Desperat teachings, in days of decaying belief

Just another day at school
Just another day of work

Privat - Dakotah

Han tog langsomt en pakke cigaretter op fra sin sorte jakkes inderlomme, imens han lænte sig op af brostensvæggens side, så han næsten sad på kanten. Hans blå øjne, som solens varme stråler stak en anelse til, sad fastlåst over pakken med cigaretter foran hans ansigt, i det han rystede den, så nogen få cigaretter skød op der fra. Han omfavnede filtret med læberne, og trak så cigaretten ud fra pakken, imens hans blik gled ud ovar det store astfalts areal, der lå imellem de udendørs Sports arealer, og selve den store, lettere firkantede og kedelige skole.
De lyse blå øjne, gled langsomt omkring astfalts arealet, og på de elever der nu engang befandt sig der. Der var kun ganske få væsner han kunne skue. Mindre og mindre, ønskede overhovedet at tage en uddanelse, i en by som denne. Det var sørgeligt, efter hans mening. At ligegyldigheden, voksede så meget. Ignorancen. Dette gjorde tilgengæld, at han s et stort lys, i samtlige de elever han kunne se, have det sjovt her. Håbet, for fremtiden. Det var det projektet han havde på sinde, handlede om. han håbede inderligt at det ville blive taget imod. Hvis ikke, ville den generation, måske ende som så mange andre, i disse tider. Fortabt. Som simpelt føde, for gribbene i en verden som denne. han ønskede bestemt at det ikke ville være sådan. Men sådan forudså han det.
Han rakte ned i en af sine bukselommer, i de fine sorte jakkesæts bukser, og trak en simpel engangs lighter frem. Han skyggede for flammen, da han, efter flere forsøg, fik stemplet til at lave en kraftig nok gnist. Han antændte cigaretens hals, og tog det dybt sug, imens han slukkede lighterens flamme, og lagde den tilbage i lommen. Han tog en dyb inhalering, og skød så røgen ud igennem næsten, imens han krysede armene foran sig, og skuede ud over pladsen, fra hattens blide skygge.
En høj kvinde trådte ud af døren fra skolen, hvilket fangede Jebediahs opmærksomhed, så han drejede sig, og kiggede tilbage på hende. Hun var en gammel kvinde, der havde set sine år, og en anelse mere. Kvinden nikkede kort til Jebediah, inden hun kiggede over klassen, efter dem i Dakotahs klasse.
"Kom så unger. Den korte pause i skule have haft, er for længst ovre.. Er der nogen af jer der er langt væk? Skal jeg ringe med klokken?" Kaldte den gamle lære, og kiggede ned imod nogen af de elever, der stod tæt nok på, til at kunne høre hende, fra hvor hun stod. Jebediahs blå øjne, gled ud over de mange unge mennesker igen, imens han tog endnu et dybt sug, fra hattens blide skygge.

Hun sad stille på en bænk ikke langt fra denne herre der lige havde tændt cigaretten, som bredte en forfærdelig stank ud over det hele, eller sådan var det efter hendes mening. Hendes lange sorte hår sad løst ned over hendes skuldre og hendes ryg og hendes D&G trøje sad halv stramt og viste hendes gode former og hendes shorts var korte og sad også godt på hendes krop. Et svagt smil bredte sig ud på hendes svagt røde læber, ikke fordi der var noget at smile over, med mindre man virkelig elskede at gå i skole og det gjorde Dakotah fuldt ud, måske mere fordi der var mange der var som hende, folk som ikke så ned på hende, ligesom i hendes folkeskole. Hun rejste sig langsomt da hun hørte lærerens stemme " Jeg tror ikke der er andre end os De ser " sagde hun i en blid tone og så over på hende med skindende øjne. Mange folk ville blive narret af den øjenfarve hun havde, fordi de fleste forbandt de krystalblå øjne med engle, men Dakotah havde intet som helst med en engel at gøre, hun var et ganske almindeligt menneske. Hun så på manden der stod med cigarretten og nikkede kort. Idet hun passerede ham så stoppede hun op lige inden og så på ham " Du er godt klar over at det dræber dig ikke?" sagde hun stille og så på ham med et svagt og genert smil. Ikke fordi hun normalt var den generte type, men når det var en mand hun slet ikke kendte noget til, som bare sådan uden videre havde fået hendes opmærksomhed, var det som regel fordi hun fandt ham meget interessant. Hun ventede ikke på hans svar og vendte sig derfor om for at gå ind i salen igen og de fleste af de andre elever fulgte trop, bort set fra en. Denne unge mand der ikke hørte efter, med mindre han fik det at vide på den hårde måde, det værste var næsten at læreren ikke kunne få sig selv til at snakke sådan til en elev, så det var for det meste altid Dakotah " Kotah? Kan du ikke få ham med ind?" spurgte læreren næsten bedende og så på hende " Jo frue til hver en tid" svarede Dakotah med et blidt smil på læberne, idet hun atter gik udenfor og over mod drengen der stadig sad der ude. Hendes uskyldige blik kunne få enhver til at følge med hende og hendes stemme var som en blid serenade " Søde kommer du ikke med indenfor og hører resten af foredraget? Tænk på vi måske får fri bag efter" sagde hun og rakte hånden ud til ham og smilte blidt til ham, idet hun håbede på at han tog hendes hånd og fulgte med hende

