.:En ændring i luften:.

T: Tidlig aften.
O: Kirkegården, stilheden.
V: Støvregn, ingen vind, køligt men ikke koldt.
S: Kirkegården.


Gruset knasede under et par skrammede fødder, da en spinkel skikkelse kom gående mod Kirkegården. Støvregnens stille sølen havde samlet sig i dråber der faldt fra de viltre hårtotter, der dækkede hele hovedbunden og en del af ansigtet på den yngre dæmon. Håret, der plejede at være så beskidt at man ikke kunne se den mindste del af dets farve, viste nu en rødlig glans, gennem det brunlige skidtlag, og det glødede på en måde der lignede sydende gløder, hvorpå en vilter sjæl havde sprøjtet vand.
På grund af vandet, havde håret trukket sig tilbage fra ansigtet, og afslørede nu dets hemmeligheder. Et par enorme, næsten unaturlige øjne, tittede frem under et par tynde øjenbrug, og et virvar af øjenvipper. En lille spids, men fintfølende næse, rynkedes under væden der landede derpå og en lille tyndlæbet mund blev strammet så den virkede yderligere smal. Vandet havde også vasket det meste af snavset på de lettere indsunkne kinder af, og afslørede nu et virvar af små fregner, der dækkede næsen, kinder og en del af panden. Man kunne forestille sig at han ville se næsten nuttet ud hvis bare han havde smilet.
Han gik hen over kirkegården med afslappede skridt, tydeligvis i sine egne tanker, og med en krummet ryg, som om den bar på en stor byrde, og om den gjorde. Over skulderen havde dæmonen en grønlig skuldertaske. Tydeligvis slidt, og med flossede kanter og seler efter flere års flittig brug og byrde. Lige nu var den propfyldt med diverse kostbarheder og noget forskelligt mad. Det ville blive et rent festmåltid for den sultne Dæmon.
En tynd sweatshirt, dækkede den benede brystkasse, med de deforme kraveben, og de tydelige ribben, og et par korte, sorte, tætsiddende short skjulte det underudviklede kønsorgan, samt den øverste del af låret. Ærmerne på sweatshirten var revet af, og der var derfor frit udsyn til de spinkle, og lidt for lange arme. Hver en sene og muskel var tydelig, og knoglen var næsten lige til at føle på.
Hans hænder var noget man især lagde mærke til, han havde kun fire fingre, en tommeltot og tre andre, og det var tydeligt at det var sådan han var født. Hans håndflade var omkring samme størrelse, hvis ikke større, end hans ansigt, og hans fingre omkring ti centimeter lange. Hans negle var sorte og flossede, og hele hans krop så ussel og upleget ud. Han var en dreng på 15 år, og han var kun lige kommet ind i puberteten. Hans krop var stadig ikke færdigudviklet, og han så på en gang deform og sølle ud. Hans ben var omkring samme længde som længden fra hofte til pande, og hans fødder havde kun tre tæer. Foden var desuden besynderligt lang, omkring tyve centimeter fra hæl til starten af tæerne, og tæerne var omkring frem centimeter hver, hvoraf den midterste var en smule længere. Også her var neglene synligt uplejede og flossede.
Han så op, og styrede mod den sydligste af indgangene til katakomberne da han stoppede op. En tanke; en følelse eller bare instinkt fik ham til at se sig over skulderen. Han kunne mærke noget. Hans sjette sans svigtede aldrig, noget skulle til at ske, og han kunne ikke gøre meget andet end at vente på det.

