Remains in the wind - Calthos

Vinden susede afsted ud i intetheden, som var den med i et Marathon løb omkring hvem der kunne komme først. Den sukkede, råbte, græd, og skældte på en og samme tid. Som ville den bandlyse den person der hørte på dens kalden. De sagte trompeter som havets brussen udfoldede sig ud imod intetheden, og begyndte så småt at udfolde den tomme stilhed der havde hersket i hovedets tomhed, som alligevel så småt blev pakket væk, og aldrig mere kom op imod himlens fjerne blå farve, som egentlig kun var skabt på grund af havets refleksion imod ozonlaget i himlen. Havet begyndte at bruse kraftigere i håbet m at vise sin ekstreme styrke. Som ville det overbevise al verdenen omkring hvilken forstand det besad.
Som tidligere flådeofficer havde han ikke andet end respekt overfor dette element, dette faretruende element som man kunne synge ballader hen over, men også bruge som ekstrem rock effekt på scenen. Denne dramatiske scene som kunne bruges i film, inspiration til digte, sange, historier, alskens værker. Med et kort suk startede den unge mand ud med en kort mumlende lyd til sig selv. Han stod blot her uden nogen form for selskab, og nød den hårde vind i nakken imens den nærmest skubbede ham forførende tættere på havet, som ville den have ham med, drukne ham, omfavne ham. Men hans fødder var fast hægtet til jorden, som var de fæstnet med robotfødder i den stenede grund. Det mørke hår flagrede ud i vinden, det var ikke langt, men langt nok til at man kunne se at vinden var hård, voksen var til ingen nytte her.

Den hårde vind tog godt fat omkring alt hvad den stødte på, bygninger, træer, mennesker og andre væsner. Det var nok ved at blæse op til orkan? Eller måske var det bare hård vind og så blev det ikke til mere. Det var ikke nemt at have hætte på jakken og stå med ryggen imod vinden, fordi hætten ville altid blæse op over hovedet, men det var ikke noget Calthos tog sig af, han foretrak at den var oppe, så han ikke skulle tage den op selv hver gang at vinden blæste den ned hvis han havde stået omvendt. Han regnede med at være alene så han kunne stå med hans tanker, men han kunne se at der stod en dernede. Heldigvis så det ikke ud til at personen havde opdaget ham. Han jakke var marineblå og hang ned til lårende, på jakken var den omtalte hætte og hans bukser var med grøn camouflage. Ikke fordi han har været i hæren, det var mere den måde de så ud på. Han stod og stirrede på manden nede på jorden. Han stod selv op på et hustag, men selv helt herope fra kunne han godt mærke at det ikke var et normalt menneske der stod dernede, og et af hans svagheder var hans nysgerrighed, han kunne godt tænke sig at finde ud af hvilke slags væsener der var her omkring og lige præcis sådan her havde han ikke følt før, så det var noget nyt. Han besluttede dog at det bedste ville være at blive stående heroppe, det kunne jo være at skindet bedrager og det var en fjendtlig person.

Skyerne syntes at trække sig sammen, og blev med ét med hinanden. Gled igennem hinanden, formerede sig, blev større, og flere. Selvfølgelig kunne dette sagtens bare være en lille skylle der svævede hen over Di Morga, men det var nu alligevel på året hvor de mange regnskyer dalede ned fra himlen, og bombaderede jorden med dets regnslag. Som ville det erklære en krig imod jordoverfladen, og tvinge det til at gå under. Men alt dette var ikke sket endnu, derfor var muligheden der stadig for at skyllen kunne gå amok. De nu blå øjne kiggede op imod himlen, som spejlede sig i deres blanke overflade og gjorde dets egentlige farve ulæselig, da den blandede sig med vindens farve udvalg imellem blåt og grålig hvidt. Skyernes bagdel, som lå ud over horisonten, var i en faretruende mørkegrå farve. Men om stormen derude i havet kunne nå at løje af inden det kom ind til kysten, var nu et ret så godt spørgsmål. Selvfølgelig var det ikke lige helt til at vid, men mon ikke det ville lykkedes på den ene eller den anden måde, med lidt magisk hjælp fra udeforstående væsner, ville stormen sikkert stikke halen mellem benene og løbe sin vej, til et andet sted som ikke lå ved Di Morga’s grænser. De vante løsefingre kunne lige så stille mærke hvordan kulden krøb sig ind under marv og ben. Dette ville med tiden frembringe en rystende reaktion som blev ved og ved, indtil man slappede af i kroppen. Da de rystende bevægelser skyldtes anstrengtheden for at holde på varmen. Men også hvis man spændte for meget i kroppen. Det mørke hår blev blæst omkuld, som i en dramatisk sværdduels scene hvor den ene af modstanderne var faldet død om, og døden skulle se yderst tragisk ud. På den måde ville det skabe flere følelser igennem folk der nu ville have befundet sig i salen, som egentlig ikke eksisterede, men rent faktisk var en tankestrøm som gled igennem Jordan.
Inden længe syntes han dog at opdage hvordan et par øjne blev ved med nærmest at stirre ham i nakken, dog var det nok ikke ligefrem en stirren, men et blik kunne mærkes. Dette fik derfor den unge mand til at vende sig om, og lade hans blik betragte det andet væsen der stod foran ham. Vedkommende stod på et af de mange tage der omringede havnen i en mindre labyrint. Han var muskuløs, høj, lignede faktisk en strid general man ikke havde lyst til at have med i sin gruppe når man var i krig. Selvom det oftest var dem der klarede det bedst når man var i krig.

Calthos' øjne blev på manden dernede imens at han kiggede op imod ham selv, men han vendte blikket op imod skyerne. Nu kunne Calthos jo ikke kontrollere vejret, men hvis han skød lyn op imod himlen kunne han lave statisk elektricitet oppe i dem og få skyerne til selv at danne lyn ved hjælp af hans magi, men at få dem til at forsvinde? Det var ikke noget han havde prøvet før, nogen gange havde han overvejet at gøre det, men det var joikke fordi at han havde ret meget imod sådan et vejr nu hvor han selv var lyn dæmon. Han stod og tænkte sådan længe for sig selv, men besluttede at det nok var bedst bare at lade skyerne gå deres egen gang og se hvad der ville ske.
Calthos havde egentlig ikke noget at gøre nede ved den fremmede, men der var noget om ham der gjorde ham interresant, noget ovr ham.. Han var ikke menneske, det troede Calthos ikke på, men han kunne jo tage fejl. Det var efterhånden egentlig bare ved at være noget han gættede på siden at han faktisk ikke havde mødt et menneske der ikke havde en eller anden form for kræfter, men han kunne jo tage fejl, han plejede som regel at have ret omkring disse ting.
Nu kom hans overvejelser bare om han skulle tage derned eller om han skulle vente heroppe og se hvad der skete, om den anden tog kontakt til ham? Han var ikke så god til mennesker eftersom han havde holdt sig for sig selv det meste af hans liv på grund af hans fortid. Han sukkede til sig selv og forsvandt pludselig fra syne, han var bare væk. Han dukkede dernæst op i nærheden af den anden mand der stod nede på jorden. Catlhos havde foldet hans arme over kors ved brystkassen imens han kiggede op imod skyerne. ”Det ser ikke ret godt ud, var?” Sagde han som det første uden at kigge på den fremmede. Han var som sagt ikke ret god til mennesker, så han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige, men han havde kun snakket med kvinder de sidste lange stykke tid, så han havde jo også brug for at snakke med nogle af hans samme køn da det gav en lidt anderledes samtale.