Alice - Project 901 - Huntress

Sted :: Forstaden
Tid :: ca kl 19:00
Omgivelser :: En myretue af væsner og mennesker med mere eller mindre skumle motiver. gamle huse og ruiner over det hele, ikke et sted der er godt for dem der ikke færdes der ofte.
Vejr :: Overskyet og koldt, men det regner ikke.

Hun traskede stille afsted, de sorte læderbukser var det eneste der reflekterede den begrænsede mængde lys der var omkring hende, ikke at det betød noget, hun havde alligevel hendes nattesyn tændt, så alt havde en grønlig farve for hendes blik, men intet kunne skjule sig i mørket fra hende. Hun pustede lidt røg ud fra cigaretten, det bølgede rundt i en hvirvel og kærtegnede hendes læderjakke og afghaner tørklædet. Hun lignede alt i alt en punker, et socialt udskud der ikke hørte hjemme andre steder end der hvor hun nu var, den snuskede og uhyggelige forstad, hvor kun den stærkeste overlevede, men det var ikke et problem, hun var under alle omstændigheder stærkere end de fleste, selv vampyrer havde deres hyrd når det lagde sig ud med hende.
Overraskende roligt passerede hun tre mænd der sad under et lille halvtag og spillede et eller andet for for spil med nogen terninger, den ene dristede sig til at klappe hende på røven mens hun gik forbi.
Alice blev rasende, men hun holdt hoved koldt, det var bedst der ikke var for mange der anede hvem hun var, det var bedere sådan for alle. Roligt forlod hun dem igen, under store latterbrøl og alskens usømmelige råb. Hun knyttede næven og bed sig i læben, så hendes læbering dirrede af hendes vrede. Mænd var dyr engang imellem, intet andet og det var utroligt at de ikke havde udryddet sig selv for længe siden.

Alice trådte ind i et lille hus, der var lavet om til en kro, hurtigt og tilvandt, fandt hun sig et mørkt hjørne hvor hun satte sig og kiggede ud på de folk der kom ind, hun havde en hun skulle snakke med, en vampyr for det ikke skulle være løgn, det havde en fælles interesse, men hun var nød til at være sikker på hun ikke blev snydt og de informationer hun havde fået om denne Logan nu også var sande.
med vant hånd vinkede hun bartænderen over og fik en øl stillet frem til Logan, hun drak ikke selv, ej heller spiste hun, men det var ikke vigtigt nu, det vigtige var at Logan var til at stole på og ikke ville løbe om hjørner med hende.
Alice trak hætten ned og afslørede hendes smukke ansigt, trods hendes lidt udfordrende udseende, havde hun formået at få det til at se direkte smukt ud med læbe og næseringen som kronen på værket. Hendes blik emmede af styrke og det var tydeligt hun var en kvinde der sagtens kunne klare sig i denne del af byen. Diskret kiggede hun op på klokken, hvis han ikke var der inden et kvarter, så ville hun gå ud og lede efter ham, for så betød det med al sandsynlighed at han var i knibe.

P: http://www.legionxxiv.org/riddick10.jpg Logans nye form for kamp udstyr

- 2 timer før i Logans hemmelig skjulested.
Logan havde gået rundt i sit værelse, han var rastløs, han var rastløs over alle grænser, hvorfor kunne det ikke blive nat? Hvorfor skulle han være fanget under jorden som et andet dyr, er fanget i et bur? Det var jo grotesk, måske burde han bare ligge sig ned og prøve at sove?

- 1 time før i Logans hemmelig skjulested.
Logan havde endnu gang rejst sig op, kun denne gang for at kaste med sin hjelm, han var begyndt at blive provokeret, at være vampyr, hvorfor skulle han lige havde blevet forvandlet til denne race der var lyssky og som skulle holde sig fra solen? Logan havde før i tiden elsket at være ude i solen, bare mærke hvordan solen nærmest gjorde en helt glad... Logan misundende virkelig alle menneskene, selvom de er svage, havde de en hel masse gaver som vampyrer ikke kunne få del i.
Af den grund havde Logan stor empati for menneskene.

- Nu (19:00)
De værste solstråler var gået ned og Logan kunne så småt begynde at tage sin rustning på. Hans rustning var en helt ny form for rustning.
Denne rustning var en blandning mellem en middelalder rustning og en ny 'hjemmelavet' form for skudsikker rustning, rustningen var ikke specielt hårdfør, men kunne sagtens tage skuddene fra en mindre håndvåben, og slagene fra et sværd etc.
Dog kunne det ikke tage i mod et stik fra sværd etc, det ville ødelægge den, men hårdfør nok til at tillade at pile ville ramme og bare sætte sig fast.
Rustningen gjorde også at Logan kunne gå normalt, da hans knæ var smadret da Logan var oppe og slås med Scars, da Scars knuste Logans knæ med et skud på klods hold.
Da Logan nu var en eftersøgt man, havde Logan selvfølgelig altid våben på sig, og gjorde intet for at skjule det.
I hans bælte sad der en pistol, på Logans lår sad der også en pistol, på Logans ryg hang der to knive, eller det var mindre sværd små nok til at være knive (lige som Legolas i LOTR), rundt om hans hals hang der en M4 riffel, nede ved hans fod sad der også en kniv bladet var vel 15 cm og til sidst havde Logan et sværd hængende modsat af knivene med grebet ned mod jorden så det ville være hurtigere at få fat i.

Logan kom gående ind i bydelen han kun havde været i få gange. Målrettet gik han hen til den lille hytte/kro, han havde fået besked på.
Lige inden kan gik ind, fandt Logan en cigar frem, ikke hvilken helst cigar en cubansk cigar, de cigar Logan havde gemt til at ryge da han havde nedkæmpet Scars, men det skete jo aldrig.
Så hvorfor ikke bare ryge den nu? Det kunne han lige så godt.
Idet han åbnede døren ville røgen sprede sig, g en hver med forstand på Logan og forstand på cigarer, ville vide at nu var det her seriøst, ingen tid til at trække sig.
Logan stod stadig i døren og lignede en fortabt menneske, der hverken vidste hvad der var op og hvad der var ned.

