Angels and Monsters

Der  var noget ved hans åndedræt der virkede en tand for besværet. Som om han næsten fór desperat forsøgte ikke at lade luften passere ud over læberne for febrilsk, eller for højt. Jo mere han tænkte over det, desto sværere blev det dog at trække vejret 'normalt'. Dette skete alt for ofte... At han blev opslugt af bekymringerne og lod dem påvirke sig til en sådan grad, at han ville ønske, at han blot kunne slå den forbandede hjerne fra i et sekund og bare.... give slip. Han var dog ikke velsignet med en lille 'switch' i nakken, der kunne slukke for angsten, eller hvad-end-det-var der plagede ham, og hávde plaget ham gennem det sidste årti.
Du er ikke faret vild, Adriel. Du er bare...- Træt... Bare fortsæt ligeud. Snart genkender du nok noget..! Den lille håbløse stemme i hans hoved, syntes aldrig at have den mest opmuntrende effekt på ham. Alligevel var det vel det eneste der, i situationer som denne, kunne holde ham fattet. Han var distræt af natur, og kunne ofte være forbandet uopmærksom når først han havde svælget i sine egne tanker og rastløshed for længe. Dét havde været tilfældet denne aften. Han havde blot vandret rundt i Terre, og forsøgt at distrahere sig selv. Tankerne havde kredset sig om de mest latterlige ting, som hvorvidt arkitekterne i byen havde haft en grund til at runde gadehjørnerne så meget, eller om det var den samme person der havde givet gaderne navne. Hans metoder til at fokusere på noget og holde hjernen aktiveret var ofte så latterlige, at det gik direkte gennem hovedet på ham. Alligevel kunne det tilsyneladende stadig føre ham på afveje. For nu - bevægede han sig i omgivelser der forekom ham så ufattelig uigenkendelige, at han langsomt kunne mærke nervøsiteten krybe op. Selvom han havde boet i Di Morga i flere år nu, følte han sig stadig usikker på stedet. Sandsynligvis var en af grundende til dette, at han kun for kort tid siden, havde fået mod nok til, ikke at isolere sig fuldstændig  i lejligheden. Ensomheden var blevet for heftig, og der var massive grænser for, hvad han kunne tage sig til at besynderlige hobby'er når han ikke arbejdede. Første skridt havde været bare at komme ud af lejligheden... Andet skridt var, at tage gåture i området, udforske det og måske endda finde et sted han kunne være komfortabel med. Komfortabel var dog langt fra et ord han ville bruge om sin tilstand lige nu.

Den blonde engel lod øjnene glide rundt i området. Genkendelsen lod ikke til at hvile det mindste i disse. Selvfølgelig kunne man vende om, men Adriel var ikke just sikker på, at han overhovedet var gået ligeud hele vejen. Det var ufattelig svært at tænke klart, når han forventede det værste, og lod nervøsiteten tage over, frem for fornuften. Åndedrættet virkede knækket, og syntes at dominere stilheden ligesom de lette fodtrin mod brostenene gjorde. Værst var følelsen dog af at blive iagtaget. En paranoid følelse, der sjældent var begrundet. Og så alligevel... Di Morga var ikke just et sted han nogensinde følte sig tryg. Alligevel var det netop ´her der var mest brug for ham, og hér han var nødsaget til at blive, indtil en ny mission blev tildelt.

Snart stoppede englen op under en flakkende lygtepæl i området. Netop denne gade virkede snæver, og lyset fra lampen mindede mest af alt englen om noget fra en gyserfilm. Slap af... Tænkte han gentagende gange til sig selv, før han lænede ryggen ind mod lygtepælen, og foldede hænderne bag nakken, som han lænede en smule tilbage. I omtrent et dusin sekunder, stod han og så op mod den mørke himmel. Nogle mørke skyer dækkede tilsyneladende himmeltæppet eftersom ingen stjerner var til at se.
I værste tilfælde må jeg flyve... Flyve op og se hvor jeg er.... Han forsøgte virkelig inderligt at tale sig selv til ro. Tanken om at ty til brug af sine vinger, var dog ikke noget der appellerede synderligt til ham. Alt der gav ham unødig opmærksomhed, virkede faktisk direkte utiltrækkende for ham... Desværre var han 'velsignet' med blod, som kunne duftes på afstand. Blod der på mange måder duftede sødt og rent. Noget der nok nærmere var en forbandelse et sted som Di Morga. Et sted hvor mørket syntes at være langt mere dominerende end lyset.

