A late night... -//Mugetsu

Sted: Skoven
Tid: 00:34
Vejr: Det er mørkt og overskyet, dog uden at være specielt koldt.
Omgivelser: Der er ingen mennesker eller væsener i nærheden.
Dato: 1/8


Skoven var mørk og ugæstfri på denne tid af aftenen. Eller nærmere; natten. Træernes kroner tårnede sig op mod himlen, og dækkede for den smule måneskin, der havde mulighed for at trænge igennem træernes blade. Skoven virkede kold og mørk. Man følte sig i den grad uvelkommen, når man trådte derind. Hvis man derimod forsatte længere ind, følte man sig ikke uvelkommen længere, men fanget. Skoven var i det hele taget ikke det mest behagelige sted at opholde sig i nattetimerne.

Evangeline gik rundt mellem træerne. Hendes skridt var lette og lydløse. Hendes bevægelser - selv den mindste af slagsen - var yndefulde og elegante nok til at gøre selv den bedste ballerina jaloux. Hendes fod rørte en gren, som på normalvis ville være knækket under den vægt der ramte den, men dette skete ikke, da Evangeline trådte på den. Man skulle ikke være specielt begavet, for at regne ud, at hun ikke var et menneske, men en elver.

Evangeline var utraditionelt klædt. Forstået på denne måde, at hun ikke var iført de lange kjoler, som elverne altid gik rundt med. Denne almindelige stil, var aldeles ikke noget for hende. Hun havde derfor valgt at være iført et par hullede cowboyshorts, som selvfølgelig var lårkorte, en sort top, med et bandnavn på, som sted henover hendes bryst, og for at sætte prikken over i'et, havde hun sin elskede læderjakke på. Den var slidt, men den klædte hende alligevel. På hendes fødder, var de sædvanlige hullede Converse, som hun altid havde på. Hendes lange, lyse hår, krøllede blødt ned af hendes ryg og indrammede hendes ansigt på en forførende måde.

Evangeline forsatte blot sin vandren rundt i skoven. Hun regnede aldeles ikke med, at hun ville få selskab på noget tidspunkt. Den tanke var slet ikke faldet hende ind. Der var vel ikke andre end hende i skoven på denne tid af natten? Evangeline var af den naive type, dermed var hendes tankegang sådan..

Mugetsu lå under et stort sort træ og kiggede op på skyerne. Han var udmattet efter at have løbet rundt i skoven for at øve sig. Han var iført sine sædvanlige sorte bandager om overkroppen og den halve kimono på underkroppen. Man kunne se en lille blodpøl for enden af hans ben. Han havde overanstrengt sig så det ud til. Hans underlår var i smerter og han kunne ikke bevæge dem. Han var simpelthen tvunget til at ligge op ad et træ og vente på at hans healing kom i gang... Han følte sig endnu en gang svag...

Han var alt for udmattet, men lå dog stadig med et smil. Han havde overgået sig selv, men havde brugt så mange kræfter at han ikke lagde mærke til at nogen nærmede sig ham. Hvad skulle folk alligevel i skoven så sent? Da ikke medmindre det var nogle teenagere som var ude og holde en ulovlig fest.

Hvis det var tilfældet ville han så have kræfter nok til at forsvinde? Eller ville de bare se ham ligge der og gøre som normale teenagere og ligefrem bede om en slåskamp? Han var virkelig ikke i humør til den slags. Og da slet ikke med små menneske børn, hvis han skulle kæmpe skulle det være mod nogen som kunne give ham en udfordring.

Men i samme øjeblik som han tænkte tanken skiftede vinden og han kunne lugte noget. Lugten var bekendt, men så alligevel ikke. Han snusede ind og tænkte hvad det kunne være. "Læder? Kan det være... Teenagere alligevel?" Han lænede sig op ad træet igen og hvor han kunne lugte læder duften fra og ventede blot på at nogen skulle komme ud. Så ud som om der alligevel kom nogle teenagere herhen...

