En dag som ligner alle de andre

T: 12:34
S: Søen udenfor Di Morga
V: Solskin med få skyer
O: Træer der svajer i vinden ud over det ellers åbne område

Nogen meter fra søen stod en pige og betragtede landskabet. Hun havde været der så mange gange før og denne dag var bestemt ikke anderledes. Alt var så kedeligt i øjeblikket. Stort set inden mennesker eller andre væsner. Bortset fra de søfolk os sådan der hurtigt fik vandet til at bevæge sig når de nu plaskede rundt nede under vandet.
Hun smilede blidt for sig selv og så op mod solen. Selvom alt var lidt kedeligt var alt jo også helt fint. Den friske vind og nogen enkelte fugle man kunne høre. Hun mærkede en let brise ramme sit ansigt og hendes smil blev lidt større. Hvis der virkelig var noget hun elskede var det vinden. Det at mærke den mod sin bare hud og hvordan den tog fat i ens hår så det bølgede i vinden.

Fricai stod i skovbrynet og kiggede ned mod søen. Vejret var godt og hun kunne mærke livet omkring sig, lige fra de små myrer til de forskellige væsner der sad og nød solen nede ved søen. Hun overvejede lidt om hun ville gå og sætte sig eller om hun bare ville observere lidt endnu. Hun endte med det sidste. Hun nød at være den der havde overblikket og som elver var hun jo også vandt til at der ikke altid behøvede at ske noget. Hun satte sig ned op af et træ hvor hun havde god udsigt over hele søen og de personer der sad dernede. Hun lod hånden kører igennem græsset og lod tankerne flyve igennem hendes hjerne imens fuglene sang en fin melodi der ikke kunne andet end at skabe ro i sindet. Det var en god dag

Naina så sig omkring. Stadig ingen. Hun begyndte at gå med lette skridt ned til søen. Det så nærmest ud som om hun bare svævede, men kun fordi hun brugte luften til at føre sig frem så hun kunne spare energi. Hun så sig rundt igen. Af en eller anden grund syntes hun at hun så en et stykke derfra. Hvem kunne det mon være? Hun tog sig ikke mere af det, men så ned i søen i stedet. Måske skulle hun tage en flyvetur eller noget i stedet? Bare for at nyde den friske luft. Frisk luft var altid noget man kunne bruge og den var renere oppe over skyerne. Dog gad hun heller ikke have problemer med diverse andre som måske også svævede rundt deroppe. Hun trak blot på skuldrene og rejste sig op, mens hun så op i himlen. Vejret var dejligt klart. Men måske heller ikke det ideelle flyvevejr? Hun rystede blot på hovedet. Man kunne jo altid bare gøre det til det ideelle flyvevejr.

Fricai fokuserede blikket på pigen der gik nede ved søen. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til hende før, men der var heller ikke den mindste lyd når hun bevægede sig. Da Fricai kiggede nærmere efter kunne det nærmest se ud som om hun svævede. Det måtte være en eller anden form for luft eller vind kontrollerende væsen. Spørgsmålet var bare hvad, der var så mange forskellige folk efterhånden at man aldrig kunne være helt sikker på hvem og hvad man havde med at gøre. Nogle kunne jo også forvandle sig så selv udseendet kunne snyde. Dette ligne dog ikke en forvandling eller nogen der pludselig ville forvandle sig for øjnene af hende. Det ville bare være et spørgsmål om tid og tålmodighed, så skulle hun nok finde ud af hvad det var hun observerede, hun havde trods alt ikke noget bedre at tage sig til lige nu. Hun rykkede på lidt grene så hun lettere kunne ses fra søen, hun havde lært at folk nok skulle komme til en hvis de havde lyst, og at man ikke bare selv skulle komme rendende som en galning uden at have fået et tegn om at det var i orden. Det havde hun lært helt fra hun var helt lille både af hensyn til sikkerhed, men også almen opdragelse for hendes race.

