Tænk ikke tilbage!..[Ciaren Conor]

Tiden: 21.54
Stedet: Terre - Byen..?
Vejret: Mørkt og lettere køligt.
Omgivelser: Lidt af hvert.
Påklædning: https://2img.net/r/ihimg/photo/my-images/824/26129724018635265949824.jpg/


Dørklokken der afslørede om folk om ind eller ud af det lille supermarked der lå lidt i udkanten af selve Terre centrum. Smart at have et sted hvor man kunne købe ind selvom det var sent. Genialt med længe åbne butikker der var kommet siden nattevæsenerne var kommet frem i søgelyset. Og det ikke blot var mennesket der skulle tages hensyn til. Denise tog det i hvert fald med god hånd. Sådan at hun kunne få hvad hun havde brug for når hun fik sent fri. Eller bare ikke orkede at tage ud i de lyse timerne på grund af det mylder er blot ville opstå. Nok der var sagden her. Hun havde ikke været på arbejde idag. Hun havde en fridag som hun havde brugt til bare at forkæle sig selv.
Skoene var ikke høje denne aften. Men var blevet udskiftet med et par normale mere praktiske ballerinaer. Den beigefersken ternede bluse bar stoppet ned i den sorte fluffy nederdel hun havde placere længere oppe om sin mave så det hele lignede en af hendes typisk kjoler. Læberne var naturlige. Blege men bløde.
Idet Denise kom udenfor butikken tog vinden med det samme fat i hendes staidg lange sort hår og legede roligt med det. Hun så tog ordentligt fat i den plastikpose hvor hendes indkøb så fint lå pakket i. Ikke det helt store. Bare hvad hun nu selv havde syntes der var brug for. Hun knejsede kort ned nakken for at få sat den på plads og derefter forsatte hun med at gå. Hen mod kollegiebygningerne. Der var ikke rigtigt nogle andre folk omkring hende da hun gik sin sædvanlige genvej gennem nogle mere stille områder. Men der var ikke helt mørkt om hende som der ville være hvis ikke der var disse lugtepæle som sendte deres gule lys mod hendes vej. Hun prøvede at lave være med at tænke tilbage. Men nu hvor der var plads til det løb hendes tanker atter henover hvad hun havde oplevet for få dage siden. To-tre. Det havde været lidt overvældende for hende. Men hun havde jo ikke set den dreng siden. Så der var vel ikke mere i det.? Eller hvad? Det var jo ikke hver dag at... Hun rystede hårdt på hovedet og fik klaret sit tankespind igen. Til ingenting. Blot hvad der lå og ventede på hende der hjemme. De lækre små kager fra arbejdet hun fik dagen igår. Hun elskede kage. Og havde altid gjort. Dog så hun jo heller ikke ud til at være sådan en slikmund. I en periode havde folk faktisk troet hun var vegetar. Men folk tror så meget så det kan være ligegyldigt.

Ciaren hang på et gadehjørne med hænderne dybt begravet i lommerne, det var ikke fordi hans frøs i den letter kolde aften vind, nej..for det var ham jo ikke muligt. Det var for at skjule det størknede blod han ikke havde fået tørret af dem fra sit sidste bytte der endnu lå gemt bag nogle skralde spande i øst di morga. Der var alliegevel så meget kriminalitet der nede og drab ar ingen ville finde det usædvanligt at en døde der nede.
De sidste par dage var alt hans hemmelighedkrammerig blevet værre, han havde kun enkelte gange ladet sig ses på sin fær rundt i natten og gemt sig i forskellige kældre hos fremmede mennesker uvidende om hans eksistens, uvidende om Vampyre.
Der var ikke mange mennesker der troede på vampyre, han havde selv været en af dem der så det som gammle vandre historier..men nu, ja nu var det alt andet end det. Han fnyste kort og rettede blikket ned i fliserne idet at en lille gruppe mennesker der livligt snakkede gik forbi ham.
Han kiggede rundt på sin omgivelser da de var væk og en bekendt duft slog ham i møde, det var ikke blod, det var..en person.
Efter ikke særligt langt tid havde hans nysgerrighed drevet ham hen mod duften og hen endte med at gå lydløst bag en sort håret pige kendt under navnet Denise. Ciaren havde mødt Denise for et par dage siden i skolen, han var blevet afsløret af hende. "Købt noget spændene?" spurgte han i en munter tone da han egentlig godt kunne finde det sjovt at forskrække andre.

