And then I saw it. [Andrija]

Tiden er?; 20.25
Stedet er?; Lycée - Skolen
Omgivelserne er?; Ting og sager. Tag et kig omkring.
Vejret er?; Klart og frisk. Endnu lettere lyst udenfor. Inden en solnedgang. Små fine dråber af og til.

Skolen. Et sted hvor børn lærte de ting de voksne kendte til. Det var her at man fik venner men også fjender. Det var her at man fandt ud af hvor hårdt og uretfærdig livet var. Men nu var skolen tom. Ingen børn. Ingen unge. Og ingen lærere. Der var ingen aftenskole idag. Der var næste. Helt øde på den plads. Alle havde forladt det så hurtigt for at komme hjem og holde fri. Hvilken befrielse når klokkerne ringede efter sidste time. Dog havde denne enkle lille engel begivet sig hen til Lycée i sin fritid.
Fear havde aldrig været der. Havde aldrig gået der. hun havde heller ikke nået at fuldende sin uddannelse da hendes muligheder kom før. Hun så ikke ud til at være mere end de sølle femten til seksten år men hendes levetid lå snart på 21 år. Havde være fanget i den uskyldige krop i et par år nu. Hendes hår var langt og mildt krøllet som det hang ned langs hendes ryg. Og dets mørkblonde farve fik fremhævet hendes havblå øjne. Den løse kjole der faldt elegant og yndigt ned over hendes perfekt formede krop fostrede lidt efter hende som hun med rolige gik gennem de tømte gange. Hendes bare fødder sagde ikke en lyd mod det hårde plastik gulv. Som var hun let som en fjer. Et smil sad på hendes bløde let lyserøde læber. Et forsigtigt men stadig sødt smil. Det eneste der faktisk brød hendes perfekte skønhed var den forbinding om hendes ene skulder som også kom hele vejen ned over hendes venstre skulderblad og så den blodforsamling der havde placeret sig helt oppe ved hendes hårs start i panden. Det blev nu dækket godt af hendes pandehår.
Der var frygtelig stille nu hvor det kun var hende. Hun vidste ikke om det var den bedste idé at gå rundt her. Men der var ikke blevet låst af så hun havde ikke bare brudt ind. Det ville hun i det hele taget heller ikke finde ud af. Hun var et ægte englebarn sagde folk. De skulle bare vide. Hun var et ynkeligt stykke legetøj til de folk der var stærkere end hende. Hun var fuglen der ikke kunne flyve væk igen. Men var nød til at løbe afsted til fods. Hvilket nok aldrig ville gå specielt hurtigt. Tankerne samt minderne der blandede sig ind fik en skygge til at ligge sig over hendes kønne øjne. Og hun stoppede op. Stod stille mens at lyset fra solen der var på vej ned skinnede ind ad det vindue hun nu stod ved siden af. Hun sank en mindre klump og fik drejet hovedet. Horisontens udsigt var fascinerende og fangende. Hun knugede sin ene hånd om det lille objekt hun havde i hånden. Plastik og klar blå. Inhalator. Dette afslørede en svaghed så tydeligt. Men til Fear's held så var hendes astma knap så alvorlig siden den langvarrige indlæggelse. Hun havde dog alligevel altid denne tingest på sig hvor end hun gik.

Gik man et par etager op i bygningen ville man komme op til læreværelset, som de fleste ville tro var tomme, uden lys, kun gadelygternes kolde gule lys der pressede sig ind igennem vinduerne for at give vindueskarmene i træ et underligt lys der lyste de få døde potteplanter op. Der var ikke lys inde fra rummet, der bestod af vægge der en gang havde været hvide, men nu var begyndt at gå over i en lysegrå farve med kaffepletter og tegnestreger som om eleverne kom her op. Den eneste lyskilde i rummet var henne i det ene hjørne, ved et par borde der gjorde det ud for en slags køkkenbord med en kaffemaskine og kogeplader. Det var underligt at sætte kogeplader ind i et gryde tomt rum, men hvad fanden, der skulle jo være noget at stille spørgsmål om. Under det ene bord stod lyskilden, et lille gammelt køleskab som stod åbent, som stod tomt, rippet for indhold. Der havde været mus i køleskabet, det var derfor de seks forglemte øldåser ikke længere stod der. Musen var ikke særlig lille, den var næsten to meter høj, uden hale, dens bagben var beklædt i mørke jeans, mens fødderne var klædt i mørke læderstøvler. Overkroppen var klædt i en hvid skjorte, hvor de øverste knapper stod åben, og ærmerne var smørret op til albuerne hvor forpoterne stak ud, hvor de fem klør holdte fast i en af øl dåserne, den sidste, de fem andre lå i en lille fin bunke under bordet som musen lå på og stirrede op i loftet. Det var en hårløs mus, det eneste sted der rigtig var hår, var på hoved af musen, håret var mørkeblondt pjusket hår der strittede som det ville.
Musen, eller retter sagt Andrija hævede sig en smugle op, for at føre øldåsen til læberne, og tage en tår af indholdet før hånden der holdt godt fast i dåsen faldt ned igen, og han lod sig dumpe ned på bordet igen, som slet ikke var langt nok til ham, så han blev nød til at bukke bene for at holde dem på bordet.
Han var optaget af tanker, helt væk i tanker om hans lille dæmon der sikkert ventede ham, det gjorde hun sikkert, men han orkede ikke at få snøvlet sig sammen til at rejse sig op, og komme ned til hendes lejlighed i bilen, selvom han ville belønnet når han kom ned til hende, i form af kys og tortur. Ikke tortur der gjorde ondt, men blot pinte ham, når hun satte sig på hans skød og lod sine lange klaverfinger glide ind under hans skjorte mens den anden rode rundt i hans hår og tændte ham helt vildt så han sikkert til sidste ville kaste sig over hende som den sex glade ulv og flå tøjet af hende.
Han smilede svagt ved tanken, og besluttede sig for endelig at begynde at tage hjem, men han skulle lige op, og det blev bestemt ikke lige så elegant som ønsket, for selvom han ikke var fuld, bestemt ikke gik det alligevel ikke specielt godt med at komme på bene. Han væltede ned af bordet og lande oven i dåserne der beklagede sig højlydt da han ramte dem, så de fløj ud til alle sider, og han tabte sin dåse. Et kort irriteret støn slap ud fra hans læber, mens han lod øllen løbe ud af dåsen, for at hive sig op at stå ved hjælp fra bordet.
Han kiggede lidt rundt, mens han fandt hoved og hale på jord og himmel. Da han havde fundet døren i den anden ende af rummet, begyndte han at gå der hen med lange skridt, der førte ham af sted. Han åbnede døren som han før havde lukket bag sig. Så snart han trådte ud på gangen blev det kunstige lys fra de gamle lamper tændt og kastede gulligt irriterende lys ned på ham. Han stønnede kort, mens han begav sig ned af de lange gange der blev oplyst af lys så langt ned han gik, lige til han kom ned til trapperne, hvor der ikke længer var censor til at aflæse om der kom nogle.

