I Can't Stand Being Alone Anymore

Sted / Northmans
Tid / Lidt over midnat.
Påklædning / Tryk her
Vejr / Omkring minusgraderne udenfor. Et tyndt lag rimfrost ligger over gaderne, og giver en let fugtig fornemmelse i den kolde natteluft
Omgivelser / Stedet er godt fyldt. Et par borde er ledige, samt en eller to pladser ved baren. Fremmødet består både af den overnaturlige og menneskelige slags


Det var som om tidsfornemmelsen forsvandt, så snart man satte fødderne ind i diskoteket. Her betød det intet hvad klokken var, hvornår man skulle på arbejde næste dag, eller hvor meget man fik at drikke. I hvert fald ikke hvis man var én af de personer der åbnede sig for nattelivet, og trak fornuften af sig. Mange gik i byen for at afreagere. Nogle opførte sig nærmest dyrisk. De underlagde sig deres instinkter, og gemte samvittighedsnagene til næste dag. Det hele var et spil for de fleste... Selvfølgelig var der de tilfældige få, der var fuldstændig bevidste om, hvad der egentlig foregik i hjørnerne af diskoteket, eller hvor meget alkohol de havde i blodet.
Den unge vampyr Cenedra Norewood, nød visse aspekter af bylivet. Dét at være omringet af individer, gav hende en form for afveksling fra den ensomme livstil hun ellers førte. Hun havde boet alene i mange år : Hun havde skjult sig, og skubbet folk væk der forsøgte at komme for tæt på hende på et personligt plan. Det var en smertefuld måde at leve på, når man så desperat ønskede at kunne finde nogen der ville kunne udfylde dét tomrum man levede med hver dag. Hvordan skulle man finde sådanne personer, når man skubbede alle væk?
Den høje musik, og lyset på dansegulvet, var noget der slørede sanserne - og disse ting hørte til visse af aspekterne vampyren godt kunne undvære. Alligevel var der noget ved diskotekerne der altid trak Cenedra tilbage. Det kunne være de billige drinks man fik, når man flirtede med bartenderen, eller de nye bekendtskaber man gjorde sig, som dog nærmest altid kun holdt for én nat. Og aftenen efter, ville alt starte forefra.

Denne nat, havde Cenedra sat sig med ryggen til dansegulvet. Hun havde taget plads på én af barstolene, med en ledig plads ved sin ene side. Herren på den anden sid, derimod, var ifærd med, at forsøge at score en rødhåret kvinde, der så ud til at være betydeligt ældre end ham selv. Ikke at Cenedra dømte dem...
Det lyse hår lå foldet ud over hendes skuldre, og hun pillede rastløs ved en af de gyldne lokker med to af sine fingre. Opmærksomt holdt hun øje med bartenderen, for at få hans opmærksomhed. Heldigvis gik der ikke lang tid før han trådte over mod hende, og smækkede et viskestykke over den ene skulder.
"Kan jeg få en vodka-martini, tak?" Lød den klare stemme gennem beatet af musikken, der havde lokket en del ud på dansegulvet. Det var ofte ganske svært at kommunikere med folk gennem den kraftige dundren fra højtalerne, men heldigvis var Northman's ét af de steder, hvor man nemt kunne finde lidt mere ro, hvis man rykkede sig så langt væk fra dansegulvet som overhovedet muligt.
Så snart drinken blev severet, placerede Cenedra nogle mønter mod baren. Der var ikke meget mere hvor de kom fra... Men hun havde lyst til at forkæle sig selv, i hvert fald med én drink, før hun muligvis flyttede blikket til et menneske's halspulsåre i stedet. Bare tanken fik hende til at væde de rødmalede læber, før hun satte glasset mod disse, og tog den første tår af den klare væske. Det blev gjort ganske forsigtigt, for at forhindre, at hun ville få olivenen galt i halsen. Det kunne være et kønt tilfælde.