En lyd fik nærmest automatisk trykket hans ryg yderligere ind mod lygtepælen, og kreerede en metallisk lyd, der gav ekko gennem den snævre gade. I et sekund stoppede englen helt med at trække vejret. En vilkårlig tot af det blonde hår gled ned midt i panden, og det var som om hjertet hoppede et slag over. I næste sekund pilede en grå kat hen over brostenene og forsvandt i mørket... "For helv-..." Lød det fra englen, med en lettelse i den lavmælte, mumlende stemme - før han dog stoppede sig selv, før han brugte netop dét ord.

”Faret vild” var ikke et begreb, Kieran kendte til. Nok havde han levet i fem menneskealdre og mere til, men det dér med at fare vild var aldrig faldet ham let. Det skyldtes ikke blot hans overudviklede sanser, der altid fik ledt ham på rette vej, men også det faktum, at han for det meste ikke havde et sted, han skulle hen. Når man intet mål havde i sigte, som man skulle ligge vejen forbi, var der ikke en rute, man kunne blive vildledt på.
Netop i dag havde han dog et mål, en mission, som måtte udføre; nemlig at finde en eller anden form for underholdning. Hans forsøg på at kunne rapportere tilbage om en fuldført mission var desværre noget halvhjertet, for byen var helt affolket på denne tid af natten; enkelte steder kunne man finde en gade med liv i, men det var som regel rygere fra diskotekerne der stod og snakkede over en smøg eller folk der holdt deres egen lille fest ude på gaden, så de var fulde og højtråbende. Dem var der ikke noget sjov med, i hvert fald ikke medmindre man var lige så påvirket af alkohol som dem, men den slags underholdning følte Kieran ikke just for i dag.

Som en sort kat der strøg igennem natten, sprang han fra det ene tag til det andet på listefødder. Herfra havde han god udsigt til gaden og de mennesker, der nu engang måtte befinde sig dernede. Hvis nogen så ham nu, ville de uden tvivl gispe højt og råbe til ham, at han var tosset og skulle skynde sig ned, for det var livsfarligt at rende rundt deroppe, og hvad tænkte han dog i grunden også på, sådan at klatre rundt på tagene!
Mennesker… tænkte Kieran og rullede med øjnene ved tanken om de stakkels, skrøbelige væsner. Hvis en af dem faldt ned fra denne højde, ville de uden tvivl brække hver en knogle i deres krop, men for en dæmon var der intet at frygte. Indrømmet, hvis han faldt, ville det gøre fandens ondt, og han skulle nok regne med ikke at kunne gå opret i et par dage, men så var det heller ikke være. Desuden havde dæmonen en helt særegen fordel: Han faldt ikke. Han besad en adræthed, der ikke var meget ulig den, man fandt hos gadekatte. Han kunne bevæge sig lydløst af sted, sno sig omkring hjørner og hoppe over umådelige afstande så let som ingenting. For yderligere at bringe folk i tvivl om, hvorvidt han virkelig var en dæmon eller en kat, havde hans øjne et gult skær i mørket grundet hans nattesyn, der i skyggerne kunne få ham til at ligne et kattedyr på rov.  

