En dag som de andre.. måske?

Sted: Skoven
Tid: 00:03
Dato: 3/8
Vejr: Solen er naturligvis gået ned, og månen er dækket af skyer. Det er ikke koldt, bare mørkt..


Skoven var ualmindelig mørk at være i, i de sene nattetimer. De få solstråler, som med nød og næppe kunne bryde igennem de enorme træers kroner, var væk, og viste sig ikke før om mange timer. Skyerne havde dækket den eneste anden lyskilde på himlen; månen. Den kunne svagt skimtes igennem den hvide dyne, som skyerne mindede om. Men havde månen ikke været dækket af skyerne, havde trækronerne nok alligevel gjort sit, for at dække den. I hvert fald, var den ikke synlig.
De gamle træer, svajede og knirkede, som nærmest i protest, når et vindpust fik dem til at bevæge sig.

Evangeline lå under et af disse træer. Hendes øjne var lukkede.. hun sov. Hun havde ligget der længe. Det var faktisk ikke meningen, at hun ville være i skoven, på denne tid af natten. Men hun havde været ufattelig træt, og havde lovet sig selv, at hun blot ville lukke øjnene i et par sekunder. Og nu, var der gået to timer, og hun lå der altså stadig. I en dyb søvn, som hun ikke ønskede at vågne fra, lige med det samme.

Evangeline var iført et par lårkorte cowboy shorts med huller hist og her. Udenover shorts'ne havde hun en top, som næsten var længere end shorts'ne, med et band-navn, som stod henover brystet på den. Udenover toppen, havde hun sin sædvanlige læderjakke, som ganske vidst også var slidt hist og her, men hun havde den altid på alligevel. På hendes fødder, var et par sorte Converse. Også de, var hullede og slidte.
Hendes lange, gyldne hår, krøllede blødt ned om hendes skuldre, og indrammede hendes ansigt på en måde, som fik hende til at se både sårbar, men utroligt forførende ud. Hun havde i den grad udseendet med sig. Hendes øjenvipper, var farvet af et tyndt lag mascara - mere skulle der ikke til. Hendes næse var smal, og passede til resten af hendes ansigt. Under den, var naturligvis munden, som var lille, men med nogle fyldige læber.

Evangeline sov forsat. Det var ekstremt naivt af hende, at have lagt sig midt ude i en skov, i stedet for at tage hjem. Der kunne til hver en tid, komme en forbi, som ønskede hende ondt. Især i de sene nattetimer.. Men denne tanke havde ikke faldt Evangeline ind. Sådan tænkte hun bare ikke. Hun var godtroende, naiv og forbandet smuk. Ikke altid den bedste kombination..
Hun vendte sig langsomt om på den anden side, og sov derefter videre. En bevægelse, som på trods af, at hun sov, både var elegant og yndefuld, hvilket gjorde det klart, at hun umuligt kunne være et menneske. Det var hun naturligvis heller ikke. Hun var en elver.. men en meget utraditionel en af slagsen. Forstået på denne måde, at hendes tøjstil, var en del anderledes end de andre elveres.

Arthur, den utrolig høje dreng i alderen af 16 år. Hans næse var en anelse for lang og han havde et lidt mere hårvækst end andre personer. Drengen havde ildrødt hår som sad hulter til bulter, et par mørke grønne øjne og en bar overkrop. Overkroppen var ret muskuløs og på brystkassen havde han et langt rivemærke over brystkassen. Bukserne var nogle slidte hullede cowboy bukser som sad helt op til knæene. I nat havde han bare tæere som begravede sig i den mudrede jord i ved den lange sti i gennem skoven efter hvert skridt. Arthur var utrolig glad for at det ikke var fuldmåne så han havde i stedet tænkt sig at se det som forvandlede ham hvert fuldmåne. Men hvor var den? "Måne kom frem!" råbte Arthur. Den var tydeligvis dækket af skyer. Skulle han så bare tage hjem?


(Undskyld at min krea var lidt under 20 linier men så skriver jeg bare et ekstra langt et i morgen. Okay?)

//det går :)//

Evangeline rørte lidt på sig, da hun hørte råbet. Hun mumlede lidt for sig selv, hvorefter hun igen faldt tilbage i sin sædvanlige søvn. Der skulle mere til at vække hende. Hun havde ikke sovet i flere dage, og hvis man var træt nok, lå man godt op af et gammel, knudret træ.
Hendes hår, bredte sig udover græsset, og passede slet ikke ind i omgivelserne. Hendes hår var fint og lyst og det skinnede.. det lyste næsten op. Men jorden omkring hende var bare.. mørk.

Hun mumlede igen for sig selv - også i søvne denne gang - men hun var dog ikke vågen, og havde dermed ikke bemærket, den fremmede skikkelse, som var på vej mod hendes retning.
For hun havde, som sagt, ingen anelse om, at der på nogen måde kunne være andre end hende i skoven. Hun vidste da godt, at det ikke var usandsynligt at hun ville møde andre. Men hun troede fuldt og fast på, at uheld kun ramte naboen.. aldrig hende. Dette fik hende også tit ud i et utal af problemer. Og sjovt nok, lærte hun aldrig af det. Hun var stadig naiv som bare pokker..