Tanker om arbejde og de e-mail der ventede der hjemme, forsvandt idet Landon blev lukket ind af dørmændene og begav sig ind på diskoteket.
Han var en høj bredskuldre mand med muskler som kunne ses da han bar en grå T-shirt med v udskæring, som viste at han var en mand der passede på sin krop, udover den bar han en åben mørkerød skjorte, bene var dækket af et par mørke bukser af dyr kvalitet og så et par mørke brune spidssnudet lædersko som nok heller ikke havde været helt billige .
Det letter korte brune hår uglede let i de naturlige krøller og hvirvler han, dog kunne man se det var ny redt, de buskede øjenbryn var velplejede men stadig maskuline og skægstubbene var for nyligt barberet så de ikke var så synlige. Mørke forførende øjne så mørkeblå som havets dyb, bar både mystik og charme men også selvtillid.

Landon så let rundt, men begav sig så op mod baren ved at krydse tværs over det proppede dansegulv, han fik mast si igennem og da han endelig nåde baren tog han plads ved siden af en smuk kvindelig skikkelse med smukt blond hår. Han bestilte et glas af husets bedste rødvin, før han så vendte de mørke øjne mod kvinden som han let betragtede" Godaften" lød et høfligt fra ham med hans mørke dybe maskuline stemme som lige nu var fuldkommen rolig, da han begyndte at slappe af og lod sig for en gang skyld nyde aften selvom der var chance for at folk ville genkende ham fra medierne, men når man var boss for et verdenskendt firma hørte det med.
Han sendte ´hende et forførende smil, før han vendte hovet mod bartænderen da han kom med et glas rødvin, Landon betalte roligt og gav lidt rigelig drikkepenge før han så løftede glasset, han svang væsken kort rundt for at tjekke kvaliteten før han lugtede til den, for til sidst så tage en tår og sukke roligt imens han igen vendte blikket mod den unge kvinde" Må jeg byde på en drink mere senere?"spurgt han forsat høfligt med hovet let på skrå imens han kort kørte en hånd gennem sit hår.

Hun sænkede kortvarig glasset fra sine læber, og vendte de nysgerrige øjne mod den nyankommende, så snart hun hørte den dybe stemme der gled over hans læber. Han var én af de typer hvis stemme syntes at matche perfekt med udseendet. Han virkede... forfriskende maskulin. Og... bekendt? Det var som om hans identitet hvilede et sted i hendes erindring, men hun ikke kunne koble et navn eller en beskæftigelse på. Kortvarig fangede hun sig selv i, at overveje hvorvidt hun havde mødt ham før i fortiden, men... Ville hun så ikke have husket ham lidt bedre? Selvfølgelig kunne der have været alkohol involveret. Det ville ikke have været første gang.
”Godaften.” Lød det klart fra den unge vampyr, før hun satte sin drink mod baren, og kortvarigt lod sit blik glide ned mod den lille tandstik som spidede en oliven med omtrent samme farve som hendes øjne. Den hvilede i den klare vodka-martini, og flød end smule over væsken i glasset.
Hun rettede sig en smule i barstolen og vendte sig mere mod den nyankommende, for at kunne bakse det ene ben over det andet, i en let bevægelse. Snart vippede den ene stilet-beklædte fod lidt, støttet af det andet ben. Det var langt mere behageligt at sidde sådan – samtidig med, at hun nu ikke behøvede se på parret bag sig, der tydeligvis snart ville kaste sig helt og holdent over hinanden.

Smilet den nyankommende sendte hende var af den slags, der bekræftede, at han havde selvtilliden i orden. Ja, han var da i hvert fald ikke tøvende. Ellers var han ufattelig god til at skjule det uadtil. Cenedra lod de røde læber gengælde hans smil, og mødte hans øjne. Kunne man dømme en mand ud fra hvad han drak? Det var i hvert fald sjældent, at hun havde mødt nogen der bestilte vin af den kaliber. Men at dømme ud fra hans tøj, virkede det ikke ligefrem som om han manglede mange midler. I grunden kunne man vel heller ikke se på hende, at hun teknisk set var hjemløs og sov på en gammel, tynd madras i en forladt bod.
”Hvis du fortæller mig, hvorfor du forekommer mig så bekendt?” Svarede hun med et lidt udfordrende udtryk i blikket. Hun sad stadig og kæmpede med hans identitet. Det var måske rart at vide hvem man havde med at gøre. Igen satte hun sit glas mod læberne. Læbestiften havde sat et lille mærke mod kanten, allerede da hun tog et lille nip af drinken. Med den frie hånd pillede hun rastløst ved en af lokkerne af det lyse hår, der snoede sig let i spidserne.

