Alene i kulden..

Tid: 00:34
Sted: Skoven
Omgivelser: Her er ingen. Skoven er mørk og tom, foruden træerne, selvfølgelig.
Vejr: Det er mørkt og koldt. De store trækroner skygger for måneskinnet.


Et stort træ, stod midt i en skov fyldt med små og mindre træer. Ens træer. Det store træ skilte sig ud. Det var ikke som de andre. Det havde længere grene, som efterhånden vendte nedaf mod jorden, større blade og det var mere falmet i farven, som om det var.. ældre?. Træet havde stået her længe. Både i solskin, i storm og kraftig blæst og i snevejr. Træet havde klaret sig igennem alle de udfordringer, naturen måtte have haft at byde det på. Evangeline lod sin hånd glide let hen over træets stamme, og fornemmede kulden i sine fingerspidser. Træstammen var udover kold, både hård og ujævn og næppe det bedste ryglæn, men hun satte alligevel ryggen mod stammen, og lod sig glide ned at sidde, stadig med ryggen op af træet.

Evangeline var iført, en hvid kjole, som gik hende til midten på låret. Den havde helt tynde stropper, og gik ned i en blød V-udskæring. Den bølgede og virvelde omkring hende, når vinden fik fat i den - næppe det mest praktiske at tage på, ud i en skov. Udenover kjolen havde hun en sort cardigan, som for at skærme hende mod vinden. På hendes fødder var et par sorte ballerina-sko. Hun plejede ikke at gå i sådan noget tøj, men hun havde gjort en undtagelse idag. Hendes hår krøllede ned langs hendes ryg, og indrammede hendes ansigt på en måde, som gjorde hende forførende at se på. Hendes grønne øjne var rammet ind, med en tynd streg eyeliner, og en lillesmule mascara.

Evangeline plukkede en blomst, som voksede sammen med nogle andre ved siden af det store træ. Hun holdt den spinkle blomst, mellem to fingre, og plukkede langsomt bladende af, en af gangen, med den anden hånd. Hun lod sit blik vandre søgende i området omkring hende imens. Som for at se, om der var andre end hende i skoven på dette tidspunkt, hvilket hun stærkt tvivlede på.

p: http://fc03.deviantart.net/fs70/i/2010/201/f/e/Ezio_Auditore_De_Firenze_by_sXeven.jpg

Logan løb igennem skoven.
Hans puls steg, samtidig med at hans hjerteslag steg. Hans store militær støvler blev med hast flyttet idet, de næsten havde ramt jorden.
Det virkede som om at er var nogle efter ham, det var jo meget klart hvorfor, siden disse plakater med Logan på var han blevet endnu mere eftersøgt end han var da Malakel var hersker... Disse nye plaktater ned ham, der får det til at fremstå som om han er den ondeste onde på jordens overfalde, mord, voldtægt og så meget andet, sikke meget der kunne skrives om ham.
Logan havde fået en helt ny stil, han var ikke længere en vampyrjager, efter hans tro ven Nathan Rodriguez var blevet dræbt på Logans bekostning, har Logan ikke haft styrken til at dræbe vampyrer, ifølge Logan var det ham der skulle have været færdig istedet for Nathan Rodriguez. Logans tøjstil var blevet ændret utroligt meget, han havde ikke længere en skudsikker vest på, den var blevet skiftet ud med en metal rustning som var skjult af hans hvide tøj, indeunder metal rustning var der en ringbrynje for øget beskyttelse. På sine arme var der to metal armskinner (en på hver arm) som faktisk var et våben, ud af dem kunne der komme et blad ( http://images3.wikia.nocookie.net/__cb20110222041327/assassinscreed/images/7/7b/Eerste-info-onthuld-over-assassin-s-creed-2_5_460x0.jpg ) ud som Logan brugte til at snigmyrde fjender, personer eller andre. På ryggen havde Logan sit trofaste elversværd. Logan havde fået dette sværd af en gammel død ven, en elver. På sværdet stod der med gammel elver skrift ''Vi slås for frihed'. Sammen med sværdet sad der også to knive ( http://www.council-of-elrond.com/castdb/legolas/legolas8.jpg ). elvom Logan var blevet vampyr havde han stadig sit 'gamle' udstyr på, selvom han havde fået at vide af sin skaber Kajika, at han var stærkere og ikke behøvede, brugte han det stadig, det var det sidste der holdt ham fast til at være menneske.
Logan stoppede og lænede sig op at et træ, han var forpustet og hans tran til blod var blevet større.
Logan tog op fra sin lomme en lille sprøjte og stak sig i låret med den, det var en blanding af syntestik blod og et serum Logan havde opfundet, for at styre sin trang til blod.
Logan så op, der var en lugt, en lugt han ikke havde duftet før, men alligevel var den så bekendt, det kunne kun være en ting....... En elver ikke så langt herfra.
Logan satte i løb endnu engang, han fulgte lugten.
Logan stod nu kun 15 meter fra hende, lige nok til at han kunne se hende, hun ville sikkert havde hørt ham, men Logan stod bare og så på hende.

