Followed by fear.

Hun åbnede roligt munden, og trak de skræmmende sylespidse tænder ud af den svedige mands nakke. Hovedet blev lænet tilbage, og hun sukkede tilfreds. Lettet. Som var en stor byrde blevet fjernet fra hendes skuldre. Hendes øjne var lukket i et øjeblik, og hun tog lidt tid til at bare nyde den lune vind, der fik vildfarende totter fra hendes fletning til at danse omkring hendes ansigt. Dog gik det ikke længe, før hun langsomt og sikkert igen begyndte at komme på benene. Lagde ubarmhjertigt sin vægt imod ligets brystkasse via hendes arme, og stod lidt efter på benene. Manden var allerede død. Der var ingen grund til at hun behandlede ham som et levende. Han ville ikke føle smerte mere. Han følte helt sikkert ikke andet mere. Lige hvad et svin som ham fortjente.
Hun børstede det værste støv af sine hænder. Man vidste aldrig hvilke bakterier der befandt sig i gydernes gader. Det kunne kun forestilles. Og Maya brød sig ikke om tanken. Det var sådan et beskidt sted. Men samtidig også det eneste sted en desperat kvinde kunne få sig et måltid uden at blive forstyrret. Eller opdaget. Hendes tunge fandt sin vej ud imellem hendes læber og slikkede de sidste rester af blod væk. Manglede kun den enkle dråbe, der gled ned over hendes hage. Dog blev den hurtigt fanget af hendes pegefinger. Og senere hen slikket væk. Efterlod ingen spor af hendes aktion. Lige udover den fede forretningsmand, der lå som en tom skal oven i store affaldsposer, med to par fine huler i nakken. Hendes arbejde var gjort her.

Der var ingen tvivl om at hun allerede havde det bedre nu. Arbejdet på kontoret tvang hende til at afholde sin trang, og selvom donorblod var mindst lige så mættende, var de stadig ikke det samme. Intet blod var det samme efter at have ligget i sterile plastikposer efter at have forladt kroppen. Det vidste en hver, der havde en hjerne der fungerede bare nogenlunde. Hun rettede på kjolen. Skørtet blev sikret, at det ikke vidste mere end nødvendigt, og toppen blev glattet ud. Hun førte totter af pandehåret tilbage og tørrede en lille beskidt plet væk fra sin kind. Efterlod hende respektabel igen. Der hang tykt over hende. Den måde at dette var en ting der skulle være på plads. Alt fra den elegante gang med lettere rettet ryg, til hendes påklædning der var som taget ud af et old school modeblad, til det professionelle udtryk i hendes kønne ansigt.
Hun så sig selv ikke tilbage. Hun havde ingen planer med liget, der lå tilbage i gyden, hun havde forladt for noget tid siden nu. Hendes skridt var ikke det mindste tøvende, som hun forsatte gennem en labyrint af andre gyder. Hun vidste hvor hun var på vej hen. Og hun vidste hvordan hun kom dertil. Ikke engang mørket stoppede hende. Hun så fint. Bedre end hun ville gøre, hvis solen var oppe. Hun så sig kun til siden en gang imellem. Som for lige at tjekke om hun var på rette vej. Og den eneste lyd der om fra hende, var fra hendes sko, der klikkede svagt på grund af den hårde sål.

Sulten. Sulten der hungrede i hans krop var ved drive ham til vanvid. Han sluprede den sidste dråbe blod i kvindens pulsåre i sig og slap kroppen. Den unge pige ramte asfalten med en lyd som det var en sæk kartofler han havde smidt. De var ikke nok blod... Han ville have mere. Han skulle have mere. Sulten udviklede sig til en smerte der raserede hans mave. De havblå øjne lyste op. Han slikkede sine læber rene og prøvede at bevare roen. Af ren vrede hamrede han næven ind i betonmuren som straks slog revner. Lidt efter lidt fik han behersket sig og kiggede efter liget bag ham. Han gik over til det og satte sig på hug ved det. Han fik kigget sig omkring og knyttede derefter sin næve og hamrede den ned i pigens brystkasse. En smule blod sprøjtede op fra kvindens bryst da han greb fat om hendes hjerte, trak det ud og stoppede det i munden på hende for at efterlade sin signatur. Han rejste sig og slikkede sin hånd ren for blod og forsatte derefter ind i mørket. Han var iført en svedig undertrøje som skulle have været hvid, men var nu grå, fedtet ind i størknede pletter af blod. Ikke det tøj han fortrakte at have på når han ville ligne en bad guy, men desværre var alle hans bad guy læderjakker til vask, hvilket hans undertrøje også skulle have været.

Hans sult efter blod voksede sig stærkere og stærkere efter hver skridt han tog. Hans åndedræt blev heftigere og hans blik stivere. Med et stoppede han sit åndedræt og hans gang. Den overnaturlige høresans opfangede lyden af fodskridt der klikkede imod asfalten. Nok var lyden forholdsvis svag, men på grund af hans sult lød den som om nogen hamrede løs på nogle gong-gong'er. Automatisk gik han efter lyden. Trængen efter blod satte hans jægerinstinkt ind. Han sørgede for at bevæge sig lydløst igennem gyden. Mørket lagde sig som et slør over hans krop og skjulte de glidende og beslutsomme bevægelser. Uden kontrol over det, voksede hans spidse hjørnetænder ud til hugtænder. Hans hud ændrede kulør til blålig og hans sorte blodårer blev synlige. Ofret befandt sig få meter fra ham og ville snart passere gyden han lå på lur i. Hans muskler blev spændt og hver en fibre i hans krop hungrede efter blod og et episk drab. Hans negle voksede ud til kløer og hans øre begyndte at blive spidse. Han kunne næsten ikke vente. Adrenalinen samlede sig i ham og aktiverede varulven i ham. Sveddråber trillede ned fra panden i det han så sit offer passere gyden. Tiden stoppede og lysten efter blod drev hans krop i et mægtigt spring imod den kønne kvinde. Hår sprang frem fra et hvert sted på hans hud. Hans muskelmasse voksede i takt med spændingen da hans krop fløj igennem luften og hamrede ind i kvindens krop. Han bragede ind i hende med sådan styrke at hun højest sandsynligt blev presset op imod væggen. Han blottede sin hugtænder og gjorde klar til bid med et højt brøl.

Maya nåede knap nok at vende sit blik til den ene side, inden en skikkelsen nærmest om flyende direkte imod hende. Det var lidt som om det hele gik i slowmotion. Lige indtil hun følte den hårde mur imod sin ryg. Luften blev hamret ud af hende, og hun kunne ikke helt holde en lyd ude. Hun var ret sikker på at dette ville have påvirket hendes rygsøjle noget så gevaldigt, hvis hun endnu havde været en del af den svage menneskelige race. Så trods det endnu gjorde helveds ondt, var hun et kort øjeblik evigt taknemmelig overfor sin skæbne.
Meget hurtigt blev de sammenklemte øjne åbnet igen. Blot for at stirre ind i noget der mest af alt lignede et bæsts gab. Men forestillingen om et monster foran hende, tog hurtigt en anden form. En mere realistisk form. En form hun nemt kunne genkende, siden hun omgik den slags hvert døgn. Også selvom dette havde nogle lidt anderledes træk. Hun pressede sig selv en smule nærmere på muren bag hende. Tog ikke blikket fra personen foran hende. Og utroligt nok havde hun ikke det samme udtryk i ansigtet, som så mange andre hjælpeløser kvinder. Det var overraskende roligt.