Han vendte sig roligt om imod hende, imens han let tog fat i vinglasset og lod foden af glasset hvile mod hans ene ben, de mørke øjne mødte hendes med et nysgerrigt udtryk som dog tilhørte en mand af hans slags og ikke et lille barn som ventede på at åbne sin julegave.
Det var rart for en gang skyld, at kunne gå i byen og nyde det, efter at have arbejde hårdt hver dag de sidste 3 måneder, et firma af hans størrelse kræver mange timer foran computeren til video møder eller mails som altid tikkede ind hele døgnet fra mange forskellige lande. Men når man var vampyr, havde man hele evigheder foran sig og derfor kunne arbejde så meget som man lystede, mange vampyrer efter hans mening spildte deres liv med at feste, dræbe og lalle rundt på må og få uden noget fast mål, men sådan var han ikke.
Landon satte store mål for sig selv, han ville have et kæmpe firma som alle i hele verden kendte, desuden var han på jagt efter en fornuftig kvinde som kunne blive hans, da alt det dateri og enegangs knald, enligt ikke var ham men han ville så gerne dele sit liv med en som han kunne forsørge og elske.

Landon løftede let et øjenbryn, ved hendes sidste ord men smilede så venligt" Mr. Landon Matthew Mason, leder af firmaet Row" lød det høfligt fra ham, før han rakte en fremstrakt bred men pæn hånd mod hende" og hvem har jeg æren af at snakke med?"tilføj han med et skævt smil og det let løftede øjenbryn samt et udfordrende blik i de mørke dybe øjne, som mange kvinder verden over smeltede over eller helt forsvandt ind i vis de var så heldig al møde ham.
Imens han afvendte hendes svar, dog han en god mundfuld af den mørke krydre vin, som han nød i fulde drag, vin var noget af det han drak mest af lige meget hvad tid på døgnet kunne han nyde et glas eller to og som vampyr påvirkede alkoholen ham ikke spor.

Der var noget ved hans øjne der syntes at vidne om erfaring. Det var som om denne mand; taktfuld som han var, kunne formå, at adskille sig fra utallige personer hun havde mødt, blot ved at sidde mere rankt og tale langt mere sofistikeret. Han var desuden velplejet. Lignede en mand der var sikker på sig selv, og kunne gå med oprejst pande. Det var på én måde lidt afskrækkende, men på en anden, var det dybt fascinerende for Cenedra, der nærmest stadig var i sine teenageår som vampyr. Verden gemte stadig på finurlige overraskelser, og derfor var det med en let nysgerrighed, at hun mødte hans blik. Der var ikke noget afvigende over hendes egne øjne. Derimod fastholdt de hans, så længe han selv ikke kiggede væk og lod blikket glide rundt i rummet.
Hun pillede ved stilken af sit glas, men lod dernæst sin hånd møde hans, da han præsenterede sig selv. Hun gav hans hånd et let klem. Hendes syntes ufattelig skrøbelig i hans. Et lidt overrasket udtryk bredte sig over det ungdommelige ansigt, før hun blottede den øverste tandrække i et let, hvidt smil:
”Årh, der kan man bare se.” En let og hjertelig latter gled over hendes læber. Landon Mason... Ja, hun vidste hvem han var. Han var én af de magtfulde mænd i Di Morga, som hun nok aldrig kunne have forestillet sig at støde på. Måske fordi hendes egen situation var så... - Skrøbelig. De tilhørte to forskellige lag i samfundet, men det syntes faktisk at appellere til Cenedra. Det var en forfriskende fornyelse, at sidde med en mand der rent faktisk havde styr på sit liv.
”Æren? Du smigrer mig, Mr. Mason.” Hun slap hans hånd, og lod sin egen falde ned mod sit knæ: ”Mit navn er Cenedra Norewood.” Præsenterede hun sig dernæst, og skubbede kortvarigt en vildfaren lok væk fra sit ansigt, med den anden hånd. Sammenlignet med hans præsentation, virkede hendes måske lidt vigende. Men hun var heller ikke kendt for noget som helst. Faktisk ville hun helst forblive den lille brik i det store billede. Det var den eneste måde hun kunne beskytte sig selv på.
Kortvarig lod hun sine øjne falde mod vinen i hans glas. Farven mindede hende mest af alt om blod. Noget der nærmest automatisk fik hende til at fugte sine læber, og føre sit eget glas op til læberne. Hun vendte igen blikket mod hans og smilede udfordrende gennem glasset:
”Skål.” Lød det dernæst fra hende, før hun lod den klare drink ramme læberne og tungen. Drinken var stærk, men syntes blot at dulme de få bekymringer hun måtte gå rundt med. Drinken blev i hvert fald nydt. Det var ikke blod, nej...- Men sanseoplevelsen var der stadig.

