Hvad var det?! //Mesmeru-Privat//

T: 18:27
S: Grotten
V: Solskin?
O: Mørkt

Naina så sig rundt i grotten. Der var mørkt omkring hende, men ikke der hvor hun var. Der var hul i grotteloftet så en solstribe skinnede ned på hende og den halvstore sten hun sad på. Her var ingen. Egentlig lidt trist. Desuden kunne det godt være der var mange i grotten da man let kunne fare vild hvis man ikke kendte det ordentligt. Hun havde prøvet at være ved at fare vild og aldrig komme ud igen. Dog prøvede hun at huske og kom til sidst ud i den friske luft igen. Hun havde det ikke særlig godt med at være i gangene dengang. Og det havde nok sat sig lidt i hende det at hun næsten aldrig var kommet ud. Hun kunne ikke klare at gå for langt ind i grotten mere, men nød nu alligevel engang at sidde i udkanten eller bare hvor der var lys og frisk luft.
Hun drejede hovedet idet hun syntes hun hørte noget. Hendes øjne kneb sig mere sammen og hun søgte i mørket for at se om der var nogen. Det kunne sagtens bare have været en løs sten som var faldet ned, men alligevel virkede det også højst usandsynligt medmindre nogen eller noget havde kommet til at rive den fri.

Inde i grottens tunnelbaner, var skyggerne så mættet af hinanden, at de ved et stykke lys, begyndte at slås om at spise den, sluge den til intet andet end den skidtrige, golde luft. Der lød svage klik, da et individs hånd rystede den smalle lommelygte, klemt godt fast af et par slanke, ungdrenge buttede fingre. Det var da, hvad den unge ejermand var, da han endelig trådte ud i det blændende lysskar, der hastigt bredte sig om hans krop. Som om dens vinger lagde sig om ham, forsøgte at ryste den bedøvende kulde af hans hud, gøre den varm og tryg. Det var det alleryderste, der, hvor man kun lige kunne skimtes for hvor den halvstore stenblok lå. Faktisk.. Den yngre udseendet dreng kneb let øjnene sammen, forsøgte at skarpe ind, idet resten af baggrunden, flossede ud til smattede klask af nuancer. En kvinde. Ældre, men på en ungdommelig måde... Ikke en engel, men udseendet som en. Et udmærket bytte. Han rystede tanken af sig, der blev ved med at presse sig imod hans enlige tankespor, kørte på et hårrejsende tempo.
Play. Cheat. Happy. Scared. Devil in disguise. Angel. Play. Play. PLAY!...
Han vred irreteret tankerne af sig, ville absolut ikke udsætte det væsen, for en tilfældig leg. Ikke før der lå flere informationer bag denne. Betydelige data. Udnyttelsesrige faktas. Masser af uudforskede muligheder. Han måtte bare have tålmodighed.
Han trak dybt vejret ind, tog modet til sig, foretog sit allerførste angreb.
"Hvem... Er du?" Stemmen var på en måde dybere, end af hvad pigen ville forvente, da han kom tættere på. Blev synlig for hendes blik. Det eneste sted, den mandstunge lyd kunne runge perfekt ind, var de specieltnuancerede øjne, der hvor de omringede de små pupiller i farve. Drengen var lille, for ikke at nævne spinkel. Hans lugt ville være Animagus, en knivspids af frø-essens. Hovedet tiltede svagt til siden, idet at det korte, men pjusket udseendet hår, fulgte med i dystre blå tråde. Hans blik var gennemborende, afventende.
Undertrykt af lysten.

Hun stirrede på det samme sted i lang tid. Faktisk føltes det som en uendelighed. Hun havde ikke forventet at det ville være noget særligt, men måske bare vinden? Dog kunne ikke lade være med at blive lidt forbløffet over at der nu stod en yngre dreng et stykke fra hende. Han så ud til at være yngre end hende og mere spinkel måske også. Ikke fordi hun havde de vildt store overarme alligevel. Hun troede hun havde været helt alene, men nu stod der rent faktisk en dreng foran hende. Hun så direkte på ham med sine lilla øjne. Folk så hende altid for at være helt anderledes på grund af dem. Men alligevel var der noget ved hans øjne. Noget der føltes mærkeligt i hendes krop. På den måde de stirrede på hende.
Der gik et godt stykke tid inden hun fik taget sig sammen til at svare ham. Ja bare til at kunne sige noget overhovedet. Hun var ikke vant til at møde nogen det her sted. Det var nok et af de steder hun kom mest. Bortset lige fra skoven måske som næsten altid var yderst fredelig. Hun trak vejret for endelig at sige noget. "Bare en der sidder og hviler sig lidt" sagde hun med sin blide stemme. Hun hadede den til tider. Godt nok lød den venlig, men nogen gange ville det være mest praktisk hvis den lød mere barsk og hård på en måde. Så ville andre have nemmere ved at respektere hende og tage hende alvorligt. Hun betragtede ham lidt og kneb så øjnene sammen. "Hvem er du?" Spurgte hun så da hun tænkte at det var rimeligt nok at spørge om det samme. Hun var ikke ude på at mistænke nogen. Men man kunne aldrig vide sig sikker på denne verden hvem der kunne være venner eller hvem der kunne være fjender. Og de fleste gange fandt man altid ud af det når det var for sent. Og det var det der altid virkede en smule skræmmende. Dog var det lang tid siden noget virkelig havde skræmt hende eller bare gjort hendes bange. Usikker var man vel altid når man gik rundt i verden, men bange blev hun sjældent. Og mest af alt vred. Det var bestemt ikke nogen ting hun brød sig om at være. Men hvem gjorde nu også det? Man var jo svagest når man var bange eller ligefrem skræmt.