Lige i sidste øjeblik fandt hun sig endelig i stand til at gøre noget. Hendes ben blev bøjet, og hun tøvede ikke med at hamre sit knæ lige i skidtet på hvad der lignede en krydsning mellem en svitset hulemand og vampyr. Og hun lagde ikke specielt mange af sine kræfter på hylden. Som foden blev sat tilbage iomd jorden, var det nu hælen der blev spiddet ned i hans nærmeste fod. Tydeligvis var dette ikke første gang disse små tricks blev fremvist. Tydeligvis var de heller ikke blot spontant lagt. Og af en lille pige som hende at være vidste hendes tilværelse nu heller ikke hvilken styrke der lå i den spinkle krop. Hun ventede ikke med at presse sine hænder imod hans skuldre, selvom de var en smule højere oppe end forventet, og brugt sin krop til at få skubbet til ham. Bare for at skabe lidt mere afstand imellem dem. Nok til at det denne gang var hendes tur til at springe på ham. Dog virkede hendes bevægelser knap så dyriske og vilde. Der var mere eller mindre system i dem. Hun tvang ham ikke bare tilbage, da hun sprang på ham. Det ville ikke være nok. Hun lagde virkelig kræfter i, til at få ham helt ned. Imod den ujævne asfalt. Hun var ligeglad med om dette ville ende med at skade ham. Fuldkommen ligeglad. Det var hans egen skyld, kunne man sige.

Hun trådte nådelåst ned omkring hans ene håndled, for så at svinge det andet ben hen over hans krop, og få sat den anden fod ned imod hans anden arm. Stod på ham. Indtil hun selvfølgelig fik sat sin bagdel oven på hans brystkasse. Hvilket held at hun havde iført sig nylonstrømper, så udsynet under kjolen var slørret. Selvom skørtet automatisk faldt ned og skjulte. ”Dit uduelige bæst! Hvor vover du!” snerrede hun ad ham. Hans lugt afslørede ham med det samme. Han var ikke som hende. Godt nok havde han tænderne, der blev brugt til at punktere, men han var ikke ren. Som hende. Hun skød kort sin overlæbe op, og vidste tænder. De to fine par hugtænder. Borede de røde øjne direkte ind i ham, og pressede sine hænder imod hans kraveben. Hun tog et par dybe indåndinger, som var hun en smule forpustet, og hun tog sig også tid til lige at kaste et par totter tilbage. Væk fra det blege ansigt. Der var vist ingen tvivl om at hun var stærkere end ham.

Overrasket forvandlede han triumferende brøl sig til et brøl af smerte da et knæ ramte ham hårdt i klokkeværket. Smerten afbrød hans koncentration og hurtigt forsvandt pelsen og den blålige hud med de sorte blodårer. Han forstod ikke. Var hun ikke en uskyldig lille pige der ventede på at dø? Tanken blev afbrudt da han mærkede en høj hæl der borede sig ned i hans venstre fods kød. Han sank sammen af smerte og hurtigt kom den blå hud tilbage. Skaden helede hurtigt da hans krop blev skubbet væk, bare for at blive tynget imod jorden og blive skadet på ny. Da hans krop blev hamret ned imod jorden ville de havde været nok til at brække hans nakke og rygsøjle. På grund af hans hybrid race gjorde det i stedet bare vanvittigt ondt. Han nåede ikke at reagere før kvinden nu sad oven på ham og snerrede af ham. Selvom hun havde bevist hun let kunne dræbe ham blev han ikke skræmt af de røde øjne og skarpe tænder. Nej, i stedet sukkede han. ”Fucking vampyrer...” sagde Jeremy og kiggede op i vampyrindens øjne. ”You actually look pretty.. Making me feel bad for kicking your ass.” sagde Jeremy med et drilsk smil. Et smil som blegnede og blev til smerte da hans krop begyndte at ryste. Flere af hans tænder blev skarpe efter få knæk og hans øre blev spidse som før. Knæk knæk lød det for hver knogle der rev sig løs. Kløerne sprang frem på hans hænder, sammen med de sorte hår der sprang ud fra hans hårsække. ”Get off me if you wanna live!” skreg han og begyndte at vokse i størrelse. Hans undertrøje begyndte at revne og den enorme brystkasse blev synlig. Hans muskler og knogler bevægede sig synligt under hans hud. Styrken i hans muskler voksede og voksede og begyndte at matche hendes. Med et gevaldigt brøl fik Jeremy skubbet vampyrinden fra hans krop. Hans ulvekrop sank sammen imod jorden da hans blodlyst var forstærket gange tusinde. Han var ligeglad med at han måske skulle drikke vampyrblod i stedet. Han skulle bare have blod og han skulle have det nu. Manglen på blod gjorde det hårdere og hårdere for ham at ånde. Hans krop rystede og kollapsede imens en smerte angreb ham over alt. Han havde ikke nok blod til at kæmpe imod hende. Han brølede smertefuldt da hans pels forsvandt. Lidt efter lidt var hans krop normal igen.

Et smertefuldt hyl slap hans læber. ”Bare giv mig noget blod...” sagde han op kiggede på hende. ”Lidt blod og så går vi væk fra hinanden, som om det her aldrig havde sket.” sagde han og kiggede forstenet på vampyrindens hals. ”Please... I am willing to do whatever you will want, just give some fucking blood!” råbte han bønfaldende. Det var ikke fair. Hvorfor var der ingen anden som skulle døjes med den ekstreme træng til blod han havde. Han rejste sig og stod bare og ventede på at hun rev hans strube ud eller hjalp ham.

Det var nemt at se undringen i hendes ansigt, som han begyndte at ændre mere og mere på sig. Det virkede så bizart at være tilskuer til. Den måde han nærmest bare lå og vred sig frem og tilbage i smerte, som havde hun udsat ham for den elektriske stol eller tvunget ham til at drikke gift. Det virkede mest til at hans smerte kom inde fra. Og hun kunne samtidig sagtens høre alle knækkende. De gik lige ind i hende, trods hun endnu virkede fuldkommen upåvirket af sceneriet. Hvis ikke hendes pokerface havde været så brillant som nu, ville hun helt sikkert have fået et tik får hver knæk der nåede hendes øre. Hun prøvede at forholde sit blik imod hans ansigt, men den måde det virkede som at være midt i en ujævn forlystelse, det at sidde på ham, fik hende til alligevel at kigge sig lidt mere omkring. Specielt hans arme. Det var ikke noget behageligt syn. Musklerne lignede at de var i kamp med hinanden. Blævrende et kort øjeblik, hvorefter de ville fæstne sig i den rette plads Tydeligvis vokset. Og hans klør. Hvad var han? Hun kendte skam svaret, men det virkede stadig umådeligt forkert. På så mange forskellige måder.
Maya nåede ikke helt at rejse sig op igen, før hans hænder ramlede ind i hende, og skubbede hende tilbage, som hun havde gjort med ham. Blot var hans styrke mere end fordoblet. Og hun havde ikke taget det med i beregningen af sin kort udregning i hovedet. Så igen vendte hun med at blive smadret imod muren, der endnu befandt sig ikke langt fra deres begges placering. ”Uff!” Igen kom med svage smertefyldte lyd fra hende, som hun bare dumpede ned på jorden. Nåede knap nok at lande på benene. Og det så lidt usikkert ud, den måde hun stod med spredte ben, og armene ud til siden, som ville hun holde balancen. Det havde været længe siden, hun havde været udsat for den slags. Normalt holdt hun sig langt væk fra kampe som disse. Normalt var det altid hende der havde kontrollen. Lige meget hvad. Og det så også ud til at hun havde kontrollen nu. Men kun over sig selv. Ikke noget denne unge mand havde.