Videre og videre hoppede og løb han, i hvert fald lige indtil han nær var faldet ud over et tag, da han brat bremsede op. Hans veludviklede lugtesans havde fanget en lugt af blod, og det var ikke bare en hvilken som helst slags; denne duftede så sødt og vidunderligt, at den næsten fik hans tænder til at løbe i vand. Han sank en enkelt gang for at få styr på sine mundvæsker, før han begyndte at klatre ned af husets ene side. Han fulgte duften i skjul af skyggerne og fik meget snart øje på en ensom skikkelse, der stod og trykkede sig op af en lygtepæl. Frygten hang tyk i luften sammen med duften af det vidunderlige blod. Lille pus dog. Kieran fik næsten helt ondt af ham – men også kun næsten. Et smil trak i hans mundviger og blottede de spidse hjørnetænder, der prægede hans mund. Det lod til, at han havde fundet sin underholdning.
Da en kat strøg forbi og fangede sig den ensomme skikkelses opmærksomhed, slog Kieran til. Han bevægede sig om bag ved lygtepælen og greb fat i fyren bagfra, som han trak med sig ind i skyggerne. Han havde strategisk placeret sig bag den fremmede,  så denne ikke kune se hans ansigt og vice versa.

"Godaften, lille engel," hviskede han ned i det blonde hår, der duftede så sødt og vidunderligt. "Hvad laver du dog her, helt alene...?"

Englen smækkede hænderne op for febrilsk at klynge sig fast til skikkelsen bag sig, og forhindre, at han ville snuble over sine egne ben, og blive trukket hen ad brostenene. Før han kunne nå, at gøre den mindste umiddelbare modstand, var han blevet trukket ind i skyggerne, og væk fra den flakkende lygtepæl. Et forfærdet gisp havde forladt hans læber, og dén lettelse han blot for et splitsekund havde følt, var nu erstattet af en frygt, der nærmest fik alle hårene i hans nakke til at løfte sig. Forgæves forsøgte han, med rystende hænder, at krænge sig fri fra sin angribers tag, men opgaven virkede næsten fuldstændig umulig i den låste stilling. Styrken fra skikkelsen bag sig kunne han tydeligt mærke. Det havde næsten været for let... Indvendigt kunne han bande over nogensinde at have forladt lejligheden; men lige nu, var det sidste han manglede, en portion selvpineri. Dét der fik englens hjerte til at banke hurtigere i brystkassen, var dét mørke han kunne mærke. Mørket som han for blot et par øjeblikke siden, havde betragtet som paranoia og indbildning. Nu, fik det hele hans krop til at reagere. Frygten syntes at få alle nerver og muskler til at stå på højkant. Alligevel var det som om han knapt nok kunne bevæge sig.

"Slip..-" Stemmen virkede halvkvalt og desperat. Hænderne fortsatte febrilsk med at forsøge, at vriste sig, blot en smule fri. Skyggerne gjorde ikke just situationen værre. Foruden ikke at kunne se sin 'modstander' i øjnene, kunne han knapt nok se sine egne fødder, der stod vakkelvorent mod brostenene. Det flakkende lys fra lygtepælen virkede også mere dystert på afstand, og i et sekund ønskede han sig tilbage i den lille bid af lys, han havde oplevet netop dér. Lyset var hans støtte... Nu var han omringet af mørket.

"Jeg ber' dig." Der var en bønfaldende tone i hans stemme. I et sekund var han i tvivl om hvorvidt han talte direkte til individet bag sig, eller om det var en bøn til Gud. Men efter hvad han havde erfaret i Di Morga; Blev de færretes' bønner hørt af Gud i Di Morga alligevel. Der gik dog ikke lang tid før han kunne mærke fornemmelsen brede sig gennem sine årer. Fornemmelsen, som fik maven til at vende sig, og sendte et par bølger af svimmelhed gennem hans krop. Forsvarsmekanismen satte igang, og begyndte at påvirke blodet. Det lugtede lige rent og sødt... Dog ville effekten være langt mindre efterstræbelsesværdig. Hvad Adriel følte på egen krop nu, var blot en lille bid af dét andre ville mærke, hvis de forsøgte at drikke af ham. Smerten - afhængig af hvor meget der ville indtage - ville virke dyb og intens i de første øjeblikke, indtil overnaturliges kroppe ville begynde at frastøde blodet via den helende funktion i deres eget. Effekten han mærkede på sin krop, gjorde ham døsig i de første par sekunder, og fik de febrilske hænder, til at slappe af i et par sekunder. I en kort stund, havde han direkte støttet sig ind til sin angriber, som om energien forlod ham som en steppebrand. Alligevel genfandt han snart en del af styrken, trods han stadig følte sig underlegen.

