Drow in the dark (Andrija)

Sted :: Udenfor det hus hvor Tormica har indtaget kælderen som hendes lille hjem
Tid :: Lige efter solnedgang
Omgivelser :: Som der nu ser ud tæt på centrum, mange mennesker og væsner og flere af dem ser ikke venlige ud.
Vejr :: Det regner en smule hvilket gør at hele sceneriet ligner noget fra en gammel sort hvid film.

Et lille klik fra hoveddøren var alt der skulle til før Tormica vågnede fra hendes katteagtige søvn, hun lå der bare helt stille mens hun lyttede til den lave snakken der kom oppe fra etagen over hende, hun havde troet huset var forladt, men det var åbenbart ikke tilfældet, *Irriterende*, Tormica drejede langsomt hoved og kiggede på det lille ur der stod ved siden af hendes seng, der var efter solnedgang, så det var tid at komme ud og få set lidt mere af den 'charmerende' by som Terre åbenbart var. Tormica snøftede lidt inden hun mens hun strakte sig og nussede det lange hvide hår en smule, det var filtret og grimt efter en dag med urolige drømme og en konstant agtpågivenhed overfor den mindste lyd som fandt vej ned til hendes lille fristed. Tormica rejste sig lidt efter og fandt vej over til den hurtigt anrettede bruseniche som mere eller mindre bare var koblet til en af de rør som gik over hendes hoved, badet var hurtigt og iskoldt så hendes i forvejen mørke læber blev endnu mere blå at se på, i hurtige og lydløse bevægelser fik hun tørret sig og den læderagtige rustning blev påført i høj fart, hun skuttede sig lidt mens hun kiggede op mod loftet, hun kunne stadig høre folk gå rundt, men de snakkede på menneskenes tunge, så det var så godt som umuligt at forstå dem med den meget lille mængde hun kendte til.
Tormica tænkte ikke mere over de andre der boede i huset, gangen og døren ned til kælderen var muret til så de ville ikke komme derned og se hendes lille forhutlede hjem der slet ikke var en Drow af hendes klasse værdigt, med samme katteagtige bevægelser som før fik hun taget sin kappe med den tilhørende hætte på samt hendes bue og en god mængde af de sorte pile. Lydløst kravlede hun ud igennem et lille hul i en af de mørklagte vinduer, hun stod nu i 'naboens' have. Tormica bandt hendes lange kridt hvide hår op i en hestehale og tog så hætten over hoved så kun hendes sølvhvide øjne kunne ses under mørket, hun traskede hurtigt men forsigtigt ud af haven og slettede sporene ned til hendes lille hjem så andre ikke skulle få den ide at kravle derned og se det.
Tormica trådte ud på gaden foran huset og blev med det samme puffet til siden af en stor mand med tatoveringer i hele ansigtet samt nogen meget lysende røde øjne, væsnerne var åbenbart lige så modbydelige som menneskene i denne by, hun sukkede og samlede sig sammen igen inden hun igen satte sig i bevægelse, men som før nåede hun ikke mere end et par meter før nogen mennesker stoppede hende, "og hvor tror du du skal hen uden at betale vejskat?", Tormica fattede kun det sidste og forstod med det samme at det var nogen bøller der ville have hendes penge, ikke at hun havde nogen at give dem, men det princippet i at noget så lavt som et menneske forsøgte at røve hende hun blev mest sur over, på meget gebrokkent menneskesprog sagde hun "fjern jer nu... jeg er ikke en i vil slås med". Manden der lige havde stillet sig i vejen for hende fik pludseligt et underligt udtryk, men det forsvandt igen som dug for solen da han tænkte over hvor meget lavere hun var end ham og i en meget pludselig bevægelse slog han hende med bagsiden af sin hånd så hun røg til siden som en kludedukke *m-mennesket rørte mig!*, det var ikke så meget slaget som selve det faktum at det var et menneske der havde rørt hende der gik hende på og i en fart var hun på benene igen, til alt held havde hætten ikke fjernet sig så hendes ansigt var stadig helt indhyllet i mørke og kun de hvide øjne uden pupiller kiggede ud på de tre modstandere der nu samlede sig foran hende.

