Crime is my love - Taioro.

S: Domkirken.
O: Grave, statuer en skov længere henne. Kirken.
V: Det støvregner af og til, men ellers rimelig fugtigt.
T: Skumring.
_

Nattens stilhed var så dejlig, at man kunne falde i søvn. Støvregnen mindede en om, millioner af små fisk kysse ens kinder. Det var egentlig underligt at sammenligne det med fisk, men det var skam det eneste man kunne komme i tanke om. Eller Aino kunne. Aino var en høj tynd kvinde med meget mørkebrunt kort hår. Hun var midt i tyverne og var et menneske. Eller.. hun var halv. Hun hadede bare det andet 'halvdel'. Elver. Det væsen hun mest foragtede af alle væsner.
Hendes tøj bestod af(som altid) vagabond tøj. Eller det var nu ikke rigtig vagabond tøj, men det lignede noget de vagabonder kunne finde på at gå i. Derfor så Aino endnu mindre ud, end hun var i forvejen. Hendes hår var gennemblødt, velvidne at det kun støvregnede. Men hvis man havde stået for længe ude, så var der vel ikke så meget at sige til det. Aino stod lænet om af en statue som var formet som en engel. Typisk. Hun havde lige fået tændt sig en smøg, også kunne hendes dag ikke blive bedre. Aino var taget herned fordi hun fandt domkirken virkelig interessant. Der lå altid hemmeligheder gemt gravene, og nogen gange var man så heldig, at man kunne se spøgelserne stige op af deres grave og snakke med naboerne, som om det var det mest normale ting at gøre. Og en gang hvor hun var her, så fortalte de endda historier om deres liv, eller bare noget der var hent dem inden de døde. Det gjord bare en lidt bange, når man så på deres ansigtsudtryk, når de fortalte hvor mange smerter de havde gået igennem. Se, det var faktisk det eneste Aino sådan 'hemmeligt' var bange for. Døden. Hun havde ikke noget imod smerterne der kom, eller hvad der ellers kom. Men hun kunne ikke se sig selv som en af de der spøgelser. Gennemsigtige, og total kedelige. Men sådan var det sgu.
Hun tog et sug til, og lukkede sine øjne i, mens hun igen mærkede de små fiskekys. Det var sgu livet. Ingen venner at bekymre sig om, ingen familie og ingen kæreste. Bare en selv og smøgen. Livet. Det var sgu det, det var.