Alice kastede et dystert blik mod døren, hendes fingre trommede utålmodigt i bordpladen og det var tydeligt for enhver at hun ikke var en der brød sig meget om at vente på noget som helst.
Hendes blik skiftede hurtigt fra afventende, til direkte irriteret, hun var ganske vidst selv meget tidligt på den, men ikke destro mindre irriterede det hende at Logan ikke bare kunne komme et par minutter før tid, men i samme øjeblik som klokken slog 19:00 smækkede døren op og manden der passede Logans beskrivelse kom ind, han havde en cigar i munden, en aldeles ucharmerende ting, skulle man ryge, skulle det være cigaretter.
Med et trodsigt blik kiggede hun på ham, han syntes ikke af meget, men den rustning han havde på, skjulte selvfølgelig også hans rigtige figur, så selv ikke hun kunne gætte hvordan han så ud indenunder.
Det var tydeligt han ikke kunne se hvor hun sad henne, og i lidt tid lod hun bare hendes blik analysere hvem han var og hvor han befandt sig, der kom ikke nogen puls fra ham, så det var rigtigt han var en vampyr, desuden lugtede han af et eller andet hun ikke helt kunne bestemme, men det var formentlig cigaren der ødelage det hele.

Med en diskret viften forsøgte Alice at få Logan til at sætte sig, hun pegede også diskret på den endnu uåbnede øl. Alice var nu på vagt, alle i rummet kunne potientielt være en af Zanes spioner eller bare et low-life der gerne ville tjene en ekstra skilling på at fortælle det han havde set, så det var vigtigt der ikke var nogen der lagde mærke til dem.
Hun rykkede en plads, så det blev endnu tydeligere at hun ville have Logan til at sætte sig.
Da han formentlig havde sat sig, ville hun læne sig en smugle ind over bordet og meget forsigtigt sige, "Det siges du ikke kan lide Zane, Det siges du har erfaring i at bekæmpe dem der tager troenen uretmæssigt... Er du i stand til at gøre kamp mod det onde igen?", hendes tone var rolig, nærmest spydig, som for at sige hun ikke troede på at han var i stand til det.
Roligt lænede hun sig tilbage, under bordet havde hun en pistol rettet mod hans skridt, hvis han nu skulle vise sig at være en bedrager eller formskifter.

Logan så på øllen, før han rystede på hovedet og pustede røg ud i lokalet.
"Det siges der, men det kommer an på hvem der spørger, hvorfor de spørger og hvor de spørger, hvis du vil diskutere landsforræderi skal du følge med mig" sagde Logan.

Han så på bartenderen, og gav ham et nik, derefter så bartenderen rundt og rakte en hånd mod en gang. Det var tegnet.
"Kom så" sagde Logan og gik ned langs gangen, gangen ville føre dem til et lokale, hvor de kunne tale frit under fire, Logan gik hen til et bord, på vej mod bordet smed han sine våben på en stol, Logan var nu totalt ubevæbnet.

Ved bordet var der et vindue, lat var blevet planlagt, i mens Logan havde gået fra baren og hen til bordet havde en af hans få mænd taget plads ved en bygning længere væk, for at give snigskytte ild hvis det hele skulle gå galt. Logan tog ingen chancer.

Logan satte sig ned og så ud af vinduet, et kort glimt af lys, hans mænd var i stilling.
Logan lavede en gestus med hånd der viste at hun kunne tage plads.
"Sig mig frøken, hvad vil De helt præcist tænk dem at gøre, hvis jeg nu var denne mand De søger?" sagde Logan og lænede sig tilbage og smed benene op på bordet, han tog et sug af cigar før han tog den ud af munden og kiggede på den.
"Ryger De? Jeg mener ryger De cigarer?" sagde Logan, bare et random spørgsmål for at 'lette' stemningen, Logan havde aldrig kunne virke seriøs når det virkelig galt, måske derfor han røg cigar?

Alice kiggede uforstående på Logan, det var ikke pænt ikke at modtage en gave, men hun ville, når hun tænkte nærmere over det, nok heller ikke have taget imod noget fra en vildt fremmed. Hendes blik var stift, men det var ikke ondt eller hårdt, det var nærmest bare som om hun satte en grænse for ham, han skulle ikke prøve på noget.
Langsomt og uden at sige noget, rejste Alice sig, med hendes 2 meter høje skikkelse var hun ikke en man lige sådan gik forbi, hun var en kæmpe blandt kvinder og en Amazone for mænd, nogen kunne lide det, andre syntes det var skrækkeligt, men personligt var hun ligeglad. Hvis det endelig skulle være, kunne hun fjerne et par bolte og nogen led og så ville hun passe med en normal kvinde, men hun var ikke normal og havde intet ønske om at blive set som en.

Alice sendte bartenderen et blik, bare kort og uden hun lagde noget i det, men hun fangede hans lille signal og anede hvad der foregik, hun måtte være på vagt, hun var ikke engang sikker på om dette var Logan endnu, det kunne lige så godt være en spion med lidt for store planer.
uden tøven fulgte hun dog efter manden der sagde han var Logan, til de kom til et lille rum, hun satte sig med det samme og placerede begge hænder på bordet og forlede dem foran sig, "Lad os sige jeg har en måde at komme tæt på vores nuværende leder, lad os sige jeg måske kommer til at arbejde for ham, lad os sige jeg ikke er helt tilfreds med ham..." Alice holdt en pause og kiggede ud af vinduet, hun var sikker på hun havde set et eller andet, men hun fortsatte kort efter "Jeg er 901 for nu, du har ikke brug for at kende mere til mig, men bare det jeg har at sige".
Alice kiggede igen lidt ud af vinduet, denne gang var hun sikker på at hun havde set et eller andet blinke, men hun var stadig ikke sikker på hvad det var, "Jeg ved desuden alt om dig, så kom ikke og prøv på noget", hun blinkede til ham, men det var ikke til at tyde om det var i spøg, eller i kraftig alvor.

