hendes højde der ikke var noget at prale af. Hun balancerede på bjælken og alt efter hvor langt han ville sidde fra hende, ville hun hoppe ned foran ham, med et overraskende stort hop. Dog gav det ikke megen lyd da hun lande, og igen kunne man fornemme hendes afgrænsede højde på en-fem-og-treds. Hun satte sig dog hurtigt ned i skrædderstilling foran ham, hvis ikke imellem hans ben hvis hun kunne komme til det, uden megen blufærdighed overfor hendes eget minimale antræk eller hans intim atmosfærer. Det hvide hår lagde sig let imod hendes runde, mørke, kinder, imens at de sjæls bedragende øjne stirrede op på gas masken, med et ganske klart og åbenlyst nysgerrigt blik. Hun satte sine hænder imod sine ben, og vippede let frem og tilbage i begyndelsen, med mindre han lavede en fysisk reaktion. Hun berørte ham dog ikke, men var alligevel så tæt på at hvis hun besluttede sig for det, kunne hun ligge sin kind blidt imod hans blottede lår, lystede hun det. Dette gjorde hun dog ikke. Hun lagde hovedet en smule på skrå, og betragtede ham som et barn ville betragte en forældre, eller i hvert fald et ældre individ denne havde fået en mærkelig, og midlertidig tilknytning til.

,, Vendui !", sagde den unge Drow, og lod læberne skille i et indbydende smil, var det ikke for de skarp slebne hjørnetænder i under og overmund, der gjorde den ellers umådeligt kønne piges smil, makabert.
Sproget var noget herren sikkert ikke ville forstå, det var hendes moders sprog, og i andres øre ville det lyde eksotisk men også en anelse grimt.
Hun lagde en hånd på brystkassen af sig selv. Den sorte tops stopper var gledet et godt stykke ned over skulderende, og blev holdt oppe af hendes barms bue, selvom det ikke just lod fantasien få megen spil.

,, Laele!", sagde hun stolt, idet hun lagde hånden på sig selv.
Derefter pegede hun på ham, og så afventende på ham.

Han gennemtænkede mulighederne for stedet. Dets værdi, idet om han skulle lukke den ned med Alexanders soldater, eller lade den leve, som det sidste slaveejerne havde. Et græsstrå, det som de mange klistrede fingre kunne klemme sig til, forsigtig og dog længselsfuldt, håbende ikke at rive roden ud og få destrueret det sidste flugtforsøg. Det var som en ubarmhjertig verden, indkapslet i dette holdested, for Di Morgas afskum. Forrrædere, morderer, voldtægtsmænd, tyve, overfaldsmænd, snydere og mange andre forladte typer, kun med det spinkle hieraki at holde sig til. Bandelederne stod altid højest, når det galdt forbrydelser; især når selv vampyr-vagterne ikke var tilstrækkelig, imod de mest koldblodige dræbere, i en kamp om overlevelse. En kamp til døden eller friheden.
Et flygtigt strejf af virkeligheden strøg over hans ansigt, i form som en pludselig brise. Han slog de før lukkede øjne op, idet noget kontrast faldt ham til skue, ikke mange centimeter væk. Den mørke konsistens, der fremgik tydeligere, idet noget hvidt blandede sig ind i det med skarpe linjer. Omkrandsede elverens øjne, klare, som to lysende måner på tæt hold. Taioro lod hovedet hælde en smule tilbage, fik hagen til at fremstå mere maskulin, og dog stadig smal, hvis ikke maskens nederste havde forhindret elveren i at se den. De violette øjne skuede igennem det tykke glasmontre, idet han undersøgte hele pigens holdning. Hvordan hun som en killing, uden frygt eller viden om hans farlige påvirkning, bare hældede frem og tilbage i en skødesløs vuggen. Hele det uskyldige ansigt, der lyste op, bare ved at se på ham, stadig i sin vurderende fase af undersøgelsen. Ikke langt fra hans egne stofbeklædte ben, rettere sagt lige imellem dem, sad hun og var det mest upassende væsen, på et sted, som dette. Passede ikke ind imellem udskud og andre homonoider, der skulle forestille at være et bedre væsen end menneskene. Noget, der havde lært fra deres fejltagelser, og nu var en større hjælp til jorden end skade for den. Det var ikke disse, endda mere afskyelige og stupide, end dem der måtte bukke under deres kræfter. De kræfter universets energi havde skænket dem før fødslen, ændret få individers dna i ældgamle århundrede, endda før Jesus: Stadig skjult for det ævrige verdensliv. Di morga, det eneste sted hvor freaks kunne leve, i et endeløst hieraki, gemt væk fra alle politikere og andre, der ønskede at hjælpe eller destruere. Scars, Taioros bekendte, ellers som Alexander kaldte det, ven, ville være øverst på verdensledernes liste over udryddelse af livstruende væsner. Taioro ville fordufte, ligeså stille blande sig med menneskene, men stadig på afstand, for gasserne tillod intet organisk levende, at være for tæt på...