Den hvide eksistens, så glemt, som intet andet, men alligevel dræbt med æren i behold. Og dog. Dette før-menneske, vandrede omkring, uden rigtigt at røre jordens overflade. Røde linjer hele vejen, der gik fra mandens isse, til de funklende skospidser, der pegede imod en anden eksistens. Et andet væsen, et dødeligt et. På en gravsten, var denne ’anden’, set igennem spøgelsets øje, i en fredfyldt tilstand. Første detalje, man som den sjæleløse mand ville opdage, var en sølvrød maske, formede sig omkring den roliges ansigt. Skiftede fra metallet, til sorte tråde, der med vilje skjulte resten af huden omkring luftbeholderen. Iklædt som en gammel soldat, der kun fandt fred i krigsmarken, sammen med flere døde lig rundt omkring, der tit kunne bruges som skalkeskjul. Hvor denne patriot nærmest kunne høre lyden af pistolerne, der formede en klingende melodi, sammen med kanonkuglernes høje buldren, skabe en hel sonate kun for døden. Kun for soldaterne i kamp. Ifølge disse, den smukkeste måde, at garanti-ødelægge sin sjæls beholder på. Spøgelset kneb sine øjne sammen, måske i et forsøg på at ekstratjekke det, som man syntes at se. I dette tilfælde, en tyndslidt røg.
Taioro, det afslappede væsen, drejede langsomt hovedet til siden. Noget over hans blik, fanget bag glas, fik spøgelset til at standse. Bare at betragte halvdæmonen. Den syregrønne nuance, der faldt som runde korncikler omkring den sorte prik af en pupil. Den før tynde, nærmest ikke-eksisterende streg under næsen, bevægede sig langsomt, gled opad i et tilfredst smil. Han nød ikke mandens forskrækkede, nervøse trækninger i kroppen, men den måde han skinnede igennem månelyset på. De slanke striber, der normalt ville klæbe sig til alt, der havde form som et homosapien, gik direkte igennem denne, som pile, uforstyrret af kød eller andet stof, der ikke var flydende eller rettere, ikke-eksisterende. Armene lå på hvert sit knæ, bøjet og med fingrene der trygt pegede ned imod den småmudrede jord, den klistrede substans, i en kvalm brun nuancefald. Kroppens skuldre sukkede, rystede det igen af sig, for at lade halsen dreje tilbage til sin tidligere position, imod en halvstor statue badet i slet skjulte skygger. En enkelt halskæde, glitrede stærkt da lyset fra månen, faldt imod et af dens savtakkede metalstumper, der pegede imod det eneste bare hudstykke, ikke gemt af den kamuflagefarvede, mudderindsmurte jakkekant. Fingrenes nerver, der altid var på højkant med følelserne i hans hjertekammer, mærkede igen en bestemt ting, med en speciel konsistens af slagsen. Sidste gang havde det været en blomst, så indtørret som Saharas ligbunker, men tusindfold mere uskyldig i sin død. Angeren var taget over, smagt på hans ellers kølige facade: fået næven til at knytte sig, så det tørrede blev til pulver i en kedelig grå form.
En kvinde, med hendes særprægede duft, blev deraf afsløret for ham. Regnen havde været synderen, sammen med den velkendte aroma af røgpartikler, der gled omkring, ufortyndet af vandets fald over dets tågeagtige masse. Hans blik gik fra det klæbrige under hans støvlers plastsåle, til det tilsyneladende magre hunkønsvæsen, længere væk, men dog i en synlig afstand. Hun, iklædt noget som mindede om poseagtige sække med mangfoldige men små folder, var i en speciel parallel tilstand, i forhold til hans stramme hvide T-shirt, den plettede jakke, med opsmøgede ærmer og så bukserne, der var en størrelse for stor til hans lår, men dog så ud til at passe alligevel, plus støvlerne, som havde været det eneste rene, indtil nu. Kun toppen af ham var småvåd, men i starten af bunden, klatrede mudderet sig op, sammen med vandstanden, i mange af pytterne omkring. Selvom det var støvregn, varede den længe, og deraf skyldtes den hæse banden fra flere spøgelser, der slet ikke behøvede at bemærke sig af regn eller snavs.
Taioro spekulerede på, om de nogengange glemte, at de var døde. At deres legeme var et andet stød, tæret for alt andet end knogle og marv, men gik rundt i luften, fri som fuglene – og måske endda mere.

”Being dead.. But to still live in the existence of earth”