Lyden af ting der blev stramlet med blev lidt efter så opfanget af hendes hørelse. Den var svag og den var uklar. Men Fear vidste den eksisterede. Og den var kommet her omkring hende. Et sted ikke langt væk. Lyden havde været som når man hørte kirkeklokkerne på længere afstand. Men bare ikke så smukt og rørende. Blot en lyd der irriterede øregangen. Og ligemeget om hun stod så langt fra stedet det kom fra følte hun et gys ned langs ryggen over den skrabende støj. Men hvor havde det kommet fra? Hun stod stadig stille og det havde været grunden til at hun havde kunne høre det. Og der havde jo før været så dejlig stille. Hvem kunne ellers have valgt at gå rundt på denne skole. Området det lå i var lettere sjusket og så var det endda de små klasser der blev sat ind her. Dog var her jo også gratis at gå. Hun ville nok være nød til at være her hvis hun var så dum at starte i skole igen. Hun kendte til det hun havde brug for.
Denne lille engel fik så igen rustet sig ud af sine mindeværkende tanker. Omgivelserne hjalp jo også en hel del på det. Hun så sig lidt rundt før at hun fik sat den ene fod foran den anden. Fik gentaget dette længe nok til at gå videre hen af den øde gang. Der var intet lys udover det der lige kom gennem de store vinduer der sad i væggen mod vejen med ikke mere en 2 meters afstand. Censorene så ikke ligefrem ud til at virke lige på denne etage. Skulle ikke undre med hvis det var 8.klasserne eller 9. klasserne der holdt til her. Man havde jo ikke andet sjov end det man selv laver. Det var i hvert fald et motto dengang hun endnu var i live.
Hun syntes nu at høre skridt. Over hende. Der var altså nogen. Og det var ikke blot et skadedyr på fire ben der pilede afsted. Nej denne person var tung nok til at give mere kraftige lyde fra sig. Bland andet også via sine sko. Hun stoppede lidt og fulgte lydende. Men hun kom så pludselig i løb. Og hendes bare fødder var nu ikke så lydløse igen. Hun var ikke god til at løbe da hun aldrig havde trænet det. Og hun stoppede også hurtigt igen. Ved trappen. Trak vejret dybt på grund af sin dårlige kondi. Men hun var ikke helt udmattet. Hun lod sine smukke og store havblå øjne stirre op ad. Op i mørket på trappen. Hun kunne høre trin blive trådt på. Hun var ikke alene. Hun tog fat i gelænderet og tog så det første skridt op af den kolde trappe. Hvorfor hun egentligt ikke havde sko på var et spørgsmål for sig selv man var nød til at rode i hendes hoved for at få et svar på. Hun gik længere op og der gik ikke længe før at hendes blik fangede en skikkelse foran hende. En meget høj men ung mand. Han så noget tåget ud men stadig med jordforbindelse. Hun stivnede kort og fik spærret sine øjne op. Hun havde forventet en form for ung dreng eller pige ude på ballade. Som havde havde ville hærge skolen til. Hun fik dog sig selv til at slappe lidt mere af lidt efter lidt. Der var vel ikke noget farligt ved denne mand. Hans udstråling sagde ikke ligefrem at hun skulle væk med det samme. Han virkede bare træt og fortumlet. Hendes øjne studerede ham fra top til tå før at hun til sidst så mod hans ansigt. Fik kæmpet sine mundviger lidt op i et forsigtigt smil. Men det søde ansigts udtryk der kom fra hende afslørede hendes væsen. Sammen med den meget svage glød fra hende. Det blev altid svagere og svagere og forsvandt til sidst hvis engle blev for længe på jorden. Og her kunne man se at hendes snart var væk. Så utydeligt var det. "God..aften" fik hun så frem med hendes yndefulde og varme stemme der lød som fejlfrit klaverspil. Nok havde hun tøvet men mere havde der ikke ligget skjult i stemmen. Tonen var som den altid havde været og den afslørede stadig alle hendes følelser. Som hendes blik. Og hendes opførsel.

Han stoppede op, da der dukkede en engel op foran ham. Selv i hans lidt bedøvet tilstand kunne han se, dufte og mærke det. Hans øjne gled op i hendes og virkede med det samme mere ædru mens han gennemborede hendes blå øjne. "Godaften smukke." Det var i grunden ikke med vilje at han havde tilføjet smukke til sætningen, men det var blevet en vane at gøre så snart han så en kvinde. Han kiggede indgående på hende med et lille svagt smil på læberne. "Hvad laver en engel her?" Han gik lidt ned af trappen, og stoppede op foran hende og kiggede ned af hendes tøj og skoløse fødder. "finder et sted at sove?" han lage hoved let på skrå og grinede kort. Ikke den vej, tætter på jorden, så du kan komme væk når menneskerne kommer." Han lavede et lille vift op af trappen, før han gik forbi hende, og stod til sidst for enden af trappen. "Men bare find et andet sted, det er ikke sjovt at være på en skole." Ævlede han løs før han fortsatte ned af gangen mens han knep øjne let sammen for at kunne se bedre. Han snurrede rundt og kiggede på hende mens han lage hoved let på skrå. "Men hvis du ikke søger et sted at sove, hvad laver du så?" Fortsatte han sin en mands snak som han virkede til at køre udemærket. Han lage hoved let på skrå, og havde glemt alt om at tage hen og besøge Guinevere. Det var jo ikke ligefrem fordi hans hjerne var i tip top form lige nu, måske hvis den havde været lidt mere tør, og ikke svampet ind i øl, men gu fader bevars, man får jo kun det sjov man selv laver.
Han lænede sig op af muren, som virkede hård og venlig. Æv...
Han lod en hånd glide igennem håret, mens han gloede løs på hende, som om hun var en abe i et bur. Ikke specielt venligt eller høfligt, men æv bæv for hende, han var ikke typen der abeslut skulle være så fandens høflig, det var sjovt at bryde regler. Regler var skabt til at brydes, nemlig, det mente han bestemt de var, og det kunne man da ikke lige ændre på vel ... ikke? "Nå, men pøj pøj, jeg smutter." han vendte sig om, og skulle til at gå, men stoppede så op og vendte sig om mod hende og rakte hånden ud efter hende. "Kom, du ska' da ikke sove her, vi finder et sted." Han smilede igen. "Eller hvad du vil, skole er noget dårligt noget." Han sukkede kort og smilede venligt til hende, selvom det sejlede lidt på hans mundvige før det forsvandt. Selv havde han aldrig været i skole, og lært noget. Han grinede kort ved tanken om hvor dum han egenligt var når man målte med skolebørns viden, det var fandens.

Gud hvor han dog bare plaprede løs. Det var utrolig så mange ord han havde fremme på så kort tid. Det var som om at hun hele tiden hørte hans forbandede stemme. Den stemme der fortalte han ikke ligefrem var den ville gøre noget alligevel. Han lod hende ikke nå at svare på nogle af hans spørgsmål overhoved. Ikke før at der kom et nyt ord. Og så et nyt spørgsmål eller sætning. Det var lidt stressende at høre på. Hun havde jo været vant til at folk blot ville lade hende komme til. Om hun var mindre end dem eller ej. Om hun var yngre end dem eller blot så yngre ud.
Fear fik vendt sig om lidt efter at han havde passeret hende. Hun havde valgt at holde sine læber lukket sammen til hun fik en ren mulighed for at sige noget. Samt at hun havde svært med at holde sine lidt stødende ord inde. Hun havde aldrig kunne sige den slags til en person. Eller jo men hun havde det ikke så nemt som andre. Hendes hoved blev lagt lidt på skrå og hendes blik blev spørgende med et løftet øjenbryn da det åbenlyst så ud til at han ville have hende med sig. Hun tøvede ikke men hun gik stadig ikke ned til ham. Så blot på ham nu hvor han ikke var omgivet af mørke. Hun sukkede svagt og fik så sat den ene fod ned på trinet nedenunder og der gik ikke længe før at hun havde fået gået ned af trappen og stod nu lidt fra denne dæmon som han åbenbart var. Det kunne hun mærke. "Hvad jeg laver her kan være ligemeget. Men det er ikke for at sove. Jeg er hverken træt eller hjemløs." lød igen hendes engleblide stemme bestemt. "Og De skulle prøve at holde munden lukket i lidt længere tid. Prøve og lade andre komme ind en gang imellem" Hun fik da nogle af sine følelser frem på ord. Men de var ikke hårde. Hun så igen mod ham og lod et mindre smil komme frem igen. "Og hvordan kan det være jeg finder dig her på skolen??" Hun fik igen lagt hovedet en smule på skrå så hendes krøllede lokker der så ud til at være stylet perfekt senere her idag, faldt lidt mere ned over hendes ene bare skulder. "Og hvordan kan det være du er så lige på med en fremmed du blot først har set og mødt??" Hun gik lidt hen ad gangen hun før havde kommet fra. Drejede om og gik to skridt baglæns mens at hun endnu så mod denne unge mand hvis personlighed indtil videre var noget fascinerende. Stoppede op og afventede nu bare svar på sine spørgsmål. Enkle spørgsmål der dog kunne være svære at svare på. Hun lod ene af sine små hænder løfte sig og strøg en tot af de mørkblonde hår væk fra sit ansigt men den forblev ikke bag hendes øre. Kom bare ind over igen og irriterede hende endnu engang.