Hans blik forstærkedes, forstod nu, hvad hun var. Eller i det mindste, hvordan hun ville være. Man kunne forestille sig hans øjne, der først prikkede til en glasvæg, trække sig tilbage for et par sekunder, for derefter at bryde barrieren imellem den angribende, og forsvareren. Drengen lod hænderne glide ned i de løse halvbuksers lidt for lange lommer, der snildt kunne skjule en lille kniv eller to. Som om det var farligt, at han så fingrene bevæge sig i taktiske frem-og-tilbage sving, der var lettere klunset. Som om de ikke skulle ae modparten, men flænse dennes kind, for at trykke små, grove, kødlunser ud mellem de vibrerende fingre. Hun måtte for alt i verden ikke se hans nysgerrighed efter hendes kødelige legeme. Ikke blive bange, se igennem hans fælde, der endnu bestod af en utrykstløst stirren, og derefter flygte, hurtigere end han kunne fange. Læberne var sprukne, som var hendes tilbage kiggen et yderst rystende angreb, der sugede selve sjælen ud af lungerne, fik alt imellem sjælen og kroppen, til at blive en ørken af det stiveste, vandmanglende sandpapir. Han lod en enkelt bevægelse, skabe en slubrende lyd, fra buksernes endnu længere, bredere lomme, ved den højre balle. En halvtom flaske, med det pureste vand, fra denne grottes stille, tyndsivende fald af samme, som flaskens indre væskebehold. Det var dét, han manglede. Den eneste ting, han rigtigt trængte til, men som heller ikke blev en mulighed i hans tanker. Svækket af sin lyst, svækket af sin svaghed, styrket af sin intelligens.
"Mit navn er.. Flathe." Han løftede den ene hånd, kæmpede for alt i verden, for ikke at ryste på hånden og afslører sin lidenskab efter hendes sener imellem kødet og det pulserende blodbehold. Lod igen de sprukne læber bevæge sig, mærkede denne specielle balance imellem ubehageligt og rendyrket forundring.
"Undskylder på forhånd, dame. Jeg har brug for vand" Hans tone var rastløs og derfor kunne den bemærkes mere, end de to andre sætninger. Den havde mere kraft i sig, som en ung teenage-knøs, der ikke gad have en lang trættende diskussion, med sin ophisede, stress-oplevende mor.
Den åbne flasketop, blev trykket blidt imod de smalle, buttede læber og vandet flossede ud, kæmpede en kamp for både at komme først frem, men også slippe fra dens død i en drengens gurglende mavesæk.
Ventede på et offer.

Hun ventede i lang tid på hans svar. Faktisk bare en rektion. Der var noget mærkeligt over ham. Enten var han nervøs eller også var han ude på noget. Det var tydeligt at se for hende. Hun var glad for at der var det hul over hende så hun hurtigt kunne flygte. Det var ikke godt at vide hvad man pludselig mødte. Hun løftede et øjenbryn idet han undskylde om at tage vand. Hun forstod ham ikke. Hvorfor sagde han det? Måske undskylde han i virkeligheden overfor noget andet der ville komme? Godt nok havde hun sine svagheder, men hun havde efterhånden et ret godt kenskab til hvordan folk opførte sig i hvilke situationer og hvad de måske kunne tænke. Og en ting var sikkert. Hun brød sig ikke om det der måske kunne være i hans lomme eller det der strålede ud af ham. Han var bestemt ikke helt tryg ved situationen. Mange ting bekymrede ham lige nu. Og det var umuligt at skjule for hende. Hun rejste sig forsigtigt op, men smilede ikke som hun normalt ville gøre. Denne dreng virkede simpelthen for stille. Og efter hvad hun kunne fornemme bragte han ikke godt med sig. "Hvad laver du egentlig her?" Spurgte hun så idet hun holdte sin hånd over skaftet på noget der hang lang hendes side. Dog så han ikke rigtig kunne se det. Hun havde set meget i sine godt 300 år, men aldrig en der på en måde så så død ud. Som om hans sjæl var taget ud og bare erstattet med noget midlertidigt så han kun lige kunne leve. Det var nok mest hans øjne der gjorde det. Og hun nød dem ikke. Hun var ikke bange. Men igen. Usikker. Usikker som hun tit var. Hun kunne ikke få lov til at flyve oppe i himlen når det var lyst mere uden hun var usikker på om en eller anden elver ville skyde hende ned fordi de hadede hendes slags. Hun kom til at knytte hænderne kort, men kun for at tage det hele med ro. Han var jo kun en dreng. Endda en der så ud til at være yngre end hende. Så hvorfor var hun så usikker? Hvad kunne han gøre hende? Hun trak vejret dybt uden at lade sig mærke af det og prøvede at tage det hele mere roligt. Det kunne jo være han ville vise sig at være mere venlig af sind. Måske var han bare kommet ud for nogen uheldige ting som gjorde at han virkede så...lidenskabelig...på en måde.