Logan's sidste spørgsmål irriterede hende, hun var ikke kommet for small-talk, men for at plotte en ændring i den verden hun så inderligt hadede for den sonder og så inderligt elskede for den skønhed. Roligt rejste hun sig og gik rundt om bordet til Logan, hun kiggede ham frækt i øjnene mens hun lænede sig ned mod ham, langsomt hev hun cigaren ud af munden på ham og tog den selv i munden, roligt pulsede hun en gang på den og pustede røgen tilbage ud i hoved på ham, på en meget fræk måde.
Til sidst rejste hun sig dog i et ryk og trykkede cigaren ned i bordpladen, så den gik ud og blev umulig at ryge videre, med en alt for venlig og næsten sensuel stemme sagde hun, "Jeg er her ikke for at snakke med dem om trivielle ting".
Derpå marcherede hun tilbage til sin plads, fejede hans ben ned af bordet, så han ikke virkede så overlegen, og blinkede ud af vinduet til sniperen der sad på taget af den anden bygning, hun var ikke i tvivl om at han havde set hende og nu vidste han også at hun havde set ham.

Logan hævede let et øjenbryn da hun sagde hun vidste alt om ham.
"Den nuværende leder? Det eneste jeg ser er en kujon der skjuler sig bag sin mure" mumlede Logan før har tog sugede den forfriskende røg af cigar og pustede den ud i røgringe.
"Sig mig frøken...." mere nåede Logan ikke at sige før hans elskede cigar blev hevet ud fra hans mund og fik røget i hovedet. Ganske sexet indeed, men hun ødelagde hans elskede cigar.
Logan sad med åben mund, han overvejede stærk at give signal til snigskytten om at sprede hendes hjerne udover væggene.

Men det var ikke det værd..

Hvis man så det i slow, ville man se Logan rejste sig fra skolen vende sig rundt, for kun at strække sig lidt, gribe sin pistol og trække hanen tilbage.
"Sig mig, ved du godt hvad du lige har ødelagt der? Det var min sidste cigar, ikke bare en cigar, men DEN cigar, den cigar jeg havde tænkt mig at ryge når jeg havde udryddet Scars!" sagde Logan og pegede pistolen mod hende.
Kort tid efter fjernede Logan pistolen fra hendes hoved, og sikrede den.
"Sig mig, hvorfor er du ikke tilfreds med Zane? Det er en farlig tankegang for et menneske" sagde Logan og tjekkede om han havde nogle smøger i sine lommer, han havde virkelig brug for noget at ryge, bare røgen kunne få ham til at blive helt afslappet.

901.... Logan begynde at grine, faktisk relativt højlydt.
"Du mener ikke du er 901, du kan ikke være..... Ej det mener du ikke seriøst.... Du tager da gas på mig?" Sagde Logan, efter ha havde deserteret og havde forbeholdt kontakten til den amerikanske efterretnings tjeneste, og havde kun hørt lidt om denne såkaldte 901... Men Logan havde aldrig troet på rygter, men hvis det var sandt så ville Logan ikke stole på hende, men det kunne han måske blive nødt til? Hvis han ville fælde Zane måtte han bruge inside knowlegde.

Logan måtte opgive sin søgen på smøger, og så på hende, "Hvad ville DU få ud af at afskaffe Zane?" sagde Logan og placerede begge sine hænder på bordet, som et tegn på at han ikke lige kunne finde på at gøre hende noget.

Hun havde vidst ramt et ømt punkt, hvilken fryd. Alice smilede med frydefuld harme malet i ansigtet, det var nu tydeligt at det var den rigtige Logan hun snakkede med, bagsiden ved det var at han ikke var som hun havde håbet, den frygtløse, selvopofrende leder som hun havde hørt om, var vidst ikke meget andet end en godnathistorie for byens yngste.
Hun var aldeles uimponeret, en oprørsleder som hun havde forstået det var en mand eller kvinde med en udstråling af heltemod og fantastisk evne til at få de svage til at føle sig stærke, denne mand lugtede af røg, virkede paranoid og ikke mindst, så var han nærmest hånlig i hans tonefald. Hvis han ønskede nogen for for hjælp fra hendes side, skulle han til at opføre sig som en mand, i stedet for et barn med skydevåben og evner der var blevet givet til ham.

Alice så fraværende ud af vinduet da han rettede en pistol mod hende, for at han skulle have sneget den med sig derind, ville den være så lille at dens ammunition, knapt ville give en skramme i hendes panser. Mest fordi det nærmest var påkrævet med en reaktion, underspillede hun at være bange, så meget at det var hende der nærmest lød hånlig nu, "Uhh... Hjælp du har en pistol, du må ikke skyde mig, jeg har for meget at leve for... Blah,blah blah, er det det du vil hører?", hendes stemme var lav og uinterreseret.
Tænk at en forbandet cigar kunne betyde så meget for ham at han ville trække våben mod hende, hun havde på ingen måde været aggressive, men havde på en stille og rolig måde vist ham at det var uvæsentlige ting han begyndte at snakke om.

Alice drejede hoved da han kaldte hende et menneske, hendes øjne lyste af glæde, som om han lige havde givet hende et stort kompliment, men ansigts udtrykket blegnede som han begyndte at lave sjov med hvem hun var. Alice hamrede en næve i bordet, så det flækkede som om det var lavet af papmache, og det ramlede samme på gulvet med et brag. "Logan O'Connor!, Min forståelse af sjov er begrænset!" Alices krop forandrede sig, til hun lignede ham på en prik, og med hans egen stemme brølede hun, "Hvad jeg ville få ud af at kæmpe mod Zane er retfærdighed, et mission, en ting jeg kan gøre, der kan redde manges liv! Men du er tydeligvis ikke den rette til at hjælpe mig og befolkningen!". Alice blev sig selv igen, men hun var rød i hoved og stod helt oppe i ansigtet på Logan, "Hvordan kan du kalde digselv en leder?".

