You run? - Privat

På en gren, et par meter over jorden, med et drilsk smil på læberne og et par lysende, røde øjne, sad Mia. Hun ventede på en ung vandre. En mand skramt fra vid og sans, på flugt fra en ung vampyr - hende. Der var ikke en vind der rørte sig, så det var nemt for hende at høre lyden af de knasende blade, der langsomt nærmede sig. Han løb - hurtigere end hun havde forventet. Gad vide hvor han havde i sinde at løbe hen?

De hastede skridt kom nærmere og hendes smil voksede. Hun gjorde sig klar til at springe ned, da hun omsider kunne se ham i det fjerne. Det undrede hende faktisk at folk altid løb. Troede de at de kunne løbe fra hende? En svag latter undslap hendes læber ved tanken, og manden stoppede brat. Han havde hørt hende - sikke en skam. Han så sig febrilsk omkring, han var ganske vist skramt, men det behøvede han jo ikke være...

Mia lod sig dumpe ned fra træet og mødte strakt hans øjne. Han åbnede munden som for at skrige, men skoven forblev stille og fredfyldt, ikke en lyd undslap ham. På et sekund - måske mindre - havde hun lukket de få meters afstand mellem dem. Hendes hånd lå på hans kind og hendes øjne stirrede kolde og tomme ind i hans. Hun lagde hovedet ind til hans øre, "Der er intet at være bange for, det gør ikke ondt. Det lover jeg" hviskede hun med så fin en stemme at den næsten lød barnlig.