//Sorry.. Kortere end mine normale svar n___n Tihin :3//

En. to. tre.
Hun havde nærmest dannet en lille dynge ud af smøger. Enten var de uheldigt knækket over, eller så var de blevet slukket af regnen. Dog røg hun stadig. Fandtes der overhoved noget der var mere beroligende end smøger?
De mørke øjne løftede sig op, som om der var mad til stede. Havde hun hørt nogen eller noget? Dog. Ingen at se. Ikke noget. Aino løsrev sig langsomt fra statuen som hun havde stået lænet op ad. Hun slukkede sin smøg, pustede det sidste røg ud, og glattede sit korte hår med hånden. Vådt. Det eneste hun fik ud af var en våd hånd, og noget hår der lignede noget der var taget op af vasken.
Hun satte sig ned. Benene over kors,og hovedet lænet tilbage. Her var nogen. Men hun var fuldkommen kold i røven for det. Stilheden varer ikke så længe som man går og tror, huh? Aino begyndte stille at pille ved sin posebukser. Kvinden havde sgu ikke overvejet at gøre noget ved sig selv. Vandets våde stads kunne stille mærkes under bukserne. Ikke sådan en følelse man vil føle lige nu. Det var egentlig deprimerende på den virkelig overdrevet dårlige måde. Hun anede ikke hvor følelsen kom fra, men måske var de i forbindelse med den person der var her. Ikke et spøgelse. Det vidste hun det ikke var. Og igen. Aino plejede at være blind i den lokale. Hvem er hvem.
Hun så ned, og lod det korte pandehår dække hendes ansigt. Lukkede øjnene og fokusere på dufte af den fremmede. Hun var nysgerrig nu. Hun kunne bare ikke ignorer det. Langsomt faldt hun dybere ned. Hun søgte nu. Hun vidste at det her var farligt for hende. Personen kunne angribe hende, og hun vil intet kunne gøre.
Dreng.. nej en mand var det. En speciel mand. Dæmon, også ikke. Aino rynkede sin næse, mens hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. Og flammen gik ud.
Aino løftede sit hoved op, og lod regnen blødgøre hendes kinder. Hendes brystkasse hævede sig op og ned. Tomt stirrede hendes ansigt. Imod hvad var ikke lige til at gennemskue, men blikket så ret træt og forvirret ud. Som om hun lige havde set noget der kunne få ens nakkehår til at rejse sig op. Det havde hun faktisk. Firea. Mellemnavnet virkede så.. bekendt? Var det noget hun havde drømt engang, eller var det en gammel Deja Vu?
Hun rejste sig op, fandt sin cigaretpakke op, og tændte en smøg. Hun begyndte at slappe mere af. Der var ikke tid til at vise følelser nu, men dog skulle hun ikke være kold. Ikke endnu. Hendes hjerte hadede allerede personen som pesten. Men Aino var også kvinden med fordomme imod alt og alle. ”Kom frem. Lad længslen i dine ben følge røgen” det var godt nok noget hun mumlede, men det lød som om hun snakkede højt til.. personen. Manden. Ham med .. masken.
Billedet fik hende til at smile. Hendes fingre dirrede, men ikke på de ''bange'' måde, men mere 'jeg-glæder-mig dirren'.
Gå som en stork. Gå på lange ben, med lange, stive skridt med højt løftede ben. Højtideligt valsede de på det korte græs... storkende med stive stramme knæ mod takten.
En. To. tre.

En enkelt tanke fik hårene til at rejse sig på skuldrene. Kulden gled ned langs armene, fik hårene til at rejse sig i en bølge, måske for at beskytte huden imod forfrysninger. Unødvendigt, men nyttigt. Den omvandrende røgcirkel, var varslende nær hans hud, som om nye stoffer holdt dem friske i længere tid. Noget der før havde været usynligt, blev gjort klart for ethvert øje at skue, hvis det da var tæt nok på, hvis han tillod nogen at komme så nær, at de små støvpartikler ikke længere var støv, men gasser, synliggjort af røgen fra kvindens cigaret. Fortyndet af regnen, men ikke destrueret. Han drejede hovedet, lod blikket glide langs det magre ansigt, stadig gemt af skyggernes barriere. Hendes døde blik, fik ham til at rejse sig, nysgerrig efter hvad hun søgte. Hvad hun havde fundet frem, men stadig i levende stand. Fingrene fandt langsomt frem til T-shirtens yderste hals. Efter et par sekunder, var den længere, med dybe huller længere inde, tråde der stadig hang sammen eller lå ned af, dinglede dødt frem og tilbage målløst. Den var flået af, fik flere mærker på sig af mudderet under hans støvlesål, gemte resterne af andet væske, tørret ind for år siden. Mange år siden.
Siden hans rastløse ankomst til Di Morga, havde han følt sig hjemme på en underlig måde. Følte sig ikke tryg, som man normalt gjorde i forbindelse til følelsen af hjem, men bange. Ikke som en slags frygt for at blive dræbt, røvet eller måske endda voldtaget, solgt til slave eller værrere. En slags skælven over ikke at kende stedet, men alligevel mærke forbindelsen mellem stedet der, og sit gamle ophold, hvor han nu engang var blevet født under regnens silende gråd, mudderets lignende plasken fra dengang og som nu, følelsen af en tom kuldegysning langs overkroppens rygsøjle, skulderblade og hals. Rigtig leve igennem brystets muskulatur, der lod blodet bruse frem og tilbage, med kolde strejf, spredt ind i hjertet, spyttet ud igen med forholdsvist meget ilt tilbage, selv efter at hjertets kamre optog det meste. Han kunne igen høre lyden af roterende metal, der meget langsomt sled imod et andet metalstykke. En skarp genstand, der ikke kun kørte i useelige cirkler, men også frem og tilbage, med så høj hastighed, at det svarede til at ville følge en flyvende maskines propeller i slowmotion, med øjnene, uden andre virkemidler. En direkte umulighed, selv for dæmoner. Den væmmelse af at vide, at dens spidse ende, ville trykke huden til side, i et smertefuldt touch, idet den på nanosekunde ville forgifte dens omgivelser er kød, rester af hudceller, med sortlignende blæk. En væske, så tør, at det kunne minde om vand fra en rustbunker, ældet i så mange år at konsistensen var blanding mellem flydende og støvet.