En ædru aften, det ville være noget af en forandring, men en sjov lille udfordring. Et svagt smil kunne se på hans læber i form af at hans ene mundvige gled lidt op, for bagefter at 'falde' ned igen. Han stoppede sine lidt pølset fingre ned i lommerne på hans jeans, som var sorte, ligesom hans skjorte og sko, som fik hans allerede lyse hud til at virke lysere. Han var bestemt ikke en der brugte timer i solen, ikke hvis det ikke var nødvendigt, ikke fordi han var vampyr, eller for den sags skyld sortelver, han var bare ikke typen der tog sol, nej, han fortrak Sex, Drugs And Rock N' Roll.
Han havde ikke ligefrem mange ideer om hvor han befandt sig henne i verden, jo, i Terre, Di morga, men hvor henne i byen lå uden for hans viden, men det betød vel ikke så meget, han kunne sikkert komme hjem på den ene eller anden måde. Han bemærkede ud af øjenkrogen sine omgivelser der bestod af et mere snusket område af Terre, hvor han normalt ikke ville befinde sig, der var alle kvinderne klædt i læder, og kedelige. Det kunne ikke holde til noget, men nu var han også optaget på sin måde ... nej, det var det forkerte ord at bruge. Han skyldte sig at smide tankerne væk, mens han sko skabede over jorden, og hans metalgrå øjne var landet på en eller anden kvinde der var dækket til af en kappe, og træ mænd der stod og pustede sig op over for hende. Han stønnede kort, lydløst, før han passerede dem uden at værdige dem yderligere blikke. Alligevel havde det vækket hans interesse lidt, så da han var kommet tyve meter længere væk, lænede han sig op af en gammel lygtepæl og vendte hoved halvt om, så han ud af øjenkrogen kunne se mod de fire personer der stod med front mod hinanden. Skulle de til at kæmpe? Om hvad mon? Han drejede hoved helt, og satte sig bedre til rette for at glo på dem, uden hæmninger, så alle vidste hvad det var han havde sat sine øjne fast på.
Hans øjne gloede først på kvinden, der ikke lignede en der passede helt ind til dette samfund af nymodne væsner. Argh - så nymodne var de vel heller ikke? Han fugtede læberne, mens han knep øjne sammen for at se om han kunne se under kvindes hætte hvor han syntes at kunne se noget hvidt glimte svagt, men det var alt for langt til at hans øjne kunne se det. Han havde jo ikke overnaturlige gode sanser. Bedre end menneskers men ikke ligesom vampyrs på nogle måde, langt fra, han ville være latterlig langsom hvis ham målte sig med disse skabninger, hvilke også var grunden til at han sjovt nok aldrig havde prøvet.
Han lod sig glide lidt ned af lygtepælen og pressede læberne sammen, mens han stadig gloede på kvinden lidt endnu før han sled sit blik fra hende, over mod de tre mænd der ikke så specielt behagelige ud - nogle af dem. Det overraskede ham i grunden ikke at de ikke gjorde det, alle skulle jo helt voldsomt farlige ud her, men ofte kunne de ikke gøre noget, men han var ikke sikker på det var det helt samme med disse fyre, men selvfølgelig vidste han det ikke.

Tormica kunne mørke den stille vind der kom på grund af regnen og hun kunne høre den svage klukken der skyldtes præcis det samme, hun var ikke bange og hun var på ingen måde overmande af dem, de var kun tre og de var mennesker, hun havde kæmpet med langt mere dødbringende fjender i dybet under bjerget hun kom fra, *mennesker har da en tendens til at tro de er mere værd end andre... tåber*. En af mændene trak en kniv mens de to andre fandt boldtræ frem, de så nu langt mere farlige ud end de havde gjord før, men Tormica var stadig ubevægelig, hendes ansigt var peget ned mod jorden, hun talte sekunder og dryp fra hendes modstandere så hun hele tiden vidste hvor de var selvom hun ikke så direkte på dem, *tåber*. Området de stod i var kun svagt oplyst af 4 lygtepæle, deriblandt den som en meget ivrig iagtager havde valgt at slå sig ned under.
Tormica smilede kort for sig selv mens hun roede lidt rundt under kappen, denne bevægelse fik imidlertid mændene til at angribe hende da de troede hun var ved at finde våben frem, hvilket ikke var helt forkert, men uden problemer og i nærmest glidende bevægelser sejlede Tormica udenom sine modstanderes angreb og kastede knive mod lygtepælenes top, de smadrede en efter en og det totale mørke lagde sig over den lille improviserede kampplads. Tormica vidste nu at kampen var vundet, hun smed kappen på jorden foran hendes angribere som ikke længere kunne se hende, men bare slog vildt og voldsomt i hendes retning, Tormica kunne tvært imod sagtens se dem på grund af hendes 'dark vision'.
Sekunder efter at hun havde smidt kappen fandt de træ mænd den og begyndte at tæve løs på den med battene mens de grinede og hujede, alt imens stillede Tormica sig bag to af dem og ventede et par øjeblikke til de holdt en lille pause og manden med kniven begyndte at undersøge kappen som de troede var en person, med et knips fra fingeren skød en lille flamme op fra hendes hånd, "Undskyld mig d'herre, lad mig presentere migselv, jeg er elveren med Fwoooosh", med begge hænder indhylddet i blå magiske flammer tog hun fat i deres ansigter og de begyndte at skrige mens de løb væk med flammerne dansende i håndaftrykket, den sidste mand tabte kniven og Tormica lossede ham hårdt mellem benene så han faldt om på jorden og vred sig i smerte, "Jeg kan ikke lide at blive rørt af mennesker". Tormica gav sig lidt tid til at stjæle lidt penge fra den nu besvimede mand, hendes kappe var ødelagt så hun lod den ligge *pokkers*.
Kampen havde været tabt på forhånd for de tre mænd og det var kun i ynk hun havde ladet den sidste leve omend med en ændret stemme, hun gik hurtigt væk forbi den lygtepæl hvor manden før havde siddet og med en stemme der var vred og på elvisk sagde hun "Er det dine kammerater, for så burde du fortælle dem man ikke sådan ligger sig ud med en Drow og da slet ikke mig".