I stedet for at springe på ham igen, fandt hun sig selv i faktisk at studere ham. Det var først nu hun rigtig så ham som et menneske. Og han var uden tvivl bare en skygge af sig selv nu. Og så åbnede han sin mund, og hun mistede igen respekt for ham. Hun rettede sig ordentligt op. Samlede benene, rettede ryggen og børstede igen sit skørt. Overraskende hvor meget det støvede, som havde hun rullet rundt på jorden som en eller anden komplet idiot. Mere hår blev fjernet fra hendes ansigt. Lagt tilbage i den fyldige puf, der udgjorde hendes tilbagelagte pandehår. Og der plejede det også at blive, hvis altså hun ikke blev kastet rundt.
Hun sukkede svagt, og begyndte endelig igen at nærme sig ham. Et skridt ad gangen. Helt roligt. Nærmest pirrende, som når læren nærmede sig en, og man vidste man havde gjort noget galt. ”Hvor er De bare…” Hun holdt en kort pause, for at få rettet de kolde øjne direkte imod ham igen. ”…ynkelig. De vil nemt nå op på toppen som det mest ynkelige væsen.” Det var tydeligt at hun hånede ham. Eller rettere; så ned på ham. Han var lavtstående i hendes øjne. ”At bede om blod med den tone?” Igen tøvede hun ikke med at gøre noget ved situationen. Hendes ben blev atter løftet, og hun satte egentlig noget blidt sin fod imod hans brystkasse. Blot for at presse ned ad, som ville hun stå på ham. ”De er intet bedre end en tigger. Hvorfor ville De overhoved ønske at synke så lavt?” Han skulle bare være glad for hun ikke var typen der gik i højhælede sko. Hun bøjede sig roligt forover. Stadig med min fod imod hans brystkasse. Det lykkedes hende at få sit ansigt umådeligt tæt på hans. Og en hånd lagt imod hans kæbeben. Dog var der intet end et neutralt, nærmest foragtende udtryk i hendes ansigt. ”De er svag.”

Uventet begyndte Jeremy at grine, trods det var hårdt når vampyrindens fod var solidt plantet på hans brystkasse. ”Hvis du tænker så lavt af mig, hvorfor så omtale med De? Jeg antager det som høfligt, og høflighed er normalt noget du viser overfor folk med magt. Du ved jeg har magt. Du frygter mig. Du har lige set en tolvårig halvvampyr kaste dig fra dette spot imod væggen der.” sagde han og pegede imod den kedelige grå betonmur.


”Okay, lad os sige at du dræber mig her og nu, og så hvad? Du vil bare gå væk som ingenting skete med det på samvittigheden at en yngre HALVvampyr fik skovlen under dig, en vampyr på 300-400 år? Tsk tsk..” sagde Jeremy og fokuserede på vampyrindens flotte blege hals. ”Ser du, hvis jeg haft fået alt det blod jeg skulle have i dag ville du være den der lå der. You know what? Jeg ville have dræbt dig. Jeg ville have dræbt dig fordi det er noget af en triumf at kunne sige at man dræbte en voksen vampyr. Det ville have været min grund til at dræbe dig, men du har ingen grund til at dræbe mig. Ser du, vil du føle dig sej hvis du dræbte en ung forsvarsløs og sulten halvvampyr som mig? Ja, måske prøvede jeg at dræbe dig... Men er ikke her hvor i ældre vampyrer giver os unge et smæk i røven med et spanskrør i stedet for at dræbe os?” sagde Jeremy og prøvede at få hende til at flytte foden fra hans bryst og skride. I virkeligheden var han hunderæd for at hun bare ville bøje sig ned og rive hans strube ud.

”By the way, fuldblodsvampyrer som dig plejer ikke helt at kunne lide mit bid, så jeg forslår du fjerner din hånd fra min kæbe.” sagde han og blottede sine tænder som en advarsel. Fjernede hun sin hånd havde han endnu en bemærkning at smide på hende. ”Jo, fjerner du ikke også dit ynkelige lille ben fra min brystkasse, har det lidt svært ved at ånde.” sagde han med den samme provokerende tone han havde brugt hele tiden.




I mens han lå der på jorden begyndte han at se nærmere på den smukke vampyrinde som afgjorde om han skulle dø eller ej. Hun havde alderen som de piger han normalt manipulerede havde. En skam hun ikke var et sølle menneske der ventede på at få sit hjerte knust. ”So what is it gonna be, love? Are I'm gonna live or die?” sagde Jeremy utålmodigt, uden noget tegn på den galloperende frygt for sit liv som herskede i ham.

Igen virkede hun absolut ikke det mindste påvirket af hans ord. De betød jo i grunde intet. Ikke for hende. Det var tomme trusler og hånende ord, man normalt smed i hovedet på usikre psykopater, for at få dem til at få en hel del mere amok. Hun var dog ikke sikker på, hvilken effekt han ønskede fra hende. Ønskede han rent faktisk at hun ville få en boblende vrede frem? Hun kunne dog mærke frustrationen. Over hvor dum han var. Det kom ikke så meget bag på hende, men hun måtte sige at hun havde forventet lidt mere fra en som ham. Også selvom han endnu blot var en yngling. Et barn i forhold til hende, som han selv havde sagt. Selvom han i princippet havde fået lov til at leve lidt længere uden vampyrens gifte i sin krop end hende. Det forklarede deres udseende i hvert fald. Men stadig trods deres synlige aldersforskel, følte hun sig ikke gjort til grin af hans ord.
”De taler for meget.” kom det så endelig fra hende. Mindst lige så koldt og ligegyldigt som når hun ellers talte. Irritation var dog nu blevet en svag del af hendes stemme. Efterfulgt af endnu et næsten opgivende suk. Samtidig rettede hun sig igen op. Fjernede hånden fra hans ansigt. Og knejsede efterfølgende med nakken, som om hun var ved at blive god træt af det her. Foden omkring hans brystkasse lod hun bare glide lidt længere op imod hans hoved. Stoppede lige under hagen, som prøvede hun ligeud at kvæle ham. Dog forblev der nok mellemrum, til ikke at dræbe ham. Hun ville måske bare advare ham lidt. ”Er det bedre?” Selvfølgelig ville dette ikke hjælpe med hans åndenød. Det var hun godt klar over. Og ret ligeglad med. Dog fjernede hun igen sin fod. Denne gang helt. Lige indtil hendes vægt igen blev lagt oven på ham. Denne gang var det igen hendes bagdel, der blev sat imod hans mave. Hendes ben befandt sig på samme side af ham, og det virkede egentlig bare som om hun havde sat sig på en tilfældig stol.
”De har nok lagt mærke til, at De er ligegyldig. For mig i hvert fald. De er af samme værdi om De er levende eller dø. Min tiltale til Dem er monoton. En vanesag De ikke vil kunne forstå på grund af Deres ynkelige opdragelse.” fortalte hun helt afslappet, mens hendes hoved var svagt drejet så de følelsesløse dybe øjne så imod ham. Forventede at han rent faktisk ville høre efter, på hendes var på hans spørgsmål. Han skulle være beæret, over at hun ville bruge sin tid på ham. ”Men når det er sagt, har De ganske ret i at jeg ikke vil finde det sejt at dræbe Dem. Jeg vil finde det nyttigt, eftersom De et øjeblik blev en torn. Der er ingen hobby for mig. Det er nødvendigheder for min overlevelse.” Hun slog endelig blikket fra ham, og rettede det i stedet imod himlen. Kun for en kort stund inden det var tilbage imod hybriden. Om han nåede at fange det svage buk i hendes mundvige, var ukendt.
Endelig fjernede hun sig helt fra ham. Rejste sig op, i en højde der føltes lav i forhold til denne mand. Rettede igen på kjolen. Som om hun tænkte mere på sin påklædning end ham. Hvilket et sted var sandt. ”Åh ja. De burde vide, jeg ikke frygter Deres styrke, som De frygter min.” Hun så sig kort over skulderen. Lagde ikke skjul på at hun allerede havde været langt inde i hans sind. Hun var egentlig ikke helt sikker på om hun frygtede hans styrke. Den var kommet bag på hende. Men hun havde ikke haft den følelse i over 200 år nu. ”De har ikke vist mig noget jeg burde være bange for. De har ikke taget magten fra mig. Det er Dem der ligger på jorden. Det er mig der står op. Og det er mig der har kontrollen. Men De vil sikkert gøre det godt som overgrebsmand, når det omgik din samme rang.” Hun tappede let spidsen af sine sko ned i jorden, for at sikre sig at de sad som de skulle, inden hun blot begyndt at bevæge sig ud af gyden, han havde sendt hende ind i. Som havde hun allerede glemt alt om ham.