Arthurs øjne faldt på en pige som lå ved jorden. Hun var ufattelig lys iforhold til jorden. Arthur havde bare aldrig i sit liv set sådan en... smuk skabning. Hvad lavede hun der og hvor kom hun fra? Arthur trak på skuldrene. Desuden ville han ikke spille alt det krævede at få ham ud af hans "Gode" seng i kirken. Hun kunne ikke bare ligge der. Nogle måtte hjælpe hende. Ihvertfald ville han ikke ofre hende til djævlene eller dæmonerne. Eller for den sagsskyld de forbandede vampyrer. Men stadig. Han kunne ikke tillade sig et flytte på en han ikke kendte. Arthur måtte istedet våge over hende. Men hvad kunne et menneske gøre imod de mørke væsener. Han kunne ikke forvandle sig sådan lige. Lige nu ønskede han at være en animagus. Eller dæmon? Arthur trak på skuldrene. På trods at han kun var et menneske sådan set, havde han en styrke som overgår de fleste. Nok om det. Han måtte gøre noget. Selvom han til tider kunne være ret kold så skulle fredelige væsener være i live. Pigen der var en elver kunne man se på de spidse øre. Pludselig fik Arthur en ide. Arthur satte sig ned ved skovbunden og begyndte at samle mos. Det låg jo over alt? På træer, træstuppe, jorden. Da han havde til strækkeligt meget mos begyndte han at smøre det på sin hud. Farven smittede af og Arthur blev lettere lyse grøn i hele hovedet. Da han havde smurt det ud på de dele på sine krop som ikke var lyse grøn lignede en lidt en elver. Bare han kunne få en lille bitte ulve forvandling frem. Bare ved ørene. Så kunne han ligne en rigtig elver. Heldigvis kunne han da gemme dem bag håret, sådan nogenlunde, man kunne ihvertfald ikke se at han ikke havde spidser. Arthur ruskede i pigen. "VÅGN OP, DETTE ER MIN SKOV, OG INGEN SOVER I MIN SKOV! JEG ER SKOV KONGEN" råbte Arthur med en forvrænget stemme.

Evangeline sov trygt og fik et mindre chok, da fremmede hænder ruskede i hende, og råbte til hende. Hun vågnede og gav et skrig fra sig, da hun så, hvem der havde fat i hende. Der gik lidt tid, inden hun opfattede hvad han sagde til hende, fordi hun var så chokeret, som hun var. I første omgang troede hun fuldt og fast på hvad hun sagde, og dermed troede hun nærmest at han ville slå hende ihjel.
"Slip mig!!", skreg hun, imens hun tog fat i hans arme og prøvede at skubbe ham væk. Hun havde virkelig ikke regnet med, at hun ville møde nogen i skoven. Samtidig, var hun overrasket over, hvor lang tid hun egentlig havde været i skoven. Der var jo gået mange timer!

Evangeline satte sine hænder mod hans arme igen, som for at skubbe ham væk. Da hun fjernede hendes hænder igen, var der den grønne farve på hans arme, væk der hvor hendes hænder havde været. Imens, var hendes hænder farvet at det grønne.
"Svindler.." Hun sendte ham et lettere irriteret blik, som havde erstattet det chokerede.
Hun så afventende på ham. Ventede på hans reaktion. På hvad han nu ville gøre, nu hvor hun på en måde havde afsløret ham. Tankerne kørte rundt i hendes hoved. Hvorfor ønskede han dog, at få hende til at tro, at han var skovens konge? Hvorfor ønskede han hende væk herfra? Ville han gøre hende ondt? Hun var forvirret, og nu, hvor hun havde vendt alle mulighederne, i sit hoved, kom nervøsiteten ind over hende.

Okay, skønheder kunne godt være en smule .. hidsig. Han måtte skrive en drenge håndbog senere. Arthur tog sig sammen. "Jeg er skovens konge ellers ville jeg ikke.. øhm.... være lavet er mos indefra!" Sagde Arthur og tog sin hånd ned i et at de huller han havde på bukse benet ved knæet. Han havde nemlig proppet mosset ind ved hans lår. Arthur trak en stor håndfuld mos frem. "Bevis nok var?" spurgte Arthur lidt nervøs. Han var ret let at gennemskue fordi han aldrig havde været god til at udtrykke sig. Arthur koncentraerede sig bare om det mos. Hvis man havde kigget på Arthurs øjne ville man have set at det venstre øjes pupil blev rødt. Men hvis man der imod bare havde kigget på mosset ville man kort se lidt røg og nogle gløder før det sprang i luften med røg og gnister. Arthur hostede voldsomt og løb sin vej. Han skulle ikke nyde noget af at hun blev sur. Og nu var hun jo vågen. Nogengange var hans evner skide irriterene. Andre gange var det en hjælp. Han nåede ikke lang før hans fod gled ned under en trærod og fik Arthur til at snuble ned i grøften. Mos farven røg af da han blev slæbbet ned i grøften. Arthur hadede at nedgøre sig selv med at mudre sig selv til. Arthur hoppede op af mudderet og klatrede op af grøften. Eller han prøvede ihvertfald da jorden hele tiden røg af og braste sammen da Arthur tog fat. Endelig nåede han op. Helt mudret til. Men der var den der, månen. Den var næsten fuld, om en nats tid vil Arthur være en varulv...Denne måne var nok til at Arthurs hår strittede til alle sider. Men der var noget der langsomt tog form. På trods af at det gjorde rigtig ondt formede de spidse øre langsomt...........