Evangelines blik stoppede sin vandring henover området, da hun fik øje på en mand, som tilsyneladende stod og så på hende. Han var muskuløs, og så ud til at være omkring de 20. Hun lagde sit hoved en anelse på skrå, og betragtede ham. Hendes blik faldt på hans tøj. Herfra hvor hun sad, kunne hun kun se den hvide skjorte - intet af det som gemte sig under den. Hendes blik vandrede ned af hans krop, og stoppede ved militærstøvlerne på hans fødder. Han lignede ikke en, der var specielt rig, men dog lignede han heller ikke en af dem, som ikke ejede noget som helst. En fra middelklassen måske. Hendes undersøgende blik gled op til hans ansigt, hvorfra det startede. Hans øjne var rettet mod hende. Han sagde intet, og han bevægede sig ikke. Han så blot på hende med et blik hun ikke helt kunne placere. Var det et venligt blik? Et nysgerrigt blik? Måske et sultent blik? Hun tvivlede stærkt på den sidste mulighed, og skubbede hurtigt tanken fra sig. Selvfølgelig var han ikke sulten. Og hvis han var, var hun overbevist om at han var sulten efter "normale" ting, som det mad, menneskerne levede af. Han ville sikkert ikke gøre hende ondt. Faktisk var Evangeline 100 & sikker på, at det ville han ikke. Hvis det skulle have været tilfældet, at han ville hende ondt, så havde han nok gjort andet og mere end blot at se på hende. Evangeline så nysgerrigt på ham med sine store grønne øjne. Et smil gled henover hendes læber, og hun lod langsomt en hånd glide igennem sit krøllede, lyse hår. Langsomt, og måske en anelse forførende, hvilket dog langt fra var meningen, eller var det? Hun flirtede ikke med fremmede, men hun snakkede tit med dem. Hun var ikke bange for fremmede. De ville ikke gøre hende noget - det var hun overbevist om. Ikke når de så ud, som han gjorde. Der var et eller andet over ham. Hun vidste ikke hvad, men det fik hende til at føle sig.. tryg? Det fik hende til at være sikker på, at han intet ondt ville hende. Hun stolede blindt på sin første indskydelse, hvilket gjorde hende både naiv og uforsigtig. Men det var blot sådan Evangeline var. Hun tænkte ikke før hun handlede. Og når hun endelig tænkte, så var det ikke særlig langt. Hun tænkte sjældent over de konsekvenser som hendes handlinger evt. kunne få. Hun levede i nuet, hvilket også bragte hende i et utal af vanskeligheder, men det lærte hun sjovt nok aldrig af.
Evangeline løftede hånden og vinkede til den fremmede mand. Hun havde set ham, så hvorfor skjule det indlysende faktum? Han så da ud til at være både venlig og fredelig, så der skete vel ikke noget ved at gøre ham opmærksom på, at hun vidste han var der og at hun vidste, at han så på hende?

