Tænk ikke tilbage!..[Ciaren Conor]

Denise så lettere overrasket mod Ciaren. Han holdt af hende? Den var ny. Og hun havde ikke forventet at høre det fra ham. Men så igen. De havde haft nogle gode samtaler og hun kunne føle sig mere eller mindre tilpas med hans selskab. Hun lod sine gråblå øjne forblive mod ham og lidt efter mødte hans blik. "Så du holder af mig?" sagde hun. Som havde hun troet det var ironisk. Men stadig tog hun det grov alvorligt. Hun hørte det jo ikke ligefrem hver dag. "Hvis du holder af mig. Hvorfor stiller du så spørgsmål til at jeg ikke bryder mig om hospitaler?" Dette virkede måske lidt koldt at sige. Afvisende. Men hun havde ikke mod til at sige det samme. Om det så var det sande og rigtige at gøre. Det var vel lidt flovt.
Hun satte sig lidt mere op. Kom tættere på ham et øjeblik uden at se på ham igen. Hun ville bare sidde lidt bedre. Hun strakte sine bare ben og med hurtige bevægelser hev hun blot først den ene blod ud og tog sig af den korte smerte der var ingenting i forhold til at blive bidt første gang. Måske lidt som sex. Gjorde altid mest ondt første gang. Så hev hun den anden ud. Sagde intet men man kunne se at hun rigtigt ville være her mere. Slangen om hendes hoved blev også bare revet af. Så var hun ude af sengen igen. Vaklende. "Kom.." Hun tog igen omkring hans ene hånd og træk ham med sig. "Jeg kan ikke klare stanken af hospital." Hun havde vel en form for fobi for disse bygninger. Var hendes frygt. Hun havde stadig svært ved at holde balancen ordentligt men hun kæmpede vel for at holde sig oprejst. Hun var ville bare gerne hjem hvis hun alligevel bare skule ligge der.

Ciaren følte en stor lyst til at trænge ind i hendes tanker endnu en gang, men lod trangen tynge ned i ham og han afvendtede istedet hendes svar. Da den endeligt kom kom, svaret gav ham et smil på de kolde blege læber, de læber som for at dørgn siden havde rørt hendes hals, taget blod fra hende..han tog hendes blod.
"Fordi det virker besynderligt...desuden, burde du blive her et par dage endnu" sagde han imens at han kiggede på hende, "Jeg rejser alligevel snart igen" Han kunne ikke blive der, han havde endnu større risiko for nu at blive opdaget af flere han kendte...han ahvde risiko for at skade hende igen.
han kiggede lidt på døren, "Sygeplejeskerne kommer om lidt for at tjekke til dig" sagde han i en rolig tone og kørte tungen hen over sin underlæbe.
HUn virkede stadigt ikke bange for ham...og alligevel var der vidst noget over hende der frygtede ham, frygtede noget i ham.
"nej du burde ik..." han noget ikke at sige mere for hun allerde var begyndt at rive slangerne ud af sin krop og blodet fra slangen der var ment til hendes krop løb ud i sengen. han sad og kiggede på det med et længselsfuldt blik men blev svagt og langsomt revet væk af hendes berøring, han kiggede lidt på hende, han kunne mærke hendes varme hånd mod hans kolde og gik med ham roligt. hendes ben svejede endnu svagt under hende hvilket fik ham til at ligge den ene arm om hende for at holde hende oppe. "Du burde virkeligt blive her, her er der ikke chnace for at jeg skader dig igen" hviskede han ned til hende.