Evangeline hævede det ene øjenbryn, som for at signalere, at hun ikke troede ham overhovedet. Det var så absurd. Hvis han skulle lyve for hende, kunne han i det mindste gøre det ordentligt..
"Du er dårlig til at lyve.." Et lille grin undslap hendes læber. Det var vel lidt sødt, at han så hårdt prøvede på, at narre hende. Selvfølgelig uden held. Hun betragtede ham lidt, hvorefter hun forskrækket så til, da mosen sprang i luften. Hun pressede sin spinkle krop ind mod træet, som for at komme længere væk fra ham. Hun blev vel på en måde lettet over, at han løb sin vej. I et øjeblik sad hun blot og stirrede efter ham, men til sidst bestemte hun sig for, at sætte i løb efter ham, for at se hvor han var på vej hen. På trods af den eksplosion han lige havde udført på mosset, var hun stadig nysgerrig efter, at vide hvem - eller hvad - han var. Hun var jo klar over, at han umuligt kunne være et menneske med disse evner.
Et lavt "plask" havde gjort hende opmærksom på, at han højest sandsynligt var landet i en grøft. Hun nåede hen til ham, imens han var ved at hjælpe sig selv op af grøften. Hun rakte en hånd frem, som for at tilbyde sin hjælp, men han nåede at komme op ved egen hjælp.
"Hvorfor løb du?" Hun sendte ham et nysgerrigt blik. Vreden og hidsigheden var væk nu.. erstattet af nysgerrighed og et.. smil. Et sødt smil, som fik de fleste hankønsvæsener til at betragte hende lidt nærmere. På nogle virkede det søde smil beroligende, på andre tiltrækkende, og igen på andre begge dele.
Hendes smil blegnede dog, da hun så de spidse ører, langsomt tage form. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Om hun skulle løbe eller skrige? Ingen a delene ville hjælpe hende alligevel. Hun var også for forskrækket til at reagere alligevel, så hun stod blot stille, og ventede på hans næste træk. Ville han forvandle sig mere? Ville han gøre hende ondt? Ikke i sin vildeste fantasi, havde hun forestillet sig, at nogen ville ønske at gøre hende ondt i skoven.. naivt og direkte latterligt at tro. Men det havde hun altså gjort.

"Okay okay. Jeg er meget meget dårlig til at lyve og skuespil for den sags skyld. Altså jeg gik bare hen af den dersens sti.. Så så jeg lige en yderst smuk dame sove og hun kunne jo ikke bare blive der for så kunne dæmoner, djævle eller hvad pokker gøre hende fortrad. Det skal lige siges at den skønheds som sov nok er den yndefulde pige som står foran mig." sagde Arthur med sig høfligeste stemme og bukkede let. Han var virkelig ikke vant til at gøre sådan men en gang skulle være den første. Dog så han at pigen var blegnet som et lagn. Arthur rystede vildt på hovedet og de små spidse øre blev normale. "Sådan, det var en anelse bedre" sagde Arthur. Arthur måtte jo sådan set indrømme at han ikke var et menneske 100 % men kun 50 %. "Ja jeg er ikke menneske, ikke vampyr, ikke halv vampyr, ikke på nogle måde dæmon, elver, djævel, aspara, engel eller hvad pokker. Næh nej, min race er finere end alle de andre. Jeg min gode ven, er en af guds hunde. Nogle vil nok kalde det en varulv." Arthur bukkede igen. "Men hvad laver du enlig her?" spurgte Arthur og kløede sig i sit fedtede røde hår. Arthur mærkede lidt på mudret under hans tær. Duftede lidt til lugten. Jo, dette var skoven som altid. Hjemsted for en masse elvere. Så det var vist ikke så underligt at han spurgte hvad pigen lavede. Men af at se på hendes tøj kom hun vist ikke herfra. Nok stammede hun der fra. Men elvere høre da hjemme i en skov. Ihvertfald fik han det nok måske at vide om et øjeblik.