En brise skubbede blidt Itarians ryg, og ryskede en anelse i hans klæder, lige som det gjorde ved træerne. Den modsatte vej på kirkegården, end der hvor Itarian var kommet fra, sad en unge knægt på knæ, foran en grav. Han sad og rokkede frem og tilbage, og for hver gang han lænnede sig frem, slog han sin pande imod gravens kandt. Det var tydeligt at han havde gjort dette i længere tid, da der var en stor blod plet på gravstenens kant, og han havde en lang rift i panden. Blod var begyndt at flyde ned af gravens front, og ned på stenende imellem graven og hans knæ.
Ganske kort tid tog det, inden drengen langsomt faldt til hens højre side, og lanede død på sin side, med et tomt blik imod graven, inden øjnenen døde helt hen, i en mat farve.
Få sekunder efter dette, vendte Itarian sig, og kiggede i den retning. Dog kunne han ikke se drengen, eller for den sags skyld graven han lå ved, der fra hvor han var, så ville ikke se det der var sket. Men han havde fuldstændigt ret.
Der gik minutter efter han havde vendt sig, hvor intet skette. Som om det ventede på at han ville vende ryggen til. Men efter disse minutter var gået, om han fortsatte eller ej, kom et øredøvende hyl, som fra et stykke fyrværkeri, i det noget der lignede en rakket blev skudt imod himlen. Da denne var på det højeste, kom en meget stærk blitz, i stedet for et brag. Blitzen ville blinde Itarian om han kiggede den vej, eller lidt ned, dog kun for kort tid, medmindre hans øjne ligeså, var underudviklet.
Hvis Itarian kiggede bag sig endnu engang, ville han nu se en høj herre stå, et godt stykke fra ham, med sit blik rakt imod Itarian. Herrens øjne og mund var dækket af skygger, og hans matte hud, på den skalede isse, fragav sig ikke megen afspejling. Hvis Itarian fortsatte med at stire imod herren, ville han se herrens nakke blive forvreden, i det det lavede voldsomme ticks, og hans kæber blev løsnet, for at gøre plads til et abnormalt stort skrigende gab. Dog kom der ikke nogen lyd fra ham, og få sekunder senere, tickede hovedet i en anden retning, hvor han i stedet smilede stort, inden det tickede tilbage, i det tomme blik.
I et blink fra Itarians øjne, kom herren pludseligt få meter nærmere Itarian, og gentog den vilde ticken med hovedet, det abnormale skrig og det grumme smil. Dette gentog sig, for et hvert blink Itarian gjorde, indtil han fjernede blikket fra herren, eller at herren var helt hende ved ham.
Skulle Itarian vende sig for at løbe, enten ned i Catacomberne, kunne et højt og pludseligt skrig høres, i det den abnormale mund åbnede i et skrig, denne gang, med lyd.

Hans ører spidsedes, han kunne høre en lyd. En stump dunken, som lyden af kranie mod sten. Han kunne mærke tilstedeværelsen af et andet væsen, omend meget svagt. Et ungt væsen... Han lukkede øjnene, skarpede hørelsen, og følte livet sive ud af en for et øjeblik siden levende krop. Sorg. Det var næsten uhyggeligt hvad den kunne gøre ved - Et hyl skubbede alle andre tanker væk. Det skar sig ind i trommehinden, og fik alt til at svimle. Itarians allerede enorme øjne udvidede sig yderligere, da han som var han blevet stukket trak hænderne op og forsøgte at skjule de følsomme ører. Han faldt rystende på knæ, og blev blændet af et pludseligt lys, som om en enorm blitz havde rettet sig mod ham. Han kneb øjnene sammen, følte sig paralyseret.
Han sad med siden til, da han opfattede en skygge i udkanten af sit synsfelt, efter at have genvundet bare en smule af det. Han vendte ikke hovedet, ville ikke.
Han kunne mærke sin puls. Badam. Badam. BadamBadam. Badam. Hurtig og ujævn. Han kunne mærke væden i øjnene, der forsøgte at reparerer de skader blitzen havde forvoldt.
Han blinkede, skyggen kom tættere på. Blinkede, og skyggen kom endnu tætttere på. Han fik oparbejdet modet til at dreje hovedet og gjorde det. Hans øjne var røde, og tårer løb ned af hans kinder, hvorimod ikke en eneste lyd kom fra ham, som var hans stemmebånd forseglet.
Hans øjne kunne ikke se tydeligt, hvilket blot gjorde synet af denne evindelige skiften mellem smil og lydløst skrigeri endnu mere skræmmende.
Men på en eller anden måde.. Genkendte han det.
Han kneb øjnene sammen, ventede på det. Før eller siden ville manden være helt tæt på ham, og så ville han.. ja hvad ville han mon?
Itarian kunne ikke andet end vente på at det skete, hans ben var paralyserede, og selvom han gerne ville løbe, ned i katakombernes hjemlige mørke sikkerhed, var han ikke i stand til at rejse sig.
Han ville ikke se. Han ville ikke høre. Han ville ikke løbe.

