Curiosity and Facination

Den sene sommer sol, havde nettop givet op, og overgivet natten til månens afspejlede stråler. De glimtede ned på det fugtige græs, der allerede var blevet overdysset med et tyndt lag, af dug. En blid brise skubbede til træernes kroner, og udgjorde de eneste lyde, der gled over skoven. Selv skovens, ellers livlige og larmende dyr, havde dæmpet sig.
Denne stilhed, og idyl, var en velsignelse, for den høje kvinde, der på nuværende tidspunkt bevægede sig igennem skoven, i nærheden af søens glintrende bred, og den lille grotte, der gemte sig bag et mindre vandfald. Den høje kvinde, gik beklædt i en meget simpel kjole, der kun lige dækkede hendes flotte kurver, med en flot rødlig silke. Foruden gik et gennemsigtigt, sort silke slør, ned fra hendes højre skulder, til hendes venstre hofte, og gled ned af hendes ben. I hendes ene hånd, bar hun et par høje hæle, i deres lange tråde, der var ment til at skulle dække op af hendes ankel, men hun bevægede sig i stedet på bare fødder, og nød den blide dug, imod hendes fødder. I hendes hår hang en kæde af guld, med flere Rubiner og Diamander i. Hun nynede stille, imens hun svingede hendes byrde rundt i cirkler, omkring to fingre. Hendes øjne var lukket, og hun nærmest luntede fremad. Hendes hoved gled fra side til side, på en dansende maner, og hendes smil fremviste hendes tilfredshed.
Nettop denne tid på aftenen, var fantastisk for Keeshen. Dug var godt nok af den væske, der normalt ville svække hende, men den fine dug, var smuk, og kilrede kun hendes evner. Hvilket hun blot nød. Hun havde befundet sig i byen, Terre, det meste af dagen, og det havde stredset hende noget så forfærdeligt, men nu var hun ude i skoven, og kunne føle sig langt mere fri. Hendes ledsager, en ligeså høj, og elegant, og nedringet, beklædt kvinde, fulgte hende tæt ved, med hendes hænder foldet bag sin ryg. Ledsagerens mørke lille øjne, gled omkring dem som de gik, som om Fi'neh, for en gangs skyld, var den mest overvågede.
Ud fra en busk, hoppede endnu en Drow, der luntede efter de to kvinder, med bevægelser, der mindede mest om en abe. Da denne herre kom en anelse tættere den leddene kvinde, vrissede hun irriteret, imens hun stoppede op. Hun satte sin fod imod herrens side, og sparkede til, så denne blev nødsaget, til at tage nogen skridt væk.
"Så dæmp dig dog... Du ødelægger idyllet med den stampen." Vrissede den der ledte, og hun fortsatte imod søens bred, hvor hun så endeligt stoppede, og stadigt stod med lukkede øjne. Hun sendte blikket imod himlen, imens hun strak sin ryg en anelse, og sukkede lettet. Hun lod øjnene glide op, og så stire ud over søen, så deres hvide pupiller blev udbredt, og hendes smil gled sig større.
"Endlig, er det kun vandet i søen, der kan irritere. Landjordens vejr, er noget så forfærdeligt.. Liige bortset fra dette.. Dette... Er blot smukt. Noget vi ikke fik der nede.." Hendes fine stemme var dæmpet, og rolig, kun designet til hendes ledsagers øre. Fi'neh lod sine mørke lilla øjne glide imod den lille grotte bag vandfaldet i nærheden af dem. Hun kneb dem en anelse sammen, inden hun lod dem glide tilbage på sin Matriark.
"Syntes det alt sammen er overvurderet. Har'oloth's skønhed overgjorde dette, mange gange." Sagde Fi'neh, og stirede ud over søen, med hendes mørke øjne. Keeshen fnøs, og viftede afværgende med hånden til hendes side, tilbage imod Fi'neh.
"Har'oloth er fortiden.. Tag og se frem for dig i stedet.. Det eneste tidspunkt du kommer til at se Har'oloth igen, er når vi drager der til, for at føre krig." Sagde den høje Matriark, og drejede sit hoved, for at se tilbage på sin rådskvinde, som nikkede en enkelt gang, og lod sit blik falde. Keeshen kneb kort sine øjne sammen, og langsomt gled det seriøse blik, ud i et smilende ansigt, og hun klukkede et par gange, inden hun stirede ud over søen.
"De forbandede insekter, vil fortryde deres gerninger.. Du har valgt den rigtige side, Fi'neh.." Sagde hun, og lod sin tunge glide over hendes tænder, bag let åbne læber, og et stort smørret smil. Intet smil lagde sig over Fi'neh, men hun nikkede blot en enkelt gang.
"Er nettop sådanne ord, der holder mig til din side. Snart vil de opgive deres jagt efter dig. De regner dig som intet.. Som et simpelt udskud. Det er der deres fejltagelse sker.. Er der, du tager et skridt højere end Præsterne. Deres dumhed. Er din styrke." Keeshens smil blev blot støre og støre, som Fi'neh talte. Der var sandhed i hendes rådskvindes ord. Var netop derfor Keeshen sørgede for at få hende med sig. Keeshen fnøs en enkelt gang, og lavede en afværgende fagt med sin hånd, tilbage imod Fi'neh, inden hun foldede sine arme, foran sin talje.
"Lad du nu hellere være med at slikke mine hæle, alt for meget, søde Fi'neh.. Skulle helt komme til at tro, du faktisk havde lært noget..." Keeshens stemme var pirrende, og tydeligtvist stikkende for Fi'neh. Keeshen vidste, at smerte ikke var noget Fi'neh frygtede. Men ord, var hvad der holdt hende på plads. Sådan var de alle forskællige. Men alle, kunne holdes på række. Alle, kunne puttes i kæder. Alle, kunne få et halsbånd. Alle, kunne adlyde.