"Jeg er på skolen fordi ... at jeg egenligt var på vej hen til en veninde." Svarede han kort, mens han lage hoved let på skrå, og havde ladt at overhøre alt det andet hun havde sagt end de to spørgsmål. De ville sikkert have lydt underligt i hans øre hvis det ikke var fordi at han ikke var ved sin fulde fem. "Hvorfor jeg er sådan?" han trak på skuldrende og sukkede kort. "fordi jeg er sådan." Svarede han flabet, og lod sin hånd flade ned langs siden. "Men okay, så vil jeg smutte, sov godt når du kommer der til." Han drejede rundt på hælen og begyndte at gå ned af gangen uden at sige flere ord. Han fugtede sine læber der stadig smagte af øllen som lå ovenpå i en fin lille pøl. Han stak hånden ned i sine bukselommer for at finde sine bilnøgler, men de var der ikke!
Han stønnede irriteret og ledte lidt mere, før han snurrede rundt på hælen, og gik med hurtig fart hen mod englen, forbi hende, og op af trapperne han tog med to skridt af gangen. Han var hurtigt oppe af trappen, log gik mod det mørke lærelokale hvor han smækkede døren op, og fandt sin nøgle liggende i en pøl af øl. han var hurtig henne ved den, og fiskede den op, hvor efter han suttede den ren for øl, mens han gik ud af lokalet igen, for at gå ned af trapperne.
Da han kom ned forbi englen kiggede han lidt på hende, med nøglen stikkende ud mellem de lukket læber. Han nikkede kort, før han gik ned af gangen, optaget af at komme ud til bilen, hjem til sit sexet lam. Han var igen hurtig nede af gangen, og skulle til at åbne døren ud til, men stoppede sig selv, og vendte sig om, for at kigge på hende. "skal du have et lift, eller vil du blive?" Han kiggede indgående på englen der henlå i mørke længere nede af gangen. Man kunne kun svagt se lyset skinnede i hendes hår oven fra trappen men ellers var hendes ansigt henlagt i mørke sammen med hovedparten af skolen. "Ellers må du hygge dig hvad du så vil her." han åbnede døren, og lod en kølig brise glide ind mod hans ansigt, og længere ind på gangen. Han vendte sig halvt med, og kiggede spørgende på hende, mens han holdt døren lidt endnu og ventede på at hun skulle bestemme sig, før han ville gå ud af døren.

Fear tyggede lidt på hans spørgsmål. Skulle hun køre med? Der kunne vel ikke ske det helt store. Stadig havde hendes censor ikke opdaget noget farligt over denne dæmon. Og hun skulle vel alligevel hjem på en eller anden måde. Og om der stadig kørte busser var hun slet ikke sikker på. Hun orkede ikke helt at gå hen til hotellet. Lå det ikke nærmest i den anden ende? Eller i hvert fald tæt på. Hun fik et lidt større smil frem på sine bløde læber og fik det sendt mod ham. Hun kendte endnu ikke han navn men det ville hun måske få fat i på et tidspunkt. Hvis hun prøvede. "Jo." Hun begyndte at lunte lidt hen mod ham mens at hendes hår igen kom flagrende efter hende som en lystig partner. Det fulgte jo hende hvor som helst. Igen stoppede hun op da hun var tæt nok på ham. "Jeg har ikke specielt meget lyst til at være på skolen mere så et lift ville være perfekt." Hendes stemme lød vel lidt formel men det var nok bare noget hun havde fået en vane med. Og det var sandt nok at hun ikke ville være på skolen mere. Der var for mørkt og hun følte sig lidt glemt mellem alt det. Hun vidste aldrig hvad der kunne findes frem og hvad der kunne finde hende. Hun trådte yndefuldt udenfor gennem døren han endnu holdt åben. Havde taget det som en gestus og udnyttede det. Hendes blik gled lidt rundt på området foran hende. Skolegården var lige så øde som det indenfor. Men arealet var større og der var mere gråt end sort. Her var da i det mindste lidt mere lys. Det var her hun ikke smilede så meget mere. Men hun lod sig igen vende sig lidt om mod dæmonen med et svagt sveg i mundvigen. "Jeg er Fear forresten" Om han ville tro hende eller ej var op til ham. Der var mange der syntes det var et noget mærkværdigt navn. Frygt. Om det så også passede til hende måtte man selv finde ud af. Men hun frygtede meget. Dog var det ikke grunden til hun havde fået navnet. Hun havde jo haft ingen anelse omkring hvad der skete i verden dengang hun blev dåb.

Et lille smil krummede sig i hans mundvige da han kunne se hun kom hen til døren uden at vise tegn på frygt, men hvorfor skulle hun da også det, han syntes bestemt ikke han så farlig ud, men det vidste han selvfølgelig ikke, han var jo dæmon, og de havde vel et lille ry for at være - onde. Han lod hende passere, mens han kort indsnusede hendes behagelige duft af engel før han fulgte efter hende ud på den trøstesløse parkeringsplads hvor der ved det nærmeste fælt, som egenligt var et handicap felt stod en pickup og så ret ensom ud. Han førte hende hen til bilen, og åbnede ved at sætte en nøgle i låsen og dreje rundt. "Hop op." Han gav endnu et kort smil, før han selv gjorde hvad han lige havde sagt, og satte sig op i bilens ikke specielt behagelige sæde, og satte nøglen i og startede.
Da han var sikker på at hun var inde, bakkede han ud, og kørte ud fra parkeringspladsen. "Men - hvis du ikke kunne finde noget godt at tage dig til, hvorfor var du så på skolen?" Han optog deres før hen samtale mens han drejede ud på de efterladte veje der førte rundt i et indviklet net af veje i Terre. "..Og hvor vil du af henne?" Han drejede hoved halvt om for at kigge på hende mens han slugte hendes engle udseende. Som altid vakte det smukke udseende hans begær efter kvinder, men efter mange år havde han lært at styre sit begær, sådan - nogenlunde mente han selv, så han blev i skindet og gloede løs på hende, kun afbrudt af nogle små hurtige blik på vejen før han gloede på hende igen, uden hæmninger.
Efter det havde gentaget sig flere minutter stoppede han sig selv med et lille uskyldigt smil og kiggede kun på vejen mens han passerede de oplyste veje, holdt for rødt, og kørte igen da det blev grønt, lige som altid.
//Undskyld det tog så lang tid//

Sædet hun satte sig op på var ikke ligefrem behaglig at sidde på men hun klagede ikke. Overhoved. Det havde været et dejligt tilbud denne dæmon havde tilbudt hende. Så hun ville ikke sige så meget om sine komfontable krav. Hvilket hun ikke havde nogle. Gud der gik mange forvirrende tanker gennem hendes hoved. Hun prøvede at ryste dem ud men de forsvandt først da hans første spørgsmål kom ind. Nogenlunde. "Hva??" Hun så spørge de mod ham men forstod så. "Nåh. Ehm. Jeg er en nysgerrig pige og ville udforske den by jeg er kommet til." Hun så mod vejen mens hun talte. Men hun kunne hele tiden mærke hans blik mod hende. Betragtende og studerende. Lidt stressende i længden. Men hun prøvede at holde sin mund omkring det. "Quatre." svarede hun kort og man kunne nærmest mærke at hun var lidt anspændt nu. Hun prøvede bare at skjule det. 
Hun sagde ikke mere. Men så bare ligefrem. Som var det hende der holdt øje med med hvor han kørte. Til hun ikke kunne mærke hans øjne rettet mod hende mere. Hendes skuldre faldt ned igen. Hun førte sin ene fine hånd op mod sit ansigt og strøg let og elegant en krøllet tot, der havde faret vild fra det andet, om bag sit ene øre of nu kunne man se hendes kønne ansigt fra siden lidt bedre. Hun træk derefter sit ene ben på til sig på sædet som hun i det hele taget ikke fyldte så meget af. Hun havde jo også kun en krop som en lille slank 15 årig pige. "Sig mig. Hvad lavede du egentligt på skolen? På dette tidspunkt." fik hun så frem forbat afbryde stilheden. Hun drejede sit hoved så de havblå øjne blev rettet mod dæmonen ved siden af hende. Hun kendte endnu ikke navnet på ham. Men det betyd nok bare han ikke ville sige det. Eller noget. Hun tog sig ikke helt af det lige nu. Hun var ved at være træt og ville egentligt gerne hjem og ligge under dynen i den bløde seng med de sjove hoppende fjedre der hjalp hende med at have det lidt sjovt ved at hoppe i sengen. Man havde jo ikke andet sjov en det man selv lavede vel. Men alt dette der nu korte i hendes hoved og fik hende til at smile svagt og sødt for sig selv, gav hende ingen mistanke om at der kunne ligge fare under den unge mand bag rattet.