Den høje skikkelse, tickede utallige gange igen, inden han så endeligt stod tæt ved Itarian, og stirrede tomt ned på ham. Han var nu fuldstændigt tavs, og alle lyde forsvandt. Selv brisen, der stadig var tydelig, lavede ingen lyd. Intet skette, i en tæt skald omkring Itarian. Som om en usynlig glas hinde var blevet lagt omkring Itarian, så han intet kunne høre ude fra. Lige meget om han faktisk ville høre noget, og desperat forsøgte på at påtvinge den gode hørelse. Men det var ikke muligt. Ikke det mindste pip. Ikke den mindste bil motor fra byen. Ikke lyden af regnen imod bladene. Eller blæsten. Eller de skrig der burde komme fra de skrigende ticks fra den høje herre. End ikke hans egen stemme, eller klappen imod hans øre, ville lave en lyd.
Der gik mange minutter, hvor herren blot stod der, og hvis ikke Itarian gjorde noget, ville intet ske. Blot denne indelukkede stilhed. Selvom stilheden var så komplet, var denne næsten endnu være, for følsome øre. Da det ville påføre angsten for en pludselig høj tone. Angsten for at blive gjort døv af nettop sådanne en tone. Men intet kom. Blot denne tomhed.
Endeligt kom en meget lav lyd, der minede om en stemme, der stille hviskede i Itarians øregang.
"Løb. Itarian. Løb. Underkastelse. Hjælper ikke denne gang. Han forsvinder ikke." Stemmen virkede bekendt. Som om den kom fra en han kendte. En han holdt af. En han stolte på. Om han troede på denne stemme, eller ej, blev herren blot stående, og stirrede indædt på Itarian.
Og først, endelig når Itarian ville begynde at flytte sig, hvis han gjorde, kom et højt råb fra herren, der lavede et vildt tick, til et skrigende blik.
"Itarian!!" Herren forblev så blot hvor han stod, og stirrede tomt ned imod Itarian igen.
"Løb. Løb Itarian." Hviskede den blide stemme igen.