Evangeline forsatte sin vandring i skoven. Et koldt vindpust, blæste hendes lange, gyldne hår, over hendes venstre skulder. Hun trak den slidte læderjakke tættere om sig, for ikke at komme til at fryse mere end allerhøjest nødvendigt.
Hun var kun nogle få meter fra den fremmede, som lå op af træet, men hun havde ikke bemærket ham. Han faldt i, med skyggerne omkring ham, og Evangeline lagde derfor ikke mærke til ham.

Hun stoppede op ganske få meter fra ham, med ryggen halvt vendt væk fra ham. Hun lod langsomt en hånd glide igennem en tot at det gyldne hår. Hendes elegante og yndefulde måde at bevæge sig på, gjorde denne bevægelse ekstremt forførende, selvom det dog ikke just var meningen med den. Der var jo ingen herude, hun kunne forføre alligevel? Men hun havde for vane, at lade sin ene hånd glide igennem sit hår. Tit gjorde hun det ubevidst, og uden hun selv lagde mærke til det.

Noget fangede hendes opmærksomhed, og hun vendte blikket mod noget ved siden af det træ, den fremmede lå op af. Det var en fugl, som var fløjet op af en busk. Lyden fra det, havde naturligvis tiltrukket Evangelines opmærksomhed, da hun regnede med hun var alene. Det var hun jo også.. altså, hvis man ikke talte skovens dyr med. Dermed, lagde hun forsat ikke mærke til ham, da hendes blik var andre steder henne, men han fik rig mulighed for at se hendes ansigt, med de store, uskyldige grønne øjne, der havde fået et lettere råt look, pga. den sorte eyeliner og mascara, som indrammede dem. Hendes smalle næse, som passede til resten af ansigtet, og den lille mund, med de fyldige læber. Alt sammen indrammet, af det krøllede, lyse hår.

Mugetsu lå bare stille i skyggen og begtragtede hende. Hendes ynde var umenneskelig, hun kunne umuligt være et menneske. Han lagde slet ikke mærke til at hun løftede fødderne, det lignede at hun blot svævede frem. Han stirrede fascineret på hende. Hun havde slet ikke opdaget ham. Hans overkrop var ellers helt bar, men måske var hun bare naiv. Han rejste sig stille op og lænede sig op ad træet.

I det mindste lignede hun ikke en som kunne finde på at slås. Han var utroligt kvæstet lagde han mærke til, ellers ville han slet ikke være nød til at læne sig sådan op ad træet. Han lagde sin ene hånd på træet.

Han hævede stemmen lidt: "Hey. Hvad laver du herude?" Og nu skulle han bare vente på en reaktion. Hvis hun ville, kunne hun nemt løbe fra ham. Han stod bare og vurderede hende. Hvad ville næste træk blive?

Evangeline fik et mindre chok, da den fremmede pludselig gjorde sig til kende. Hun havde slet ikke opdaget, at han stod der, og derfor kom det logisk nok bag på hende.
Hun betragtede ham lidt. Hans ansigt var ikke perfekt, det havde fejl. Naturlige fejl. Så han kunne umuligt være vampyr. Trods hans ansigts små skønhedsfejl, som alle ansigter nu engang havde, var han ganske pæn. Han havde udseendet med sig. Hendes blik gled videre til hans overkrop, som han intet gjorde for at dække. Med god grund.. Hun kunne ikke lade vær' med at smile. Hans muskuløse mave var tæt på det perfekte, og hun kunne ikke lade vær' med at kigge lidt ekstra, da hendes blik ramte den. Derefter lagde hun mærke til blodpølen og det fik hende til at gå tættere på ham. Blot et enkelt skridt. Hun vidste ikke hvorfor.. men hun ville vel bare være sikker på at han var okay.

"Jeg går bare rundt.. du ved, for at klare tankerne" Hun sendte ham et sødt smil, imens hun lod sin hånd glide igennem sit hår. Bevægelsen ynde og elegance, fik det til at se forførende ud.