Hun ønskede ikke høre hans plader om at hun skulle blive her i længere tid eller alt det andet. Hun ville bare gerne hjem. Ud og have frisk luft. Og det skulle være hurtigt. Hendes krop rystede stadig lidt men det var noget hun ignorerede. "Jeg burde..ja! Men jeg ønsker ikke selv at være her." kom det så lettere hårdt fra hende da hun var ved at blive træt af det. Hun var træt og hun ville bare hjem. Som var der intet sket.
Denise følte hans arm omkring hende og hun tog imod hans støtte. Men det stoppede hende ikke fra at gå hen mod døren igen. I håb om der ikke ville komme nogle ind af den. Hun tog en dyb indånding og lod sin brystkasse hæve sig markant. Hun stoppede så op og vendte sig mod ham for at bedre kunne se på ham. Front mod front. Hun havde sat sine tænder ned i sin underlæbe kort. Tog sig sammen til at sige noget. "Hør. Jeg holder også af dig." Så kom det frem. Og gud hvor var det dejlig afslappende. Hun slap ham og trådte ud fra hans arm der havde været omkring hende. "Men overtal mig ikke til at blive her." Hun sukkede. Hendes stemme var endnu hæs men havde været kraft i sig som havde hun det bedre. Hvilket hun overbeviste sig selv om at hun havde så hun kunne ikke vide om det var sandt eller ej.
Hun lagde hånden på håndtaget og trykkede ned. Hun var da nået så langt. Ude af døren. Om hun ville kunne nå hele vejen udenfor i hendes munderig var ikke sikker. Men man havde vel lov til at prøve. Og det var det hun ville.

Ciaren smilede over hendes stædighed, "forbandet menneske" mumlede han smilende ned til hende men tilføjede stille i en alvorlig tone, "Men jeg mener det faktisk..du BURDE blive her" han kiggede sig hurtigt rundt. Gangene var fyldt med syge senge, nogle med børn, nogle med gamle mennesker med hver deres form for sygdom.
De timer han havde været der havde han kun opfanget to andre end Denise der havde overlevt et vampyr angreb, en af de drenge han selv havde bidt nede i metroen og en lille pige, ikke mere end to år der lå for døden på grund af en Vampyr han ikke kendte. Døren var ikke langt foran dem, den æggeskals farvede dør med vinduer med gitter for øverst oppe.
Han kiggede ned på hende, hendes bekendtgørelse fik ham til at kigge bekymret ned på hende. Det var slemt nok at han holdt af hende men når det også blev gengældt...et forhold mellem en vampyr og et menneske var aldrig gået godt efter de få rygter han havde hørt der hvor slave handlen foregik. Han nikkede, "okay...jeg lover" sagde han og fik et skævt smil på sine læber, "lillefinger ære" sagde han som hun selv havde gjort for baer 4 døgn siden på skolens område.
Han var endnu overbevist om at hun ikke burde gå selv men var sikker på at hun ikke ville tage imod hans hjælp hvis han tilbød den, istedet nøjedes han med at spørger, "hvor går vi hen?"

Denise kunne ikke selv lade være med at smile lidt over hans kommentar. Ja hun burde blive her men det var stadig ikke noget sted for hende. Det var ikke noget sted hun kunne føle sig tilpas ved. Her var jo forbistret ubehageligt. Og nok var det et sted hvor liv blev reddet men også et sted hvor folk endte med at dø. Selvom at hun ikke havde været tæt på at dø havde hun stadig været bange for det. Hvis en vampyr nogensinde skulle ende med at drikke for meget fra hende og ikke kunne være inærheden af et sted som kunne donere blod til hende ville hun ikke dø men hellere have virussen ind i sig som udgjorde forvandlingen. Om hun så ville fortryde det senere hen eller ej.
Hun opdagede ikke helt hans bekymring da hun havde sagt hvad hun havde brug for. Fået gengældt. Hun havde tvavlt med at komme ud derfra. Hun stoppede dog op i dørkammen og så sig over skulderen mod Ciaren. "Hjem. Jeg vil bare gerne hjem. Det har jeg ville hele tiden." Det havde jo også været meningen inden han havde fået sat sine tænder i hende. Han var vel tilgivet. Men ikke med ord. "Vil De eskortere mig hjem?" Hun lavede en lille formel stemme da hun spurgte om det. Brugte finere ord og en finere accent. Hun rakte sin ene hånd frem mod ham. Denne gang måtte han selv om om han ville tage imod den. Hvorfor hun gerne ville holde hans hånd i sin var vel noget hun selv vidste og ikke delte. Hun håbede han ville tage den. For at kunne mærke kulden fra hans hud mod sin egen varme. Det var en dejlig kombination efter hendes mening.

