The huntress (åbent)

Sted :: Terre lige udenfor Terre
Tid :: Efter mørket er brudt frem
Omgivelser :: Få mennesker og væsner der går mod byen, enkelte lyssky typer gemmer sig i mørket.
Vejr :: Det er stjerneklart og månen titter træt frem over en bakke i horisonten.


*En menneskeby, hvem havde troet jeg ville synke så dybt at jeg ville være nød til at komme her, stanken af dem river som klør i mine øjne*, de første tanker der gik gennem Tormicar's hoved var bestemt ikke venligt stemte mod menneskene og deres verden, men det var ikke så underligt taget hendes race i betragtning, der var få sortelvere i denne verden og de fleste af dem holdt sig væk fra mennesker og andre væsner, de holdt sig til de mørke huler og gange under bjergene hvor de kunne være i fred for alle andre end de monstre der af og til angreb dem, men det havde aldrig været et større problem end at de nemt kunne drives på flugt.
Med en snert af afsky stadig hængende på sit ansigt trak Tomicar den sorte hætte over hoved så kun hendes perlehvide øjne kunne ses. Tomicar bar foruden hætten en meget særpreget rystning, overalt på den var der skrevet med næsten utydelige elviske bogstaver, ikke engang andre elvere ville kunne læse det medmindre de vidste hvad der skulle stå eller de havde lysfølsomme øjne som Tormicar. På hendes ryg var der en rygsæk samt en bue i et sort matriale der lignede jern, men i virkeligheden var det en rod fra et egetræ der var vokset ind i det bjerg hvor hun havde boet indtil for ganske nyligt, den var stærk og de pile hun brugte til den var ligeledes sorte som natten, selv fjerdene var sorte kravefjerd der gjorde det umuligt at se dem komme i mørket, de havde været fortræffelig i mørket under bjerget, men de ville være nemme at se i dagslys.
En barsk mand kom op til Tormicar som hun var i færd med at gå igennem byporten, han holdt en hånd ud så hun ikke kunne komme forbi, "hvad laver sådan en som dig ude så sent", Tormicar fik en kuldegysning *Selv deres sprog er lige så grimt som dem*, med en overraskende stærk hånd til trods for hendes spinkle og lille bygning fjernede hun mandens hånd så hun kunne komme forbi, han stod der lidt og kiggede på hende mens han blev mere og mere rød i hoved, "hvem tror du du er kælling!". Tormicar stoppede bræt og kunne mærke hvordan hun selv boblede af vrede, hun drejede hoved langsomt så manden igen kunne se de mælkehvide øjne og en smule kridhvidt hår der havde løsenet sig, på meget gebrokkent menneskesprog fik hun sagt "Jeg er ingen kælling", hun trak hætten ned og manden fik et blegt udtryk mens han bakkede tilbage, det var underligt, hun havde aldrig mødt nogen der var bange for hende og slet ikke så de stak af i frygt, men det var nok en fordel og det kunne være hun var den første sortelver manden havde set og derfor skræmt ham, hun havde alligevel aldrig hørt om andre end hendeselv der havde taget til menneskeverdenen over jorden.
Efter at have trasket et kort stykke ind i byen fandt hun ud af hvorfor der ikke var mange andre der kom til menneskeverdenen, på mindre end 10 minutter havde hun set mere endfire slagsmål hvor i to af dem havde det været mellem to kampklædte soldater, *svæklinge og niddinger hele bundet, der findes ikke gode mennesker*, med et irriteret blik satte hun sig under et træ og foldede benene sammen under sig så hun sad i skrædderstilling, hun sukkede dybt og mumlede på elvisk "Det bliver vidst et eventyr"

Damien slog hætten ned da han begyndte at gå ned af gaden. Det kløede som bare satans i hans hovedbund. Kun 2 helt specielle stedder. Den kløende fornemmelse blev være og være, mens han gik i den mørke nat. En person med hætte over hoved havde skubbet en frastødende mand fra sig. Damien så måbende til da personen trak hætten af. Hun havde langt hvidt hår, og det han kunne se af hendes nakke var sort. Han fik kuldegysninger. Hun begyndte at gå videre. Han fulgte langsomt efter, fordybet i tanker. Hvem var hun? Hun var ikke fra byen det var helt sikkert. Han kløede sig lidt i hovedbunden igen. Han var igen stukket af hjemmefra og havde gået i sine egne tanker. Han var kommet hvor hans ben havde båret ham. Han var blevet så træt af sine forældre på det seneste.
Han stødte ind i en gruppe rockere der stod og røg et eller andet.
"Se dig for!" sagde den største og mest lugtende. "Lille møgunge!".
Damien trådte hurtigt væk, og med et lille blik af afsky så han på de rådne sjæle foran ham. Han var hævet over dem.
Endnu engang kløede han sig i håret, og kom til en lille park.
Sortelveren han havde set tidligere sad under et træ, og Damien skyndte sig om bag en busk.