Et ordentligt chok gik gennem Denise idet at denne muntre stemme nåede gennem hendes øregang. ET kort forskrækkelses skrig kom fra hendes strube og hendes skulder havde med det samme fundet sin vej op i et knap så rolig stilling. Hun stoppede ikke op men vendte sig med det samme om ved først at kigge sig over skulderen hvor hun mødte ansigtet fra denne bekendte vampyr. Hun blev så overrasket at hun også fik taget nogle skridt bagud men den normale klodsethed der nu lå til mennesker kom over hende. Hun trådte forkert og ente med at vælte bagover ned på røven i jorden. Hun sagde ikke noget til det udover at hendes ansigts udtryk fortalte at det ikke ligefrem havde været behageligt.
Hun sad lidt og ømmede sig og tog sig ikke af at hun havde sluppet posen i sit fald og nogle af hende sindkøb roligt var trillet ud af den. Hun lod så sine blågrå stige op go så lande på Ciarens ansigt. "Forbandede vampyr.." mumlede hun kort. Hun blev underligt nok siddende. Hun sukkede lidt og sank en mindre klump. "Ikke specielt. Eller jo. En film.." mere sagde hun ikke helt til det. Så blot mod ham. Hun førte roligt en hånd op og strøg en lok af de sorte hår væk fra sit ansigt. Hendes hjerte bankede stadig lidt hurtigere over forskrækkelsen men hun træk vel vejret fint igen.

Et køligt grin kom over hans læber idet at Denise faldt ned mod jorden.
Nogle enkelte ting trillede ud af den pose der nu lå på jorden som hende.
"aha en film.." sagde han stille og ignorede hendes mumlen.
Ciaren vidste godt at det nok ikke var så sjovt for hende som det var for ham, men han havde altid godt kunne lide at forskrække folk..det havde dog altid kun været gået ud over hans familie den gang han endnu var..menneske.
Han roede kort i det brun blonde hår med fingrene der stadigt var farvet røde af blod før han rettede sin fulde opmærksomhed ned mod Denise.
Hendes hjerte banken hørtes tydeligt i hans øre, lige så tydeligt som hvis hans øre havde ligget der ved. Hendes bryst kasse bevæget sig langsomt op og ned i takt med hendes vejrtrækning og hendes øjne havde et svagt forskrækket skær i sig. Ciaren bukkede sig lidt ned over hende og trak hende langsomt op op at stå igen og håbede at hun ikke havde noget imod det størknede blod der svagt havde sat sig på hendes ene arm i flager.
"undskyld..jeg fik bare lige lyst til det" sagde han med et skævt smil og stak endnu en gang hænderne ned i lommen på hætte trøjen.
"Hvad for en film er det du har købt?" spurgte han stille selvom han allerede vidste det og rakte hende, hendes pose igen.

Denise lod sig hjælpe op. Eller rettere blev hun nok bare løftet op. Han var stærk nok til at gøre det uden at klage eller noget. Det var lidt underligt at føle sig let. Men der kom ingen kommentar på det. Hun havde godt set hvordan blod havde sat sig fast på hans hænder. Drab. Uden tvivl. Han måtte have været ivrig for normalt var det jo kun omkring munden at blodet kom når vampyrer tog føde. Altså ved at bide folk hvor de nu ønskede. Nogle fortrak halsen mens andre fortrak håndledet. Eller andre steder. Det var forskelligt. Men her så det ud som om det ikke blot havde været et bid der kom på tale. Hun børstede noget af den størkne blod af sin ene arm og prøvede ikke at sige noget omkring det. Men det var svært.
Hun tog imod posen som han så fint rakte mod hende. Som en gentleman. Han var vist i et bedre humør denne aften. "Ehm.. The night before christmas." svarede hun kort på hans spørgsmål. For hende kunne det vel have været ligemeget. En film var en film. Dog kørte hun lidt videre. "Den var på tilbud og jeg kan godt lide Tim Burton så nu tilhøre den dejlige film mig." Hun så nærmest en smule strålende ud da hun sagde det. Stolt.
Hun lagde så sit hoved let på skrå og så igen spørgende mod Ciaren. Tog sig også kort i at betragte hans muskulatur. Hans udseende. Samt følte hans aura da de ikke ligefrem stod hundred meter fra hinanden. "Var det god aftensmad du fik dig??" Hun kunne ikke holde sin kommentar om blodet inde mere. Hun var jo blot et lille menneske der ikke var meget højere end 170 centimeter og som var nysgerrig. "..Eller er det morgenmad?" Der dummede hun dig vist. Men hun kunne jo ikke gøre for at hun havde denne forskelsbehandling nogle gange. Og det kunne jo også sagtens være morgenmad for ham nu hvor han nok sov det meste af dagen.

