en aften i stipperbarne Zann(privat)

Vladcela parert hans anden lusing. Og satte sig op " du skal ikke tror at jeg lytte til en morden som dig, det kan godt være du mede at jeg er din for jeg tilhørt ikke nogen og slet ikke dig. Og du kan ikke ænder på det overhovedt " sagde Vladcela

Han greb fat i hendes hals og hev hende op mod væggen og trak sin pistol og skød hendes ene lår hårdt før han sigtede mod hendes hals "tør du sige det igen" spurgte han koldt og vredt mens han så på hende fortsat og ventede på at se hendes frygt

Vladcela sad ikke noget. For smerten var voldesomt men hun sagde ikke et kny eller noget, hun var tavs som en grav og hendes øjen vise ikke smerte men vrede som aldrig før. ingen skulle slippe godt fra at såre hende på dem måde hun åben munden, og skreg som en sirenge

Da hun valgte at skrige som en sirene. Sukkede han kort. Det begyndte at smerte i hans øre. "Hold kæft." Sagde han hårdt. Og placerede en velsmurt samt stærk knytnæve i maven på hende. Så hun højst sandsynligt ville miste pusten. Hvorefter han roligt så på hende. Og svang hende rundt og ned på gulvet. "Er du færdig?" Spurgte han hårdt. Og så vredt på hende. Hvorefter han roligt gik hen imod hende med rolige langsomme skridt. Truende og voldsomme. Styrken fra de skridt han tog kunne mærkes. Han hadede når folk troede de kunne trodse ham. Han hadede det meget.