Han så igen fremad, med et tomt blik, skænket af guderne over alt dystert. Selv de, forskrækket over hvordan et menneskelignende væsen kunne gøre det endnu værrere, med øjnene hvor farven stadig var dominerende, skjult bag det reflekterende glas, men tilgængelig. Regnen silede stadig ned af den platin beige hud, fik det næsten til at glimte, som små krystaller udfyldt i de minimale huller, porene lavede. Han så stadig på hende, ikke med følelser eller andre bemærkelige tegn, bare... Kiggende.

//Sorreh.. Kunne ikke få mere ned n___n//

Kigge? Alt det 'Firea' kunne gøre var at kigge. Eller gjord han det nu også? Hvorfor var hun ikke bare lige glad med det. Når jo, det fangede jo hendes interesse. Men det var ikke manden der fangede hendes interesse. Men Firea. Aino rystede ganske let på hovedet, og kastede sin smøg bag ud, uden så meget at tage blikket fra fyren. Hun var ikke bange. Hendes ben vil ikke løbe skrigene væk, og hendes hjerte bankede overhoved ikke. Men.. hvorfor troede hun så ikke på det? Ja. Hvorfor svedte hendes hænder? Det var ikke just en varm nat. I sær ikke når man allerede var gennemblødt, af regnen. Var det de mærkværdige lyde der kom fra manden der skræmte hende, eller var der bare ALT om ham? Hun valgte det sidste. Men skræmmende. Det var lige det hun kunne lide. Selvom hun ikke rigtig kunne lyve for sig angående de underlige følelser, så vidste hun at hun kunne lyve over for ham. Det var hun faktisk efterhånden virkelig god til. At lyve. Det endte sikkert med at hun vil blive som sine forældre. Dø med et løgn.
”Firea” mumlede hun og smilede skævt. Hun lænede sig tilbage, og fugtede sine læber, som om hun skulle til at spise. Hun var godt nok et menneske, og en lille elver gemte sig i hende, men Aino var ikke en engel i sig selv.
Hvad var det hun kunne se? Hvad gjord han, eller retter sagt lavede han? Spørgsmålet var enkel: Lavede han overhoved noget, eller bedrog hendes øjne hende?
Aino anede ikke snart hvor hun skulle gøre af sig. Hvorfor var hun overhoved så bekymret, og hvorfor så mange spørgsmål? Hendes hånd gled beroligende ned af hendes ene kind. Hun lod endelig sine øjne tages fra manden, og glide roligt op på himlen. Ingen stjerner igen måne. Bare skumringen som havde forvandlet sig til det grusommste mørke. Måske var det grusomt, fordi nettop lige nu befandt sig her.. domkirken. Gravernes paradis, og kattens tilflugt sted.
Eller som Aino personligt kaldte det: De fortabte sjæles dom.

Den stille brise virkede ikke så beroligende som den burde. Der lurede et eller andet bag den. Om det var noget med at Firea fyren at gøre, kunne hun næppe sige imod. Hun fortryd at hun havde 'sovet' for ham. Bare fordi han let kunne minde om en gigantisk bille(set med hendes øjne) betød det ikke, at han var interessant. Men gjort er gjort, det kunne hun ikke lave om på. For hvis hun kunne have lavet om på det, ville hun ikke stå her i dag.
Skulle hun hilse på ham? Han var nemlig kommet nærmer(i hendes hoved), og nu så han mere skræmmende ud, ind hun havde givet udtryk for. En biller? Næ nej..
Hans hud.. nej hele hans figur, gjord det, at hun fik underlige tanker frem. Han fik underlige tanker fremkaldt hos hende. Aino smilede og fugtede endnu engang sine læber. Det var faktisk en grim vane. ”Godaften herre” sagde hun, og mærkede hvordan hendes hår klæberede sig fast til hendes kinder. Det støvregnede godt nok, men man skulle sgu ikke vende det blinde øje til.

// Siger kun i lige måde :P //