Jebediah tog et sidste dybt sug fra sin cigaret. og lukkede øjnene, imens han lod sit hoved synke en anelse, så skyggen af hatten, dækkede over hans blik, og gjorde ham en anelse mere dyster at se på. Jebediah var sjældent oplysene, eller et lys imørket, når han ikke var i nærheden af nogen, som kunne berolige hans kaotiske sind. Alene, var Jebediah sjældent stærk om dagen. Der var han blot. Jebediah.
Hans øjne åbnedes, og gled langsomt op og mødte Dakotah's, da hun snakkede til ham, og gav ham et 'helbredsråd'. Hans blå øjne, mødte hendes, og han lo kort med et venligt smil, og holdt cigaretten ud til sin side, for så at skubbe gløden væk med en negl.
"Tro mig, min pige. Det bliver ikke den der slår mig ihjel.." Sagde han, og smilede blidt, imens han krysede armene, og strak ryggen en anelse. Han nikkede så imod døren, med endnu en klukken.
"Smut du nu ind til time. Flotte øjne. Forresten." Sagde han, og smilede kækt, med hans kølige blå øjne imod hende. Som hun bevægede sig væk fra ham, rystede han langsomt på hovedet, og klukkede inde i. Heldbredsråd fra et menneske? Smukt. Begavet pige.
Hans blå øjne gled ned på en ung mand der stadigt sad der ude, og han lagde sit hoved en anelse, tænkene på skrå. Mund det var en fra den klasse han skulle have? Hans øjne gled så imod Dakotah, da denne kom udenfor igen, og han smilte af hendes rolige behandling, af 'rebellen'. Jebediah skubbede sig fri fra den væg han lænte sig op af, og lagde den halve cigaret, tilbage i hans lomme, imens han bevægede sig imod de to.
"Nemlig. Der er stadigt den svaage chance for, at det næste foredrag, ikke er nær så kedeligt." Sagde han, og smilte blidt ned til de to elever. Han trådte så hen ved deres sider, og holdt armene, ud og viftede en anelse med hænderne.
"Jeg lover, at jeg nok skal lade være med at kede jer ihjel. I hvert fald gøre mit forsøg" Sagde han, og afventede deres lættelse, og bevægelse imod salen, for så at følge efter dem. Fordraget der havde været før, havde været et noget så interesant emne, men havde haft en helt forfærdeligt fordragsholder, som langt fra kunne holde børnenes interesse, med sine retoriske ord, og mærkelige vendinger. Jebediah havde kunne stå fra side linjen, og langsomt se de fleste elever miste lysten til at være på skolen, og han havde nu det sidste fordrag. Det ville ham umådeligt svært at fange de unge menneskers opmærksomhed.
Som de kom ind i salen, forlod han de to unge mennesker, og bevægede sig forbi de mange side pladser, imod podiet, imens han rettede en anelse på hans sorte jakkesæt. Han kløede så halsen en anelse, og stillede sig et stykke fra podiet, så opmærksomheden stadigt var på læren, som nu stod på scenen, bag talerstolen.
"Må jeg få jeres opmærksomhed?" Sagde hun, og afventede stilhed, med hænderne på talerstolen.

Hun smilede over hans søde ord om hendes øjne, var de så specielle? Det syntes han måske, men hun gjorde ikke. Hun stillede sig foran drengen og nikkede kort " Kom så" sagde hun idet hun tog hans hånd og hev ham med sig, men dog nåede hun ikke ret langt idet den fremmede mand dukkede op ved hendes side " ÅÅH GUD!" sagde hun og tog sig til brystet " Aldrig snig dig ind på mig sir... Jeg er .. Uhm.. Ret bange af natur" sagde hun og kløede sig i baghovedet og lavede en sjov grimasse, da hun godt vidste det lod totalt åndssvagt. Hun så ham ind i øjnene og lagde ret hurtigt mærke til hans klare blå øjne og rødmede kort og rettede igen sit blik mod drengen " Kom nu Jin.. Vi kommer bare forsent og du ved hvad læreren siger" sagde hun lettere hastigt idet hun hørte hans stemme. Jin så på manden med et kort smil " Virkelig? Hvad kommer det til at handle om?" sagde han lettere vrissende og irriteret og fokuserede på manden " Undskyld sir... Ikke tag dig af ham.. Han er bare.. Ja lidt sur" sagde hun og bed sig svagt i underlæben da hun igen kom til at se ham i øjnene. Da de begyndte at gå mod salen smilte hun kort for sig selv og gik indenfor og fandt sin plads, oppe foran selvfølgelig, hun skulle kunne holde øje med denne fremmede. Da læreren begyndte at snakke var der ikke rigtigt nogle der hørte det, fordi alle sammen sad og snakkede, fniste og pjattede. Dakotah rejste sig op og piftede " JA så var det nu i lukkede kæften og hørte efter!" råbte hun hvor efter hun så op på læreren og nikkede kort inden hun satte sig ned igen og var klar til at lytte. Hun sad i smug og kiggede over på denne fremmede, hun vidste egentlig ikke hvorfor, men hun gjorde det. Hun førte en hånd gennem det sorte hår og så kort op på læreren som stadig stod og snakkede