Ciaren kiggede lidt på hende. Hun så bestemmt ikke dårligt ud af et menneske at være, og alligevel var det der tiltrak ham mest ved hende var nok hendes blod. Hans tørst var dog heldigvis blevet slukket for de næste par timer så der var ikke den største risiko for at han skulle bide hende.
Han nikkede stille, ikke en film han var bekendt med da han egentlig ikke så særligt meget film hverken nu eller som menneske. "Sååe...du har set den før?" spurgte han stille og kiggede i et flygtigt sekund på hendes nakke før blikket gled op til hendes ansigt igen.
Han hævede let det ene øjenbryn ved hendes kommentar, "Hmmja den var..yderst delikat, en del stoffer i blodet men ellers okay, flere detaljer?" spurgte han ironisk med et flabet smil på sine blege læber. "det er lidt lige meget med hvad det er.." sagde han roligt, "det er jo ikke lige frem fordi jeg sover.." mumlede han letter utilfreds med sin nye tilværelse.
"nå men...nu hvor jeg alligevel er her må jeg så følge dig der hen du skal?" spurgte han med et lille smil. Han følte sig på en underlig måde mere normal sammen med hende, som om han faktisk havde en puls, var det fordi han havde kendt hende som menneske? Havde han haft et andet forhold til hende som menneske som han havde glemt? han rystede på hovedet, nej, for han havde ikke haft nogen venner den gang.

Denise kunne underligt nok ikke lade være med at smile lidt til hans ironiske kommentar. Han havde en smule humor i sig som hun først begyndte at opleve nu. "Uh ja. Bare giv mig alle detaljerne. Jeg vil med glæde høre om det." sagde hun så. Også en smule ironisk men hun ville egentligt gerne høre mere omkring det. Hun havde været en af dem i klassen der faktisk havde troet på vampyrer. Og andre væsener som engle og varulve og så videre. Dem alle som hun havde hørt om. Hun havde selv troet hun levede i en fantasi verden. Men nu vidste hun virkelig det hele var sandt. Og hun kendte endda en af dem.
"Ehm.. Kan du vel godt." Hun så en smule undrende ud. Sådan havde han aldrig været. Men så igen. De havde ikke haft lange samtaler som disse før. Havde begge holdt sig for sig selv. Dog havde hun altid følt sig glad ved at have ham som sin side makker. Han havde altid tingene i orden. Hun samlede det sidste æble op fra jorden og fik stoppet det ned i posen efter at have børstet jordet af. Så så hun ellers en smule smilende mod Ciaren og begyndte at gå hen ad stien igen. "Kom så viser jeg vej." Hendes stemme var nu nærmest engleblid. Sådan var den altid når hun var roligere og mere afslappet. Han skræmte hende ikke desideret mere. Havde jo faktisk vist hende at man nok godt kunne stole på ham. Eller var det bare noget hun bildte sig ind? Hun så mod ham mens de gik der sidde og sidde med rolige skridt. "Hvordan kan det være jeg først ser dig nu efter et år??" spurgte hun ham så endelig. Det havde hun haft lyst til siden deres første 'genforening' eller hvad man skulle kalde det. Hun følte faktisk ikke noget mærkeligt ved at have ham gående med hende. Hun havde jo altid gået alene men nu var det meget hyggeligt. Og hun følte sig mere tryg ved at gå efter mørkes frembrud nu. Man kunne vel sige at det var lidt anderledes at være ved ham nu en den aften på skolen. "Altså har du været væk fra Di Morga eller har du blot gemt dig??"

//skla lige spise ;( //

Ciaren løftede skeptiskt det ene øjenbryn lidt op før han lod det falde ned til sin plads igen oven over det ene gule øje, "Jeg er ikke meget for at dele mine mad vaner med andre" sagde han stille med et skuldertræk.
Faktisk brød han sig slet ikke om at fortælle at han ahvde dræbt nogen, han følte sig så...ond når det var at han hørte deres skrig og nåde før hans tænder brød igennem deres hud.
Han nikkede stille men fortrød dog selv lidt sit tilbud, ja han ville gerne lære hende bedre at kende da hun virkede facinernde, hun var ikke bange for ham.
Men, hun var et menneske og der var stadigt risiko for at han ville bide hende på et tidspunkt, risiko for at han dræbte hende. Ciaren slog skyld bevidst blikket ned i jorden over sine egne tanker. Tanken om at dræbe Denise. Han fulgte efter hende i stilhed, der var ingen grund til at fortælle hende at han ahvde set hvor hun boede igennem hendes tanker, der var ingen grund til at sige noget til hende lige nu. Ciaren rettede ryggen lidt imens at de gik og lod sit blik glide rundt, "Sååe, du går tit bare rundt her alene eller hvad?" spurgte han endnu en gang med pandne let rynket, "Du ved godt at der er andre Vampyre her ikke? nogen bedre end mig nogen dårlige end mig" Hans blik ventede hendes reaktion imens at han kiggede lidt på posen i hendes hånd der let svingede frem og tilbage. Han havde det mest af alt som om han gik i slowmotion når det var at han gik i hendes tempo.
Hendes spørgsmål fik ham til at stoppe op i et par sekunder før han igen begyndte at gå, "det..kan jeg ikke huske..." sagde han modvilligt i en lidt hæs stemme før han tilføjede i et bryskt toneleje, "jeg kan ikke huske noget! stop med at..stille mig spørgsmål lige nu" han tog sig til panden med den ene hånd. Hans hovede dunkede, det var umuligt for ham at se hans grunde, umuligt....