Evangeline rødmede ufrivilligt, da han omtalte hende som smuk og yndefuld.. Hun vendte hovedet væk i forlegenhed. Hun hadede når hendes ansigt gjorde det..
"Tak", mumlede hun, imens hendes ansigt, langsomt fik sin normale farve tilbage igen. Takket var både til hans kompliment, men også det faktum, at han havde forsøgt at spille skuespil, for at redde hende, fra angreb fra de mørke væsener. Det var egentlig en rigtig sød gestus fra hans side af. Han kunne jo bare have ladet hende ligge, og så stod hun måske ikke her nu? Hun sendte ham et taknemmeligt blik og sit søde smil på en og samme tid.

En varulv? Den næsten fulde måne lyste svagt igennem skovens kroner, med den mørke himmel som baggrund. Hun så på ham, og var en anelse forvirret over, hvad hun skulle sige.
"Du.. du gør mig ikke noget, vel?" En tanke havde nemlig strejfet hende. En tanke som omhandlede, at han måske kun havde reddet hende, så han kunne æde hende selv? Eller hvad varulve nu gjorde ved deres bytte.. Hun trådte et skridt tilbage, for en sikkerheds skyld. Han var muskuløs og hurtig. De tog ting, hun på ingen måde var, og det ville være så let for ham, at fange hende, og gøre med hende, som hun ville.

Stammende svarede hun på hans spørgsmål. Det ville jo trods alt trække tiden ud, hvis han havde tænkt sig at gøre hende ondt..
"J...jeg bor i byen.. nogle gange har jeg bare brug for.. noget frisk luft, tror jeg". Hun smilede lettere nervøst. Hun var stadig ikke sikker på, at han ikke ville hende ondt..

"Slap af jeg vil da ikke æde dig, menneskekød er ikke min smag. Men Wulf kan godt lide det, men det er først imorgen nat han kommer. Min menneskeform er ikke et rovdyr." sagde Arthur kun forundret over at hun kan mistænke ham for at æde hende. Arthur gabte. "Jeg tør væde med at en bolig inde i byen er bedre end kirkegården. Hvordan er det at bo inde i en by når man er en elver?" spurgte Arthur. Et kort øjeblik i cirka et halv sekundt stod der er en 3 meter høj varulv. Så forsvandt den. "Arrg... forfanden.." sagde Arthur tog sig til hovedet. "Hvad skete der?" spurgte Arthur og troede på at det var en slem hovedpine. Arthur hørte en svag summen. En summen som alle kendte og hadede. Vampyr kunne være lige glade sammen med spøgelser men resten hadede den sin pesten. De to mirko vinger. Giften i den forlængte næse. Navnet var en myg. De irriterende væsener som plagede livet af ham. Arthur klappede mygne sammen og tørrede dem af i hans bukser. "Det må du undskylde, der er så forfærdelig mange myg i sådan et skov.." sagde Arthur og smilede. Han havde enlig aldrig mødt en elver før. Han havde kun hørt om at de var ret så smukke. Men nu stod der et prægt eksemplar af den fineste slags. Dov undrede Arthur sig over at hvordan elver kunne finde på at tage ind imod byen. Men det var da rart at have en elver som en ven, eller bekendt. Men hun virkede da ret sød. Altså elver var da ikke lige som djævle? Den kunne de ikke være. Arthur satte sig ved en træstup og gabte igen træt. Han orkede ikke at tage tilbage til kirkegården nu. Han kendte jo også skoven ud og ind da han havde været der i hele 3 år.

Evangeline sendte ham et lettet smil, da han meddelte, at han ikke havde i sinde at æde hende. Hun slappede mere af, der der jo ingen grund var til at frygte den fremmede. Hun stolede blindt på ham, hvilket hun regnede med, at der ikke skete noget ved. Men det var jo også Evangeline.. naive Evangeline. Som stolede blindt på alle og alle. Evangeline, som ikke kunne modstå charmerende smil, og flotte mænd. Hun blev alt for let forelsket og tiltrukket af hankønsvæsener. Oveni det, var hun som sagt naiv. Yderligere var hun jo smuk, som bare pokker. Dette var ikke en speciel heldig kombination.

"Jeg elsker byen.. mit arbejde ligger der, mine venner bor der osv. Jeg er en elver, ja. Men jeg hører ikke til hos dem. Ikke når de befinder sig herude" Hun smilede og håbede at hendes forklaring ikke lød for underlig. En elver, som foretrak at bo i en by blandt mennesker og andre væsener, som ikke var af hendes race, frem for skoven hvor de andre elvere boede, var det et sjældent og lettere underligt syn, var det ikke? Men i bund og grund var Evangeline ligeglad. Hun var som hun var, og det var der ingen der skulle prøve på, at komme og lave om på.

Evangeline kvalte et skrig, som var på vej op fra hendes hals, da manden foran hende forvandlede sig til en varulv. Det kom bag på hende - i den grad - og af refleks trådte hun nogle skridt tilbage. Dog var manden kun forvandlet i tre sekunder, og da han tog sig til hovedet, og gjorde det tydeligt at forvandlingen ikke have være med vilje, slappede hun lidt af igen, og turde taget et skridt frem mod ham igen. Men nu stod de dog stadig med en væsentlig større afstand mellem dem, hvis det nu skete igen. Det var i hvert fald den tanke, der havde fået Evangeline til ikke at tage det samme antal skridt frem, som hun havde trådt tilbage.