Jebediah klukkede en anelse af chokket han var kommet til at give pigebarnet, og lagde kort sin hånd på hendes skulder.
"Ikke helt.." Svarede han først, til udråbelsen af hans faders navn, og smildte så blidt. "Beklager." Sluttede han så, og fortsatte med at lede de to ind, og tog sig ikke af den spydige knægt, men nikkede blot en enkelt gang
Han betragtede den larmene sal, og et lille smil, formede sig langsomt over læberne. Han misunede hver eneste af dem. Deres ungdom. Deres udvikling. Denne havde Jebediah kun haft et år til at gå igennem. Efter det, regnede alle med at han ville være lige så stærk som sin næste. Der var ikke megen plads til udvikling den gang. Men dem her. Folke skole. College. En fremtid, som de selv kunne forme, hvis ikke de blev fældet på vejen. Hans øjne lagde sig kort over den unge pige, med næsten identiske øjne, med hans egen races, mest normale øjnfarve. Han sendte Dakotah et kort smil, da hun havde magtet at få dæmpet salen. Han nikkede en enkelt gang, inden han kiggede op på læren igen.
"Mange tak Kotah. Nu vil jeg bede jer, tage godt imod den næste fordragsholder. Han har den sidste valgmulighed, af jeres projekt. 'Build a better tomorrow'. Jebediah Malefic." Sagde hun, og holdt armen ud imod Jebediah. Han nikkede en enkelt gang, og hoppede op på den meter høje scene, med et elegant hop, der fik det til at se nemt ud. Han trådte så ud midt på scenen, bag stolen, og lænte sig imod det.
"Goddag Di M.." Han stopde, og kiggede ned på talerstolen. Han så en smule tænkene ud, og tog så godt fast i kanterne på stolen, og rejste den, uden de store problemer.
"Lad os få den væk, så jeg ikke ender med at stå og ødelægge skolens, ganske fine teknologi." Sagde han, og trådte hen til siden af scenen, og satte så stolen ved siden af denne. Deres klasselære udvidede øjnene i chokkering af Jebediah, men han tog sig bestemt ikke af det, og gik tilbage til midten af scenen. Han gned sine hænder imod hindanen, og kiggede kort rundt.
"Ja.. Det er bestemt et par klasser, der har fri oom." Han kiggede op på uret. "To timer.. Hm. Lad os starte med at vække dem der sover.. Kig godt efter hatten." Sagde han, og pegede på hatten, med fingeren foran ansigtet. Han slog så hatten af, så den faldt om bag ham, hvor han greb den med den anden hånd, og rejste den ud til den ene side i udstrakt arm, og fik den til at trille ned af denne, og så ud på den anden udstrakte arm, på den anden side, hvor han så greb den imellem to fingre, og holdt den ud i udstrakt arm. Han bevægede så sin anden hånd ind over hatten, og rystede den en anelse. Han knyttede så næven, slog hånden ned imod hatten, men ikke ned i, åbnede den, og et lys skød ud fra den, og oplyste Jebediah, og alt oved hatten, som var den kort bleve ttil en kæmpe standerlampe. Lyden af blafrende vinger, efterfulgte blitzen, og da lyset forsvandt, kunne man se to hvide duer, der var fløjet op, som var du kommet ud af hattens indhold. Han fik så hatten til at svinge i cirkler over hans hånd, og satte den tilbage på sit hoved, med et afsluttene smil. Men det forsvandt så, med en chokkeret grimasse, da hans hat pludseligt begyndte at hoppe. Han fjernede hatten, og en flot sort krage stod på hans hoved, og skrappede en enkelt gang, inden den også baskede op i salen, og så ud af et åbent vindue, efter de hvide duer. Jebediah klukkede, og satte så forsigtigt hatten tilbage på hovedet.