Alice satte sig på stolen igen, hun var stadig rasende på Logan, men hun kunne ikke få sig selv til at gå heller. For at være ærlig vidste hun ikke helt mere hvad hun skulle gøre. Ufraværende slukkede det af hendes systemer der styrede hendes menneske udseende og hun blev nu fuldt synlig som den robot hun var, men hun var ligeglad, selv da hun opdagede det. Hun var skuffet over sig selv og hvordan hun kunne have været så dum at tro på at der fandtes virkelige helte, som dem i bøgerne. Hun havde tænkt frem på dette møde i 3 uger og hun var blevet så grufuldt skuffet.
Hologrammer af tåre gled ned af hendes ene kind og forsvandt når de små projektore ikke længere kunne nå dem.

Logan så rykkede sig ikke en tomme da hun smadrede bordet i to.

"Hvordan jeg kan kalde mig en leder? Hvordan kan du tro på at jeg er en leder og ikke en simpel kujon? Det skal jeg sige dig, fordi folket har endnu ikke givet op, de tror stadig på at jeg skal kunne redde dem, jeg prøvede under Malakel, jeg prøvede under Scars og jeg stopper ikke under Zane.... En leder, en leder er en person der står i fronten sammen med sine mænd i det de bliver brutalt nedslagtet af Scars soldater, en leder er en mand der opgiver ALT for at redde en person han ikke kender, en leder er modig, dum dristig og dog klog.... Så hvis du ikke havde troet på jeg var en leder hvad du gået ud af den dør der og håbet på at jeg ville tage mig sammen. Du har tydeligvist ikke hørt de rigtige rygter om mig, du har ikke hørt hvordan jeg trodsede Zane, hvordan jeg rakte ud efter den ærede konge, hvordan jeg næsten havde et klart skud, men nåede ikke at tage det.... Du har tydeligvist kun hørt historierne fra dem som kalder mig Logan 'The Butcher' O'Connor, du håbede på en helt, men det eneste du har fået er et menneske fanget i en vampyr krop" sagde Logan og rejste sig op og valkede hen til en stol lidt længere væk.

Han begynde så stille og roligt at tage sin rustning af fra overkroppen, og der efter lårene, da han kom til knæene og ned efter stoppede han.
"Du håbede på en leder, en leder ofre sig for sit folk" mere sagde Logan ikke før han fjernede det sidste panser og afslørede han gennem ødelagte knæ, 2 skud fra en Dessert Eagle i hvert knæ, nok til at permanet smadre ens knæskaller.

"Du håbede på en leder, en helt og det eneste du fik er en krigs smadret mand, hvis eneste fred er at ryge en god cigar" sagde Logan og begynde at tage sin rustning på igen.

"Helte findes ikke, kun dem der prøver at være som dem, men ender med at få befolkningen på nakken, helte er ikke paranoide... Nej, men virklighedens helte sørger for at holde sig selv i live så de kan helte befolkningen" Logan fandt en kniv frem fra sin støvle og holdt den ud foran vinduet, den blanke side lyse kraftigt, tegnet på at alt var i orden og at snigskytten godt kunne pakke sammen.

Logan kastede sit blik på Alice..... Så var det sandt.... 901, rygterne var alle sande, en robot, Logan havde aldrig i sin vildeste fantasi håbet på at det ville ske mens han levede, men car den venligt sindet, eller sendt af den amerikanske efterretningstjeneste for at finde Logan, eftersom han havde taget røven på Usa.

Logan rejste sig på, tog sine våben og stak dem ud af vinduet, 2 sek efter blev de taget af snigskytten, Logan havde nu kun sin kniv og en pistol, man kunne aldrig være for sikker.

Alice fik kontrol over sig selv, stille og roligt blev hun igen til den punkede kvinde, hun sukkede dybt som om hun havde brug for at trække vejret, og pustede derefter hårdt ud. Hun havde lyst til at flæbe lidt mere, til bare at ligge ansigtet i hendes hænder og tude, men det ville ikke hjælpe noget, hendes tårer var ikke ægte, hendes følelser var ikke ægte og hendes krop var ikke ægte. Hun vidste ikke engang fuldt hvem hun selv var, kun at der tidligt i hendes liv havde været fjerne billeder af andre mennesker på hendes harddisk, men disse billeder var blevet fortrængt og slettet for længe siden. Det som engang havde været var ikke mere, de forestillinger hun havde haft om Logan var forkerte, det hun troede var rigtigt viste sig at være forkert, gang på gang.
Tårene pressede igen på, eller den følelse hun var programeret til at tro hun havde ville have tårer frem, og de små projektore viste igen tåre der trillede ned af hendes kinder i en stille strøm, hvorfor? Hun vidste det ikke engang selv, hun havde aldrig gjort det.

Hun så hvordan hans knæ så ud, hun hørte hvad han sagde og hun kunne ikke fatte det, eller havde ikke lyst til at fatte det. "Jeg håbede på en leder og har fundet en der har potientialet til at være en stor en af slagsen, men det virker som om du har glemt hvem du er og hvad du stod for... Jeg har hørt historierne om dig, og hvis bare en procendelt af dem er sande, så var du stor allerede før du blev vampyr, du var et menneske der rejste sig mod de stærkes tyranni. Du kæmpede selvom oddsene var umulige... Hvorfor kan du ikke det igen, hvorfor kan du ikke være den store leder og folkets beskytter på samme måde som før?".
Alice rejste sig og tårene trillede stadig ned af hendes kinder, fraværende gik hun over til Logan, hun slog ham vredt på brystet, men ikke så det gjorde ondt, hun gjorde det igen og igen mens hendes øjne så ud som om de strømmede med tårer, "Hvorfor fanden giver du mig håb? Hvad fanden bilder du dig ind at give mig den tro jeg kan ændre dether?", hendes stemme var grådkvalt og det var tydeligt hun ikke mente det hun sagde som det lød, "Du er den der kunne give mig et mål i det jeg tror er livet... Hvorfor skal alt tages fra mig, og dem der har brug for en rigtigt helt af den slags som findes i eventyr?".
Alice ruskede lidt i Logan, inden hun satte sig ned på knæene og gemte ansigtet i hænderne.