"Lad mig gå..." Den styrke han langsomt forsøgte at oprette i sin krop, forsøgte han endnu mere desperat at få frem i stemmen. Dog var uskylden så  tydelig, at forsøget virkede absolut ynkeligt og hjertegribende. Noget der ville få de fleste, lyse væsner til at få medlidenhed med den stakkels skabning, hvis frygt stod skrevet i øjnene med blokbogstaver.
I et sekund blev han dog ramt af en bid af viljestyrke. Og i det ene flygtige sekund hvor fornemmelsen boblede i ham, jog han en albue tilbage mod individet bag sig. Alle kræfter lagde han i. Det kunne briste eller bære nu.

I løbet af de få sekunder, det tog Kieran at hive sit offer med ind i skyggerne, gennemgik englen mange faser; først kæmpede han imod med alle kræfter, rystende og fuld af frygt; så gik han videre til at bønfalde dæmonen om at stoppe og på et enkelt tidspunkt kom Kieran i tvivl om, hvorvidt han faktisk havde skræmt staklen til døde, for han blev helt slap i dæmonens arme. Der gik dog ikke mere end et par øjeblikke, før der igen kom liv i englen.

”Spar på bønnerne. Du får brug for dem, når jeg er færdig med dig, og du ligger på gaden og forbløder.” Kieran begravede næsen i det blonde hår og lod den søde duft af englens blød fylde sine næsebor. Hvor han dog glædede sig til at sætte tænderne i ham…
Der var dog lige ét problem; hvis han skulle gøre sig nogen som helst forhåbninger om at kunne sætte tænderne i offerets bløde hals, måtte han få ham til at stå stille, for lige nu sprællede englen værre end en hel pose fisk. Det var tydeligt for dæmonen at englen ikke blot kæmpede for at komme fri, men også for at genoprette balancen. Det var, som om han var ét stort virvar af sparkende ben og flyvende arme. Kieran havde slæbt temmelig nådesløst af sted med ham og nu, da det gik op for den sorthårede at det var lige så stor en fordel for englen selv som det var for ham, at staklen kunne stå og gå på sine egne ben, hjalp han ham op at stå. Hans bevægelser var målrettede men bestemt ikke brutale, da han med al sin samlede kræft trak sit sprællende offer op på benene. Handlingen var meget ulig den måde, han normalt behandlede sine ofre på, og hele situationen fik ét enkelt ord til at poppe frem for hans indre blik: Hvorfor? Hvorfor var han pludselig så øm overfor den mand, der meget snart skulle ligge død for hans hænder? Hvornår havde han sidst haft medlidenhed med sin aftensmad?
En svag, knurrende lyd slap igennem hans sammenbidte tænder. Hvad havde han gang i? Når hans ofre sprællede på den måde, plejede han at skære halsen over på dem eller slå dem bevidstløse, hvilket der var rigelig med mulighed for at gøre her – han behøvede blot at slå englens hoved ned i de hårde brosten, og så var han færdig. Men et eller andet i Kieran forhindrede ham i at gøre det, som om en eller anden usynlig, uforklarlig kraft holdt ham tilbage.