Dakotah lagde mærke til at denne fremmede så på hende og gav hende et smil, dette fik hende til at rødme en smule, idet hun hurtigt så væk. Hun så op på læreren og nikkede kort da hun havde sagt tak for at få dem til at tie stille. Da den fremmede blev præsenteret frembragte det et smil på hendes læber idet alle begyndte og klappe, der kunne næsten ikke høres andet end folks klappen i det stykke tid det tog for ham at komme op i talerstolen og frembringe de første ord. Alle eleverne begyndte at undre sig idet han stoppe midt i hans hilsen, men ikke Dakotah, for de fleste andre væsner i hans situation havde gjort det samme. Hun kunne huske dengang der var en dæmon her, han gik også væk fra den for at være sikker på han ikke ødelagde noget. Denne fremmedes stemme var rolig og kontrolleret og man kunne ikke ane den mindste nervøsitet i den overhovedet, hvilket fik hende til at glæde sig til det kommende foredrag * Jebediah? Hvor kært* tænkte hun idet hun kom til at tænke på hans navn. Da han sagde at der var nogle klasser der havde fri om 2 timer begyndte hele flokken og snakke, hun var nødt til at rejse sig endnu engang " Det var nu i lukkede!" råbte hun og satte sig atter ned da der var blevet stille. Men nu blev der endnu mere stille, idet han begyndte at lave de tricks med hatten * Tryllekunstner?* tænkte hun og løftede et øjenbryn. Dakotah havde altid elsket tryllekunster, for hun syntes mange af dem ikke var til at gennemskue, hvilket gjorde dem interessante. Dette med duerne, var ufatteligt smukt. Hun elskede alle former for fugle og især duer og de sorte fugle, så som kragen som han fik frem oven på sit hoved. Hun smilte blidt til ham og så atter på hans lysende blå øjne, der var noget over dem som fik hende til at kigge og hvis det ikke var for hans sikkert var en del ældre end hende, så kunne hun uden problemer se ind i hans øjne hver dag. Hun kom i tanke om det han havde sagt om hendes øjne tidligere * pæne øjne* tænkte hun og rødmede svagt ved tanken og lod det ligge. Hele salen begyndte og klappe da han igen satte hatten til rette på hans hoved igen.

Jebediah kiggede ned på Dakotah som hun stilnede dem igen, og smilte blidt til hende, med et enkelt nik, og trækken i enden af hatten, som en tak. Det var vigtigt ikke at tage for meget opmærksomhed på en enkelt elev, når det kom til fordrag som dette, men det betød ikke, at han ikke kunne være taknemlig. Han betragtede glædeligt opmærksomheden som han fik skabt, og han nikkede et par gange, og gik ud til det ene hjørne af scenen, imens han kiggede ud over de unge mennesker. Og som de langsomt dulmede deres klappen, foldede han sine hænder fri, og holdt dem ud til siderne.
"Well. Nu når vi har fået gang i blod omløbet, lad os begynde. Ja. Som jeres kære lære fortalte, er mit foreslag til jeres projekt: 'Build a better tomorrow'. A brighter future, for everyone." Med ordet brighter, slog han sin ene hånd ud til hans side, så hans håndflade pegede imod lærrede bag ham, og et skarpt lys, meget som en blitz, lignede det, skød ud fra hans hånd, og nettop som den gjorde, antændte projektoren, og satte det første billede op. Det var en collage med flere hjælpe fonders logoer, og så overskriften i midten. Jebediahs øjne gled så ud over publikum igen, og faldt kort over Dakotah igen, inden de gled videre over salen. Han foldede hænderne foran sig, og begyndte at gå hen over scenen, imens han fortsatte.
"Jeg vil have jer til at skrive jeres ideer, og jeres forestillinger, omkring flere emner, der omhandler denne overskrift. Jeg vil høre, hvad i ser som en bedre fremtid. Ingen krige? Mindre dødelighed? Bedre økonomi? Hvad ville være en bedre fremtid, i jeres øjne." Fortalte han, stadigt imens han brugte hænderne, til at lave smålige bevægelser, for at fange elevernes øjne, og holde dem fra at glide opmærksomheden andetsteds. Han klappede så blidt hænderne imod hindanen, i det han var kommet over til den anden side af scenen.
"Og. Så vil jeg høre, hvem I mener. Kan skabe denne fremtid? Vil... Gud? Gøre det for jer?" Spurgte han, og holdt sin arm ud til siden, med håndfladen opad, i det endnu et lys, lyste fra hans hånd, og imod loftet. Lærene der stod bag ved scenen, så også ud til at være overrasket over alle disse ting han gjorde, da de heller intet kendte til hans foredrag, eller hvad han var.
"Eller. Vil lyse ligge i os selv?" Sagde han, og holdt armene ud til hver sin side af sig selv, med hænderne op imod loftet igen. Denne gang, lignede det, at et lys stod bag ham, og lyste op imod ham, og lavede en skygge af ham, på loftet. På denne skygge, lignede det at han havde et stort vingesæt, bag på ryggen, men han stod stadigt uden. Hans øjne gled rundt i salen, inden han klappede hænderne sammen igen, og lyset forsvandt.
"Det! Var en stor omgang, på en gang. Lad os lige se, om der er nogen der missede pointen, eller blot har et spørgsmål?" Spurgte han, med hænderne en smule ud til siderne, på en spørgene maner.