"Get back!" Stolen Taioro havde siddet på, fløj direkte i fjæset på en tilfældig slaveherre. Uden at bemærke mere om ham, tog han et par skridt tilbage, armen foran munden og halvt skjulende maskens ene udkigspost. Han huskede hvad, der ikke måtte ske. Hvad han ikke kunne tillade sig, overfor noget så rent, som hende. Hun-elveren, uvidende om den dødbringende luft, der ville sprede sig i hendes lunger, kun få sekunder senere, hvis ikke han havde skubbet et bord overskævs, for at rykke sig tilbage. Den ene hånd som det eneste støtte, så han ikke ville falde på røven, med begge ben lige op i luften og to hænder, strakt frem bag hans hoved, afslørende de muskler, han forsøgte at skjule, ved ikke at bøje armene alt for tit. Ønskede ikke at vise folk de ting han kunne udrette, kun med fingrene, men det han havde allerøverst. I dette tilfælde, var det hjertet der arbejdede som tusinde af vilde heste, i stort galop, endelig fri fra deres lænkers trænge krasen og riven i snudepartiets hud. Pigen var i fare, måtte endelig ikke nærme sig, og det fik Taioro til endnu engang at tale, med en mekanisk stemme masken afgav, idet ordene var langsomme og fattede, trods den indre uro, der brusede i hans blod i samme nu.

"Do not come closer.."

Som en kædereaktion, gik der et forskrækket spjæt igennem den unge drow, lige som hendes udkårne reagerede voldsomt på hendes pludselige tilnærmelse. Selvom denne havde brugt sekunder på at betragte hende ud fra glas ruderne i den ansigts tilslørende gas maske, og de lyse lilla, næsten helt hvide, øjne havde betragtet ham tilbage med en unges nysgerrige blik, og særprægede tiltrækning, sprang hun tilbage fra ham, hurtigere end man kunne forestille sig noget levende individ ville nå at komme op på benende igen, og springe bagud. Hans mekaniske ord, havde dog ikke nogen afskrækkende virkning på den kvindelige drow, der kom fra et kvinde styret diktatur, hvor at maskiner af fremmed art for en solfødt, ville tale med samme kønsløse stemme. Dog gjorde herrens mekaniske stemme det mindre faretruende for pigen, der frygtede mandelig opmærksomhed mere end det en maske beklædt herre kunne tilbyde, troede hun. Hun var atter uvidende om det der kunne være sket, havde hendes legeme kommet i alt for stor nær kontakt til ham.
Men ligesom manden lod en stol flyve bag sig og ramme en herre, fløj den forskræmte pige over ind i en mindre flok af individer, der førhen havde været yderst optaget af kampen i buret. Den mindre drow, ville efter at være dumpet ind i dem, falde på alle fire, som en afskrækket kat, og se sig tilbage på et par mænd med rase art af en menneskelignende skabning der ikke virkede stærkere end en (animagus), og en højere, men også mere veltrænet person (luft dæmon), så ned på hende. Hendes ansigt gik fra at være kønt, og pigeligt, til at være forskræmt og underdanigt: uden tvivl bange for den uønskede opmærksomhed det havde udløst at opsøge den kønsløse maskemand. Hendes top faldt yderligere fra hendes overkrop, og hvis man så så efter det, kunne man skimte hendes velformede barm.
I et hurtigt hop forsøgte hun at komme væk fra de to mænd, og søgte meget hurtigt stolperne, men ligesom hun hoppede blev hun grebet i anklen af den højest af de to herre, og med et ordentligt og smertefuldt bump, faldt hun imod gulvet, og tog sig ømmende til hovedet der blev banket imod gulvbredderne.
,, Hvad er det?!", udbrød den mindste.
,, En sort elver.. de er sku sjældne nu om dage.. og hun ser ikke ud til at være mærket..".

