Stilhed, - Ariana.

Vejr :: Det er meget tåget og ret så køligt.
Omgivelser :: Der er ikke nogen. Eller er der?
Sted :: I et hjørne i en af de mørke gyder.
Tid :: Meget sent; derved 3 tiden om natten.
Dato :: 13/05.

Tidligere på dagen havde det faktisk været udmærket vejr, men her sent i aftes havde en mystisk, tyk tåge lagt sig over området her og fik det til at virke endnu mere skummelt end der ellers plejede at være. Eithan kendte dog nærmest stedet som sin egen bukselomme, da det ofte var her han tog hen, når han manglede et sted at sove. Et svagt suk undslap hans læber og lod hans mund stå halvt åben, så de spidse tænder lige kunne ses. Han faldt yderligere sammen i hans ikke specielt ranke holdning og lænede sig op ad muren, hvorefter han lod øjnene glide i. Stilhed. Et apatisk smil passerede hurtigt Eithan læber.

Ariana kom lydløst gående ned igenem gyden. Hun smilte lidt for sig selv og lænede sig op imod den kolde mur. Hun kiggede op mod den lysende måne, mens et lille fnis undslap hendes læber. Hun sukkede let og lod sin hånd glide igennem hendes lange mørke hår.

Eithan slog øjnene op, da han hørte skridt. Meget lavmælte, næsten lydløse skridt; men takket være hans gode høresans kunne han lige hører det. Eller måske var det bare noget, han bildte sig selv ind. Han rettede sig opmærksomt op og kneb øjnene sammen, så hans syn blev helt skarpt. Det tog ham ikke lang tid, før han fik øje på skikkelsen, som muligvis var den han før havde hørt komme gående. Eithan lagde hovedet en anelse på sned og så over mod den endnu fremmede skikkelse me et nysgerrigt blik.

Ariana sukkede let. En let brise skød igennem gyden og Ariana kunne lugte en anden person i gyden. Hun så sig omkring og kneb øjenene sammen, for at se bedre. Endelig fik hun øje på en skikkelse i de mørke skygger. Hun lagde hovedet en smule på skrå, som et lille nysgerrigt barn og smilte. "Jeg er åbenbart ikke alene som jeg troede" sagde hun lavt, men hun vidste personen kunne hører hende. Hun kendte lugten; Vampyr.

Eithan rystede først kort på hovedet, selvom hun måske ikke lige kunne se det. "Det er jeg åbenbart heller ikke mere," brummede han hæst og rømmede sig derefter, hvorefter han stilfærdigt bevægede sig nærmere den slørede skikkelse, som blev tydeligere og tydeligere jo tættere han kom på. Han standsede dog, da det cirka 'kun' var halvanden meters mellemrum, der skilte dem ad.

Ariana så på skikkelsen, da personen nærmede sig. Hun smilte kort til ham og kigged så op på den strålende måne igen. "Månen er stor i aften" mumlede hun lavt, som om hun snakkede med sig selv. Hun kiggede ned igen og et piget fnis, slap ud mellem hendes læber. Hun vendte hovedet mod drengen, der nu stod halvanden meter fra hende.

Eithan fulgte hendes blik op mod månen og gav hende ret med et langsomt nik. Efter noget tids måne'betragting løsrev han sit blik fra den og vendte det mod den ukendte vampyr. Skulle han præsenterer sig? Eller skulle han vendte på, at hun gjorde? Han holdt sig til det sidste og lod endnu en gang blikket køre op mod månen, vis svage lys han fandt lettere hypnotiserende. Månen, den så så mystisk ud.

Ariana stod og så på den unge han-vampyr, med et lille smil på læben. "Hvad tænker du på?" spurgte hun genert og lagde nysgerrigt hovedet på skrå. Hun betragtede drengen et stykke tid og vendte derefter øjnene mod den fulde måne.

Eithan ignorerede blot hendes spørgsmål, da han ikke syntes, at det ragede hende, hvad han tænkte på. Stadigvæk med blikket naglet mod månen lod han langsomt munden åbne sig, hvorefter han præsenterede sig. "Eithan; mit navn er Eithan," mumlede han og glippede let med øjnene, da han begyndte at få pletter for øjnene af månens lys. Han forventede ikke, at hun skulle præsentere sig, men nu kendte hun da i hvert fald hans navn.

Ariana smilte lidt for sig selv, da han ikke svarede på hendes spørgsmål. "Jeg hedder Ariana" præsenterede hun sig selv og kiggede op på månen igen. Hun vidste ikke rigtig om hun burde sige noget, så hun lod hver. Det virkede ikke som om drengen var særlig intereseret i at snakke.

Eithan nikkede let, da hun præsenterede hende selv, hvorefter han så skænkede hende et hurtigt blik; gemte navnet i hans hukommelse og lod blikket flakke lidt omkring. Skulle han sige noget? Nej. Han begravede begge hænder i bukselommerne og sparkede lidt til jorden med skosnuden.

Der gik noget tid, hvor der ikke blev sagt en lyd. Ariana lod sig dumpe ned på den kolde asfaldt. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik og åbnede dem så langsomt igen. Hvad skulle hun sige? Hun vidste det ikke rigtig. Hun kastede et kort blik på drengen og vendte så blikket væk igen. Der var et eller andet mystisk ved ham.