Hun nikkede kort tilbage til ham og smilte blidt, som et selv tak agtigt, noget af hendes pande hår faldt ned foran hendes øjne, men det blev hurtigt fjernet så han kunne se Jebediah fuldt ud. Dakotah sad og koncentrerede sig, det kunne man se på hende da hun nærmest så helt tom ud i ansigtet og så direkte mod ham * Build a better tomorrow.. UHa da da der kan ske meget* tænkte hun idet hun så han kiggede på hende endnu engang, dog var det kun kort og derefter gled hans blik ud på resten af klassen. Hendes tanker fløj rundt omkring det emne de skulle skrive om og så omkring Jebediah's øjne, hun kunne ikke få dem ud af hovedet, men hun gjorde alt for at koncentrere sig. Hun så overrasket på ham idet der skød lys ud af hans hænder op mod loftet og skabte skygger af ham. Hun så på hans skygge og lagde mærke til noget som ikke mange andre ville ligge mærke til. Der var noget over hans skygge der gjorde at hun var sikker på ham ikke var et menneske, men noget mere magtfuldt. Idet han begyndte at stille spørgsmål begyndte hun at tænke over hvad hun ville svare * hvem kan skabe den? Ja ihvertfald ikke gud* tænkte hun og bed sig blidt i underlæben og så op mod Jebediah og kørte kort en hånd gennem håret og smilte blidt til ham. Da han atter kastede et lys mod loftet og så på hans skygge igen, denne gang kunne hun se hvad for et væsen han var.. En engel. Hun smilte for sig selv da hun aldrig havde snakker med en engel og de siges jo at engle er meget charmerende og elegante, Dakotah var mere end enig. Hun havde ikke set noget pænere i hele sit liv end Jebediah. Hun rødmede svagt og så på ham igen

Jebediahs øjne gled ud over forsamlingen, med spørgene øjne, og søgte tydeligtvis et spørgsmål. Han smilte så, og klukkede et par gange, da de fleste så ud til, enten at have forstået det, eller også var de for chokkerede af hans opvisninger. Han kiggede kort ned imod Dakotah, som så ud til at side og rødme. Han smilte blidt, med et lettere overrasket blik, inden han kiggede rundt på befolkningen igen.
"Okay. Det vil jeg tage, som om i alle har forstået hvad jeg har sagt. Så. Vi fortsætter." Sagde han, og tog et par skridt til siden, ud til kanten af scenen, og slog igen sin håndflade imod lærrede bag ham, og endnu en blitz skød fra hans hånd. Flere billeder af hjælpsommelige hænder, kom op bag ham. En kvinde der bar en killing, og fodrede den fra en flaske. Et billede af de Amerikanske soldater, der hejste det Amerikanske flag, i slutningen af anden verdens krig. Det historiske billede.
"Hvem. Er en bedre fremtids, helte? Hvem har igennem tiden, udført gerninger, der udviklede flest mennesker, eller formede en bedre fremtid, for andre omkring sig?" Sagde han, imens han slog hænderne blidt ud til siderne.
"Dette er fuldstændigt op til jer. Om de soldater i en krig for retfærdighed, eller den lokale Kiosk, der sørger for at holde de unges sukkerbehov under styr." Sagde han, med et venligt smil, af hans egen lille joke. Han rakte så en hånd ud imod det område hvor et par af klassens lære stod.
"Former de unges læremestre en bedre fremtid?" Spurgte han, med et ganske kort, kækt smil, og peggede så ud imod de mange unge mennesker.
"Det kan jeg næsten garantere for, kun ganske få af jer kunne finde på at skrive. Men tænk lidt over det. Hvis ikke for dem. Lærene, generalt. Hvor ville I, de unge, ende? Der er behov for lære, om i lider det eller ej. På det punkt. Må man ofre sig en smule. Det er det næste punkt."
Han slog sin hånd imod lærredet igen, så endnu en blitz slog ud fra denne. Billedet skiftede, til et billede af en Engel, der ene mand, står overfor en hær af Djævle, og Hellbeasts.
"Hvor meget. Skal den enkelte ofre, for en bedre fremtid? Hvor meget, skal en person give for sagen? Hvor meget er det fair, at han sætter sig igennem, for andres fremtid? Social liv? En arm? Ens liv?" For hver af hans forklaringer, foldede han en hånd ud til hver side. Det var tydeligtvis det emne, der mærkede Jebediah mest, da hans lettere lystige ydre, faldt ganske lidt. Han havde selv ofret en del i sin tid, og at høre elevernes indput på dette, ville gøre ham en stor forskel. Jebediah holdt kort en pause, hvor han stirede rundt på de unge mennesker, og nikkede et par gange, imens hans øjne gled op imod uret.
"Tag fem minutter, og så afslutter vi hurtigt, med de sidste praktiske ting." Sagde han, med et par nik mere, og et diskret smil. Han trådte så imod kanten af scenen. Han kiggede kort over sin skulder, imod lærredet, og billedet af Englen. Han klukkede en enkelt gang, inden han trådte ned fra scenen, så han faldt ned på gulvet. Han lænede sig op af scenens kant, og betragtede de unge mennesker, som de gik ud, eller satte sig til at snakke.

