Don't stand in our way.. Got it, Vampire? Privat - Nanase

Sted: Gydernes indre
Tid: Nattens højdepunkt . Midnat
Omgivelser: Vægge, et par enkelte brede steder med masser af bræk, ølvæske og andre klistrede sager, grafitti
Vejr: Frost op til -4 grader og lidt sne hist og her, halvmåne og stjernehimmel med ganske få skyer

"Nå, lille hvalp, hvad siger du så?" Drengen imellem to håndflader trykket imod væggen, skilte ham fra at flygte, selvom angsten stod på sit højeste. Han var kun 17, umyndig og bange, da de syv mænd bag kvinden, lo højlydt. Håndfladerne tilhørte kvinden, med det særdeles pragende, lyserøde hår. Heldigvis for knægten, der dirrede som et esbeløv, var de bragende grønne øjne gemt bag det lyserøde. Ved kvindens side stod en ligeså pirrelig mand, ældre end kvinden selv, med sit mere tøvende grimasse. Hans fingre klyngede sig til hinanden, ude af stand til at stå stille, imens han søgte drengens skræmte blik. Kvinden tog hænderne tilbage, lod dem trykke sig imod taljen. Hun trak lidt på smilet, da drengens gabte modvilligt, som han vidste var fra søvn, ligesom de 8 bandemedlemmere der holdte ham hen fra sin lejlighed. Den pirrelige mand ved hendes side, Mikkel, rykkede blidt i hendes skulder og så bedende på hende, med sine utrygge øjne.
"Almia.. Chef... Lad ham dog slippe, han skal hjem i sikkerhed, som en af de få mennesker, der rent faktisk bor fredeligt" Det gav et sæt i ham, da hans venlige tone blev standset brat, af hendes øjne der tordnede grusomt. Det tog lidt tid med denne akavede situasion, inden at hun vrissede opgivende og nikkede til drengen, om at han kunne forsvinde. Uden først at se på sin redningsmand, flygtede drengen paniskt, med sin nettopose i armene og halen mellem benene, billedligt talt.
"Gud hvor jeg hader utaknemmelige unger! Mikkel for helvede, han skænkede dig ikke engang et blik, selvom du fik ham fri... Du er virkelig alt for blød!" Hun vrissede og så arrigt imod drengens forsvindingsvinkel, men både hun og Mikkel vidste, at de aldrig ville få taknemlighed. Den største mand fangede Almias blik, nikkede selvsikkert og hun brummede bare med en let trækken på skuldrene, inden de gik videre gennem gydernes usikre skygger. Hun tog det personligt, syntes virkelig utaknemlighed, var en ting der burde skæres ned på, heftigt! Selvom denne by rummede mange hæsligheder, kunne man da godt være høflig, den smule venlighed man blev modtaget med af for eks. alt for bløde bandemedlemmer som Mikkel. Hun lyttede efter lyde, smagte lugtens mugnere essens og følte væggenes struktur imod sine fingrenerver. Altid foran de mænd, der så ud til at kunne smadre hende og voldtage hende, uden problemer. Det kunne de også.. Men med den respekt og venlighed som kvinde hun gav dem, den tillid de udviste for hinanden og selve baggrunden for deres venskab og harmoni, holdte dem sammen som brødre og søster! De havde et tyndt bånd, men ubrydeligt, af selv den værste gang slavepiskeri samt jægere, der søgte deres blod, men tilgengæld selv blev solgt som føde til Vampyrer. De var Mennesker, men kendte næsten alt til overnaturlige væsner, men helt ærligt... Hvem kunne undgå det, i en kvaksalver by som Di Morga, med beviser om utrolige eksistenser.

Et skrig blev hørt længere fremme, en mand, kom løbende imod de mørke gyder, man kunne se blodet han havde på sig, dog var det ikke hans eget. Gråden gennem hans skrig kunne tydes, frygten i hans øjne var stor, han så sig tilbage som var djævlen efter ham, men skikkelsen der dukkede op lignede alt andet end. Nanase kom gående med forsigtig skridt, alt i means Rui fulgte trop vedsiden af hende. Hun sukkede og tog sig let til hovedet, hendes mørkeviolette øjne, med gråsorte tåger som pupiler var fast lagt den krympende skikkelse, mennesket der så udueligt havde prøvet at flygte fra hende, Hun kiggede over på Rui med et skævt smil, han havde kendt hende længe nok til at vide hvad hun havde i tankerne. Han var jo praktisktalt hendes højre hånd, med sine dybdrøde øjne fastlagt maden, stod han nu omme bag ham. Nu var det slut med at lege katten efter musen.
"hvis bare du havde givet mig din datter som afbetaling"
hun smilte åbenlyst moret af hans i starten voksene mod til at redde sin datter. Nana's marmorhvide venstre hånd var blodig men det var ikke hendes blod, istedet var det resterne af hvad der var tilbage af mandens datter. Hun tog hånden op til sine læber, og slikkede let en smule af
"så ville jeg ikke være nødtil også at dræbe dig"
hendes tonefald var næsten leende, med et hurtigt vift med den frie hånd var han op i luften, hans skrig morede hende ikke mere, men irriterede hende, det var ikke sjovt længere. Hun sukkede trist og kastede ham til jorden, hvor nogle skygger opslugte ham, hun strakte sig kort med et kedsomeligt smil, er natten ikke stadig ung?, hun grinte let, det ville næppe blive svært at finde mere sjov. Rui vente tilbage til hendes side og i det opdagede de begge en ny lugt. Flere mennesker? Han kunne ikke holde sin latter tilbage.
"Sig mig er menneskene i denne by, på en eller anden selvmords aktion?"
Nana rystede på hovedet og ventede til de kom til dem, hun gættede jo på de havde hørt mandens pinefulde skrig?