i skoven en nymåne nat ( Avery )

T: 21:00
O: en masse træer
V: lun og skyfrit
S: skoven


Det var en lun forårs aften. Hen sidste i maj og skoven var så fredfyldt og tryg at Dongan var der ude i aften, den ungen animagus lå ved en lille skovsø i en lysning han elske at være uden for, han leve for det meste for sig selv i skoven når han havde brug for noget. Så tog han ind til byen for at hent det

Avery traskede afsted, i den lune aften. Det var so om vejret havde tænkt på hendes behov for varme og ly. Et stille suk kom ud igennem hendes læber, imens hun lod de skarpe negle kradse hen over diverse tilfældige træer, som lige stod inden for hendes rækkevidde. De fik sig et lille fint krads mærke efter hendes behændige handling imod dem.
Der var dog noget der vejrede i luften omkring hende. Hun kunne ikke sige hvad eller hvem det var, men der var noget der satte elektriciteten i gang. Om det var fordi det ville gå hen og blive torden senere var ikke til at vide, det virkede også usandsynligt, da himlen var skyfri, og solen stadig tittede lidt over bakkekammen. Det lange blonde hår blev kastet over hendes skulder, imens hun gik videre i de, for en gangs skyld flade sko. Normalt ville hun ellers have set sig tilfreds med et par høje stilletter der gjorde at hendes højde ragede op til de 185 i stedet for de 172 centimeter som hun jo var. Men ak ja, man kunne jo ikke altid være lige høj. De lyse grønne øjne kiggede iagttagende rundt omkring hende selv, opfangede hver og en lille form for organismes aura, og modstod lysten til at slukke det lette gyldne lys der var befæstet omkring dem. Hun ville have større føde. En større portion som hun kunne tage for sig af. Avery brummede lidt, da en kæmpe træstamme spærrede vejen for hende. Hun var ikke den store atlet, og hadede at skulle udfører noget der havde med motion at gøre. Det var ikke noget hun havde behov for sådan set. Dog kunne hun ikke lade være med at kigge overvejende på det stykke træ som lå der, og så så fristende ud. Skulle hun hoppe over eller bare gå uden om?

Dongan lå som sin Animagusform. En sneleopard med en sort halsspids i mens han slappe af, fik han færten af noget en Djælve han så i retningen af duften. Han brød sig ikke meget om djælve da hans forælder var blive dræbet af en, den gang Dongan kun var 5 år gammel og siden havde han hadet dem som pesten.

Det var vidst ingen hemmelighed, at mange på jorden ikke brød sig omkring Djævlene, de få der gjorde, så det lille udsnit til at bruge dem som et, form for våben. Det var Avery et glimrende vidne til. Hun brugte og blev brugt, som et våben. Selvom hun også drog til nytte af den gamle vampyr der havde observeret hende for flere dage siden nu. Hvor længe han egentlig havde observeret hende kunne hun ikke selv helt beregne, men hun tog det ikke ilde op.. Verdenen var jo som den nu engang var. Og nysgerrige næser var ikke altid lige lette, at kunne slippe af med. Hvilket hun var fuldkommen klar over.
Den gamle djævel som for nogle uger siden var kommet til live igen, fra sin lange dvale i drømmenes land, så sig hastigt omkring for at genforene hendes lugtesans med hendes syn, så hun kunne skabe den fuldkommende sammenligning mellem hvad hun kunne lugte sig frem til, og hvad hun så. Når disse egenskaber var koblet sammen gjorde de den ultimative forvandling. Et kort suk af et åndedrag gled ud igennem hendes læber, imens hun bevidst knurrede lettere sagte, på grund af dyriske instinkter. Hvis denne Animagus troede at han havde en chance imod hende, hun ville dræbe den om nødvendigt… eller nok nærmere hvis hun havde lyst. Der var ingen der rent faktisk kunne vide sig sikre angående det med at blive dræbt når man var i nærheden af hende. Hun tog hvad hun kunne få fat i, og mere til. Et letter morderisk smil bredte sig på hans læber, som var det et perverst behov for hende at se folk lide under hendes magt. Hun ville have magt, hun tog den gerne, tog også gerne imod den, hvis hun fik den uden at løfte en finger. Det kostede ikke meget, bare et buk med hovedet, eller frygt i øjnene. Og det ville resultere for hende, som i at folk havde vist hende den ærefrygt, og den magt som hun identificerede som et menneskeskikklese.

Dongan holdt sin mund. For ikke at afsløger sig endnu hans animagus form gjorde at han kunne løbe, sin vej meget hurtig vis det blive nødvendig han rejste sig. Og viste at han var både bange men også vred den djælve skulle ikke komme, for tæt på ham ellers ville han sloges i mod hende

Avery var stille, imens hun omhyggeligt trådte over de mange grene som kunne knække ved de mindste ting, det var bedst at undgå at blive hørt. Selvom hun ikke var det mindste i tvivl om at fordelene lå på hendes side. En lille forestilling omkring hvordan alting ville ende, kredsede rundt inde i hendes hoved, imens hun langsomt trådte nærmere. Til sidst greb hun fat om en gren, og svang sig elegant op, imens hun fulgte efter hendes ’bytte’ hvis man kunne sætte det i et sådan perspektiv. Hun fugtede langsomt sine læber, og kiggede lettere legende ned på dyret der endnu ikke havde forvandlet sig til det, hun ville kalde for sin sande natur. Men alting til sin tid, som menneskerne sagde. Hun kunne et eller andet sted ikke begribe hun havde taget det ordsprog til sig. Men hun var vel lige så levende som dem, måske endda mere end det. Hun lod en hånd glide igennem håret så hun fik det lange pandehår væk fra hendes øjne, så det ikke stod i vejen. Måske burde hun have taget en eleastik med, men nu var det jo for sent.
De grønne øjne, skinnede let igennem den mørke makeup, og gjorde klart at noget faretruende skulle til at ske. Drengen vidste ikke hvad der ville vente ham. En kamp til døden måske. Eller for Avery ville det bare være en kamp til et ekstra liv.

Dongan løb så hurtig. Som hans animagusform kunne han så sig tilbage og glemt at se sig for, så han faldt over en sten og lå på jorden * hvor er jeg bare dum* tænket Dongan. Og kom på bene igen men hans ene ben gjorde ondt så, han ikke kunne løber så hurtig mere han halte af sted for at komme så. Langt væk fra Djævel som han kunne komme