Naina så lidt ned i søen. Den plejede altid at være så stille. Ja det her lignede virkelig en dag som alle de andre. Hun drejede hovedet. Hun kiggede åbenbart stadig på hende. Enten så lignede det bare at hun så hen imod hende eller også så gloede hun direkte fornærmende på hende? Dog regnede hun ikke med det sidste da det bare ville være for mærkeligt. Hun så sig lidt rundt igen. Ingen andre. Hun havde tænkte sig at nå til bunds i denne her sag og det ville den forhåbentlig blive inden længe. Hun gik med svævende skridt hen imod pigen. Hun så ud til at være ret ung alligevel, men dog ældre end hende selv måske. Hun stoppede et stykke fra hende og betragtede hende i lidt tid inden hun begyndte at sige noget. "Er det en flot udsigt?" Spurgte hun hvorefter hun sendte hende et venligt smil. Hun havde aldrig i sinde at blive sur over sådan noget og desuden var den bedste indstilling at være positiv på livet.

Pigen satte i bevægelse igen. Fricai sad tilpas og stille imens den fremmede svævede imod hende. Jo det måtte være noget med vind, ingen andre ville kunne bevæge sig på den måde, for det var ikke svæven som havde man vinger, nej det var den svæven der kom når man styrede luften omkring sig og brugte den som fremgangsmetode. Fricai blev ved med at kigge blidt på igen i mens hun kom nærmere og nærmere, hun ville altså gerne i kontakt med nogen, så ingen problemer der. Pigen var nu helt henne ved hende og startede selv samtalen. Fricai besvarede spørgsmålet med et lille nik, og lod så blikket flyde ud over den blanke sø. Søen var nogenlunde roligt, og det var vel hvad man let kunne kalde en god udsigt. Hun spottede et smil på pigens læber, et smil som viste glæde og ikke had. Fricai rykkede lidt til siden og gjorde plads til at der kunne sidde to. Hun lavede en håndbevægelse der indikerede at pigen kunne sætte sig hvis hun havde lyst, hun sendte også selv et smil tilbage, for man kunne lige så godt være venlig og hun havde på ingen måde et had til den fremmede, så et smil ville på alle tænkelige måder passe godt ind her.

Hun betragtede hendes håndbevægelse og så lidt på hende i noget tid. Af hvad hun tydeligt kunne se var hun elver. De spidse ører og det smukke ydre kunne ikke være så meget andet. Hun vrængede kort på næsen, men satte sig så. Hun vidste ikke helt om det var en god idé. Hun vidste elver ikke brød sig særlig meget om dæmoner af hvis alt var som det plejede og hvorfor skulle det pludselig ikke være det?
Hun så lidt mod søen, men lod så blikket glide over de åbne græsarealer. "Kommer du her tit?" Spurgte hun for bare at få et eller andet ud af hende. Hun havde kun fået et nik og lidt himstregims bevægelser indtil videre så hun vidste ikke helt om det var fordi hun gjorde sig klar til at angribe hende eller også var hun bare ikke særlig begejstret, hvis hun havde spottet at hun var en dæmon. Desuden vidste hun heller ikke selv hvor godt hun kunne li hende som hun nu efterhånden var ret sikker på var en elver. Hun stolede ikke på den slags væsner på grund af deres had. Hun vidste at alle ikke var ens, men hun havde lært at man skulle være forsigtig med alle man var sammen med og ikke kendte særlig godt. Selv ens venner kunne vende en ryggen på et tidspunkt.

Fricai smilte muntert videre da pigen satte sig ved siden af. Hun kunne tydeligt se at pigen ikke var helt tryg ved situationen, men det var jo en ting kun hende selv kunne overvinde. Tryghed var ofte en vanskelig ting, og det kunne hurtigt blive farligt hvis man kastede om sig med tillid. Pigen talte igen og Fricai svarede, nærmest syngende "Jeg kommer her nogle gange, men ikke så tit. For det meste holder jeg bare til i skoven, det er også der jeg har det bedst. Hvad med dig selv? Kommer du tit her?" Nu var samtalen da igang, de skulle nok blive hyggeligt at have en at snakke med, hun havde jo også stadig en indre mission, hun skulle finde ud af hvad pigen var. Hun havde godt nok en anelse om hvad hun kunne være, men hun kunne jo ikke være helt sikker før pigen selv sagde det, og ikke engang der kunne hun være sikker på at høre sandheden. Fricai havde dog en fornemmelse af at hun ville få sandheden af vide hvis hun spurgte, men det ville sikkert også gøre pigen mere utryg, hun ville derfor vente lidt med at komme ind på det, og måske ville det endda komme helt af sig selv. Det var da set før at en samtale helt af sig selv var kørt i den retning man ønskede og hvis den alligevel skulle tage en anden retning kunne man altid hjælpe den tilbage på det rette spor. Men om den ville gøre det kunne kun tiden vise, og tid havde hun rigeligt af. Hastværk er lastværk havde hendes mor altid sagt.