Han nikkede og satte kursen mod hotellet der lå i centrum af byen som noget af de rigeste byen ejede sikkert og det var vel også de rigeste der boede der eller? Var hun så rig? Hun lignede ikke en, og hun ville da bestemt ikke befinde sig på skolen hvis hun havde penge til at feste, det ville han ikke. "Jeg var på vej hen til en veninde - men kom ikke lige helt så langt." Hvorfor han ikke var kommet hen til Guinevere som i grunden var mere end blot en ven for ham, kunne han ikke huske, men hvad fanden, det gjorde sgu da ikke noget, han kunne efterlade denne Fear på sit hotel og så køre hen til hende, det havde jo været en million år siden de havde været sammen mente han. Ja, det var en god ide.
Han vendte sig halvt om i sædet, for at kigge på Fear med et undersøgende blik men holdt sine spørgsmål inde i sig selv mens han vendte sig om og stirrede ud af vinduet med et halvtomt blik mens han begravede sig i tanker om livets gang som efter hans hoved til tider var alt for kompliceret. Han pressede kort læberne sammen mens han erindrede Guineveres måde at komme brasende ind i hans perfekte liv på, men det gik da godt ikke, han - han levede jo stadig og der var ingen der mere kunne sætte en kæp i hjulet på ham.
Han drejede lidt efter op af parkeringspladsen til hotellet som var oplyst af alle mulige kunstige lys der lyste natten op. Han fandt en plads og stoppede op, og kiggede på Fear. "Så er vi ved målet." Han gav et lille smil fra sig, og betragtede englen som virkede fandens tiltrækkende, men hallo, det gjorde alle kvinder vel på ham, især Di Morgas - de var alle tæt på perfekt, fandens perfekte og smukke og ovenud lækre.

Så var de der. Efte en faktisk kort tur. Det havd hun ikke lagt mærke til da hun bare havde gået rundt omkring. Havde følt der var flere kilometer hun havde været omkring før hun havde fundet vej til den faktisk noget kedelige skole. Hvem gad gå der. Den havde ikke set ud til at den havde fået nogle forandringer siden 1890 eller sådan noget. Og hun var også heldig at hun ikke behøvede det mere. Hun var egentligt gammel nok til at gøre hvad hun nu engang ville. Men folk ville ikke tro på hende når hun fortalte sin sande alder. Hun opførte sig nu heller ikke altid som en på 20 år. Men hun kunne godt hvis det skulle være. Ikke noget hun havde lyst til. Følte ikke for det.
Fear sad lidt inden at hun så lagde sin hånd på det lille håndtag i bilens inderside og fik åbnet døren. Hun steg roligt ud som havde hun formél blod flydende i årene. Yndefuldt. Og hun fik sit hår til at flagre på en rolig måde mens hun ellers blot steg ud af en bil. Lige som så mange andre. Hun tænkte ikke over sin måde at gøre tingene på. Hun lukkede døren igen g drejede om sig selv for at de mod dæmonen endnu en gang. Og denne gang med et lidt større smil. Hun havde gennem deres køretur bekræftet at hun kunne føle sig tryg i hans nærvær. Så han fortjente vel et ægte nok smil der fik hendes ansigt til at lyse mere op og det samme med hendes øjne. "Tusinde tak for turen hjem." sagde hun så med hendes stadig engleblide stemme. Der var virkelig ikke nogen tvivl om hvad fanden hun var. Et af gudsbørn fra himlen. Dog var hun den type der havde hemmeligheder gemt og låst væk for alle. Endda også sig selv.
Hun løftede sin ene hånd og vinkede kort til ham før at hun vendte sig om. Blikket fra dørmanden viste, ved hans kropssprog at hun ikke havde løjet om at hun boede her. Om hun gjorde det for sig selv var en ting man selv skulle finde ud af. Så stoppede hun som havde hun glemt noget og det gik ret så stærkt idet hun drejede om på hælen og løb med små skridt, som gav en lille lyd fra sig som hendes barefødder henover astfalten, hen til bilen hun lige havde steget ud af. Hun tog sig ikke af om den allerede var startet igen da hun bare tog fat der hvor vinduet var rullet ned og så mod den unge mand igen igen. "Ehm. Undskyld, men er der en måde jeg kan gengælde tjenesten? Måske vil du med ind eller noget..?" Hun fik ordene ud med en sikkerhed der ikke ligefrem havde været der ved deres begges første øjekast på hinanden. Hun så på ham med hendes store havblå øjne der havde fået et faktisk lidt nuttet bedende glimt i sig. Hun smilede igen mens hun nu stod og ventede på hans reaktion på hendes pludselige invitation. Og det var jo slet ikke sikkert han ville tage imod den. Men hun havde gjort sig et forsøg. Og håbede det ville lykkedes hende. Og det var ikke som om hun havde nogle tanker der på under men hun var blevet opdraget på denne måde. At sige tak på en anden måde end med ord. Eller noget.

//Nåh ja. :3 lidt forsinket: Tillykke med fødselsdagen(igår).//

Han løftede let hånden, for at vinke farvel til hende, da hun var steget ud af bilen, og var på vej mod hotellet. Et svagt smil kunne svagt ses i hans mundvige, før han vendte sig halvt om og greb fat i bildør håndtaget for at åbne, og sætte sig ind i de ikke ligefrem behagelige sæder bilen nu ejede. Han rode lidt rundt i sit pjusket hår da han kom ind, og satte nøglen i bilen, for at tænde morteren, og derefter det kunstige lys, der kastede lange kegler ud på vejen. Han lænede sig tilbage med et let suk, mens han betragtede pigen der stille forsvandt, før han atter lænede sig frem, og skulle lige til at starte bilen, da han hørte nogle skridt, og drejede hoved mod det åbne vindue ved passagersæde.
Da hun havde talt færdig formede et let smil sig på hans læber, mens han rettede sig op, og lod hånden glide hen til nøglerne igen, hvor den drejede nøglen rundt, for at slukke bilen. ”Jeg vil gerne med ind.” Sagde han, og kiggede kort på pigen ved navn Fear. Han åbnede bilen, og sprang let ud af bilen, smækkede døren bag sig, så hele bilen gyngede, før han låste den og kiggede ned på hende. ”De kunne jo føre vej, frue.” Sagde han med en sukkersød stemme, mens han slog let ud med hånden mod dørmanden med et køligt smil. Hans øjne gled op og ned af englens krop mens han nærstuderede de struttende bryster, de lange hår og de havblå øjne som virkede levende og – måske så langt som glade?! Endnu et køligt smil flækkede over hans læber, mens han fulgte efter hende, hvis hun begyndte at gå ellers ville han blive stående og vente på hende, dog ville hånden være faldet ned langs hans sidde, mens han betragtede hende, og hans ’lille’ plan dannede sig i hoved på ham. Åh, hvor han glæde sig til det? Ligesom en hund der ventede på sin pølse ved slagteren.
//Så har du lidt at svare på, selvom jeg ved det er et lidt - 'ehhh emne' xD