”Det er helt besynderligt, at sidde ved siden af en mand, man føler man kender gennem medierne – men alligevel ikke nødvendigvis ved meget om, når det kommer til stykket.” Sagde hun dernæst, og satte den halvtømte drink mod baren. Den anden hånd fandt også vej ned mod det ene knæ.
”Er det ikke trættende i længden, når alle ved hvem man er?” Spugte hun dernæst, og så på ham med en oprigtig interesse i øjnene: ”Har du ikke lyst til at kunne forsvinde i mængden en gang imellem?”

Landon var en voksen vampyr, han kendte til sine styrker og svagheder. Han behøvede ikke drikke blod så ofte og kunne sagtens klare 6 uger uden. Han var heller ikke typen der dræbte for at dræbe, desuden når han udvalgte et bytte fandt han altid en person som i forvejen havde så mange problemer at døden ville være en bedre løsning.
De mørke øjne kiggede ind i hendes, de betragtede hendes skønhed, hendes smukke øjne som havde fanget hans opmærksomhed fuld ud, han satte roligt glasset fra sig, imens han smilede skævt så et perfekt hvidt tandsæt kunne skimtes. Han holdt fast i hendes blik, imens han roligt kørte en hånd gennem håret " Smukt navn Cesendra, men de kan bare kalde mig Lan " lød det roligt fra ham før han lo blidt.

Hun var i hans verden, en charmerende kvinde som han med glæde, ville vide mere om" hvad arbejder de selv med?"spurgte han nysgerrigt men på den mere sofistikerede måde. Han løftede roligt glasset da hun udfordrerne så på ham igennem hendes eget glas, han smilede let "skål" lød det fra ham, før han tog en tår af den skønne væske for så at sætte glasset fra sig igen.
Landon løftede let et øjenbryn over hendes ord" hmm ja det må vel værke mærkeligt?" lød det underne fra ham" Til tider, JO men jeg har selv valgt at blive kendt eller det hørte med da mit firma fik mediernes opmærksomhed" lød det roligt fra ham" en gang imellem kunne det være rart at kunne gå i byen, uden at folk så efter en, men jeg har vænnet mig til det" lød det let fra ham.
Han trådte let ned fra stolen, hvorefter han rettede sig op og fangede hendes blik igen, før han bukke kort for hende og rakte en hånd frem imod hende " Må jeg byde den unge frøken, på en dans?" lød det fra ham, som en ægte gentleman, så han fremstod endnu mere anderledes end alle andre i dette store lokale.

”Rart at møde dig Lan.” Hun betonede hans navn med et smil om sine læber. Hun havde aldrig brudt sig om at tiltale andre mennesker, men havde blot gjort det for ikke at føle sig alt for mærket af det sociale skel der var mellem dem. Derfor var hun glad for, at det hurtigt kom ind på et mere personligt plan. Det var som om det var en form for bekræftelse af, at de var ligestillede, trods han ikke havde kendskab til hendes situation. Hun havde vel altid været meget god til at skjule sine problemer udadtil. Man blev ikke såret, hvis man satte en facade op, der var stærk nok til, at kun få fik lov til at få et indblik i hendes liv.
Der var noget ufattelig tiltrækkende over hans måde at føre sig på. Som regel mistede Cenedra hurtigt interessen for andre individer, men Landon – selv hvis han ikke var en successfuld forretningsmand – formåede at vække hendes nysgerrighed mere og mere. Alligevel var hun stadig påpasselig... Hun havde førhen dømt folk for hurtigt, blot for, at tage grufulde konsekvenser af det.