Logan så på hende med et hævet øjenbryn, en robot der græd... Logan havde aldrig set noget magen.

Hvad der var sket? Han blev til det uhyre han er nu, han blev til en vampyr, han så hvordan hans liv i mellem hans fingre som var det sand, han havde gjort ting han aldrig drømte om for at overleve, for at se sin elskede 'søster' igen, kun for senere at finde ud af at Scars havde forrådt hende... Logan advarede hende..

Logan så rundt, hvilken elendighed havde ramt verden, en krigshelt som Logan var blevet kriger uden gnist. Det var næsten som en landmand uden jord, eller en konge uden kongedømme.

Logan så på hende, "Vil du virkelig vide hvad der skete? Jeg blev til et monster der var nødt til at overleve på de mennesker han havde svoret at beskytte, jeg blev hævngerrig, jeg søgte hævn for at få tilfredsstillelse, jeg blev forladt, jeg blev forladt da jeg så min veninde forlovet med min fjende, og havde mig selv, da jeg havde mig selv indså jeg nogle ting, for eksempel at de helte vi alle ønsker findes ikke, jeg er det der vil være tættest på en, for jeg har ofret mig mere end noget andet levede individ har gjort for nogen anden, du vil have dun helt? Din prins på den hvide hest? Her har du ham" sagde Logan og så på hende, han havde rakt hende en hånd, han hadede at se folk ligge på knæ og græde, han hadede generelt bare grød, han hadede at se et andet menneske lide.

Logan så på hende "Der er mere til dig, end øjet møder, måske er du ikke en robot, måske er du lige som mig? En andet fanget i kroppen på den forkerte" sagde Logan og så rundt, det var blevet til en vane at se sig over skulderen konstant, Logan var blever forrådt for mange gang til det ville kunne gå godt.

Alice havde stadig gemt hendes ansigt i hendes hænder, hun var blevet modløs og trist, det føltes bare ikke retfærdigt mere. Hun vidste da godt at verden ikke var retfærdig, dem der havde magt ville altid misbruge den på en eller anden måde, hendes simple mål var bare at gøre den bare en smugle mere retfærdig, give dem der kæmpede en chance for at opnå det de ville i deres liv.
Alice vidste godt at denne tankegang var noget der var programmeret ind i hende, det var hendes "Forældres" gave til hende, de havde gjort hende det nærmeste de kunne komme på menneskelig og med det, havde de givet hende det hun så som det vigtigste, en følelse af hvad der var rigtigt og forkert, det var derfor hun ikke var død i laberatoriet, det var derfor hun havde haft en styrke fremfor de andre robotter, der bare adlød ordre blindt og aldrig stillede spørgsmål.

Alice kiggede op på Logan med vantro i øjnene, en person kunne ikke bare ændre karakter, det var noget der skete over tid, han var virkelig nød til at bevise for hende at han ville det bedste for alle og ikke bare gav hende ret, for at slippe for at se hende tude i frustration. Med en stille og meget skrøbelig stemme sagde hun, "Se på os, hvem af os to er det der er et monster?". Alice blev med et blink fra øjet til den kvinde hun havde useende som igen.
Alice kiggede bare ned i gulvet, mens hun forsigtigt fortsatte, "Jeg tror ikke du er et monster, men jeg tror at du har bevæget dig ud på en sti som du ikke burde følge, men jeg vil genre hjælp dig tilbage... Jeg kan ikke gøre dig til menneske igen, men jeg vil stå som en klippe i havet ved dig, hvis du vil have min hjælp". Forsigtigt rejste Alice sig op i sin fulde højde igen og kiggede Logan i øjnene et øjeblik, inden hun kyssede ham på kinden.

Chokeret over det hun lige selv havde gjort, trådte Alice et par skridt tilbage, det var noget hun aldrig havde gjort før, det var en totalt spontan reaktion og enhver der kendte bare en lille smugle til robotter vidste at denslags var umuligt, spontane udfald var umulige da alt hang sammen i koder der ikke kunne brydes. Hun vidste hun havde brudt en af det helt fundamentale love for robotter, men hun kunne ikke forklare det.
Et øjeblik så det ud som om hun ville tude igen, men i stedet gik hun et skridt frem og stod nu igen lige foran Logan, med næsten uhørlig stemme sagde hun mens hun kiggede ham i øjnene, "Jeg kræver ikke en prins på en hvid hest, og heller ikke en urealistisk superhelt, det jeg kræver er bare at du dropper selvmedlidenhed, og ser det du kan være, hvor mange andre tror du ikke har det på samme måde som mig?".

Alice greb fat om hans hoved med en hånd på hver kind og kyssede ham. Hendes systemer kogte og hendes photoreceptore flimrede ved den øgede aktivitet, det var uforklarligt for hende på en måde der ikke var til at beskrive. Da hun kort efter fjernede sig igen, kiggede hun ned i gulvet og noget der mindede om at hun blussede i kinderne kom til syne, "Jeg... undskyld, det var...", hun anede ikke hvad hun skulle sige og i ren desperation vente hun rundt og gik mod døren i hastig fart.

Logan så på hende, så mærkede han kysset på min kind.
Hans kind blev varm, han havde i lang tid ikke mærket kvindelig kontakt, han havde været på flugt, hårdt for selv en mand som Logan.
"Hvor mange burde have det som d....." mere nåede Logan ikke at sige før han blev afbrudt af hendes kys, han gjorde intet for at stoppe hende, han nød det faktisk, han havde længe savnet den følelse af at blive kysset.

Men var det bare for at overbevise ham? Bare for at hjælpe hende?

Logan så på hende idet hun trådet tilbage.
"Hvordan i helvede kunne du gøre det? Er du ikke en robot? Robotter kan da ikke føle sådan noget, de kan da ikke bare lige pludselig kysse et andet menneske, uden videre, du må fandeme være noget af en robot" sagde Logan han var lettere forbavset over denne robots handlemåde.