//nå men jeg er nød til at smutte :( jeg svare imorgen. Jeg lover, på lillefinger ære ;P//

Ciaren forstod endnu ikke helt hvordan hun kunne finde det ubehageligt at være ved at sted med døende mennesker..og så igen, de var jo anderledes nu. Et kort øjeblik så han Denise for sig med røde øjne, bleg hud og skarpe hjørne tænder. "nej.." hviskede han til sig selv med en hovedet rysten, det passede ikke til hende. Han havde ikke tænkt sig at gøre andre som ham, gøre andre til et monster uden en sjæl. Der var to mere vampyre i terre som han kendte, og det bekymrede ham, for Denise var ikke lige frem der der kunne gøre det meste modstand, mest af alt fordi hun var menneske men også fordi hun endnu led en smule af blod tab. han måtte ordne det imorgen nat..nu ville han heller bare sikre sig at hun kunne klare at være ude fra hospitalets hjælpende midler.
Han stod lidt og kiggede på hendes ryg, det sorte hår dækkede et stykke af den selvom det var ulet og den hvide hospitals skjorte så ud til at skulle have været en størrelse større-efter hans mening, så den kunne dække mere af hendes krop en den egentlig gjorde.
Hans blik gled hurtigt op til hendes ansigt, "aha, såååe dine poser skla bare blive liggende her?" spurgte han med det ene øjenbryn hævet let op under det gylden brune hår. Hans øjenbryn faldt endnu en gang ned på sin plads, "Med glæde unge dame" sagde han i en lige så formel stemme sin Denise og lukkede blidt sine fingre rundt om hendes håndled-ligesom om det han prøvede at holde om en fjer hvor fjerne skulle ligge perfekt hele tiden.
Han kunne mærke hendes varme bløde hud mod sin sten agtige hud, og selvom hun var et menneske, så var hun vel okay.

Denise kunne mærke hvordan at hans blik havde ligget mod hendes ryg i et godt stykke tid nu. Hun undrede sig længe over hvorfor. Den var jo ikke så interessant. Det slog hende så endelig at hun jo ikke ligefrem var iført sit normale tøj. *Hun følte en flovhed inde i sig selv men vidste den ikke frem. Hun tog sig ikke af hvad hun havde på nu. Hun gad ikke til at tage andet på lige nu. Og for hende var skjorten vel varm nok. Sådan havde hun det i hvert fald nu. Varmt nok.
Hun fik kort lidt kuldegysninger da hans kolde hånd lukkede sig om hendes. Fint men alligevel stærkt. Det gjorde ikke det mindste ondt. "Ehm.. Jeg kan vel bare hente mine ting en anden dag..?" sagde hun stille og roligt mens at hun så forbi Ciaren og hen mod sine ting.
Hun vendte sig så om og kom endelig helt ud på gangen. Den var nogenlunde stille denne nat. Der var ikke mange der gik rundt. Og hvis der var ville de havde for travlt til at ligge mærke til de to personer der havde kursen sat til udgangen. Denise virkede nu merre sikker på sine ben. Hun havde vendet sig til at bruge den igen. Hun gik nu videre hen ad gangen. Uden nogen idé om hvilken retning udgangen lå i. Hun prøvede sig bare frem. Sagde ikke noget. Holdt helst sine læber lukkede lige udover når hun blev nød til at trække vejret gennem munden.
Hun havde denne mindeopvækkende udstråling om sig mens hun gik så var ikke helt vaks på hvad der var foran hende. Undgik dog fint de tomme senge der stod og fyldte på gangene. Havde hun altid holdt af ham? Og var det så blot kommet helt frem nu? Eller var det noget der havde kommet de sidste par dage? Hun havde i hvert fald ikke følt sig så tilpas i klassen det seneste år. Havde blot ignorerede det. Men hun havde ikke haft nogle hun kunne låne en blyant af eller nogle at kigge på uden at sige noget. Udveksle blikke og få et smil igen.

