Give you my all.

Sted: Kirkegården.
Tid: Omkring klokken 22:00, as always...
Omgivelser: Charlie og hvad der ellers befinder sig sådan et sted.
Vejr: Stille blæst, regnvejr og mørk himmel med nogle få stjerner fremme.
Privat emne med Titan.

De fleste havde vel betrådt sine fødder på det sted som folk kaldte for kirkegården der havde en kold jord med sig, visne blomster og andre ting som folk havde smidt ved deres kæres gravsten. Hendes bror havde stadigvæk sin egen grav, men denne gang var hun ikke kommet for at besøge ham. Selvom man ellers skulle tro det...

Hun var bare ankommet til kirkegården fordi hun havde fået lyst til at udforske stedet, mens at hun gik i bare tær og var som altid iført sin sorte deltaljerede kjole der havde en flot kavalergang. Kjolen gik ned til omkring hendes knæ, ellers havde hun ikke noget udover. Hendes lange lyse/blonde hår sad lyst ned langs ryggen, mens at pandehåret sad tilfældigt til den ene side. Hun havde lidt sort make-up omkring øjnene, det var dog ikke overdrevet. -

Denne unge vampyr kvinde hed Charlie, og hvis man kiggede rigtigt efter bar hun også et halsbånd rundt om halsen som var et tegn på at hun var en slave; hun havde sin egen herre som hun så op til. - Men den ene aften havde hun besluttet sig for at gå ude i verden alene, mens at hun kunne mærke de små grene og hvad der ellers lå på jorden under fødderne. Det gjorde ikke ondt, da hun ikke fik den smerte som hun burde få når hun var en vampyr. En af nattens børn, mens at hun havde en af de højeste rang. Charlie var nemlig en fuldblodsvampyr; et lille smil dukkede op fra overfladen mens at hun gik rundt på kirkegården og nød den stilheden som drog hen over hende.

Mørket havde lagt sig over kirkegården som den havde lagt sig over resten af området. Indhyllet alle i et sort, tungt tæppe. Stjernerne var de eneste der brød igennem dette. Selv månen var væk. Det var juli, sommer, men dagen havde været trist og grå. Aften ligeså. Det regnede, og en let vind fik bladene på de spredte buske til at hviske. Rystede dråberne af.
Jorden var fugtig, våd nok til at begrave lydende af mulige skridt, men ikke nok til at lade spor synke ned i dens overflade. Skyggespillet, der opstod når stjernelys og skygge mødtes var så godt som ikke eksisterende.
Det var nemt at falde i med det omkringliggende mørke.

Personen gjorde det, så let som ingenting.. Drog nytte af omgivelserne, og fik evnerne til at udeblive. De skulle gemmes. Personen drejede ind mellem to gravstene, og forsatte frem, som en uset skygge.
Søgte dernæst til højre, forlod de grå sten og forsatte frem mod de næste i rækken.
Personen søgte noget. Kendte stedet, uden overhovedet at kende til det, men fulgte blot sit fremdrivende instinkt, der lå på grænsen til det absurde. Men kvinden havde ikke løjet. Det vidste denne skabning. For han havde selv set det i hende. Det havde lyst ud af hendes øjne længe før hun havde fået ord ud over det forbidte læber. Det var her.

Det ironiske var blot, at det var på kirkegården at personen skulle søge. I guds baghave. Han drejede atter ind mellem to gravsten, krydsede over en sti og sikrede sig, at de var alene. Stadig uset gennemgik han de sparsomme informationer, der stemte overens med hvad han nu så. En kvinde. Lyshåret. Alene. Der var ingen, og kvinden havde ikke løjet. Det skulle findes her.

Uden ord eller lyd forsatte han det sidste stykke, lydløs som en kat, frem til meterne var tocifrede. Stoppede så, afventende.
Hun ville ikke vide hvad han var, eller hvad han kom for. Han ville vide det. Han ville træde ud af mørket, og få det ud af hende. Det som hun ikke selv kendte til. Hende, pigen. Med kjolen.
Det var hende han var kommet for.

En mindre oprigtig latter kom fra Charlie, hendes strube som hun besad da hun fortsatte med at vade igennem kirkegården, mens at hendes hår blev mere våd af regnen, som ikke just irriterede hende.
Der gik ikke ret længe før at hun kunne mærke det at hun ikke længere var alene og opdagede efterhånden også en skikkelse inden for hendes rækkevidde. Hun stoppede op med det samme og kiggede en smule ned af sig selv, mens at hun fortrak sin ene mundvige i et mindre lusket smil.