"Så du siger at der er flere der har ondt i røven over at jeg har haft travlt med at tænke over hvordan I behandler den eneste der har sat sit liv på spil for jer?" sagde Logan, nok var han kommet ud på et sidespor, men sådan var det vel, men han havde altid sat sit liv på spil for dem han aldrig havde mødt.

"Hvis du går nu, hjælper jeg dig ikke, måske har jeg også brug for din hjælp, men som jeg ser det, er det både dig og befolkningen der har brug for mig. Hvis jeg ikke får din hjælp så gør jeg bare det nemmeste, jeg springer alt der er tæt på Abbadon i luften, med meget meget store bomber, så alt i nærheden af Abbadon vil være pulveriseret sammen med Zane og resterne af hans sort elver hær" sagde Logan, det værste var at han faktisk mente det, det ville være det hurtigste få nogle amerikanske bombefly ind over Di Morga og bare sprænge Abbadon til atomer.For det var vist hans sidste mulighed, han var ikke stærk nok til at møde Zane i mand mod mand, så hvis man kunne sprænge hans slot i luften, mens Zane var inde i det, det ville jo kun være en win win situation.

Alice standsede brat, hun havde hånden på dørens håndtag og havde mest af alt lyst til at åbne den og forsvinde ud i den mørke nat, men et eller andet i hende tvang hende til at lade fingrende glide væk fra den igen. Hun sukkede dybt for sig selv, hun var nød til at tage sig sammen og stå ansigt til ansigt med de ting hun havde valgt at gøre.
Hun drejede rundt på hælen og kiggede Logan i øjnene med en glød der næsten kunne virke afskrækkende, som om hun havde de mest inderlige og brændende følelser Logan ville kunne forestille sig. "Du fordrejer det jeg siger" lød det surt eller nærmere passioneret fra hende, "jeg siger at jeg syntes du skal droppe selvmedlidenheden".

Alice sagde bevidst ikke noget om hvorfor hun havde kysset ham, for ærligt vidste hun ikke hvorfor, der havde bare været et eller andet i hende der havde tvunget hende til at gøre det, det var som om en usynlig hånd havde trukket hende sammen med ham.
Alice sagde med svag stemme, "Jeg gik ikke ud af døren, jeg blev her... hvad er din plan nu? Og idéen om at bombe Abbadon kan du godt glemme alt om, Scars havde SAM's over det hele og du kan næsten være sikker på at Zanes magikere har forstærket fæstningen med alle mulige beskyttende forbandelser".

Alice blev nu underligt aggressiv og stillede sig helt op til Logan mens hun hvislede i hans øre, "Ikke et ord til nogen om det kys! Normalt er folk som dig ikke noget der falder i min smag... Det var en fejl i mit system, så glem alt om at det sker igen".
Alice slikkede sig om læberne og så ud som om hun var villig til at springe videre i sammentalen, "Jeg har tænkt mig at blive en af Zane's nye "red sisters", så kan jeg komme tæt på ham og give dig de informationer som du har brug for... Jeg´ville sætte pris på hvis du ikke sprang mig i luften" Afsluttede hun med et lille smil.

Logan begynde at grine højt, vedrørende hendes kommentar om kysset.
"En fejl? Det er ikke din skyld sådan er O'Connor charmen, enhver pige der ser dette ansigt, falder i en dyb dyb trance lignende tilstand" Logan klappede hende på hovedet som var hun et andet barn.

Det ville da være en skam hvis hun røg med i eksplosionen, men krig krævede ofre, både på den gode og den onde side.
"Det ville selvfølgelig være en skam hvis lille 901 røg med i luften, men krig kræver ofre, om det så er dig der ryger med fra vores side, kan være et mindre tab" sagde Logan og så på sin kniv, tænk at sådan en lille genstand kunne forvolde så meget skade på et andet menneske eller væsen.
Logan gik hen til hende og kyssede hende på munden, da han regnede med at hun ville skubbe ham væk, trådte han hurtigt tilbage.
"Nu kan du sige at det var 'den store stygge Logan' der kyssede dig" grinte Logan og blinkede til hende før han fandt sin lighter frem og begynde at lege med den.

Logan gik ud af rummet for at komme tilbage med et fad hvor der lå en cigar og to øl.
Han tog cigaren op og satte den i mundvigen, lige hvad han manglede, ikke cubansk, bare en skod cigar.... Hvorfor orkede han overhovedet?

"Tag for dig... Sig mig 901, hvorfor tror du at du kunne blive en red sister? Så skal du kunne dræbe uskyldige mennesker der har sat sig i mod tronen, du skal kunne henrette endda mig hvis det kommer så langt, du skal være en morder uden morale, du skal blive lige som Zane, en morder, jeg kender Zane, han vil ikke tøve med at dræbe dig hvis han ikke gør som han siger, han vil ikke engang give folk en rettergang, jeg fik ikke en da han dømte mig" sagde Logan, og rystede på hovedet, Red Sisters var Zane elite, koldblodige mordere der slagtede på Zane mindste vink, dog havde Logan aldrig mødt en i kamp, men han vidste hvordan de var og hvordan de handlede... Men Logan havde til gengæld fået en mindre hær sendt efter sig da han blev 'dømt' af Zane, eller rettere da Zane prøvede at slå ham ihjel med små 150 mand, Logan havde heldigvis den helikopter på det tidspunkt... Den tid var slut..

"Søde søde naive 901, har du nogle sinde hørt om C4 og en hel masse tid? Åbenbart, når jeg har fået mobiliseret flyene og bomberne så skal jeg da bare gå rundt fra SAM til SAM og springe det i luften, for der er jo ingen der forsvarer det, Scars tropper er flygtet! Det er ubemandet, du skal bruge det der er din hjerne" sagde Logan og tænde cigar, det var bare ikke det samme som en cubansk cigar.