Den højeste der stadig havde fat i hendes ankel, lod et lille smil komme frem.
,, Hey, hvis vi sælger hende til Gardek, kan vi få en god sum.. han har et eller andet for mørk huder..".
Og med mindre Taioro greb ind, eller afbrød de to, så det ud til at disse hurtigt ville tage 'krav' på hvad de havde fundet. Og da ville samtalen om hvilken bunke penge de kunne anskaffe sig, skilte de sig af med pigebarnet hurtigt, fortsætte ligeså.

//Besklager stavefejl ^^.. *Smerter*.

Taioros skuldre rystede et dybt suk af sig, idet at pigen sprang direkte ind i de to mænd. Armene hang slapt ned af kroppen, udgjorde bløde linger i kontrast til de hårde kurver fra maskens blodstænk, hengemt i det mørkegrønne metal. Han tillod sig at forblive rolig, ikke bemærke ydrekredsens mumlem i de mørke skyger, der for længst havde vundet dem over på den ellers mindre tiltalende side. Elveren forsøgte i samme nu, noget der fik Taioros tanker tilbage til virkeligheden og nuet, at springe væk.
Der, i samme sekund hendes ankel blev grebet om i et fast håndslag, tillod han sig at vende ansigtet og e på slaveknægten, fra døråbningen. Bare for to sekunder, så han en gnist i de ellers rådnede øjne, der slog tankerne igang. Var elveren virkelig det værd? Han lod likket falde på de mænd, der havde fundet sig en ny ejendom, indtil en anden herre med kontanter, skulle have sit sjov. Fingrenes negle kløede den blottede hud, under maskens sidste kanter. Halsen ligeså lysebrun, som resten af kroppen, der havde været afsøret i solens dagtimer, når den besluttede sig for at lade Di Morga nyde bare den mindste sollys.

"That girl doesn't belong to you" Endelig lød kun den mekaniske stemme, monoton, idet at resten af salens mumleri stilnede af igen. De to mænd, der var ved at vurderer den samlede pris på elveren, stirrede på en måde foravset på ham, endog, det kun varede et par sekunder. Der lød en nærmest kvalt latter, fra den hjeste af de to herrer, der gerne så Taioro som en klovn fra et omvandrende galecirkus. Han stod bare, kiggede igegyldigt på dem, som insekter, overmodig overfor den afslappede kat, eller som en overmodig hippopotamus, der stod overfor en løve, uden at den vidste til in egen svaghed, men det gjorde løven tilgengæld, alt imens at flodhesten stadig lå dyssende i sit enorme "bassin". Her lå scenen på et tilholdssted, ukendt for mange, men det eneste hjem de kendte til. Støvet samlede sig rigtigt nok om dem, klæbede sig til tilskuernes hud, indåndet, udåndet, sat sine præg i det allerede afdøde kød. Hudceller fra fingre, slidende utålmodigt imod bordets lak, frustreret over at overværere denne spændte hendelse, alt pågrund af en lille mørkhudet, uforsigtig tøs, mange ville kade "en slave". Taioro betragtede dem stadig utilgænget af deres hånlige latter, imens han få sekunder ad gangen, tillod sig at skue den ømmende piges hovedbund. Det blødte ikke, var beskadiget indeni, af det tunge slag fra træstykkerne.
¨
"Så.. DU" Mandens tykke pegefinger, der ikke var optaget af at holde på den forskræmte pige, lod sin skyderetning gå direkte igennem Taioros bryst.
"Ejer måske tøsebarnet her?" Igen slog de to herrer en latter op, ikke med opmærksomheden til at se, at begge Taioros hænder, var lagt om bag hans eget hoved. Fingrene hengemt i den tykke manke, løsnede på noeget, der kunne minde om snoren fra slaveknægtns halsbånd. Denne streng var bare tykkere, mere holdbar en meget andet, nu ikke bundet sammen til dens egen ende længere, indtilvidere, fri.
"Nej... Og ja" Nu kom der en tavs mine over de to slavehandlere, idet ansigtet var afsløret. Der var intet deformt, intet overnaturigt over det, kun, hvis man stirrede direkte i de violette øjne, med brune stænk, som mindede om en bleg jordgrus' nuance. Huden var bleg, en særhed i sig selv, der lavede en direkte streg imellem hudfarverne, der indviede i for lidt lys, til det øverste part. På en måde, gjorde det de nærmest feminine øjne mere maskuline, i det seriøse udtryk, omringet af ret så lane, småfyldige øjenvipper, der var i ligeså vild en farve som håret på hovedbunden. Huden var nærmest fejlfri, kun med et teleskop, så man porene udvide sig mere der, end i resten af kroppen, så der flød endnu flere gasser ud, forgiftede de, der nænnede at være over ½ meter tættere på. Falde om på tedet, idet at disse ansigtsgasser, ikke tog tid til at slå systemet fra, men kortsluttede det, på sekunder. Dødbringende, en ting, der virkede begge veje. Et held for ham og omkredsen, at der ikke sad ilddæmoner til stede... Hvis man undtog den lille slaveknægt. Han slap taget om masken, lod den dumpe ned på gulvet, som en brugt genstand, der ikke behøvede genbrugsgaranti for at blive samlet op senere samme aften.
"Slip elveren, gå tilbage og for alt i verden, kom ikke for tæt på" Han lod blikket glide ned på pien, havde nærmest indsat en ekstra betydning, i de sidste ord, men stadig, så hvde øjnene det undersøgende blik.