Evangeline smilede. Hun vidste godt at han betragtede hende. Og hun regnede med, at han fandt hendes udseende tiltrækkende. Det gjorde langt de fleste hankønsvæsener. Hun satte sig i græsset ved siden af træstubben manden sad på.
"Jeg hedder Evangeline", hun smilede, da hun kom i tanke om, at hun nok hellere måtte præsentere sig selv.

"Jeg er ved at være ret træt. Så nu vil jeg spørge den ret mæssige dronning af skoven og byen om jeg må sove her inat?" spurgte Arthur og kiggede på pigen som var barket voldsomt tilbage. "Hvad er der galt, om jeg må spørge" spurgte Arthur med stadig lidt høflighed i stemmen men ikke så meget da hun nu vidste at han ikke ville gøre hende ondt. Søvnheden bredte sig i Arthurs krop. Som om han havde siddet på noget lammene dyr. Langsomt lagde han sig ned imod skovbunden. Så mærkede han den træthed han havde haft hver gang han skulle sove i denne skov. Men han følte sig også som det dyr han havde været i fangeskab. Langsomt faldt han i søvn.


Arthur begyndte så straks at drømme.... Arthur befinder sig i en skov. Skoven er dejlig fredelig synes Arthur selv. Han finder sig en træstup og sætte sig. Arthur kiggede ned på jorden. Det så ud som om den blev mørkere og mørkere. Arthur syntes denne forvandling så underlig ud. Hans fingre rækkede ud efter jorden men han kunne ikke røre den. Træerne blev langsomt grå og bladene sorte. Fuglene blev til løver og andre store katte som kredsede rundt om Arthur. Deres øjne var røde og kiggede ondt imod Arthur. Arthur mærkede en frygt stå frem fra sig. En sort ulv dukkede langsomt frem fra mørket i det fjerne. Ulven blottede sine tænder og knurrede. Den gik langsomt ind i cirklen som katte dyrene lavede. Arthurs træstup blev langsomt til sort dis. En sort dis som ulven gik ind i og blev opløst. Den sorte dis blev stærkede og opløste kattedyrene. Disen åd langsomt træerne som sorte flammer. Alt blev ædt op af disen. Så kom der en åben himmel. Himlen var mørkere og sortere end sort. Der var kun en ting som strad imod det mørke. Månen. En kæmpe fuldmåne, 20 gange større end normalt, rejste sig over himlen. Arthur mærkede en kæmpe smerte da hans arme gik led og voksede og sat sig fast igen. Knoglerne groede som kæmpe planter. Huden omkring Arthurs næse og mund gik af og hans ulvekranie voksede sig ud. Arthurs øre blev spidse og hår gruede op over hele hans krop. Da rejste varulven sig ville de fleste skrige af rædsel. En anden varulv. En grå en med en lidt mindre krop. Da blev de to varulve normale. Arthur stod bare på jorden. Månen var væk og erstattet med en sol. Hele skoven var gruet op igen. Den grå varulv var nu en mand i fyrene med gråt hår blandet med brunt. "Arrgh grrr au.." Det var ulvsk kunne Arthurs indre varulv høre da hans varulv sind stod sammen med Arthur idrømmen. Det betød på dansk "Du er jo vokset knægt. Du er noget andet end da jeg dræbte dine forældre..." En vrede boblede op i Arthur men straks vågnede han.

Arthur svedte. Han var i en kæmpe rædsel. Var det en varulv der havde dræbt hans forældre? Han åbnede øjnene og rejste sig op. Han rystede over hele kroppen....

//Okay :) Så svarer jeg bare der..:D//

//Jeg undskylder meget for det sene svar//

"Det må du da gerne" Evangelines ansigt blussede op i en svag rødlig farve, da han kaldte hendes skovens dronning. Han vidste åbenbart godt, hvordan man charmerede sig ind på piger. Eller gjorde han? Måske var det bare hans natur at være så sød og komplimenterende. Måske vidste han slet ikke selv hvor charmerende han egentlig opførte sig.
Evangeline så lidt på ham, da han spurgte hvad der var galt. Det gik op for hende, at hun var bakket betydeligt længere bagud, end hun var gået frem, da han forvandlede sig kort til en varulv.
"Der er intet galt, jeg blev bare lidt forskrækket", svarede hun, imens hendes blik, vendte mod jorden. Hun ville jo ikke gøre ham ked af det, eller få ham til at tro at hun på nogen måde frygtede ham. Det var jo ikke hans skyld, at han var hvad han var. Det ændrede jo trods alt ikke på hans personlighed på nogen måde. Hun sendte ham et sødt smil, som for at dække over alle de tanker, der kørte rundt i hovedet på hende i øjeblikket.