Denne gang, første gang, svarede han hurtigere end de 3 andre gange. Hans arm havde sænket sig, knyttede stadig de korte fingre om plastikken. En lille dråbe gled langs den vippende mundvig, idet den glinsede tydeligt og beviste, udover de roligt fattede ord, at han rent faktisk gjorde noget uden at lave noget betydeligt.
"Det er her, vandet bliver tyvstjålet af grådige, pengegriske forhandlere. Især slavehandleres kæledyr, kommer her, for at samle til deres herskere.." han lagde ekstra pres på ordet, kæledyr. Som om det gav et stik i hans hjerte, hvilket også gjorde stemmen mere dyster, i det sekund. Resten af ord-udsvælget, var blid, som en lykkelig lille dreng, der endelig havde fået en hundehvalp - eller retten til at befamle tantens bryster, meget hurtigt, ikke mere.
"Men jeg, dame, havde brug for noget ordentligt at drikke. Smag, om du vil" Han lavede en lille frem og tilbage bevægelse, med håndledet, så hun kunne høre hvordan den sidste sjask af vand, skvulpede ind over sig selv flertalligt. Et rytmisk tonebedrag, ligesom han med et fremtvunget, dog yderst troværdigt smil, lagde flere usandheder til sin lille løgn. Pyntede fælden, med jord, udover blade.
Hans blå øjne havde set hendes hånd bevæge sig, og med den omfattende kløgtighed han bar, kunne han også mærke hendes frygt. Nej. Det var ikke sandt. Han kunne lugte den. Han var nu engang halvt dyr. Hans sanser forblev naturskarpe, som frøens, og derfor, sydede den bitre aroma af hendes bange anelser sig, imod hans næse, stak i enhver åbning, der gav duften et kendetegn. Hans svagt stigende blodcirkulation, var dennes karakterisme. Han åbnede munden, for at trække vejret, men han opdagede hurtigt, at tungen piskede sig op og ned, smagte igen på luftens vibrationer. De nervøse impulser, der gled ud og bandt sig sammen, førte nærmest deres mentale sig, sammen i en pløre af gennemsigtige farver. Han snakkede, uden at vide det.
"Undskyld endnu engang, hvis jeg virkede fraværende, dame. Bryder mig ikke om at være tør i halsen" Tungen klikkede for anden gang, og hans tanker rev sig fri af det ellers ubrydelige bur. Vurderede sin egne antrækninger, der kunne lede hende mere ind påd et rigtige spor. Hans rigtige sind.
Han smilede venligt.

Hun så skarpt på ham og det blev hun ved med. Hun kneb dog øjnene lidt mere sammen i et kort sekund da han begyndte at tale med en hel anden stemme. Den lød bare stadig for gammel til at være den knægt han så ud til at være. Hun anede intet. Men han virkede ret hemmelighedsfuld efter hendes mening. Hun fjernede forsigtigt sin hånd om skaftet og lod begge hænder hænge svagt og løst ned af sine sider. Hun så på flasken hvor man kunne høre vandet skvulpe mod kanterne. "Nej tak. Jeg er ikke tørstig" sagde hun med sin blide og venlige tone. Dog holdte hun stadig øje med ham, mens hun satte sig ned. Hun ville ikke virke truende ved at stå op. Det underligste var at han ikke virkede nær så skræmmende på en måde som han havde gjort før. Hun vidste ikke hvorfor, men hun kunne mærke sin krop slappe mere af. "Så det eneste du er kommet efter er...vand?" Spurgte hun, mens hun så intenst på ham. For at identificere hver en bevægelse han lavede. En forkert bevægelse fra hans side. Og hun ville være væk. Så meget var sikkert. "Har du ikke et sted at bo knægt?" Spurgte hun med en lidt vrængende stemme. Hun brød sig ikke om at han blev ved med at kalde hende dame så hun kunne jo lige så godt gi ham lidt igen efter hendes mening. Det kunne vel ikke skade det store. Selvom en som ham måske ikke lige brød sig om at blive kaldt knægt. Men så var de vel kvit. "Har du været her i grotten før?" Spurgte hun for at holde en samtale kørende. Stilheden virkede mere og mere mærkelig selvom der blev mindre af den. Hun stolede langt fra på ham. Der var ingen hun stolede på mere. Alle var under mistanke som hendes fjender. Synd at verden ikke var som i gamle dage. Der behøvede man ikke at være usikker på den slags ting.
Der blev stille i lidt tid. Men hun ville prøve at holde snakken i gang så lang tid som muligt. Så uden hun måske tænkte sig om spurgte hun bare om noget tilfældigt. "Så du...Flathe...du virker ikke speciel...menneskelig?" Sagde hun i et lidt usikkert tonefald. Hun ville nødig være uhøflig. Hun hadede sådan noget. "Så...hvilket væsen eller skal jeg spørge hvilken race stammer du fra?" Spurgte hun blot da det var så tydeligt at han ikke kunne være et menneske. Medmindre han var halvt menneske og halvt af noget andet. Der fandtes jo blandingsracer nu til dags. Hvorfor folk ikke kunne holde sig til deres egen race vidste hun ikke. Men det var at ligge sig imod skæbnen sådan som hun så på det.