De ydre hudlag i hovedbunden skrig imens at skalpen dunkede. Tændingerne gjorde ligeså deres nådesløse udslag imens at hun bed sine ægge hvide tænder sammen, der var i så stor kontrast til resten af hende, som de lyse øjne og det sne hvide hår. Selve håret lå imod det støv befængte gulv, hvor mudder fra forbi passerende gæster lå i tykke lag over overfladen af samme. Det korte hvide hår, der havde en nakke lang længe, lavede en bue fra den mørke nakke, indtil den voksede ned til en hage længe ved pandehåret, var delt i en naturlig midterskilling. Noget af pandehåret var dog blevet tvunget over i modsatte side, over ansigtets slanke næseryk, imens de sammen filtrede tråde der til trods for deres smukke hvide udseende var fedtede og uvasket, hvilede helt ovre på modsatte kind.
Hun vred sig ganske kort ved lyden af stemmer, først slutningen på dem der havde fat i hende, og mente at hendes frihed var noget der kunne gøres krav på når ingen andre havde det, og så en monotonisk mekanisk stemme, som pigebarnet genkendte som værende hendes 'udkårendes'.
Smidigt fik hun drejet overkroppen så hun lå med brystet imod gulv brædderne. Hun fjernede hænderne fra sit hoved med et ømmende udtryk, og satte håndfladerne imod gulvet med en intention om at sprælle sig fri. Hidsigt lod hun læberne skiltes for at vise tænder, rettet imod den høje af de herre der holdt hende. Men inden hun gjorde dette, opfangede hun hendes midpunkt's hånd. De mørke læber lod sig stille lukke igen, imens at hun lagde den ene side af ansigtet imod gulvet, drejede hovedet en smule mere, i en yderst makaber og fleksibel vending, imens at de hvide øjne så undersøgende op på hendes kønsløse maskemand. Den lyse lilla øjen farve gav et lille skær fra sig, da lyden fra bælte låse der blev løsnet fangede hendes halv spidse ører. Uberørt af selve det der skete omkring hende, lod hendes blik til at blive tomt og livsløst, som da hun lå på bjælken og uforstyrret betragtede barens gæster. Og som masken blev fjernet, og et andet på personen kom frem, lod farven i kroppens hud, og ansigtets skind sig bedrage: så stor kontrast. De hvide øjne blev udvidet nogle milimeter, imens at pigens øjne lod en bestemt følelse dominere hende: frygt. En klar køns definition på det hun før havde vurderet til at være harmløs, fik pludselig en helt anden betydning, skønt denne prøvede ud fra de næste ord der fulgte, at hjælpe hende fri.
Pigen drejede hovedet tilbage igen, som hun fik øjenkontakt med ham, og lod hurtigt de lange natte sorte vipper slå ned, så de lyselilla øjne blev dækket igen, og hendes legeme lå trykket imod det beskidte gulv der truede med at tilsvine hende som alle andre individer inde i baren.
De to mænd der havde deres øjne på at sælge drow-pigen, klemte begge deres øjne en smule sammen, den ene i mistro, og den anden i frygt. I deres tavse stund, lod de begge deres opspilede øjne glide over den sygeligt udseende herre, med ansigtet frit blottet, og et violet blik der fik det til svagt at skælve ned af kroppen på dem. Personen der havde fat om pigens anklen lod fingrene let løsne i et øjebliks tvivl om sammen. Den mindste af dem greb fat i den højeste.
,, L-lad os skride.. han er sikkert en af det faldne Abbadons freaks!", frem stammede den mindste.
Den højeste lod pigens ankel falde imod gulvet, og gav et nik, dog stadig med blikket hadefuldt rettet imod Taioro.
Laele trak sit ben til sig som der blev givet slip, og satte sig let op ved at støtte sig på hendes hænder. Skidt sad dækket over hendes ene side, samt klumper af mudder havde sat sig i det hvile hår, og andet snavs. Hun så sig over skulderen på de to herrer.
Den højeste der stadig havde sine øjne hadefuldt rettet imod Taioro, gav et lille sigende smil fra sig inden han spyttede ned på elver-hunnen.
,, Traitor!", råbte han nærmest; klart rettet imod Taioro.
Inden at den mindste trak ham med igennem folkemængden, og de to ville forsvinde.
Laele hvæste vredt efter dem, som en kat der rejste børster. De hvide tænder med de lange hjørne tænder, lod sig frit blotte, hvorefter hun tørte spytklappen på hendes kind af sig, og så ned imod gulvet hun sad på.