Hun var ikke alene nogen steder i denne by, der var afskyelige mennesker og andre væsner over det hele, så det var svært at få en ordenlig meditation til at rulle. Hun trak vejret langsomt og prøvede at centrere sig selv, det var svært med al den bevægelse der var selv på trods af mørket og natten som menneskerne ellers plejede at være meget bange for, men åbenbart ikke nok.
En lyd fra en af buskene fik hende til kort at slå blikket op og det tog ikke meget for hendes specialiserede øjne at fange at der sad nogen i busken, langsomt lukkede hun øjnene igen og tog fat med en hånd omkring buen mens hun fik det til at se ud som om hun bare lænede sig tilbage, hun kunne lugte at det var et menneske... eller hun var ikke sikker, afstanden var for stor og vinden var ikke helt med hende, det kunne sagtens være en af de nært beslægtede racer, hun håbede på det ikke var en af det klamme mennesker der fulgte efter hende. Tormica tog hånden væk fra buen igen og lænede sig i stedet op af træet mens hun sukkede dybt "Hvem er du og hvad vil du... jeg mener dig i busken!".
Der kunne ske så meget når man råbte nogen an, de kunne prøve at angribe, eller løbe væk, det var det mest almindelige, hun ventede kun på at humaniden kom frem så hun kunne se hvem det var, det var trods alt ikke pænt at liste sig ind på nogen og da slet ikke nogen der var i stand til at slå hvemend det var ihjel. Et svagt smil tegnede sig på hendes læber mens hun fortsat kiggede lige på personen der sad i busken, han eller hun måtte være overrasket over at hun kunne se i det tætte mørke som ellers var overalt og gjorde det så godt som umuligt for andre at ser noget.

Damien spærrede sine øjne op. Hun kunne se ham? han sad jo bag en busk, også i det tætte mørke.
Han rejste sig og begyndte at gå igennem det tætte buskads han havde brugt som skjulested. Han nåede igennem, og fjernede et par blade fra sit hår.
Da skete det. En smerte så ulidelig, som 2 brændejern, skar igennem hans hovedbund. Han væltede mens han holdt om sin ulideligt smertende hoved, og mærkede 2 buler i sin hovedbund. Han mærkede også noget varmt og klistret. Han fjernede sin ene hånd fra sit hoved og så på den i mørket. Han kunne ikke helt se det, men han kunne dog lugte det. Det var blod. Han begyndte febrilsk at tørre blodet af i græsset.
På hans hånd begyndte der nu at vokse sorte hår ud. Hvad skete der?
Han kunne mærke forandringer ved siden fødder, og sparkede sine sko af. Han kunne ikke se dem, men det var også lige meget. Han mærkede sit tøj sprænges, og han lå, rystende på jorden og vred sig i smerte.
Han klemte øjnene hårdt i, som om at han kunne standse smerten på den måde. Han spærrede øjnene vidt op og skreg. De 2 småbuler, skød nu op i luften, med blodet strømende fra sig.
han mærkede sin ryg-muskulatur forandre sig, han mærkede hele sin krop forandre sig, og da smerten begyndte at fortage sig, brød et hvidt lysglimt ud fra hans mund, næse, øjne og øre, et så kraftigt lysglimt at hele hans krop blev dækket af det.
Da det fortog sig lå der nu ikke længere en 16-årig dreng, men en sort kronhjort.

Tormica kiggede kort på mennesket der kom ud af busken, hans hoved så meget mærkeligt ud, to store buler dominerede hans hans forhoved og det så ud som om han selv havde det meget dårligt, ikke just noget der fik Tormica til at løbe over og spørge ham hvad der var i vejen, for hende var det mere hylende morsomt at se på et menneske i så stærke smerter, de fortjente ikke mindre. Tormica fik et lille smil på læben der kunne tolkes som en del glæde og en del skadefro, hendes totale mangel på respekt for mennesker skyldtes ting i hendes fortid, forfærdelige ting som hun gemte på med allerstørste forsigtighed, det ville være intet mindre end forfærdeligt hvis nogen fandt ud af hvorfor hun var nød til at komme her, en menneskeby.
Langsomt kom hun på benene og skulle til at gå over og puffe lidt til drengen der nå lå på jorden og hulkede, men da hun var godt en meter fra ham kom det skarpe lys og hun faldt selv til jorden i et stort skrig, hendes øjne gjorde ondt som om helvedes ild brændte i dem, det var kommet som et totalt chok for hende da knægten valgte at lyse op. Hun var blind, kunne ikke se en hånd for sig i det stærke lys der stadig brændte i øjnene på hende, der var ingen forskel på om hendes øjne var åbne eller lukkede, alt hun så var hvidt og smerten var forfærdelig *Den... DEN GJORDE MIG BLIND*, med en knips fra fingrende skød store blå flammer fra hendes hænder, "Se hvad du har gjordt, jeg kan intet se!!!", hun drejede rundt om sig selv da hun ikke havde nogen orientering mere, hun vidste ikke hvor mennesket var og om den overhoved havde været et menneske. Hun var bange, hun ville aldrig indrømme det, men hun var meget bange, hun var vand til hun kunne se sine modstandere før de kunne se hende, men nu var hun intet andet end en bange lille pige der frygtede for sit liv og det dyr der måske var ved at snige sig ind på hende nu, men ikke om hun ville falde om, ikke om hun ville falde uden kamp, det ville måske ikke blive en stor kamp som hun ønskede, men in det mindste ville hun kæmpe.
Hendes stemme skælvede og havde på ingen måde den stolthed den havde haft før, hun lod som en meget bange lille Drow pige "Kom ikke nær mig, jeg brænder dig til aske!"