Evangeline satte sig ved den fremmedes side. Hun kendte stadig ikke hans navn, så i hendes tanker blev han stadig betegnet som en "fremmed". Hun var ikke selv træt. Hun havde jo sovet, indtil han vækkede hende med hans "jeg-er-konge-i-skoven"-nummer. Men noget i hende, fik hende til at blive ved hans side. Hun havde ikke lyst til at gå fra ham.. Hun ville være der når han vågnede.
Efterhånden som varulven faldt længere og længere ind i sin søvn, begyndte han at røre lidt på sig, som havde han mareridt. Nogle gange mumlede han også noget, som hun ikke havde nogen jordisk chance, for at forstå. Det blev kun værre og værre, jo længere han tilsyneladende kom i sit mareridt. Hun forsøgte flere gange, at ligge hånden på hans arm, og blidt age den på en beroligende måde. Lidt ligesom hendes mor altid gjorde ved hende, dengang hun var lille og havde haft mareridt, og var for bange til at falde i søvn igen. Dette havde altid hjulpet hende til at slappe lidt af. Men nu var den fremmede jo ikke engang vågen, og kunne derfor ikke beroliges særlig nemt, og da slet ikke med Evangelines kærtegn, så det ud til. Når han vågnede, ville han sikkert ikke engang vide, at hun havde gjort det, imens han sov. Det var nok også det bedste. Det ville virke lidt underligt, at hun sådan sad og kærtegnede en vildt fremmeds arm, ville det ikke?

Evangeline skyndte sig at flytte hånden fra hans arm, da han slog øjnene op. Hun ville ikke risikere, at han opdagede at hun havde haft den der. Hvad ville han så ikke tænke om hende? Hun smilede bare lidt til ham, for at dække over den nervøsitet hun følte, fordi hun var bange for, at han havde opdaget hvor hun havde haft hendes hånd.

Evangeline rejste sig også op, da den fremmede gjorde. Rædslen var tydelig i hans ansigt og han rystede over hele kroppen. Hun besluttede sig for, at være ligeglad med, hvad han tænkte om hende, og gik hen og lagde en forsigtig, men kærlig og beroligende hånd på hans skulder.
"Er du okay? Du ryster helt.." Hendes stemme var bekymret, og det var tydeligt, at hun interesserede sig for, hvordan han havde det.

"Bare et mareridt" svarede Arthur. "Men jeg må gå.. skoven vækker alt for mange minder op..." sagde Arthur og rejste sig med en let bevægelse og bukkede. "Hvis du overhovedet ville se mig igen, så ligger mit usle hjem ved kirkegårdens gamle falde færdige kirke. Jeg boer der inde. ses skønne." sagde Arthur og vendte sig om for at gå. Hans hæl bremsede hårdt i. "Forresten, til en anden gang hedder jeg Arthur." sagde Arthur og vendte sig om og klatrede op i et træ. Da han havde nået toppen vred han de mindre grene til et slags tov. Ret ustabilt men Arthur havde klaret sig med sådan et flere gange. Arthur bandt det om maven så der lige var nok torv til at komme over på den anden side. Arthur satte de bare fødder i de tykkere grene og løb ud til de tyndeste grene og sprang over på de tykkeste gren på de andet træ. Arthur gik tæt hen til træ så hans torv gik i stykker. Resterne smed han af og sprang over i et træ tættere på. Så klatrede han ned af det og bukkede. En tog en klump mos og kiggede på den hårdt. Et øjeblik senere bredt den en røg og nogle gnister og kort efter det var der ild i den så han kunne finde vej. Arthur parkede mosset ned i et tørt blad han fandt på jorden og stak en pind og og lagde lidt mere tørt mos ned underbladet. Arthur pustede på bladet så en stor flamme blussede op. Arthur var ikke sikker på at der var nok til hjem vejen så han stak faklens ikke-brændene side i jorden og samlede en masse tørt mos. Hver klump stoppede han i lommen og samlede videre. Pludselig standsede Arthur op. Hans øjne kunne skimte noget rødt inde i buskasset. Arthur rejste sige og gik tættere på. Skov jordbær. Tja det var jo to dage siden han sidst havde fået mad så hvorfor ikke. Han samlede og samlede alle de store jordbær han kunne finde. Lidt længere oppe låg der hindbær! Arthur elskede også hindbær så begyndte han at samle hindbærene. Efter hans lommer var ret fyldte puttede han en lille håndfuld imunden. Det smagte herligt! Arthur gik hen imod faklen og samlen den op. Lyset blussede en smule da Arthur smed lidt mere mås på.