Hun så på hende i noget tid, men drede hovedet da hun kunne se at hun skulle til at kigge hen på hende. Hun blev dog lidt overrasket over at hun sagde noget. Og dog så meget? Så hun kunne altså tale. Hun så ud mod søen. "Man kan ikke ligefrem kalde det tit. Jeg nyder da at være her, men alligevel lidt for åbent" sagde hun og så op i himlen. En fugl fløj forbi deroppe. Det lignede enten en falk eller bare en almindelig fugl. Dig fløj den med mere ynde til at det nok bare var en almindelig solsort eller noget. Det var den også for stor til. Hun savnede faktisk at komme op i den helt tynde og friske luft. Føl vinden under sine vinger, mens man følte sig tusind gange mere i live. Eller hvad man nu skulle kalde det. Hun så hen på elveren igen. Gad vide hvor den her samtale skulle føre hen. Hun havde på fornemmelsen at denne elver ikke havde i sinde at snakke særlig meget. Og nogen gange havde de det også med at snakke i total volapyk så det var umuligt at forstå. Det var i hvert fald hvad hun mente. Elver var som regel kun nogen som var ude på at skyde hendes slags ned med sin bue og pil. Men det kom vel også lidt an på om det var en lys elver eller sort elver. Sort elveren ville i hvert fald helt sikkert gøre det uden nåde. Derfor var det risikabelt at være på himlen når der ikke var særlig mange skyer. Men hvis det var kunne hun jo altid bare finde ud af det og så lade der blive skyer?

Fricai forstod fuldt ud hvad hun mente med at her var for åbent, for det var her. Man kunne blive set fra stort set alle vinkler og samtidig selv ikke have den mindste ide om at man blev overvåget. Der havde hun det selv bedst inde i skoven hvor der altid var et træ man kunne stå bagved eller en gren man kunne gribe fat i og forsvinde op i trekronerne. Pigens blik gled pludselig op af, Fricais fulgte med. Det var let at se hvad det var hun så på. En flot falk var lige kommet til syne og fløj nu forbi højt over dem. Den var smuk. Alle dyr var sukke, men der var nu alligevel et eller andet ekstra over de dyr der fløj. Der lå en frihed i at man kunne bevæge sig som man ville, og ikke kun fra den ene til den anden side, men også op og ned. Falken forsvandt ud i horisonten og Fricai kiggede igen på pigen "Smukt, ikke sandt?" spurgte hun, bare for at se om de havde det samme syn på naturen.

Hun betragtede falken indtil den næsten ikke kunne ses mere. Hun så på elveren hun stadig ikke vidste hvad hed da hun talte til hende igen. "Jo meget" sagde hun og smilede blidt til hende. "Nogen gange ønsker man selv at flyve sammen med dem" sagde hun stille, men hendes stemme lød alligevel lys og stadig blid. Hun havde altid haft sådan en stemme. Hun syntes selv den lød okay, men alting lød jo også anderledes i ens hoved så hun vidste faktisk ikke hvordan hendes stemme lød. Det var jo ikke fordi hun kunne komme ud af sin krop og så stadig kunne tale til...sig selv? Nej det ville bare være for mærkeligt. "Hvad hedder du egentlig?" Spurgte hun og så på afventende på hende. Hun kunne faktisk ikke lade være med at smile i øjeblikket. Selvom det ikke altid var til at se var hun i strålende humør lige nu. Måske havde falken der fløj forbi hende en virkning på hende? Hun havde ikke rigtig prøvet det før, eller havde hun? Hun havde aldrig tænkt over det før nu, så måske havde hun. Hun var i hvert fald glad når hun kunne sprede sine vinger og bare føle sig fri oppe i den friske luft.