Denise blev ikke ligefrem overrasket over hans spørgsmål. Altså hun stoppede hverken op eller gav et gisp fra sig. Hun gik blot roligt videre mens hun havde blikket fremadrettet. Måske lidt ned mod jorden foran sig. Hun ventede med at svare ham. Men til sidst var hun vel nød til det. Han fortjente vel et svar på sådan et simpelt spørgsmål. "Ja. Jeg har jo ikke andre jeg går rundt sammen med så det ender tit med jeg går alene." sagde hun så med en rolig stemme før at hun så mod ham igen. "Det kan vel godt ske der er andre vampyrer, men sikkert også andre farlige væsner. Men jeg har ikke stødt på nogle der prøvede at tage mit liv. Så jeg vil gætte på jeg er rimelig heldig." Et kort grim kom fra hende før hun så rettede sine smukke øjne mod himlen hvor månen sad højt på det store mørke lærred med stjerne omkring sig.
Selvom at hun ikke så hvor hun gik virkede det ikke som om hun ikke kunne finde vej. Hun sagde ikke noget til hun ikke skulle stille ham flere spørgsmål. Men hun skulle nok prøve og lade være. Hun var jo blot nysgerrig. Var ikke hendes skyld som sådan. Et let suk gled over hendes læber før at hun skilte dem helt. Ikke for at spørge om mere men blot for at snakke. "Hmmh.. Du ved godt man ikke behøver skjule sig blot fordi man er anderledes. Det gør ikke en meget bedre. Dog skal man nok heller ikke bare hoppe på et ben i en live koncert og råbe 'Her er jeg!'." Hun så endnu bare mod himlen mens hun roligt sagde disse ting og et smil kunne anes. Hun så dog lidt efter endelig på ham igen. "Eller det jeg prøver at sige er at jeg ikke syntes du skal gemme dig så meget mere og lade folk glemme om dig. Træd frem og vis dine gode sider til andre." Mere sagde hun så ikke før at hun så frem igen. Drejede til venstre og endte med at gå på en asfalteret vej hvor biler plejede at køre om dagen når folk skulle rundt omkring.

Ciaren nikkede stille, han ahvde aldrig set hende som en af dem der rendte rundt med sine venner og veninder hver aften i byen, han ahvde dog heller ikke forestillet sig at hun tit gik alene hjem, "Sååe..." sagde han stille uden hentydning på at ville sige mere ed det før han kiggede frem for sig, en af de ting han godt kunne lide ved at være Vampyr var at kunne se i mørket, se ting han ikke havde kunnet se som menneske. Som det egern der løb rundt i træ toppen eller den ugle der baskede med vingerne højt oppe over deres hoveder. "ja..det har du vil.." sagde han med et falskt smil med en antydning af jalousi i sin stemme.
Der var stille lidt tid, en stilhed som han undrede sig over, han ahvde faktisk ikke regnet med at hendes spørgsmål ville stoppe, det virkede dog heller ikke som om at hun mente hun ahvde fået svar på alt..men på den anden side, så..hvornår kunne man lade være med at ahve spørgsmål til en der var død? Hans øjne gled stille i imens at han gik og lyttede til hendes ord endnu en gang.
"Jeg gemmer mig fordi jeg har en grund til det..." sagde han imens at han åbnede øjne og bestemmte sig for at vise hende hvad grunden var.
På få sekunder stod han med den ene arm om lidt på hende presset op med sin egen hårde kolde krop imens at den anden h¨ånd holdt hendes hovede lidt til siden så at hende nakke var blottet.
Det ville være umuligt for hende at slippe væk. "Du ville være et let bytte, du ville ikke kunne gøre noget der kunne såre mig hviskede han ned mod hendes nakke imens at det let pirrede i hans hjørne tænder. Hendes nakke var så tæt på..han skulle bare bukke sig en smule ned og så...Han rystede svagt på hovedet, nej..han...han skulle ikke bide hende bare..vise hende hvorfor han var farlig. Han lagde hovede mod hendes nakke, "Jeg er bange for at dræbe folk jeg holder af..folk jeg holdt af da jeg var menneske...." sagde han stille