Ciaren lod hende føre an i stilhed selvom han et par gange under vejs lod sine tanker glide ind i hendes, hun var nu en ret speciel pige, hun var ikke bange for ham..ikke en gang selvom han ahvde fået hende sendt til hospitalet.
Blodårene i hendes hånd dunkede svagt mod hans hvilket fik ham til at trække hånden til sig i en hast. Han ønskede endnu at der var en ting der ville gøre det muligt for ham at opholde sig i sollys, at kunne gå i skole igen..lige meget hvor farligt det ville være. Men muligheden var fuldkommen udelukket da han ikke var en disko kugle som den der underlige vampyr i en film..og han var heller ikke nogen speciel en der kunne gå ude i solen..nej han var bare et helt normalt misforstor. Et misforstor med en menneske ven. Han vidste stadigt at han snart rejste her fra, dog vidste han endnu ikke hvorhen, men på den anden side var han også helt sikker på at komme tilbage. han stak hænderne ned i hættetrøjens lomme på midten af maven og slog blikket ned i gulvet da folk helst ikke skulle se hans øjne, da de jo ikke lige frem havde den mest normale farve. Han fulgte lyden af hendes skridt og åndedrat med lukkede øjne.

Denise opdagede ikke med det samme at han ikke holdt om hendes hånd. Men lidt efter lidt kunne hun ikke mærke hans afslappende kulde mod sin hud mere. Hun så sig lettere undrende over skulderen. Dog lod hun være med at spørge ind til det. Han havde sagt hun ikke skulle stille så mange spørgsmål. Det huskede hun tydeligt. Og det ville hun så også lade være med. Han var en lidt besynderlig dreng. Men så igen. Hvem var normal? Hende? Inden chance der. Nye ting var jo blevet normale for ham så man kunne ikke sige at mennesket var normalt. Eller vampyren for den sags skyld. Det var bare ikke muligt.
Hun tænkte han nok havde en grund til ikke at ville holde hendes hånd. Og den accepterede hun så. Bare hun vidste han stadig var omkring hende.
Endelig. Hun kunne allerede mærke vinden udenfor. Og nu kunne hun også se døren der ville høre hende ud. Eller dem ud. Der var endnu mørkt. Uren over indgangen til venteværelset sagde den ikke var meget over midnat. Hvor længe havde hun været væk?? Nogle få timer. Nok ikke mere. Med mindre det havde været et helt døgn. Og nej det kunne ikke passe. Hun så igen mod Ciaren og igen kom hendes lille smil frem på de bløde læber. Hun så igen mod døren og hendes tempo kom en tand op. Hendes vejrtrækninger var lidt tunge og hendes brystkasse hævede sig som var hun en smule forpustet. Hun var så tæt på at komme ud og indsnuse den dejlige luft.