Fricai lyttede til hendes svar og nikkede smilende til detaljen med selv at kunne flyve. Jo det ville da sikkert være fantastisk, men hun vidste at hun var skabt til at gå på jorden, måske lige med undtagelse af når hun var i træerne. Dog havde hun prøvet at flyve. Det var for mange år dybt inde i skoven, og som det er med dybe skove bliver dyrene større jo længere man kommer ind, det samme galt også for fuglene... Det var en oplevelse hun sent ville glemme... Hendes tankegang blev afbrudt da pigen talte igen, hun havde kort glemt at hun ikke sad der alene. "Fricai er mit navn, dog ikke mit sjælenavn, hvilket du nok heller ikke ville regne med at få af vide, og dit navn?" Fricai så blidt på pigen imens hun ventede på svaret. Hun havde ofte haft en vane med at tænke for meget over tingene, og nogle gange var det bedst bare at holde disse tanker for sig selv, men hun kunne dog ikke nære sig for at komme et par detaljer fra hendes tanker når hun talte med folk. Inderst inde kunne detaljen med sjælenavnet jo være lige meget, men sagt var sagt og det ville da give en lidt længere sætning end bare at sige dit navn.

Hun så hen på hende, men smilede så mere drilsk. "Tja du vil jo ikke fortælle mig dit rigtige navn så hvorfor skulle du have en chance for at vide mit?" Spurgte hun med et let smil siddende på sine læber. Hun nød nogen gange at drille folk lidt. Det tog det jo heller ikke skade af. Medmindre de havde et eller andet depressions problem eller noget. Hun vidste ikke om elevere var til at lade sjov med, men ellers var de da i hvert fald nogen kedelige skabninger. Måske derfor de ikke brød sig så meget om dæmoner?

Fricai trak på smilebåndet, hun kendte nok ikke til sjælenavne ellers havde hun ikke reageret sådan. "Jeg kan ikke fortælle dig mit sjælenavn af flere grunde. For det første kender jeg det ikke engang selv, for det andet er det en ting vi elvere, samt andre skabninger altid holder for os selv hvis vi nogensinde finder ud af det. Hvis vi vælger at dele det med nogen er det kun med de nærmeste af de nærmeste, hvor kender du en persons sjælenavn har du den fulde kontrol over dem" sagde Fricai forklarende. Hun vidste ikke om dette overhovedet ville interessere pigen, for det var kun de færreste racer der gik op i alt det med sjælenavn, elverene var en af dem og Fricai var ikke helt sikker på hvem der ellers gjorde, måske mennesket? Det kunne også være lige meget, de fleste andre racer havde bare deres fødselsnavn og det var det.

Hun så hen på hende. Hun lyttede skam til hendes forklaring og forstod det meget bedre nu. "Aah på den måde" sagde hun og smilede drilsk til hende. "Jamen mit navn er så Naina" sagde hun med et lige så drilsk blik som hendes smil. Hun kunne mærke livsglæden og det gode humør stige hende til hovedet. Dog gik det ikke hun blev for glad for så kunne hun ikke modstå at lette og bare flyve rundt sammen med fuglene. Dog havde hun aldrig rigtig prøvet det da de altid flygtede fra hende da hun jo var meget større end dem selv. "Men hvorfor så overhovedet ha et sjælenavn hvis man måske aldrig selv kommer til at vide det?" Spurgte hun og forstod det ikke helt. Hvorfor have et navn man ikke engang selv kender til? Det var da åndssvagt. I hvert fald i hendes ører.

Fricai smilte det var vel kun godt hvis hun havde forstået. Naina. Det navn havde hun ikke hørt før, men det var et godt simpelt navn, let at huske og hverken for kort eller for langt. Fricai lod mærke til at Naina pludselig så så utrolig glad ud, hvad var mon skyld i denne kæmpe portion lykke der bare blev ved med at stige og stige?
Og så alligevel. Hun havde vidst ikke helt forstået det alligevel, men pyt med det, det var ikke ligefrem en let ting at forstå, men Fricai ville da gøre sit bedste for at hun forstod det alligevel. "Jo ser du. Det er ikke noget man vælger at have, det har man bare. Alle væsner har et sjælenavn eller sagt på en anden måde, deres sande navn. Det er ikke blot navne som Fricai og Naina, sjælenavnet forklarer hvem, hvad og hvordan personen er, og det er derfor det kan give andre så stor en magt over dig hvis de kender dit sjælenavn. Nogle kan bruge et liv på at finde deres sjælenavn, nogle gider sletikke forsøge. Men hvad jeg har hørt kan det pludselig komme helt af sig selv, men først når du kender og forstår dig selv fuldt ud" Hun var ikke helt sikker på om Naina forstod det, men det var da en start og så kunne hun altid stille flere spørgsmål hvis der var mere hun skulle have uddybet. Det var nok også en stor mundfuld at få på én gang. Personligt havde Fricai bare lært det i løbet af sin opvækst, stykke for stykke, med lidt information af gangen.

