Why give up? Why give in? Just keep going is the best thing, to do in a endless darkness (Åben)

Sted: Kloarkerne
Tid: Aften, efter 00:00
Omgivelser: Stank, kloarkrør og rotter
Klima: Koldt og klamt, en ulækker kloaklugt

Kulden og stanken, nede i de klamme kloarkrør, kunne slå ethvert normalt menneske i gulvet. Dog stod der mærkværdigt nok en dreng, på knap de 14, og nød den kolde brise. Hans hår var en smuk, gyldenblå og øjnene var grønne, iris´ne var some en kats. Den lange hvidblå jakke, der nåede helt til anklerne, var ren og prægtig. Han lukkede øjenlågende og en pludselig transformering skete, indtil den lille drengekrop, blev til et gigantisk monster, der mindede om en drage.
"Hsss.."
Der strømmede en slags tåge ud af næseborene og den så sig omkring.

nogle rolige, dog forsigtige skridt kunne høres. Hvis man lyttede godt efter, kunne man også høre en svag nynnen. Det var Misa, hun havde en lang sort kappe på der skjulte hendes marmorhvide skikkelse godt. Selv hendes ansigt var gemt væk, det eneste der kunne tydes var det silkebløde sorte pande hår, og de tågede mørkeviolette øjne der glitrede svagt i mørket. Hvad lavede en højtstående person som hende hernede? Ja hun havde som end tabt noget, der i hendes øjne var værd at hoppe i en kloak for. Hun sukkede, med et svagt smil.

Den monstrøse dragelignende dreng, gik hen af kloakkens rør, men stoppede da han hørte skridt. De var meget lette og stille, så det måtte være en pige. Han gik længere frem og så ud imod skikkelsen, der var meget tynd og havde langt hår.
"..."
Han tog endnu et par skridt frem, uden at larme for meget og undersøgte pigen godt. Hvad mon hun lavede i en kloark?..

Hun havde anet at hun ikke var alene, og havde i al smug ladet sine arme hænge løst ved hver deres side. De snoede kalligrafiske tegn på hendes håndled, blev dybt markeret, som sorte japanske tatoveringer. Hun ville ikke kæmpe, men hvis det skulle være, så var hun ikke typen der tøvede hvis hun skulle dræbe. Hun rettede et fascineret blik imod hvad der så på hende, interessant? Var det mon lige så farligt som det så ud?

Han prustede en enkelt gang og der kom en smule røg ud af munden da han åbnede den.
"Hvem er du?"
han gik endnu tættere på, stadig i sin monsterskikkelse. Han betragtede hende med de smalle, smaragdgrønne øjne.
"Hvad laver du hernede?"
Han forvandlede sig til sin drengeskikkelse igen, og så koldt på hende, med de grønne, katteagtige øjne.

Hendes hoved blev sat en anelse på skrå, mens hun betragtede ham, med sine nu klare mørkeviolette øjne. Hendes sølv omridsede pupiller blev smaller da hun granskede detaljerne ved dette væsen, men lugten havde allerede ramt hende og svært var det ikke for hende at tyde, hvilket væsen dette var.
"Jeg har mistet noget af værdi, det faldt herned", hendes stemme var som en blid, skånsom hvisken. Hun undlod med villige at svare det første spørgsmål, da det ikke passede sig at præsentere sig i en kloak, hvertfald ikke i hendes lille verden.
"hvad med dig?", hendes stemme var ikke kold, kun undrende.

Han gik frem og så sig omkring, men fastlåste så hurtigt blikket igen, på pigen.
"Nyder kulden og duften af død fisk.."
Hans blik forblev koldt og så på vandet.
"Hvad er det der mangler? Jeg kan måske finde det til dig?"
Han så igen på pigen.
"Hvis du vil have det selvfølgelig.."

Hun rynkede let på næsen, med et svagt smil. Anderledes?
Hun nikkede, og så roligt rundt, han kunne næppe bo sådan et sted. Hun grinte mildt indvendigt, før hun eftertænksomt hvilte sin pegefinger mod sin underlæbe.
"en mindre kæde af solid sølv, og 3 sorte krystaller", hun sukkede svagt, da det overraskede hende at den ved uheldet var faldet herned.
"Det ville glæde mig, med en smule hjælp", hun ledte selv videre, med sine skarpe øjne.

Han tænkte let, emn gik så helt hen til pigen og snusede til hendes hals. Hans ånde ramte hendes nakke sammentidigt.
"Det er nemmere for mig hvis jeg kan lugte mig frem.."
han gik tilbage igen og trak vejret dybt ind, fra næsen.
"Den er ihvertfald ikke på jorden... Måske i vandet?"
Han så tilbage på pigen.