Der gik lidt tid før han begyndte at komme sig over hendes vægt der forsvandt fra hans krop. Det var en lettelse. Følelsen af at ikke skulle frygte hende mere. For nogle korte sekunder kiggede han op imod himlen. Flot nattehimmel? Really? Folk sagde det selvom den var dækket af skyer. Og selvom den ikke var, hvad flot var der med en sort himmel med hvide prikker? Nå, han burde enlig tænke på at få fat på noget blod. Sulten var ved at tage livet af ham. Han rejste sig op og kastede et sidste blik på vampyrinden. Der var nu et eller andet bekendt over hende. Måske havde han se hende før? Han havde jo set mange vampyrer, det havde hans skaber gjort sikkert. Hun mindede ham om en eller andet forbandet kedelig vampyrinde der hed et eller andet med M. May eller sådan noget. Han løftede lidt på skuldrene med et skævt smil før han vente hende ryggen og begyndte at gå. Da krydsede tanken ham. Hvad kunne være mere sjovt end at tirre vampyrinden endnu mere før at starte en ren massacre af uskyldige? Tanken plagede ham meget og selvom han elsker hendes reactioner til alting han kastede på hende, så var han heldig at overleve.

Han bøjede under og drejede hælen om i den retning vampyrinden havde forsvundet i. Med både varulven og vampyrens fart satte han i løb men holdte stadig sine skridt lydløse. Smilet på hans læber var ikke at tage fejl af. Hans mørkesyn gjorde ham bevidst om hvor hun var og han var ikke langt fra hende. Han stoppede op et par meter fra hende og gik i hendes tempo imens han iagttog hende. Jo han havde bestemt set hende før. Hun var en af de vampyrer hans skaber havde introduceret ham til. Hybrider var ikke havde været hendes kop te havde han gættet efter den måde han blev behandlet den gang. ”I couldn't just leave my favorite vampire.. I kinda missed your body on mine. I suppose you do that to any hot hybrid that just jumps into you and tries to kill you. ” sagde Jeremy smilende. ”But maybe I'm special. Maybe you had the urges to do that since last time we met.” provokerede han og tømte sit hoved for endnu en dum bemærkning. I sekundet flere ord skulle forlade hans mund opfangede han lugten af blod og tobak. Han hørte skridt. Han så et liv han skulle ende. ”Pardon me.” sagde han og kiggede på sit offer og forsvandt ud i mørket.

Den unge mand søgte ind imod gyderne og smed sin kasket og derefter ørlede ned i en skraldespand. Han prøvede at gå over imod gaden igen, men faldt om på affalten og begyndte at brække sig yderligere. Da han var færdig med at brække sig vendte han hovedet og kiggede direkte ind i Jeremys havblå øjne. ”You don't look so good, mate. Want my help?” sagde Jeremy og rakte hans hånd frem. Den unge mand kiggede lidt på ham og tog derefter hans hånd og prøvede at trække sig selv op. Omkring halvvejs lagde Jeremy sin fod på hans bryst og sparkede ham ned i jorden igen. ”That's too bad cause you're not gonna get it.” sagde Jeremy før han søgte ned imod mandens hals og begravede sine tænder i den. Manden spærrede øjnene op og forsøgte at komme op, men Jeremy var for stærk. Han kiggede over imod en skikkelse lidt fra ham. ”HJÆLP!” råbte han som en sindssyg før han segnede hen. Jeremy blev ved med at suge hans blod i sig, selv efter hans død. Da manden var tom rejste hans sig op med blodet løbende fra munden. ”Just what i needed.” sagde han og kiggede et kort øjeblik ned på liget og derefter på vampyrinden.

Maya havde egentlig ikke haft planer om at stoppe op igen. Men alligevel lykkedes det denne hybrid at få hende til det. Og denne gang var det ikke blot stille og roligt, som skulle de til at have sig en hyggelig samtale. Det virkede mere brat. Ikke en ting der normalt var at se, når det omgik hende. Hun plejede jo altid at være stille og rolig. Helt nede på jorden, som om intet kunne få hende op i det røde felt. Eller lignende. Hun havde jo altid været så følelseskold. Direkte ligeglad med alle andre, end dem der syntes at fange hendes opmærksomhed. Hvilket efterhånden ikke var helt så mange igen. Dog havde denne unge mand fået hende til at stoppe op alligevel.
Hun tøvede ikke rigtig med at vende sig om. Eller rettere. Hun startede først ud med at lige kigge sig hen over skulderen. For at få øje på ham lige bag sig. Ikke langt fra hende selv. Lod hans ord sive ind og sætte sig, til trods for at hun stadig ikke så yderligere påvirket ud. Man skulle tro hun havde en tætsiddende maske op som ansigt, på grund af det evige neutrale udtryk. Og kølige blik. Hun var nærmest blot en dukke. En fin lille porcelæns dukke. Det var i hvert fald sådan hun så ud udefra. Men kunne se hvordan hun egentlig ønskede at sige noget. Undring havde skam også samlet sig ganske svagt i de rødglødende øjne. Men hun sagde ikke noget. Lyttede blot. Hun forstod ikke helt, hvad der kom ud af hans mund. Han havde uden tvivl gået noget indenbords. Det var tydeligt, med den måde han talte i tåger. Troede at han kendte hende. Det måtte da være en joke.

Den unge kvinde af en vampyr havde selvfølgelig fulgt efter denne hybrid på sin jagt. Det var nemt at finde frem til ham. Han stank af hund. Eller ikke stank. Hendes sanser overdrev en del. Blot på grund af den dømmende kræft der lå over hende. En der kun var halv kunne umuligt være mere værd end en af fuldblod. Det var hvad hun havde fået fortalt om og om igen i sine unge dage. Lang tid før denne blodhungrende person var blevet født. Hun havde bare stået og studeret ham spise. Som et bæst. Det bæst han var.
Hun løftede roligt sine arme. Ført håndfladerne sammen for at give lyd fra sig. En ikke specielt energisk klappen. Den var ovre på den modsatte side. ”Deres gerninger fortæller virkelig godt om Deres forhold til Deres skaber. Der er så mange fejl. Hvis De en dag skulle støde på en person der De ikke ønskede skulle dø, vil jeg være sikker på De dræber med det samme. Om sagt før. Ingen kontrol.” Hun kørte forsigtigt en gang igennem det brune hår og lod den forsætte hen over den uglede fletning, der måske kunne trænge til at blive flettet på nu. Måske trængte hendes hår i det hele taget en tur med børste. ”De er Jeremy, hvis jeg formoder rigtigt. Alisha’s lille stykke legetøj. Jeg husker Dem. Den måde De blev vist frem, som var De ikke andet end et trofæ. Stakkels lille Jeremy. Hvornår opdagede De at kærligheden var falsk?” Hendes hoved blev lagt let på skrå, og hun prøvede at sende et overdrevent spørgende blik. Men det virkede ikke rigtigt. Hun kunne ikke bare bryde gennem muren, hun havde sat op omkring sig. ”Her. Lad mig fjerne det.” Hun trådte de sidste stykker hen til ham, rejste sig svagt på sine tær og fjernede en stribe af blod fra hans hage. Og langsomt slikkede hun det af sin finger igen. Hvorefter et suk løb over hendes læber. ”De spilder alt for meget blod, når De ophidser dem under indtagelsen af føde.”

Følelsen af hans kræfter som vendte tilbage i hans krop var overvældene. Som om en tog og pustede liv ind i hans krop, blussede hans styrke og sanser op. Den dejlige energi der flammede op i hans muskler var dejlig at tænke på. Hans mave rumlede ikke mere. Kort nød han den dejlige følelse før vampyrinden begyndte at snakke. ”Kritik, kritik og kritik. Alisha var nu heller ikke den bedste lærer i verden må jeg sige. Faktisk kritiserede hun næsten lige så mig som du gør. Men hun havde vel heller ikke en stor forkærlighed for hybrider.” sagde Jeremy og tænkte tilbage på Alisha. Bare tanken om hende fik ham til at koge. Ganske vist han hun reddet hans liv, men hun var også den som lærte ham at han ikke var noget værd. Han var ikke fuldblodsvampyr. Han var ingen gang fuldblodsvarulv. Det eneste han var værd var det halve. Det blev han nu også konstant genopfrisket om i selskab med denne vampyrinde. ”Oh, du husker altså mit navn, May. Jo man har en bagtanke om at man ikke er elsket efter de første tre måneder hvor man har hørt at man er uduelig fem tusinde gange. Jeg klager dog ikke. Det var god sex. Dog kunne jeg undvære nætterne jeg sov i et hundehus.” sagde han med et smil der skjulte en glød af sarkasme.