Hun så forbløffet op på ham og smilte * fantastisk væsen* tænkte hun og så på sin side mand som var dybt koncentreret. En trykken for hendes bryst bredte sig, men der skete ikke noget endnu. Hun så alle de smukke billeder som han fremkaldte ved at skyde den blitz ud af hånden, meget imponerende syntes de fleste, da de ikke vidste hvilket væsen han var, men Dakotah havde set hans skygge, hvilket resulterede i at man kunne se et vinge sæt. Da billedet af englen dukkede op på skærmen smilte hun for sig selv og så derefter på Jebediah, begge to engle.. Hvad var der lige med hende og så engle? Hun var som besat af disse væsner. Idet han sagde der var fem minutters pause var der mange der gik udenfor, men også andre der blev inde. Dakotah blev inde, da smerten i hendes bryst var blevet værre. Hun satte hånden for brystet og begyndte nærmest at hive efter vejret. Hendes lærer så det og hastede over til hende " DAKOTAH!! Er du okay?" spurgte hun forfærdet idet hun fik hende op og sidde ordentligt igen " Det er her igen.. Det.. Er her inde" sagde hun og bed sig i underlæben af smerte. Læreren så over på Jebediah " Hold lige øje med hende jeg skal over i den anden sektion efter hendes medicin" sagde hun og løb over mod den anden del af skolen.

Jebediah betragtede de mange unge, der forlod salen. Deres fremtid, usikker og ligefrem ustabil. Intet kunne man gøre, for at forberede dem, på den verden de gik imod. Uskyldige, havde ikke mange chancer, i disse dage. Specielt ikke menneskene. De blev jagtet som fluer. Ingen var specielt interesseret i dem, men alle var de ignorante overfor deres eksistens, og deres vigtighed.
Jebediahs øjne, næsten skød imod Dakotah, da hun begyndte at hive efter vejret. Hans bryn formede et bekymret blik, og han betragtede kort læren, der løb imod hende. Da læren var ankommet, begyndte Jebediah også at løbe imod Dakotah. Han stod ved siden af læreren, da hun talte til ham, og han nikkede en enkelt gang, uden at fjerne øjnene fra Dakotah. Hans øjne gled kort efter læren, som hun løb af sted, inden han knælede sig ned foran Dakotah, imens øjene gled tilbage på Dakotahs, og han smilede beroligene på hende.
"Bare rolig. Hun er snart tilbage. Hvad fejler du?" Spurgte han, stadigt med et blidt smil. Han fjernede sin hat, og lagde den på sit ene knæ, imens han lagde den ene hånd på Dakotahs skulder. Hans øjne gled en smule over på hendes sidemand, inden de lagde sig tilbage på Dakotah. Hans læber bevægede sig så kun ganske lidt, imens han hviskede meget diskret.
"Inner Sanctum." Hans hvisken ville kunne kunne høres, af andre end Dakotah, og ham selv. Da ordene var sagt, ville Dakotah føle en varm fornæmmelse omkring hans blide hånd på hendes skulder, som om hans hånd blev varmere. I det han gjorde det, ville han kunne føle hvad Dakotah fejlede, og hvor slemt det var. Lige så, forsøgte han at berolige hendes vejrtrækning, så hun ville kunne trække vejret mere regulært, og almindeligt. Hvis altså det lykkedes.
Da han havde hvisket, og fornemmelsen var gået over, rejste han langsomt sin frie hånd, og satte en finger foran de samlede læber. Han smilte, og lavede en blid tyssende curve over læberne, tydeligtvis ikke interesseret i, andre skulle finde ud af hvad han var, eller hvad han kunne.

Dakotah så på Jebediah og ind i hans øjne " Jeg.. Ved det ikke.. Ingen ved det" lød det fra hende idet hun fik mere og mere ondt og hendes vejrtrækning blev svagere. Hun mærkede hans hånd på skulderen og så på ham med et svagt smil på læberne. Hun håbede ikke læreren kom tilbage inden længe, da hun ville have mere tid til at snakke med ham. Hun hørte hans hvisken og mærkede hans hånd blive varm, langsomt blev hendes vejrtrækning bedre og bedre og tilsidst fuldkommen stabil og smerten i hendes bryst forsvandt. Hun smilte blidt til ham idet han curvede sine læber og tyssede. Hun rejste sig op og gik helt tæt på ham og lagde sine læber op mod hans øre " Bare rolig.. Jeg sladre ikke" hviskede hun og trak sig tilbage idet hun så på sin klasse kammerrat som var lettere chokket " kom med udenfor" sagde hun og så på Jebediah " også dig" sagde hun og tog hans hånd og begyndte og gå stille udenfor med et blidt smil på sine læber. Dakotah havde brug for svar og det kunne ikke gå for langsomt, da hun ville vide hvorfor han hjalp hende. Da de kom udenfor trak hun Jebediah væk for gruppen af mennesker så hun var alene med ham " Hvorfor redede du mig?" spurgte hun og holdte stadig hans hånd, uden egentlig selv at have lagt mærke til det