Han kiggede en smule sammenknebent på hende, da hun begyndte at omtale sig som en 'knægt'. Det var naturligt, især når hun havde hørt den samme slags ubehøvlede kendetegn, men alligevel følte han sig nedgjort, på en måde, såret. Han slap øjenkontakten, der fra starten havde været uhyggelig intens, på visse måder, intim. En enkelt svedkrystal, bugtede sig langsomt ned af den varme nakkes mindste hårtotter. Han fangede sin egen dehydrering, frø-genets dehydrering, stemningens ophobende kulde.
Lad hende smage din tunge. Din slimede, langstrækkende, fluekvasende tunge!
Igen talte hun, fik revet hans skjulte tanke væk, med et smæk. Hans blik havde været stille, men dog afslørede det ikke hans indre provokation, over at hun skulle være så meget på vagt! Være så... Kløgtig. Han pressede læberne sammen, ikke fordi han rystede over kommentaren, men fordi han skulle til at smile på et af de grufuldeste måder, han kunne. Hvis han havde turdet give det frit spil, var læberne forsvundet pågrund af de tænder, der ville skinne mat, men faretruende.
Ganske vidst var hans dyr et frø, men han var jo også den mest menneskelige race, og derfor, havde det givet dem en ret deform tykkelse og være, selv tandkødet, havde rettet sig efter deres specielle udseende. De var mere slanke end selv den tyndeste nål, og nu havde han helt sikkert brudt den svage sikkerhed, hvis selvbeherskelsen ikke var blevet forberedt af hendes spørgsmål, til racen. Det mørkerøde tandkød, der så ud til at være i konstant betændelse, var gået så langt ned, for ikke at blive prikket hul i, af spidsen, at de også syntes forfærdeligt lange, næsten for lange, til at de ville kunne være i munden, lukket. For ikke at flænse læberne til små forrevne strimler, gik de lodret ned, eller op, alt efter hvor man nu valgte at placerer ens traumatiserede blik.
Idet han efter et kort stykke tid, valgte at smile uden at vise selve indholdet, tog han de buttede fingre og trykkede imod halspartiets side. Endnu noget sved, havde samlet sig og kunne have skabt en lille pyt, hvis ikke han havde reageret. Ikke på nogen måde, at denne tøs skulle flygte nu. Ikke... Endnu....
"Animagus." Var det korte svar, idet han havde lagt hånden tilbage i den tomme lommeuldsholder, smilede et helt igennem falsk, men på sin vis også vellykket, udtryk af venlighed.
Løgn.

Hun følte stilheden igen. Han var igen langsomt til at svare. Og nogen af hendes spørgsmål blev endda ignoreret. Hun kunne ikke lade være med at være urolig over ham. Og slet ikke den udstråling han kom med. Det var jo nærmest som om man kunne smage den tykke lugt af død fra ham. Nej han kunne bestemt ikke blive stolet på. Faktisk var hun ikke engang sikker på mere om det her alligevel var det rette sted for hende at være. Dog kom hendes tanker væk med det samme da han sagde hans race. Hun så stadig stift på ham. Intet smil. Intet ansigtsudtryk. Intet. "Og hvilket dyr kan du så forvandle dig til om man må spørge?" Spurgte hun med en mere rolig og fattet stemme så han ikke skulle fatte mistanke af alle de ting der foregik i hendes hoved. Hun tænkte det godt igennem. Hvis en animagus kun kunne forvandle sig til små og nærmest forsvarsløse dyr så mange dem ikke som en trussel. Men Naina havde skam lært en del gennem årene og set en masse. At selv de mindste og forsvarsløse dyr kunne også være de mest frygtede og farligste. Så alt afhængte af hvad hans inde dyr var. Fx var malariamyggen meget meget lille, men et af de mest farligeste dyr på hele kloden. Ja selv en åndssvag lille flue som kunne have mere en 40.000 sygdomme med sig. Og det eneste de store dyr kunne var at flænse en op. Der lå det hele i angrebet. Mens hos de mindre dyr var der forsvar selvom det ikke lige var til at se. For mange gange kamuflerede de sig så de var et med omgivelserne. Og måske var det det denne dreng gjorde. Karmuflerede hvem han egentlig var. Ved at se så uskyldig og blid ud. Hun kunne ikke vide det med sikkerhed, men hun syntes selv hun havde fundet frem til en meget god teori. Dyr var ikke til at stole på. Og især ikke de små. For når de havde et menneskes intelligens kunne det ikke være godt på nogen måde. Ved ren refleks kunne hun ikke lade være med at lade sin hånd glide ned til skaftet igen. Hun brød sig på ingen måde om ham. Hun nærmest begyndte at væmmes ved ham. Og hvad var det..? Hun lukkede kort øjnene og mærkede rundt om sig. Hun åbnede dem hurtigt igen for at han ikke skulle fatte mistanke til noget. Men noget var der galt. Luften begyndte at miste sin friskhed og den begyndte at blive mere tyk i det. Der var noget muggent ved ham. Og hun havde på fornemmelsen at hun snart ville finde ud af hvad. Men indtil da. Måtte hun bare vente...