// Igen, beklager stavefejl ^^''

Lyden af deres fælles skridt imod døråbningen, fik Taioro til at søge masken savnede nærvær, imod den blege hud. Klemme hans porer sammen, igen skabe tryghed omkring publikum, der havde tilset et hurtigt overstået opgør. Støvet samlede sig omkring de slidte pyjamasbukser, skabte en hårdfin mixtur, der både sled i nerver, men også samtlige omkringliggende næsebor, der nænnede at trække vejret, hvis de sad alt for tæt på blandingen. Han lukkede dovent de øjenlåg, der sikrede de bløde kugler fra at svig resten af natten, lade sig klare igennem den mindre trusselssky, der ikke faldt som normale støvrester, men løftede sig op imod det termitfortærede loft, også dynget til at slavernes væsker. Det ville forbløffe enhver, selv den høje dæmon fra før, hvor meget ukendt materiale, der ville sætte sig fast i ganen som en irritabel genstand, ude af stand til at blive hostet op igen. Den kloge masse af råddenskab og nye klatter, der vidste, hvordan man narrede et alt for stupidt frø-efterlignende individ, der lod tungen glide over den ubehagelige blend. Det var næsten farligere at prøve dette stunt, end at have en fuld kropslig kontakt med Taioro, når gasserne var på højeste niveau. De gasser, der steg og sank i takt med adrenalinen og svedproducenten.
Pigens hvæs, der skar i flere end kun hans øregange, destruerede hans tankers virkelighed, som en knytnæve, der hidsigt slog sig selv til blods, imod en almindelig vinduesrude. Han kunne ligefrem mærke smerten dunke i nerverne, imens at de flåede blodårer ville pumpe strimler af blod ud imellem knoerne. Indsnuse den bidske aroma af rødt, klistret væske i den sirlige alkoholsduft, men også med tilføjede støvpartikler og en anelse opkast, fra overfulde gæster, der ikke ejede en såkaldt stålmave. Eller blære, for den sags skyld. Det kunne tage omkring et halvt år med en jernspand, noget rent vand, der indeholdte et helt glas af sæbemiddel og en skrubbesvamp, før bare overfladen af dette uhyrlige sted, ville ligne et normalt, uvasket område. Men omringet af sløve padder, elendige flygtninge, skruppeløse psykopater og sadistiske slaveejere, ville det være et større mirakel at se en engel komme farende, svinge sine nypumpede silikonebabser i hovedet på manden, der sad i et ensomt hjørne med resteskæg, savl til ølmavens midte og så lige den ble, der var hans eneste anstændige påklædning. Taioro rystede fortumlet hovedet. Hele det latterfremkaldende billede blev afbrudt. Endnu engang var det lykkedes ham at falde i staver; måske reaktionen på den mængde uønsket snavs, der havde sat sig i hans lunger, for at suse ud af de udvidede porer, som en ekstra tilsætning til dødelighedens udluftning.
"Are you allright, girl?.."
Det lignede aldeles ikke Taioro, at bekymre sig for andre. Det gjorde han måske heller ikke, idet ansigtet igen henlå i en nuancefri, lettere påfaldende foldefrihed. Der erobrede sig ingen skygger i det skummefarvede ansigt. Han bukkede sig ned, lod den ene muskulære arm dingle, imens at fingrene sitrede i deres snappen efter masken. Han ville dække sig til igen. Skjule kilden til enhver unødig død. Gemme det væk, som fik væsner som animagussen fra før, til at tiltale ham "freak", i en by, hvor det var normalt at være anderledes.
Her var han mere end bare anderledes... Han var farlig.