Denise havde ikke ligefrem troet han ville vise hende det på denne måde. Hun stivnede helt bare allerede hun kunne mærke hans arm omkring hende. Hun kunne mærke hvordan han uden problem lænede hendes hoved til den ene side. Selvom at hun faktisk gjorde modstand. Hun sank en klump mens at hun blot stod stille og stirrede henover hans skulder ud i ingenting. Hun troede et øjeblik han faktisk ville bide sig fast i hendes nakke. Og det var utroligt han kunne holde sig fra det. Hendes arme hang ned langs siden og hun turde ikke rigtigt at bevæge sig lige nu.
Der var så stille at hun kunne mærke vinden der blæse mod hendes ansigt og forbi hendes ører. Hun følte vinden der igen løb gennem hendes lange sorte hår og legede lystigt med det. Der var så stille at hun kunne høre egernet knække små grene mens det løb gennem træets krone. Så kom hans ord. Hun følte sig pludselig mere afslappet. Og hun lod blot hans hoved blive liggende mod sin nakke. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hun kunne godt forstår han måske ville ville gå hen og dræbe folk der var tætte på ham. Som han holdt af.
Hun så lidt ned på ham mens at hun langsomt og forsigtigt førte sin ene arm blidt omkring ham. Hun lagde sin anden hånd roligt mod hans hoved og følte hans bløde hår mellem sine fingre. "Du må vel lære at styre det. Tage hvad der kun er brug for. Og måske spise flere gange. Som mellemmåltider." Hendes stemme var svag men stadig yndelig. Det var lidt underligt at stå sådan her med ham men hun klagede helle ikke. Det var vel betryggende at vide han kunne holde sig fra hende blod lige p.t.

Han mærkede hvordan hun stivnede, men om det var af frygt vidste han ikke.
Hendes blod var faktiskt utroligt tiltrækkende på ham.
Den let rust agtige duft kunne han nærmest dufte igennem hendes hud. Blodet der løb rundt i årene...hendes blod.
hans hjørne tænder skød let frem bare ved tanken om blod imens at han kiggede på hende..eller retter..hendes nakke.
"Ja det..må jeg vel" sagde han stille til hende ord, dog vidste han at det ville være umuligt, allerede nu ved bare at tænke p det fik han en stor trang til at bide hende. Hendes fingre var oppe ved hans hår, han mærkede hendes varme mod hans kulde, mærkede...hendes krop op ad hans.
Hendes foreslag fik ham til at smile lidt hvor efter en ynkelig stemme kom ud over hans læber, "Jeg er..ked af det her..." Hans hjørne tænders prikken var blevet ulidelig og hurtigt fik han sat hans tænder ned ved pulsåren ved hendes nakke. det var blod løb ned ad hendes nakke, og ind i hans mund.
Af ren instinkt trak han hende tætter ind til sig om muligt imens at en svag stemme i ahn s baghovede sagde ta han måtte stoppe hvis han ikke ville dræbe hende. Modvilligt gav han slip på hende og rykkede sig så langt væk fra hende.

Denise stivnede endnu mere. Hendes øjne blev spærret en hel del op i et skræmt blik og hun stirrede igen blok lige frem på ingenting. Samt løb et smertefuldt skrig henover hendes læber lige idet at hans tænder borrede sig gennem huden på hendes hals. Det gjorde forbandet ondt også selvom at han ikke bed sig gennem op til flere gange men blot holdt sit gab omkring det ene sted. Hendes hænder greb hurtigt fat i det nærmeste og strammede hårdt omkring det. I dette tilfælde hans hår og hans bluse. Hun følte sig snydt. Skuffet og brugt. Han havde ikke kunne holde sig fra hende alligevel som hun havde troet. Han var blot et blodsugende væsen som hun havde troet hun kunne stole på.
Han havde haft ret. Der var intet hun kunne gøre. Hun blev hurtigt svagere af hendes blodtab og kunne ikke skubbe ham væk fra sig. Kunne kun stå der og føle hvordan sit hjerte hamrede løs for at holde hendes blodlevel oppe på normalen. Men så lidt efter blev hendes greb om ham også slappere. Hun slap helt og hendes arme faldt igen bare ned langs siden. Hendes øjenlåg var tunge og faldt i og gjorde hendes ansigt mere afslappet. Som hun sov.
Da han så slap hende gjorde hun intet. Stod kort og svagede før at hun først faldt ned på sine knæ og ellers endte hun helt nede på jorden. Lå der bare med sine øjne endnu lukkede og hendes vejrtrækninger var svage men stadig regelmæssige. Hun var stadig i live men hun havde ikke kunne holde sig vågen af blodmanglen. Hun kunne jo ikke klare så meget på grund af hun endnu tilhørte mennesket. Men der lå hun bare. Bevistløs på den kolde jord i skæret fra lugtepælene. Forbandede vampyr.
Det blødte stadig lidt fra de to små sår i hendes hals og der var små streger blod der havde fundet vej ned over hendes skulder mens hun havde stået op. Men nu bare ned mod hendes kraveben og ned på jorden.