Han var påpasselig. Ønskede ikke at smile, det smil, der ventede bar de fugtede læber. Hovedmålet var ikke at skræmme, men at snyde, først, hvilke hende ind i usynlige tråde. Fingrene beskyttet af varmepuderne i de sært formede lommer, begyndte igen at lave sit særlige, rustne rytmefald, hvor de i lyset, ville ligne en ung nosferatus hunger efter blodet fra det væsen, der om lidt skulle fanges - spises. Han kneb øjnene irriteret sammen igen, da hendes hånd flyttede sig, samme spot som før. Den lille bevægelse, havde bekræftet hans tanker, endnu før de var kommet frem for lyset. For pigen, ville udtrykket være af væmmelse, sådan som læberne buede sig i en utilfreds mine, fik øjenbrynene til at søge selskab af hinanden; endelig...
"Why.. Do... You... CARE?!" Han hvæsede højt, havde knebet de små hænder sammen, så neglene var på nippet til at lave smalle, blodige strimler ned af håndfladerne. Tænderne dryppede af ophidselse, fik de lange striber af savl til at virke som fråde, fråde, som hos en sindsyg hund. Det var måske hvad han var. En sindsyg frø. Det lille udbrud, begyndte langsomt at skabe et ekko, inde fra grotten. Som om skyggerne slugte hans ord, for at kyle det ud igen, grundet den bitre smag af slukten vrede.
Han løftede øjenbrynene. Det tandvisende, stygge billede af hans ansigt, blødte endnu engang op i et smil. Det her var dog anderledes, for tænderne var stadig vist, og hvis hun ikke var flygtet eller angreb, ville en svag klukken melde sig fra hans kæmpende strube. Hun kunne skam flygte, han ville bare følge efter, i en katte-agtig positur, hvor neglene ville bore sig ned i jorden, for at give ham et større spring fremad, hyle højt, af glæde, over at jagten endelig var begyndt, nyde ethvert sekund. Eller. Hun kunne jo springe, frem med et våben, der kunne snitte ham i små stykker af malplaceret kødlunser og knoglemarv. Det hele lå i hans hoved, havde i det dystre latteroptrin, fået den særprægede tunge til at hænge slapt ned af munden, imellem to af de stregtynde tandsæt.
"Nå.. Hvad siger du? Hmmm?"

Hun så ondt på ham da han svarede. Og til sin overraskelse blev han nærmest helt forvandlet. Hun tænkte det nok. Ikke ligefrem en venlig sjæl. Der måtte skrides til handling. Hun brød sig ikke om at ligne et bytte som han nok ville have hende til. Hun havde rejst sig op i kampposition, mens hendes øjne var blevet stikkende. Hun prøvede at se godt efter. Den der tunge. Og de øjne. Hun havde fundet sit svar. Enten en tudse eller en abnorm grim frø. "Så det du i virkeligheden laver her, er at du er på udkig efter det rigtige måltid. Har jeg ret?" Spurgte hun bestemt og i en hård tone. Hun bevægede sin arm i et elegant sving og trak sit sværd op af skeden. "Hvis du tror jeg vil stikke af så glem det. For jeg er ikke bange for dig" sagde hun i en højere og mere vred tone. Hun var klar til hvis han gik til angreb. Hun vidste der havde været et eller andet over ham. Så let kunne man ikke nare hende. Hun kendte til den slags tricks. Og mest af alt var det hans udstråling der havde afsløret ham og nu det sidste. "Jeg siger ikke andet end at du skal skrubbe af!" Sagde hun vredt, men blev bare stående. Hun ville ikke gøre noget overilet som kunne give ham en fordel. Hun ville vente på at se hvad hans næste træk ville være. Sværdets spids pegede direkte mod ham og det var ikke fordi hun var nogen amatør med et sværd. Hun havde trods alt haft mange år til at øve sig. Hun mærkede hendes hjerte sætte op i fart. Hun anede ikke hvad der ville ske fremover. Men en ting var sikkert. Hun havde ikke i sinde at blive frøføde. Hun tænkte lidt mere over det. Havde den slags mon egentlig venner. Hun kom hurtigt frem til sin konklusion. Selvfølgelig ikke. For de ville bare ende med at dræbe dem. De kunne slet ikke have venner. Hun sukkede kort. At leve et helt liv uden venner. Det måtte da være trist.