Evangeline så lidt på ham, og bekæmpede en trang til at holde om ham. Han virkede langt mere rystet, end han havde lyst til at fortælle hende.
"Jeg vil da gerne se dig igen" Hun smilede, og hendes ansigt blussede op i en rødlig farve, da han kaldte hendes "skønne". Hvor var det dog sødt af ham, at han blev ved med at komplimentere hendes udseende på denne måde. Hun så på ham med en lidt skuffet mine, da han sprang op i træet. Hun hviskede hans navn for sig selv, en enkelt gang, imens flere tanker kørte igennem hovedet på hende. Hun ville på en måde gerne følge efter ham, men hun vidste at hendes spinkle elver-krop på ingen måde, var i stand til at gøre hans bevægelser efter. Hun så lidt efter ham og tænkte over hans ord. Hvis du overhovedet ville se mig igen, så ligger mit usle hjem ved kirkegårdens gamle falde færdige kirke. Et lille hus ved en faldefærdig kirke, var vel ikke i grunden så svært at finde. Hun vidste udemærket, hvor kirken var, og hun holdt sig langt væk derfra, da hun for alt i verden ikke ønskede at møde nogle spøgelser, djævle eller andre af mørkets væsener, som holdt til der.. Men for hans.. Arthurs.. skyld, ville hun måske alligevel vove sig derhen...

Evangeline tog en hurtig beslutning og satte kurs mod kirkegården. Hun havde aldrig været der, på denne tid af natten, men nu tog hun chancen. Hvor stor var sandsynligheden også for, at der ville ske hende noget? Egentlig ret stor, men hun skubbede tanken fra sig, og forsatte mod kirkegården. Hendes stedsans fejlede ikke noget i denne del af skoven. Hun havde efterhånden været her så tit, at hun kendte den ud og ind, hun havde derfor ikke brug for lys, hvilket var meget godt, for hun havde ingen mulighed for at få fat i noget. Hun gik, og regnede bestemt med at Arthur var langt foran hende.

Arthur løftede sin fakkel. Det var enlig en skam at han ikke kunne blive men for Arthur var søvn ret vigtigt. Han tog en håndfuld bær og spiste dem så smagen af jordbær og hindbær overmandede hans smagsløg. Hans skridt lød i den kolde jord. En vind blæste Arthur i hans ild røde hår så det dækkede panden. Arthur børstede det væk med hånden. Da han kom ud på vejen begyndte det at regne. Arthur gik over vejen og kunne nu se grav stenene strække sig over den døde græsplæne. Arthur gik ind ved porten og fuldte den lille sti over til sit hjem. En smadret kirke med to huller i væggen. En bunke pudder ved alteret og et tæppe. Arthur trådte igen ind i sit hjem og hørte sine skridt dunke i gulvet. Selvfølgelig var der roddet i kirken med en masse ulve hår hist og pist. Men alligevel bredte der sig et smil over Arthurs læber. Hjem kære hjem. Arthur pustede faklen ud og kastede den ned i jorden og smed sig i pudderne som han kaldte sin seng. En slog tæppet op sig og straks kunne han sove. Men en drøm boblede sammen i den dejlige søvn.

"Ja jeg dræbte dem! Jeg flænsede dem op! Åd deres indvolde. Du var næppe min forhindring! Du var jo bare et harmløst animagus barn. Du kan takke mig for at du en af Guds hunde! Modgiften på den sydom at en animagus evne. Hellere den ægte varer!" sagde manden og grinede. "Det.. gør du ikke igen!" sagde Arthur koldt og vredt. Ingen skulle dræbe hans forældre. Det var underligt at tale med en anden ulve del i en menneskeform. Arthurs vrede kogede over en hak. Træerne blev til blå ild. En indre ild som Arthur døbte måne ild. Ilden var blå og fandtes kun i Arthurs fantasi. Måne ilden slikkede mandens krop som straks gik i brænd. Blod flød hvor over alt. Blod som tørrede ind og virkeligheden slørret. Arthur vågnede. Igen

Evangeline havde nok at gøre med, at finde rundt i skoven. Alle træerne lignede hinanden, og det var da næsten umuligt at navigere rundt derude. Hun vendte sig om, næsten hvert andet sekund, fordi hun syntes hun hørte noget. Hun følte sig langt fra tryg i skoven, hvilket resulterede i, at hun med en rask beslutning satte i løb mod det sted, hun regnede med, at kirkegården lå i. Evangelines krop, var i den grad ikke i stand til at løbe, men hun var så fast besluttet på, at komme ud af skoven, at hun ignorerede hendes krops protester mod, at forsætte i samme tempo. Hun så blot ligefrem for sig, og opdagede derfor ikke en trærod, som stak op af jorden, før det var for sent. Den ellers så elegante og yndefulde elver, snublede over roden.. Hun landede på sin ene fod, og et kvalmene "knæk", fortalte hende, at den i hvert fald var vredet om, hvis ikke mere. Hun stønnede svagt af smerten, og bed sig i læben. Hun tvang sig selv til at stå op, og forsatte. Denne gang gik hun blot.. hendes fod kunne umuligt holde til mere. Denne kunne knapt nok holde til det. Hun gik langsomt, og lagde så lidt vægt på sin fod som overhovedet muligt.