Ved hans spørgsmål, veg hendes blik i et kort sekund. Øjnene faldt ned på hendes drink på baren, hvilket betød at hun måtte dreje ansigtet lidt væk fra ham i en stund. Igen faldt en af de lyse lokker lidt ind over ansigtet, men denne gang kom den fint tilbage på plads, så snart hun igen rettee sin opmærksomhed mod ham.
”Jeg står uden arbejde på nuværende tidspunkt.” Svarede hun så, og forsøgte ikke at lyde alt for afvigende. Hun ville nødigt fortælle ham, at hun var blevet fyret fra sin sidste stilling, og at hun knapt nok kunne betale for den drink hun havde købt her til aften. Det virkede altid som et nederlag at indrømme den slags. Især når man var i selskab med en mand der tydeligvis klarede sig godt på job-fronten.

Hun lyttede opmærksomt til hans ord. Hun havde levet så mange år i skjul for for megen opmærksomhed, og derfor forekom tanken om altid at være i andres søgelys, hende meget mærkværdigt. Et let smil lå dog formet om hendes læber.
”Så længe man er kendt for sin success og ikke for nederlag – så er det, som du siger, måske noget der er lettere at leve med.” Kommenterede hun roligt, og betragtede ham i en stund.

Hun havde netop taget en ekstra tår af sit glas, da Landon rejste sig op. De grønne øjne fulgte ham opmærksomt, mens hun pillede lidt ved siderne på sit glas. Mundvigerne hævede sit i et strålende smil, selvom hun var en anelse tøvende. Musikken var høj og det virkede næsten komisk, at han spurgte hende så formelt, når der bestemt ikke var meget elegant at se ude på dansegulvet. Derimod var det en heftig hoppen og fuldskab der mødte øjnene.
”Hvis den herre insisterer.” Kom det fra hende med en let latter. Hun var ikke vant til at tale sådan – men det gav hende en forfriskende følelse i kroppen. Som om hun var mere end blot en ung, arbejdsløs kvinde, der kæmpede for at få mad på bordet.
Hun satte glasset fra sig, tog hans hånd og kom let ned fra barstolen. Hvis ikke hun havde haft de høje hæle på, ville hun sikkert have været betydeligt lavere end ham. Hun sendte ham et tandsmil, og trådte hen mod dansegulvet, med hans hånd i sin.
”Nu håber jeg ikke at jeg træder dig over tæerne i de her sko." Lo hun hjerteligt, "Der er jo ikke meget plads på dansegulvet mellem alle de personer."

Landon smilede roligt til hende, det var rart når folk han mødte tog imod forkortelsen da alt det med Sir, Mr. var det han blev kaldt af de fleste af hans kollegaer. Ellers kalde folk ham Landon men det føltes bare så upersonligt i hans verden. Han drak det sidste fra sit glas mens han løftede et øjenbryn " Arbejdsløs? der er vel intet jeg kan gøre for at hjælpe dem? "spurgt han letter alvorligt, da han mente at det var vigtigt med et job, så man ikke bare gik rundt på må og få uden noget at tage sig til.

Han nikkede roligt, idet hun skiftede emne " Ja det er rart at være kendt, for noget godt" lød det let fra ham før han sendte et skævt smil til hende. Som de sad her, var der få af de fulde mennesker som kiggede mod dem med stirrende blikke. Landon lagde dog ikke mærke til det, men havde kun øje for hende og intet andet. Hun havde fanget hans nysgerrighed, han ønskede at vide mere om denne smukke skabning, hun var ikke som de andre kvinder som han ofte snakkede med. Hun var noget særligt, noget han på sin vis ønskede at eje eller? han vidste det ikke.