Fear følte sig egentligt godt tilpas idet at denne unge mand svarede hende med et ja. Det var mere befriende end hvis han havde afvist hende. Men nu kendte hun ikke ligefrem til de ting der gik rundt oppe i hans hoved. Heldigvis? Måske. Ville ikke være en lykkelig ting at kunne vide noget. Men hun var blot helt uviden om hans lille plan eller hvad det var. Nej hun var bare glad for at han have taget imod hendes ydmyg tjeneste.
Hun smilede endnu stadig. Men det voksede ikke som sådan. Blev i det område som det altid havde været. Enten intet, mindre eller som det var nu. "Med glæde." svarede hun blot mens at hun med en let bevægelse roligt drejede om så hun atter stod med fronten mod hotellets døre og ikke mod dæmonens bil. Hans blik kunne godt mærkes men lige nu var hun vel for naiv til at tage sig så meget af det. De kølige smil der kom fra ham blev fordrejet i hendes hoved og gjorde ingen varsel. Stakkels pige?
Fear smuttede roligt forbi dørmanden og kom ind i varmen. Og væk fra det mørke der nu omgav Di Morga. Selv om at hun gik med disse yndefylde bevægelser lød hendes skridt alligevel lidt som barnefødder hen over det hårde stengulv der var i den store indgangs hal. Uskyldige og en smule legende. Selv om hun ikke ønskede det. Hun så sig lidt til siden og forventede at støde på manden. For lige at tjekke hun ikke have mistet ham på den korte tur. Hendes øjne fortalte hvad sæt andet ved hende sagde. De var stadig studerende og betragtende og nu var de blevet mere klare end de var i mørket udenfor. Samt kunne der også findes et twist af nysgerrighed.
"Jeg troede faktisk du var på vej over til en veninde..?" Fear vidste godt hun måske ville ødelægge noget er at bringe det på banen. Håbede det ikke. Hun ville jo blot prøve og starte en form for samtale mens de nu gik mod hendes 'hjem'. Eller værelse kunne man kalde det. Hun fik lidt efter lidt igen bragt sit smil på banen. Det var vel noget der skulle vise hendes tryghed hos en person. Hendes blik opfangede hurtigt da elevatoren nu var nået denne etage og hun fik sat sin kurs der mod. Ikke i noget tempo der var hurtigere end før men nu var hun mere målrettet i sin handling. Idet de nåede elevatoren og var kommet ind førte metalboksen dem op. De var ikke alene da et gammel ægtepar også have nået deres flugt fra trapperne.
//Sowwie det er såan lidt bleeeh..... D://

Andrija fulgte efter Fear uden at sige så mange ord, faktisk sagde han ikke et eneste ord. Det var der ingen grund til at sige et kvæk, de kom jo frem ad i teksten. Han lyttede tavst til deres sko der lavede små lyde mod den hårde jord, eller først var den sten fliser udenfor hotellet og derefter stengulvet inde på hotellet der var så blank poleret at man kunne spejle sig selv i de mørke fliser. Det var utroligt at nogle gad sidde på alle fire og pudse den hele lange dag, med røven i vejret, så måtte man vel bare håbe det var kvinder der gjorde det hårde arbejde, så kunne man gå og glo på de sexet røve. Han skiftede han tankegang, og rettede blikket mod Fears røv, som vippede frem og tilbage i et sexet tempo.
Han stoppede op, da de kom hen til elevatoren og betragtede Fear. "Eh - hun må vente lidt, det kan hun sikkert godt, hun har sikkert nogle veninder på besøg, det ville lige ligne hende." Det håbede Andirja, men det gjorde sgu da heller ikke noget, verden faldt jo ikke sammen, og i grunden havde han ikke sagt et kvæk til Gwen om at han ville komme hjem til hende, så det gik vel ud på et.
Da de kom ind i elevatoren kiggede han lidt på det ældre par, og lod et lydløst suk slippe ud mellem læberne. Det var sgu fandens! Dog lod han et let smil glide over hans læber da det ældre par, ved næste etage steg ud af elevatoren. Så snart dørene var lukket, og de havde kørt et par sekunder trykkede han på nødstop da han var sikker på at de var mellem to etager.
Et let smil gled over hans læber, da han vendte sim om elevatoren og kiggede på Fear. Han bed sig let i læben med sine dæmon tænder som langsomt var gledet frem og havde erstattet de mere 'normale' tænder. "Lets play dear." Han gik helt hen til Fear, og skubbede hende ind i væggen med sit kølige smil mens han greb fat i hendes ene hånd, mens han pressede hende op mod væggen mens han lage sin hånd på hendes ene bryst og pressede til, mens han pressede sig helt op af hende.

Det hele stoppede. Bare sådan. Pludseligt. Eller det far faktisk kun elevatoren der stoppede. Lyset der var i metalboksen var endnu tændt og der kunne ikke fornemmes noget der var galt andre steder. Dette undrende Fear noget så meget. Hun stod lidt på samme sted men så sig forvirret rundt i det klaustrofobiske rum de begge var i. Hende og dæmonen. Hun så spørgende mod ham. Som vidste han hvad der var sket. Men det hun havde ønsket var ikke det hun mødte ved synet af ham. Smilet gav hende nu endelig bange anelse. Syntes han at dette var sjovt? Hun kunne ikke lide det. Ordene fik hende til at stivne en smule og hendes øjne blev spærret lidt op af den frygt der nu var begyndt at vokse i hende. Hun forstod at dette ikke ligefrem var et uheld. Eller sådan noget. Måske et held for ham at elevatoren var stoppet? Hendes blik blev meget hurtigt rettet mod alle de forskellige knapper der nu stod og blinkede som sindssyge. Men hun nåede ikke at få øje på så meget inden at hun følte hun blev trukket tilbage og mærkede væggen mod sin ryg. Skubbet. Hendes øjne var kort blevet klemt i men blev atter åbnet da han greb fast omkring hendes ene håndled. Vel for at hun ikke ville kunne bevæge sig væk så nemt. Hans krop der blev presset mod hendes gjorde hende mere skræmt men også mere viden på hans formål. Dog var hun jo endnu ikke sikker. Hans hånd mod hendes ene bryst sendte en ubehagelig følelse gennem hendes lille krop og hendes ansigts udtryk viste at hun ikke brød sig om dette.
Fear begyndte at vride sig fri. Eller så godt hun nu kunne. Det meste af kampen lå omkring hendes håndled og hendes bryst. Ville have hans hænder væk. Hurtigt! De havde ingen grund til at være der i hendes hoved. Hvordan kunne hun have været så naiv!? Mænd var ens. Efter Fear i hvert i flad. Voldlige kryb med kun blod og begær i hovedet. Det burde hun ikke have haft glemt. ”Slip mig!!” råbte hun idet at hun løftede sin ene fod og hamrede sin hæl ned mod hans fod imens hun stadig prøvede at komme fri fra ham. Håbede virkelig dette ville lykkedes.
Hun tænkte ikke over det men hendes håndled blev ikke holdt fast et øjeblik. Hun havde fået vredet sig fri. Hun tøvede kun et meget kort sekund før at hun fik løftet begge sine små fine hænder og satte dem hårdt mod hans brystkasse for at skubbe ham væk. Ignorerede hvordan hun selv igen fik hamret sin ryg ind i væggen bag sig. Det gik hurtigt over og inden det havde hun sneget sig forbi ham. Så det eneste der var ved hans front var væggen. Hun løb med få skridt hen mod virvaret af kobber knapper. Ramlede nærmest ind i dem men gik derefter blot et skridt tilbage for at næsten gå i panik. For at finde en eller anden knap der rent faktisk ville få det hele til at virke igen. Hun trykkede på dem alle. Flere gange før at hun opgav og vendte sig om mod manden der ikke så helt ud til at ville stoppe sit forsøg. Man kunne pludselig se en ændring i hendes ansigt. Hendes ellers lidt blege kinder havde nu fået en rødlig glød. Stirrede mod ham. Hendes hjerte slog en smule kraftigere som blot ved hans berøringer havde fået sendt adrenalin ud igennem hendes blodåre. ”Hvad har du gang i!?!” Nok råbte hun men hun havde skab stadig denne engleblide undertone i hvert ord.