Eithan kørte en hånd gennem håret; eller forsøgte. Eftersom det var ved at være lang tid siden, han sidst havde været i bad, havde det tydeligvis haft en virkning på hans hår, som efterhånden var blevet godt filtret. Og fedtet. Klamt egentlig. Han måtte snart få vasket sit hår. Efter alle disse tanker var fløjet gennem Eithans hoved, blev han løsrevet fra sin 'måne-trance' og vendte blikket ned mod Ariana. "Det kan da ikke være særlig behageligt at sidde dernede?" kommenterede han og skød det ene øjenbryn op i panden, undrende.

Et lille grin undslap Ariana's læber. "Eftersom jeg er vampyr, har jeg mistet mange af mine menneskelige følelser. Det er ikke ubehageligt at side på jorden. Faktisk er det ligeså behaligt som at ligge i en seng" sagde hun og kiggede nysgerrigt på Eithan. En svag vind blæste igennem gyden, og tog fat i hendes hår og slyngede det rundt om hendes ansigt. Hun sukkede let og fjernede håret fra sit blege ansigt.

"Hrm," brummede han blot. Mere havde han ikke at sige til det. Eftersom at han var blevet født i en fuldblods vampyr familie, havde han aldrig oplevet at være et menneske, da han var født som en vampyr. Selv mente han nu, at det var en del behageligere at stå op end at sidde på asfalten. Nåh, smag og behag.

Ariana smilte blot. Hun tog fat om halssmykket der hang ved hendes brydt. Hun ahvde fået den af sin mor, da hun var lille. Den havde form som en sort rose. Hun kunne ikke rigitg huske hendes barndom, kun små glimt. Hun sukkede let og lukkede øjnene. Hun tog den sorte rose op tin hendes mund og gav den et hurtigt kys. Derefter slap hun den og kiggede igen på Eithan. "Er du da fuldblods vampyr, siden du spørger?" spurgte hun.

Eithan nikkede let til svar. Han lod sit blik falde ned på hende og fulgte hendes bevægelser med øjnene. Hun måtte have fået sin halskæde af en, der stod hende meget nær, da hun tydeligvis var meget glad for den. Han flyttede lidt efter blikket fra hende og vendte det mod hans højre håndled, hvor det armbånd, han i sin tid havde fået af hans far, hang. Han havde det altid på sig. Aldrig tog han det af; aldrig.

Ariana fulgte hans blik og så på armbåndet der hand på hans højre håndled. "Det er et flot armbånd" komplimenterede hun og nikkede mod hans hånd. Hun betragtede ham lidt. "Hvor har du fået det fra?" spurgte hun nysgerrigt og kiggede på hans ansigt.

Eithan skjulte hånden omme bag på ryggen, da hun spurgte til det. "Hvad rager det dig," svarede han, snerrende. Ikke ligefrem så gennemtænkt. Men han brød sig ikke om at tale om det; armbåndet. Han drejede hovedet en smule og så henad den lange blinde vej, der endte i en gyde. Egentlig var her ret skummelt. Det lod Eithan sig dog ikke bemærke af.

Ariana hævede et øjenbryn. "Undskyld jeg spurgte!" sagde hun koldt og vendte blikket væk fra ham. Hvorofr var det alle drenge var sådan nogle idioter? HUn rystede på hovedet og gav sig til at kige på månen igen. Den skinnede meget, men det generede hende ikke. Hun sad bare og stirrede op på den, med en undrende mine.

Eithan overhørte med vilje, det hun sagde og lod langsomt blikket glide op mod månen. Nogen gange ville han ønske, at han bare kunne hoppe derop og aldrig komme tilbage igen. Månen virkede så fredelig. Et svagt smil passerede hurtigt hans læber, da tanken løb gennem hans hoved.

Ariana lod blikket vandre hen på Eithan igen. Hun kiggede på armbåndet, og tænke at han måske også havde fået det af en person, der betød noget for ham. Hun sukkede let log blikket glide væk igen. Hun kiggede bare ned i jorden og vidste ikke rigtig om hun skulle sige noget eller ej.

Eithan sukkede indvendigt, inden han endelig fik taget sig sammen til at sige noget, selvom han ikke just var særlig begejstret for at starte samtaler og ærligt sagt stank til det. "Nåhr men.. hvad laver du så herude?" spurgte han med et lidt apatisk tonefald.

"Det ved jeg ikke rigtig" svarede Ariana ærligt og sukkede let. "Jeg fik bare lyst til at gå ind tur" tilføjede hun sarkastisk og hævede det ene øjenbryn. "Hva med dig?" spurgte hun og kigggede på ham.

Eithan trak på skuldrende. "Jeg har ikke rigtig noget sted at bo, så jeg opholder mig for det meste bare her," svarede han med et efterfølgende nik. Et næsten lydløst suk slap ud mellem hans halvt åbne mund, som han derefter lukkede og slog blikket ned i jorden. Usselt egentlig. Men han havde jo ikke rigtig nogen bedre stedet at gå hen.