Logan så på hende, han var sikker på at hun ville kunne genkende ham, hvis han tog sin hætte af men så igen, hvis hun havde set plakaterne så ville hun lige da hun havde set ham, råbt op og flygtet fra ham, så trusselen var måske ikke så stor, som Logan forventede?
Logan trak hætten af og så rundt, det var ingen fare lige her, hvert i fald ikke lige nu. Hende elveren var ikke særlig stor trussel, eller det kunne man jo ikke vide, men man kunne gætte eller man kunne håbe.
Selvom Logan ikke følte sig truet af elver kvinden, lagde han dog stadig en hånd på sin pistol der sad på ryggen af ham, eller rettere den sad fast til hans bælte omme på ryggen, han spænde hanen på pistolen og fjernede hånden igen, så hvis elveren viste sig at være 'ond' så ville Logan hurtigt kunne trække sin pistol.
Logan gengældte vinket, med et kort nik, som en anerkende hilsen.
Kort tid efter forsvandt Logan ud i den blå luft.
Han dukkede op cirka 2 meter fra hende, hvor han stod lænende op af et træ.
"Sig mig unge elver, hvad laver du her? Også i sådan noget tøj?" sagde Logan, mange elvere plejede at have lange kjoler på, som gok hen til jorden, så hendes beklædning var anderledes. Men forandring fryder måske?
Logan løste sine seler der holdt hans våben fast til ryggen og lagde den ved siden af ham, dvs alle hans våben, eller rettere dem man kunne se, han havde stadig sine arm skinner på hvor der sad et par klinger i.
Han begynde også at tage sin hvide skjorte af, så han stod i sin rustning og ringbrynje.
"Uhmm.... Jaaah, jeg tænke på om du ikke ville hjælpe mig, jeg ved godt det er underligt at en totalt fremmed kommer og spørger om hjælp med at tage sin rustning af, men jeg har virkelig brug for at få den af," sagde Logan og vendte sig rundt hvor man kunne se nogle læder remme der var lukket sammen, de sad lige så Logan ikke havde mulighed for at ramme dem.
Hvis man så godt igennem hans ringbrynje på vestre arm kunne man se en tatovering ( http://th04.deviantart.net/fs71/PRE/i/2010/009/f/6/Assassins_Creed__Assassin_Sign_by_Saskuto_Uzuchia.jpg ) en af de knap så gode ting at have når man var eftersøgt.
Logan så på hende, "1 hvorfor er du alene? 2 burde du ikke være sammen med mindst en til elver?" sagde Logan og så på hende, han så ned på sine våben, ud af hans skjorte stak et lille papir op, eller rettere det var en plakat som Logan havde revet ned og dermed fået en del opmærksomhed, hvilket så havde resulteret i at han var løbet ind i skoven.

Evangeline fik et mindre chok, da manden pludselig var foran hende. Han var en elver ligesom hende. Hun studerede nøje hans ansigt. Hun vidste udemærket hvem han var, men hun sagde ingenting. Hun frygtede ham ikke, og hun havde ikke i sinde, at fortælle nogen at hun havde set ham.
Evangeline smilede bare, da han spurgte hende om, hvad hun lavede der, hvorefter han kommenterede hende tøj. Hun så ned af sig selv og smilede. Hun vidste godt at hun både var køn og forførende med mennekenes tøj, og hun nød den opmærksomhed hun fik.
"Jeg havde brug for lidt luft" Hun sagde det, som svar på hans første spørgsmål. Hun vidste egentlig ikke selv, hvorfor hun af alle steder, havde valgt at gå herhen, så det var det bedste svar hun havde.
"Jeg er træt af de lange elver-kjoler. Menneskenes tøj klær' mig bedre" Hun smilede. Det var rigtigt. Elver-kjolerne var så enkle, så.. kedelige. Hun ville ikke være enkel eller kedelig, hun ville være.. hende. Hun ville se ud, som teenagere så ud. Hun ville ikke være traditionel og almindelig. Desuden vækkede tøjet ingen mistanke overfor menneskene, hvilket også var en fordel.

Evangeline sendte ham et meget overrasket blik, da han tog alle sine våben af. Mest fordi, hun slet ikke havde regnet med, at han havde så mange af dem. Hun så på ham med et undrende blik, da han spurgte om hjælp til at få rustningen af, men hun rejste sig alligevel op og gik hen til ham. Hun lod blidt sin hånd glide nedover hans ryg, indtil hun kom til læderremmene som hun begyndte at spænde op, imens hun begyndte at tale igen.
"Du spørger meget" Evangeline smilede og fik en af læderremmene løsnet.
"Jeg er alene, fordi jeg godt kan lide at være alene en gang imellem. Desuden er de elvere jeg kender meget "traditionelle" og holder sig til elvernes skikke og sådan. Det vil sige, at de ikke er specielt vilde med mit tøjvalg, og jeg finder dem kedelige at være sammen med" Hun smilede og løsnede de sidste læderremme, og trak rustningen af ham hvorefter hun lagde den på forsigtigt på jorden. Tatoveringen på hans venstre arm, fangede hendes blik.
"Flot tatovering.." Hun smilede. Det var ekstremt dumt, at have sådan en når man var eftersøgt, men det vidste han nok godt i forvejen.