Landon viste hvordan man fik kvinder, til at føle sig som prinsesser og han vidste også hvordan man forførte dem. Han fulgte roligt med hende ud på dansegulvet" jeg overlever det nok" lød det hviskende fra ham. Da de havde fundet en lille ledig plads mellem de fulde folk, lagde han en hånd om livet på hende, hvorefter han elegant begyndte at føre hende rundt på dansegulvet.
Folk begyndte rent faktisk at give dem plads, imens de nu mere dannede en cirkel og begyndte at klappe i nogenlunde takt.
Landon dansede videre, han lod hende surre rundt et par gange, hvorefter han elegant greb hende igen, for så at danse videre.

”Jeg er ikke sikker.” Svarede hun, da han spurgte hvorvidt han kunne hjælpe på job-fronten. Der var et lidt tvivlende udtryk over hendes ansigt. Hun stolede vel ikke på sine egne kompetencer. Hun var ikke godt uddannet, og hun var stadig i tvivl om i hvilke fag og sammenhænge hun fandt mest tryghed. Jobmarkedet var svært, når man var hoppet frem og tilbage mellem forskellige deltidsjobs, og aldrig kunne finde noget der passede 'perfekt'. Der var jo visse forholdsregler. Jobs i dagstimerne var udelukket, hvilket eliminerede en del. Desuden var der meget arbejde hun aldrig ville kunne få sig selv til at kaste sig ud i, af rent etiske og selvrespekterende årsager.
”Jeg håber, at kunne finde noget. Det er ikke en rar følelse, når man ikke kan forsørge sig selv.” Hun indrømmede i det mindste, at hendes økonomiske situation var af helvede til. Alligevel forklarede hun ikke yderligere omfanget af det. Det var vel sjældent at hun kom ind på det helt personlige i sit liv. Det kunne hun ikke få sig selv til. Det galt om at opretholde den smilende facade, og virke stærk.

Cenedra skævede rundt. Hun havde skam lagt mærke til, at mange så nysgerrigt over mod dem. Egentlig fattede hun ikke hvordan Landon kunne holde det ud. Hun blev selv helt nervøs ved tanken. Alligevel virkede Landon meget fokuseret på hende... Han ignorerede rent faktisk mængden omkring dem. En del af dem, måtte tænke hvem hun var, og hvorfor hun havde forbindelse til ham. Som altid blandede folk sig lidt for meget i de medieramte folks sager.

Hun forsøgte at følge hans trin så godt som overhovedet muligt. Alligevel følte hun sig lidt kejtet i forhold til ham. Ganske vist var de alligevel nok de mest elegante på dansegulvet, taget i betragtning af, at de fleste omkring dem var fulde og knapt nok kunne holde takten. Da de flyttede sig og begyndte at klappe, kastede Cenedra et blik omkring sig. Et lille overrasket smil fandt vej til hendes læber, før hun vendte øjnene mod ham. Det virkede næsten... surrealistisk. Som altid var der noget i hende der var lidt afvigende. Ganske vist kunne hun danse med ham – lade sig snurre rundt og blive grebet i hans arme – men dervar noget i hende der var påpasseligt. Hun måtte ikke dømme ham for hurtigt. Hun var før blevet narret af et charmerende ydre og personlighed. Det skulle ikke ske igen.
Det lykkedes hende at danse uden hverken at snuble ind i andre folk, eller jokke ham over fødderne. Alligevel var det tæt på en gang imellem. Hun havde aldrig sagt at hun kunne danse – og med alle de lyde og indtryk omkring sig, var det også en anelse svært at koncentrere sig.
”Hvor har du lært det?” Spurgte hun ham i dansen, og lod sig føre rundt. Det var ikke tit hun lod nogen tage styringen helt og holdent.

Landon nikkede let til hende" nej det må ikke være rart, men jeg vil altid have mit tilbud åbent" svarede han hende fuld kommen roligt, han sendte hende et let smil og betragtede hende lidt, fordi han ikke rigtigt kunne lade vær.

Han førte hende elegant over gulvet, hun blev snurret rundt et par gange og han begyndte da også at danse en smule tætter imens hans så hende dybt i øjne. Han lo blidt " det lærte jeg for mange år siden, flere år end du regner med"lød det ler fra ham før han sendte et charmerende smil, han sluttede langsomt dansen af og stoppe så til sidst med at svinge hende let ned så hun hvilede i hans stærke arme, før han satte hende roligt op igen.

