Stand Not By My Side, But Behind Me. - Åben -

>>Som en lille notits, er det her et åbent emne. ^-^ Men, dog er det kun for de første 2, der skriver et indlæg herinde. Så det er først til mølle, derefter, laver vi ludo-regelen :3<<


Hun så frem for sig. Over det stive landskab af røde mursten, grå asfaltering, dovne gågængere, tomme metalspande, grønne, gule og brune jakker, der dækkede folkets hårløse kroppe i et trængt forsøg på at holde kulden ude. Det var ikke fordi vinden løftede op i skørter og hårspidser, men mere fordi, at selve stemningen var blevet mere netural idet bestanden af medlidenhed, også var gået ned. Det havde udviklet sig til et ærgeligt minde af hverdage, der rykkede sig forbi, i møjsommelige ryk. Mennesker udviklede sans for mord. Det blev mindre og mindre betydeligt, at se et kvæstet lig i huse, lejligheder samt de mere støvede gader. Vampyrer beherskede sig ikke længere, men drænede gerne flere individer, alt for sulten og grådig til at holde sig tilbage på bænkekanten. Djævlene blev ved med at hobe sig op, skabte færre og færre pauser fra alt hærværket, i det levende kaos' midte. Dæmonerne yndede at bruge deres magt, selvsikkerhed og styre, til at indkræve flere slaver, igen, noget der blev gradvist forhøjet talmæssigt. Animagusser, menneskenes nærmeste slægtning i denne by, kunne ikke længere vide sig sikre fra at blive voldtaget. Misbrugt på de værste måder, kun fordi deres udholdenhed tit var en anelse størrer end hos de usle homosapiens; derfor, kunne de også udholde en længere legetid. Mere tortur.
Ray lod sine fødder slæbe sig nøjagtig tre skridt frem. Ikke mere, men ej heller mindre. Stod ansigt til ansigt med dette sørgelig syn af forfald. Hvor var æren blevet af? Den umådelige pragtighed, man engang hyldede ved at udtale navnet, Di Morga? Stilheden ved at være i fred med sig selv og sine omgivelser?
Vindens partikler, begyndte langsomt at hive Rays platinblå, bølgede hår bagud. Lod den flotte hud stå endnu mere til syne, men dog, uden at have en eller flere at blive beundret af. Den blege hud skabt af en lettere ældning. Hun var ikke længere de 20 år, men faktisk havde fem år mere på bagen, rent kropsmæssigt. Javist var øjenbrynene tynde, fine og nærmest tegnet på af den slankeste, mest præcise streg. Øjnene havde denne kongelige glans af respekt, men også renlighed, der kunne få næsten hver mand eller kvinde til at misfortolke hendes hensigter. Læberne udtrykte ikke andet end værdighed, og næsen, var nærmest bare en ekstra rekvisit på det udtryksfulde ansigt. Som malet på var det bølgede hår, der skillede i midten af panden, hvilket skabte vandfald ved begge de skyhvide kinder. Kun en svag kulør af en udhvisket, sløret lyserød, fandtes på tippen af det lille snudeapperat. Kroppen slap, men som om hun rankede sin ryg i et forsøg på at virke mere handlekraftig, end hun oprindeligt følte sig.
Det lykkedes nogenlunde.