Misa var ikke så overrasket igen, selv om det var en scene hun aldrig før havde oplevet. Hun nikkede tænkene, mens hun automatisk lagde sin lange kolde fingre, imod det stec hans ånde havde ramt.
Ideen virkede rimelig god, da chancerne for at den var i vandet jo også var størst. Hun gik på hug, og skimmede sit område igennem med sine øjne, det var som om hun så hver en detalje. Ubrugeligt Hun sukkede og ledte videre, hun stjal nu og da et glimt af drengen der hjalp hende, som for at se om han havde fundet noget. Det overraskede hende dog at han ville hjælpe? hvad mon han ville have for det?

Han fandt den, hængende imod vandet, på siden af kanten.
"Fundet.."
han tog den i hånden og rakte den til pigen, stadig med et koldt blik. Men han tøvede inden hun fik taget den.
"Hvad får jeg for at give dig den?"
Han knugede den hårdt, hvis hun prøvede at tage den. Men ikke så hårdt at den gik i stykker.
"Intet er gratis i den her verden.."

Hun skar en sarkastisk grimasse, da hun havde regnet med det. Hun så tænkende rundt, "hvad end du for, for den, kan vi vel snakke om et sted der er lidt mere hygiejnisk?", lugten var begyndt at irritere hende, hun rettede let på sig, før hun stilte sig ved udgangen, hun gættede på at han var ny i byen. Folk der havde sanset hvad hun var, kom ikke med kommentar der lignede det sidste han havde sagt.
"Det ved jeg skam godt, men et tab nu og da skader heller ikke", hun snakkede ikke om halskæden, men om liv og død, selv om det jo bare var metaforiske. "Har du noget specielt i tankerne, som belønning for din hjælp?", hun satte hovedet på skrå og betragtede ham.

Han så forundret på hende, som om han ikke forstod det.
"Hvorfor? Her dufter da godt?"
han så hende i øjnene og spekulerede, og fandt så på noget.
"Du kan blive hernede og fortælle mig om byen..."
Han forvandlede sig til sin animagus skikkelse og sprang i det beskidte vand, men han havde dog lagt smykket på kanten.
"Hvis du vil.."
Han kunne stå uden at rejse sig, men nu var han også rimeligt stor i den form.

Hendes øjne blev kort store, før de blev helt smalle igen.
"Synes du virkelig?!", hun blødte så op i et smil, "jeg kan høre du ikke er et udendørs væsen", hun grinte mildt, før hun nikkede roligt.
"hvad kunne du tænke dig at vide om byen?", hun rykkede en anelse nysgerrigt på sin næsen, "og tør jeg gætte på du ikke er herfra, måske?", hun satte hovedet let på skrå. Hendes blik fulgte fascineret hans animagus skikkelse.
"Jeg ville skam intet, have imod at fortælle dig om byen", hun smilte, for første gang varmt.

Denji gik hen til kanten og lod det store hoved, nærme sig helt imod pigen.
"Om dens indbyggere.. Især vampyrene.. Dem ved du sikkert meget om"
Han så skarpt på hende, men han ville ikke jagte hende, kun hvis han opdagede hende suge blod lige foran ham. Det og at hendes hoved havde penge i sig.
"Ikke sandt?"
Hans øjne borede sig dybt imod hendes, med et udforskende udtryk.

Hun stirrede roligt tilbage i hans næsten limagrønne øjne. Hun havde aldrig nogensinde mødt en så alvorlig animagus. Hun sukkede og sendte den et kort advarende smil, "Fint, jeg skal nok fortælle dig om Di morga og dens inbyggere, inklusiv vampyre", hun stoppede op med en let pause, og lænte sin hoved ind imod monstrets, "Men jeg advare dig, prøver du på noget, som f.ks at slå mig ihjel", hun grinte blidt, "Skal du ikke regne med at komme levende ud fra det her hul", hendes øjne gav et kort skær, før hun igen lændte sig tilbage, med et venligt smil.
"Byen her er hovedstad for død, ødelæggelse og en del kedsomhed", hun sukkede og så rundt i kloakken. "Der er flere forbandede væsner i denne by, end mennesker og selv de mennesker der bor her ved at der findes alverdens væsner som, dæmoner, dødsengle, engle, animagus'er, vampyre og fuldblods vampyre", hun strakte sig kort, "listen er meget længere, men", hun vendte sit blik imod ham, "Der er også en hel del halvblods væsner", hun nikkede roligt, og var ikke helt sikker på hvad han konkret ville vide.
"Kommer du aldrig selv op til overfladen?", hun smilte undrende.