Hendes ord stak en smule i hans øjne, fik dem til at krøbe sig sammen om de specieltfarvede øjne, som var de en sårbar baby, klar til at skrige af rædsel. De genspejlede sværdets glimtende metal, idet han igen lod blikket falde modigt på hende, smilede et venligt smil. Han havde lukket læberne, selvom tungen stadig hang i midten, nærmest spaltede hans drengede ansigt i to. En side af oprigtig falskhed - en anden i umådelig sandfærdig foragt.
"Nej, jeg talte skam sandt, dame. Det var kun vandet, jeg havde set mig for" Hans smil blev med vilje bredere, selvom hans indre tryglede om et nådesløst fjæs, med nedaftrukne læber som om der hang en krog i hver mundvig, trak dem blodigt nedaf og forårsagede et utrygt ansigt. Begge hænder sled sig forbi lommens betryggende fibre, idet de stadig lavede de nærmest rustne bevægelser, som et monster, iført en blikspands dragt. Hans krop bevægede sig i sidelæns bevægelser, som om det kun var taljen, der rent faktisk gjorde noget. Armene var stillet i positur, som havde hun spurgt om noget, og han var nød til at svare med de loftpegende håndrygge, at det havde han da ingen anelse om.
"Vi kan selvfølgelig bare jagte hinanden, hvor den ene dør og så lever den anden ulykkeligt videre... Hvad synes du?" Han øjne var tavse, kiggede nærmest dødt på hende, men tungen, bevidende dog stadig om en vis uslukket sult. Dens slaskede vortebefængte kød, i et giftgrønt skær, slaskede omkring den allerede halvdrivvåde mund, i et forsøg på at styre sin lyst efter at angribe. Lade smagsløgerne strangulere hendes halspulsåre, få hende til at se sorte prikker - lugte til den frøskindsagtige aroma af enten død, eller forrådnelse.

Hun kneb atter øjnene sammen og lod sværdet pege mod ham. Hun vidste nu hvad han havde tænkt sig og alt hun ville var at komme væk herfra. Men så ville han jo bare se det som en leg for ham. Og hun ville bestemt ikke gøre det her sjovt for ham. "Tror du virkelig du har en chance mod mig?...vortefjæs!" Sagde hun vredt, mens hun ventede på at han slog til. Men underligt nok så det ikke sådan ud. Måske ventede han på at hun ville sætte i flugt. Eller også trak han bare tiden ud for at lede efter det tidspunkt hvor hun så mindst parat ud. "Nåår så du fandt bare mig på vejen og så tænkte du at du ligeså godt kunne få et mellemmåltid?" Spurgte hun vredt, men forholdte sig så roligt som muligt. Der var ingen grund til at gøre noget overilet. I hvert fald ikke endnu. Mest af alt havde hun bare lyst til at komme væk. Men hun vidste at det ville være risikabelt. Dog. Hvor hurtigt var han mon? Hun kunne jo hurtigt komme væk og så bare nå at gemme sig? Nej det ville ikke du! Han ville bare kunne lugte hende. "Jeg synes nu hellere at vi skal lade være med at dræbe hinanden" sagde hun bestemt og svingede en enkelt gang med sit sværd for at vise at hun ikke var bange for at bruge det. "Du er ude hvor du ikke kan bunde vortefjæs" sagde hun, mens hun fulgte hver eneste bevægelse han lavede. Hun brød sig ikke om dem. De virkede så mekaniske på en måde, og det gjorde det samtidig endnu mere skræmmende.

"Te.." Hans døde fjæs, blev hurtigt nedbrudt af hendes ord, forårsagede nærmest et jordskælv, der nu afslørede undergrundens mystikker.
"Hehehe...." Han lod armene falde om maven, som om han prøvede at trygge tarmene på plads, som i en illusionel sidelæns opskæring af hud og kød. Det hårde ansigt krakellerede nu helt, idet tænderne igen skinnede i et rædselsvækkende... Underholdt smil. Han morede sig så sandelig, hvilket hendes ord, havde fremsat hans humoristiske sans. Han slog pludselig hovedet tilbage, med sammenknebne, våde øjne og en fuldstændig åben mund, hvor latteren sprød igennem og skabte et ocean af ekko'er, pågrund af grotten, der var halvdelen af deres omgivelser.
"Hahahahahaha!" Han lignede en, der var ved at gå i kramper, åbnede øjnene, der skinnede af at grine. Eller måske var det vanviddet... Han trampede i jorden med begge fødder, lignede ikke en, der ville stoppe i dette århundrede, og da slet ikke nu. Men som en blid overraskelse, blev de hysteriske krampede bevægelser lettere, mindre opmærksomhedsrige, sløvede til en langsommere takt. Han lod igen hovedet være lodret med kroppen, og stirrede direkte ind i hendes, hvis hun da holdte øjenkontakten, indtil han slap grebet om sin mave, og krampagtigt forsøgte at tørre de svagt ophobede øjne, der var dækket til af glimtende vanddamp.
"Huhuhuu... Du må altså.. Huhu... Ikke lave sådan en... Huhuhuuu.. Joke igen, dame.. Virkelig!" Hans stemme blev mere fattet, det barnlige blik var vendt tilbage med fuld kraft, idet han spiddede hendes øjne med sit stålfaste udtryk.
"Jeg var jo ved at dø af grin!"