"Giv dig til kende.. og sig mig dit navn" beordrede hun.. uden helt at komme med en hård tone i stemmen mens at hun stadigvæk mærkede regndråberne som faldt ned fra himlen. Langsomt blev hendes øjne røde, så hendes naturlige øjenfarve forsvandt, det var ikke fordi hun var sulten, men af og til kunne hun bare ikke styre det..
En smuk aften.. Det var så sandelig en smuk aften, da hun elskede dette vejr om ikke andet kunne det godt blæse noget mere, som den svage blæst tog fat i nogle af hendes hårtotter.

Hun kunne mærke den kolde aura fra personen, auraen som mindede meget om hendes egen og hun havde ingen tvivl om at personen var en vampyr. Dog ventede hun alligevel på at hun ville få et svar.

//beklager længden//

I samme øjeblik hendes stemme genlød i det, der for menneskeøjne ville være nær komplet mørke, trådte vampyren frem. Smed nattens kappe af sig et øjeblik. Det var en fejende og let bevægelse, som kunne sammenlignes med det at svæve. Som rørte skabningen ikke den fugtige jord, men holdt sig oppe af den lette vind.
Tøjet var sort. Overraskende neutralt og simpelt. Ingenting af interesse var til at finde med det blotte blik. Ansigtet var udtryksløst. Svaret lod vente på sig, og imens tillod Titan sig, at betragte personen lidt nærmere. Skæbnen havde udvalgt denne, som kvinden havde gjort det. Sulten var heldigvis stillet.

”Navnet har ingen betydning.” Lød en rolig, slangeskindsblød stemme. Vampyren havde ikke så meget som åbnet munden. Og alligevel lød stemmen klar og tydelig. Dræbte hver en unødvendig lyd.
Igen denne svævende bevægelse mod hende. Fremad. Langsomt skrånende mod højre. Han ville forsvinde ud af hendes synsfelt, hvis hun ikke valgte at dreje hovedet. Titan forsatte denne lette elegance, i det ordene atter forbød hver en anden lyd at finde sted.

”Du har noget, jeg har brug for..” Lød den. Munden havde endnu ikke rørt sig, men forblev lukket. En streg på det bare ansigt. ”Du har noget, som jeg skal have..” Stemmen var endnu rolig. Lokkende og spindende. Beroligende og alligevel krævende. Uden direkte at være fjendtlig..
Titan forsatte med at cirkulere lydløst om hende. Konstant mellem stjernelys og skygge. Indhyllet i mørke, som selv en vampyr ville finde svær at se igennem. Som et synsbedrag. En skygge. Udvisket og dog så tydelig. Stemmen tav. Lod ordene finde vej til hendes indre, og bosætte sig der. Evigt hviskende.

Så stoppede han. Vampyren. Atter foran hende, lige så svævende som før. Lige så udtryksløs. Afstanden var stadig tilpas stor til at ingen af dem ville kunne nå hinanden.
Så skiltes de tynde læber sig, og Titan afslørede hvad han nu havde tænkt sig at gøre. Lod først nu den synlige stemme komme i brug, som resultatet for de foregående usete.

”Noget jeg nu er kommet for at tage..”

Af en eller anden grund kunne Charlie ikke forstå hvad der foregik i første sekund da hun kunne høre nogle ord dukke op inde i sit hoved. Normalt havde vampyrinden også den samme holdning: Navnet havde ingen betydning. Det kom an på om hun selv ville møde personen igen som hun stod overfor, mens at hun også så den fremmed interessant og tiltrækkende? Hun lagde sine hænder op på hvert sit øre da hun troede at hun var ved at blive sindssygt.. Vampyrinden lagde så godt nok ikke skjul på det, hun var sindssyg i forvejen, alt det som var sket for hende, gjorde at hun for det meste glemte at hun var en fuldblodsvampyr. Der var ingen som havde brug for noget af hende.. Ingen. Medmindre at man vidste at hun var en slave og at det så kunne hjælpe dem på en måde, uden at hun selv vidste det. "Hold mund.." kom det fra det hende, mens at hun gik en smule ned i knæ.. hvad ellers skulle hun sige, hvad ellers kunne hun gøre for at dette ville stoppe?
Hvis hun stadigvæk var et menneske ville hun trække vejret tungt, men ej det var et dårligt tidspunkt at tænke tilbage på fortiden, det kunne alligevel ikke hjælpe nogen og ikke engang hende selv. Hun kunne mærke at der var noget som bevægede rundt om hende, men hvad det var.. lød som et godt spørgsmål end til at det nu trådte frem og en skikkelse stod foran hende.
"Hvad.. har jeg som du har brug for?" Det undrede hende at der var noget som kunne interessere ham? Charlie lod hurtigt sine øjne glide rundt en omgang, inden at hun kiggede på ham igen. "Når du ikke vil give mit dit navn.. så sig hvad du vil..!" lød det så fra hende, med en hård tone i stemmen, mens at hun knyttede sin ene hånd og skulle til at slå ham, give ham en svingende lussing, men han var nok hurtig til at kunne standse hende. - Hun ventede blot på et svar, eller nogle svar, da hun var et forvirret væsen.