En ubehagelig følelse bredte sig i hele hans krop imens at han kiggede ned på Denise der lå slapt på jorden. Hun havde jo ikke været et bytte for ham og skulle sldrig være blevet til det...han, han var ligesom de vampyre der dræbte koldt, dræbte deres familie.
Han stod lidt og bare så hjælpeløst på hende selvom der var meget han kunne gøre, han kunne give hende noget af sit blod med risokoen for at hun blev Vampyr eller han kunne tage hende hen til det nærmeste hospital..men der ville de opdage de to små sår hun havde....Han bevægede sig hurtoigt hen mod hende og satte sig på hug ved hendes side.
"Undskyld..jeg...det var ikke min megning" sagde han og havde endnu ikke fået udtænkt en måde at få givet hende blod på...han kunne..han kunne vel stjæle noget fra hospitalet? Han kiggede ned på hende, hun var blevet en smule blegere end før. Han rejste sig endnu en gang op og satte i løb hen mod hospitalet. Han vidste ikke hvor meget blod han ahvde taget..han vidste ikke en gang om hun var i livs fare men...han holdt af hende...og selvom hun sikkert ikke ville se ham igen efter det her ville han alligevel få givet hende blod...men. Han stoppede op, der var ingen måde hvor på han kunne give hende det..måske var det bedste bare at...aflevere hende på hospitalet så? Han tog sig en smule sammen løb halvt i panik tilbage til hende over isn egen dumdrsitig hed ved at drikke hendes blod, fik med forsigtig hed løftet hende op i sine arme..hun vejede jo..ingen ting.
Der var ikke gået mange minutter før han ahvde overladt hende til sygeplejskerne inde på hositalet.
Hans blik gled rundt over de hvide gange..gad vide hvor mange vampyr offre der havde været her inde?

Denise var ikke desideret i livsfare. Ikke endnu i hvert fald. Men hvis han blot havde ladet hende ligge ville hun uden tvivl have været blevet offer for en anden sulten vampyr. De åbne sår ville have tiltrukket en i hvert fald. Hun var endnu mere eller mindre ved bevisteheden faktisk. Var ikke vågen og det hele var også sløret for hende. Men hun kunne endnu mærke den dejlige vinde løbe gennem hendes hår. Havde ingen idé om hvor den kom fra. Det var det eneste hun kunne mærke. Som var det en drømt og hun stadig lå og snork sov i sin bløde seng der hjemme på værelset. Men dette var virkelighed.
Hun kom hurtigt i behandling det at hun blev taget imod på hospitalet. De havde ikke ligefrem set ordentligt på Ciaren for eller ville han nok hurtigt blive beskyldt dette og sendt væk med brutale metoder. Eller hvordan man nu gjorde det. Der var ikke rigtigt noget at gøre. Hun var jo ikke rigtigt skadet makabert.

Hun åbnede langsomt sine øjne og lyden fra en pippende maskine kom hurtigt ind til hende. Hun blinkede lidt for at vende sig til lyset fra lampen i loftet. En drop i hendes ene overarm sendte nyt blod ind til hendes krop for at fulde den op igen. Og en drop i henden anden hånd gav hende en form for sukkervand. Hun følte sig underligt svag og træt men hun kunne ikke sove. Hun kunne også sagtens sætte sig op hvis det var det hun ønskede. Hendes tøj lå på en stol ved siden af den hvide seng hun lå i og hendes påklædning var nu blot en stor hospitals skjorte. Hun havde let hovedpine og hun forstod ikke den slange der var sat omkring hendes hoved og gav hende ilt til næsen. Hun førte sin hånd op til sin hals og idet hun rørte det plaster der var sat over sårene kom minderne. Hun huskede hvad der var sket. Hun så ud af vinduet. Endnu mørkt. Men hvordan var hun kommet her?

Ciaren rendte endnu rundt på hospitals gangene. Skylden havde tynget ham ned. hans øjne havde som sædvanligt en sort rand under sig og hans hud var bleg og gav et svagt skær fra sig i lyset fra lamperne.
Det eneste tidspunkt han stoppede op var da han stod foran den dør hvor han vidste Denise lå inde bag ved.
Han gik tøvende hen mod den og åbnede den forsigtigt og langsomt.
Hun var vågen.
Hendes blod niveau var blevet nogenlunde normalt havde han hørt lægerne snakke om da han havde stået lidt gemt...han vidste ikke om hun over hovede ville snakke med ham, men han smøg sig alligevel ind på hendes værelse og stødte sig op ad døren så ingen ville kunne komme ind.
Han kiggede på hende med et skyld bevidst blik og vidste ikke rigtig havd han skulle sige til hende.