Hvad fanden troede han at han var? Troede han at han var beder end hende, klogere end hende? Eller var han bare faldet så langt fra nåde at han simpelhen kun kunne beskrives som et svin, et rent og skært svin der ikke tænkte på andre end sig selv og ikke behandlede andre med den respekt som de behandlede ham med.
Alice skar tænder i vrede da han klappede hende på hoved, det var en provokation der var tæt på at tænde hende af, men hun forsøgte at bide det i sig og lade det fare, hun var ikke et menneske og skulle ikke nedlade sig til et stadie hun var programmeret så langt ud over, ikke at hun ikke kunne lide mennesker, hun fattede bare ikke deres opførsel fra tid til anden.

Alice var på vej til at komme med en lille protest over at blive behandlet som et barn, men Logan fik lukket munden godt og grundigt på hende ved at blive ved med at behandle hende, som om hun var det mest usle skidt der befandt sig under solen. Alice blev sandt ked af det, men hun blev næsten lige så sur, det var ikke i orden at Logan pludselig valgte at være sådan et svin overfor hende, hun var trods alt kommet med gode intentioner.
Alice så bare til i vantro, hun fulgte ham med øjnene hen til bordet hvor han igen fik fisket en cigar frem, hun væmmedes, hun var så gal at hun direkte væmmedes ved ham.

Alice drejede sig Mod Logan og med stille og rolig stemme sagde hun, "Jeg vil være en Red Sister fordi jeg tror jeg kan beskytte folk bedere ved at være ved sagens kerne, end hvis jeg står passivt på sidelinje, derfor", hun kiggede ned i gulvet, hun følte sig ydmyget og lille på en måde som hun aldrig kunne huske hun havde oplevet før.
Hun forstod ikke hvorfor, havde hun havde gjort det havde gjort Logan så sur på hende at han behandlede hende som lort, men tydeligt var det at han ikke kunne lide hende. Hun gjorde sig tankerne om det var fordi hun var robot, eller bare fordi han troede han var bedere end kvinder generelt, men hun kom til konklusionen at det bare var hende han hadede.

Alice kiggede på Logan med lige dele vrede og totalt måløshed, han var ikke bare et svin, han var direkte et røvhul overfor hende. Helt stille gik Alice over mod døren og lagde en hånd på dørhåndtaget, "Du er uden tvivl en af de værste pletter af møg der glider rundt på jordens overflade", Alice spyttede på gulvet, "Her kommer jeg og tilbyder dig hjælp, jeg kaster mig gudhjælpemig i armene på dig og nu behandler du mig som om jeg ikke engang er nok værd til at være i nærheden af dig... du er ikke bare faldet af på den, du er faldet fuldkommen dit dumme svin... Du skal slippe for at snakke med mig igen, jeg lover dig højt og helligt jeg ikke vil vise mig for dit åbenbart så højrøvede syn".
Alice åbnede roligt døren, men smækkede den i efter sig så hårdt at den nær var røget af hængslerne. Hun kunne fandengalme klare sig selv, hvis han var sådan, for hun ville under ingen omstændigheder hjælpe en der var sådan overfor hende, hvordan ville han ikke selv have haft det efter sådan en overhaling.

Logan grinte ved hendes opførsels, selvfølgelig var den grundet, men altså ifølge Logan var der kun en der havde ret det var ham.
Men Logan kunne måske godt bruge en mand tæt på Zane, så måske havde han brug for hende.
"Gå du endelig, du havde alligevel ikke modet eller nosserne der krævede at være undercover!" råbte Logan i et håb om at det ville provokere hende 'i'll show you' følelse og få hende til at komme styrtende tilbage og tigge Logan om tilgivelse....

Men det ville aldrig ske.

For Alice virkede præcis som Logan, stædig og stolt, og ingen skulle komme og spille smart over for nogle af dem, forståligt nok.

"Så gå, jeg skal alligevel snart dø, så gør hvad du vil" mumlede Logan og sugede på cigaren, røgen fyldte hans lunger med en rolighed, som ikke kunne fås på nogen anden måde, eller det var i følge Logan, han havde ikke opdaget nogen anden ting der kunne få ham så afslappet som en cigar. Da han var i hæren var der heller ikke noget bedre end en cigar under ildkampene, det var bare afslappende også virkede det også som en moral booster blandt hans mænd.

Logan begynde med hastige skridt at gå ud fra rummet og ind i det store rum, hvor han satte sig i et hjørne, og trak en hætte op over hovedet, deres lille scene ville have trukket for meget opmærksomhed og ville derfor være for farligt for Logan at være der.
I alt hemmelighed skruede Logan en lyddæmper på sin pistol og satte sig til rette ved bordet, hvis nogen kom og ledte efter ham, var han klar.

Alice var rasende, hun havde mest af alt lyst til at rive struben ud på Logan og se ham bløde til døde, men på den anden side var han vampyr og der ville formentlig ikke ske meget andet end at han ville komme til at se en smugle muteret ud. Brutalt sparkede Alice døren til den lille gang ud, så den fløj igennem lokalet hvor bartenderen og de andre var, med et brag landede den i den anden ende af rummet og alle kiggede forfærdede på hende. Med en ligegyldig mine af total vrede og oprevet harme, skubbede hun sig brutalt igennem den overraksende store mængde af tilstedeværende drukkenbolde og andet afskum.

Der blev en skubben og masen uden lige, da hun prøvede at komme igennem og indtil flere gange kunne hun mærke at der var nogen der stak hænderne i hendes lommer for at plyndre hende, mens nadre "Tilfældigt", kom til både at røre både hendes bryster og hendes numse.
Hun blev mere og mere vred, til det hele bare blev for meget. Med et smæk der fik alle til at vende sig mod hende, sendte hun en mand i gulvet, med en kaskade af tænder flyvende rundt i luften. Som små perler landede de på gulvet mellem alle i hele den lille improviserede bar, i et sekund så alle forfærdede ud, men i det næste kastede folk sig fra højre og venstre over Alice.
Den første mand der sendte et hårdt salg mod Alice's kind blev skræmt fra vid og sans, da der lod et hult dunk da han ramte hende, lyden var den samme som den der kom når man slog på en gryde med en pind. Der lød et dybt og gennemskærende knæk fra hans hånd og det var tydeligt for enhver at han havde brækket den.