Selvom Titan stod stille, ikke langt fra hende, var det som om han flakkede i det ikke eksisterende månelys. Som om blæsten, der let huserede området fik ham til at stryge frem og tilbage, få centimeter over jorden. Umærkeligt og samtidig helt tydeligt.
Hun var tydeligvis forvirret. Og trods stemmens ellers bløde og beroligende tone, bekymret. Idet hun krævede svar, uden egentlig at kunne kræve det, lod vampyren to mørke, på grænsen til det sorte øjne, se på hende. Se ind i hende. Fæstnede blikket til hendes.
Blikket var tømt for lys, og bundløst. Fangende, fascinerende og dog så skræmmende. Som så han virkelig ind i hende. Igennem hendes skjold og facader, og dybt ind i sjælen.
Eller der hvor sjælen engang havde befundet sig.
Atter engang lod han den synlige tale komme i brug, velvidende at hans usete snak forsat skabte ekko og forvirring i hendes indre.

”Jeg vil starte med se på dig. Se ind i dig.” Forklarede han med ubarmhjertig ro, i det han tog hendes sidste spørgsmål helt bogstaveligt. Forklare hvad han ville. Som en læge, der skal give patienten besked om det indgreb denne vil udføre.
”Jeg vil skaffe mig vej til dine inderste tanker. Der hvor også minderne og personligheden gemmer sig. – Her vil jeg tvinge mig adgang til alt. Knuse enhver forsvarsmekanisme du vil sætte i spil, og for hver forsøg du vil gøre, for at lade mig udeblive af dit hoved, af dine dybeste hemmeligheder og gemte minder, vil jeg øge smerten..”

Han tav et øjeblik. Med en ro, kun et umenneske kan præstere. Mon hun ville forstå denne information? Mon hun ville nægte at forstå, overse det faktum, at han allerede nu så på hende. At han allerede nu søgte vej mod det, som en hver person skjulte.

”.. Du alene bestemmer hvor smertefuldt og langsomt det skal være” Lød det fra munden, på det udtryksløse ansigt… ” Men lige meget hvad vil jeg tage det.. Det vil du aldrig kunne forhindre”

Vampyren stod stadig ude for hendes rækkevidde, hvilket betød at hun ikke havde mulighed for at slå eller sparke ham, eller på anden måde røre ham. Hvis hun alligevel ønskede det, krævede det at hun trådte nogle skridt frem.
Og hvem ville frivilligt træde ind i skyggernes arme, hvor skæbnen kun snakkede om død?.

Dette var hans stemme hun kunne høre, ikke længere en masse ord som bare strømmede ind i hendes hoved, men der var stadigvæk noget mellemrum imellem dem til at hun kunne skimte ham.
"Hvis du skal have tilladelse til det.. vil jeg have noget for det" - Hun ville ikke lade en fremmed give lov til at kigge inde i hende og få alle hendes informationer, alt det som hun kendte til også videre. Det var privat... så privat at manden nok ikke fattede at hun sikkert alligevel ville stride imod. Hun bed sig i underlæben, uden at der kom et sår,

"Og jeg mener at du kan forstå det.. ellers giver jeg ikke noget" sagde hun og tav. Inden at hun lod sin tungespids glide ud for at slikke sin læbe, mens at hun overvejede om hun skulle træde længere frem så hun bedre kunne se ham. Inderst inde så ville hun gerne, da hun syntes det var unfair at hun fik så lidt igen. Langsomt begyndte hun at gå frem af selvom hendes ben nok ville blive stående, som om at de var sømmet fast til jorden.