Ciaren lyttede til de velkendte hospitals lyde.
De fast beslutsomme skridt fra læger og sygeplejesker, den lave snakken, gråden fra familie medlemmer og stanken af sprit, på et hospital kunne man altid finde blod, og offere, derfor var der mange vampyre der valgte at opholde sig her, og derfor var det endnu svære for ham at være her. Dog var han ret stolt af sig selv over at han havde kunnet være der i så lang tid uden at bide nogen, han kunne dog mærke at tørsten var begyndt at nage ham igen da det var over et døgn siden at han sidst havde drukket noget. Hans blik gled kort hen mod Denise igen; hun gik en smule foran ham, hendes skridt var blevet mere faste ligesom hendes helbred. Det var ikke hende der skulle blive bidt igen. Han hørte svagt barne gråd fra børne afdelingen idet at de passerede den, flere af dem der inde var ikke mere end 4 år. En knude samlede sig i maven på ham. Før han var blevet forvandlet ville han gerne have arbejdet på et hospital..men det hele var lidt øddelagt nu, han ville aldrig kunne blive læge..og det var nu heller ikke fordi han havde fået de bedste karaktere i skolen. Ingen af dem havde sagt noget hele vejen ned af gangen, døren var foran dem, og det var tydeligt at Denise blev mere opsat på at komme ud nu hvor det var så tæt på.
Han greb forsigtigt fat i hendes skulder, "Kan du komme hjem selv lidt af vejen? der..er lige noget jeg skal" han vidste godt at Denise sikkert kunne regne ud at han var noget til at skulle ud og have noget blod, men alligevel havde han ikke lyst til at sige det, han var ikke en af de typer der bare kunne stille sig hen til en og sige 'Ja jeg er nød til at gå for jeg skal ud for at dræbe et menneske makabert og drikke dets blod" han skuttede sig svagt før han hurtigt strøg forbi hende og strøg hende over håret som hun nok mere følte som et vindpust.
Uden for var vinden kold, natten var kold. Der var ikke mange mennesker ude på dette tidspunkt, men han vidste at der som regelt var nogle unge fulde mennesker på diskoteket og strøg der hen næsten uden at røre det sten belagte fortov under hans hvide kondisko.

Denise stoppede med det samme hun kunne mærke hans hånd mod hendes skulder. Så sig over skulderen mod ham og lyttede til hans ord. Hun følte sig underligt nok en smule skuffet. Havde vel håbet på hans selskab. Men hun forstod ham vel godt. Han var blodsuger og det ville ikke kunne rendte sig. Han havde brug for føden og han ville nok ikke have det skulle gå udover hende igen. Hun ville nu heller ikke prøve det lige foreløbelig. 
Hun nikkede blot og skilte først bagefter sine læber for at få ord frem. "Ja okay. Jeg skal nok selv prøve og komme hjem.." Men han var allerede væk. Inden hun havde sagt noget. Derfor sagde hun det sagte for sig selv. Så mod udgangen mens hun mærkede vindpustet i hendes hår. 
Igen kom hun til sig selv. Gik igen. Kom gennem døren og blev med det samme mødt af den kolde aften vind. Koldt for hende i hendes beklædning. Hun skulle måske have klædt om først. Men hun ville ikke gå tilbage. 
Hun tog en dyb indånding og glemte om det. Tog sig ikke af det. Mod vel som om det var en form for kjole. Kort kjole. De bare fødder var følsomme under den gru asfalt. Men hun gik blot videre. Uden at tænke over så meget. Ville bare hjem. Tænkte ikke over hvad hun kunne møde ude i mørket. Var det ikke sent nok til at folk ikke vare ude i byen eller andre steder? Hvor var der egentligt et ur?

//Undskyld længden..//

Ciaren kiggede sig lidt omkring, der var ikke så mange som han havde forventet; et par yngre piger omkring de 14 15 år sad delte noget der ikke kunne være andet end en øl, en gammel mand prøvede at komme over vejen og...Bingo-en dreng der så ud til at være faretvild kiggede sig forrviret omkring.
I et par hurtige skridt stod Ciaren henne ved ham, "hvor skal du hen?" spurgte han med det venligste smil han kunne præstere, "Ehh I dont understand"
Ciaren grinede lavt, Selvføgelig, tænkte han, en udlændinge.
Ciaren kiggede sig hurtigt rundt omkring, ingen så ud til at lægge mærke til dem endnu, så han greb fat i drengens krave og trak ham med væk der fra.
Blodet sad under hans hage, han havde prøvet at kontrollere sig, men..det lå ikke i ham mere at kunne det, han slikkede sig hurtigt om munden så nogle rester forsvandt og håbede at hans ærme havde fjernet det sidste fra hagen. Duften af blod hang stadigt ved ham idet at han gik lidt ned af en gade; flere små boder stod på række og prøvede at sælge alt imellem tøj og biler.
"hr skal du ikke have et yndigt kors?" spurgte en dame bag ham i en tydeligt udlands dialekt, frem foran sig holdt hun et kors der så ud til at være i sølv, men måtte være forfalsket, blev Ciaren enig med sig selv i, men gik alligevel hen mod hende med varsommeskridt, "Pak den ind tak" sagde han og lod nogle mønter fra hans offers jakke dumpe ned i hendes sammen krøbene hånd.
Det lille brune pakke i hans jakke lomme var farlige, farlig for ham..men om ikke andet nødvendig. Han tog et par dybe indåndinger som om at det ville gøre nogen forskel på hvor hurtigt han løb og satte efter Denise, det var som at have en radar på hvor hun var, nu hvor han havde drukket hendes blod..det var det skræmmende ved det-han følte en sær forbindelse mellem dem efter det.