Et ægte værtshus slagsmål bredte sig sekundet efter til alle i hele rummet, det var ikke kun Alice der var målet, men generelt bare alle i hele baren. Alice fik afløb for sin vrede og det syntes som alle til stede egentlig bare havde ventet på det skulle ske, for der var indtil flere der slogses insbyrdes, men hjalp hinanden, hvis der var andre der kom for tæt på.
Alice blev flere gange slået, men det gjorde hver gang mere ondt på dem der slog end det gjorde på hende.
Hun sendte den ene after den anden i gulvet og et smil bredte sig på hendes læber, hun havde lagt mærke til at Logan havde sat sig i den anden ende af rummet og med fuldt overlæg, kom hun til at kaste et krus ildelugtende vin udover ham da hun "Tilfældigt" kommer tæt nok på.

På grund af slåskampen begynde Logan krop at reagere på atmosfæren. Hans krop var begyndt at producere adrenalin, kroppens naturlige kamp-stof.
Så da vin-glasset kom flyvenede i mod ham ville han havde nok tid til at reagere.
Hvilket kan gjorde, han greb vin-glasset med den ene hånd og spildte kun en lille smule ud over sine bukser.
Han duftede engang til vinen, før han satte den ned, en dårlig årgang.
Selvom Logan var en vild kriger og hjerneløs soldat gik han meget op i at være civiliseret, og vide hvad der var godt og hvad der ikke var så godt, han var med andre ord en rigtigt gentleman.

Logan skruede lyddæmperen af og affyrede et skud op i luften, det skulle nok få folk til at stoppe med at slås og stoppe med at tiltrække unødig opmærksomhed.... Men ingen reagere.
"Hvorfor skal man også gøre alting selv" mumlede Logan og satte pistolen på plads, før han knækkede sine fingre og sin nakke.
Logan løb ind i den mængde der stod og slog på Alice, han tacklede en der skulle til at slå, da de lå ned slå Logan slås på hans hovedet, indtil en væltede ham og flere stod og sparkede til ham.
Hvorfor skulle det altid være flere mod Logan end én? En ting kunne man gøre, gribe fat i fødderne på en den ene og hive ham ned, nu kunne Logan rejse sig op.
Han samlede en stol op og smadrede den ind i en der skulle til at slå ham.

"Alice, jeg har måske tage fejl af dig, måske kan jeg godt....." mere noget Logan ikke at sige før han stak ham en knytnæve i hovedet.
"Det skulle du ikke havde gjort" mumlede Logan og greb fat om maven på ham og væltede ham, hvorefter Logan satte sig på hans mave og begynde at slå løs på hans hovedet.
"Det er mener er, at jeg måske godt kan bruge en med dine kompetencer og færdigheder" sagde Logan.
Hvis der var en ting han hadede mere end et værtshusslagsmål, så var det at indrømme at han tog fejl, Logan havde at indrømme at han var forkert på den, hele sit liv havde han lært at 'fejl var ikke en mulighed' og 'aldrig giv op' men nogle gange var man nødt til det. Desværre....

Skuddet fra Logans pistol, fik kort Alice til at kigge mod ham, men da en velplaceret knytnæve ramte hende på kinden, og sendte hende i gulvet med et tungt bump, lagde hun ikke mere i det lille forsøg på at udvise større skudkraft end de vrede besøgende på værtshuset. I stedet fik hun tumlet sig på benene igen, og med et groggy blik, opdagede hun at den næste næve var på vej imod hende. Slaget gik rent ind og hun vaklede lidt længere tilbage, det kunne snart virke som om hun havde taget munden lidt for fuld, ved at kaste sig ud i dette slagsmål.
Det hele var som planlagt, for Logan ville blive så meget des mere imponeret når hun tog fløjelshandskerne af og rev samtlige af de besværlige og hårdt kæmpende mennesker rundt. *Knald* En flaske knaldede ned i hendes baghoved, og kort flimrede hendes fotorespetore, men de genfandt hurtigt deres mål igen. Tiden var inde til at gå i offensiven og da endnu et slag kom mod hende, stod hun bare stil og tog imod. Den knyttede næve knaldede ind i kinden på hende, men hun rørte sig ikke en millimeter, men fyren der havde slået hende, havde tydeligt brække flere fingre, "Well... dether begynder at trætte mig en smugle".
Alice slog hendes målsøgnings system til og hendes øjne skiftede til en selvlysende rød farve. Øjeblikke senere blev folk kastet mod vægge og uden videre sendt i bredderne med en enorm styrke som man ellers ikke ville tillægge en som Alice.

Hendes bevægelser var så mekaniske og stive at Logan ikke længere kunne være i tvivl om at hun ikke var et menneske, men rent faktisk var den hun sagde hun var. "Jeg mod tager din undskyldning Mr. O'Conner... Hvis du holder dig for ørene, stopper vi dether rod med det samme". Alice gav knapt Logan tid til at gøre som hun havde sagt, før hun åbnede munden og kom med en øresønderrivende lyd.
De kæmpende folk, fik et fjernet blik, og faldt næsten på samme tid sammen i en bevidstløs tilstand. Roligt og med et lille smil på læben drejede Alice rundt og kiggede Logan i øjnene, "Jeg ved godt jeg ikke skal presse dig for en større undskyldning, selvom jeg fortjener det... Men alligevel tak, og du skulle bare se mig når jeg rigtigt ruller mig ud, jeg kan meget mere end du lige tror".
Alice blinkede til ham, hun drejede rundt på hælen og begyndte at gå ud, hun stoppede dog mens hun holdt en huskende finger i luften, "Og det med kysset... Jeg måtte vel være tiltrukket af det feminine i dig, hvis du forstår en hentydning".