Hun lyttede fortsat til hende og nikkede med enkelte mellemrum som tegn på at hun forstod det. I hvert fald mere eller mindre og at hun også lyttede. "Hmm jamen har du så prøvet at søge efter det?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste jo ikke om hun var en af dem der søgte efter det eller om hun håbede på at det kom helt af sig selv. Hun kunne ikke tænke på sig selv som at hun havde et sjælenavn. Slet ikke når hun aldrig havde hørt om det. Men det var måske kun elverne? Hun vidste det ikke, hun forstod det godt nok ifølge hende selv. Men det var heller ikke alle ting hun forstod. Faktisk langt fra. Nogen gange skulle man tro hun var fra et helt andet sted. Men alle var jo fra forskellige steder.

Fricai havde en fornemmelse af at Naina nogenlunde forstod hvad hun talte om, men stadig ikke forstod det fuldt ud, det havde Fricai dog heller ikke regnet med at hun ville. "Nej ikke rigtig. Jeg er trods alt stadig ung, i hvert fald efter vores levealder, men det kan da være at jeg en dag vil lede efter det, hvem ved, men den dag er ikke nu" Fricai kiggede tænkende på Naina, hun kunne se at hun havde fået sat en masse tanker igang inde i hendes hoved, men tanker gjorde vel aldrig noget, det kunne ligefrem være sundt at tænke hvis man bare så på det fra det rigtige synspunkt. Fricai tænkte selv lidt over det, hun havde ikke den fjerneste anelse om hvad hendes sjælenavn kunne være og hun mente endda at kunne huske noget om at det kunne ændre sig hvis en person kom ud for et stort personlighedskift eller lignende, dette ville hun dog ikke til at bekymre Nainas hjerne med da det så ud som om hun havde problemer nok med bare at rumme den information hun allerede havde fået

Hun kom til at grine lidt over det hun sagde. "Nej for hvis det var nu så ville du ikke være her" sagde hun drilsk og smilede blidt til hende. Hun hade aldrig troet at skulle komme til at snakke med en elver, men her sad hun alligevel. Og så endda ved siden af en. "Så...du går altså meget op i skoven?" Spurgte hun og så afventende hen på hende for at høre hvad hun ville svare. Ja selvfølgelig. Man stillede jo ikke et spørgsmål og så bare så den anden vej for at være koncentreret om en lille bille i stedet eller noget. Desuden ville det også være yderst upassende og uopdragent. Men dog var Fricai som elveren åbenbart hed en der nok var mere opdragen end hende selv da hun ikke lige altid tog hensyn til andre. Nogen gange havde man altså også lov til at være egoistisk.

Fricai lyttede til hendes fine pointe, men hævede dog et øjenbryn over det efterfølgende spørgsmål. "Om jeg går meget op i skoven? Det er mere et hjem end en hobby. Jeg er født og opvokset blandt træerne som var de mine venner og jeg har lært at respektere naturen lige fra første gang mit hjerte begyndte at slå. Jeg ved ikke om man kan sige at jeg ligefrem går op i den, men jeg holder af den, respektere den og ser den som mere end en masse træer samlet på et sted" Hendes tanker fortsatte lidt efter hun havde stoppet med at tale. At træerne var hendes venner var nok den bedste forklaring hun kunne give, for hun tvivlede på at Naina ville forstå hvordan elvernes egentlige forhold var til naturen. I forhold til andre racer kunne man vel godt sige at elverne var et med naturen og alt det levede i hende. Sådan følte Fricai i hvert fald at det var. I et med livet omkring hende.

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over nogen af de ting hun fortalte, men tog det skam helt alvorligt. Hun forstod bare ikke det med at træerne ligefrem kunne være ens venner. Og dog. Det kunne hun vel godt. Ligesom jorddæmoner vel havde træerne som venner så kunne man vel også kalde vinden og luften for hendes ven? Den hjalp hende i hvert fald meget og gav hende styrke. Så når hun havde tænkt mere over det kunne hun godt se hvad hun helt præcist mente. "Så du føler dig nærmest i et med skoven?" Spurgt hun med et blidt smil. Hun regnede med at hun svarede ja da alt andet ville få hende til at blive endnu mere forvirret. Men man kunne nu heller ikke stole på de elvere. De kunne sikkert finde på en mase ting og så til sidst stikke en pil i hjertet på hendes race. Hun brød sig ikke om tanken. Men sådan havde det været i lang tid.