"Er du for bange.. at give dig til kende?" kom det fra hende, mens at der voksede et smil frem på hendes læber. Hun stoppede ikke med at gå; hun stoppede først da hun stod foran ham, til at der ikke længere var noget mellemrum imellem dem. Et lydløst suk undslap fra hendes strube. "Svar mig på nogle af mine spørgsmål!.." beordrede hun og fnøs. Charlie ville da gerne tage kampen op med at beskytte sig selv.. men hun ville først høre hvad han havde at sige.. hvis han da ville sige noget, eller om han blot ville tie og gå udenom.

Tilladelse? Hvad troede hun, det var han ønskede, forlangte? En hyggelig lille beretning om de seneste dage? Navnet på sin gamle flamme? Alt dette var uden betydning, og han behøvede af samme årsag ingen tilladelse. Faktisk burde hun være beæret over, at Titan overhovedet havde ladet hende få så meget at vide. Ladet hende være så længe.
Kvindens udtalelser så ikke ud til at påvirke ham synderligt, og ansigtet forblev af samme grund lige så dødt og følelseskoldt som før. Ikke engang øjnene flakkede, men bibeholdt den tvungne øjenkontakt.
Som en skygge var Titan, velsignet med livet, flagrende som et minde på vej mod glemslen. Lige meget hvor tæt hun ville stå op af ham, vil udseendet forblive sådan. Uplacerbart. Uidentificerbart.

Hun gik frem, langsomt. Vampyren udnyttede tiden til at svare, med den bløde natte-agtige stemme.
”Hvad ønsker du, at få som gengæld. ” Lige til. Tonløst. Han havde ikke rørt sig. Kun munden havde fremsagt ordene. Hun stoppede, modsat hende så han hende klart. Han så ikke kun hende, med det der omgav hende. Det der afslørede hende. Hendes navn, hende blussende vrede, der alligevel ikke vær nær den vrede og frygt hun burde føle. Hendes race, og blod. Det hang om hende, var lige så let at se, som hvidt kridt på en sort tavle. Hvis ikke lettere.

Vampyren ventede. Ventede på at hun skulle fremsige det hun ønskede som betaling. Mens lod han de indre stemmer forsat hviske mod hende. Minde hende om hans hensigt. Hun ville ikke selv vide, hvad han søgte, før Titan havde det i sin hule hånd. Og der ville det være for sent. For hende. Der ville hun indse at hun måtte have det tilbage. At det var for vigtigt. Og der ville han være borte igen.
Ironisk egentlig, at det først er når man mister noget, at man værdsætter det.

Charlie svarede ikke med det samme, i det hele taget så ville hun ikke svare på hans spørgsmål, han måtte selv finde ud af det hvis han var så klog som han opførte sig.
Et mindre lusket smil dukkede op fra overfladen mens at hun kiggede på ham, vampyrinden stod stille et sekund inden at hun trådte endnu tættere på ham. "Der er også noget som der hedder kærlighed.. at elske.." kom det fra hende, det var ikke et direkte svar hun kom med, hun nævnte bare at kærlighed ikke altid kunne undgås, det at elske. Langsomt lagde hun sin ene hånd op på hans kind,

"Hm.." mumlede hun mens at hun lod sin ene hånd køre hen over hans kind med et kort strejf af sensualitet. Charlie vidste ikke hvordan han ville reagere, måske ville hun få en lussing eller lignende, men hun var ligeglad.. Charlie var egentlig pænt ligeglad med hvor meget hun selv blev skadet. Typisk ikke? Hvis han ville stride så meget imod det havde hun også noget i ærmet.. han var ikke den eneste som havde noget magi.

Hun berørte stadigvæk hans kind; i en rolig bevægelse lod hun nogle af sine negle der var skarpe skære i hans hud så han fik et lille sår. Inden at hun tog fat om hans hage parti og trak hans ansigt tæt på hendes hvor deres læber mødtes i et kys. Han mindede om en som hun havde mødt før.. og det gjorde at hun ikke kunne lade være med at opføre sig som hun gjorde uden at vide om han ville gengælde kysset eller ej.