Døren blev åbnet og hun rettede med det samme sin opmærksomhed mod den. Eller hun gjorde det langsomt ved at dreje hovedet. Hun ville se hvem der nu var kommet ind. Men hun blev noget overrasket da hun fandt et svar på det. Hun blev spærrede sine øjne lidt op da hun med det samme genkendte ham. Ciaren. Ham der ikke havde kunnet holde sig fra at alligevel tage føde på hende.
Denise satte sig hurtigt op efter hun var kommet sig over det lille chok der var kørte gennem hende. Hun ignorerede den dunkende hovedpine der kom af dette. Hun sparkede dynen af sig og kom hurtigt men ufattelig klodset ud af sengen. Hendes ben havde i starten svært ved at holde hende oprejst og hun var tæt på at falde hvis ikke hun havde støttet sig til stolen der havde stået ved siden af hendes seng. Hun så hele tiden mod ham. "Hvad fanden laver du her!?" lød det så fra hende. Hendes stemme var hæs og højthævet. Den rystede en smule som havde der ligget gråd som en undertone.
Hun burde nok ligge i sengen til hun havde sundet sig og blevet helt frisk. Hun var stadig blegere end normalt også selv om at hun ikke have blodmangel mere. Hendes sorte hår var en smule uglet men hun så nu ellers stadig godt ud. Især med den store skjorte hen over sin overkrop og kun lige dækkede ned til midten af hendes lår.

Han kiggede på hende rejse sig fra sengen, det lignede mest af alt at hende krop var for tunge til hendes ben sådan som hun svejede fra side til side intin hun fandt støtten ved en stol.
Hendes hårde ord ramte ham og tyngede hans blik ned i gulvet, "hør..jeg har det ikke godt med at have gjort det..Denise, jeg...jeg er virkeligt ked af det" sagde han stille, "Hvis du beder mig om det forsvinder jeg uden nogen spor" sagde han og kiggede nu på hende igen med et såret blik.
Det var grunden til at han ikke ville kende mennesker, han begyndte at holde af dem og sårede dem så..sårede ham selv. Detværste ved det hele var at han vidst kunne lide Denise lidt mere end de andre, hun var også den første han havde det dårligt ved at have taget blod fra..de andre havde han hensyns løst dræbt, men... Han sukkede lavmældt og sagde stille, "læg dig ned i sengen igen.."

Denise lod sig lytte til hans ord. Lyttede til hvordan hans stemme var. Og hvordan den rungede i rummet de var i. Heldigvis var de alene. Det ville være akavet sådan at stå og råbe ad en eller anden mens en anden lyttede med på deres samtale. Og lidt irriterende. Hun så pludselig ud til at slappe mere af ved hvordan han havde det med det hele. Hun troede kort at han faktisk ikke havde haft andet valg og så havde gjort det.
Hun rystede let på hovedet ved hans ordre. Eller hvad det nu var. "Jeg har det fint sådan her. Stående." Det passede selvfølgelig ikke og det vidste han sikkert efter hendes oplevelser med hans evner. Hun havde regnet ud han kunne rode rundt i ens tanker og finde hvad han nu behøvede. Hun følte sig lidt svimmel og gjorde derfor hvad han havde sagt. Eller hun lagde sig ikke ned men satte sig blot på sengekanten. Ryggen mod ham og blikket rettet mod vinduet. Udsigten udover byens natteliv. Hun betragtede hvordan der var der endnu var lys i nogle af vinduerne. Hun sukkede svat før hun lod sig klappe lidt på pladsen ved siden af sig. "Ciaren. Sæt dig." sagde hun roligt og svagt. Højt nok så han ville kunne høre det. Uden tvivl. Hun lagde sine hænder ned i sit skød og rettede sit blik ned mod dem.
Hun håbede vel på han ville sætte sig. Hun var vel stadig overvældet over han ikke havde kunnet styre sig. Men stadig havde han vel fortjent at kunne forklare sig. Eller ikke.

Han kiggede på hende. Ventede hendes reaktion til ahns ord..ventede flere hårde ord. Men stilheden havde kort sænket sig ned over den lille stue hun var placeret på. Maskinen bag hende bippede stadigt og en en stemmigt tone; bip, bip, bip, bip.
Han nikkede og gjorde en gestus hen mod hende med den ene hånd, "Som du vil..." hans læber var endnu en tynd streg og skylden hang endnu dybt i hans ikke bankende hjerte. Inden i var han lige så død som en tom kande, der var intet i ham der bankede, intet blod...intet. Han vidste dog hvordan han hurtigt ville kunne endnu det hele, vendte til sol op gang og...det hele ville være slut, alt ville være slut. Det ville være meget nemmere hvis han bare havde gjort det efter at have bidt hende. Og så igen, han ville ikke dø.
Han kiggede på hende letter blege hånd der klappede på senge kanten ved sin side og gik langsomt hen mod hende men fik sat sig hurtigt ned og kiggede en smule bekymret på hende, men samtidigt overrasket over at hun ville have ham til at sidde ved siden af sig.
"Så...hvad...hvad nu?"