Han spærrede øjne op i et forgæves forsøg på at se bedre, men det blev bestemt ikke ligefrem tydeligere at se noget, men dog heller ikke dårligere. Han kunne svagt se hvordan de tre fyre tæskede løs på kappen hun havde smidt. Han lavede en kort grimasse mens hun så hvordan hendes blå flammer oplyste mændenes ansigter der blev fordrejet i smerte imens hun havde et stærkt og holdbart greb i deres hoveder mens flammerne stod ud fra hendes hænder. Et svagt smil, som sikkert ikke kunne kaldes et smil gled over hans læber, da han tænkte på at denne voldelige kvinde sikkert var sort elvere, både hendes hud, som burde lyse bare en lille smugle op i mørket og flammerne pegede på det, hvilke også betød at det var ganske normalt for hende at kaste sig grådigt over sit offer, som en vampyr, med tænder og snerren, og varulve med deres hvæsen. Hver race havde sine kendetegn, dog ikke dæmoner, de var så forskellige som mennesker. Han flyttede lidt på sig, ved at sprede bene en smugle, da kvinden kom hen mod ham, og han fik langsomt et bedre syn på denne kvinde, hvis sølvgrå hår var sat op i en hestehale med alt andet end en elastik. Hans øjne gled lidt ned over hendes tøj, før de vendte tilbage til hendes ansigt, hvor læberne begyndte at forme nogle ord, som han ikke forstod en brik af, dog havde han en ide om at det sikkert var det sprog elevere kunne tale, og da han ikke havde nogle relationer til elver der på nogle måder kunne lære ham dette gådesprog forstod han ikke noget ud over det var nogle lyde.
Hvis han havde forstået det, havde han sikkert ville vende øjne eller noget i den stil, for så højrøvet som hun da var. Alle troede de var noget, selv ham selv, men man kunne ikke ligge verden ned med en arm. Men nu fattede han ikke en brik, og nok også godt det samme, for hvis han havde gjort det, var han sikkert ikke kommet helt levende der fra.
Han kiggede efter hende da hun passerede ham, med let sammenknebne øjne og kunne godt snart bruge noget lys, for selvom han næsten befandt sig mere ude om natten end om dagen betød det skam ikke han var god til nogle former for mørkeleg.
Han tøvede uden at ville bevæge sig væk fra sin magelige lygtepæl som for lidt tid siden havde drysset små stykker glas ned over ham da elveren havde skudt lampen ned. Han kunne kaste sig ud i en snak, men det var ikke lige det han ville, eller var det? Han kom lidt efter væk fra pælen, for at børste glas ud af håret, dog stadig med øjne rettet mod kvinden for at hun ikke lige pludselig skulle springe på ham som en anden - græshoppe?
Han fugtede hurtigt sine læber, efter at han mente at han havde fået alle glasstykkerne ud og rettede sig op, mens han stadig betragtede kvinden der sikkert snart ville være ude af hans meget lille synsfelt hvis hun ikke var stoppet, og gloet tilbage på ham, så de kunne stå som to idioter og glo løs på hinanden.