//det er helt okay ^^//

Duften af blod ramte hende. Kort og svagt. Så forsvandt den igen og gjorde alle lugte omkring hende normale igen. For hende var blod ikke specielt noget hun ville elske og dufte lidt konstant. Men hun forargtede det ikke. Hun var ikke sådan en der blot ville ende med at kaste op på grund af det. Jo måske hvis hun stod i et rum med rådent blod eller noget? Denise stoppede dog alligevel op og så sig rundt. Som troede hun der var noget. Men det var der jo ikke. Ikke noget dødt i hvert fald. Hun bildte sig så ind det nok bare bare lugten af hospital. Men sandheden var nok en anden.
Igen begyndte hun at gå. Træk vejret dybt og mod et suk forlade hendes læber. Hun var træt og ville bare hjem hurtigst muligt. Mon hun kunne tage bussen? Men stadig kunne hendes tanker ikke rigtig komme så mange andre steder hen en hvad Ciaren havde gang i. Hun forestillede sig hvordan det blev gjort. Var det bare bid som med hende? Hun førte roligt sin hånd op til plastrer der dækkede hendes to sår på halsen. De var stadig ømme. Eller gik det hårdere for sig eller blidere? 
Hun stoppede brat og tog sine hænder til hovedet som havde hun hovedpine. Hun rystede kraftigt på hovedet så hendes lange uglede sorte hår svagt hvirvlede om hendes hoved. Ville have tankerne ud. Vidste ikke hvorfor alt dette pludselig var begyndt at cirkulere i hendes hjerne. Hun bøjede ned i sine knæ og ente med at sidde på hug. Hendes hænder stadig sat mod sit hoved der var bøjet ned a' så hendes hår dækkede hendes ansigt. Hun forblev siddende stille og uden en anden lyd end hendes vejrtrækninger. Mørket omkredsede hende. Også selv om at lugtepælenes gule skær endnu ramte hende. Hendes grå-blå øjne var klemt hårdt i men slappede lidt efter af igen. Så bare ned i asfalten. Træk vejret gennem munden. Hun ville bare sidde sådan lidt tid og så forsætte...

Der var ikke gået lang tid før Ciaren havde fundet hende, hun sad på asfaldten og så langt fra ud til at ahve det godt.
"hey.." hvisdkede han i en svag bekymret stemme i hendes venstre øre, "Er do okay?" Ciaren brød sig ikke om de tanker at han faktisk kunne lide dette menneske, denne pige som hana hvde bidt. Han kunne lide hende mere end han burde, mere end som ven. forsigtigt tog han fat om hendes skudlre og fik hende på benene og kiggede lidt på hende.
Havde hun ikek fået nok blod? havde han taget for meget fra hende alligevel...var hun okay? Tankerne stoppede brat imens at han holdt hende oprejst med hænderne om hendes skuldre, nej der var ikke noget i vejen med hende..håbede han. Forsigtigt strøg han nåede af hendes sorte hår væk fra øjne og sagde med et skævt smil, "måske burde jeg bare følge dig jeg og der efter rejse"

