Dramatisk ændring i livet!(Barishan=Velarian=Privat)

//1. Kajika. 2. Barishan. 3 Velarian//

Tid ** 12:43 om morgen

Sted = Skoven

Omgivelser ^ ingen i nærheden at se i nu.

Vejr : Varmen stiger, og solen er allerede ved at sætte sig højt på himlen, og den smukke blå himmel viser ingen skyer..


Himlen var sky fri, fuglene kvidrede, og vejret var roligt uden for meget blæst og varmen dejlig og lun. Kajika gik for sig selv igennem skoven dog ikke helt igennem, men hun havde i lang tid holdt sig væk fra Velarian og med god grund, fordi for ikke mere end blot 2 dage siden havde hun giftet sig med Barishan og endt med at blive fru i stedet for frøken... hun vidste ikke hvordan hun skulle få det sagt til Velarian at hun ikke var single mere og ikke nok med det men sige til barishan at hun egenlig havde en fortid med Velarian så han ikke endte med at dumme sig foran ham... hun vidste velarian var forstående men nu når hun var GIFT!.. ville han nok være knap så forstående og det mindste hun manglede var at velarian stak af som en være kryster inden den store kamp hvor der var brug for hende... Så hun gik blot for sig selv og før hun vidste af det var hun imellem Velarian lejer, og Barishans hytte... hvilken sti skulle hun dog tag... ??? og hvad skulle hun sige??... Hendes beklædning var som efter vejret, klipklapper i sort, og hvide shorts samt hvid stram figursyet feminin skjorte med oprullede ærmer.. til albuerne og håret langt glat lettere bølgende forneden og løst.

Barishan kom gående. Han havde taget sig af to af Zanes agenter der var efter ham. Han var en smule træt. Det havde været en hård kamp. Dem havde der været mange af efter Zane havde sat dusøren op. Der var stadigvæk blod på hans jakke efter han havde dræbt dem med Zalzura. Han var på vej over til sin hytte da han så Kajika. Barishan smilede og løb over til hende og løftede hende op i luften. Barishan satte hende ned igen og kyssede hende blidt på læberne. '' goddag min elskede kone. Hvad laver du her ''. Barisha kiggede undrende å hende og tog sine arme rundt om hende. '' hvad er der galt skat? ''. Barishan kunne nemt se der var noget galt med ham. Han havde helt glemt blodet på sin jakke. Når han var sammen med Kajika havde han det med at lukke alt andet ude hvilket ikke var normalt for ham. Ofte tænkte han over tingene for han gjorde dem. Men hun havde ændret ham lidt. Hans spontane instinktive side var vækket igen.

Velarian hørte Kajika allerede før Barishan var dukket op. Han havde siddet og syet en ny teltdug mens han tænkte på hvorfor han mon ikke havde set hende de sidste par dage.
Da han så hørte og fornemmede hende, hoppede hans hjerte t slag over, og han sprang op.
Han gik hurtigt over skovbunden og gennem krattet, mens han for hvert skridt han tog kunne mærke sit hjerte hamre mere og mere af glæde over at hun endelig var kommet tilbage.
Da Velarian skubbede den sidste, blokerende gren til side og trådte ud i den lysning hvor hun stod, frøs hans blod til is.
Hans smil falmede, og hans øjne blev tomme, stirrende, og et enkelt spørgsmål lyste i dem: Hvorfor?

Han var trådt uind i lysningen akkurat som Barishan havde kysset hende og sagt de ord der nu hamrede mod Velarians hjerte som en forhammer, og truede med at smadre det til ukendelighed.
Velarian stod som naglet til stedet, mens han kiggede på dem.