Jebediah kneb sine øjne en anelse sammen, af hendes manglen på viden, omkring en sygdom, der virkede som noget hun havde haft før. Men da hans magi så ud til at tage virkning, nikkede han en enkelt gang, med et voksene smil. Han holdt hovedet stille, da Dakotah nærmede sig. Han fik en kildrene fornemmelse af nærværden, da han ikke havde regnet med den, men smilte så en anelse støre, af hendes ord, og lænede hovedet tilbage, med et enkelt nik. Han rejste sig langsomt, og betragtede pigen, med et lille smil. Han rejste sit ene øjnbryn, da hun bad ham om at følge med, men fulgte blodt, og smilte med et enkelt kluk, da hun tog hans hånd. Han havde ikke kunne finde, hvad der havde været i vejen med Dakotah, hvilket frustrerede ham en anelse. Inner Sanctum, plejede at vise for ham, hvad dem han hjalp, fejlede. Hvis de overhovedet fejlede noget. Måske var der intet i vejen, men det havde blot været et andfald? Men hvad, det han gjorde, havde hjulpet.
Da de var kommet ud, stoppede han op, og slap blidt Dakotahs hånd. Han rakte ind i sin inderlomme, nettop som hun spurgte ham. Han lo blidt, og smilte venligt til hende.
"Hvorfor? Fordi du stadigt har en fremtid foran dig, hvor du har mulighed for at udfolde dig. Den skal du ikke gå glip af, så længe jeg har noget at kunne sig til det." Sagde han, og lagde blidt hånde på hendes hoved, og ruskede blidt hendes hår. Med den anden trak han sin pakke med cigaretter frem, og holdt den lidt frem, med en pegen fra en finger.
"Og så er de en yndig, begavet og hjælpsom ung kvinde. Jeg kunne skrive en bog med gode grunde, men ikke finde nogen grunde imod det. Har i noget imod jeg ryger?" Spurgte han, og holdt pakken en smule op, med et venligt smil.

Hun smilte blidt over hans ord " udfolde? Pff det kommer nok ikke til og ske efter det der skete for fem år siden" sagde hun og snak den klump hun havde i halsen, hun kunne ikke få sig selv til at sige hvad det var, han måtte selv spørge hvis det var det, så kunne det måske være hun sagde det. Hun himlede kort med øjnene idet han ruskede i det " Helt ærligt Jebediah!" sagde hun med et kækt smil på læben og begyndte og rette på hendes hår efter han havde fjernet sin hånd. Hun rødmede da han sagde hun var yndig,begavet og hjælpsom " Mig yndig? Vil du fortælle hvor det er henne jeg er det?" spurgte hun og nikkede kort da hun hørte om ham spørge om han måtte tage en smøg. Hun kunne jo ikke bestemme om han måtte, det var jo sådan set hans eget valg, hun var jo ikke hans mor. Hun gik tæt på ham og lagde atter sine læber mod hans øre " Jeg sladre kun hvis du bliver ondskabsfuld overfor mig " sagde hun, men trak sig ikke tilbage denne gang, denne gang ventede hun på hans svar " Uha da da Kotah.. Flirter du med ham der giver foredrag?" sagde en dreng fra hendes klasse. Hun trak sig væk og vente sig om og så på ham " Valentine du er bare jaloux over det ikke er dig der er lige så lækker som Jebidiah og jeg ikke giver dig opmærksomhed, men ham i stedet" sagde hun uden så meget som at rødme. Hun lagde armene over kort og skød den ene hofte ud til siden " Og for det andet Valentine.. Så kan jeg bedre lide ham end jeg kan lide dig" sagde hun og så koldt på Valentine som ikke havde noget at sige så han vendte sig om og gik

Jebediah fik et lettere bekymret blik, ved hendes nævnelse om sin fortid. Hvad var der mon sket den gang? Jebediah valgte at vente med at spørge, til et tidspunkt hvor der måske ikke var så mange omkring dem, hvis dette da ville ske. Han lo blidt af hendes reaktion på hans rusken, og rejste sit øjnbryn en anelse, ved hendes nævnelse omkring hans kompliment.
"Nu ikke så beskeden, unge dame." Sagde han, med en kort klukken. Han formede sine læber omkring en cigaret, som han trak op af pakken, for så at ligge pakken tilbage i hans inderlomme. Han trak en lighter frem fra den samme lomme, og skulle til at rejse den, lige inde Dakotah igen nærmede sig hans øre. Han smilte blidt, af den behagelige nærværd. Han smilte blidt, og fjernede cigaretten fra sin mund, med to fingre, der også holdt lighteren, og hviskede stille tilbage.
"Aldrig ville jeg rejse min stemme af en uskyldig. Specielt ikke en, der råder over vores fremtid." Sagde han, og lænte sig en smule tilbage. Han klukkede en enkelt gang, og rejste sin cigaret til læberne igen, og satte en flamme fra lighteren foran, og lod halsen antændes, for så at suge en tyk sky ned i lungerne. Han rejste et øjnbryn, og lod øjnene glide over på Valentine, som han snakkede til Dakotah. Han fnøs blidt, med et venligt smil, inden han lod øjnene glide ned på Dakotah, som hun svarede igen. Han lo så roligt, og rystede kort på hovedet. Han betragtede Dakotahs sving med hoften, og rystede på hovedet, med hans sedvanlige, rolige smil, og lod øjnene glide tilbage på Valentine, som han bevægede sig væk. Han klukkede en smule, og sugede endnu en stor mængde røg ned i lungerne, inden han pustede dem ud imod himlen, for at skåne Dakotah, den passive rygning.
"Det er ikke nemme tider, for jer unge mennesker, i disse tider. Hvis ikke andre er til fare for jer, eller også rakker i ned på hinanden. Håber ikke de tager dem af kommentare, som hans." Sagde han, og nikkede en enkelt gang imod Valentine, inden han tog endnu et sug fra sin cigaret.