Andrija pressede læberne sammen da han mærkede hendes fod blive presset ned mod hans fod. Han slap hendes hånd, og ømmede sin fod mens han kort kiggede op på Fear, som løb forvirret rundt. Han havde fuld tillid til at hun ikke ville kunne komme ud, så hvorfor forhaste sig? Efter et par minutter var smerten væk, eller så den kunne klares, så han kunne koncentrer sig om Fear.
"Nej, du kan ikke komme ud ..." Bekræftede han med et let smil, mens han betragtede kvinden. Det var måske ikke ligefrem den bedste fangst, spinkel og uden bryster, men hvad helvede, verden fortsatte jo om hun var lækker eller ej, og hun var jo blot en ud af flere. Han kløede sig i det pjusket hår, som om det krævede tankevirksomhed at finde ud af hvad man skulle nu, selvom det stod klart for ham, og vist også for hende.
Han gik hen imod hende, og greb fat i begge hendes hænder, og spredte hendes ben, så hans egen ben stod mellem hendes. "Du kan sammenarbejde lidt, og så får vi det klaret nemmer, eller du kan lade værre, og du kan få det på den hårde måde." Det lød vældigt underligt i hans øre, men hva fanden! Hvad skulle han ellers sige, han var da venlig ved at give hende valgmuligheden, så kunne hun jo så selv bestemme om hun ville tage imod den, eller om hun blot ville lade den ligge, og kæmpe sig fri, eller prøve, men hun vil aldrig komme langt i en elevator, ikke med mindre hun havde et ukendt talent for elevatorer, eller for at styre dem, men han mente han selv han ikke havde set tegn på dette talent, så chancerne var så godt som ikke eksisterende.
Han samlede hendes hænder, så han kunne holde fast i hendes spinkle, tynde håndled med den ene hånd, og han med den anden kunne skubbe hende op af væggen, så han kunne krænge hendes bukser/nederdel af hende.
Så snart den del var af, fulgte hendes trusser efter, mens han pressede sig op af hendes krop, så hun ikke ville kunne komme til at sparke ham, eller få ham til at flytte sig.
//Ehh ... Ja, okay, det blev da et svar ...

Hun følte igen et sprøjt af frygt idet at hendes hænder blev grebet om og da kunne hun mærke hans ben mellem hendes. Hans ord var skræmmende og lød ikke ligefrem underlige i hendes hoved. Hun forstod hvad han ville. Med hende. Hele hendes lille krop var proppet med ubehag. Hun ville bare væk men hun var klar over der ingen udvej var. Så hun valgte vel at gøre intet Eller hun kæmpede i hvert fald ikke imod ved at vride og slå. Så nu lod hun ham røre hende mens hun prøvede at holde det nogenlunde ud. Men det var svært.
Dette blev værre da hun kunne mærke hans hånd fumle med hende bukser. Og det blev mere følsomt efter hans så fik revet hendes underbukser af. Hendes kinder blussede kraftigt op og hendes krop spændte en hel del. Som prøvede den selv at flygte mere ind mod muren bag hende. Hun kunne føle hvordan hendes skulderblade. "Sto-stop.." kom det svagt hen over hendes bløde læber. Lige inden hun nærmest var nød til at læne sin overkrop frem så godt hun nu kunne for at gøre plads til denne enorme vinge der nu fandt sin vej ud gennem hendes ene skulderblad. Den var dækket af disse mørkelillae fjer der så ud til at være så forbandet bløde. Men det var snyd og bedrag. Hvis man var dum nok til at mærke på dem ville de alle være skarpe som knive.
Fear havde lagt sit hoved mod hans brystkasse og lod sine lange krøllede lokker falde ned omkring sit kønne ansigt. Hendes ben rystede sagte under hende og hendes løse bluse hang nu blot mere løst på hende da denne ene vinge havde lavet en stor flænge i stoffet omme på ryggen. Og ja. Hun havde kun en enkel vinge i stedet for et par. Et par tårer forlod hendes havblå øjne uden uden at hun rigtigt kom med nogle form for klynk. "Hver rar...at stoppe.." Igen kom nogle af disse bedende ord. Nu var der også en smule af skam i hendes svage stemme. Ingen tvivl om at hun ikke brød sig om dette og det bare var blevet værre for hende nu der var blevet afsløret at hun ikke kunne flyve som andre. Englen der manglede en vinge.

Et irriteret støn slap ud fra Andrija, da han så vingen der skød sig ud fra pigebarnets ryg. Hvorfor fanden skal hun også være engel! Det var vældig upraktisk og irriterende! Han vrissede kort, og greb først ud efter hendes vinge, men han fandt hurtigt ud af at den var skarp og ikke specielt velsindet, så han maste sin hånd om bag hendes ryk, og greb fat i vingen så langt oppe, hvor fjerne sad helt op til knoglen, så de ikke skar så meget.
Da han havde fået et godt greb i vingen, vred han den om, mens han pressede sin krop mod hendes, så hun ikke skulle komme ud, eller sparke for den sags skyld.
Det eneste svar hun fik på sit spørgsmål var en vrissen, mens han slap vingen, for at åbne sine bukser, men han stoppede da han havde fået knappen op, og gik lidt tilbage og greb fat i metal håndtaget der sad rundt i elevatoren, til de sarte sjæle der ikke kunne tåle en elevator.
Et let smil stred over hans læber, før skubbede pigebarnet væk fra sig. Et højt brag kunne høres, da de snore og ligner der holdte elevatoren oppe blev rævet over, så elevatoren faldt de otte meter der var frit luft før det med et højt brag stoppede for enden af elevatorskakten.
I hele styrtet, eller landingen havde Andrija haft et godt greb i stangen, så han ikke fløj rundt i rummet, som pigebarnet ville gøre, hvis hun da ikke havde fået fat i noget.
Hvorfor han ikke var smuttet ud af elevatoren, og så kommet tilbage vidste han ikke, men hva fanden! Det var lidt for sent, da de allerede var landet nede for enden med et højt brag, og sikkert ikke lige ville kunne komme op det nærmeste stykke tid, med mindre dem på hotellet var hurtige til at få dem redet.
Det var nogle underlige vaner Andrija havde påtaget siden han var kommet til Di Morga. At gå og voldtage uskyldige små piger han tilfældig, eller 'tilfældig' mødte. Eller nu var det jo ikke blot piger, men også drenge, men de fik bare en anden tur, end pigerne - drengen var sjovere mente Andrija, eller også var det fordi han ikke havde prøvet det samme med piger, som han gjorde med drengen ...

Fear's smukke ansigt blev nu ugen fyldt med angst idet denne dæmons hånd havde fundet sin vej til et sted hvor hun endnu blot havde dun. Hun var ufattelig bange for hvad hun næsten var helt sikker på der ville ske nu. Hendes øjne dannede næsten allerede tåre inden han fik vredet hendes smukke vinge om. Smerten skød gennem hendes spinkle krop og lammede hendes stemmebånd så hun ikke engang kunne få sit skrig ud. Hun ville have prøvet at få kræfter til at komme fri. Men hun kunne ikke engang få lov til at falde sammen. Forbandede væsen.