Kærlighed. Minder, Titan for længst havde lagt bag sig, tonede nu frem i hans indre. Han erindrede følelserne som fulgte, men uden den menneskelighed, der plejede at følge med. Nej, alt var draget til et nyt level. Som vampyr kunne man ikke tillade sig andet.
Hendes handlinger vækkede derfor intet i ham. I hvert fald ikke som kunne ses. Ude af stand til at rødme. Ude af stand til at blive varm. Men det ville ikke betyde noget. Hendes hud var ligeså kold som hans, lige så død.
Idet hun berørte hans kind, var det som om, Titan omrids i et øjeblik blev helt klart og tydeligt. Det skumring lignende skyggetæppe, synes i et split sekund at blotte Vampyren under, før den atter lagde sig om ham. Deres auraer rørte hinanden, men jo tættere på hun valgte at gå nær ham, jo svagere blev hendes og jo stærkere blev hans. Hun blottede sit inderste for ham, uden tvivl uviden om det, da hun strøg ham over kinden og efterlod en svagelig rød streg.
Da hun kyssede ham, brød han hendes psykiske barriere. Noget der ville gøre hende endnu mere isnende kold og død, end hun nogensinde havde følt sig. En smerte ville dernæst summe i hendes krop. Ikke denne overdrevne smerte, men en svien, som havde en påført hende millionvis af indre brandsår.

Alt det ville ikke kunne ses. Men hun ville mærke det. Tydeligt. Og det ville forsætte til hun slap ham igen.
Imens havde Titan, som synlig respons på hendes handling, trukket en kniv frem. Denne placerede han nu mod hendes blottede hals, og bremsede det kys, hun synes at hungre efter. Knivspidsen prikkende i den hvide hud.
Lod øjnene hænge i hendes. Idet munden åbnede sig.
”Kysset vil ikke forhindre den smerte, jeg vil påføre dig.” Konstaterede den, tonløst. Endnu upåvirket.

Roligt, lod han kniven glide over hendes hals.
”Kom ” Lød det så pludselig fra ham, idet han sænkede kniven. ”Det kan ikke være her.” Tomt som før, drejede han nu det udtrykstomme ansigt, og lavede en næsten uset vip med hovedet.
Hvis hun ville lege med skæbnen, ville han ikke stå i vejen.

Hvorfor gjorde hun det? Hvad fik hende til at kysse ham direkte? Hvorfor handlede hun som hun gjorde? Alle disse spørgsmål som dukkede frem inde i hendes hoved og der var selvfølgelig flere spørgsmål som hun ville have svar på. Hun ville gerne vide hans navn, men som hun nok aldrig kom til at kende til. Hun havde ingen følelser, ingen tåre ville falde ned af hendes kinder når folk ville træde på hende.
Hun havde det som om at hun kom ind i en masse skygger der omringede hende, imens at hun fortsat kyssede ham, et tegn som nok ville give hende besked om at hun skulle stoppe, men det fristede hende alligevel at have nær kontakt med ham. Charlie følte at der kom endnu en skygge over hende som om at hun kom tættere på døden mens at hendes krop blev svagere. Hun mærkede en svien i kroppen, der gjorde at hun gik lidt ned i knæ.
Kysset blev stoppet efter at han havde trukket en kniv frem placeret mod hendes hals, mens at hun kunne mærke knivspidsen prikke på hendes hud. Hun stod stille og gipsede lavt. Den følelse som hun havde før kunne ikke beskrives med ord, men svien forsvandt heldigvis, den svien der føltes som tusind brandsår der dukkede frem inden under på hendes krop, som måske ville æde hende inde fra.
Hun sagde ikke noget, tiede stille mens at hun blot lyttede efter hans enkle ord der kom fra hans mund; alligevel havde han endnu ikke slået hende eller straffet hende som sådan, hvilket hun havde forventet. Hun havde lyst til at sige noget, der lå glidende ord på hendes læber.
,,Jeg ved godt at der ikke vil ligge noget i det og jeg kan tage vare på mig selv” mere sagde hun ikke mens at hun lod sine øjne følge ham, hun blev lidt stående der hvor hun stod og krummede lidt sine tær for at mærke jorden endnu engang og et lydløst suk undslap fra hendes læber, inden at hun pludselig lyste op og et svagt smil dukkede frem på hendes læber; uden at tænke alt for meget begyndte hun at følge efter ham.

Vampyren så sig ikke tilbage, men gik blot fremad. Som var han bevidst om, at hun ville følge efter. Skyggen ville forsætte med at gå, forlade kirkegården og træde nærmere det sted, som var bestemt på forhånd.
Og hun ville følge med. Hele vejen.