Pludselig mærkede han en voldsom smerte i sit mellemgulv, og først da gik det op for ham, at hans offer havde stukket ham en albue lige i maven. Han havde slet ikke nået at opfatte bevægelsen, før det var for sent; englen havde virket så svag og hjælpeløs, at han ikke havde beredt sig på at møde modstand. Derfor knækkede han nu sammen med et støn og slap sit greb om offeret, fuldstændig overrumplet over den andens handling.
Dæmonen trak vejret dybt ind, og længere tid behøvede han ikke for at samle kræfter, før han igen rettede sig op. Englen havde knap nok haft tid til at kunne reagere på svagheden hos sin overfaldsmand, før Kieran igen greb fat i ham. Denne gang gav han englens ene skulder et voldsomt skub, så offeret blev vendt halvvejs rundt og nu stod med ryggen imod den nærmeste husmur. Kieran tvang ham så tæt op af muren, som han overhovedet kunne, og placerede sine arme strategisk på hver side af englen; en position man desværre tit kunne støde på i de sene aftentimer i disse ensomme gader. For første gang stod de ansigt til ansigt, og for første gang mødte Kieran sit offers blik.

Gadelygtens flakkende skær ramte englen på siden af hovedet og oplyste hans ansigtstræk, som var det selveste Guds eget lys, han badede sig i. Allermest fremtrædende var hans øjne, hvis bange blik Kieran var fuldstændig opslugt af. Med sit eget gullige blik stirrede han direkte ind i den fremmedes øjne. Det føltes som en evighed at han stod, lænet ind imod den anden; der var så stille i gaderne, at han nærmest kunne høre, hvordan englens hjerte galoperede af sted og pumpede det søde blod rundt i kroppen. Der var et eller andet ved englen, noget velkendt, noget betryggende, som Kieran ikke kunne sætte fingeren på…
En lyd som fra porcelæn, der smadredes, kunne høres i det fjerne og en hund begyndte aggressivt at gø fra altanen på et af de nærmeste huse, og som var det en trylleformular, der blev brudt, rev Kieran sit blik væk fra englen. Han kiggede sig omkring, vagtsomt som en kat på rov, før han igen lod sin opmærksomhed fange af englen.

”Hvem er du…?” spurgte han og studerede sit forhenværende offers ansigt ned til mindste detalje, som om det ville give ham et svar. Men intet svar fik han. Selvom hans kropsholdning var blevet ændret fra anspændt og kampklar til hængende på den dér triste, fuldstændig hjælpeløse positur, man så hos et barn der var blevet væk fra sine forældre i et indkøbscenter, så havde han stadig en hånd placeret på den ene side af englen, fast besluttet på ikke at lade ham slippe væk, for han… han… ja, hvad? Hvad var det, han ville have ud af fyren? Han vidste bare, at et eller anden i ham forhindrede ham i at lade englen slippe bort, et eller andet i ham sagde, at han skulle holde fast på ham. At det var af største nødvendighed.