Tormica fik ikke noget svar fra den fremmede, han anede formentligt ikke noget om det sofistikerede og smukke elversprog som hun snakkede, det var en skam at der ikke var flere der kunne tale det, menneskenes sprog lød som om man bøvsede og lavede pruttelyde med munden, det var intet mindre end komisk at lytte til to mennesker snakke med hinanden fordi det altid lød som om de gjorde grin med hinanden og deres latter, deres latter var modbydelig og uden den mindste form for ærlighed, de fleste mennesker smilede selvom der lige var sket noget slemt med en af deres artsfæller, det var modbydeligt for ikke at sige meget mærkeligt, hvilken race fandt glæde i at se det gå dårligt for for en af samme? grotesk og underlig var ordene der kom hende i møde.
Lyden af manden eller nærmere drengen der børstede glasskårene ud af håret fik hende op på tæerne igen, det var nemt at gætte han var kommet op at stå og siden der ikke var andre måder at komme ud af den lille gård på måtte han komme samme vej som hende, men i mørket havde hun fordelen og hun kunne skimte lys lidt længere henne som ekstremt store stjerner der dansede for hendes øjne, lyset gjorde ondt, medmindre der var denslags hun selv skabte. Fra at have været til at høre gik hun over til sin mere jagtorienterede gang, lyden af hendes fodtrin forsvandt. Da hun rundede et hjørne og stadig kunne fornemme tilstedeværelsen fra drengen fra før kravlede hun op på en af murene og klemte sig indtil den, hun ventede på at han ville komme forbi for så at hoppe op på hans skuldre og presse en kniv op mod hans strube, det var sådan en dejlig måde at gøre det på, men utrolig meget afhang af at han også fulgte efter hende eller om det bare var hende der var blevet en smule paranoid af at slås med de tre mænd selvom det ikke ligefrem havde været en stor opgave.
Som altid var hun stille, trak kun vejret ganske langsomt med næsen, lod luften glide ud igennem hendes læber med så svag styrke at hendes lugt ikke ville andet end at stige opad, adrenalinen begyndte langsomt at pumpe og hendes sanser blev igen knivskarpe, som om hun skulle til at kæmpe selvom det nok ikke ville blive tilfældet, men det var bedst altid at vente det værste, for så ville man aldrig blive overrasket når noget slemt skete.

Det undrede ham ikke at lyden forsvandt, han mente det sikkert skyltes hans hørelse ikke rækkede længere. Han sukkede kort, og kunne konstatere at forestillingen var færdig, og der ikke vil komme mere, så hvorfor dog blive hængende? Han lavede en kort grimasse, før han begyndte at gå ud af gyden den vej han havde set kvinden forsvinde hen, ud i mørket.
Han var ikke ligefrem lydløs men heller ikke larmede. Hun ville sikkert kunne høre lyden af hans skosåler der gled hen over asfalten mens hans tanker gled væk fra hvor han gik da han bestemt ikke forventede at blive overfaldet af kvinden, så han kunne gå lidt længere i sin uvidenhed før han mærkede et tryk på sin ryk og en kniv mod sin strube som bestemt ikke var på samme måde som sidste gang, hvor den lille uskyldige røv irriterende engel Kaiden havde prøvet at skære halsen af ham fordi han befandt sig i guds hus! Eller det var den bedste grund han havde kunne komme på.
Han greb fadt i hånden for at holde kniven et stykke ud fra sin hals, mens han blev hvor han var, selvom han vidste han kunne komme væk hvis han ville, men nu ville han heller se hvad denne elver kunne. "Og hvad vil du så?" spurgte han køligt på Fransk. Det var ikke fordi han kunne lide at blive rævet ud af sine tanker på den måde, men gud fader bevars, sådan havde det jo altid været, det var ikke særlig tit at man kunne gå fredelig rundt i disse gader som efterhånden var blevet gennem syret af - ondskab? Argh, mere dovenskab fra dem der burde styre landet. Scars, en skuffende fyr, der sad mere på sin røv end at udøve noget, men Andrija skulle nødig klage, han elskede jo den frihed han før havde, men nu var der pludselig kommet straffe som noget helt nydt i denne verden som før havde ligget som en sort skamplet på landkortet over Frankrig.
"Hvis du vil skære halsen over på mig, så gør det nu, for ellers er det lidt for sent." Han smilede køligt før han stoppede kort, og kom i tanke om at han nok heller måtte komme væk, før kvinden faktisk gjorde det! Men der var alligevel noget der trak i at han skulle blive og se hvad hun havde i ærmet, spænding i livet var altid sjovt så han blev stående hvor hun havde hoppet på ham. For en sikkerhed blev han ved med at holde sin hånd på hendes hånd, så hun ikke uden problemer ville kunne skære halsen over på ham. Det skulle han bestemt ikke nyde noget af.