Et skævt smil formede sig på hans læber da hun tog blodet fra hans hage. ”How clumsy of me. Oh, wait. I nearly forgot.” sagde han og gik over til liget. Han satte sig på hug over det og kiggede på det. ”Hope you like hearts, mate.” sagde han kort før han jog sin hånd ned i hans brystkasse. Der lød et ordentlig knæk da hans hånd sank igennem laget af muskler og knækkede ribbenene fra hinanden for at søge ned imellem lungerne og gribe fat om hjertet. Med et enkel ryk rev han hjertet fri fra blodårene og hev det ud brystet. En smule blod sprøjtede og fra det åbne sår i brystet da hans blodige hånd forsvandt ud fra det. ”That's a bad heart buddy. You shouldn't be smoking and drinking like that. Good thing that I'm blocking you mouth.” sagde han lige før at han kreb fat om den døde mands kæber og rev dem lettere fra hinanden så hjertet kunne komme ind. ”And done! Buddy, you look fantastic!” sagde han med samme provokerende tone som han havde brugt hele tiden. Han rejste sig fra liget og gik tilbage imod vampyrinden. ”Hvis du vil kan du også fjerne blodet fra min hånd.” sagde han sarkastisk og slikkede sin pegefinger af. ”Mmm.. delicious. It's the callories worth.” sagde han og kastede et blik imod hende. Han ville vide at han gjorde ting rigtigt hvis han en dag fik hendes respekt.

”Obrzydliwy.” mumlede hun kort, ved synet af den måde han fik sat prikket over i’et. Den måde han rev hjertet ud af bryster og proppede det ind i kæften. Det lignede mest af alt en forstyrrende illustration af synden ’Grådighed’. Og hvis det var sagen, virkede det ikke helt til at matche dette offer profil. På nogen måde. Ikke hvad hun vidste. Hun rynkede svagt på næsen, men slog ikke blikket væk. Hun havde set værre. Og hun havde set lige præcis disse lig før. Dette var jo ikke første gang han havde dræbt. Og flere og flere døde skaller med hjertet i den tilstand var selvfølgelig hobet op. Dog var hun overrasket over, at det lige netop var denne hybrid der var bagmanden. Og nu hun tænkte over det, passede det fint til ham. Han var jo langt fra at have klasse. Og han lignede ikke en der nogensinde ville ende med det.

”Det ser da ud til De klare det fint selv.” Selvfølgelig ville hun ikke stå og slikke blodet af hans fingre, som var hun en eller anden køter. Hvis det skulle være, kunne hun kun forestille sig situationen omvendt. Ikke at hun gik ind for den slags, men tanken strejfede hende. Og gav hende samtidig lidt kvalme bare ved tanken. Igen rynkede hun på næsen. Hun havde skam opdaget hans forsøg på at gøre hende irriteret. Eller bare komme langt nok ind på hende, så hun ville smide masken. ”Og så er jeg ikke nogen fan af tobak.” tilføjede hun roligt lidt efter. Hun fugtede sine læber med tungespidsen og pressede dem let sammen, som fordelte hun læbestift. Trods de ikke var påført den slags.
Så tog hun igen sit blik fra ham. Lænede sig en smule til den ene side, og se forbi ham. Hen imod liget ikke langt fra dem. Studerede det med det samme neutrale udtryk. ”Det ser ud til De stadig leger med maden. Det er en meget dårlig vane.” Egentlig lå det ikke nogen hånende undertone her. Men hun drillede ham heller ikke blot for sjov. Det var svært at vide om det var kritik eller ej. Men så igen; når det kom fra Maya, var det nok det alligevel. Hun havde trods alt allerede givet udtryk for at hun ikke rigtig brød sig om ham. Eller ikke ham. Hans slags. Der skulle lidt til for at hun ikke skulle se på ham som lavtstående, blot på grund af hans race. Men om han selv havde kunnet gøre for det eller ej, var hun nok meget ligeglad med.
Hun så så igen imod ham. Med det ene perfekt formede øjenbryn lettere løftet. Bare en smule. ”Hvor befinder Alisha egentlig nu?” Det var tydeligt at høre at hun faktisk ikke interesserede i denne skabers placering. Hun trådte vel bare videre i hans forsømte liv. Det morede hende. Måske. Hvem ved? Der var ingen der havde kunnet læse hende.

”Og på fransk?” sagde Jeremy da ordet, nej, lyden forlod hendes læber. Det lød som om at nogen havde prøvet at sige omelet, men kom til at hikke midt i ordet. Selvfølgelig vidste han at hun var udlandsk. Efter hans mening lød det russisk. Måske polsk? Da han hørte hende afslag på hans tilbud, spredte et smil sig på hans læber. Han vidste at hun ville have sagt nej. Tilbuddet havde været ren sarkasme. ”Fine. More for me.” sagde han og slikkede resten af blodet af sin hånd. ”Jeg er dog heller ikke en stor fan af det, men det er jo ikke fordi folk her er omvandrende delikatesser. Du har vel nok også høje standarder sådan som du drikker fra svedige overvægtige mænd i gyder. Og inden du spørg, stanken af sved og blod, den skraldesæk lignende skikkelse og den manglende hjertebanken kan afslører en del.” sagde han og slikkede den sidste finger ren. Kort kiggede han igen på liget han havde efterladt. Manden var ung og havde haft en lovende fremtid hvis Jeremy ikke havde endt hans liv. Han kunne have fået kæreste og blevet gift. Få job og børn. Men nu lå hans tomme skal bare der med hjertet i munden. Der rørte et menneskeligt punkt i Jeremy så han flyttede straks hovedet efter at have sendt liget et sidste blik med medlidenhed i øjnene. ”Lege med maden? Nej, det er dårlig opdragelse. Betragt det som min måde at høfligt sætte mit bestik rigtigt og sige tak for mad.” sagde han med den samme sarkastiske undertone.


”Du forventer da ikke at jeg kender navnet på floden jeg smed hendes krop i? Men måske kan jeg gennemsøge et hvert hav på jorden og finde ud af hvor hendes krop befinder sig for tiden? Jeg ved ikke, måske er hendes ånde lidt dårlig efter at have haft hendes rådne og kolde hjerte imunden nogle år. Eller måske er den stadig frisk som pebermynte? Vil du ikke være en skat at tjekke?” sagde han igen med en ligeglad ironisk klang i stemmen. Han fortalte sandheden. Da han forlod sin skaber gjorde han det ikke uden at skifte form og flænse hende fra hinanden indtil han kunne gribe fat om hendes hjerte og stoppe det ned i hendes mund. Derefter smed han kroppen i en flod og rejste tilbage til Di Morga. Det var en lettelse at være fri fra Alisha. Ikke flere natte i et hundehus. Ikke mere ”Du duer ikke til noget, hybrid”. Ikke mere donorblod diet. Ikke mere Alisha. At dræbe Alisha var klart hans livs bedste beslutning. Han smilede kort da han tænkte tilbage op hendes fjæs da hans kløer sank ind i hendes bryst. ”So what about you? What have you been doing since our last encounter? Am I the only hybrid you have offended?” spurgte han af lav interesse.