Logan trak selv sin ringbrynje af og lagde den ved siden af de andre ting.
Da alt hans rustning var kommet af, svang Logan med armene og rullede rundt på hovedet, man kunne hører et lavt knæk.
"Åh gud det var rart at få det af, 18 kg plus udstyr ikke altid det letteste at løbe rundt med" sagde Logan og så på hende.
"Tak." mumlede Logan og satte sig ned langs træet, det eneste han havde på nu var, hans hvide bukser, hans militær støvler, hans metal armskinner som han aldrig tog af når han var udenfor sit skjulested, overraskelse var noget af det mest vigtige når man var ude i den 'virkelige' verden, også hans hvide tank top.
"Sig mig, er du slet ikke bange? Jeg mener at være helt alene i skoven? Det er jo så mange farlige væsner rundt omkring i Di Morga, vampyrer, varulve, sortelvere også er der ham der, hvad er det han hedder?... Uhmm O'Connor, uhmm Logan O'Connor, ham den farlige, tænk at du tør være alene når en psykopat som ham er fri, jeg mener voldtægtsforbryder, opfordring til væbnet oprør, og hvad står der ellers på de der plakater? Uhmm. når ja, mord, han lyder sku som et farligt svin" sagde Logan og så op, han løj, eller løj og løj, han snød hende til at tro at han var en anden. Logan gjorde det virkelig godt, hvis man ikke vidste det kunne man ikke høre at Logan faktisk snakkede om sig selv.
"Min tus? Flot? Det passer vel meget godt, det var ikke mit valg at få det.. Men det er en anden historie, tatoveringer er sku ikke lige det smarteste at få lavet, man kan komme til at fortryde dem en dag.... Men sig mig elver, hvad er er galt em traditioner? Jeg mener traditioner opbygger et samfund til hvad det er, hvis det ikke havde været for traditioner, ville mange elver slet ikke være gode til at skyde med bue og pil" sagde Logan, han rejste sig op og så rundt, efter alle de plakater var kommet op, var Logan blevet ekstrem paranoid.
"Den der aldrig spørger, bliver aldrig oplyst om verden" sagde Logan og forsvandt ud i den blå luft, der gik ikke 2 sekunder før han dukkede op bag hende.
"Sig mig elver, tror du på det bedste i alle væsner?" hviskede Logan ind i øret på hende, mens han lod en finger glider ned over ryggen på hende, bare for at pirre hende.

Evangeline smilede over ham.
"Så lidt". Hendes stemme lød venlig, som om, hun hellere end gerne ville hjælpe ham. Han så mere sårbar ud, uden alt sit udstyr. Mere.. menneskelig måske?

Hun betragtede ham og kunne ikke lade vær' med at fnise lidt, da han spurgte om hun ikke var bange, hvilket hun ikke var. Evangeline var aldrig bange, for hun var naiv nok, til at tro, at intet gjorde hende ondt. Det have aldeles intet at gøre med, om hun så det gode i alle mennesker og væsener - for det gjorde hun ikke altid - hun var bare.. godtroende. Hun regnede med at ulykkerne ramte naboen, aldrig hende. At der da virkelig ikke var nogen der kunne finde på at slå hende ihjel. Naiv og uforsigtig var to ord, som beskrev Evangeline utrolig godt. Igen smilede hun, da han begyndte og snakke om "Logan" og om, hvor farlig han var. Hun vidste godt, at manden foran hende var den person, han selv snakkede om. Det havde hun vidst med det samme, hun så ham tæt på. Hun havde jo set det utal af plakater, som hang overalt efterhånden.
"Ja, tænk, at jeg tør være alene med den farlige Logan.." Hun grinede og så på ham med sine store, grønne øjne.
"Jeg ved godt, at det er dig. Bare rolig, jeg fortæller det ikke til nogen." Hun smilede igen, og noget i hendes blik sagde, at man kunne stole på hende. Evangeline kunne være nok så dum og naiv, men hun var en man kunne stole på. Hun røbede aldrig andres hemmeligheder, og hun kunne aldrig komme i tanke om, at fortælle nogen, at hun havde mødt Logan.

Evangeline betragtede hans tatovering lidt imens han snakkede om den, og løftede sit blik op til hans ansigt, da han begyndte at spørge ind til elvernes traditioner.
"Det er muligt at nogen synes det er spændende, men jeg synes det er kedeligt, at alle skal gå rundt i det samme og være på samme måde. Hvorfor ikke bare gøre som menneskene, og se ud som man vil?" Hun så ham dybt i øjnene. Stædigheden lyste ud af hendes grønne øjne. Hun ville ikke have, at andre bestemte hvad hun skulle gøre - det var tydeligt at se.

Evangeline så på luften foran hende med et undrende blik, da Logan forsvandt og fik et chok, da han dukkede op bag hende. Evangeline ville nødig indrømme det, men hun nød hans kærtegn.
"Jeg tror på det gode i dig.." Hun kunne ikke lade vær' med at smile igen. Hvis hun sagde, hun troede på det gode i alle mennesker og væsener, ville hun naturligvis lyve. Men hun havde en klar fornemmelse af, at Logan ikke var ond. At han ikke ville gøre hende ondt, medmindre der var en god grund til det. Men det var selvfølgelig bare en fornemmelse, som Evangeline stolede blindt på. Det kunne sagtens forholde sig anderledes.