I et sekund… - Ét enkelt flygtigt sekund, havde han følt friheden på tungespidsen. Dén måde hvorpå det mørke væsen knækkede sammen bag ham, og slap sit greb, gav englen en lille gnist af håb. Dog var det ikke nok. Han vaklede et enkelt skridt fremad, og forsøgte inderligt, at få kroppen og hjernen til at samarbejde og give ham bare den mindste mulighed for at undslippe. Dé sekunder det ville tage ham, at sprede vingerne ud fra deres plads bag skulderpladerne, var dog sekunder han ikke ejede. For snart mærkede han igen det stærke greb om sig. Et greb der på mange måder virkede langt mere hårdt og voldsomt end før. Friheden blev taget fra ham på blot få sekunder. Den blev nærmest vristet ud i hans hænder, og sendte ham fluks tilbage i håbløsheden.
Ryggen ramte muren, og sendte et hårdt stød gennem hele hans rygsøjle. I et par sekunder følte han sig fuldstændig lammet og ude af stand til at bevæge sig det mindste. Hans ben ville være faldet sammen under ham, hvis ikke det var fordi dæmonen havde stået så tæt på; med en arm placeret på hver side af den rystende skikkelse. Det gjorde ufattelig ondt i skulderne som havde ramt muren som det første. Knoglerne, trods stærkere end et menneskes, virkede skrøbelige i dette sekund. Den bid af adrenalin, der måske i et sekund  havde domineret i hans krop, var nu forsvundet med et enkelt åndedrag. Håndfladerne hvilede mod muren bag ham. Som om han forsøgte at trække sig selv yderligere væk fra sin overmand, selvom han var direkte klynget op af facaden på en af Di Morga's gamle bygninger.  Trods frygten boblede i ham, kunne han ikke lade være med at hæve blikket, så snart han kunne tvinge sin hage en anelse op. Der gik ikke mere end et enkelt sekund, før de hasselnødsfarvede øjne spærredes yderligere op ved synet af personen foran ham. Læberne skiltes en anelse fra hinanden, så snart han mødte det mørke væsens øjne. Gule... Nærmest lysende... Som en kats... Adriel kunne se sig selv genspejlet i disse. Se sit eget ansigt, der var præget af en ærefrygt. Alligevel vigede blikket ikke i ét sekund. De var fastfrosset mod skikkelsen, der ved sin blotte udstråling, tronede sig over ham. Den eneste lyd han kunne høre var lyden af sit eget hjerte. Det virkede så ufattelig højlydt. Hvad der overraskede ham var dog, at jo længere han så ind i væsnets øjne, desto langsommere blev pulsen i hans krop. Følte han sig rent faktisk beroliget? Der var noget ved skikkelsen der forekom ham anderledes. Mørket var der, men måden hvorpå han studerede ham på, virkede absurd for englen. Var der noget tøvende i det mørke væsen? Og var der en grund til, at Adriel i et sekund, ikke følte sig helt så bange, som et lyst væsen måske burde i denne situation? Du er ikke sikker... Han leger med dig... Katten efter musen... Han ser dig bare an... Blev han ved med at tænke til sig selv; Afvisende for enhver tanke om at der kunne ligge andet end mørke og ondskab i de gule øjne, som han så direkte ind i. Det var et rovdyr. Det var det han havde lært af andre engle. Mørkets væsner var ikke til at stole på. De var selviske. Twistede. Hvis han ikke vil dræbe dig, leder han bare efter nyt legetøj.

Da hunden gøede, var et sæt gået gennem hans krop. Alligevel var der noget forsikrende ved postyret. Som om det var et lille tegn på, at resten af verden stadig eksisterede omkring ham, og at han ikke var fuldstændig alene. Blikket veg dog ikke væk. Ikke før han næsten havde sagt sit navn per automatik ved dæmonens spørgsmål.
"Adri-..." Han stoppede sig selv, og krængede så blikket væk. Dæmonen trak tiden ud. Intet andet. Og ventetiden virkede nervepirrende. Når man var 'velsignet' med et evigt liv, kunne sekunder som disse virke ekstra lange. Desperat klemte han øjnene i. Noget ved dæmonens blik virkede nærmest magnetisk for ham. Som om han måtte anstrenge sig for ikke at kigge direkte ind i dem.
”Bare… Få det overstået!” Kom det snart fra ham. Frustrationen var tydelig i de lidt rystende ord, trods denne bemærkning var den der havde gledet lettest ud over hans læber indtil nu. Efter et par sekunder, åbnede han dog igen øjnene. Frem for at møde dæmonens blik, drejede han hovedet til den ene side - blottede derved siden af halsen, og stirrede mod et punkt nede af den mørke gade. Lyset fra den flakkende gadelygte reflekteredes i hans øjne, og gjorde de små stænk af brozeagtige nuancer mere tydelige.
”Kom nu... Hvad venter du på?” Han forsøgte at provokere sin modstander til at gøre det. Bare sætte tænderne i ham, og fortryde det, så han måske kunne få endnu en chance for at undslippe. Tanken om, at få drukket noget af sit blod, fik det dog igen til at vende sig i ham. Han følte sig døsig og kvalm. Giften var i hans krop, trods den for blot et øjeblik siden, havde syntes at svækkes en smule, da hans øjne havde mødt dæmonens.
"... G-gør det..." Der var langt fra en sikkerhed i hans stemme. Den rystede usikkert, og det samme gjorde skuldrene, trods det kun var en ganske lille smule. Som om han frøs, trods denne aften var én af de varmere af slagsen.