Igen kom det overraskede udtryk frem. Ret markant i forhold til at hun ikke plejede at vide specielt mange følelser på den måde. Det lignede lidt det samme udtryk som hun havde lavet, i samme øjeblik Jeremy havde slynget hende imod muren, i en af de andre gyder. Hun stirrede så ellers bare imod ham. Blinkede nærmest forundret, og lignede pludselig en der passede mere til den kropsalder hun hørte under. Knap så stiv. Og så faldt facaden ellers. Hendes arme blev svunget omkring maven, og imens hun lænede sig ganske lidt forover, kom der en noget højlydt latter fra hende. Ikke direkte kold og falsk, som man nok kunne forvente fra hende, når man mødte hende første gang. Dette virkede så meget mere menneskeligt. Og ægte. Hendes øjne var klemt en smule sammen, og man kunne vel ane, hvordan hun lo, så det nærmest gjorde ondt i maven. Som om mavemusklerne var gået i en lettere krampe, og derfor tvang hende til at krybe en smule sammen.
”Så det dE siger… er at De har dræbt vores kære Alisha…” Hun kunne ikke stoppe igen. Tanken var så morsom i hendes hoved. Og selvom hendes ord sikkert ville have en mere skeptisk mening, ændrede hendes latter det hurtigt til noget mindre vigtigt. ”Oh my god..” Hun prøvede virkelig at holde igen. Men det var så svært. Hun forsøgte at forsegle sine læber, men hun endte blot med at læne sit hoved helt tilbage, for at åbne sine læber endnu en gang. Hvis der befandt folk omkring dem, ville det uden tvivl have hørt hende. Ikke at hun bekymrede sig yderligere om det. Hun blev bare stående som havde hun hørt verdens mest morsomme joke.
Langsomt faldt hun så ellers endelig til ro igen. Dæmpede sin latter, og lidt efter lidt forsvandt den nogenlunde igen. Den sad stadig som et smil smurt på hendes ansigt. ”Jeg ville have elsket at have set det..” Hun førte en bukket pegefinger op til sit ene øje, og tørrede en lille dråbe væk, der var kommet af den hede lattertur. Det havde virkelig været længe siden hun havde gjort det. Og så foran en anden person. En hybrid, hun tydeligvis ikke havde brudt sig om fra starten af. ”Nu forstår jeg bedre, hvorfor jeg intet har hørt fra hende.” Hun fik professionelt tørret sine øjne igen, uden at forstyrre den smule makeup der omringede hendes dybe røde øjne. ”Hvilken lettelse…”

Maya tog en dyb indånding, og kæmpede bravt for at få fjernet det lallende smil fra sine læber. Og den underlige følelse i maven. Det var som om latteren stadig sad parat, og hun ville bryde ud igen på ingen tid. Hun glattede sin kjole lidt ud og kom lidt efter ind i samme elegante stilling med den rette ryg, hænderne let foldet foran sig og benene ordentlig samlet. Og så lod hun til sidst de røde øjne se lidt mere imod hybriden foran sig. Hovedet blev lagt lidt på skrå, og så måske lidt undersøgende på ham. ”Hvorfor tog det Dem egentlig så lang tid at få det gjort? De havde tydeligvis evnerne til det, helt fra starten. Ikke sandt?”

Jeremy måtte løfte et øjenbryn. Hvad var der så sjovt ved at han havde flået hjertet ud af sin skaber? Enten havde man en virkelig skør sans for humor i 1600-tallet, eller os var det bare hende. ”Selvfølgelig vidste jeg at jeg havde evner der kunne dræbe vampyrer. Jeg dræbte min første vampyr måneden efter min forvandling, men Alisha.. I mine spæde ”baby”-år kunne jeg ikke styre min varulveside. Forvandlingen var ikke med egen vilje. Jeg forvandlede mig hver fuldmåne som en hver anden varulv. Siden mit skift til bæstform var den eneste måde jeg kunne dræbe hende på, blev det lidt svært. Jeg tvivlede også. Nok var jeg stærk, men Alisha ville have fyldt firehundredeogtreogtyve sidste måned. Så skyldte jeg hende også mit liv. Jeg ventede derfor på styrke. Efter blot få år kunne jeg antage min bæstform efter at have indtaget tyve liter blod. Det begyndte dog at kræve mindre og mindre men Alisha strammede nu også hårdere op på reglerne. Jeg besluttede at træne vampyrjagt og fik endt et par liv hist og pist. Da jeg så havde mod nok skød jeg hende i benet med en sølvkugle, skiftede form og flåede hendes kolde stenhjerte ud.” sagde han koldt. Hendes død rørte ham ikke det mindste. Ingen skyldfølelse. Ingen nåde som hun havde vist over for ham for omkring tolv år siden. Han huskede hvordan geværet hoppede tilbage i det han sendte kuglen i låret på hende. Fryden der fyldte ham da han så den glimtrende kugle ødelægge muskelvævet og senerne i hendes ben. Hendes skrig var højt og fyldt med vrede og forbandelser. Det røde dræberblik havde ikke sendt ham i støvet af frygt den nat. Han følte ingen smerte da hans forvandling kom. Han havde ignoreret alt andet end hans brændende ønske om sin skabers død. Blodet der sprøjtede ud til alle sider da hans enorme kløer rev hendes brystkasse op og greb fat om hjertet og trukket det ud med et ryk var ikke til at glemme. Han kiggede hende ind i hendes røde øjne. De mindede ham om Alishas samme alvorlige blik. Han gættede på at han også vil få sådan et blik med årene. Bare ikke et rødt dræberblik. Blåt. Den glødende blå farve i hans øjne ville være en fantastisk kandidat til et ondt og alvorligt blik.

Kort kastede han et blik på gyden de passeret. Den mørkegrå farve i væggene der var dækket i graffiti gjorde ham på en eller anden måde tilpas. Murene var som betroede venner som holdte på de skrækkeligheder de havde set. Det var også her han normalt dræbte. Han flyttede hovedet og fokuserede igen bare på vampyrinden som havde fået ham til at afsløre nogle af de ting der havde gjort ham til monsteret han var i dag.

”De er ikke bange for at holde information tilbage. De ved godt hvor meget magt information giver nu til dags, håber jeg.” Hun vidste det skam godt. Hun arbejdede med information. Hun vidste hvordan hun skulle få det fra folk. Hun vidste hvordan hun skulle holde styr på det. Og hun vidste hvem der kunne have det. Og hvad der skulle spredes. På de rette tidspunkt. Lige i de øjeblikke som ville give hende hvad hun ville have. Ikke at hun havde den følelse af brug længere. Hun havde hvad hun havde brug for nu. Der var ikke nødvendigheder mere. Og magt havde hun nok af. Hun var ikke magtsyg mere. Det virkede ret ligegyldigt for hende. Og samtidig var hun så vant til det, at hun nok ikke ville kunne lide livet uden. En mindre svaghed, der lå skjult sammen med størstedelen af alt andet omkring hende. Hun var vel et mysterium. Hun havde ikke været i Di Morga meget. Hun havde pludselig fået omtale, som hurtigt var blevet slettet igen. Rygter gik rundt omkring hende. Den unge kvinde ingen rigtig kendte noget til. Selv holdt hun jo sin information for sig selv. Langt væk fra andres rækkevide.
”De må virkelig have en ting for hjerter, siden De har opbygget denne specielle måde at sætte Deres bestik på plads.” Hun forstod ham virkelig ikke. Godt nok morede Alishas død hende, men hun fandt stadig hele organ fetish tendensen noget så ulækkert. Hvad var verdenen dog blevet til? Men trods foragten i hendes stemme, var den ikke mere rettet imod Jeremy. Hun havde lagt hånen på hylden for nu. Hun var for træt. Og mirakuløst gik han hende ikke på nerverne mere. Eller jo. Lidt. Lugten af hund hang i luften, og hun kunne ikke helt glemme hans rapkæftede mund. Hans ord havde åbenbart fundet sin vej ind til hende. Den idiotiske hund!
”De er uden tvivl den første hybrid med sådan en form.” Selvfølgelig hentydede hun sin hans såkaldte bæstform. Den fascinerede hende stadigvæk. Hun havde set varulve før. Alle mulige former for varulve. Og hun havde set vampyrer fra i dybe grotter. Men denne blanding var… speciel. Hun løftede roligt sin ene hånd. Lagde først fingerspidserne imod hans kind. Kærtegnede dem ganske svagt. Pirrende måske. Så lagde hun hele hånden imod hans hud. Hendes hånd var stadig køligere end hans. Hele hendes krop havde nok en lavere temperatur end ham, til trods for at de delte lidt race. Men stadig ikke rang. ”Hvorfor mon De endte sådan.” mumlede hun sagte. Det var nok mest beregnet til hende selv. Hendes blik var ikke direkte betragtende. Mere studerende. Hun scannede ham igen. På nært hold. Hun fjernede sin hånd fra ham og tog et enkelt skridt tilbage. Ikke paniske eller skrækslagen. Helt roligt. Så drejede hun omkring. Stod med ryggen til ham et øjeblik, inden hun smidigt så sig over skulderen. ”Drikker De vin??”