Denise lod dem sidde lidt i stilhed. Hun sagde intet og hun håbede han heller ikke sagde noget. Hun ville egentligt bare sidde lidt med hans nærvær. Lidt underligt faktisk. Men det hang nok sammen med den indre lille følelse af at han virkelig ikke havde haft andet valg. Det var lidt som hun gerne ville have han skulle blive men samtidig også bare skride ad helveds til for at have gjort hvad han havde. Og så lige når hun havde været naiv nok til at kunne stole på ham.
Hun tog så en dyb indånding og lod sine øjne lande på ham. Hun fugtede sine læber før at hun fik ord frem. "Jeg troede du ikke ville skade folk. Jeg troede du kunne holde dig. Det gjorde ondt. Rigtig ondt." Hun ville ikke have at det skulle lyde som at hun skældte ham ud men syntes bare han skulle vide hvordan hun havde følt. "Men du holdt op igen. Jeg er stadig i live." Hun så igen væk. Ned i såt skød mens hun snak en mindre klump. "...Tak." Hun så lidt til siden som var hun flov over at sige det til ham. Hun løftede sin ene hånd og kørte den gennem sine sorte lokker mens at det nu var hendes tur til at vente på hans reaktion. Hun så lidt på droppen der endnu førte blod ind i hendes og hun kunne mærke den anden da hun bloidt knugede sine hænder.

Ciaren kiggede lidt på hendes sorte hår der sad letter ulet.
Det havde været hans egen skyld, han havde udfordret sig selv for meget, han ville ikke kunne være så tæt på hende igen, til hans held var hans tørst endnu ikke kommet da drengens blod stadigt flød et eller andet sted i ham.
Stilheden blev brudt af hendes letter svage stemme som han gav et stille svar til i sin egen mere dybe, "Det vil jeg heller ikke, men...du var tæt på mig og jeg havde blottet din nakke..Denise jeg er mere et dyr end et menneske" sagde han og kiggede på hende, "Et dyr i en menneskes krop" sagde han og kørte sin kolde hånd ned over sit ansigt med et suk.
Han nikkede, ja..det var da også det eneste gode ved det, hun var endnu i live. Han havde ikke dræbt hende.
Han følte et øjebliks forrvirng over hende tak..hvad havde hun at takke ham for? men så slog det ham at det måske var fordi han ikke havde dræbt hende. "Du skal ikke takke.." sagde han bryskt og kiggde på hendes hænder der lå i hendes skød. Den hvide hospitals skjorte gjorde hende mindre bleg. "Jeg....skal jeg gå?" spurgte han stille med blikket rettet mod hende ansigt.

Hun gav ham ret i at han måske var et dyr. MEn han ville aldrig være mere dyr end menneske. Der ville altid være mere menneske end noget andet. Men hun sagde ikke noget. Lyttede bare. Var mundlam og havde samtidig svært ved at snakke til ham. Der var bare noget der var ved ham der gjort hende flov over ting. Hun var stadig bange. Men ikke for ham. Ikke nu. Men for hans styrke. Og for hvad der allerede var sket.
Denise stivnede pludseligt igen da hun hørte hans sidste spørgsmål. Hans ord der kom over hans læber. Hun tøvede ikke før at hun hurtigt tog fat omkring hans hånd. Den hånd der nu var tættes på hende selv. "Ne-Nej. Vær rar at blive." Hun så mod ham før at hun igen så ned. Stadig med sin hånd fast omkring hans håndled. "Jeg hader hospitaler." Man kunne høre i hendes svage stemme at hun ikke helt brød sig om at være her. Selvom at hun havde haft brug for det.
Hun slap ham igen og lod sig sætte sig længere ind på sengen og endte med at ligge i sengen igen. Eller hun sad vel stadig op. Ryglænet holdt hendes ryg rejst og hendes ben blev trykket op hvorefter hun lagde sine arme omkring.

Ciaren tillod sig den frihed at tage et kig ind i hendes tanker. Pågrund af hende svage tilstand var det en hel del nemmere; Mere menneske end dyr...nej, det var han helt sikker på at han ikke var.
Ciaren gled langsomt ud af hendes tanker for at snakke til hende, "Du ved inderst inde godt at jeg er mere dyr end menneske" sagde han til hende i et roligt tone fald.
Han kiggede ned på sine hånd hvor at hendes fingre knyttede sig omkring og hendes bedene ord der hørtes som et svagt ekko i hans tanker; bliv her, bliv her. "Så..jeg skla blive her fordi du ikke bryder dig om hospitaler?" spurgte han stille stadigt med blikket mod deres hænder, han knyttede blidt hendes hånd der mere var som om han ville kørtegne den for ham. For ham var hun som en skrøbelig vase der kunne knække hvert eneste sekund.
Han fulgte hver eneste af hendes bevægelser imens at hun endnu en gang lagde sig i sengen. Han kiggede nervøst på hende, "Denise...jeg, holder meget af dig"