Rimelig Ensom Engel

Sted: Havnen
Tid: Morgen
Omgivelser: En del fiskere, som lige er kommet hjem fra deres fisketur, købere, både og andre mennesker/væsner
Vejr: Okay; Der er få skyer, der er rimelig lummert og en let lille brise.

Angelin sad foroverbøjet på en bænk, med ansigtet solit plaseret i hænderne. Hun kedede sig utrolig meget, og havde vist heller ikke fået el hel optimal søvn. Hun var virkelig udmattet, og på en måde ikke. Hvad kunne der være galt med hende? Der gik nogle snakkende mennesker fordi, de lignede lidt et kærestepar. Måske kunne den ene godt være engel eller noget? Hun gav sig til at åbne sit sind, og læse kvindens tanker, som lød sådan: 'Gid han ikke finder ud af hvad der er sket. Det ville være en katastrofe for mig!'
Mærkeligt? Hvad havde hun mon gjort, som kunne få hendes kæreste til at flippe ud? Kæresteparet havde tilsyneladende ikke lagt mærke til hende. Hun var jo stort set usynelig for alle mennesker? Hun rettede blikket ud mod selve havnen, hvor alle bådende lå og skvulpede let i bølgerne. Alle fiskerne var kommet hjem fra deres daglige fisketur, og havde en del fisk med hjem. Dog var der også nogle, som ikke havde haft lige så stort held, men de havde vist heller ikke prøvet så meget. Hun studerede langsomt en fisker og derefter en til. De så ikke bekendte ud, og så var de også riemlig gamle. Suk. Der røg den mulighed for at snakke med nogle. Hun satte sig mere oprejst, og skævede over til køen af mennesker, som gerne ville have fat i nogle fisk. Hvad skulle de egentlig bruge dem til? Det var bare slimede fisk? Var det ikke?
Angelin følte sig ret lille, når hun sad der, helt alene uden at kende nogle. Hendes status som engel var ret ny, og hun ville egentlig gerne ha' nogle at snakke med. Hun følte sig utrolig ensom når hun nu var ny.