Hendes øjne var blanke men med en smule ubehag end normal og hendes ring manglede hun havde nemlig taget den i kommen for ikke at det skulle opdages de var gift. Hun betragtede barishan der kom løbende og så panisk rundt i det hun blev taget op og mærkede hvordan blodet blev overført over på hendes hvide skjorte og sagde"hejsa elskede og mmmh tak for det dejlige blod det kan jeg måske bruge senere hah som at starte en blod trendt, hvad har du dog egenlig lavet???". Kajika bed sig let i underlæben i det hun hørte grenen gå til side og sagde"Velarian" hun kiggede forsigtigt til siden i det hun vendte sig mod lyden og så på Velarian og tænkte*ååårh! nej det var ikke sådan her han skulle ha det af.... af vide!! nej Velarian* hun havde helt glemt velarian da hun havde sagt ja til at forblive gift med Barishan... i det hun så på den nogenlunde voksende fyr Velarian hendes bedste og mest næreste ven... fik hun en tåre ned af kinden og slap Barishan og sagde"barisha n jeg bliver nød til at.... at ordne dette, Velarian jeg.... jeg ville ha fortalt dig det... jeg svæger jeg var på vej hen til dig!?.. vis det kan hjælpe så havde jeg helt glemt du var levende igen" hun rømmede sig i skam og sagde"altså ikke at det en go ting men... men undskyld Velarian jeg ber dig... gå ikke" hun regnede så meget med han ville løbe nu eller gå sin vej i det hun gik hen til velarian roligt og med hånden for hjertet... og med barishan hendes mand i baggrunden

Barishan opdagede hun ikke havde sin ring på. Han vidste ikke hvad der var galt med forholdt sig tavs. Da han havde hørt hvad Kajika havde sagt så han over imod Velarian. Han havde et sympatisk blik i sine krystal blå øjne. '' undskyld min ven. Jeg. Jeg vidste ikke at hun ikke havde fortalt dig det. Jeg, vi har vist brug for at snakke om det her alle tre ''. Barishan stod og lignede en der havde været i kamp hele dagen. Hans hår var pjusket, han havde blod på sin jakke og et træt ansigsudtryk. Barishan kiggede på Kajika. '' jeg skulle mødes med nogle af mine Aspara riddere. De siger Zane har fået nys om et artifact min familie har svoret at beskytte. Hvis Zane får fat på det kan det betyde døden for mange ''. Barishan kiggede tilbage mod Velarian. Det var denne sortelver han ville kæmpe side om side med for at besejre Zane. Han regnede med at Velarian ville forstå, han var jo en vis, klog ung elver.

Hendes ord var som ekko i hans hoved, og da hun begyndte at gå over mod ham, kneb han øjnene en anelse sammen. Han kastede et blik på Barishan. Korsridderen som havde talt med ham om at fælde Zane.
Han hørte overhovedet ikke Barishans ord.
Da Kajika nåede over til ham, rakte Velarian en hånd ud, lagde den på hendes skulder, og skubbede hende blidt væk.
Hans øjne lyste af skuffelse, forvirring og vrede.
"Tal aldrig til mig igen..." hviskede han og vendte sig om. Så bgyndte han at gå.

Kajika landet ned på røven og så mod velarian i det han ændrede retning og kiggede så mod Barishan og sagde"Jeg .... jeg nød til at stoppe ham" hun rejste sig og tog fat i velarian blidt men fast!, og sagde"velarian jeg ber dig bliv her!" hun bed sig selv i underlæben og så bedende på velarian og sagde"jeg kan forklare Velarian... jeg beklager virkelig" hun så hen mod barishan og sagde"barishan jeg... det?? altså... jeg, velarian og mig har en fortid dog aldrig været kærester men stadig vi har en del strabasser og Velarian er min Guardian" hun så på velarian alvorligt og sagde"Vov ikke at gå fra mig når jeg taler til dig Velarian"... hun så temmelig alvorlig ud og ville ikke fjerne sit blik fra hans... mens hun stadig havde barishan i bagtankerne og sagde"du skal ikke Chicken out nu!.."