Efter godt en halv time, kunne hun ane den gamle kirke i det fjerne. Hun sukkede lettet, og gik over mod kirken. Hendes fod var efterhånden hævet op, og havde fået en svag blålig farve. Hun tvang sig selv, til at forsætte, så godt som hun nu kunne. Hun kæmpede sig hele vejen hen til kirken, hvor Athur lå inde. Hun vidste ikke, han var derinde. Men hun håbede det inderligt. Hun var ikke sikker på, om hendes fod kunne holde til, at hun gik meget længere.

Selvfølgelig havde Arthurs øre opfanget lyd. Selvom han ikke var i ulveform havde hans sanser allerede sat sig i stadie 2. Arthur rejste sig og løb med hastige skridt imod indgangen af kirken. Han havde længe overvejet at flytte ind i domkirken men denne gamle ruin betød faktisk en smule føleses mæssigt for ham. Egentlig var det ikke hans grund. Men det var da unfair at han aldrig var blevet registreret som en søn og derfor ikke kunne tage arv. Hvad han ikke vidste at han faktisk ejede en lille grund i et lille bitte land kaldes danmark. Grunden kom fra hans far og mor men komunen havde tilladt sig selv at tage den ibrug og sælge til andre. Det var ulovligt i manges ører men komunen havde ikke set en anden levende slægtning til Gragon famillien. Det troede fast på at lille Faxe Gragon aka Arthur var blevet ædt at varulven der havde dræbt forældrene. Men lille Faxe var blevet en stor dreng på de 16 år. Arthur vidste intet om dette men åbnede bare kirkeporten. Hans syn opfangede en smuk skabning. Elveren fra før. Et lille smil dannede sig på drengens læber. "Kom da endelig ind" sagde han med hans chamerende stemme. "Skulle jeg gøre en seng klar til den yndige frue, eller vil du ikke blive" sagde han og genoplivede hans høflige manerere. Hans hjem var vel ikke verdens mest indbydende hjem. En falde færdig kirke med en masse huller i væggene og ulve hår låg hist og pist. Nogle steder låg der også indtørrede blodpelter fra Arthurs smertefulde ulveforvandlinger. Ja men man skulle jo også tænke på at Arthur knap nok havde penge til at give ham selv mad. Selvom man nogle gange fandt mindre formuer i gravkamrende var han jo ikke rig vel?

Evangeline sukkede lettet, da døren blev åbnet. Hun måtte støtte sig til dørkammen, da hendes fod ikke tillod hende, at holde sig oprejst meget længere.
Hun smilede forpint til Arthur, og sendte ham et taknemmeligt blik, da han tilbød hende en overnatning. Hun havde ikke en jordisk chance for, at finde et andet sted at sove, med den tilstand hendes fod var i. Desuden var det her en kirkegård. Fyldt med væsener hun under ingen omstændigheder, havde lyst til at møde en mørk aften.

Selvom Arhurs "hjem" så en smule medtaget ud, så ønskede hun stadig at overnatte der. Hun havde sådan set ikke et andet valg, og hun havde heller ikke noget imod det. Arthur var sød og i mødekommende, og hun havde en følelse af, at det nok skulle blive hyggeligt at være her. Selvom gulvet var fyldt med ulvehår og rester af blod. Hun kunne ikke lade vær' med at have ondt af den stakkels Athur, som skulle igennem denne smertefulde forvandling ved hver fuldmåne. Hun priste sig lykkelig for, at hun ikke stod i samme situation.


//Undskyld den korte længde. Midlertidigt krea-svigt ;)//

Arthur smilede og gik længere hen af det ned slidte stengulv. Han åbnede den lille lem ned til kapellet som han brugte som kælder. Arthur ledte dybbere ind idet mørke kappel for at finde en madrass eller sådan. Han tog nogle puder der var blevet brugt da der var gudstjenneste om man skulle have Jesus Kristi blod og legeme. Arthur tog også et kæmpe gardin som en gang var blevet brugt til de frafaldene vinduer. Stoffet var rødt og hullet, ædt af møl. Selv havde han købt en madras fra storcenteret. som han også tog under armen. Arthur gik op af kapellet og lukkede lemmen. Han over og lagde sin madras lidt længere væk fra hans bunke puder og tæppe. Han lagde tæppet på madrassen og lagde puderne oppe i hoved enden. "Ja det er vel ikke meget men det er det jeg har." sagde Arthur med et smil på læben. Arthur syntes det var ret pineligt at kun kune byde på det. Arthur lagde sig i sin seng og svøbte sig ind i sit tæppe. "Hvis du er sulten ligger der et stykke brød nede i kapellet." sagde han. Trætheden over mandede ham som en bisk fjende i det mørke. Han var stadig vågen. Men kun halvt. Arthur kiggede ud af et hul i væggen. Månelyset pegede direkte på ham. Arthurs øjne lyste et kort øjeblik op. Hans øjne blev gule og hans pupil ændrede form til en smal aflang form. Ulveøjne. Men de gik ligeå hurtigt væk som de var kommet. Nu sov han igen. Uden drømme..

//Det påvirker ikke emnet på nogen måde, at Arthur har skiftet race, vel? n.n//