Hun så tilbage på ham idet Valentine var væk " Jebediah? kom lige med" sagde hun og tog hans hånd og trak ham væk fra mængden så de andre var omkring 5 meter fra dem. Hun strøg en hånd gennem sit sorte hår og bed sig blidt i læben " Du ligner en der vil vide noget om min fremtid.. Jeg kunne se det på dig sådan som dit blik ændrede sig" sagde hun og stod et stykke væk fra ham " Jebediah.. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.. Jeg har ikke sagt det til nogle " sagde hun g så ned i jorden med et lettere trist blik. Hun kunne sikkert ikke klare at snakke om det, men hun stolede nærmest på ham, eftersom han havde redet hendes liv. Hun så op på ham stadig med et trist blik, hendes øjne var ved at blive fyldt af vand og ville snart briste. Hun så væk og over på de andre for at sikre de ikke kom over til dem " Det der skete for 5 siden... Det var min eks kæreste.. Dog lykkedes det ham ikke, men det var tæt på" sagde hun idet en tåre trillede ned af hendes kinder. Nu var det forsent, hun havde næsten sagt hvad der skete den dag for 5 år siden mellen hende og hendes eks. Hun los sin højre hånd komme op for at tørre tåren væk og gemme hendes ansigt i hendes hænder idet hendes anden hånd også kom op til hendes ansigt

Jebediahs blå øjne, smilede med hans blide blik, og han nikkede et pag gange, og foldede igen fingrene omkring Dakotahs bløde hånd, og fulgte hende. Han betragtede kort folkene de forlod, og sørgede for, ingen fulgte dem, inden han lagde opmærksomheden tilbage ned på Dakotah. Han klukkede blidt af hans åbenlyse nysgerighed, og nikkede et par gange.
"Var jeg så nem at læse?" Spurgte han, med et småligt, diskret smil. Hun var tydeligtvis ikke glad for denne hemmelighed, så hans smilene facade, gled langsomt ud i en trist og lyttene mine. Han gik en smule ned i knæ, for at være en anelse lavere end hende, og så, så afventene på hende.
Han triste mine blev være, og han rystede langsomt på hovedet, med et lavt suk. Menneskenes ondskab, kunne være mindst lige så slem som alle de andre racers. De behandlede hinanden, som rovdyr, uden tanke og overvejelse, omkring andres følelser og smerter. Langsomt rystede Jebediah på hovedet, og lod blikket kort synke. Han fjernede cigaretten fra sine læber, og fik skubbet gløden fra halsen, for så at smide skodet fra sig, og kigge tilbage på Dakotah. Han rejste sine hænder, og tog blidt fadt i hendes håndled, og forsøgte at fjerne dem fra hendes ansigt, så han kunne lægge en hånd på hendes kind, og blidt fjerne en tåre, fra den fine kind.
"Hey.. Dakotah. Det må du ikke lade spolere din fremtid.." Sagde han roligt, og kiggede over på en bænk der var et stykke fra dem. Han rejste sig så igen, og gik baglæns imod bænken, stadigt med den ene hånd, blidt om hendes håndled.
"Kom hen og sæt dig ned." Sagde han, med sin varme og rolige stemme. Hvis hun fulgte efter ham, satte han sig i den ene side af bænken, og tilbød hende at side ved hans side.
"Mennesket har en del af sig, der tiltrækkes af vreden. Denne vrede, kan lede imod had og ødelæggelse. Det må du ikke lade den. I stedet for at lade vreden over denne uregerlige gerning ligge og dulme, så forvandle den til medfølelse. Det var hans svaghed, der ledte imod den gerning. Hav ondt af dette. Jeg ved det lydder mærkeligt, men det sidste du må, er at lade vreden og sorgen overtage. Du har stadigt en fremtid." Hans blide ord, blev formuleret til hans bedste, og han fjernede langsomt hænderne fra hende. Han kunne ikke dulme smerten fra fortiden. Men han kunne forsøge, på sit bedste, at hjælpe hende frem imod en bedre fremtid.