Tomhed. Intet skete og Itarian samlede langsomt mod til at åbne øjnene. Hans ører virrede, som om de søgte efter bare den mindste lyd. Han kunne end ikke høre hans eget åndedræt, det burde være højt og heftigt, eftersom adrenalin havde sat jagten igang, og forsøgte at nå hans hjerte.
Han sad fuldstændig stille, ikke engang halen bevægede sig, kun ørerne. De vred og drejede sig, mens han sad og stirrede ind i tomheden.
Minutterne gik, Itarian fik den absurde tanke at han måtte være død, men slog den væk med argumentet at han stadig vidste at han kunne bevæge sig. Altså bevæge den dødelige krop han nu engang besad, og ikke kun sjælen.
En skælven gik igennem ham da en lyd endelig nåede ham.
..... Løb... Itarian... Løb... Underkastelse nytter ikke... Ikke denne gang... Han forsvinder ikke....
Han spærrede øjnene op, og så så endelig til siden. Den høje højst sandsynligt kutteklædte man, mindede i uhyggelig grad om manden med leen, om han så ikke var det. Væsken flød fra øjnene da et navn dukkede op i Itarians bevidsthed. Sinclare. Han kunne ikke huske hende, han vidste knapt nok hvem hun var, men han begyndte at ryste voldsomt. Han huskede et sindsygt blik, et smil der grænsede til det unaturlige, og øjne der så lige igennem en. Han huskede en følelse af dyb ubehag og dyb afhængighed.
Han havde.. ønsket hende. Hun havde dræbt ham. Han var kommet tilbage i døden... Og hun havde skammet sig... Og så var han...
Han rystede voldsomt, hev efter vejret som et forskræmt dyr, og stoppede tankeræken.
Han sad hensunket i minder der ikke tilhørte ham selv, da skriget kom.
Det overraskede hans ører der nu var blevet vant til den tomme stilhed, og han vred sig, stønnede overrasket.
Han kunne ikke mærke nogen smerte.. Ikke noget der skar i ham.. Han følte sig bare.. Bestjålet. Dette væsen legede med hans sanser, og kaldte minder frem. Hvad var det for et væsen der stod over ham? Hvad ville det?
Selv Itarian måtte mærke sig med at han var overrasket over stadig at kunne tænke klart. Ville væsenet mon dræbe ham? Når han havde fået Itarian til at føle sig fuldstændig tom?
Itarian stirrede på den ene eller den anden måde tilbage, mod dette tomme blik væsenet sendte ham, han havde stadig ikke fundet ud af om det var hankøn eller hunkøn, mens hørte stemmen igen.
Løb... Løb Itarian.. men det kunne han ikke. Han var ikke i stand til at røre sig. Han kunne ikke gøre hvad den bad ham om, undskyld.
Han forsøgte at støde fra med armene, forsøgte at rejse sig.. Men han kunne ikke, han rystede for meget.
Fordømte nerver tænkte han med sammenbidte tænder, han blev nødt til at løbe. Hvordan skulle han ellers komme væk derfra i live?

//Ugh, det er surt at spille en af de 'gode'! Dx

Herren stirrede bare tomt ned imod Itarian, med de overskyggede øjne og læber. Skyggerne faldt urealistisk, og ikke på grund af en hætte, da den skallede herre, ingen bar. Det sorte tøj han havde på, gjorde bare det helle endnu mere dystert.
Langsomt begyndte deres omgivelser, at gå i et, foran Itarians øjne. Flød ud, i en skarp kontrast. En tom kontrast. Det helle blev ganske langsomt hvidt, og efterlod de to, i en hel anden verden, end kirkegården, de lige før havde værret i. Men herren var der stadig. Med sit tomme og overskyggede blik. Rynkerne i hans ansigt, fik det til at ligne, at han stod med en halv sur mine, som han hele tiden havde gjort. Men meget langsomt, formede der sig smile huller og rynker, der klart signalerede et smil. Et voksende smil, der formede sig over helle ansigtet. En galnings smil. Ganske langsomt begyndte herren at bukke sig ned, så han lige så, langsomt kom tættere Itarians ansigt, med hans store smillen. Der kom stadigt ikke den mindste lyd. Ikke mandens vejrtrækning. Ikke en latter. Og den blide hvisken. Var væk.
Herrens ansigt, mistede mere og mere af sine skygger, og da det næsten rørte Itarians, ville han kunne se de tomme øjnkroge, og det brede smil, med dets rådne tandsæt. Her stoppede det kort, inden det fortsatte imod Itarian, og hvis ikke han flyttede sig, fløj det pludseligt ind i ham, som om det bare var en uformelig sjæl. Men nettop da herrens ansigt gjorde dette, slog Itarians hjerne et knæk, og han gik i et påtvungen trance, og i et kort øjeblik, besvimede han.