Hun betragtede ham mens han var igang med at grine. Hun forstod ham ikke. Hvad i alverden var det der var så sjovt? Hun kunne se han var godt igang og før hun endda selv vidste noget af det havde hun sat sværdet tilbage i skeden og havde spredt sine store grå vinger ud. "Hvis du kalder det for en joke så har du en syg humor ligesom dig selv" sagde hun vredt og lod vingerne tage et ordentligt tag så hun var på vej op mod det lille hul i klippeloftet. "Jeg vil ikke have mere med dig at gøre!" Råbte hun vredt. Pludselig var hun væk i en røgsky og kort efter stod hun et stykke fra det lille hul og betragtede det. Hun var overbevist om at han snart kom ud og hun måtte handle hurtigt. Hun lod sine vinger tage endnu et tag og fløj mod himlen. Hun skulle ikke nyde noget af hans syghed. Han var da det mest klammeste væsen hun nogensinde havde set. Oh ja. Helt klart muteret. Og væmmelig. Hun vidste hun ikke bare sådan lige ville kunne slippe væk, men hvor var han? Var han ude af grotten før hun vidste af det og havde lagt sig på lur? Eller havde han opgivet hende? Nej det kunne ikke passe. Han lignede en der var 100% ude på at få fat i hende lige meget hvad der skulle til.

Han spærrede beundrende øjnene op i et lille, gisp, betragtede de grå vingers ynde og kraftfulde basken, der skabte støvskyen, hun udnyttede til sin lille flugt igennem grottetaget. Han lod kun en spids af tungen slippe ud mellem læberne igen, fugtede kort de tilstøvede tyndhudsbeskyttede kødlemer.
"Naiv.. Så grufuldt naiv" Han tog fingrene foran munden, i et lille smil, hvor øjnene var lukket og en svag, stammende fnisen slog igennem grotten, som dens sidste ekkofald. Han løftede blikket, var alene og vidste dog, hun kunne findes igennem loftets udhulning, der skabte en enkelt stråle af lys, imod stedet mørke skyggefald. Han sænkede atter hånden, bøjede begge albuer og fik så flettet fingre med sig selv, imod den tynde nakkehvirvels hudarea. Som om situationen var normal, ikke en mærkværdighed, der skulle give ham større stress end at sænke og løfte brystkassen, i rolige, døsige bevægelser. Samme bevægelser, de korte skridt skabte, da han atter stod ved grottens indgang, vendte sig i en smidig halvcirkel, kiggede opad og forsøgte at skue dæmonpigens positur. Egentlig, så lignede han bare en knægt, der var ved at regne ud, hvordan hans lastbil skulle smadre ind i den lille Toyota, som kammeraten holdte om sin egen lille hånd.
Hvor er du, dame...? Skidt pyt. Skal nok finde dig.. Hehehuuu.. Jup... Helt sikkert.

Hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede afsted og kunne høre hendes vinger baske hurtigere end de plejede. Hun ville bare væk. Væk fra det vortefjæs som hun nu havde døbt ham. Egentlig kunne hun bare transportere sig væk. Men hvis han fandt hende ville hun ikke have nogen kræfter tilbage. Og herude havde hun sine foredele. Der var luft, masser af frisk luft og ikke mindst åbent. Hun så sig rundt dernede, men blev bag nogen skyer. Hun var glad for at det var næsten overskyet så hun bedre kunne gemme sig og gå i et med skyerne. Hvordan skulle han også kunne nå hende helt heroppe? Medmindre han kunne springe mega højt eller have en gigantisk lang tunge. Men det ville da ikke være muligt selv for ham? han måtte indse det. Løbet var kørt for ham. Først skulle han finde hende. Og hun havde perfekt udsyn til ham helt heroppe fra. Og hun ville kunne se så snart han havde opdaget hende og så ville hun allerede have reageret. Han kunne da umuligt gøre noget som helst? Andet end at jagte hende for evigt. Men det var der vel ingen af dem der gad? Og dog. Hun havde lært at man aldrig kunne vide med ham. Han var mystisk og mest af alt klam. Ikke ligefrem en man ville falde for. Langt fra. Men hun spekulerede meget over hvordan det kunne være hun havde kunne se at han ikke havde godt med sig da hun så ham. Måske udstrålede han det bare så meget. Men alligevel havde han gjort en del for at skjule det. Hun havde ikke følt sådan før. At nogen bare var ude efter enten blod eller kød eller noget lige så snart hun så dem. Det var nu egentlig ret mærkeligt.