Hvad skete der nu? Hendes øjne blev spærret op og havde dette overraskede blik idet hun bare blev skubbet væk fra ham. Lige efter hun ellers havde troet han ville gøre handling. Braget var højt og hendes nu frie hænder dækkede for hendes øre inden de pludselig klamrede sig til stangen i den side hun nu var i. Hun krammede den nærmest mens hun kneb sine øjne hårdt sammen. Nu kom et skrig. Et langtrukkent skrig der ikke stoppede før de ramte enden. Hun havde det virkelig ikke sjovt. Hun havde det ikke behageligt overhoved. Hun ville bare væk.
Hun klamrede sig endnu sig til stangen som var hun i sikkerhed på denne måde. Hun klunkede eller der var ikke rigtigt nogen tvivl om at hun rent faktisk græd. Da hun turde se op ramte hendes blik med det samme på denne unge mand. Glimtrende tåre løb ned af hendes røde kinder. De krøllede lokker sad pjusket ned over hendes skuldre og lidt ind over hendes let blege ansigt. "Du er syg i hovedet!" Ordene var fyldt med skingrende og råbende toner da hun tvang dem ud gennem de bløde læber. Gråd kunne dog også nemt høres. Hun havde foldet sig helt sammen og sørgede mere eller mindre for at blusen dækkede som en kjole. Hun følte sig allerede for nøgen. Den stakkels vinge hang blot slapt ned langs ryggen mens at få af de vidunderlige mørkelilla'e fjer havde lagt sig på gulvet. Smerten stak men hun kunne klare den. Hun holdt til mere. Troede hun da i hvert fald. Men hvor havde hun været bange for at miste den. Ville ikke kunne leve som den vingeløse engel. Det var den mest krænkende status i hendes hoved i hvert fald.
Hun holdt godt øje med hans bevægelser. Men hun ville aldrig kende til hans næste træk som gjorde hende usikker og nervøs. Hun ville bare væk. Her fra. Ud af byen. Bare væk fra alt dette shit der blev ved med at ske..

Så snart de var 'landet' på bunden af elevator skakten sprang Andrija op som om de kæmpede og han bestemt ikke ville være den der lå ned, men det kom han sikkert heller ikke til hvis han var blevet liggende lidt mere tid. Elevatoren var blevet helt sort, og det var jo ikke fordi den var så fandens stor igen, så det var et held hvis ikke Andrija trådte ovenpå hverken vinge eller pige som lå og fyldte en god del af elevatoren med mindre englen var krøbet op i et lille hjørne. Det skulle det nok blive sjovt, jahuu! Dog havde dæmonen lidt svært ved at finde rundt i det lille rum, så han blev tvunget til at holde fast med den ene hånd, mod muren, så han cirka vidste hvor han var, men så snart han havde en ide hvordan op og ned var, slap han væggen og lod et let smil skille hans læber. Ved hjælp af englens åndedræt fandt han ud af hvor hun var, så han kunne komme hen til hende, og satte sig ned, så han kunne få et godt greb i hendes ene hånd, og skubbede hende ned at ligge på jorden, så han sad hævet over hende og kunne kigge ned på hende, men for ham var hun kun en ganske svag siluet, dog kunne han godt se hvor hoved og ben sad på hende. Det var altid noget god, for ellers havde han et 'lille' problem. Med hurtige bevægelser fik han åbnet sine egne bukser, måske lidt for hurtigt til at det så helt uskyldigt ud. Andrija var jo ikke ny inde i emnet - hverken det ene eller det andet, så han vidste præcist hvad han ville og hvordan det skulle gøres.
Så snart bukserne var spændt op, lod han dem glide lidt ned, dog ikke så langt ned at de hang nede om knæene på ham da han fortrak han hurtigt kunne få dem op igen, så sjovt var det heller ikke med bukserne nede om knæene. "Nu skal det nok blive rigtig sjovt." Hviskede han ind i Fears øre mens han lænede sig ind over hende. Han var meget omhyggelig med ikke ar ramme hendes vinger, selvom det ikke var nemt da det ikke ligefrem lyste op som de burde gøre, engle vinger bude være hvide og rene, ligesom deres sjæl burde, men nej, engle var skuffende men derfor kunne de også bruges til hvad man ønskede ikke? Gud havde sikkert for længst slået hånden af dem.

Ja. Der var mørkt. Det var jo ikke rigtigt nogen stor overraskelse. Men hun havde vel håbet at man ikke kunne fidne hende. Med mindre denne mand havde det såkaldte nattesyn. Dog havde hun ikke rigtigt kunne styre sine vejrtrækninger. Gråden sad der jo stadigvæk og afslørede med det samme hvis hun flyttede sig fra der hun var. Ingen mulighed om det alligevel. Han havde fundet hende. For hende havde det virket for nemt. Da han havde ledt havde stilheden sendt hende ind i en horror film. Hun havde en for livlig fantasi til tider. Måske var dette blot en drøm, et maridt, som hun snart ville vågne fra? Eller bare ting hun forstillede sig? Men nej. Selvfølgelig var dette ingen af delene. Det var virkelighed. En virkelighed hun først havde kendt til fra den dag hun satte sine fødder på Di Morga's grunde. Hun tænkte igen at hun ikke skulle havde kommet. At hun ikke skulle have prøvet og få startet en samtale med denne person. Hun skulle have vidst der intet godt ville have kommet ud af hendes handlinger i denne by.
Fear's øjne vænnede sig hurtigt til mørket efter hun kun havde stirret et sted hen efter han havde fået hende lagt ned. Hans ansigt kom frem og hans smil gjorde hende endnu mere utilpas. Hun havde godt nok reageret på at han havde taget bukserne af men det havde kun været psykisk. Hun vidste jo hvad der ville sek. OGg hun vidste hun ikke ville kunne komme væk. Ikke før det var overstået. Og så var hendes krop næsten også tom for energi. Som sådan. Hun følte ikke hun havde den helt store mulighed for overhoved at løfte sin arm. Hendes hulk var stoppet men hendes stemme rystede endnu mens hun træk verjet så dybt som hun gjorde. Hun troede ikke dette ville blive sjovt. Men hun ville ikke kunne kommentere det. Han måtte vel selv se det kun var sjovt for ham. Og at det overhoved var det fortalte hende bare for syg i hovedet denne dæmon var.
Hun bøjede langsomt og forsigtigt sit ene ben og pressede så godt hun nu kunne sine lår sammen for han ikke ville have ngoen direkte adganng. Hendes frie hånd lå bare en smule spændt og fladt mod gulvet mens hun kunne mærke de kolde tåre der hele tiden løb ned over hendes røde kinder når hun blinkede. Hvilket helved var hun endt i?

Da pigebarnet ikke ville sige noget, bestemte Andrija sig for at så kunne han lige så godt gå igang, der var jo ingen grund til at vente, det var jo ved at være et godt stykke tid siden han sidst havde fået noget, delvist fordi Gwen åbenbart ikke lige glad, hvilke overraskede ham, samt at han selv ikke gik til så fandens mange fester for tiden, hvilke overraskede ham selv, men nu skulle det squ være nu. Han lænede sig helt ind over pigen, og trængte lidt efter ind i hende med et let støn, ikke et af de højlydte liderlige nogle, mere begrænset. For at holde pigen nede, greb han fat i hendes hænder, og holdt dem ned mod gulvet. At komme igennem hendes ynkelige havde været latterligt let, han havde blot presset et ben ned mellem hendes, og presset til, til hun selv valgte at flytte sine ben. endnu et støn kunne høres fra dæmonen da han igen skubbede sig selv længere ind i pigen, der godt nok ikke helt kunne gøre det ud for Gwen, men udemærket kunne klare sig mod den sidste han havde voldtaget, eller haft et lille overgreb på, men det var heller ikke lige derfor han havde gjort det, dét var mere underholdningens skyld at han havde gjort det. Det havde vel mere været i tortur kategorien og ikke i voldtægts, men det kunne man jo altid diskutere, for var voldtægt tortur eller ikke?
Andrija var ved at finde ud af at tilfældige aftne på året ofte indbragte nogle yderst interessante ting, så som denne 'uskyldige' aften på en skole hvor man drak sig halv snalret på lærerværelset for til sidst at voldtage en eller anden tøs i en ødelagt elevator - ja, hvad kunne aften mere frembringe af sjove ting, eller sjove for ham, for det var jo ret så tydeligt at se på pigebarnet, at hun på ingen måder nød det, men det ville nok også tildels skræmme Andrija hvis hun ligefrem sad og grinede og havde det vildt skægt. Hvem ville ikke det? Selv den bedste mand i faget ville da gøre det, det var ikke naturligt at der var nogle der ligefrem lå og grinede, men selvfølgelig skulle der også være plads til anderledes væsner, dog bare ikke den slags som grinede når de blev slået. Det passede ikke ind i Andrijas bette knold.

