Late Night

De øde gader virkede endnu mere øde i det dunkle lys de gamle gadelygter kastede ned over dem. Det hele kunne lige så godt komme fra en gammel film fra de sene 60'er. Månens lys var dækket af de tykke skyer der gled hen over himlen i et evigt tæppe der lukkede månens kolde lys ude, og stjernes skønhed væk fra mennesket øje. Kun det øje med fantasi og vilje ville kunne se de små glitrende sten der lyste den sorte himlen op i en million små prikker. Husende lignede noget der kunne falde sammen hvert sekund det skulle være, dørene hang på den ene hængsel og vinduerne knust. Det var ganske enkelt et sørgeligt syn at se alt det der var gået tabt for lang tid siden, da væsnerne på denne klode ikke længere kunne enes og måtte dræbe blot for at overleve.
Det var overraskende at se en engel i disse sølle omgivelser. Han lyste næsten op med den svage glans som alle engle besad, selv med eller uden vinger, med eller uden troen på gud. Det sidstnævnte var der ingen der rigtig længere havde. Hun få mennesker i verden troede på gud og Jesus. Vesten forsømte deres guder, forsømte hvad de burde tro og holde fast i. Troen havde været en måde at styre livet på, men ikke længere, nu var det magten, jo mere magt folk havde, jo stærkere og jo mere livsglade blev de - det mente folk selv, men nej. Det eneste der kunne give en livsglæde var kærlighed, sådan hang det sammen inde i den ældre engels ansigt som var indrammet af halvlange blonde krøller der gik ned til skuldrende. Nogle få dækkede for de sølvgrå øjne der var indrammet af øjenvipper der kastede små korte skygger ned over mandens kindben. Han gik iklædt en sort jakke som var lukket godt, kun øverst, oppe ved halsen kunne man svagt se lidt hvidt fra skjorten inden under. Han par ud over et par mørke jeans, og et par sorte sko som lavede nogle svage lyde mod jorden under hans fødder.
Et koldt vindpust gled igennem gaden, og fik alle der mærkede den til at huske hvilke årstid de var på vej imod. Vinter. Trods det kun var september var det allerede koldt og regnfuldt, men sommeren havde heller ikke rigtig været noget at klappe af. Det hele havde været koldt. Selv den varmeste sommerdag havde været kold og kynisk, der var intet der var gået på held denne sommer. Der var sket mere end man kunne ønske sig, det hele var vel bare lort og - mere lort?
Det var nogle yders depressive tanker englen gik med i hoved, men hvad skulle han gøre, der var ikke så meget at gøre, og hvis der var noget at gøre vidste han ikke hvad det dog skulle være, måske burde han bare finde et sted at slå sig ned og drikke en kaffe, men det var ikke nemt at finde et sted med kaffe dette trøstesløse sted.

Abandonné Banlieue..En gammel forstad.. som førhen var større end byen Terre, solen var ikke til at få øje på.. hvilket var klart når det var sent hen på aftenen. Der var skyet.. næst yndlings vejr efter regnen.
Det var første gang at hun betrådte sine fødder her, på en øde vej, hvor hun aldrig havde været. Mange ville nok spørge hende hvad det var hun tænkte på. Men igen hun var alt for nysgerrig til at udforske det hele. Audrina som kvinden hed var stadigvæk ny i området og hun ville gerne lære det hele at kende, dets natur, omgivelser og det folk som levede der, selvom hendes hjerte ikke bankede længere, eller var et levende organisme så kunne hun altid få mere erfaring. Hun var ikke bare en almindelig vampyr som alle de andre der var med i hendes slægt.
Audrina var en fuldblods vampyr. Det vil sige at hun har været en vampyr hele sit liv.. Hun har ikke engang prøvet at leve som et menneske.. Alt det levende.. med følelser halløj, var noget mærkeligt stads for hende, når hun havde smug lyttet efter få enkle samtaler der blev styrrede af mennesker.
Hun var som altid iført sin sorte kjole og gik i bare tær. Selvom hun havde penge.. så gik hun ikke i sko... Hun følte det som en befrielse ved at mærke jorden under sig som naturligt som muligt. Ellers havde hun intet på.. ingen make-up... intet overtøj. Hendes sorte hår gik længere ned af ryggen, som hang lyst.. mens at det havde det blåligt skær i sig.
Hun fortsatte med at gå og kunne efterhånden mærke at der var nogen til stede... næsten lige meget hvor end hun gik hen, så gik der ikke ret lang tid før at hun ikke var alene længere.. det irriterede hende nu heller ikke.. Audrina kunne fornemme en persons aura.. En engel?!... Skulle Audrina fortsætte med gå frem af? Eller skulle hun vende om? Hun overvejede det nøje.. Da hun var bange for om hun overhovedet kunne styre sig når hun mødte denne engel...

Phoenix var kort sagt for dybt i sine egne små tanker om hvor ynkelig livet var til at han bemærkede vampyren, fuldblodsvampyren der trissede af sted et sted tæt på ham. Hvis han dog havde set hende, ville han sikkert have taget sig lidt mere i agt, eller have holdt øje med hende da han udemærket vidste at engleblod var sat i høj kurs i denne, ofte lige efter asparas blod, nogle gange foran, da engle normalt var lettere at få fat i, og de var langt mere talrige end disse små nymfer.
Hænderne var begravet i lommerne hvor de kunne få lidt varme, og slap for at være ude i kulden som prikkede irriterende i huden. Selvom Phoenix slagt kom fra norden, eller havde haft bopæl der i mange år, betød det ikke at families medlemmer havde vænnet sig til kulden, og det samme var det med Phoenix som dog havde det fint med kulden, til det endte med at blive for koldt og der kom for meget sne, men der kom heldigvis ikke så tit sne her i Frankrig, så det slap han for.
Han trak vejret dybt, mens han betragtede vejen under sine fødder, der virkede mindst lige så trøstesløs som rasten af forstaden til Di Morga. Det var utroligt det hele havde kunne ændre sig så hurtigt, og at Di Morga stadig ikke var blevet større end denne del af byen. Først da han havde tænkt tanken færdig kiggede han op, hvor hans øjne ramte vampyrens mørke hår. Han knep let øjne sammen og fugtede læberne før han stoppede op, før han drejede skarpt til venstre ned af en ny gade hvor han vendte ryggen til vampyren for at komme væk hurtigst muligt. De fleste vampyr ville ofte altid gerne have en lille tår, og hvis han ikke tog meget fejl var denne kvinde med de andre i en lille tår, som ofte var mere end hvad andre mente som en 'lille tår'.
At man drak fra Phoenix havde han ikke fysik noget imod, men alligevel fandt han det en smugle nærgående at folk ligefrem drak af en, som om man var en drikkedunk.