Fricai sad fortsat i sine tanker da Naina lige pludselig selv kom ind på det hun tænkte på. Så kunne hun åbenbart sagtens forstå det. Fricai kunne ikke lade hver med at trække lidt på smilebåndet og svarede "Ja, det kan man sagtens sige, og det er også den bedste måde at forklare det på" Hun studere Naina kort og valgte så at hun lige så godt kunne lære lidt om hende nu de var inde på emnet "Hvad med dig, har du også nogle ting hvor du føler at de er en del af din krop og sjæl? Det er jeg næsten sikker på du har... Og hvis jeg ikke tager helt fejl er du meget glad for vinden?" Fricai var næsten sikker på at hun havde ret. Den måde Naina lod sig bære af vinden, og den måde hun havde studeret fuglen på var ikke til at tage fejl af. Hun havde en eller anden form for bånd med vinden. Fricai så afventende på Naina, og så frem til at se om hendes iagttagelser havde været korrekte.

Hun så på hende. Det var som om de begyndte at forstå hinanden noget bedre efterhånden som de talte med hinanden. Dog vidste hun ikke hvor smart det var at komme ind på for meget. Hvis hun måske fandt ud af at hun var en dæmon kunne det enten være hun skred eller prøvede at dræbe hende. Hun så stille på hende da hun spurgte ind til med hende. Hun så lidt rundt for at finde ud af hvad hun skulle sige. Ja hvad skulle hun sige? Ja jeg en dæmon som kan kontrollere luften? Nej det ville ikke fungere. I hvert fald ikke det med hendes race. Hun tog en dyb indånding og så ud i horisonten. "Ja det kan man godt sige" sagde hun og smilede blidt til hende" Jeg kan kontrollere luften som var det en af mine egne legemsdele. " sagde hun stille og vidste ikke om hun allerede ville vide var hun nu var ud for det. "Jeg har kunnet det lige siden jeg blev født, men fandt først ud af det da jeg var lidt ældre" sagde hun og så hen på hende med et mere akavet og usikkert smil. "Så derfor føler jeg mig forbundet til de fleste steder. Så længe der er en brise og man kan bevæge sig frit føler jeg mig hjemme" sagde hun og så lidt ned. Hun vidste ikke om hun sagde for meget. Eller hvor klogt det var bare at sige det her. Men nu havde hun altså gjort det.

Fricai ventede tålmodigt på at Naina ville svare på spørgsmålet. Hun gav hende god tid da hun selv vidste hvor svært det kunne være at forklare ting som for en selv forekom helt naturligt, men som ville være nyt og fremmet for den man forklarede det til. Da Naina begyndte sin forklaring sad Fricai helt stille og lyttede imens hun vendte tingene i sit hoved. Naina var, som hun havde tænkt sig til, en form for luft kontrollerende væsen. Men med sådan en kontrol var det begrænset hvilke racer du egentlig kunne komme fra. Kunne Naina være..? Hun stoppede sine egne tanker. Det kunne hun ikke være sikker på endnu, og havde hun ikke altid fået a vide at de ikke altid var til at stole på? Men på den anden side havde hun også lært at man ikke skulle dømme nogen før man lærte dem at kende, og Naina virkede da rar nok. Desuden hvis Naina viste sig at have en eller anden form for "ond" plan, så var Fricai da ikke ligefrem forsvarsløs...

Hun så stille på hende. Hun kunne ikke li at hun intet sagde overhovedet, men huk gik ud fra at hun bare tænkte. Dog kunne det jo altid godt være at hun var ved at lægge en eller anden plan oppe i sit hoved hvordan hun nu ville fange hende. For hvis elevere var så kloge som hun havde indtryk af så havde hun nok allerede fundet ud af hvad Naina var. Der var jo heller ikke så mange muligheder. Hvis hun havde kunne ild var der flere muligheder, men hun kendte faktisk selv kun til dæmoner som kunne kontrollere luften. Hvilke andre væsner skulle der ellers være. Hun regnede med at Fricai snart ville gå da hun så havde fundet ud af det hele. Nogen væsner kunne bare ikke sammen. Sådan var naturen vel?