Fear’s tankegang gik mere eller mindre i stå da hun følte ham presse sig ind i hende. Hele hendes krop spændte kraftigt. Det gjorde ondt. Overraskende ondt. Forbandet ondt da hendes jomfruhinde lod sig sprænge. Det havde hun ikke ligefrem forestillet sig det skulle følelses. Men så var der også at hun heller ikke havde lyst. Hendes ryg dannede en mindre buge som hun lænede sig hoved tilbage. Prøvede så vidt muligt at holde sine støn tilbage. Hun ville ikke have hans skulle høre dem. Hun nød det jo ikke selv. Men hun kunne intet gøre ved hendes krops reaktion på det. Hun følte igen et hårdt ryk og flere tåre begyndte at falde ned over hendes kinder. Hendes vejrtrækninger blev tungere og tungere. Rystede på grund af gråden der endnu sad fast i halsen på hende. Dannede et lavt halvkvalt støn. Gud hvor var dette bare ubehageligt. Hvorfor gjorde han dette? Hun forstod det endnu ikke. Det sortnede en smule for hendes øjne og klemte dem så hårdt sammen mens hun endnu prøvede at holde sine læber som syet sammen. Men det var som om at hun havde brug for mere luft under hans overgreb af begær og munden blev igen åbnet. Bugen lavet af hendes ryg blev en smule større inden at hun igen faldt sammen og lå helt udstrakt der op gulvet. I en mørk elevator. Det var da altid noget at han måske ikke kunne se hende så godt.
Hun glemte at hun bare skulle lade ham men hun ville så inderligt bare væk derfra så hun begyndte først at vride sine hænder ud af hans greb om dem. Selvfølgelig lykkedes det hende ikke. Hun var for svag og han var for stærk. Men det tog hende ikke fra at stoppe denne lille kamp. Hendes brystkasse hævede og sænkte sig markant som dette forsatte. Stønnende blev langsomt lidt tydeligere som han hele tiden ramte hendes så kaldte g-punkt. ”STOP!!” fik hun let råbende frem mellem både støn og gråd. Hun vidste der igen ville høre hende udover hende selv og denne dæmon. ”Lad være!” Hendes kinder havde denne enorme rødmen der næsten fik hendes ansigt til at se sygblegt ud. Eller bare blegere end normalt. Men stadig tanken om hvad han havde gang i kunne give hende kvalme. Hun kunne mærke det sveg om hendes håndled af hendes vriden men hun stoppede ikke med det samme. Hun drejede sit hoved og han havde nu kun hendes hoved i profil. Hendes øjne blev åbnet igen og så blot hen ad gulvet. Ville ikke se på ham. Ville ikke se hans ansigts udtryk. Hun ønskede endnu dette blot var en drøm som hun snart ville vågne fra. Men smerten fra hendes underliv var begyndt at opgive det håb.

Han fortsatte i det de fleste ville kalde en jævn rytme efterfulgt af støn i forskellige former. Det var ganske tilfredsstillende at få tilfredsstillet sine behov, især i en pige der faktisk havde udseende med sig. Hans greb blev automatisk hårde da hun begyndte at vride sine hænder fri, dog påvirkede det ham ikke det helt store. Han fortsatte som om intet var hændt, og nød det til fulde, mens han blev mere og mere tændt. Det virkede en smugle svært at gøre det, samtidig med at man nød det, når man skulle holde partneren nede, men det lykkes, og det lykkes ham at blive yderligere tændt af det, dog gik det næsten kedeligt langsomt. Hvis det havde været med Gwen var det gået langt hurtigere, næsten alt for hurtigt. Han grinede kort ved tanken om den blonde dæmon, før han skød tankerne væk, og valgte at koncentrer sig om tøsen der lå under ham.
Det var næsten tilfredsstillende at se hvordan hun lå og vred og snoede sig under ham for at komme vægt. Han elskede den følelse af magt han fik ved det, men hvem gjorde heller ikke det? Magt var jo ofte en rustilstand man kom i, når man følte man havde den, det var sog - desværre ikke altid ens betydne med at man faktisk havde magten.
selvfølgelig lystrede han ikke hendes bøn om at han skulle stoppe, hvem ville dog det? Dette var jo intet mindre en dejligt, og afslappende, noget man ærligtalt burde gøre oftere, men det var ikke så tit man så mange unge piger gå alene efter mørkes frembrud. De fleste kendte til det høje antal af døde i denne lille forbannet by, det var bare lykkes ham at finde en tøs der var dum nok til at tro hun kunne komme uasket igennem natten.
Andrija havde ubevist sat tempoet yderligt op, ikke meget, men alligevel nok, så han blev mere stimuleret, og da næsten også lykkelig, dog ikke helt.
Hvis han rigtig skulle have været lykkelig, og oppe i den syvende himmel som man kaldte det, var det hende der skulle have taget komandoen, men det behøvede han slet ikke at prøve for at vide, at hun aldrig ville gøre det, men det gik da også fint på denne måde, ikke?

Stødene blev ved og ved. Og hun kunne intet gøre. Intet stille op med dette her. Ikke andet end blot at vente til det var overstået. Hvis det overhoved ville stoppe. Det havde allerede virket som en evighed. Hun følte sig ufattelig udmattet og ude af stand til at bevæge sig særlig meget. Hun prøvede dog at forsætte sine vrid for at komme fri. Men hans greb der strammede yderligere blev til sidst for meget. Og det sveg for meget omkring håndleddene. Kunne han ikke bare fjerne sine hænder! Kunne han ikke bare skride ad helveds til! Kunne han ikke bare have været et andet sted end hvor hun havde været. Hun havde jo bare forsøgt at være rar ved manden og dette var takken? Det ville hun næppe tro. Hendes mave vendte sig igen og kvalmen blev værre for hvert sekund. Bare tanken var væmmelig. Det er han havde ladet sig tage på hende og derefter tilladt sig at fylde hende med hvad han nu var udstyret med. Hans tilfredsstillende støn gjorde det heller ikke bedre. Hun kæmpede endnu med at holde sine tilbage. Et eller andet sted var dette jo normalt men hun ønskede virkelig ikke at han skulle høre hende. Men alligevel blev de tunge vejrtrækninger forandret til disse forpinte støn.
Det hjælp selvfølgelig heller ikke det mindste da tempoet blev sat op. Ikke meget men det var overraskende tydeligt for hende. Hendes kinder var endnu fugtige af hendes tåre og havde en brøndende rød farve som havde en feber henkastet hende. Hun havde det varmt men frøs stadig på en eller anden måde. Fear drejede så igen sit hoved og havde igen sit ansigt mod hans. Så hun kunne se ham. Det kom næsten som et chok som hans ansigt havde fortrukket sig i dette nydende udtryk. Det var nærmest skræmmende for hende. Hendes havblå øjne blev spærret lidt op inden at de igen blev klemt sammen af ren refleks. Hendes hoved blev igen lænet tilbage og hun bed sig kraftigt i sin underlæbe. Hendes hænder knugede sig. Hendes krop rystede som en vanvittig. Hun ville gerne bare kunne slappe af og få det overstået men hun blev ved med at føle sig anspændt og havde denne trang til bare at løse til ham med sit knæ men holdt tilbage. Hun bøjede i stedet sit ene ben og vel på denne måde gav ham mere plads. Det var ikke rigtigt noget hun selv valgte at gøre. Gjorde det bare. Ville hun egentligt selv havde gjort det hvis hun endnu var ved sine fulde fem?
Hendes ånde kunne meget svagt ses da varmen fuldstændig havde forsvundet fra elevatoren efter hans lille trick med kablerne der havde holdt den oppe. Dog var det ikke som om at denne kulde satte sig fast på hende. Hun åbnede svagt sine øjne lidt op igen og så bare mod loftet uden noget mål. Ville han mon bare lade hende ligge når han var færdig med sine tilfredsstillelser med hende? Med sikkerhed. Og gud hvor hun dog håbede på det. Om hun så skulle blive fundet for at komme ud af metal buret.