Landon smilede drilsk til hende" var det så nu jeg skule byde på den drink?"lød det let udfordrende fra ham, dog på en venlig måde " har de nogle hobbyer? "spurgt han roligt idet han rakte en hånd mod hende, imens han nikkede hen imod baren.
//undskyld det korte svar//

Det forekom hende ikke underligt, at han tilbød hende jobmuligheder. Faktisk var hun lettere overrasket over hvor hurtigt det havde indtruffet. Landon var stadig en fremmet for hende, men noget ved hans karisma og status fik hendes nysgerrighed til at vokse omkring hans person. Sommetider var det så ufattelig interessant at møde nogen, hvis situation var så anderledes fra hendes egen... Penge havde altid været et problem for hende. Hun havde aldrig rigtig ønsket sig en overvældende rigdom, eller haft behov for, at leve et liv i luksus. Men bare det at kunne klare sig, var vel efterstræbelsesværdigt, når man havde tilbragt mange år af sit liv, på falittens rand. Hun stod i gæld... Enorm gæld - men sådan var det, når man ikke havde kunne betale huslejen, og ikke kunne jonglere de tidligere jobs.

Mange år siden... Flere end du regner med... Hun bed lidt fat i de ord. Det var vel tydeligt, når først man mødte hans blik...- Han havde flere år bag sig, end hvad hans ydre gjorde udtryk for. Det havde hun vel også selv - men der var stadig noget lidt naivt i de grønne øjne, og noget ungt. Det var ikke fordi der var megen visdom eller erfaring deri. Selvfølgelig var hun blevet moden. Dog var hun i vampyr-henseender stadig hvad de ville kalde en 'teenager'.
En let latter gled over de letbemalede læber, da han svang hende ned. Hun lod ham selvfølgelig gøre det. Ikke just fordi hun stolede på ham - men fordi hun tillod sig selv, at give en smule slip på sin tvivl i det offentlige rum. Håret bølgede let tilbage over ryggen, da hun lod sig læne tilbage. Selvfølgelig havde han vist intet problem med at holde hende. "Det må jeg sige." Lo hun mildt, da hun lod sig selv rette op igen, "Du har vist en del tricks i ærmet Landon." Der var en lidt drillende tone i hendes stemme. Kortvarig skubbede hun en tot af det gyldne hår, bag sit ene øre, så hun kunne rette blikket fast mod ham, uden at blive hindret i det.

"Jeg lovede dig det før, ikke sandt?" Sagde hun, da han spurgte om han måtte byde hende på en drink. Dernæst nikkede hun: "Det ville være skønt." I et kort øjeblik blottede hun de hvide tænder i et smil. Hun ønskede at slippe visse af hæmningerne. Alligevel var der altid noget i hende der forsøgte at overbevise hende om, at hun burde være påpasselig. Di Morga havde bydt hende på en del... Og hun havde det med at fortryde det, når hun tillod sig selv at slippe tøjlerne. Men én drink mere, kunne vel ikke skade.
Derfor tog hun hans hånd, og fulgte ham over mod baren. Ved hans spørgsmål, vendte hun opmærksomt øjnene mod ham: "Hobbyer? Tjah..." Han fugtede kortvarig sine læber, og stoppede op da hun nåede baren. Hun slap hans hånd, og foldede sine hænder mod bardisken: "Jeg har vel altid været meget glad for de kreative felter... Kunstneriske ting, altså. Som at spille musik, tegne og male. Det er selvfølgelig nok ikke noget jeg vil kunne leve af i den nærmeste fremtid. Men forhåbenlig er det vel noget man bliver bedre til hen ad vejen." Fortalte hun roligt. Hun måtte indrømme, at økonomien også havde holdt hende fra disse ting i noget tid. Hun havde solgt sit klaver for flere år siden - guitaren skulle repareres, men det havde kostet for meget... Maling var dyrt, hvis det skulle være det rigtige. Alligevel vidste hun, at hun nok snart skulle komme tilbage på benene... Eller hun håbede det i hvert fald.
"Hvad med dig?"