Barishan stod i baggrunden. Han kunne ikke komme over at Velarian havde behandlet en kvinde på den måde. Dog vidste han at det ikke ville hjælpe at blande sig før Velarian var faldet lidt ned. Barishan forstod Kajika men kunne ikke lade være med at føle det var hans skyld. Barishan kiggede ned i jorden. Måske var det bare bedst hvis det var ham der gik. Han kunne ikke rigtig forstå hvad der skete og det virkede ikke rigtig til at Velarian overhovedet hørte på hans ord. Dog kunne han ikke gå. Han måtte beskytte Kajika hvis Velarian blev voldelig igen. Barishan stod stille og afventede Velarians reaktion.

HEndes sidste ord tændte en vrede i ham, som var så hed at han ville have slået hende hvis ikke han havde en vis selvkontrol. Han vendte sig om med et ryk og så hende direkte i øjnene.
"Du... gav mig falske forhåbninger... igen. Du... lod mig tro at du elskede mig. Du... holdt dig væk i flere dage, uden at give besked. Du siger endda at du havde glemt at jeg var i live!! Og så VOVER du endda at sige at jeg er en kylling!!" hvæsede han.
HAn plantede en finger på hendes bryst, og sendte hende det hårdeste, mest skuffede blik han nogensinde havde brugt.
"Jeg vil aldrig nogensinde se dig igen." sagde han så. Aldrig havde han lydt så alvorlig og kold før.
Han vendte sig om, og gik.

Kajika så på velarian i det hun tog sig til brystet og sagde"Jamen!! Velarian jeg har sagt det at du aldrig har været den type jeg har faldet for fordi... fordi du alt for venlig i det alt for .... for non dramatisk... der intet rigtigt mandelig i dig... du dig selv men jeg elsker dig ikke fordi du ikke dyrisk det mindste og jeg vil væde med jeg ville køre fast i et forhold med dig og så flygter du hver eneste gang der opstår problemer mellem os eller noget andet som er du bange for at høre hvad folk siger men fint! vis jeg aldrig skal se dig kan jeg sige du den mest lusede lille fyr jeg nogen sinde har set og jeg har mødt 8 årige der var mere modig end dig der godt kan stå og få kretik og snakket ud om tingene i stedet for at chicken out!! og blot.... blot være så lidt mandig som nu og nej jeg mener ikke at du skal slå jeg mener blot du er så blød som en kvinde og så uskyldig og ren og det ville tag livet af mig at bo med en så uskyldig som dig....!! vis jeg nogen sinde skulle .... skulle komme sammen med dig!! barishan er som dig undtagen han har en vild mørk dyrisk side og derfor.... derfor har jeg forelsket mig i ham fordi han er en rigtig mand! IKKE EN KVINDE!" hun vendte ryggen til velarian og rejste sig ovenligt op i det hun så mod Barishan og tog ham i hånden og sagde"Kom skat vi skrider jeg har ikke tid til flere kvinder ! end mig selv lige nu!!" råbte hun tilbage til velarian og kyssede barishan på kinden og tog forlovelses ringen på fingeren og den hun havde fået ved brylluppet og råbte"DESUDEN ER JEG OS GIFT MED HAM!!"

Barishan kiggede alvorligt på Kajika. '' skat, det er ikke sådan man behandler en ven. Du er bare skuffet over den måde han reagere på. Jeg snakker med ham ''. Barishan stillede sig ind foran Kajika og kiggede på Velarian for at sikre sig at han fik hans opmærksomhed. '' Velarian. Hvis du virkelig elskede hende ville du stå ved hendes side og være glad ligemeget hvem hun valgte. Var det mig der stod i dit sted ville jeg også være knust men jeg ville være mand nok til at hæve mig over det og være der for kvinden jeg elskede ligemeget om hun så elskede mig. Jeg ville være glad så længe hun var glad. Det er hvad kærlighed er Velarian. Når man er ligeglad med sig selv og bare bliver glad når man ser den man elsker er glad. Snap out of et, jeg ved du er en god og nobel person. Jeg køl ned og bliv dig selv igen, jeg har brug for dig imod Zane ''.