Tormica ventede, lod stadig pulsen blive svagere og svagere indtil hun så ham gå forbi, hun lod ham gå godt en meter inden hun sprang ned og klemte sine ben rundt om hans mave, med venstre hånd hev hun i hans hår om med højre satte hun kniven for halsen af ham, men han greb fat i hende og hun fik en ubehagelig følelse, der var meget mere til denne fyr end øjet så og der var stor chance for at det ikke var et godt sted at befinde sig hvis han blev tosset. Hun lod ham holde fat i hendes hånd uden at bide ham, for nu, det var vigtigere om han havde forfulgt hende, havde et problem med Drow eller om han bare var ren og skær dum.
Væsnet snakkede til hende på fransk, hun fangede et par ord, men siden hun ikke snakkede andet end elvisk og en meget lille smule engelsk anede hun ikke en dyt om hvad det var der kom ud af munden på ham, det kunne være en forbandelse eller bare en eller anden form for forsøg på at få hende til at slippe, under alle omstændigheder virkede der ikke til at være mere grund til at holde fast i ham. Meget rolig slap hun ham igen, hun havde den samme forsigtighed som hvis det havde været en fremmet hund der stod og glammede af hende, man kunne aldrig vide, det kunne jo være væsnet var blevet påvirket af menneskenes destruktive verden. Langsomt kravlede hun helt ned og kiggede på hans ansigt mens hun stadig holdt kniven oppe foran sig i en defensiv position, på meget gebrokkent engelsk forsøgte hun at kommunikere med væsnet, men hun goldt hele tiden god afstand til ham mens hun bevægede sig rundt som et uroligt og nervøst dyr, "Hvem... er du? Hvorfor følger du efter mig? og var det dine bønder der angreb mig?". Hun så sig nervøst om, hun kunne ikke lide stedet og hun kunne mest af alt ikke lide der var lys et stykke bag hende, det fik ham til at flimre irriterende for hende øjne og det gjorde det pokkers meget mere besværligt at uskadeliggøre ham hvis det skulle komme til det.
Efter blot at have været udenfor sit lille hjem i mindre end en halv time havde hun allerede mest af alt lyst til at tage tilbage igen og fordybe sig i ældgamle kampkunster, men det kunne ikke hjælpe noget hvis det betød at hun ledte en person der virkelig ikke burde vide hvor hun boede derhen, det virkede som om hun kun kunne tabe ved den situation hun havde bragt sig selv i.

Det lettede da hun selv hoppede ned så han slap for at være bange for at få skilt hoved fra kroppen. Han rettede sig en smugle op da han ikke havde hendes vægt på skuldrende. Han betragtede elveren som det klart var, på grund af de spidse øre som svagt kunne skimtes da der ikke var noget hår der dækkede. Han måtte anstrenge sit engelske og øre til det yderste for at forstå hendes meget specielle snak der lød underligt og kantet i hans øre. Han svarede selv i ikke helt perfekt engelsk, med et let strøg af accent på hendes spørgsmål. "Mig, det du kan se." Svarede han flabet mens han lage hoved let på skrå og målte hendes bevægelser nøje med øjne. De fleste folk der ikke altid var venligt stemte havde det med at kaste sig over alt og alle, så måske havde det ikke været det bedste svar, men han kunne desværre ikke sluge sine ord. "Nej, nej, ikke mine, mennesker." Han fnøs kort. Han bemærkede en svag nervøsitet ved kvinden, som frembragte et minimalt smil som hun måske ville se, trods det kun var en ganske lille trækning i hans mundvige der i normale øjne ikke ville kunne fanges. Han var klart på hjemmebane selvom det ikke helt var her han befandt sig, men hun vidste jo ikke hvad han var for en type. Han vidste mere om hende, end hun gjorde omkring ham, hvilke han klart måtte udnytte til sin egen fordel.
"Men jeg kunne måske spørge dig hvad du hedder? Eller ikke?" Han lage hoved let på skrå, og lod langsomt luften blive presset ud mellem hans læber som virkede neutrale selvom de kæmpede for at holde et lille smil tilbage. Hun ville sikkert ikke svare, ikke når han selv svarede på den måde, men det lå ganske enkelt til ham at være sådan, det kunne han da ikke gøre noget ved - vel?
Han drejede let hoved, og lod smilet bryde frem på hans læber, mens han drejede om på hælen og gik væk i et langsomt afslappet tempo mens han betragtede lyset længere fremme der kom fra et lille krys hvor der stod fire lamper og lyste den efterladte plads op som virkede tom og trøstesløs.
Da han satte sin ene skosnuede inden for den første lyskegle drejede han atter rundt, og kiggede efter den nervøse elver der måtte være Drow, eller hvad nu disse sort elver hed. Han var bestemt ikke inde i alt det elver halløj, lidt pinligt, men der var så mange racer at det var meget svært - efter hans mening - at finde rundt i dem, og hvad de stod for.