Et blidt knæk med nakken. En svag løftning af det ene ben, sænke det igen, gøre det igen med det andet. Armene sænket, hævet, sænket igen. Blikket løftet, en svag skikkelse bemærket, sænker det igen, som om han intet så, andet end skyer. Et par sekunder i stilhed. Ætsende, let overdøvende tavshed. Ikke engang skraben fra den grønne omgivelse, lød, idet han stadig kiggede ned i jorden. Selv stille som musen, der gemte sig for den orange, storpjuskede kat.
Hans skuldre lavede det første træk, ville fra pigens synspunkt, ligne at han rystede et suk af sig. Hans ansigt gemt af håret, pågrund af næsens position, der pegede direkte imod den faste mudderbund. Lod ikke til at være henrykt over jagtens start, men nærmere trist; fra Nainas udsyn.
"Tihihi.... Det her.. Huhuu... Skal skam nok blive... Underholdene" Han løftede udiskret blikket, stirrede med et grumt, twisted smil på hendes slørede skikkelse. Om han fangede øjnene, vidste han skam ikke, han var jo ikke supermand eller overdimensionel røngetsyns-ejende, men dog, vidste han at hun så på ham. Havde bemærket ham, nu kunne hun i det mindste forstå, at han rystede af den indespærrede latter, der før havde gjort grotten en anelse mørkere. Mere.. Dyster i sit tonefald. Han tog sig til den ene skulder, kiggede først til siden, ud af øjenkrogen, hans synsfelts baggrund. Igen, så bredte læberne sig skummelt, lod et par enkelte tandspidser glimte gulligt, tilslimet af den grønne tunges væskeudslusning.
Let the hunt.. Begin!

Hun så på ham i lang tid. Han så ikke ud til at vide at hun var bag ved skyerne. Og dog! Hun så hun fik øjenkontakt med ham i nogen få sekunder. Han vidste hvor hun var. Måske ville det bare være bedst at teleportere sig væk. Væk fra ham. Men hvad ville det nytte? Hvis hun begik sig ned på jorden ville han jo bare fange hende med det samme. Nej luften var hendes fordel og den måtte hun udnytte på alle tænkelige måder. Men han vidste det jo ikke endnu. Så hun ville overrasket ham med det. Han skulle ikke tro at han så nemt ville kunne få fat på hende. For det kunne han tro om igen. Godt nok havde hun haft et kedeligt liv, men hellere det ned at være i livsfare. Det var ikke noget hun brød sig om på nogen måde. Døden var ikke noget hun bød velkommen og hun så den hellere langt på afstand end meget tæt på. Hun lod en brise ramme hendes ansigt. Forfriskende mod den bløde, men også ret blege hud.

Han løftede nysgerrigt øjenbrynet. Analyserede den ru klippevæg, med dens mange kanter, buler, trekanter, ja, masser af forskellige muligheder som naturens stenformer. Han traskede langsomt derhen, med sin almindelige fnisen, der efterhåndene begyndte at forme det mindre lumske, mere venlige smil. Et par centimeter fra den ukulturerede væg, tog han sig svagt til hagen, udtænkte tydeligvis en hurtig strategi. Et kort stykke tid efter, slap han hagen, men forholdte stadig hænderne ved ansigtshøjde, støttede hele håndfladen imod det tykke stykke murværk af det reneste klippe.
Hmm... Stærk, solid.. Udnyttesrig Langsomt, så lydløst at det ikke var til at bemærke, begyndte de små negle at trykke sig imod stenfladen. Nerverne, der var yderst talrige på de punkter, følte sig frem. Ledte efter det helt rigtige svagpunkt, enhver og ethvert objekt havde.
krrrrk.. Et smil bredte sig endnu engang, da han endelig fandt svagheden i murværket. Nu gjaldte det bare om at komme op, finde den næste taktik; jagte dæmontøsen.

Hun kunne ikke se ham mere. Og det gjorde hende bestemt ikke bedre tilpas. Hun lød sine vinger baske hurtigt og fløj ud mod horisonten for at komme væk. Han ville da umuligt kunne nå hende nu. Hun var allerede et godt stykke derfra og snart ville grotten bare ligne en lille plet. Han måtte indse det. Hans bytte havde sluppet væk. Da hun kun lige kunne se grotten langt og højt oppe da hun var dykket mere ned lod hun benene sætte af på jorden. Det føltes nu godt. Men hun kunne stadig se grotten. Egentlig ville hun bare væk. Men han ville da stadig umuligt kunne finde hende? Hun var ved foden af den store klippe, men hvordan var han egentlig kommer derop til at starte med? Åbenbart måtte der være en pasage hun ikke kendte noget til da hun altid bare fløj derop. Det var også så meget nemmere. Så længe der ikke var nogen der så en og prøvede at skyde hende ned. Man måtte altid være forsigtigt når man var på himlen. Det var yderst risikabelt.