Han fnøs og så Barishan i øjnene. Lige nu, mindede Velarians øjne en smule om Zanes, kolde, onde øjne.
"Jeg tror ikke du forstår Barishan. Jeg ved hun er i gode hænder, og jeg ved hvad jeg burde gøre... men det her er ikke første gang hun har gjort det her. Jeg har fået nok nu.." sagde han, uden at se på Kajika.
"Jeg vil intet have med hende at gøre... og bare rolig Barishan. Jeg er parat til kampen mod Zane. Hidkald mig når tiden er inde, min ven." sagde han så.
Han rakte ned i sin lomme, fiskede en lille sten med en udskæring af en drage op, og rakte den frem mod Barishan.
"Du vil ikke kunne finde mig alene med opsporingsevner denne gang... så kanaliser din magi gennem denne sten når tiden er inde. Jeg må gå nu."

Kajika så på Velarian og han havde ret... det var ikke første gang.. hvor var hun forfærdelig!!.. hun lukkede øjnene et øjeblik i det hun tog sig til hovedet og tænkte*Måske skulle jeg bare gå hen til Zane og blive dræbt i stedet!! så ville dette ikke ske... Velarian hader mig nu og jeg har sagt de mest ledeste ting om ham jeg aldrig vil kunne tilgive mig selv for at sige til ham!!..*
Kajika så mod dem i det hun fik tåre i øjnene og satte i løb... hun løb gennem skoven, ud igennem krattet og hen af mod Abaddon... hun vidste Zane var der inde hun vidste at vis hun kom tæt nok på ville Zane være nær hende og dræbe hende... hun vidste at tiden ville snart være inde alligevel hun fungerede ikke så godt til at være på flugt!... kajika løb så hendes føder nærmest brændte og vablerne kom hurtigere end forventet... Hun sukkede og vidste ikke hvad hun skulle gøre... alt var så fortoget inde i hendes hoved, velarian havde ret.. og barishan havde nu endt i et drama med Velarian..,. på grund af hende kunne en hel mission eller plan forpures af hende!....

Barishan fløj efter Kajika og fløj ind i hende så de væltede. Barishan hev efter vejret og prøvede at holde hende nede med alt sin kræft. Han kiggede alvorligt på hende. '' nej Kajika. Ikke sådan her. Hvis vi skal dø skal det ikke være på grund af sådan noget her. Kig på mig. Jeg kan ikke miste dig. Nej nægter det. Om jeg så skal binde dig fast til min seng. Jeg nægter at lade dig gøre det her. Jeg elsker dig og du elsker mig. Velarian vil acceptere det. Vi kan ikke bestemme hvem vi elsker og sådan er det, det ved han også godt. Giv ham tid til at acceptere det. Tro mig han vil komme til fornuft ''. Barishan kiggede på hende med fugtige øjne og et fast blik. Hun blev nød til at tage sig sammen. Uden hende ville hans liv være uden mening. Uden hende ville han falde ind i mørket.

Han så dem løbe, og lukkede øjnene.
*Held og lykke Barishan.* tænkte han, og spekulerede nu over de ord som Kajika havde kastet i hovedet på ham.
At Chicken Away... hvem var det mon egentlig der gjorde det, når det kom til stykket??
Velarian sprang afsted, ind i den dybe skov, i den modsatte retning af de to elskende.

Kajika lukkede øjnene og sagde"nej jeg kan ikke.... barishan !!! han er min næreste ven og han havde ret jeg har før givet ham forhåbninger.... jeg burde aldrig ha gjordt det men jeg vidste jo ikke jeg ville rande ind i dig" hun bed sig let i underlæben og tørte ham under øjnene og tog om ham i det hun kyssede ham blidt på læberne og sagde"Det okay men jeg må dog tag hen til ham senere og sørger for at dette ikke ender i et evigt farvel.... jeg kan ikke blot lade min allerbedste ven i stikken elskede jeg nød til at opsøge ham i aften" hun sukkede og holdte om barishan og sagde"undskyld jeg var så dum.... jeg blot ked ...." hun lukkede øjnene i igen efter at ha åbnet dem lidt... hun kunne ikke tro at Velarian ville aldrig mere se hende og vis det var han ikke ville.... hvad skulle hun dog gøre så??