”Jeg ved at du ved nok til at dræbe mig på en af de mest grufulde måder det kan bruges, men jeg forventer ikke at du synker så lavt.” sagde Jeremy med et kækt smil.
Han lod atter sit blik flakke rundt omkring deres omgivelser. Det var faktisk ret modigt af vampyrinden at bevæge sig rundt på dette tidspunkt af natten i betragtning af at solen stod op om få timer. Nu var solen jo heller ikke særlig sund for ham, men han kunne trods alt klare mere sol end hende. ”Det er faktisk en længere historie. Alle de år hos Alisha havde jeg gået og tænkt på hvordan jeg ville flå hendes kolde stenhjerte ud udviklede jeg tanken om den tilstand af hendes klamme og kolde lig. Delen med at proppe det i munden på hende opstod da hun begyndte at ikke lade mig drikke blodet fra mine egne ofre. Hun var grådig som bare pokker. Jeg blev nød til at røve forsyninger af donorblod fra en del hospitaler. Så, så snart jeg havde dræbt hende var hun jo MIT offer, så jeg gav hende hendes hjerte i munden og lod hende drikke sit eget blod. Det fandt jeg så sjovt at gøre ved alle mine ofre.” sagde Jeremy imens han kastede et blik på hende.
Han havde betragtet hende et par gange nu, men han fandt hendes udseende fascinerede. Omkring firehundrede år gammel men hun lignede stadig en pige i udkanten af sine teenage år, måske endda i begyndelsen af tyverne. Han var nu heller ikke meget ældre selv da han blev forvandlet. Han havde fyldt fireogtredive år for kort tid siden men lignede stadig en på tyve. Kort tænkte han på at han ikke kunne dø en naturlig død. Der kunne gå hundrede eller tusinde år men han ville ikke se en dag ældre ud. Et skævt smil blev bragt frem på hans læber ved tanken.
”Muligvis, men der kunne let være andre der kunne det samme hvis nogen forvandlede dem.” sagde han. Han ville gerne havde kunne forvandle folk uden deres knogler og muskler smeltede bort. Han ville gerne kunne starte en klan eller måske pack hvor han kunne blive respekteret. Hvor folk så bort fra at han var en blanding siden alle i den klan selv var det. Der hvor han kunne være lederen. The Alpha Male.

Han følte straks en kuldegysning da hendes fingerspidser berørte hans kind. Nakkehårene rejste sig sammen med et andet lem da han begyndte at blive ophidset. Han holdte dog facaden men trængen til at skubbe hende væk før hun aktiverede den mere produktive varulveside af ham bristede da hele hendes hånd hvilede på hans kind. En del af ham følte sig lettet da hendes hånd forlod hans kind, men en anden del ærgede sig dybt og følte sig skuffet over det. ”Ja. Det gør jeg.” svarede han med smil der glødede af håb.

Hun vidste vel godt et sted at hun havde stået og pirret ham lidt. Men hun havde intet lagt i det. Hun legede med ham, uden rigtig at have nogen yderligere intentioner. Hun gjorde det samme ved hver og en mand, hun kom forbi. Og selvom hun ikke havde planer om at drikke fra denne hybrid, forhold hun sig tydeligvis på samme bane som altid. Det morede hende dog ikke. Der var stadig intet smil at finde på hendes bløde læber. Og ikke en følsom følelse i de dybe øjne. Hun var endnu det kolde væsen, hun havde været i mange årtier. Ændringerne var blot at hun ikke var alt for afvisende overfor Jeremy mere. Ikke som ved deres første møde, hvor hun udelukkende ikke engang ville se på ham. Han havde jo bare været en hund i snor den gang. Nu havde hun vel en chance, til trods for hun aldrig havde kunnet lide kæledyr.

”Så følg mig. Jeg har ikke store muligheder for at lave udendørsaktiviteter meget længere. Solen og jeg er ikke just glædelig bekendtskaber, kan De nok regne ud selv.” Hun gav ham ikke rigtig noget valg. Det var dog heller ikke nogen direkte ordre. Han kunne i princippet bare gå igen, og så ville de aldrig ses igen. Ikke før hun ville få ham slæbt ind på sit kontor senere på ugen. Hun havde sine medarbejdere, der kunne klare det job. Hvis altså hun gik hen og havde brug for hans selskab. Hun stod lidt og var i tvivl om sine gerninger. Hvilket ikke altid skete for hende.
Hun løftede roligt sin ene hånd, og lavede en svag gestus til at få ham med sig. Hun stod et kort øjeblik og så endnu lidt spørgende og afventende på ham, med det stadig meget neutrale udtryk. Hun ville uden tvivl ikke ligne sig selv, hvis et smil bredte sig. Der var ikke mange i denne kolde verden som kunne få det frem. Hun kunne dog sagtens være glad og lignende. Men hun holdt sig fra de muntre fremvisninger. De passede ikke til hendes persona. Hun ville endda ende med at virke svag, hvis hun gik rundt og havde det på samme måde som alle menneskerne uden deres bekymringer. De havde ikke levet længe nok til at kende til selve livet. Ikke engang halvt. Og at tænke på at hun selv havde været sådan, gik det til at bevæge sig lidt i hende. Hun forstod bedre nu.

Maya tog så endelig blikket væk fra Jeremy, og rettede det i stedet op imod himlen, som stadig var dækket af store tykke mørke skyer. Et sekund få hun pludselig helt fredsfyldt ud, som vinden samtidig fik leget med de mange små totter hår, der var faldet ud af fletningen. ”Lad os skynde os. Regn har aldrig været en del af mine favoritter.” mumlede hun ganske svagt. Knap hørligt. Hun følte efterfølgende den første dråbe falde ned imod hendes ansigt. Gled fra hendes næseryg og videre ned over hendes kind. Til at slutte sin rejse ved hagen. Så så hun fremad for sig, og sætte ellers gang i fodtøjet. Selvom hun ikke løb eller gik specielt hurtigt, holdt hun et bestemt tempo. Regn var ingen svaghed for hende, men hun havde aldrig brudt sig om at blive gennemblødt af beskidt vand fra himlen. Så for hver dråbe der faldt imod hende, kunne man ane et meget sagte ryk i hendes skuldre. Meget muligt ikke nok til at blive opdaget for det blotte øje.

Han sukkede kort da regndråberne begyndte at falde. Normalt var han ret ligeglad med regn, men siden han ikke var alene, kunne han godt undvære lugten af våd hund der så småt spredte sig fra ham når han blev våd. Han kiggede sig kort tilbage og begyndte derefter at følge efter hende i det samme tempo som hende. De sjofle tanker hans hoved havde haft begyndte langsomt at dampe af. Hans varulveside gjorde ham let ophidset ved berøring af en kvinde, dog forsvandt humøret ligeså hurtigt igen så snart han havde fået kontrol over sine egne tanker.
Kort kiggede han på sin arm. Hans undertrøje dække nærmest ikke han skuldre så den var helt blottet for regndråberne. Følelsen af vanddråber der ramte hans hud og gled ned over de hårde og trænede muskler der svulmede op under huden kunne han svagt ane da han var koncentreret om andre ting. Dog betragtede han kort dråberne som fangede den lille smule lys de kunne få. Kulden fra regnen generede ham ikke det fjerneste. Selvom han var varmere end andre vampyrer havde kulden ingen effekt. Den kunne ikke gøre ham syg. Den kunne ikke få ham til at fryse. Det var ingenting imod ham mere. Kort kiggede han ned af det lille stykke vej de havde tilbagelagt.