Da Itarian kom til bevidstheden igen, kunne et lavt støn høres, fra en kvindes læber. Han ville kunne mærke at han sad i en stol. En stor, men behagelig stol. Han bar et eller andet, meget tungt, der næsten sad som skrædersyget på hans krop.
I det Itarian ville åbne øjnene, ville han se sig selv, side i en stor sort fuld krops rustning. Hans krop var langt stærkere end det havde været for kort tid siden. Og i det han kiggede ne foran sig, ville han se ned i øjnene på en kvinde, der stirrede op på ham, med et småligt smil, og strøg sin blide hånd, op af Itarians metaliske rustning, over hans lår.
"Du er vågen igen.. Herre?" Sagde hun, med en blid stemme, som han burde kende nu. Det var den samme stemme, som havde hvisket til ham før. Ved hans andet knæ, sad en herre, med et halsbånd på, der havde en kæde, der ledte op til en krog, siddene i den ene handske, af Itarians brustning. Herren bar kun klædder over sin underdel, og kvinden bar ligeså kun stramt sort læder, over sine intime steder.
Et godt stykke fra Itarians trone, stod den herre, som havde smilet af ham, fra før de endte her. Han stod endnu engang i skyggerne, og hans øjne og mund, var dækket af dette, og endnu engang, var hans smilende ansigt forsvundet, og han stod med et vredt udtryk.

Alt flød i ét, konturer og farver blandedes, blev til en ny verden for hans overraskede øjne. Hans hjerne sansede ikke herrens bevægelser, forstod ikke hvad der skete.
Det gale smil fik ham ikke til at røre sig, han kunne ikke, ville ikke være i stand til det selvom han faktisk prøvede.
Hans læber fortrak sig, instinktet tog over, og i det øjeblik han skulle til at vise tænder og kaste sig over herren som en kat over en mus, var det som om alt blev tåget. Herren var væk, havde Itarian slugt ham?
Han turde ikke tænke på svaret. Han forsøgte svagt at råbe, ikke efter hjælp, men ville bare have at i det mindste nogen så dette, men det eneste der kom ud var en svag kvækken fra den fast frosne strube.

Da han vågnede op tog det ham et øjeblik at orientere sig. En lyd, udånding på en sensuel måde, et støn fik Itarian til at blinke lidt med øjnene, tydeligvis forvirret. Indtil han så ned.
En kvinde, ældre end ham og langt kønnere. Hun var ikke en dæmon, dét var sikkert, men hvad hun var, vidste han ikke. Han plejede at kunne opfange selv de mindste dufte, og derved konkludere hvilken race et væsen var, men i dette tilfælde.. Der var intet. Han kunne dufte sig selv, en metallisk duft, blandet med duften der normalt kendes som 'hjemlighed' men som er fuldstændig forskellig fra person til person, og en vag duft a honning.
..... Han spidsede ører. Herre? Havde hun kaldt ham .. Herre?
Itarians øjne udvidede sig, hans pupiller blev til minimale prikker midt i den brune masse. Hans øjne var langt fra kønne, det lignede noget katten havde slæbt med ind, tygget på, fordøjet og derefter skidt ud i den anden ende. Han begyndte at ryste.
Han var ingens herre! Han ville tage en hånd op til panden for at glemme synet, og hørte noget rasle. En kæde, et håndjern. Aha! Så han var faktisk bundet og de forsøgte at torte- Hans tanker stoppede da han kiggede på enden at kæden. En mand, ligeså ældre end ham selv, men den smukkeste hud og violette øjne. Han så på Itarian som var han mandens største idol.
Itarian veg væk i skræk, men fik derved blot hevet mandslingen nærmere, på grund at lænken i handsken.
Manden begyndte at gnide sig kælent op ad Itarian, der skræmt fra vid og sans forsøgte at rive handsken af, blot for at få dette mareridt til at ende!
Hans vejrtrækning var ujævn og hurtig, hans hjerteslag ligeså. Han rystede så den sorte rustning klirrede. Han havde det varmt. Han havde det alt for varmt!