Denise så med det samme op mod Ciaren da hun hørte hans ord. Det var ikke ligefrem hurtigt og panisk som havde han givet hende et chok. Nej det var mere stille og roligt som havde hun lige vågnet. Hendes ansigt var ikke trist og hendes øjne var ikke fyldt med tåre. Heller ikke på randen til det. Hendes údtryk var mere som havde hun ikke helt troet han ville være omkring hende igen så hurtigt. Hun havde da troet hun kunne komme helt hjem igen.
Hun kom op og stå ved hasn hjælp. Sagde ikke noget til det eller noget. Sagde heller ikke med det samme noget til ham. Først efter hun havde stået lidt. Front mod ham. Hun havde ignoeret hans første bekymrings spørgsmål. Hendes tanker lå mere på hvad for noget shit han nu sagde til hende. Ævlede igen op omkring at ville rejse. Så hvorfor havde han ikke gjort det mens hun ikke så på!
Hun tog sig ikke lang tid om at så træde det sidste stykke ind til ham. Hendes arme blev lagt omkring ham. Under hans arme. Pressede sig blidt ind til ham og gemte sit ansigt mod hans overkrop. Sagde ikke så meget i starten. Lod sig bare stå der og holde om ham. Som ville hun holde ham fast så han ikke gik. Hun vidste dog det ikke var noget han spørgede med. Han ville rejse. Og hvad kunne hun gøre ved det? Ikke en shit. Hun var jo blot en del af de svageste led i denne 'fødekæde'. Altså hvis man så på alle de væsner der nu var blevet dannet og afsløret. "Hvor tager du hen??" lod hendes stemme så. Som en mumlen da hun endnu havde ansigtet vendt ind mod ham. Greb samtidig let fat i hans bluse. "Kommer du igen?" Igen kom et spørgsmål efter en pause. Nu var det hun drejede sit hoved lidt og hendes hoved bare lå mod hans brystkasse. Hendes arme blev trukket lidt ind til hende igen men hun lagde så sine hænder mod hans bryst på hver sin side af sit hoved. Holdt også lidt fast i hans bluse der. Hvornår var hun blevet sådan?

//Du har gjort hende blødsøden! xD lol//

Han lod sit blik hvile på hende, det undrede ham nu bare hvad grunden til at hun lå på jorden var, hun var jo åbenbart ikke kommet til skade eller havde svært ved at gå..men måske..skulle hun bare lige..ja det vidste han ikke helt, han havde aldrig været lære..han havde aldrig nåede at blive det.
Han mærkede hendes hjerte banken mod sin krop og den svage varme der strømmede fra hendes krop mødte hans kolde.
han løftede den ene øjenbryn, skulle han lægge sine arme om hende? nej det ville ikke hjælpe nogen noget som helst og det eneste han ville gøre var at bide hende, foran alle disse mennesker...
Et tungt længselsfuldt suk kom ud fra hans kolde læber.
Det vrimlede med nysgerrige blikke omkring dem og enkelte kommenterde hvad de så, nogle intresserede sig dog kun for Denises mangel på tøj.
Han mærkede det prikke svagt i hjørne tænderne af at stå så tæt sammen med hende...mærke hendes krop mod hans, det tændte ham på mere end en måde...
Han var glad for hendes spørgsmål da det fjernede hans tanker hen å det istedet for hendes blod, "Jeg ved det ikke.." svaret han stille, "Men..det bliver ikke tæt her på" han spædte i kroppen og tøvede lidt med at rykke sig væk fra hende før han ahvde svaret å hendes andet spørgsmål, "Jeg...kommer igen" sagde han med et stille lidt modvilligt nik som han godt vidste hun ikke så, "jeg ved bare ikke hvornår" han rykkede sig væk fra hende, kiggede lidt på hende og løb så sin vej, så hurtigt det var ham muligt, væk fra de nsygerrige blikke, væk fra Denise...
Den lille brune pakke ahvde han efterladt hos hende..han håbede hun selv ville kunne finde ud fa hvad hun kunne bruge det lille kors til..ellers måtte han demonstrer når han kom tilbage...en dag.