”Hvor er vi på vej hen?” spurgte Jeremy. Ikke at det interesserede ham. At følge efter hende var vel en måde at slå tid ihjel, og tid havde han massere af. Rent faktisk havde han forevigt. Han skulle ikke nå noget, så en lille forskel i hans normale hverdag ville ikke skade. Der var ikke meget andet i hans liv end at dræbe og drikke. Hans øjne betragtede kort hvordan dråberne fór ned imod asfalten for at givet et lille ”plop” og synke ned imellem asfalten ujævne overflade. De små pytter der så småt var blev skabt, afspejlede den lille lyskilde de kunne få fra de oplyste vinduer der tilhørte dem der vågnede tidligt. Den lille effekt var med til at danne det dystre og triste udseende fra de næsten tomme gyder. //Undskyld den korte længde. Jeg har ikke nogle god undskyldning, jeg er bare ufattelig ukrea... kan man sige det?.. Jeg mangler mare kreativitet, okay? T_T//

”Mit kontor. Det er det sted, hvor tingene er nogenlunde i kontrol. Mit eget hjem vil aldrig være et sted at medbringe gæster. Eller lignende.” Maya fortalte blot uden at vende sig om. Hun så ingen yderligere grund til det. Og samtidig ville hun gerne undgå at vise ham hendes udseende. Nu hvor regnen rigtig havde taget til, var det måske lidt som at se en kat live gennemblødt. Hendes fyldige hår faldt med det samme ned og klistrede sig omkring hendes hoved, og hendes skuldre syntes at være på vej op omkring ørerne. Hun brød sig virkelig ikke om regn. Hun burde have forudset det noget før. Så ville hun ikke have været så utrolig stupid og vandre omkring i åbne gader denne nat. Og hvis hun havde holdt sig indendørs, ville hun også have misset mødet med denne hybrid. Hun ville ikke have samlet denne interesse for hans tilværelse, og hun ville ikke have fået lysten til at bringe ham med hjem. Som var han ikke andet end et objekt, der skulle undersøges. Alt dette kunne have været undgået.
Et opgivende suk dansede let over hendes bløde læber. Hun pustede gentagende gange regndråber væk fra sin overlæbe. Diskret, og uden en eneste lyd. Det virkede ikke som en charmerende ting at gøre, så hun holdt det til det minimale. Til sidst opgav hun også, og lod bare dråberne falde ned over hendes ansigt. Til hendes held var hun ikke smurt ind i unødvendig krigsmaling, så der løb intet andet end regnvand. Hun lod som om vejret ikke generede hende. Men hendes tempo var blevet sat ganske lidt op. Hun var desperat for at komme i tørvejr. Også selvom hun forhold det samme neutrale udtryk og udstråling. Så godt hun nu kunne. Hun ville under ingen omstændigheder vise sine svagheder frem. Og kunne hun sige at nedbør var en svaghed? Så kraftigt var hendes had heller ikke.

Pludselig syntes hendes kurs at blive ændret. Hun forholdt sig roligt, men var samtidig fastbesluttet på at på frem til det nye mål. Et halvtag. Hun var ikke faret vild. Hun kendte vejen ud af gyderne. Men der var relativt langt til ’hjem’. Gyderne snoede sig jo konstant. Gjorde det meget længere end en lige vej igennem det hele. ”Hvad os holde her et øjeblik.” sagde hun mere eller mindre monotomt, som hun sendt trådte ind under læet. I sikkerhed for mere regn. Hun var komplet gennemblødt. Kjolen sad og klæbede sig til hendes krop. Det fik hende endda til at tage et stykke af selve skørtet for at vride vand ud af det. Hun greb som elastikken, der fint sad i spidsen af hendes fletning. Så fik hun endelig taget det lange hår ud. Nu hvor det ikke var hverken bølget eller sat op, nåede det næsten ned til hendes haleben. Hun førte elastikken omkring sit håndled og ruskede godt i sit ny løse våde hår. Sukkede tilfredst, inden hun lænede sig lidt op ad muren, hvor der sikkert havde været en dør var i tiden. Men som nu var blevet dækket til med beton. ”De lugter stærkt af hund, skønt De kun er halv.” Grunden til den kritiske kommentar, var egentlig bare for at ikke lade ham tro hun var svag eller lignende. Han var stadig under hende. Og hun gjorde stadig hvad hun ønskede ved ham. Også selvom det der mest gik gennem hendes hoved, var at regnen forhåbentlig snart ville holde. Hun så roligt ud i stimerne. Hun fik næsten et fredsfyldt udtryk i de røde øjne. Og hun trak afslappet vejret igennem munden, selvom hun ikke havde brug for vejtrækninger. Hun lagde sine arme over kors og virkede blot afventende. Våde totter sad stadig klistret til hendes blege ansigt. Vidste ingen intentioner til at se imod Jeremy. Han kunne egentlig bare løbe sin vej nu, hvis det var hvad han ønskede.

”Vent, dit kontor? Hvad arbejder du da med?” spurgte Jeremy der havde vågnet en smule op ved detaljen om hendes eget kontor. Kort kastede han et blik på hende. Hvilket job kunne hun have? Efter et par sekunder med tanken i hovedet, besluttede han at det ikke var noget der var værd at bryde hovedet med. Hurtigt fandt hans tanker et andet spørgsmål, hvorfor standsede de?
”Vand er ikke din kop te?” bemærkede han da han betragtede halvtaget. Så snart han standsede under det kunne han lugte noget. Han opfange en lugt af vådhund i luften og det tog ham ikke lang tid at regne ud at den kom fra ham selv.
Det overraskede ham ikke ligefrem at hun også bemærkede det.
”Nej, syntes du?” sagde Jeremy med en brændende sarkasme i stemmen. Irriteret kiggede han på hende, og uden at han havde lagt mærke til det, begyndte hans øjne at flamme op med et blåt lys der skar sig igennem halvmørket.
Efterhånden som han begyndte at tænke over andre ting, som hvornår regnen stoppede, begyndte øjnenes lys at falme. Han vil egentlig gerne have at regnen stoppede så snart som muligt, da han var spændt på at se hendes kontor.



I et øjeblik lyttede han til regnens trommen imod taget. Når man havde en fantastisk hørelse som ham var det rent larm, og da han viste at den gjorde ham lille smule irriteret, blev det hele bare værre. Åh gud, det ville være rart at kunne skrue ned for sine sanser, desværre havde han ikke så meget kontrol over dem. Det kunne ellers være rart at kunne vælge hvornår man skulle råbe til en lille dreng at han skulle slukke sin Nintendo og når man ikke skulle.
Kort sukkede han. At være et overnaturlig væsen havde også sine minusser.
Lidt efter lidt stilnede regnen af, så Jeremy benyttede muligheden til at gå ud fra læet. Der var dannet pytter over alt og kulden var steget betydeligt, men det betød intet.
Han betragtede en regnbue der havde dannet sig over Terre. Den var utydelig og svag, men det var vel da en regnbue. Et smil dannede sig på hans læber og han tænkte tilbage på da han var barn og kiggede på regnbuer efter flere timer i haven...
Med det samme vrissede han af sig selv på grund af at minde sig om sin menneskelige fortid. Det var ikke ham mere. Det var ikke hans liv, men et ungt og godhjertet menneskes. Og den mand var død. Han døde den nat han blev forvandlet til et monster. Et koldt og dræbende monster der ikke tænkte på andre end sig selv. Det var den han var nu. Den han ville forblive til evig tid.
Han fnøs og vendte sig over imod vampyrinden, hvis navn han stadig ikke helt huskede.
”Forsætter vi, Lotte?” spurgte han hende. Godt nok kunne han ikke huske hendes navn, men han vidste at det ikke var Lotte. Muligvis ville det irritere hende, og han fandt det stadig morsomt at tirre hende.